Isolerede tanker 11, d. 21. maj – d. 10. juni

1. d. 24. maj: Tidens helte

Tidens store helt – udover svenskeren Anders Tegnell – er guvernøren fra Texas, republikaneren Greg Abbott.

D. 2. marts 2021 fjernede Abbott stort set alle statslige coronapåbud. Siden er alle de texanske coronastatistikker raslet ned i Marianergraven. Og d. 18. maj forbød Abbott decideret lokale krav om mundbind, f.eks. i skoler.

Den biopolitisk radikaliserede Anthony Fauci står nu afklædt tilbage med sin totalitære og kinaficerede nedlukningsideologi. Det samme gør Biden, som under Faucis indflydelse kaldte Abbotts fine politik for ”neandertal-agtig”.

Men Fauci har på en måde vundet alligevel, for alt måles stadigvæk i matematisk definerede åbninger ud fra realtidsstatistikker. Ideologien består. Forfatningen er altid potentielt truet.

Danmark ledes også af Faucis ideologi, her blot i en særlig radikaliseret og systematisk form, som består af realtidssmittefokusstatistik, coronapas og automatisk nedlukning. Denne organisatoriske treenighed understøttes af en socialdemokratisk profylaktisk ideologi, som udviklede sig i løbet af 10’erne med udgangspunkt i James Heckmans økonomiske teorier, et totalt ukritisk hav af “eksperter”, og af forskellige etnificerede eksperimenter.

Alle Folketingets partier understøtter systemet. Undtagen Ny Borgerlige, som er imod coronapasset, men som dog stemte for Nedlukningen og dermed for den grundlæggene ideologi. Grundloven er sat på et sidespor.

Får vi en Abbott i Danmark? og andre steder i Europa? Det må vi håbe.

Links:

Her er Abbotts to erklæringer:

Fra d. 2. marts om åbningen af Texas: https://open.texas.gov/…/EO-GA-34-opening-Texas…

Fra d. 18. maj om forbud mod mundbind: https://gov.texas.gov/uploads/files/press/EO-GA-36_prohibition_on_mandating_face_coverings_response_to_COVID-19_disaster_IMAGE_05-18-2021.pdf

Artikel fra Indblik.dk med links til britiske Daily Mail fra d. 7. maj med video af Bidens udtalelser: https://indblik.dk/texas-blev-kritiseret-for-at-fjerne…/

 

2. d. 24. maj: Hvad er en Nedlukning?

En Nedlukning er sundhedssystemets overtagelse af samfundet. Det er med andre ord samfundets udslettelse og hospitalisering.

I samme øjeblik at hele samfundet omdannes til et hospital og dermed udslettes, så sker der noget mere, nemlig en ændring af sundhedssystemet selv. Uden samfund kan man nemlig ikke mere tale om ”sundhed”. Derfor omdannes sundhedssystemet selv til et statistisk kontor, der nu styrer samfundet, fordi samfundet jo er opslugt og overtaget.

Og fra dette statistiske kontor strømmer herefter en ny forståelse af det udslettede samfund, nemlig som en ”matematisk åbning”. Enhver gudstjeneste eller lejrskole mm. er nu en ”matematisk åbning”, der skal kontrolleres af det statistiske kontor.

Så det oprindelige forhold mellem sundhed og samfund, som var angivet i Sundhedsloven, og som havde rod i ånden fra 1945, omdannes altså med Nedlukningen til at være et forhold mellem smitte-statistik og matematisk åbning, mellem statistik og matematik. Dette forhold er samtidig algoritmens domæne og format.

Det er, hvad en Nedlukning er.

 

3. d. 24. maj: Genåbning = Forstærket Nedlukning i skoler og dagtilbud

Så er der pr. d. 22/5 nye og detaljerede retningslinjer for Den Forstærkede Nedlukning i skoler og dagtilbud.

De i alt 11 tætskrevne sider er et inferno af regler om alt fra håndvask, generel begrænsning af sang samt brug af visir og til alle mulige sindrige sociale opdelinger. Der er også henvisning til et pædagogisk program om, ”at være ung under corona”, som skolerne opfordres til at bruge.

Men kan også læse følgende i skolereglerne:

”Det anbefales, at skolen har særligt personale til at italesætte og medvirke til at opretholde smitteforbyggende foranstaltninger, som fx at sikre, at der ikke opstår mylder, at der holdes afstand når elever, forældre og medarbejdere møder ind om morgenen, og at anbefalinger om hygiejne følges.”

”Et særligt personale” som skal “sikre”? Det må være smittekontorets håndlangere.

Det hele er totalt meningsløst og undertrykkende efter min mening.

https://www.uvm.dk/aktuelt/i-fokus/information-til-uddannelsesinstitutioner-om-coronavirus-covid-19/lovgivning-og-retningslinjer/vejledninger-og-retningslinjer

 

4. d. 27. maj: Almindelig varians

Den såkaldte dødsrate angiver antallet af døde pr. 1000 indbyggere pr år.

Ifølge data.worldbank.org var dødsraten følgende for Danmarks vedkommende i udvalgte år:

1961: 9,4

1976: 10,6

1983: 11,2

1995: 12,1

2006: 10,2

2019: 9,3

Lad os se lidt på det store coronaår, 2020:

I 2020 var tallet 9,4. Det vil sige helt klart i den lave ende. Der døde i alt 54.645 personer ifølge Dansk Statistik.

Det dødeligste år var som sagt 1995 med en dødsrate på 12,1. Helt almindeligt og uden en eneste tanke om Nedlukning. Det var en notits i avisen. Grundloven og murens fald brusede i kroppene.

Hvor mange mon ville være døde i 2020, hvis vi havde haft dødsraten fra 1995, altså 12,1, nu hvor befolkningen er vokset betydeligt?

Svaret er: ca. 70.000 personer!

Det vil sige, at der vil kunne dø over 15000 personer af corona i 2020, altså ud over dem der rent faktisk døde, og så ville vi stadig være inde for helt almindelig varians.

Og det er vel at mærke absolutte tal, for der skal jo nulstilles ved årsskiftet 20/21.

Det er uforståelige tal.

https://data.worldbank.org/indicator/SP.DYN.CDRT.IN…

 

5. d. 29. maj: Kommentar til evaluering af folkeskolereformen

Først vedtog man i 2013 en skolereform, der hviler på et radikalt opgør med skolens formål. Det kom endda så vidt, at dette opgør blev gjort til udgangspunkt for en genfortolkning af formålet, men altså under formålsopgørets eget herretegn; en begrebsmæssig proces der havde udviklet sig fra 2007-2013 i regi af det såkaldte ”Skoleråd”, som selv var en udløber af Globaliseringsrådets totale uddannelsespolitiske nedsmeltning.

Dermed tømtes skolen og landet for pædagogisk sprog. Det var en form for pædagogisk Nedlukning. Det kan jeg sige helt sikkert, for det har jeg undersøgt grundigt.

I stedet etablerede man et centralistisk og kvantitativt system af atomiserede indikatorer, som via en omfattende evaluerings-systematik skulle måle på realiseringen af dette formålsopgør i tætte og nidkære statistikker. Det hele satte sig dybt inde i klasseværelset og i en hel generations psykologi via den såkaldte læringsmålstyring, som fratog børn, unge og deres lærere muligheden for at arbejde med ”kundskaber”, hvilket eller stod centralt angivet i skolens formål. I stedet for formålets ”kundskaber” i ”demokrati og folkestyre” skulle eleverne have ”læring”, så de kunne blive ”soldater i konkurrencestaten”.

På den måde blev pædagogikken opslugt af den politiske økonomi og dennes hele logik. Pædagogikken blev lukket ned.

Men nu viser det sig – endda for femte år i træk – , at ingen af de selverklærede indikatorer er indfriet, tværtimod.

Hvad er ministerens svar på det ”problem”? Er det at indkalde til forhandlinger om en ny reform, som tvinger pædagogikken ud af den økonomiske tænknings totale greb? Nej, det er det modsatte, nemlig at fastholde og udvide formålsopgøret, endda i et ”partnerskab” med alle skolens interessenter, dvs. især KL, DLF og BUPL.

I en kronik i Berlingske fastholder ministerens ”partnerskab” folkeskoleforliget fra 2013. Forliget er intakt, og der tales endda om ”ro om folkeskolen”. Og på folkeskolen.dk tales der om at ”løse problemer i bidder” og om at rette lidt i evalueringssystemet. Målet er intakt. Der skal bare repareres lidt på metoderne, fremgår det af et interview med ministeren på dr.dk.

Men samtidig med at ministeren og hendes partnere fastholder skolereformens tankegang, hævder de, at de vil bygge på netop det formål, som reformen som sådan altså er et opgør med. I kronikken i Berlingske står der direkte: ”Folkeskolens formål er vores fælles ledetråd”; en sætning der ledsages af en masse overfladisk snak, som er helt uden effekt og kritisk dybde.

Dermed er opgøret med formålet fastholdt og udbygget under en falsk reference til formålets formelle semantik. Jeg kalder denne ensrettende proces for ”uniformativering”, dvs. at man gør op med skolen iført skolens ord.

DLF og BUPL har med deres tilslutning til ministerens dannelsesopgør ladet en historisk mulighed glide sig af hænde efter min mening. Nu har de i stedet lukket munden på sig selv.

Folkeskolen har brug for uro og erindring.

Links:

Link til Undervisningsministeriets evalueringsrapport:

https://www.uvm.dk/…/210528-status-paa…

Link til Undervisningsministerens omtale af partnerskabet ”Sammen om skolen”, inkl. link til kronik i Berlingske:

https://www.uvm.dk/…/210528-folkeskolereformens…

Link til interview med ministeren i Folkeskolen: https://www.folkeskolen.dk/…/minister-efter-reform…

Link til interview med ministeren på DR: https://www.dr.dk/…/rosenkrantz-theil-efter-folkeskole…

 

6. d. 31. maj: Hvad er aktivisme?

Jeg har i tidens løb læst en del om forholdet mellem videnskab og værdier og mellem politik, forskning og etik. Ofte er teksterne skrevet af politisk engagerede filosoffer og videnskabsmænd.

Men jeg er aldrig stødt på ordet “aktivisme”, som Dahl og Messerschmidt nu har fået parlamentet til at udtale sig om. Hvad er det for noget? Det må være noget, som politikerne har fundet på. Sådan en slags pludderord?

Måske henviser det ”aktivistiske” til, når forskere med henvisning til “evidens” lægger sig pladask ned for politiske banaliteter? Som dengang, hvor Lars Qvortrup og Stefan Herman sammenlignede Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King, fordi Løkke ville score højt på Pisa-listen? Eller når de såkaldte corona-eksperter kun tænker i enøjet statistisk evidens under regeringens nye frihed=overvågnings-begreb? Måske er det kritisabel aktivisme? Anti-politikkens aktivisme?

Men så alligevel ikke, for dem, der er sure på aktivismen, er som regel også vilde med “eksperten” og hans underdanige evidens.

Måske er det Nietzsche, Arendt, Bohr og Karl Popper, som var aktivister? Arendt skrev f.eks. om “action”, og hun refererede iltert fra retssagen mod Eichmann i Jerusalem. Hun var nok aktivist. Derimod var de nazistiske arveforskere nok ikke aktivister? Selvom deres forskning blev finansieret og brugt af you know who.

Nu går jagten ind på den ubestemte “aktivisme”. Den sætning! Den artikel! Den udtalelse! Den person! Og så skal universitetsledelsen komme efter jer!

Dette emne bør drøftes videnskabeligt, pædagogisk og filosofisk, men ikke med banale udtryk, som nærmest er opfundet til lejligheden, og hvor det altid er “de andre”, som er aktivistiske og postfaktuelle, og hvad det alt sammen hedder.

Hermed sagt og udtrykt i god aktivistisk ånd, men med fuldt ubehag, for mit sprog tager skade af at diskutere hele denne skrækkelige præmis.

 

7. d. 1. juni: Kære medaktivister

Kære medaktivister, foren jer i strid imod antiaktivismens aktivistiske reduktion af videnskab til “konsensus” og til “den videnskabelige metode”!

Videnskab er det modsatte af enighed og metode-ental. Den er strid og metodekritik og intellektuelt engagement i samfundets spørgsmål og deres grundlag.

Vi er havnet i en form for nypositivistisk elendighed, som forkrøbler ånden.

For god ordens skyld vil jeg sige, at jeg selv er ekstremt kritisk over for det identitetspolitiske og poststrukturalistiske paradigme, men netop derfor er det vigtigt at gå imod alle forsøg på politisk intimidering af alle slags, for ellers bliver man jo ikke selv klogere på, hvad der findes af synspunkter og videnskab og ting i verden, som har både den ene og den anden rod.

Faktisk har poststrukturalismen noget af den samme dårlige effekt på den videnskabelige frihed, som Dahl og Messerschmidt demonstrerer. Det skyldes denne retnings opgør med verdens ting, jvf “cancel culture”. Men hallo! Der har sandelig været filosofiske retninger før med den slags problemer.

Så det er dobbelt dårligdom på sin vis. Men de to politikere er de værste, for de tager fejl af videnskabens væsen, som de aktivistisk postulerer, mens poststrukturalismen blot laver en videnskabelig fejl, som man kan kritisere.

 

8. d. 1. juni: LA’s og DF’s aktivistiske forudsætninger

LA og DF vil gerne have konsensus og videnskabelig metode i ental. Eller skal noget, som kaldes universitetsledelsen, kommer efter nogen, som gør det modsatte, det vil sige tænker og diskutere frit.

Men hvad bygger DF og LA selv på? Ja, de bygger på det stik modsatte af konsensus og ”den videnskabelige metode”. De bygger på fuld stridbarhed og antimetode, som endda har rødder i sidste århundredes erfaringer på kryds og tværs.

LA bygger især på Ayn Rands filosofi. Hun var – med udgangspunkt i erfaringer fra Sovjetunionen – ekstremt stridbar og aktivistisk, og hun havde enorm indflydelse på 1980’ernes liberalisme, hvor hendes tanker bidrog til kritikken af velfærdsstaten og så videre. Det førte til en vild aktivisme i de statslige systemer, som skulle tæmmes og gerne udryddes.

DF bygger på Søren Krarups værker. Også han var ekstremt stridbar og aktivistisk. Det samme var store dele af tidehverv og studenterkredsen, som han kom ud af. Her røg man cigarer og diskuterede så det slog gnister, men bagefter gik man i baren og talte aktivistisk om “det moderne sammenbrud”. Løgstrup kom ud af samme suppedas, selvom han aktivistisk smækkede med tidehvervs-døren i 1960’erne. Senere blev både han selv og hans elever interesserede i klimabevægelsen. De blev teologisk funderede klima-aktivister. De ville forsvare “skabelsen”.

Anders Fogh Rasmussen forenede på en måde disse to. Det kom der aktivisme ud af. Både økonomisk aktivisme og dertil muhammedtegninger.

Både Rand og Krarup var totalt ligeglade med både ”konsensus” og ”den videnskabelige metode” i ental. De ville have strid og opgør! Lidt som den franske venstrefløjsfilosof Jacques Ranciere, som skrev bogen “Disagreement”. Det var ånd og tanke før metode og konsensus. Enighed er et slet tegn, når det kommer til sandheden.

Så LA og DF er skabt af stridbare filosoffer og teologer, kort sagt: af aktivisme.

Men nu melder stridbarhedens elever sig med småborgerlig og affirmativ metodekonsensus, som skal tvinge videnskabens og åndens skikkelser i uniform.

Sagen forholder sig således efter min mening: Det er LA og DF og deres metode-forskere, der er aktivistiske. Alle de andre, jeg har nævnt, altså alle “forudsætningerne”, søgte blot sandheden, hver på deres facon og fandt et lille stykke af den i det ene og det andet hjørne.

 

9. d. 3. juni: Gode råd og dokumentation vedr. debat om forskningsfrihed

Nederst er lidt dokumentation i forbindelse med det aktuelle angreb på forskningsfriheden. Jeg har også lavet seks gode og overaktivistiske råd på videnskabens vegne, som kan stå ret imod den politiske etno-biopolitiske højrefløjs angreb på videnskabelighed:

A. Mine seks råd:

  1. Vær ikke blot ”aktivistisk”, men desuden ”overaktivistisk”. Husk at sandheden er aktivistisk. Den sprænger overfladen og alles tilpasning til alle. Jo mere aktivistisk desto bedre.
  2. Skriv manifester og eksperimentér med den videnskabelige form på alle måder, dvs. poetisk, politisk og kritisk.
  3. Spræng metoden i stumper og stykker. Metoder spærrer for objektets lag og fortid og for sandhedens mulighed for at arbejde.
  4. Hav ubehag ved alle former for konsensus og verifikation. Kritiser, falsificer og eksperimenter!
  5. Ødelæg den policy-affirmative ”evidens” i videnskabens navn.
  6. Giv hinanden jeres smittede og urene hænder derpå.

 

B. Dokumenter ifm. diskussion om forskningsfrihed:

1.

Henrik Dahl har et supergodt spørgsmål om Verdensmål på universiteterne fra d. 17/2, mange tak: Nr. 946: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S946/index.htm

2.

Dernæst har Morten Messerschmidt seks skrækkelige spørgsmål om forskningssynet mere specifikt, alle fra d. 23/2:

Nr. 976: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S976/index.htm

Nr. 977: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S977/index.htm

Nr. 978: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S978/index.htm

Nr. 979: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S979/index.htm

Nr. 980: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S980/index.htm

Nr. 981: https://www.ft.dk/samling/20201/spoergsmaal/S981/index.htm

3.

I alle Messerschmidts spørgsmål henvises til disse to artikler:

Et blogindlæg af Rune Selsing fra JP, d. 21. februar: https://jyllands-posten.dk/…/luk-universiteternes…/

En artikel af Søren Willemoes i WA fra d. 18/februar: https://www.weekendavisen.dk/2021-7/samfund/hvidensproduktion

4.

Forespørgsel F49 d. 28. maj, v. Morten Messerschmidt og Henrik Dahl: https://www.ft.dk/samling/20201/forespoergsel/f49/index.htm

Vedtagelse V137 i regi af F49, ”Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”, d. 28. maj: https://www.ft.dk/samling/20201/vedtagelse/V137/index.htm (højrefløjens forslag)

V 138 i regi af F49, d. 28. maj: så vidt jeg kan se, har der ikke været stemt om det?: https://www.ft.dk/samling/20201/vedtagelse/V138/index.htm (venstrefløjens forslag, er lidt bedre, men taler stadigvæk om “overdreven aktivisme” som et problem)

 

11. d. 5. juni: Udflytning af uddannelser

Kommentar til regeringens planer om at udflytte uddannelser:

Jeg synes man skal skelne:

Et universitet er et klassisk dannelsessted, med de dybeste rødder. Det hører hjemme på et samlet campus i en større by, hvor videnskabsfolk fra alle fakulteter og sammenhænge kan diskutere og undersøge tingene på kryds og tværs i behørig afstand fra sociale og politiske interesser, som de kun lejlighedsvist bryder aktivistisk og uegennyttigt ind i.

En professionshøjskole er ikke et dannelsessted. Den er etableret ud af Globaliseringsrådets ødelæggende filosofi fra 2006, som faktisk også truede universiteterne, og som gjorde op med landets pædagogiske tradition. Professionshøjskolerne bør derfor fratages magten over lærer- og pædagoguddannelser, som meget hellere skal ligge rundt omkring i landet og allerhelst med udgangspunkt i civile og folkelige initiativer. Det vil være i ånden fra de gamle seminariers dannelseshelhed. Her er ingen aktivisme, men masser af kritisk engagement.

Det er Uni=Humboldt + seminarium=Grundtvig.

Regeringens “decentralisering” er dårlig for begge dele. Den splitter universitetet op i banal egnspolitik, og den udvider professionshøjskolernes centralistiske magt over det folkelige.

Det problem skyldes, at Socialdemokratiet omkring år 2000 gjorde op med dannelsen i begge former.

 

12. d. 5. juni: At fejre og at mindes

Trist at mindes grundloven, når man nu ikke kan fejre den.

Og trist at fejre epidemiloven, når man nu ikke kan mindes den.

Kan man egentlig komme tilbage til glæden? Altså der hvor man fejrer og mindes i overensstemmelse med den korrekte orden?

Og hvordan kan det helt konkret ske? Ved at Brostrøm nedklassificerer sygdommen? Men vil det ske? Og er det nok?

Regeringens ekstreme profylakse vil fastholde landet i mindet.

 

13. d. 6. juni: Stabell Benns kritik af vaccinepolitik

Danmarks førende vaccineekspert, professor Christine Stabell Benn, er kritisk over for det omfattende vaccinationsprogram, som rulles ud i disse uger. Hun kalder det et “kæmpeeksperiment” og frygter, at vaccinerne vil påvirke det almene immunforsvar negativt.

Hendes kritik angår især vaccination af børn og unge, men faktisk også af voksne. Et par fremtrædende coronaideologer, herunder Allan Randrup Thomsen, som virkelig må være i Henrik Dahls søgelys for “overaktivistisk enøjethed”, kan slet ikke svare for sig.

https://www.berlingske.dk/videnskab/dansk-sundhedsprofessor-gaar-i-rette-med-europaeisk-laegemiddelmyndighed

 

14. d. 7. juni: Overdreven aktivisme

Henrik Dahl og Morten Messerschmidt har fået hele Folketinget med på at snakke om noget, de kalder for ”overdreven aktivitisme”. Der udskammes og navngives, og Dahl påstår ligefrem, at folk bevidst ”lyver”.

I dag er det køns- og migrationsforskningen, der forfølges. I morgen er det nogle andre. Der er kamp om den nye semantiske kode ”aktivisme”. Det er forskrækkeligt. Tavsheden vil brede sig.

