1. d. 3. januar: DLF i biopolitisk kollaps
Danmarks Lærerforening ønsker at forstærke det biostatslige pres på forsamling og pædagogik, jvf. nedenstånende opdatering og plakat. Man vil have mundbind og komplekse opdelinger og så videre, vel at mærke OVENI de allerede stærkt indgribende foranstaltninger, som er kommet fra ministeriet.
Det er som om, at man er bange for børn; en angst som vil sætte sig hos børnene selv.
Efter min opfattelse medvirker foreningen på denne måde til at underminere skolens formål og dettes sammenhæng med Grundlovens centrale paragraffer.
Skolen burde opdrage samfundet og minde det om dets essens. I stedet sker det modsatte, nemlig at skolen nu bliver samfundets instrument til at forstærke samfundets opgør med skolen. Skolen bliver nu “samfundssindets” instrument, dvs. en del af den ekstreme forsigtigheds filosofi.
Hvis jeg var lærer, så ville jeg forlade foreningen. Det må jeg indrømme. Selvom det piner mig at sige det.
https://www.facebook.com/dlforg/posts/10159059946294079
2. d. 4. januar: Kommentar til dagens pressemøde om de nye adfærdstilladelser i den pædagogiske sektor
Tre faser:
Fase 1: Efter nedlukningen kommer den forstærkede nedlukning, dvs. et omfattende og ekstremt indgribende net af regulationer, forbud og begrænsninger af socialt og pædagogisk liv, ledsaget af hjemmetests mm..
Fase 2: Under denne forstærkede nedlukning installeres nedlukningens filosofi i sjælene. Det sker via en rekonstruktion af vaner og sprog i biostatens ideologiske billede. Det er en ny ”Bildung”.
Fase 3: Når nedlukningen er installeret i sjælene, kan den virke for evigt og bruges ved senere lejligheder.
Undervisningsministeriet, KL, Sundhedsstyrelsen og SSI deltog i mødet. Dermed snøres den nye pædagogiske struktur ind i biostatens apparat, hvorfra samfundet udslettes.
Filosofien kan også udtrykkes sådan: Undgå kys, undgå berøringer, undgå ting, undgå hænder og kontroller afstande. Jf. f.eks. nedenstående propagandaplakat fra sommeren 2020.
På samme dag, hvor alle kigger på denne ideologiske og onde konstruktion, så afhøres en af biostatens centrale personer, sundhedsminister Magnus Heunicke, i minkkommissionen. Det er simpelthen for gennemskueligt, og det er ikke første gang vi har set denne form for afledningsmanøvre. Heunicke har i store perioder haft stort set diktatorisk magt i samfundet.
3. d. 5. januar: Noter
A. Børnevaccinationer
Politiken bringer i dag en flot artikel om børnevaccinationer. Overlæge ved Rigshospitalet og professor i børnevacciner, Lone Graff Stensballe, fraråder systematisk vaccination af børn og også de facto af andre raske mennesker. Hun siger f.eks.
”Det er helt tydeligt, at vaccinerne ikke formår at give befolkningen en varig immunitet. Spørgsmålet er så, hvad vi stiller op med det. Skal vi fortsætte med at vaccinere hele befolkningen inklusive børnene hver 4. måned? Eller skal vi indstille os på, at nu er omikronvarianten og formentlig kommende varianter så milde, at vi kun behøver at vaccinere de borgere, der er særligt udsatte?”
Stensballe mener desuden, at naturlig immunitet er både mere effektiv og varig end vaccinerne er. Hun argumenterer virkelig grundigt for sin sag i logikker, der minder om bl.a. Christine Stabell Benns.
Af artiklen fremgår det også, at mange lande, herunder Norge, Sverige, England og Tyskland, ikke vaccinerer mindre børn.
En anden epidemiolog, Anton Pottegård fra SDU, er uenig med Stensballe. Pottegård bakker op om Sundhedsstyrelsens vicedirektør Helene Probsts forsvar for vaccinesystemet. Argumenterne er helt uforståelige. Ja, de virker nærmest desperate efter min mening. Men I må selv læse de mærkelige ord.
Andetsteds i avisen kan man læse, at seks forskellige studier peger på, at omikron ligner ”en forkølelsesvirus”, fordi den ikke rammer lungerne. Omikron udtrykker sig som ”snot og stoppede næser”. Og ja, det står der!
”Forkølelse”? Det er mageløst.
