I perioden 2000-2014 havde Claus Holm forskellige mellemlederfunktioner på DPU, og siden 2014 har han været institutleder. Her er karrieren i korte træk:

Da DPU blev oprettet i 2000, blev Claus Holm sekretariatschef under Lars-Henrik Schmidts rektorat. Altså en ren administrativ stilling, som også indebar det redaktionelle ansvar for DPU’s kommunikationskanaler, herunder det nye magasin Asterisk.

Lars-Henrik Schmidt havde fra 1996-2000 været leder af Danmarks Pædagogisk Institut (DPI). I den egenskab kom han med i Etisk Råd, hvor Claus Holm var ansat som administrativ medarbejder. I 2000 blev DPI – sammen med lærer- og pædagoghøjskolen – en del af det nye DPU, og da Schmidt blev rektor for DPU i 2000, tog han Holm med til Emdrup, hvor DPU ligger.

Holm forblev sekretariatschef på DPU frem til 2007, hvor Schmidt gik af som rektor. Schmidt selv var en anerkendt idehistoriker. Han var en del af den såkaldte idehistoriske ”firebande”, som også bestod af folk som Jørgen Carlsen og Hans-Jørgen Schanz.

Fra 2007-2011 blev Holm prodekan under DPUs ny dekan, Lars Qvortrup, og fra 2014 blev Holm som sagt institutleder.

I det følgende vil jeg pege på nogle forhold vedrørende Claus Holm stigen i graderne, som er kritisable og i værste fald lovstridige, og som fik store faglige konsekvenser.

Muligvis tager jeg fejl eller mangler relevante oplysninger? Nu må vi se.

 

1. Sekretariatsleder, 2000-2006

DPUs grundlæggelse i 2000 var udtryk for en slags test af den efterfølgende universitetslovs autoritære styringsprincipper. Desuden var DPU i sig selv en slags opgør med lærerhøjskolens tradition. Man ville have fokus på ”læringsadfærd” i stedet for på didaktik og praksis.

Claus Holm, som var cand. mag i samfundsfag, blev med det samme stærkt optaget af sin nye chefs filosofi, den såkaldte ”samtidsdiagnose/socialanalytik”, der kort sagt gik ud på at kombinere den franske strukturkommunist Louis Althusser med Fr. Nietzsches vitalistiske filosofi.

Sammen med Holm udgav Schmidt en række artikler, som balancerede mellem strukturalisme og filosofisk sans.

Allerede i 2001 skrev de sammen en kort pamflet på 10 sider, ”Det snakkende demokrati”. Her kritiserede de, dels hvad de opfattede som en overdemokratisering af pædagogikken, og dels, at mange politikere leflede for vælgere og kommunikationssystemer i stedet for at stå ved deres holdninger. Holm og Schmidt henviste her til Grundlovens §56.

Men Holm og Schmidt blev også fortalere for den ny konkurrencestats institutionelle manifestationer. I 2003 skrev de en artikel til debatbogen, Universitet til tiden, hvor de gjorde op med det klassiske universitet. De mente, at den nye universitetslov var udtryk for ”demokratisk centralisme”, som var betegnelsen for Sovjetunionens styreform. Det specielle var, at Holm og Schmidt gik ind for dette! De talte også for, at en universitetsledelse skulle praktisere ”medtaleri”, og de mente, at forskningsfrihed kunne reduceres til metodefrihed. Det er rystende læsning, som udtrykker, hvad jeg vil kalde for ”strukturalistisk vitalisme” (dvs. Althusser + Nietzsche). En række andre udgivelser lagde dog mere vægt på ”troværdig forskning”, så 2003-artiklen var en slags lavpunkt.

Lars-Henrik Schmidt kom som sagt ud af en filosofisk tradition, og han etablerede fra starten i 2000 Institut for pædagogisk filosofi, hvor den meget selvstændigt tænkende teolog Peter Kemp blev institutleder. Og i DPU’s bestyrelse sad biskop Kjeld Holm, som var ven med både Schmidt og Kemp. DPU havde kort sagt en åndelig åre midt i alt det andet.

Claus Holms første egentlige udgivelse i eget navn var en bog, der udkom på DPU’s forlag: Forståelsens rasen – om troværdig forskningsformidling (Holm 2006). Holm var altså selv chef for den organisation, som udgav bogen.

Her finder man de samme temaer. Bogen var dog i højere grad end 2003-udgivelsen et forsvar for forskningens troværdighed, som nu skulle spille sammen med den nye universitetslovs mere instrumentelle krav. Holm var bange for, at forskere blev til ”vindbøjtler” og ”hyklere”, som der står. Men kritikken tipper hele tiden tilbage til accept. Altså lidt samme struktur som flere af de andre indlæg, men ikke helt så slemt som i 2003-artiklen.

Selvom denne 2006-udgivelse som sagt blev udgivet i eget navn, var den ligesom de andre tekster stærkt præget af Lars-Henrik Schmidts filosofi. Schmidt var da også stadigvæk rektor og chef for Holm på udgivelsestidspunktet. I årene efter 2006 kom der med stærkt aftagende hyppighed indlæg i denne lidt skæve og ambivalente ånd. Holm har dog helt frem til i dag videreført Schmidts analysemodel, som efterhånden blev underordnet konkurrencestatens og systemteoriens horisont, jf. nedenfor.

