Vi har været på kulturmøde på Mors. Her er nogle af mine indtryk fra dagene.
1.
Jeg starter med lavpunktet. Det var debatten ”Nye partnerskaber om leg, kreativitet og læring”, som fandt sted fredag eftermiddag. Det var Aalborg Skoleforvaltning, der havde arrangeret, hvilket normalt borger for ren overflade. Alle fordomme blev bekræftet.
Her er, hvad jeg bed mærke i:
a.
Kristina Østergaard Kristoffersen er læringschef Aalborg Kommunes Skoleforvaltning. Kristoffersen er vild med skolereformen, og nu vil hun have noget kreativitet og noget læring osv..
Skolens egenart og indre kreative processer var solgt til stratosfæren. Kristoffersen refererede undervejs til Lene Tanggaards kreativitetstænkning. Men Tanggaards ideer bygger jo på et decideret opgør med de teorier, som skolereformen er skabt af? Det er en kæmpe-modsætning. Jeg forsøgte at sige det, men Kristoffersen forstod ingenting.
I realiteten køres der lærings-nysprog til den store guldmedalje i Aalborg. Og læringschefen vil sende sine skoleledere på Handelshøjskolen i Oslo, som er det mest anti-kreative sted i verden. Det er AP-Møller læringsmålsstyringspenge, der betaler.
Hele begrebsligheden sejler. Der er ingen grundighed, materie, skoletænkning eller opfindsomhed. Det er der ikke noget ”lærings”-chef over.
b.
Elsebeth Gerner Nielsen, som er rektor for Designskolen Kolding, deltog også, desværre med en række dybt skuffende markeringer. Hun talte om leg og kreativitet, som noget der bare skal smøres ud over skolen, og vel at mærke en Gerner Nielsen-skole, som er helt uden indre substans.
Nielsen gjorde grin med fag og med kundskaber. Det kunne hun kun bruge, når hun skulle være borddame, som hun udtrykte det. Der var kun en helt overfladisk interesse for fag, materialer, tingslighed. I stedet skulle vi bare have kreativitet og hele mennesker osv. over det hele. Hendes skole skulle også uddanne lege-proceskonsulenter. Der var der ikke meget kunsthåndværk eller kreativitet over efter min mening. Jeg håber ikke, at hun afspejler kunsthåndværkerskolens ånd? I hvert fald skal hendes filosofi holdes i stramme tøjler, hvis den kommer i nærheden af pædagogikken.
c.
Dertil kom to personer uden for uddannelsessystemet: Lasse Andersson, kreativ direktør Utzon Center, og Anna Marie Krarup, projektkonsulent Kultur Nordea Fonden.
Andersson var sådan set ok ift. til det arkitekturpædagogiske, men heller ikke han viste nogen forståelse for den pædagogiske tradition, som han jo skulle virke sammen med. Han fortalte, at han engang havde gået på en friskole, hvor de sang morgensang og havde kreative fag. Men det kunne han ikke bruge til noget. Han kunne også berette, at lærerne nogle gange blot sad og sms’ede, når børnene var på besøg på Anderssons museum. Dele af kulturlivets syn på pædagogik er under al kritik efter min mening. På den måde peges måske på et generelt problem med kulturmødet. Det stikker af i sit eget netværk, mens pædagogik og samfund reduceres til nogle halve objekter.
Kulturmødets motto er ellers “brobygning”, men det var der ikke noget af.
Anna Marie Krarup havde også gået på en friskole, som hun dog i modsætning til Andersson var begejstret for. Til gengæld sagde hun ikke noget, jeg kan huske.
Så var der Bo Stjerne Thomsen, som er forskningschef LEGO Fonden. Han ville måle kreativitet ud fra OECD-s kompetencemål og så videre i globaliseret g-mol. Her var der absolut ingen tingslighed, tradition, sanselighed, materie, dybde, berøring, musik etc. Der var kort sagt ingen kreativitet. Hvis LEGO skal knyttes til skoleprojekter, skal firmaet ligesom kunsthåndværkerskolen holdes i stramme tøjler, det er helt klart.
Man skulle egentlig have troet, at Gerner Nielsen havde kritiseret både LEGO-manden og læringschefen, eftersom hun jo skulle stå for både kunst og håndværk og ånd. Men det gjorde hun ikke. Hun så tydeligvis muligheder, selvom hun burde have set begrænsninger. Hun har ikke sans for det pædagogiske, og derfor får hun på sin vis også svært ved det kreative, eftersom pædagogik handler om at gen-skabe, også kaldet det “historisk poetiske” i friskoletraditionen.