B. Lægen og døden
Altinget bragte i forgårs en virkelig flot kronik af overlæge ved Rigshospitalet, Morten Ziebell, hvori han reflekterer over lægekunst, dømmekraft og døden.
Ziebell kritiserer især, at vores forsøg på at undgå død for enhver pris – også kaldet ”det ekstreme forsigtighedsprincip” – har fået et nærmest enerådende filosofisk primat, ikke mindst i forbindelse med coronaen, som jo især rammer gamle og syge mennesker.
For Ziebell er døden i almindelige sammenhænge nærmest en livserfaring, som sundhedsfolk skal give omsorg og fylde, når tiden rinder ud.
Ziebell siger også, hvis jeg forstår ham ret, at det faktisk er det ekstreme forsigtighedsprincip selv snarere end selve sygdommene, der ad forskellige kanaler belaster sundhedssystemets effektivitet og ydeevne. Det er en god pointe.
Ziebell slutter sin flotte tekst med tre afsnit, hvor han opdrager hhv. politikere, borgere og kollegaer i det han kalder for en ”forventningsafstemning”.
Kronikkens sidste sætning lyder:
”Vi må og skal alle dø, og vi må gerne dø af corona”.
Det er flot medicinsk dømmekraft for en lægesøn som mig.
Links:
Artikel i Politiken om børnevacciner: https://politiken.dk/…/Myndigheder-vil-stadig-vaccinere…
Artikel i Politiken om omicron og forkølelse: https://politiken.dk/…/Omikron-ligner-mere-og-mere-en…
Ziebells kronik i Altinget: https://www.altinget.dk/…/overlaege-hvorfor-maa-man…
4. d. 5. januar: Endnu en klog læge
Overlæge ved Næstved Sygehus’ intensivafdeling, Kenneth Jensen, forklarer i dette indlæg i Sundhedspolitisk Tidsskrift, hvorfor man bør holde op med at klassificere corona som en ”samfundskritisk sygdom”.
Han foreslår, at man fjerner alle restriktioner på de almindelige samfundsområder, herunder krav om mundbind, coronapas, forsamlingsforbud, nedlukninger og almene vaccinesystemer. Han kalder det for et ”end game”.
I stedet kan man koncentrere sig om de grupper, som evt. er i risiko for at blive alvorligt syge.
Dermed er han på linje med Christine Stabell Benn og overlæge Lone Graff Stensballe, hvis synspunkter jeg omtalte i går. Kenneth Jensen skriver da også direkte:
”Den gode, langsigtede immunitet som følge af primær infektion taler for, at coronavirus bør spredes så meget som muligt i den danske befolkning, således at infektionen bliver endemisk (forekommer lokalt). Professor Christine Stabell Benn, SDU, og professor Lone Graff Stensballe, Rigshospitalet, har begge talt for, at coronavirus i fremtiden bliver en ‘ikke-samfundskritisk’ børnesygdom, og at flokimmunitet på sigt vil være et godt forsvar mod alvorlige forløb. Det er også disse fagfolks klare vurdering, at vaccination af børn ikke tjener noget formål, fordi naturlig covid-19 infektion hos raske børn meget sjældent forårsager sygdom. ”
Jeg er dog ikke enig med Kenneth Jensen i, at man bør intensivere spildevandsbaseret smitte-monitorering. Det vil blot forstærke det data-baserede pres for flere biopolitiske indgreb.
Men ellers er det et supergodt indlæg. Mange tak for det.
5. d. 6. januar: Hvad er et “smitteudbrud”?
Der er gang i smitteudbruddene på skolerne, må man forstå. De statslige restriktioner hagler ned, og DLF er skrækslagen og vil have mundbind og hjemmetests osv.. Mange forældre er også bange.
Og SSI fortæller at hele 77% af skolerne er ramt af ”smitteudbrud”.
Skrækken breder sig.
Men hvad er egentlig SSI’s definition på et smitteudbrud på en skole? Jo, det er følgende:
”Mulige udbrud hvor der er set mindst én elev med covid-19 inden for de seneste 14 dage”
Så hvis der registreres en eneste sølle elev MED corona i løbet af 14 dage, så er der tale om et ”udbrud”, der efterfølgende registreres i statistikken?
Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal sige. Det er jo nærmest endnu værre end den aktuelle historie om to år med misinformation om indlæggelser?
I al fald er det “ekstrem forsigtighed”! Man kan næsten høre lyden fra Barbara Berthelsens telefon i skolernes højtalere.
