Hvert år afholder Aarhus Universitet et såkaldt match-point seminar over tre dage. Det er med det helt store udstyr med rektor, borgmesteren, økologisk tapas og fine auditorier. I år er temaet ”The welfare state – new solutions to old problems”. Det har været en noget blandet oplevelse. Især førstedagens behandling af uddannelsesvidenskabelige emner var under al kritik. Andendagens fokus på borgerløn var derimod på et højt niveau. Tredjedagen handlede om disruption og robotter. Det var en speciel oplevelse.
1. Førstedagen om pædagogik og uddannelsespolitik
1.a. Humankapital
Rammesætningen blev foretaget af en professor, Carsten Jensen, fra Statskundskab i Aarhus. Han har skrevet bogen ”Velfærd” i serien Tænkepauser. Jensen fik kun ½ time, så man må ikke kræve for meget, men under alle omstændigheder savnede jeg en mere faglig rammesætning af velfærdsbegrebet. Især fordi Jensen i sin lille bog har det med både at afkulturalisere og fordanske velfærdsstaten, hvilket er en kæmpefejl efter min mening. Vi ender med en historieløs danskificering. Dermed lever Jensens bog fint op til Asger Sørensens kritik af Tænkepause-serien, som Sørensen anmeldte i tidsskriftet Kritik for et par år siden.
Konsekvensen heraf er en manglende sans for demokrati og pædagogik. Demokrati ryger helt ud, og pædagogik omdannes til ”human kapital”, og dermed er vi ude af velfærdsstaten som sådan. I stedet havner vi i konkurrencestatens konception af velfærdsstaten, hvilket er noget helt andet.
Med humankapital-begrebet er der direkte kurs mod pædagogisk opløsning og økonomisk imperialisme, og det er lige præcist, hvad vi fik. Jeg vil nu vise, hvordan ordet “human kapitel” spadserer lige ned i Matchpoints sproglige detaljer og udrydder pædagogik.
1.b. James Heckman
Konferencens store stjerne er nobelpristager og økonom James Heckman. Heckman vil udligne alle statistiske forskelle i samfundet helt fra vuggestuen, så man kan maksimere det økonomiske afkast. Han har endda lavet en såkaldt Heckman-kurve, som alle økonomer og politikere elsker. Kurven fortæller om alle de dollars, man kan tjene, hvis man laver lighedsoptimerende tiltag fra baby-stadiet. Det er lighedstotalitarisme efter min mening. Læringslighed helt ned i fosterets fødselsvægt med pengemaksimering for øje. Det hele ender i et nærmest sekterisk afkasts-, investerings- og interventionssprog, som man ikke kan komme ud af igen, og som tenderer mod at opløse familien og kulturen som pædagogiske kategorier. Eftersom Heckman og hans tilhængere er som besatte af dette perspektiv, ender de med at forårsage en forskydning af skolens og børnehavens formål i en stærk teknisk retning. Vi går fra dannelse til lighedsmaksimering, for nu at sige det på den måde.
Stjernestatussen understreges af, at Heckman optræder hele tre gange på konferenceprogrammet. Han holdt åbningsforelæsningen, som var en ubehjælpsom tour de force i løsrevne statistikker, og et jordskred af slides som ikke blev forklaret. Det virkede totalt uforberedt. Han sekunderedes af en dansk kollega, økonomen Rasmus Landersø, som fortsatte i samme stil som Heckman.
Landersø mente desuden, at de pædagogiske fagforeninger har alt for meget magt. Han begrundede det ikke nærmere. Måske tænker han på, at BUPL forlod den såkaldte Småbørnsalliance med henvisning til alliancens problematiske menneskesyn, som jo netop er inspireret af Heckman? Hvad er der magtfuldt ved det? Det er da kun godt? Længe leve fagforeningerne og ned med økonomerne, i hvert fald når de vil lege pædagoger. Helt ærligt: Så vil jeg også styre nationalregnskabet.
Heckman er i øvrigt udnævnt som en af pædagogikkens internationale fyrtårne fra 1989 til i dag. Det sker i bogen ”Pædagogikkens Idehistorie”, som udkom sidste år. Jeg ved ikke, hvem denne udnævnelse er mest pinlig for: Heckman selv eller Idehistoriens forfattere?
Heckmann var også hovedperson i det såkaldte ”Fremtidens dagtilbud”-initiativ fra 2012. Her var Niels Egelund leder, og sidstnævnte var da også til stede i dag. Det var Egelund, som i 2010 mente, at der ikke var forskel på en økonom og en pædagogisk forsker. Endelig er det værd at nævne, at socialminister Maj Mercado også er vild med Heckman, og hun står jo for dagtilbuddene her i landet, som nu skal bruges til at demokratioptimere babyer. Hvilket “fyrtårn”!