Jeg vender tilbage til denne 2006-udgivelse i afsnit 4, fordi bogen ender med at blive en del af Holms ph.d.-afhandling i 2012.

I disse år grundlægges kort sagt en nærmest bureaukratisk-autoritær ledelsesideologi som et kim, der langsomt men sikkert nednormerer universitetets og pædagogikkens filosofiske tradition, som dog indimellem slår fra sig, formentlig på grund af Schmidts idehistoriske baggrund.

Men i 2007 forlader Schmidt sit rektorat. Pludselig kigger Holm mod nye chefer.

 

2. Prodekan, 2007-2011

I 2007 skete der et vigtigt skifte. DPU blev fusioneret ind i et nyglobaliseret Aarhus Universitet og blev dermed et fakultet, hvor det før havde været et selvstændigt universitet. DPU fik derfor en ny leder i januar 2008, nemlig professor Lars Qvortrup, som blev dekan for et nyt hovedområde for uddannelse og pædagogik. Qvortrup var kæmpefan af sociologen Niklas Luhmann og stærk kritiker af den nationale og fænomenologiske tradition.

Og nu kommer vi til den første mærkelige manøvre: I samme ombæring, altså i 2007, bliver Holm nemlig udnævnt til prodekan for formidling. Holm går altså fra en administrativ stilling (jf. ”sekretariatsleder”) til en videnskabeligt defineret stilling som forskningsleder (jf. ”dekan”).

Dette skifte fra sekretær til dekan er højst besynderligt. For ifølge universitetsloven skulle (og skal) en dekan være en ”anerkendt forsker” og have ”erfaring” med uddannelse. Her er beskrivelsen af den daværende bekendtgørelses krav til hhv. dekan og institutleder, §16-17 (mine kursiveringer, TAR):

”Stk. 2. Dekanen skal være anerkendt forsker og have erfaring med og indsigt i uddannelse, ledelse og et universitets samspil med det omgivende samfund.”

”Stk. 3. Institutlederen skal være anerkendt forsker og skal have undervisningserfaring.” (https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2003/403)

Så for at blive dekan skulle man altså være ”en anerkendt forsker”, dvs. som minimum have en ph.d.-grad ledsaget af nogle større videnskabelige artikler og konferencebidrag mv. Normalt fortolkes formuleringerne også således, at man skal være mindst lektor, dvs. have en omfattende erfaring med undervisning på videregående uddannelser og universiteter.

Men Holm havde ingen af delene: Ingen ph.d. og mig bekendt ingen undervisningserfaring. Desuden var han hverken adjunkt eller lektor. Hans udnævnelse til prodekan er derfor lovstridig, som jeg ser det.

Disse lovparagraffer fra 2003 holdt i øvrigt frem til i dag, dog med en mindre korrektion i 2013. Fra 2013 står der følgende, nu i §14:

”Stk. 4. Rektor ansætter og afskediger ledere af de organisatoriske videnskabelige enheder. Lederen af en videnskabelig enhed skal være anerkendt forsker og skal i relevant omfang have erfaring med uddannelse.”

Og disse juridiske krav angår ikke blot selve lovteksten. Her er nogle eksempler på, hvordan paragraffen aktuelt fortolkes på de lokale niveauer:

Først et opslag til en stilling som dekan ved Københavns Universitet, 2021, som understreger kravene om ”anerkendt” forskning og lektorbedømmelse, endda som et ”minimums”-krav:

”Det er et krav, at den kommende dekan som minimum er lektorbedømt og er en internationalt anerkendt forsker inden for et af fakultetets fagområder, ligesom den kommende dekan skal have erfaring med og indsigt i uddannelse, ledelse og universitetets samspil med det omgivende samfund.” (https://www.mercuriurval.com/CompanyImages/Documents/Jobprofiler/Jobprofil%20dekan%20TEO%20KU_170321.pdf):

Et andet eksempel er Aarhus Universitets aktuelt gældende vedtægt, hvor vi finder lignende krav:

”Stk. 2. Dekanen skal være anerkendt forsker, jf. § 2, nr. 1, i lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond, inden for et af fakultetets fagområder og have erfaring med og indsigt i uddannelse, ledelse og et universitets samspil med det omgivende samfund.

Stk. 3. En institutleder skal have undervisningserfaring og skal være anerkendt forsker, jf. § 2, nr. 1, i lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond, inden for instituttets fagområde eller et i forhold til instituttet nærtliggende fagområde.” https://medarbejdere.au.dk/strategi/vedtaegter-og-regler-for-au/vedtaegt-for-aarhus-universitet

Og går man ind i den lov, der henvises til både i vedtægtens stk. 2 og stk. 3, finder man følgende definition af ”anerkendt forsker”:

”Anerkendte forskere: Personer, der i en årrække på videnskabeligt plan aktivt har beskæftiget sig med forskning, og som er på mindst lektor- eller seniorforskerniveau.” (https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2017/384)

Så igen finder vi krav om, at dekaner og institutledere skal være ”lektor” og ”anerkendt forsker”.