Endelig var der Carsten Nymann, som er chef DR Viden & Skole. Han virkede også helt på læringsfløjen. Når han nu er chef for DR-”VIDEN & skole”, burde han måske have kritiseret Gerner Nielsen, som jo ikke kunne lide ”viden” og ”skole”? Men det gjorde han ikke.
På den måde brugte kreationisterne den urene pædagogik til at smøre marmelade henover denne reneste og hårdeste læringsrealitet. Det var anti-kreativitet efter min mening.
d.
Bagefter gik vi ned til hovedscenen. Her kunne man høre Christian Haves fine interview med Simon Kvamm, som virkelig havde sans for både musisk dybde og tradition. Kvamm er sin generations store rock-filosof efter min mening, og så er han desuden komiker, sanger og komponist. Tak for ham. Har I hørt Nephews version af ”Den blå anemone” og ”Sig månen langsomt hæver”? Eller deres nye ”Amsterdam”? Her er fuldt dybde og udsyn.
Aftenen i forvejen havde Kvamms nye sangerinde i Nephew, Marie Højlund, som i høj grad har præget Nephew med sine æstetiske visioner, underholdt som DJ sammen med Simon Kvamms bror. Spændende lyde, men desværre for højt for mine øre.
Og så en lille krølle, som jeg godt kan lide: Kvamm nævnte Svend Brinkmanns arbejde positivt, hvilket jo er let at forstå. Og læringschefen fra Aalborg nævnte som sagt Brinkmanns åndsfælle, Lene Tanggaard, i forbindelse med kreativitetsdiskussionen, hvilket så til gengæld er helt umuligt at forstå, eftersom Tanggaard som sagt står for det stik modsatte af læringschefen. Og ringen blev sluttet, for sørme om ikke Gerner Nielsen i sit indlæg refererede til Simon Kvam! Kvam havde fortalt hende noget om kulturel vertikalitet, som hun godt kunne lide. Desværre var det en ren “synsning”, for resten af Gerner Nielsen var totalt horisontal. Der er en splittelse i Kolding. Kan nogle af eleverne ikke italesætte den, for rektoren kan ikke.
2.
Jeg hørte også to universitetspolitiske debatter, som var arrangeret af Aalborg Universitet. De handlede lidt om det samme. Den ene debat hed ”Censur og selvcensur”. Lektor Johannes Andersen, som er lidt en kendis, var moderator. Sociologen Anders Petersen og arbejdsmarkedsforskeren Henning Jørgensen var i panel.
Johannes Andersen var en stor skuffelse. Han kunne slet ikke forstå, at universitetet ikke bare makkede ret efter politikernes forskningsønsker. Han skulle tage at kigge lidt på pædagogikken. Tænk på uddannelsesforskningens tilstand og kvaliteten af politikernes spørgsmål! Andersen blev også helt væk i noget om “elfensbenstårne” og den slags mellemfornøjede socialdemokratisme, som intet seriøst universitet kan leve af eller for.
I kan så sige, at Andersen jo blot stillede spørgsmålene. Jo tak, men han spurgte ikke om andet. De to paneldeltagere forsøgte at vende skuden, men Andersen viste ingen seriøs interesse for deres synspunkter. Han var simpelthen for instrumentaliseret. Han havde for meget ”ja-hat” på, som Henning Jørgensen korrekt udtrykte det.
Tilbage i 1980’erne var Andersen redaktør for det samfundskritiske tidsskrift ”GRUS”. Dengang skulle videnskaben sætte grus i maskineriet og fut i fejemøget. Men det er sørme slut med det. Nu har vi blot den totale tilpasning. Sørgelig udvikling.
På grund Andersens tendentiøse og ukvalificerede moderation satte debatten aldrig fra land. Ærgerligt nok, for paneldeltagerne havde meget på hjerte om universiteternes kritiske rolle.
Jeg kunne dog ikke undgå at bemærke, at Henning Jørgensens dekan på et tidspunkt dukkede op blandt publikum. Det afstedkom desværre en form for underdanighed fra Jørgensens side. Det var sjovt med den første kommentar om “mus-samtaler”, men ved den tredje bemærkning om dekanens tilstedeværelse, virkede det lidt som om, at det var Jørgensen, der endte med ja-hatten. Jeg synes også, at hans kritiske følelser fik sig en dæmper.
3.