I dag har 282 forskere fra de aktuelt ramte miljøer svaret igen i Politiken, og det forstår man jo godt, selvom det er irriterende, at de reducerer den indholdsmæssige kritik til noget med ”populisme” og ”fornemmelser”. Mange af disse miljøer har rod i en afart af poststrukturalismen, som er præget af Judith Butlers særlige version af Foucaults arbejde. Her vil man altid have problemer med ”det videnskabelige”, fordi man mener, at sandhed er konstrueret, og at der derfor ikke findes en virkelighed uden for diskurser og konstruktioner. Derfor ender retningen med at ødelægge kultur og fortid. Denne kritik af Butlers “sproglige vending på speed” er videnskabelig/filosofisk og bestemt ikke ”populistisk”. Men på den anden side skal man også huske, at al teori på en måde indeholder reduktionisme og fejl, og at sådanne fejl kan producere både ny viden og nye handlingsmuligheder.

Jeg noterer mig, at man iblandt de 282 forskere bl.a. finder lektor Mette Thunø, der i 2012 – som nyudnævnt dekan ved Aarhus Universitet – stod bag et eklatant overgreb på forskningsfriheden i forbindelse med sagen om professor Linda Maria Koldau. Koldau kom i clinch med de nye poststrukturalistiske vinde, der har samme teoretiske rod som dem, der aktuelt udskammes. Mette Thunø gav Koldau en advarsel, fordi hun havde ”brudt den kollegiale fortrolighed pga. dine skriverier i pressen”. Koldau fik direkte at vide, at hun ikke længere skulle ”skelne mellem systematisk og historisk musikvidenskab” – altså en lukning af både offentlig, faglig og kritisk virksomhed.

Jeg noterer mig også, at professor Dorthe Staunæs fra DPU har underskrevet brevet. Hun er heller ikke nogen tilhænger af forskningsfriheden. Det ved jeg, fordi hun sammen med en kollega i 2015 indklagede en kritisk artikel, som jeg havde skrevet, direkte til universitetet i et sprog, der ikke lader Dahl noget efter. Her blev kritik uden videre til ”tilsvining” og ”kollegial uansvarlighed” og så videre. Sagen blev understøttet af DPU’s ledelse og faktisk også af en af de andre aktuelle underskrivere, professor Morten Nissen. Sagen er omtalt i Heine Andersens bog om ”Forskningsfrihed”. Selvom sagen nu har seks år på bagen, har jeg aldrig modtaget den mindste beklagelse.

Så Staunæs- og Thunøsagerne står på en eller anden måde i forbindelse med hele problemstillingen.

I en vis forstand startede problemerne derfor med nogle af dem, som Dahl kritiserer, og Dahl vælger så at forstærke problemet ved at gentage det den anden vej, hvormed videnskabelig og pædagogisk praksis sættes helt i baglås.

Der er ingen vej for en videnskabeligt indstillet person ind i denne debat. Så jeg bliver hængende ved min overdrevent aktivistiske hengivenhed til pluralisme og kritik samt til folkelig og intellektuel debat. I stedet for at slå folk i hovedet med politisk vedtagede semantiske herretegn, skal man spørge: Hvad sker der her?

Links:

Henrik Dahls fb-indlæg: https://www.facebook.com/HenrikDahlLA/posts/1624860661041611

Staunæs klager fra 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/paa-dpu-anklager-om-had…

Indlægget fra 282 forskere i Politiken: https://politiken.dk/…/Vi-bliver-intimideret-og…

Koldau-sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/anmeldelse-af-linda…

 

15. d. 8. juni: Aktivistisk kommentar til Vismandsrapport overdrevent aktivistiske rapport om børnehaver

Det Økonomiske Råd har netop udgivet deres halvårsrapport. Heri indgår en lang analyse af dagtilbud. Det er noget med, at børn er ”humankapital”, som giver ”afkast”, og at det ikke har nogen ”effekt”, hvis der er flere pædagoger i børnehaverne. Man kan også læse om, at børns ”gener” har en effekt. Det er antihumanisme på den store klinge.

Analysen er stærkt inspireret af den amerikanske økonom James Heckman, som har haft stor betydning for en lang række rapporter om dagtilbud helt tilbage fra omkring 2012, hvor Niels Egelund f.eks. tilgangen i forbindelse med projektet ”Fremtidens Dagtilbud”.

Det liberale magasin Indblik.dk har fået en totalt pædagogiktømt cepos-økonom, Mads Lundby Hansen, til at stemme i. Det er en mærkelig form for liberalisme, som reducerer den liberale ånd til effekt og afkast.

Magasinets journalist bruger rapporten og Lundby Hansen til at gøre grin med SF’s fine arbejde med at få minimumsnormeringer. Man synes ikke lige, at man vil interviewe en pædagog.

Vismandsanalysens syn på børn og pædagogik er så blottet for indhold, kultur og faglighed, at det kort sagt ikke er til at holde ud. Rapporten svarer helt den ødelæggende aktion, som de økonomiske vismænd gestaltede i deres angreb på skolen i Rådets beretning fra 2019. Her annoncerede de, at maskiner kunne erstatte læreren, fordi det ville give mere ”produktivitet”.

Oprindelig var det Økonomiske Råd et råd for økonomi. Og hvis det udtalte sig om uddannelsespolitik var det med proportionalitet og sans for helheden. Men denne almindelige statsbetragtning forsvandt i løbet af 2000’erne, og nu er det bare helt slut. Nu overtager Rådet slet og ret pædagogikken som sådan. Det er konkurrencestatens formel.