Læseren vil måske indvende, at Holm jo var ”prodekan” og ikke ”dekan”. Men det gør ingen forskel, for også en prodekan er en dekan, dvs. en forskningsleder, der indgår i ledelsen af den videnskabelige udvikling. I Aarhus Universitets aktuelle vedtægter, står der da også følgende:

”Stk. 3. Prodekanen skal være anerkendt forsker, jf. § 2, nr. 1, i lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond, inden for et af fakultetets fagområder og have erfaring med og indsigt i uddannelse, ledelse og et universitets samspil med det omgivende samfund.” https://medarbejdere.au.dk/strategi/vedtaegter-og-regler-for-au/vedtaegt-for-aarhus-universitet

Konklusionen er følgende: For at blive leder af forskning på et universitet skal man, både i 2006 og i dag, have undervisningserfaring og være en anerkendt forsker inden for sit felt, dvs. leve op til kravene til mindst en lektor.

Men igen: Holm var ikke ”anerkendt forsker” i 2006. Han havde på det tidspunkt ingen ph.d. og heller ikke nogen selvstændige publikationer, bortset fra den omtalte bog på hans egen organisations forlag. Og han var heller ikke hverken adjunkt eller lektor. Mig bekendt havde han heller ingen undervisningserfaring af betydning.

Ansættelsen lader med andre ord til at være et regelret brud på universitetsloven. Det er kort sagt imod både lov og sædvane, at Holm bliver udnævnt til prodekan i 2007.

Den manglende erfaring med videnskabelig praksis får konsekvenser. Her er nogle eksempler:

Holm bliver fra 2007/08 pludselig præget af den nye dekan Lars Qvortrups meget tekniske version af Niklas Luhmanns systemteori, som nu kommer til at dominere DPU. Holm går tilsyneladende fra at underlægge sig den ene chef til at underlægge sig den anden. F.eks. forsvarer han Lars Qvortrups kontroversielle forsøg på at fyre tre filosoffer i 2010; en begivenhed, som fylder godt i Heine Andersens bog Forskningsfrihed – ideal og virkelighed fra 2017.

Et andet eksempel: Få måneder efter filosof-fyringerne i 2010 modtog jeg debat- og formidlingsprisen ”Holger-prisen”, som blev uddelt af kritiske lærermiljøer. På mediet Folkeskolen.dk kaldte Claus Holm truende min tale for ”polemisk dumdristighed”, og det var med fuld reference til sin status som dekan for netop ”formidling”, som jeg jo ellers havde fået en pris for. Det var endnu et eksempel på manglende videnskabelig dannelse.

Kort tid efter udnævnelsen til prodekan i 2007 udgav Holm sammen med sin prodekan-kollega på DPU, Søren Kruse, og den indflydelsesrige professor Jens Rasmussen bogen ”Viden om uddannelse – uddannelsesforskning, pædagogik og pædagogisk praksis”. Der er fælles forfatterskab til alle artikler. Alle tre forfattere var systemteoretikere i den nye dekan, Lars Qvortrups, ånd, hvor Luhmann var den nærmest enerådende inspiration. Bogen fik status af en slags ”DPU mener…”.

I bogen er der – udover i et enkelt kapitel – stort set ingen referencer til Lars-Henrik Schmidts arbejde eller til Holms første bog. Ja, på en måde står bogen i en vis modsætning til store dele af 2006-udgivelsen, som jo til gengæld var helt uden Luhmann-referencer. I 2007 tales der helt ukritisk om, at en ny teknisk forskning skal underlægge sig lærings- og ranglisteoptimering; altså det, som den første udgivelse i nogen grad kæmpede med. Holm havde fået nye venner. En person med en videnskabelig uddannelse ville ikke så let og hurtigt kunne foretage et så ureflekteret teoretisk skifte.

Jeg vender tilbage til denne bogudgivelse i afsnit 4, fordi også denne bog ender med at blive en del af Holms ph.d.-afhandling i 2012.

 

3. Fra dekan til institutleder, 2011-2015

Claus Holm fortsætter i sit formentlig ulovlige dekanat frem til 2011. I 2011 kommer der nemlig endnu en reorganisering af Aarhus Universitet. DPU kommer under et helt nyt storfakultet, som fik navnet ”Faculty of ARTS”. Dermed blev DPU nednormeret fra at være et fakultet til at være et ”institut”.

Den ny institutleder blev Hanne Løngreen, der kom fra en stilling på Københavns Universitet. Lars Qvortrup, som var mærket af sagen om filosoffyringerne, gik af og flyttede til Aalborg Universitet, hvor der lige var en ledig stilling som direktør for et ”laboratorium” i skolereformens ånd.

Holm forlod derfor også sin stilling som prodekan og blev i stedet chef for internationalt kontor fra 2011-13. I en vis forstand træder han dermed – hvis jeg har rekonstrueret forløbet korrekt – ud af DPU’s egentlige ledelse for en kort bemærkning. Han er nu hverken dekan eller institutleder, som jo begge er videnskabeligt definerede stillinger. Han vender altså tilbage til en administrativ stilling, ligesom i perioden 2000-2007.