En debat med næsten samme emne ”Hvad vil vi med universiteterne?” løb af stablen lidt senere på dagen. Her deltog Rasmus Willig, Lene Tanggaard og rektor ved AAU, Per Michael Johansen.
Willig var forbavsende – og efter min mening – lidt for venlig, og Johansen fik lov at køre nærmest uhindret i rektor-sporet, hvilket ikke just er et gadenavn i åndernes by. Tanggaard var skarpest med inddragelse af en række nyere universitetspolitiske initiativer, men det var som om, at Clement overhørte det.
Desværre var der også her nogle – på sin vis lidt sjove og uskyldige – men alligevel usaglige bemærkninger, som relaterede til, at chefen stod ved siden af. Jeg ved godt, det er svært, men man bør holde tungen lige i munden, og Clement Kjærsgaard, som var ordstyrer, burde have påtalt det og dermed hjulpet alle parter.
Tavshedskulturen, som Willig talte om, og ”selvcensuren”, som det hed i den foregående debat, har i øvrigt en side, som jeg synes ofte glemmes. Den handler om, at dele af universitetssystemet fratager folk deres evne til at tænke selv og frit. På den måde bliver der slet ikke noget at ”selvcensurere”, fordi der slet ingen lyst er til at tale. Det er det, som politologen Steven Lukes i sin tid kaldte for tre-dimensional magt. Det er mega-træls, fordi universitetets fineste dyd er at drage omsorg for samfundets frie spørgsmål. Det er denne dyd, som hele uddannelsessystemet bør overtage på deres egen præmisser. Sig lige det til Johannes Andersen.
4.
Torsdag formiddag var der en fremragende debat om romaer. Debatten indledtes med vidunderlig zigøjnermusik, og efterfølgende kunne roma-eksperten, Malene Fenger-Grøndahl, fortælle om sit arbejde med Roma-kulturens historie og dens interaktion med de europæiske værtskulturer. Der var også en række andre spændende folk i panelet, heriblandt fotografen Joakim Eskildsen samt Dorte Bennike, som lavede DR’s roma-festival i år.
Den svenske roma-sanger, Hans Caldaras, både sang og fortalte om at vokse op som roma i 1950’erne Sverige.
Ordstyreren, Leif Lønsmann, som er chef for DR’s koncerthus, gjorde det glimrende. Der er sørme mere ånd i DR’s ledelse end på AAU’s ditto.
Der blev svaret fint på publikums spørgsmål, bortset fra et spørgsmål fra en sjællandsk pædagog. Hun mente, at det til dels var forståeligt, at værtskulturerne i nogle sammenhænge havde svært ved at leve med en række af romaernes skikke, heriblandt nogle specifikke og praktiske konsekvenser af familiestrukturerne. Det svarede panelet ikke ret godt på.
Samtidig med, at man skal give romaerne alle muligheder for at berige Europas kultur og sociale liv, så skal man ikke være blind for de problemer, der er. Det er i hvert fald min mening. Man kan dog ikke sammenligne roma-kulturen med det meget mere politiserede og globale Islam, som har udviklet sig siden revolutionen i Iran i 1979. Romaerne er en form for europæisk skygge, som man skal hjælpe frem til den kulturelle rigdom, som allerede er til stede.
5.
Et arrangement, som jeg ellers havde glædet mig til, blev desværre aflyst. KL’s Arne Eggert og Brian Degn Mårtensson skulle havde diskuteret ”konkurrencestaten” i noget, der hed ”Tillidsteltet”, som blev ledet af en form for hyperversion af Uffe Elbæk. Desværre blev Eggert forhindret. Måske er det der med “konkurrencestat” også lidt upassende på et kulturmøde?
6.
Resten af tiden gik f.eks. med Burning Red Ivanhoe, som havde besøg af Rasmus Dissing, som sang farens gamle sange. Der var også visesang i de små huse, flamingo-dans og Holger Drachmanm-aften og meget andet.
Chefredaktøren for Politiken, Kristian Jensen, fortalte om sit forhold til litteratur, især til Lykke Per i Politikens telt. Politiken var i øvrigt den eneste avis, der var repræsenteret på mødet. Hvor var JP? Og Konkurrencestatstidende?
Maden var god, og øllen var fra Thy. Den lokale campingplads fungerede fint. Priserne var rimelige, og alt det praktiske fungerede perfekt. Vi ses næste år, hvis ikke Tønder skulle gå hen og komme i vejen.
Links:
Mere om læringsideologien i Aalborg Kommune
Nephew-sange: