Nedenstående interview er lavet af journalist Malene Fenger-Grøndahl og indgår som en del af artiklen “Regnedrengene og Rousseau”, der blev bragt i Jyllandposten, søndag d. 19. maj 2013. I artiklen er der også uddrag fra interviews med lektor og idehistoriker, Jens Erik Kristensen, og professor i pædagogisk filosofi, Lars-Henrik Schmidt.
1. Hvilke filosoffer og filosofiske tankegange mener du karakteriserer skolen i Danmark – eller præger den måde, vi laver skole på? Rosseau, Kant, Grundtvig? Andre?
Generelt set er den danske skole en slags vækst på en europæisk oplysningstradition. Set fra dette synspunkt lever skolen – men også børnehaven, universitetet og seminarierne – nærmest inde i dels den græsk-filosofiske tradition, dels kristendommen og dels oplysningstiden i bred forstand. Det hele er så gennemløbet af to store verdenskrige i sidste århundrede. Det vil være svært at forstå, hvad der foregår, hvis ikke disse momenter og deres vekselvirkning inddrages i forståelsen af skolens formål. Det er da også tankevækkende, at alle moderne tænkere, både fra højre og venstre diskuterer inden for, eller i nærheden af, denne ramme, selvom de naturligvis kombinerer meget forskelligt. Der er f.eks. stor forskel på Søren Kierkegaards og Hannah Arendts brug af Sokrates og af de pædagogiske konsekvenser, de drager, men de er enige om at registrere Sokrates’ filosofis aktuelle relevans på tværs af mange århundreder. Skolen er altså en del af en europæisk åndstradition.
Derudover er der også en særlig dansk variant, der bygger på vores egne kombinationer af de europæiske elementer, som jeg omtalte ovenfor. Her står naturligvis Grundtvig stærkt. Grundtvig var også meget inspireret af græsk filosofi, tysk oplysningsfilosofi, kristendom og britisk liberalisme. Men han søsætter en særlig dansk tilgang, der lægger vægt på munden, på vekselvirkningen, på det folkelige og på det historisk-poetiskes betydning. Han præger pædagogikken i Danmark via højskolen og teologien, hvilket man f.eks. kan læse om hos Løgstrup, Hal Koch, Ebbe Kløvedal Reich og hos mange andre. Men Grundtvig mangler naturligvis de to verdenskrige i sin horisont, hvilket gør, at man må tænke over brugen af ham.
Man kan sige, at alle europæere i vores pædagogiske liv er en del af en tradition, dvs. energiske vekselvirkninger i historien, der klemmer os og sætter os lidt forskelligt afhængig af tid og rum. Danmarks skole er sat og klemt af de samme men også af de særegne processer, jeg har beskrevet, hvilket man også kan læse ud af folkeskolelovens §1, hvor der tales om kundskaber, kulturer, åndsfrihed, demokrati, fantasi etc.
2. Hvilke af disse er vigtigst at holde fast i?
Alle er vigtige efter min opfattelse. Hvis vores kultur og dermed vores pædagogik skal holdes i live, og altså være levende, må tænkningens momenter vekselvirke med det praktiske liv. Når det sker, så skabes der nye skoleformer. Humboldt skabte det klassiske universitet i Berlin i 1810, fordi oplysningstiden og græsk filosofi arbejdede sammen i hans virke. Højskolen blev skabt af ud af de momenter i de grundtvigske tilgange, jeg nævnte ovenfor, og børnehaven blev skabt af blandt andre Friedrich Fröbel, som også skrev i den tyske oplysningstradition, og som skulle have nogle ting til at passe sammen. Så alle er vigtige at huske, bruge og tænke over. Det værste er, når en generation kaster sig over en enkelt tænker og udelukker alle andre. Det skete f.eks. med 70’ernes optagethed af marxismen. De sidste 15 år har vi haft en generation, der læser den tyske sociolog Niklas Luhmann på samme tvangsmæssige og mekaniske måde. Endelig tilhører nogle af vores liberalister den amerikanske filosof Ayn Rands menighed, og så får vi samme underdanige og skråsikre tristesse. Derfor: Alle er vigtige.
Når det er sagt, så synes jeg dog, at vi her i Danmark har en særlig pligt til at holde liv i de danske dannelsestraditioner, der ånder igennem vores sprog, videnskab og sang, og som er en blanding af grundtvigske, kierkegaardske og kulturradikale temaer, uanset om det handler om litteratur, håndværk eller historie. Derfor er det også ærgerligt, at så mange danske intellektuelle for tiden har travlt med at skrive disse tilgange ud af vores aktuelle liv.
3. Hvordan placerer folkeskolereformen sig i forhold til det? Hvad ville xx filosof (den, du mener, er vigtigst at holde fast i) tænke, hvis han vågnede op til planerne for skolen med den nye reform?
Folkeskolereformen, og en række beslægtede initiativer, er helt og aldeles antifilosofisk. Den bygger på, at man skal klare sig godt på tests og lister i læsning og matematik, og kommunerne skal så efterfølgende kontrollere, at såkaldte ”operative måltal” indfris. Det er et fuldstændigt instrumentelt syn, og reformens fortalere taler da helst heller ikke om filosofi og pædagogik. Reformen baserer sig endvidere på Antorinis Ny Nordiske Skole, som bygger på et opgør med dannelse, reformpædagogik og grundtvigianisme. Jeg tror, at alle de filosoffer, jeg har nævnt, ville ærgre sig svært, hvis de vågnede op til disse ideer. Jeg vil udtrykke det på den måde, at§1 og dermed skolens filosofi stort set er gået i glemmebogen. Resultatet heraf vil være, at vi ikke mere har en skole af gavn. For ordet ”skole” er nemlig et efterladenskab fra græsk filosofi, som betyder ’fri fra arbejde til at tænke over det som er bestandigt’.