Men jeg må da tage fejl?
https://covid19.ssi.dk/overvagningsdata/ugentlige-opgorelser-med-overvaagningsdata
6. d. 7. januar: Eksperter undsiger coronavacciner til børn
Der er efterhånden mange læger og forskere, der kritiserer vaccination af børn. Senest i dagens Berlingske, hvor professor i medicinsk mikrobiologi på Roskilde Universitet, Karen Angeliki Krogfelt, siger følgende om massevaccinationen af skolebørnene.
”Jeg er bekymret for den indstilling, at vi er i færd med at vaccinere raske børn mod en sygdom, som ikke er farlig for dem, og som vi har brug for, at deres eget immunsystem laver antistoffer imod”.
Angeliki Korgfelt siger også, at naturlig infektion er bedre end vacciner:
”Naturlig infektion kan beskytte på en bedre og bredere måde og i længere tid. Det har man evidens for.”
Lone Graff Stensballe, der er overlæge ved Rigshospitalets børne- og ungeafdeling og professor i pædiatrisk vaccinologi og infektionsepidemiologi, ligger på samme linje. Hun har ellers været ”begejstret for vaccinerne”, står der, men har skiftet mening for så vidt angår børn, efter at det er kommet frem, at vaccination ikke beskytter mod at blive smittet. Hun siger følgende:
”Dermed risikerer kuren at blive værre end sygdommen, og jeg kan ikke som børnelæge bakke op om en approach, som hedder, at børn skal stikkes flere gange om året mod en sygdom, som ikke truer deres eget helbred.”
Selv børnelægernes formand, Klaus Birkelund Johansen, som i sin tid var kritisk overfor børnevacciner, men som efterfølgende skiftede mening, er nu igen kommet i tvivl. Han siger nu, at han synes, at det er ”helt rimeligt og forståeligt”, hvis ”man som forælder til et sundt og rask barn så overvejer, om det kan betale sig at blive vaccineret”
Sundhedsstyrelsens vicedirektør Helene Porbst siger et eller andet, som nærmest ikke kan gengives. Hun siger f.eks., at vaccinerne forebygger smitte? Men det gør de jo netop ikke?
Hun siger så alligevel, at hun ”vil gøre status” i “de kommende uger”. Men så er hun jo ikke sikker? Men hvordan kan hun anbefale vacciner til børn, hvis hun ikke er sikker?
Jeg har ingen tillid til myndighederne. Al myndighed er ødelagt af nedlukningens opgør med myndighederne.
https://www.berlingske.dk/danmark/skolerne-er-i-gang-og-smitten-loeber-men-skal-boernene-vaccineres
7. d. 7. januar: En smittenotits fra TV-avisen og en virkelig lærer
Økonomen, Jonas Herby, har fundet dette smukke TV-avisindslag fra februar 1992.
Den nu hedengangne Vejlby Skole ved Århus var ramt af influenza. Der sidder 5 elever tilbage i klassen, men den dygtige lærerinde, Hanne Hartz, mener nok, at man kan hygge sig lidt alligevel. Og hun efterspørger slet ikke mundbind eller skærmbetjening eller andre af Danmarks Lærerforenings aktuelle unoder.
Der er skam også tale om en ”perfect storm”, kan man høre i indslaget, for der er også skarlagensfeber i landet. Men embedslægen maner til besindighed, og det forstår man jo godt.
Dejligt med en notits fra demokratiets tid om en virkelig lærer.
Vejlby Skole lå nord for Århus. Den blev revet ned for et par år siden. Nu er grunden fuld af fortætningsbyggeri, som det hedder. Men skolens gamle aula blev fredet, så den skaber heldigvis lidt æstetisk ravage i den moderne kedsommelighed.
Det fremgår af Nordjyskes nekrolog, at Hanne Hartz faktisk boede på en nabovej til mig i Vejlby-Risskov, men at hun døde pludselig og uventet i 2009 på golfbanen. I nekrologen står der følgende:
”Hanne Hartz underviste i dansk, tysk, fransk og i sin tid latin. Hun havde evnen til at forene humor med alvoren i kravet om, at børnene skulle tilegne sig viden, og såvel børn, som kolleger og forældre syntes om hendes pædagogik og væremåde.”
En dannelsens kvinde.
Tak til Herby for dette fine fund.
Links:
Link til Jonas Herbys opslag på twitter med TVA-video: https://twitter.com/i/status/1479157892947202049
Link til nekrolog for Hanne Hartz: https://nordjyske.dk/…/6de4810a-e0a8-4b20-8b72…
8. d. 7. januar: Test dig selv
Hvad er biostatens store aktuelle eksperiment?
Det er selvtesten.
Selvtesten er det praktiske og empiriske symbol på biostatens filosofiske overgreb på samfundets frie forudsætninger.
Nu kan logikkerne for alvor invadere det private og lokale liv. Og det sker med skolens og lærernes og forældrenes hjælp. Moralsk nidkærhed og kontrol vil være det direkte resultat.
Den aktuelle vaccine-apartheid vil forstærkes ind i legeaftaler, dates og madklubber, for nu at sige det på den måde, ja selv derhjemme når man går ud eller kommer hjem. Testcentret flytter ind i hjemmet. Mor smitter.
Hvis selvtests kan gøres til normalen, så slipper man måske også for det store offentlige testsystem, som jo endda kritiseres i disse dage (men som formodentlig vil vise sig at være særdeles sejlivet, fordi det understøtter biostatens kontrol med samfundet) .
I så fald kan man gøre et radikaliseret, individualiseret og domesticeret testsystem til et svar på kritikken af det almene biopolitiske testsystem. Vi får dermed en biopolitisk forstærkning af Nedlukningens essens og effekt.
Selvtests er samtidig en filosofisk kategori, selvets konstante tests, som kan overføres og implementeres på mange andre livsområder, ofte via totalt teknologificerede overvågningsorganismer.
Dermed får vi noget, der ligner et socialt kreditpas. Biostaten har invaderet kroppenes private liv og stillet det til offentlig skue. En slags udvidet konkurrencestat, hvor selvtesten også stod centralt, blot for et andet område, nemlig pædagogikken.
Jeg tester mig selv, ergo er jeg.
Jeg er som selvtestet udtryk for samfundets opgør med samfundet. Det svarer til myndighedernes opgør med myndighederne.
Jeg er testet af mig selv, som er testet af mig selv.
Biostatens motto.
9. d. 8. januar: Jürgen Habermas’ ”totalitære coronastat”: ”En revolution i statsbegrebet”
I dagens Politiken har kulturjournalisten Christian Johannes Idskov en flot artikel om den tyske filosof, Jürgen Habermas; herunder ikke mindst om noget af den kritik, som Habermas’ tanker har været genstand for i de seneste år.
I starten af artiklen er der et afsnit om Habermas’ syn på corona. Sagen er, at Habermas i september 2021 udgav en lang artikel i tidsskriftet ”Blätter”, hvor han forsvarede principperne for det, jeg har kaldt for en biostat. Habermas blev efterfølgende kritiseret kraftigt af kulturredaktøren i Die Welt, Andreas Rosenfelder. Tankerne i Rosenfelders kritik flugter meget med mine egne analyser.
Nederst er der links til de to indlæg af hhv. Habermas og Rosenfelder, som jeg glæder mig til at studere i de kommende dage.
Her er i første omgang et udskrift af den del af Politikens artikel, der omhandler selve Nedluknings-temaet:
”I avisen Die Welt kom den borgerlige kulturredaktør Andreas Rosenfelder således for nylig med den opsigtsvækkende anklage, at Habermas er med til at skabe en totalitær coronastat, »et rettighedsmonstrum, der i sin almagt overskygger ethvert ikke-covid-regime«.
I kommentaren, som bar titlen ‘ Habermas-diktaturet’, skrev han:
»På væggen i sit elfenbenstårn maler Jürgen Habermas en stat, der atter får fantasierne hos de mest djævelske coronabenægtere til at falme. Hans biopolitiske Leviathan kan begrænse enhver frihed med henblik på infektionskontrol, altid og overalt, uden betingelser og uden foranstaltninger. Enhver, der ikke genkender silhuetten af diktaturet i den, kan ikke længere reddes«.
Årsagen var et næsten 30 sider langt indlæg, som Habermas kort forinden havde forfattet i tidsskriftet Blätter. Her gik den tyske filosof direkte til kernen af debatten om, hvorvidt de tyske coronarestriktioner overhovedet er lovlige. Habermas tillod sig selv at stille det omvendte spørgsmål:
»Må retsstater egentlig føre en politik, der tillader infektionsrater og dermed dødsfald, som ellers ville kunne undgås?«.
Svaret måtte, ifølge Habermas, kort og godt være nej. Som i tilfælde af krig og katastrofer er staten nødt til at »handle solidarisk mod en eksternt betinget og overvældende fare«, skrev han. »Hvis loven er midlet, der garanterer subjektive friheder, så er politik midlet, der skal realisere de kollektive mål, som har forrang i undtagelsessituationer«, tilføjede han.
Ifølge Die Welts kulturredaktør var denne tese simpelthen »en bombe« under den tyske retsstat, ikke mindst fordi stater til enhver tid har accepteret infektioner og dødsfald. Hvad Habermas forsøgte at formulere, var simpelthen »en revolution i statsbegrebet«.
Habermas svarede aldrig Rosenfelder, måske fordi han også er kommet under angreb i andre sammenhænge. Men det ventes, at han i 2022 vil udgive en udvidet udgave af Blätter-artiklen for at give yderligere svar på, hvordan staten fremover bør opveje hensynet til liv og frihed i lyset af coronakrisen.”
Hvis referatet er korrekt, så mangler Habermas i den grad politologisk fornemmelse. Det er skuffende, at han, som ellers har talt for retsstat, har så lidt sans for, hvad stat og samfund er lavet af. På den måde bidrager han til, at statens grundlæggende distinktioner kollapser med helt uoverskuelige konsekvenser til følge.
Desuden burde Habermas som 92-årig holde sig for god til at støtte det opgør med barndom og ungdom, som biostaten er et udtryk for. Efter min mening handler han umoralsk. Det svarer jo til, at en lærer frivilligt påfører sig mundbind i klassen.
Men tak til redaktøren for Die Welt, og faktisk også til Politikens journalist for at henlede opmærksomheden på denne diskussion, som heldigvis også finder sted i Tyskland.
Habermas’ nye motto: Systemverden skal overtage livsverden.
Links:
Politikens artikel: https://politiken.dk/kultur/art8537713/Tysklands-filosofiske-fyrt%C3%A5rn-skaber-ballade-igen
Habermas’ indlæg i Blätter, september 2021: https://www.blaetter.de/…/corona-und-der-schutz-des-lebens
Andreas Rosenfelders svar i Die Welt, d. 11. Oktober 2021: https://www.welt.de/…/Corona-Politik-Die-Habermas…
10. d. 9. januar: Ny artikel om forholdet mellem konkurrencestat og biostat
Jeg har i dag en artikel i net-magasinet “Eftertrykket”. Jeg skriver om forholdet mellem konkurrencestat og biostat, og der er også en ledsager-refleksion om skolereformens og lærerlockoutens historiske funktion i udviklingen.
11. d. 10. januar: Forsigtighed eller vold?
Hvad er det modsatte af forsigtighed?
Det er det ekstreme forsigtighedsprincip.
Hvad er det ekstreme forsigtighedsprincip?
Det er en form for vold.
Hvem er offer for den ekstreme forsigtigheds vold?
Det er samfundet.
Hvad er samfundet?
Det er forsigtighed OG risiko, dvs. liv og omsorg og opdragelse.
Voldens sejr er forsigtighedens endeligt.
12. d. 11. januar: Grov og systematisk diskrimination
I Danmark udsættes en pænt stor del af befolkningen – og dermed i politisk-juridisk forstand faktisk alle – for grov og systematisk diskrimination.
Alene fordi den diskriminerede del af befolkningen af forskellige årsager ikke ønsker lade sig vaccinere, så tvinges disse borgere ud i at skulle testes hver anden dag, hvis de overhovedet vil deltage i samfundslivet, dvs. gå på job, køre i tog, gå på restaurant osv.. Der er også en række andre diskriminerende forskelle, som jeg lader ligge her.
Denne forskelsbehandling er uhørt og tvingende. Og man må på den baggrund formode, at en stor del af vaccinationerne er de facto ufrivillige.
Undertrykkelsens essens forstærkes af, at “myndighederne” endda ved enhver lejlighed supplerer undertrykkelsen med ustandselige og falske taksigelser. Mottoet er: Tak fordi du gør det, som vi tvinger dig til!
Det hele er totalitært og ondt på alle måder.
Der er tre forhold, der endda forstærker denne dybt anstødelige moralske og politiske tilstands absurditet:
For det første det forhold, at vaccinerede borgere smitter stort set lige så meget som uvaccinerede.
For det andet at den sygdom, som det hele angår, er ufarlig for den almene befolkning.
For det tredje at diskriminationen hægtes op på et decideret pas- og testsystem.
Nogle af Danmarks nærmeste allicancepartnere i coronapolitikken – f.eks. Østrig men også andre lande – har ført denne ekstremistiske og diskriminerende filosofi endnu længere ud i de biopolitiske ekstremer. Og de støttes endda af EU, så vidt jeg har forstået.