I stedet går Holm nu i gang med at samle materiale til en ph.d.-afhandling, som indleveres til bedømmelse i februar 2012. Det må formodes at være sket i hans fritid, eftersom han ikke var ansat i en forskningsstilling.

I november 2012 forsvarer Holm sin afhandling, jf. afsnit 4 nedenfor, og allerede i 2012 eller 2013 udnævnes han til ”viceinstitutleder for forskning” under Hanne Løngreen. Med titlen ”(vice)institutleder” bliver han igen en del af den videnskabeligt definerede ledelse, jf. de regler, jeg redegjorde for i afsnit 2.

I DPU’s medarbejderorgan, ”Institutforum” og også mere uformelt, var der faktisk kritik af denne udnævnelse, både i forhold til Holms manglende kvalifikationer og på grund af den manglende medarbejderinddragelse i forbindelse med udnævnelsen. Nogle videnskabeligt ansatte ved DPU mente simpelthen ikke, at Holm var tilstrækkeligt videnskabeligt funderet til at bestride en sådan stilling. Institutleder Hanne Løngreen gav til dels kritikerne ret. I al fald sagde hun, at man i fremtiden ville konsultere Institutforum, før man ansatte nye ledere.

I efteråret 2014 fratrådte Løngreen, og Claus Holm blev nu forfremmet fra ”viceinstitutleder for forskning” til ”konstitueret institutleder”. Fra 2015 blev han institutleder som sådan, hvilket han altså stadig er. I 2015 blev han også pludselig lektor, hvilket jeg også vender tilbage til.

Men som det fremgår ovenfor, er kravene til en ”institutleder” ca. de samme som til en dekan. Det vil sige, at man skal være en anerkendt forsker med omfattende undervisningserfaring. Igen kniber det med begge dele, selvom situationen ikke er helt så grel som i 2007, fordi Holm nu har fået godkendt en ph.d.-afhandling.

Lad os se på det: Først ph.d.-afhandlingen og dernæst lektorgodkendelsen.

 

4. En mærkelig ph.d., 2012

Jeg tror, at universitetet omkring 2011 blev opmærksom på, at Holm ikke havde siddet retmæssigt i sin stilling i 4-5 år.

Det er formentlig derfor, at Holm i 2011 træder ud af institutledelsen. Og i februar 2012 indleverer han som sagt en ph.d.-afhandling, så han nu til dels kan opfylde et af de forskningsmæssige krav til at blive leder på et universitet, hvilket han som nævnt blev få måneder senere.

Denne ph.d., som hedder ”Kampen om troværdigheden – forskning i formidling”, er en meget underlig affære. Det er helt uforståeligt, at den godkendes. Lad mig forklare hvorfor:

Afhandlingen består af tre separate dele.

• Den ene del udgøres af en reelt 80 siders såkaldt ”kappe”, som har en teknisk og repetitiv karakter. Bestiller man ph.d.-afhandlingen på biblioteket, så får man kun denne ”kappe” fra 2012.
• Den anden del af afhandlingen består af seks kapitler fra ovennævnte bog fra 2006, Forståelsens rasen, som jo var stærkt præget af L-H Schmidts ideer, jf. afsnit 1.
• Den tredje del består af tre kapitler fra 2007-udgivelsen, Viden om uddannelse, som jo var stærkt præget af systemteorien og tidens instrumentalisme, jf. afsnit 2.

Der er stort set ingen refleksion over de grundlæggende teoriers oprindelse eller over den sammenhæng, som de to ledsagende udgivelser indgår i. Det hele virker så overfladisk og ukritisk. Problemet med den manglende teoretiske dybde forværres af, at der er tale om en ren teoretisk afhandling uden egne empiriske undersøgelser. Normalt vil det medføre skærpede krav til den teoretiske kvalitet. Allerede her burde bedømmelsesudvalget have sat hælene i.

Her kommer så en samling yderligere iagttagelser:

Kappen, altså selve afhandlingen, rummer som sagt henvisninger til to allerede nævnte udgivelser, der altså indgår i den samlede afhandlingsstruktur. Lad mig uddybe:

A) 2006-udgivelsen

De kritiske pointer fra samtidsdiagnosen, som prægede 2006-udgivelsen, jf. afsnit 1, er stort set væk i kappen, hvor kritikken reduceres til en form for strukturel instrumentalisme. Denne modsætning reflekteres næsten ikke, hvilket er kritisabelt.

F.eks. finder Holm i kappen frem til, at ”samfundsformationsniveauet” overdeterminerer både ”institutions- og selvformationsniveau”, som det hedder (Holm 2012, s. 65). Dermed accepteres ”samfundet” som determinerende for både pædagogiske formål og personlig dannelse.

Det er konkurrencestatens formel, som jeg ser det; dvs. en udslettelse af både dannelse og det klassiske universitet, som netop i et vist omfang beskriver tilstande, der er suspenderede fra samfundet, hvilket jo også prægede dele af 2006-udgivelsen (men ikke artiklen fra 2003). Denne effekt får afgørende betydning for DPU’s udvikling.

Der er ingen referencer til Luhmann, som jo ellers fyldte det hele allerede i 2007. Og der er som sagt heller ingen kritisk undersøgelse af bogens grundlæggende teorier.

B) 2007-udgivelsen

Hovedrollen i 2012-kappen spilles af en teknificeret Niklas Luhmann, som jo også prægede 2007-udgivelsen, der slet og ret indledtes med tre Luhmann-citater. Derfor tømmes socialanalytikken for kritiske muligheder, jf. pkt. A.

Og 2007-udgivelsen har hele tre forfattere, hvor Claus Holm endda nævnes som den sidste. Bogen bærer især præg af professor Jens Rasmussens pen. Rasmussen var en førende ekspert i Luhmann og skoleudvikling, med afgørende indflydelse på den efterfølgende skolereforms begrebsdannelse. Filosoffen Peter Kemp mente da også, at Rasmussen var hovedforfatter. Kemp kaldte bogen for ”antifilosofi”.

Så blot et år efter den Schmidt-inspirerede udgivelse i 2006, står der pludselig Luhmann over det hele! Tilsyneladende uden refleksion.

Og selvom der er fælles forfatterskab, så indgår tre kapitler fra 2007-bogen alligevel i Holms afhandling? Kun et enkelt af disse tre kapitler, kap. 4, bærer decideret præg af Holms synspunkter, hvor systemteorien kommer i en determinerende kontakt med samtidsdiagnosen.

Faktisk er der krav om, at der skal foreligge skriftlige erklæringer fra medforfatterne om en ph.d.-studerendes andel i et fælles forfatterskab, jf. følgende formulering i §12 i ph.d.-bekendtgørelsen:

”Stk.4. Artikler, der indgår i afhandlingen, kan være udarbejdet i samarbejde med andre under forudsætning af, at der medfølger skriftlige erklæringer fra hver af medforfatterne, der angiver forfatterens andel af arbejdet.” https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2008/18

Men i afhandlingen er der, så vidt jeg kan se, ingen erklæringer fra Jens Rasmussen eller Søren Kruse?

Hvis det er korrekt, er der tale om endnu et brud på loven.

Muligvis findes disse erklæringer på et kontor på DPU, men det er efter min opfattelse ikke tilfredsstillende.

Problemet med det fælles forfatterskab til 2007-udgivelsen forstærkes af, at Jens Rasmussen var Holms ph.d.-vejleder. Så Rasmussen vejleder på en måde sig selv, selvom det er Holm, der skal bedømmes?

Imens går Holm i gang med helt ukritisk at promovere Jens Rasmussens arbejde på DPU’s kommunikationskanaler, selvom både Rasmussen og Holm blev kritiseret kraftigt i mange faglige kredse, hvilket til gengæld marginaliseres.

C) Bedømmelsesudvalget

Bedømmelsesudvalget for Holms afhandling bestod af tre personer. Det ene medlem var samtidsdiagnostikeren Jens Erik Kristensen, som var lektor ved DPU. Kristensen var ligesom Claus Holm elev/ven med Lars-Henrik Schmidt, og så sent som i 2023 redigerede Holm et stort anlagt festskrift for Kristensen. Kristensen havde også været mellemleder på DPU sammen med Holm fra 2009-11. F.eks. var det Kristensen, der konkret stod for afskedigelsen af de tre filosoffer i 2010. Det er simpelthen for indspist. Kristensen var dog, så vidt jeg er orienteret, ret kritisk over for afhandlingen internt i udvalget, men har nok haft for mange aktier i sagen til at gøre noget ved det.

Det andet medlem af udvalget var CBS-professor, Niels Åkerstrøm Andersen, som var ivrig Luhmannianer, men lidt udenforstående når det kommer til pædagogik og uddannelsesvidenskab. I ph.d.’ens kappe trækker Holm kraftigt og positivt på Åkerstrøms arbejde.

Man kan næsten læse Holms afhandling ved at se på bedømmere og medforfattere. Det er simpelthen for meget. Og Jens Erik Kristensen er efter min opfattelse – forskningsetisk, men nok ikke juridisk set – inhabil i sammenhængen.

Endelig var der en norsk forsker i bedømmelsesudvalget, som efter sigende lod stå lidt til, selvom han mente, at det dobbelte forfatterskab, jf. de tre kapitler fra 2007-udgivelsen, var en uskik.

Omkring år 2012 mistede Holm den sidste rest af kritiske forbindelser til samtidsdiagnosen. Det sker via en række offentlige indlæg, hvor han f.eks. fortalte, at forskere nu skal underordne sig konkurrencestaten og universitetsledelsens visioner. Og hans uddannelsespolitiske synspunkter støttede fra omkring 2010 kraftigt op om arbejdet med skole- og læreuddannelsesreformerne.

I det hele taget blev konkurrencestaten og systemteorien nu de dominerende indflydelseskilder. Den nye helt var professor Ove Kaj Pedersen, som pludselig var over det hele i DPU’s ideologiske praksis. Kombinationen af systemteori og konkurrencestat udgrænsede simpelthen den samtidsdiagnostiske baggrundsideologi, der efterhånden blev omdannet til det, jeg kalder for ”teknokratisk vitalisme”, hvilket som antydet ovenfor var en tendens helt fra starten (hvor jeg kaldte det for en ”strukturalistisk vitalisme”).

Faktisk var også Ove Kaj Pedersen ligesom Lars-Henrik Schmidt elev af Althusser, så baggrundsfilosofien rumsterer.

Et andet eksempel på den nye ideologi var BUPL-udgivelsen fra 2012, ”Ny nordisk pædagogik?”, hvor Holm gjorde op med teologen K.E. Løgstrups tanker, som Holm forbinder med en nu hedengangen ”velfærdsstat”. I stedet ville Holm have læring og konkurrencestat. Ove Kaj Pedersen optræder også i udgivelsen. I samme periode understøttes de nye skole- og læreruddannelsesreformer af Holm, Qvortrup og Rasmussen, mens kritikken forties og marginaliseres på DPU’s kommunikationskanaler, som jo styres af Holm.

Det er lykkes mig at finde nogle få engelsksprogede udgivelser fra Holms hånd, men flere af de tilhørende links lader til at være døde/i stykker? Jeg vil dog nævne Holms bidrag til bogen ”The Impact of Research in Education” fra 2013, hvor der er fuld tryk på konkurrencestatskedlerne. Bogen er en hyldest til den ny globale instrumentalisme med forord af OECD’s uddannelsesdirektør, Andreas Schleicher. I bogen præsenterer Holm sig som ”professor in the Department of Education”, selvom han ikke engang havde været adjunkt eller lektor Det går jo ikke. I årene efter udgivelsen forstærkes DPU’s ideologiske forbindelse til OECD (Rømer 2023).

 

4. Lektor

I 2014 eller 2015, da Claus Holm gik fra at være konstitueret til fast institutleder, blev han pludselig også lektor. Det er svært at forstå denne udnævnelse. Holm havde mig bekendt stadig ikke gennemført egentlig universitetsundervisning, for han havde jo ikke været adjunkt, og jeg har heller ikke registeret nogle konference- og bedømmelsesaktiviteter af betydning.

Hvis det er korrekt forstået, så følger udnævnelsen til lektor ikke ånden i stillingsbekendtgørelsen for universiteterne. Her er formuleringen fra 2015:

”Ansættelse som lektor/seniorforsker forudsætter forskningsmæssige kvalifikationer på det niveau, der kan opnås på grundlag af en tilfredsstillende gennemført ansættelsesperiode  som adjunkt/forsker, men vil også kunne opnås på anden måde. Det forudsættes, at ansøgere har modtaget supervision og pædagogisk opkvalificering og har modtaget en positive skriftlig vurdering af sine undervisningsmæssige kvalifikationer”. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2015/899

Og disse statslige krav kan genfindes på det lokale niveau. Fakultetet ARTS, hvor Holm jo selv er ansat, udarbejdede i 2022 en såkaldt ”meriteringsoversigt” for de videnskabelige faggrupper. Her er et udvalg af de mest traditionelle og fagligt orienterede krav til et lektorat:

• ”Forskning på internationalt anerkendt niveau dokumenteret ved et højt antal væsentlige fagfællebedømte publikationer i anerkendte tidsskrifter og/eller bøger/antologier, svarende til minimum to artikler per fuldtidsår som ansat med forskningstid.”
• ”Forskningsimpact gennem generel høj forskningskvalitet, forskningssamarbejde og/eller udgivelser i anerkendte tidsskrifter og/eller på anerkendte forlag.”
• ”Deltagelse og ansvar for nationale og internationale videnskabelige netværk og konferencer.”
• ”Kursusudvikling, der inddrager viden om læring, undervisning og uddannelse.”
• ”Vejledning af bachelor- og/eller kandidatstuderende samt ph.d.-studerende”. https://medarbejdere.au.dk/fakulteter/arts/politikkerogdelstrategier/meriteringskriterier-for-adjunkt-lektor-og-professor

Jeg ved ikke, hvem der har foretaget Holms lektorbedømmelse, men som det fremgår, ser det ikke ud til, at Holm lever op til de pædagogiske krav og egentlig heller ikke til de videnskabelige.

Hvis det er korrekt, så er Holms lektorat måske et brud med bekendtgørelsens regler og i al fald med universitetets ånd.

 

5. Institutleder, 2012-2025

Allerede i 2012 blev Holm – som sagt efter interne protester – udnævnt til ”viceinstitutleder for forskning”, og i 2014 blev han også leder af hele instituttet, mens en blanding af konkurrencestat og systemteori dominerede DPU.

Men levede disse udnævnelser til forskellige institutleder-versioner op til lovens og sædvanens krav til en institutleder, jf. min redegørelse for regelgrundlaget i afsnit 2?

Eller blev loven brudt ligesom i 2007 (jf. stillingen som prodekan) og måske også i 2012 (jf. registrering af forfatterskab på 2007-udgivelsen) og i 2013 (jf. lektoratet)?

Ja, Holm havde jo nu erhvervet sig en meget diskutabel ph.d.-grad, men der var stadig for få internationale publikationer/konferencebidrag mv., så man kan ikke kalde ham for en ”anerkendt forsker” efter almindelige standarder. Og der var heller ingen undervisnings- eller konferenceerfaring af betydning, hvilket jo også er krav. Der var kort sagt for lidt videnskabeligt liv.

Udnævnelserne til hhv. viceinstitutleder/institutleder lever derfor ikke op til almindelige standarder; både fordi Holm på trods af den mærkelige ph.d. stadig ikke var en ”anerkendt forsker”, og fordi hans manglende undervisningserfaring gjorde ham ukvalificeret til et lektorat.

Kort sagt: Holm var ikke en adjunkt, som var blevet forfremmet til lektor, og som herefter var indtrådt i universitetets styrelse. Han var snarere en sekretær (for Schmidt), hvis bureaukratiske horisont havde bredt sig ind i universitetets system i et tiltagende opgør med universitets idealer.

I årene der fulgte, blev DPU kraftigt præget af denne forskningsmæssige smalhals, hvor bureaukratiet for alvor fik magten over videnskaben; dvs. at ”dekanen” blev defineret ved ”sekretæren”. Her er nogle få eksempler:

I 2015 var Holm medredaktør på antologien ”Folkeskolen efter reformen”, som var en ukritisk hyldest til principperne bag skolereformen. Igen var Jens Rasmussen medforfatter. Holms kapitel var nu helt uden referencer til Lars-Henrik Schmidt. Til gengæld myldrer det med referencer til Lars Qvortrups og Jens Rasmussens arbejde. Kapitlet ender med at forudse, at ”det gamle paradigmes bærende kræfter dør ud”.

Samme år, i 2015, nedlagde Holm uden videre et professorat i pædagogik få dage efter, at det var tilbudt til Alexander von Oettingen. Det var en skandale. Men få måneder senere etablerede Holm en række strategiske mso-professorater, som kunne godkendes af den nye ”sekretær-ånd”.

I 2016 etablerede Holm et såkaldt ”Nationalt center for skoleforskning”, som var en ukritisk tilslutning til skolereformens ideologi. Vennen Lars Qvortrup blev ansat som leder uden opslag, og Jens Rasmussen holdt tale.

Og i 2017 redigerede Holm bogen ”Evidens og dømmekraft – når evidens møder den pædagogiske praksis”, som var et ukritisk forsvar for en såkaldt evidensinformeret pædagogik. Også her bidrog DPU’s magtfulde systemteoretikere, herunder Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Claus Holm selv.

I 2018 etableredes der på DPU/ARTS’ hjemmeside en helt ensidig ”dokumentationsside”, der skulle forsvare Jens Rasmussen og Lars Qvortrup mod Keld Skovmands kritiske arbejde.

Undervejs i denne periode organiserede Holm en række stort anlagte, men fagligt set smalle konferencer, hvor konkurrencestaten og Ove Kaj Pedersen spillede en central rolle. Denne konferencetendens er senest blevet bekræftet på en stor konference om ”åndelig oprustning” i maj 2025. Jeg vil understrege, at der ikke var tale om almindelige videnskabelige konferencer med paper-præsentationer og faglige netværk, men om nærmest ideologisk opbyggede dagsarrangementer.

Samtidig udskammede Holm kritikere af konkurrencestaten i den offentlige debat; effektivt formidlet af DPUs kommunikationskanaler.

DPUs forskningsstrukturer, stillinger og kommunikationssystemer tog i disse år mere og mere farve af Holms ideologi. Og hele dette ideologisk-faglige system blev stærkt promoveret på DPU’s medier, som Holm selv fortsat kontrollerer.

Holms beslutninger blev kritiseret af en lang række fremtrædende pædagogiske fagpersoner, f.eks. Peter Kemp, Asger Sørensen, Keld Skovmand, Niels Jakob Pasgaard, Brian Degn Mårtensson, Pia Böwadt, Niels Christian Sauer, Thorkild Thejsen m.fl. Men Holm selv var tavs. Vi fik det, jeg har kaldt for ”pædagogikkens to verdener” (Rømer 2024, opr. 2015).

Claus Holms ansættelse som institutleder blev i 2023 forlænget af den helt nye dekan Maja Horst i begejstrede vendinger. Holm havde undervejs refereret udførligt til Horst, som selv havde skrevet ph.d. om forskningskommunikation og talt nedladende om den humboldtske universitetstradition.

 

6. Claus Holms registrering af publikationer

Endelig er det værd at nævne, at Holm på sin DPU-hjemmeside har registreret en lang række debatindlæg som ”tidsskriftsartikler”. I alt er der pt. noteret 72 ”tidsskriftsartikler” i universitetets system ”Pure”, men bortset fra nogle få undtagelser er disse tekster ikke, hvad man i en videnskabelig sammenhæng normalt vil forstå ved tidsskriftsartikler, men blot helt korte debatindlæg. Ca. 90% af disse registreringer burde stå under kategorien ”kommentar/debat”. Holm lever altså ikke op til universitetets regler om klassificering af de forskellige publikationstyper, som ellers er ret klart defineret. https://medarbejdere.au.dk/pure/vejledninger/publikationer/publikationstyper

Desuden har Holm under overskriften ”Bøger” noteret to små pamfletter på hhv. 16 og 20 sider. Disse registreringer understreger ovenstående tendens til uretmæssig oppustning af egne meritter.