Men vismændenes begrebsapparat er skam ikke kun “neoliberalt”. Med fokus på den konkurrencestatslige kategori ”humankapitel”, så lægger deres analyse sig nemlig helt i tråd med den aktuelle socialdemokratiske ortodoksi: Undervisningsministeren og forskningsministeren har sammen skrevet et bog om uddannelses- og socialpolitik med helt samme udgangspunkt. Bogen hed: ”Det betaler sig at investerer i mennesker”.

Denne magtfulde ideologi præger også en række forskningscentre og ministerielle initiativer. Det er tale om en slags begrebsmæssig forberedelse til biostaten via en totalisering af den sociale og økonomiske profylakse.

Disse økonomer kender ingen grænser. De tror, de kan determinere alle praksisser med deres kulturløse hegemoni, og vores politiske ledere understøtter forfaldet 100%.

SF har helt ret i, at det er for galt, at der ikke er flere pædagoger i børnehaverne. Dertil kommer, at børnehaverne bør kunne arbejde helt uden kommunale konceptmetoder og banale strategier.

Endelig skal økonomer holde sig 100% fra at determinere børnehavernes liv og logik med deres forsimplede menneskesyn og analysemodeller.

Efter min mening er vismændene blevet ”overdrevent aktivistiske”, for nu at blive i tidens sprog. De bør fratages deres offentlige støtte. Var det ikke noget for Liberal Alliance og Dansk Fryseparti at gå ind i?

Dansk børnehavepædagogik burde være en af landets gaver til verden. I stedet bliver denne fine tingslighed nu udslettet af verdens forfaldsbegreber.

Links:

Link til vismændenes kapitel om dagtilbud: https://dors.dk/…/f21/diskussionsoplaeg/f21_kapitel_iv.pdf

Link til hele rapporten: https://dors.dk/vismandsrapporter/dansk-oekonomi-foraar-2021

Link til Indblik.dk’s artikel: https://indblik.dk/denne-nye-rapport-punkterer-sfs-helt…

Analyse af Pernille Rosenkrantz-Theils og Ane Halsboe Jørgensens bog: http://www.thomasaastruproemer.dk/profylakse-og…

 

15. d. 8. juni: Er coronaen “alment farlig”?

Hvorfor er corona stadigvæk klassificeret som ”alment farlig”? Det er jo denne klassifikation, der sætter os ud af grundlovens område, og som giver Heunicke ret til at opgradere yderligere til ”samfundskritisk sygdom”, hvilket gør tingene endnu værre?

Corona var ikke ”alment farlig” helt frem til februar 2021, hvor den pludselig blev opgraderet, fordi den nye epidemilov skulle have magten i en form for permanent hastelov.

Og siden februar er alle tal jo løbet helt nede i Marianergraven. Jo mere man har ”åbnet”, desto mere nothing. Det er til grin efter min mening.

I samme øjeblik Brostrøm ændrer denne klassifikation, så normaliseres samfundet.

I epidemiloven står der følgende definition af ”almen farlig sygdom”:

”Stk. 3. Ved en alment farlig sygdom forstås en smitsom sygdom, der er særlig smitsom, har høj dødelighed eller kan give alvorlige eller varige skader, og som kan

1) medføre behandling, sygefravær eller rehabiliteringsforløb af langvarig karakter,

2) få så stor udbredelse, at sygdommen bliver en væsentlig trussel mod folkesundheden, eller

3) give en særlig stor sygdomsbyrde, fordi der ikke findes effektiv forebyggelse eller behandling.”

Men der er bestemt ikke ”høj dødelighed”, for der dør ingen, og der er heller ikke ”alvorlige eller varlige skader”, som overstiger almindelige sygdomme. Corona lader heller ikke til at være ”særlig smitsom”, selvom der holdes store gadefester, og dertil kommer, at alle risikogrupper nu er vaccineret. Desuden har alle estimater har været ”overdrevent aktivistiske” – som det hedder for tiden – hele vejen igennem.

Hvis den nuværende situation kan retfærdiggøre den aktuelle klassifikation, så vil vi faktisk være uden for grundlovens område for evigt.

Men hvis Brostrøm i stedet nedgraderer corona til en almindelig ”smitsom sygdom”, så får vi i stedet et almindeligt samfundsliv. Det må han hellere til at få gjort snarest, for ellers bor vi i evigt afmålte matematiske åbninger, determineret af en blanding af testinferno og spildevandskontrol og konstante lokale nedlukninger.

 

16. d. 8. juni: Rigsrettens problem

Det er fint nok, hvis der rejses rigsretssag mod regeringen i forbindelse med minkskandalen, for der er her tale om et uhørt brud på en række af samfundets grundlæggende principper. Det er godt, at de borgerlige politikere er stålsatte og hårde i filten.

Men det allermest grundlæggende brud på grundloven kan ikke rejses som rigsretssag. Hvorfor ikke? Jo, fordi dette grundlovsbrud fandt sted d.12. marts 2020, og det bestod i et brud på grundlovens §79 om forsamlingsfrihed, dvs. Grundlovens, borgerens og menneskets mest grundlæggende paragraf.

Hvorfor kan en sådan §79-sag ikke rejses? Jo, fordi i så fald skal Folketinget jo skulle anklage sig selv som sådan. Alle tingets medlemmer stemte jo for nedlukningen og forfatningsbruddet.

Så hele Folketinget er skyldigt. Folketinget har forgrebet sig på Grundloven. Alle medlemmer skal for retten. Men eftersom en rigsretssag kun kan rejses af Folketinget selv, så vil det ikke ske. Det vil svare til at forbryderen sagsøger sig selv.

 

17. d. 8. juni: Forskudt virkelighed

Hvad er en genåbning? Det er en forskudt virkelighed.