Jeg savner både Fröbel og Montessori og alle de andre.
Det var kort sagt den rene elendighed.
Fredag aften, altså på andendagen, dukkede Heckman op igen i forbindelse med et debatarrangement, som var henlagt til musikhuset. Efter endnu et oplæg fra ham selv og Rasmus Landersø var der paneldiskussion, hvor også Niels Egelund, som jo selv er fan af Heckman, sad med. Hvorfor skal det dog være så smalt? Morten Østergaard deltog også, og Rulle Grabow var moderator. Landersø fortalte, at flere bør gøre som de højt uddannede mødre. Så vil man nemlig afskaffe den sociale arv og alle bliver lige gamle. Heckman var sikker på, at man kunne løse ulighedsproblemet ved at lave noget “stilladsering”. Hold da op, hvor jeg manglede både pædagoger, sociologer og noget sund fornuft til at holde økonomernes hidsige vildskud i ørerne.
Trygfondens forskere sad på 1. række og pressede den radikale politiker med skråsikre spørgsmål. Fra den pædagogiske verden sad bl.a. Andreas Rasch-Christensen og Charlotte Ringsmose (også Heckman-fan), og der var også besøg af de to luhmannianere Lars Qvortrup og Karen Wistoft. Der var ingen fra den kritiske tradition udover mig selv.
1.c. Heckmans menighed
Derpå, altså efter førstedagens indledningsforelæsning, kunne man vælge workshops. Jeg snuppede dem, som er tættest på mit område. Det var to lange workshops på 2 x 1½ time med i alt 5 deltagere, som handlede om skoler og børnehaver både internationalt og herhjemme. Overskriften var netop – i overensstemmelse med Carsten Jensens oplæg – “Human Capital Formation”. Undertitlen var “Educational problems in the welfare state”. Lige mit felt.
Men ved I hvad? Alle deltagere i workshoppen var Heckman-elever. Der var kun økonomer, som kunne hele Hekcman-remsen, som havde skrevet artikler sammen, og som alle sammen var knyttet til Tryg-fondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet, som næsten udelukkende består af folk med økonomisk ekspertise. De fleste fra centret er også vilde med positiv psykologi, som går virkelig dårligt i spænd med den økonomiske videnskab, som jeg ser det. Der myldrede da også med afkast, interventioner og investeringer og mangel på kritisk sans og udsyn. Det var så langt fra pædagogik og uddannelse, som man overhovedet kan komme.
De ansvarlige for nedturen var følgende:
Professor Simon Calmar Andersen, chef for Trygfondens Børneforskningscenter.
Professor Michael Rosholm, Trygfondens Børneforskningscenter
Professor Dorthe Bleses, Trygfondens Børneforskningscenter
Professor Laura Justice, Ohio (bestyrelsesmedlem i Børneforskningscentret)
Heckman selv er i øvrigt formand for børneforskningscentrets bestyrelse.
Ingen har så vidt jeg kan se en pædagogisk uddannelse, og de fleste er økonomer. Som det fremgår er vi i indavlens verden.
Dertil kom to embedsmænd, Ole Kiil Jacobsen og Jan Præstholm, fra Aarhus Kommune, som var totalt opslugt af Heckmans perspektiv, og det sprøjtede ud med metoder, der skulle løse “udfordringerne”. Stakkels pædagoger i Aarhus, siger jeg bare.
Tænk at man får hele tre timer foræret til sit universitets arrangement, og at man så inviterer så smalt. Det er for groft. Via lidt vandrør hørte jeg, at det var Simon Calmar Andersen, som stod for de to workshops og den faglige smalhals. Han var da også moderator på begge workshops. Det hele siger noget om børneforskningscentrets horisont.
Vi var nogle DPU-folk til stede. Antropologen Eva Gulløv spurgte, om den rigide interventionsorienterede tænkemåde kunne tænkes at forstærke nogle af de problemer, som den egentlig skulle løse? Det forstod panelet ikke noget af. Det var for dialektisk, som det vist nok hedder. Selv spurgte jeg, om panelet ikke glemte, at børnehaver havde en lang og rig tradition, som var mere end 150 gammel. Til det svarede Calmar Andersen blot, at denne ”tradition” jo ikke har kunnet løse de ulighedsproblemer, som han mente findes i samfundet. Jeg spurgte også, om panelet ikke syntes, at paradigmet var lidt smalt. Der var der ingen, der havde lyst til at svare på. Så var den prut luftet. Vi var virkelig i anti-pædagogikkens landskab.
Nede i hallen have Aarhus Universitetsforlag en stand. På bordet lå bogen “Konkurrencestatens pædagogik” af Brian Degn Mårtensson. Det var det eneste tegn på liv den dag.