Dette problem er ikke ”kun” et spørgsmål om manglende forskningsetik. Universiteterne får nemlig statstilskud med udgangspunkt i kategorien ”videnskabelige artikler/ publikationer”. https://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/aftale-om-basismidler-til-forskning

Hvis jeg har forstået dette korrekt, kan man måske ligefrem tale om, at Holms registreringer er en slags svindel.

 

7. Seks spørgsmål

Hele dette illegitime og autoritære system har i nu 20 år præget DPU, som derfor ledes uden universitetspolitisk legalitet, legitimitet og dybde.

 

Så seks spørgsmål trænger sig på:

Hvordan kunne Holm blive (pro)dekan?

Hvordan kunne Holms ph.d. blive godkendt?

Hvordan kunne Holm blive lektor?

Hvordan kunne Holm blive viceinstitutleder og efterfølgende institutleder?

Hvorfor er Holms publikationer ikke korrekt registreret?

Hvordan kan man redde den pædagogiske forskning?

 

Claus Holms karriere (så vidt jeg har kunnet rekonstruere den):

1995: Cand. mag. i samfundsfag og filosofi

?-2000: Sekretær i Etisk Råd

2000-2007: Sekretariats- og kommunikationschef på DPU

2007-2011: Prodekan for formidling

2011-2013: Chef for internationalt kontor

2012: Holm forsvarer sin ph.d.

2013: Positiv lektorbedømmelse

2013-2014: Viceinstitutleder for forskning

2014: Konstitueret institutleder

2015: Institutleder

2023: Forlængelse af ansættelse som institutleder

2001-2025: Redaktør for DPU-magasinet ”Asterisk” i hele perioden.

 

Referencer (kronologisk):

Bogudgivelser, hvor Claus Holm er forfatter/medforfatter:

Schmidt, L-H. & Holm, C. (2001). ”Det snakkende demokrati”, Danske Dagblades Forenings debatserie, nr. 11.

Holm, C. (2006). Forståelsens rasen – om troværdig forskningsformidling, Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.

Rasmussen, J. & Kruse, S. & Holm, C. (2007). Viden om uddannelse – uddannelsesforskning, pædagogik og pædagogisk praksis, Hans Reitzels Forlag.

Holm, C. (2012). Kampen om troværdigheden – forskning i formidling, ph.d.-afhandling, Aarhus Universitet. (kan lånes på det kgl. bibliotek)

 

Omtalte antologier, som Claus Holm har medvirket til at redigere:

Holm, C. & Baumann, A. (red.) (2012). Ny nordisk pædagogik?, BUPL.

Rasmussen, J. & Holm, C. & Rasch-Christensen, A. (red.) (2015). Folkeskolen efter reformen, Hans Reitzels Forlag.

Holm, C. & Thingholm, H. (red.) (2017). Evidens og dømmekraft – når evidens møder den pædagogiske praksis, Dafolo.

 

Andre omtalte artikler:

Holm, C. (2013). ”Mobilising knowledge in higher education in Denmark”, The Impact of Research in Education: An international perspective. Levin, B., Qi, J., Edelstein, H. & Sohn, J. (red.). Policy Press, s. 131-146 15 s.

 

Diverse links:

Link til omtale af ph.d.-forsvar i 2012: https://dpu.au.dk/om-dpu/nyheder/nyhed/artikel/kampen-om-trovaerdigheden-forskning-i-formidling

Link til omtale af ansættelse som konstitueret institutleder, 2014: https://dpu.au.dk/om-dpu/nyheder/nyhed/artikel/claus-holm-bliver-konstitueret-institutleder

Link til omtale af ansættelsen som institutleder, 2015: https://dpu.au.dk/om-dpu/nyheder/nyhed/artikel/claus-holm-ny-institutleder-paa-dpu

Link til omtale af forlængelse af Holms ansættelse som institutleder, 2023: https://arts.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/claus-holm-fortsaetter-som-leder-af-dpu

Link til Claus Holms PURE-side ved Aarhus Universitet: https://pure.au.dk/portal/da/persons/clho@edu.au.dk

Link til Claus Holms DPU-kanal: https://dpu.au.dk/om-dpu/ledelse/lederartikler

 

Ovenstående bygger på arbejdet med følgende syv udgivelser:

Rømer, T.A. (2011). “Dansk pædagogik i fald og bund”, i Rømer, T.A. & Tanggaard, L. & Brinkmann, S.: Uren pædagogik, Klim.

Rømer, T.A. (2013). Krisen i dansk pædagogik – en upraktisk blog, Fjordager.

Rømer, T.A. (2017). Ballade i pædagogikkens forsamlingshus, Fjordager.

Rømer, T.A. (2022). Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering, Klim.

Rømer, T.A. (2023). I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning, Fjordager.

Rømer, T.A. (2024, opr. 2015). Pædagogikkens to verdener – 2. reviderede version, Aalborg Universitetsforlag.

Rømer, T.A. (2024). Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU, Klim.