I nedlukningens øjeblik transporteres naturen – via smittestatistisk totalitarisme – hen i parallelle og dybt regulerede adfærdsformer. Livets forsamlinger bliver til reguleret og foreløbig adfærd. Selv en øl på en bar er forskudt.

Det, som før var natur og grundens lov, er nu – i den forskudte virkelighed – en matematisk defineret genåbning, hvor man – i stedet for et autentisk liv – kan opfylde regulerede og nådigt tilladte “behov”, indtil åbningen lukkes igen.

Den forskudte virkelighed er altid foreløbig og matematisk defineret.

Tilbage er kun mindet om livet før forskydningen.

 

18. d. 9. juni: SSI

I et notat i forbindelse med dagens forhandlinger om genåbning advarer SSI politikerne mod mere genåbning af betydning. Der tales, om at epidemien er “i vækst”, at den måske vil falde og derpå stige igen til efteråret, om en ”mexikansk variant” og om at miste epidemikontrollen. Det skriver BT.

Derfor vil man fastholde både mundbind samt hele det helt særligt danske system med tests, coronapas og lokale nedlukninger. Man vil kort sagt fastholde landet i et biopolitisk jerngreb, som defineres af SSI. Og det er på helt ubestemt tid.

SSI’s prognoser har under hele forløbet siden marts 2020 været så fulde af løgn og latin og elendighed, at jeg ikke har ord for det. Institutionen har et kraftigt medansvar for at have ødelagt landets politiske og pædagogiske struktur.

Derfor er SSI efter min mening en dybt skadelig organisation, som omgående bør nedlægges. Institutets få tilbageværende funktioner kan herefter varetages af et kontor i Sundhedsstyrelsen. kontoret skal fungere på almindeligt demokratiske vilkår og under stærkt etisk, statsretligt og videnskabeligt tilsyn.

Links til to artikler fra BT om SSIs notat:

https://www.bt.dk/…/ssi-test-og-coronapas-er-afgoerende…

https://www.bt.dk/…/ssi-advarer-politikerne-bevar…

Berlingskes omtale af notatet: https://www.berlingske.dk/…/ssi-forud-for-afgoerende…

 

19. d. 10. juni: Senfølger eller eftervirkninger?

Ifølge læge Bolette Friderichsen, som er næstformand i Dansk Selskab for Almen Medicin, bør man holde op med at tale om ”senfølger”. Man bør i stedet blot tale om ”eftervirkninger”, eftersom de pågældende symptomer holder op igen af sig selv.

”Senfølger” overopheder blot en form for ”alvorlighedsdiskurs” og antyder en permanent tilstand, som ikke er real.

Det fremgår af en artikel i Dagens Medicin fra d. 12. februar 2021.

Det vil sige, at coronaen ikke lever op til epidemilovens to centrale kriterier for at være en ”almen farlig sygdom”. Sygdommen medfører ikke ”høj dødelighed”, og den giver ikke ”alvorlige eller varige skader”.

Louise Jane Phillips, der er professor i sundhedskommunikation, supplerer med den oplysning, at ”senfølge”-begrebet er hentet fra sygdomme med varige mén:

“Ordet senfølger konnoterer kronisk sygdom, fordi det er sådan, det ellers bliver brugt, for eksempel i forbindelse med diabetes. Og der er ingen tvivl om, at det virkelig betyder noget, hvilke ord vi bruger set i forhold til de signaler, vi gerne vil sende. (…) Hvis man gerne vil konnotere, at der ikke er tale om vedvarende symptomer, så skal man helt klart hellere bruge udtrykket ‘eftervirkninger’.”

Phillips taler om, at der er opstået en ”diskurs om, at corona er en særlig farlig sygdom”.

Men hvis det er korrekt, hvad laver vi så overhovedet i epidemiloven? Så bør vi jo trække alt tilbage, dvs. alle hastelove osv. I så fald er der ingen grund til at tale om ”genåbning”, for så findes der ingen ”nedlukning”. Alt, som har været igennem epidemilovens system bortfalder 100%. Men Brostrøm fastholder sin barokke klassifikation, lader det til, som giver Heunicke ret til at overophede yderligere via betegnelsen “samfundskritisk sygdom”.

”Senfølger” er det ekstreme forsigtighedsprincips ord for de gode gammeldags ”eftervirkninger”. Det er nedlukningens brand i ordene.

(Det er lidt tankevækkende, at artiklen er skrevet 14 dage før, at corona blev opklassificeret til en Liste A-sygdom. Det skete d. 28. februar. Få dage efter blev den så udnævnt til at være “samfundskritisk”).

 

20. d. 10. juni: Genåbningsaftale: Biostatslig justering

Der er i nat indgået en aftale om den såkaldte ”genåbning”. Der er gaver til alle os små smittebærere. Det bliver dejligt at slippe for mundbind og for at vise pas i biblioteket i den matematisk definerede åbning, så længe spildevandsmålerne ikke slår ud på afføringen i Ellevang Sogn.

Men som antydet er der ingen ændring i det grundlæggende statslige princip. Vi er stadig inden for biopolitikkens og epidemilovens domæne. Vi er stadig i en forskudt verden. Der er intet i aftalen, der drøfter sygdommens klassifikation eller muligheden for at vende tilbage til Grundlovens områder, hvor retten til “at samle sig” står FØR statens mulighed for definere denne ret. Staten har med Nedlukningen tiltvunget sig magten over ”at samle sig”, som den så kan lempe og skærpe efter forgodtbefindende i en forstærket Nedlukning.