Det er også værd at nævne, at den tredje workshop i “human kapital”-serien fandt sted på konferencens andendag. Den stod netop Carsten Jensen for, som jo rammesatte dagen med sit “humankapital”-begreb. Jensen lukkede altså temaet af under sin egen rammesætning. Deltagerne i Jensens workshop deler – bedømt ud fra programmet – helt “social investment”-synet på uddannelsespolitikken. Jeg kunne desværre ikke selv deltage i workshoppen.
1.c. . Kommunale robotter og disruptionsdebat
Aftenen handlede om robotter som velfærdsteknologi. Der var en række indlæg fra nogle totalt teknologibegejstrede medarbejdere i Aarhus Kommune, blandt andet fra lederen af noget som kaldes for ”Center for frihedsteknologi”. Spændende navn. Til sidst var der debat. Her sad formanden for KL, Jacob Bundsgaard, sammen med Ida Auken, som er leder af den teknologibegejstrede SIRI-kommission, og HK’s Kim Simonsen, som er med i Disruptionsrådet.
Der var også nogle flere, men de tre nævnte fik fri mikrofon til at udbrede deres visioner. Ingen spurgte ind til det forhold, at både Disruptionsråd, SIRI og KL er dybt inficeret af den såkaldte Singularity-ideologi, der er en teknologisk sekt i USA, som desværre har dybe tråde ind i den danske regering, senest med udnævnelse af den nye forsknings- og uddannelsesminister. Emnet har været drøftet i flere medier, men blev slet ikke berørt i dagens debat. Hvorfor havde man ikke inviteret nogle af de dygtige journalister på Politiken eller Weekendavisen, som har kortlagt disse emner? En undtagelse var en Christian Schwarz Laustsen, som fik sagt et par gode ting om de sociale mediers politiske rolle, og Anne Marie Pahuus havde også nogle udmærkede nærmest livsfilosofiske betragtninger. Men deres korte bemærkninger forsvandt i den kommunale robot-begejstringen.
Hele det store overvågnings- og datadelingsspørgsmål, som diskuteres overalt i samfundet, blev slet ikke omtalt. Med så lavt et kritisk niveau, var det faktisk lidt underligt at sidde på et virkeligt universitet. Det var som om, vi sad på Singularity-universitetet i stedet for.
I anledning af at Aarhus er vært for et såkaldt ”frivillighedsår”, var der også et indlæg om frivilliges rolle i velfærdssektoren, men det emne spillede kun en begrænset rolle, og perspektivet gik mest på, at man kunne spare nogle professionelle. Altså den samme årsagssammenhæng som robotternes indtog. Derfor hed debatten også “Hvem redder velfærdsstaten: Robotterne eller de frivillige?” – underforstået at det gør de professionelle i al fald ikke.
Rulle Grabow var moderator. Hun havde slet ikke styr på materien, men bidrog med små anekdoter fra sit private liv og syntes, at robotter var søde. Kritikerne blev omtalt som “maskinstormere”. Jeg kender ingen maskinstormere, men der er sørme god grund til at være kritisk over for Singularity-filosofien.
Kl. 22 kunne man hilse på nogle grimme robotter, men ikke på nogle frivillige. Og så – langt om længe – kunne jeg komme hjem.
2. Andendagen om borgerløn
Dagen efter havde langt højere kvalitet. Den handlede om borgerløn. Den britiske professor Guy Standing holdt en fremragende forelæsning med fuld analyse af den globale kapitalisme og af fremvæksten af en ny social klasse, det såkaldte prekariat.
Bagefter styrede sociologen Jørn Loftager en workshop, hvor Standing uddybede sine synspunkter, og hvor publikum kunne spørge frit. Det var en højt kvalificeret diskussion med en række af landets førende sociologer og med politikere og vidende personer fra både Danmark og Sverige. Standing måtte oppe sig for at svare, men i modsætning til Hekcman-sekten gjorde han sig umage med at svare på alle spørgsmål.
Standing var dog svag i svaret på mit eget spørgsmål. Jeg spurgte til borgerlønsbevægelsens relation til den teknologiske kapitalisme, dvs. om ikke Standings humanisme kunne kamme over i en teknologisk posthumanisme? Det svarede han meget dårligt på. Han inviterede direkte og ukritisk teknologiideologien indenfor. Han blev pludselig strategisk. Han mistede sin kritiske snas lige der. Når en førende borgerløns-ideolog tænker på den måde, så er der helt klart et indbygget dilemma i bevægelsen. Mottoet ser ud til at være: Ud med kapitalismen og ind med Silicon Valley.