Denne tavshed om det grundlæggende princip understreges af, at aftalen refererer direkte til de tidligere genåbningsaftaler, hvor kombinationer af coronapas, tests og lokale nedlukningssystemer er det centrale betalingsmiddel for ”åbninger”. Denne systematik fastholdes, har jeg læst i andre artikler, indtil et endnu mere indgribende spildevandsmålingssystem er på plads. Her kan ingen undslå sig. Alt tæller med.

1.

Aftalens biopolitiske præmis understreges af følgende to citater fra aftalen:

For det første er lempelserne netop foreløbige og kun tilladelige så længe de biopolitiske realtidsdata giver lov. Det fremgår af følgende citat:

”Der er enighed om, at hvis epidemien mod forventning udvikler sig i en bekymrende retning med markante stigninger i smitten med væsentlig konsekvens for sygehusvæsenet eller ved en hurtig udbredelse af nye bekymrende virusvarianter, som ikke kan inddæmmes via lokale tiltag, kan det blive nødvendigt at udskyde udfasningen af eller genindføre restriktioner mv. Partierne vil i givet fald blive indkaldt til forhandlinger herom.”

For det andet er vi stadigvæk under epidemilovens undtagelse. Det kan man se ved, at det er Epidemiudvalget og hele dette udvalgs biostatslige system, som stadig svinger taktstokken. Det vil sige, at folk som Allan Randrup Thomsen stadig er en form for hof-filosoffer og samfundsvidenskabelige eksperter. Det fremgår af følgende citat:

“Partierne noterer sig, at arbejdet i ekspertgruppen for langsigtet strategi for et gen[1]åbnet Danmark som udgangspunkt løber frem til ultimo august 2021. Regeringen vil tage initiativ til en drøftelse blandt aftalepartierne af ekspertgruppens anbefalin[1]ger, hvor der også kan tages bestik af sammenhængen til omfang og niveau for indsatser mod COVID-19.”

og videre….

”Forlængelse af gældende regler, som er en forudsætning for, at der kan foretages de lempelser, der følger af aftalen, samt de konkrete modeller for genåbning, der følger af aftalen, vil blive forelagt og behandlet af Folketingets Epidemiudvalg på skriftligt grundlag. Lempelser af gældende regler vil i overensstemmelse med epidemiloven ikke blive forelagt Epidemiudvalget. Der er enighed om, at der indgås ensartede forlængelser til og med 31. august 2021 af de restriktioner, der skal gælde sommeren over.”

Så den vigtigste konklusion er følgende: Den biopolitistiske logik er 100% intakt.

Hertil kommer et par detaljer inden for rammerne af denne logik, som er værd at notere sig, jf punkt 2-3:

2.

Det er usikkert, om ”genåbningen” for alvor sætter sig igennem på skoler mm.. Der tales ganske vist om, at man skal ”vende tilbage til en normal hverdag”, men man fortsætter i mindst to måneder med ugentlige coronatests for både voksne og de stakkels børn, mindst frem til september, bl.a. for at tvinge folk ind i vaccinationshallerne:

”Udfasning af restriktionerne mv. indebærer, at dagtilbud, grundskoler, herunder SFO, klubtilbud, efterskoler mv., samt ungdoms- og voksenuddannelser samt de videregående uddannelser mv. vil have mulighed for, at vende tilbage til en normal hverdag fra den 14. juni 2021. Dog fortsætter den kraftige opfordring til to ugentlige test i grundskolen frem til og med september 2021. Ligesom for coronapasset gælder opfordringen ikke for personer, der tidligere har været smittet, eller som har opnået beskyttelse fra første vaccinationsstik. En tilsvarende opfordring vil i samme periode gælde på efterskoler, frie fagskoler samt folkehøjskoler, hvor der tidligere har været krav om test.

Der er enighed om, at opfordring til test ved fysisk fremmøde på arbejdspladser ligeledes følger coronapasset, jf. ovenfor. Ansatte i sundhedsvæsenet, plejesektoren og på visse botilbud mv. vil dog blive opfordret til test to gange ugentligt indtil 14 dage efter andet vaccinationsstik.”

Spørgsmålet er derfor, hvad ”normal hverdag” betyder? Jeg tror, at ”normal hverdag” er et nyt biopolitisk udtryk, der henviser til en ”forskudt hverdag”, hvor man låner lidt fra den gamle verden, så længe man får lov.

Der er også stadigvæk krav om coronapas på restauranter osv. i foreløbigt et par måneder.

De angivne datoer for afvikling af disse regler er fjerne horisonter, hvor der er fyldt med truende mutanter fra det ydre rum og statistiske smittekurver fra havmåger og muldvarpe.

3.

Endelig begrænses mulighederne for at undslå sig tests. Det sker ved øget krav om dokumentation og kontrol med folk, som ikke bliver testet:

”Der er endvidere enighed om, at der skal indføres en dokumentationsordning for undtagelse for test og dermed for kravet om coronapas. Ordningen skal implementeres hurtigst muligt i juni måned for at sikre en mere hensigtsmæssig kontrol for både de undtagne borgere samt for erhvervs- og kulturliv.”

Bekendtgørelsen om arbejdsgiveres ret til at tvangsteste fastholdes også, lader det til.

Så Summasummarum: Det ser skidt ud.

Link til aftale om genåbning: Aftale om udfasning af restriktioner fra 11. juni 2021 – Justitsministeriet

 

1 thought on “Isolerede tanker 11, d. 21. maj – d. 10. juni

  1. Tak for opsummeringen, Rømer. Ja, både nutids- og især fremtidsudsigterne er bedrøvelige. Og befolkningen støtter selvfølgelig begejstret Grundlovens afskaffelse.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.