Jeg var også lidt skuffet over Henrik Dahl, hvis centrale kritikpunkt var, at Standing havde kritiseret den danske finansminister under et møde i Disruptionsrådet. Hvad er der galt med det? Og hvad lavede Standing egentlig i Disruptionsrådet? Dahl havde dog også nogle mere seriøse kritikpunkter. På facebook gjorde han nar af Standish på samme tid. Det var der ingen grund til efter min mening.
Derefter var der paneldebat med deltagelse af tre danske politikere, stadig om borgerløn. Det var Josephine Fock, Nicolai Wammen og Henrik Dahl. Det var en fin diskussion med gode indlæg hele vejen rundt. Debatten blev igen ledet uhyre kompetent, behageligt men også selvstændigt af Jørn Loftager, som selv er engageret i borgerlønsbevægelsen. Wammen brillerede dog ved ved at være helt blank på sit partis uddannelsespolitiske fallit siden 2011.Han tror stadigvæk, at han bor i den samme form for velfærdsstat, som socialdemokratiet har ødelagt siden 2011. I den klassiske velfærdsstat er borgerløn en uskik. Men det er netop omdannelsen af velfærdsstaten til en konkurrencestat, der gør, at man bør have en form for borgerlønsordning. Dermed sikres et frit commons. Konkurrencestatens alternativ er, at individet opsluges af statslig optimering.
Det var kun Fock, der gik ind for borgerløn, men hun var ikke blind for nogle af ideens begrænsninger.
Men hvilken kæmpe forskel i samfundsvidenskabelig og idepolitisk kvalitet på de to dage.
3. Tredjedagen om disruption og social robotics
Professor i økonomi, Philipp Schröder, stod for tredjedagens forelæsning. Schröder er med i Disruptionsrådet som den eneste forsker. Han fortalte, at rådet mødes hver sjette uge i et helt døgn. Regeringen er stærkt engageret i begrebet. Schröder ville “afmystificere disruptionen”, men det blev der ikke noget af. Tværtimod omdannede han alt i samfundet til at handle om produktivitetsforøgelse, som var hans absolut eneste ledestjerne. F.eks. var humanister og pædagoger ikke så produktive, men så skulle de bare tage en produktivistisk efteruddannelse i økonomi eller jura, som producerede mest produktivitet ifølge en graf. Schröder vidste også lige, hvordan man skulle produktivitetsoptimere uddannelsessystemet. Det var noget med, at maskinerne kunne tage sig af “informationerne”, men lærerne skulle tage sig af den “kritiske sans”. Hvor hans egen kritiske sans sad, skal jeg ikke kunne sige. Det er ikke så godt, at Schröder skal stå for at repræsenterer videnskaben i rådet. Men mon ikke, de andre rådsmedlemmer labber det i sig?
Dernæst var der to lange workshops med udgangspunkt i forskergruppen “Human Futures”. Forskningsmiljøets leder, Johanna Seibt var tydeligvis rystet over Schröders vilde økonomisme. Det understregede hun flere gange i starten i sit oplæg. Der var også oplæg af bl..a. Catherine Hasse, som leder det parallelle forskningsprogram på DPU, og af hollænderen Hendrik-Jan Grievink.
Det var en mærkelig oplevelse:
Gruppen mener, at robotterne har brug for filosofi og etik. Man vil humanisere robotterne. Det lyder ok for helt smalle formåls skyld, men hurtigt blev det klart, at der var tale om en mere omfattende form for post-humanisme. Det startede med, at man omtalte robotterne som “cobots”, som kunne handle socialt og cooperativt, og til sidst talte man ligefrem om “hubots”. Især Grievik talte for en deicederet opløsning af begreber om natur og fødsel. Cyborg-teorien lå og arbejdede under det hele.
Det er lidt tankevækkende, for mig, at disse teorier bygger på feministisk teori, hvilket også blev nævnt direkte. Fødslen ses nærmest som en trussel mod kvindens emancipation. Derfor fabulerede Grievink også langt ud i stratosfæren med globale it-baserede reproduktionssystemer og robotter, der overtog menneskets intimssfære. Han kaldte det endda at gå fra dystopia til utopia. Det hedder en “next nature”, og det har skam egen organisation og hjemmeside. Det hele minder meget om Singularity-bevægelsen. Grievink kalder det også for BioRoboRepro.
Der var ikke den mindste tilløb til kritisk sans.
Der foregår mange mærkelige ting i dette “utopiske” forskningsmiljø. Det er lige så mærkeligt og ideologisk som Disruptionsrådet og James Heckman-menigheden.
Jeg havde fået nok. Jeg droppede eftermiddagsprogrammet og gik ud i solen. På græsplænen sad en gravid kvinde med sin kæreste. En ny lille produktivitetsenhed skal “fødes” ind i den gamle natur.
Links:
Program for Match Point-seminar