Blot det forhold, at Danmark ikke fordømmer tiltagende i Østrig (og i Frankrig og Italien osv.) siger noget om, hvilket dybt politisk morads, vi alle sammen er havnet i.
EU har mistet enhver ret til at tale om ”europæiske værdier”, som noget, der bør opdrage verden, og det samme har de europæiske lande. Dermed har Kina vundet, for når Europa ikke mere kan opdrage, så kan andre lande tage over, for hvem totalitarismen falder mere naturligt.
Så den grove og systematiske diskrimination er et tegn på en forskydning i verdensånden.
13. d. 12. januar: Biostatens sociale konsekvenser: Tre aktuelle nedslag
Ubehaget ved biostatens konsekvenser melder sig nu mere bredt i den pædagogiske sektor. Jeg har noteret tre aktuelle indlæg, som jeg kort vil omtale nedenfor:
1.
Formanden for professionshøjskolernes studenterorganisation, Sofie Falck Villadsen, havde i fredags et virkeligt tankevækkende indlæg i Politiken. Hun fortæller om, hvordan biopolitikken har ødelagt de sociale og faglige udvekslinger på professionsuddannelserne. Hun siger også, at eftersom UC’erne er forholdsvis nye institutioner, som i forvejen havde problemer med traditionsopbygning, så rammer biopolitikken ekstra effektivt.
Villadsen skriver f.eks.:
”De studerende, der skal bære fanen videre, kender ikke til en normal studiestart, til det givende ved at være med i udvalg og har ikke fået det sociale studieliv ind under huden”.
Og videre:
”De studerende, der har båret traditioner og udvalg videre, er ved at være færdige med deres uddannelser, og pga. corona har de haft meget få muligheder for at videreføre og promovere deres arbejde til studerende på yngre årgange.”
Det er fine indsigter. Og vi taler altså her om både pædagog- og læreruddannelse, som dermed udsættes for forstærket individualisering og traditionsnedbrud; en problemstilling som man i forvejen har kæmpet med siden professionshøjskolernes oprettelse i 2008.
Disse sammenbrud i kulturtraderingen vil uden tvivl vil sætte sig i professionen som sådan i de kommende år.
Tak til Villadsen for at råbe vagt i gevær.
2.
Formanden for skole-hjem-foreningen i Aarhus, Cecilie Harrits, har i dagens JP et nærmest antropologisk læserbrev om nedlukningens konsekvenser for skolernes sociale og psykologiske liv.
Harrits fokuserer især på den daglige skolegang under ”genåbningerne”, dvs. under det jeg selv kalder for ”forstærket nedlukning”.
Jeg gengiver læserbrevet i sin helhed her:
”Coronapas, nærkontakt og mundbind. Afstand, stamklasser og frikvarterszoner. Nye ord i vores ordforråd, der desværre for vores børn ikke blot er abstrakte begreber, men helt konkret virkelighed, der påvirker deres hverdag.
Selv om alle er enige om, at det er vigtigt at holde skolerne åbne af hensyn til børnenes faglige og sociale trivsel, så bliver vi også nødt til at tale om, hvad det er for en skole, de skal være børn i. En skole, hvor nogle er bange for at blive smittede, hvor fremmede podere med handsker og visir stikker vatpinde i næsen på selv helt små børn. En skole, hvor naboklassen er forbudt område og fraternisering med “fjenden” kan udløse sanktioner. Det er nok ikke den skole, ret mange børn – eller voksne – ønsker sig. De fleste børn tager både restriktioner og test i stiv arm og med forældrenes støtte og samtykke, men uanset hvor coronarobust et barn er, så sniger konsekvenserne af pandemien sig ind i alle børns liv. Færre legeaftaler, færre knus og mere håndvask. Færre fester og aflyste lejrture. Gad vide, hvad det egentlig gør ved vores børn?
Eksperimentet er desværre ikke overstået endnu, og vi ved også, at det rammer nogle børn hårdere end andre. Mere end 1.200 børn har i juleferien kontaktet Børnetelefonen under Børns Vilkår. I en ny undersøgelse blandt mere end 1.000 PPR-psykologer vurderer 7 af 10, at antallet af børn og familier, der har brug for hjælp, er steget i høj eller meget høj grad. Det skal vi tage meget alvorligt. Vi kan ikke blive ved med at hoppe fra tue til tue – fra nedlukning til nedlukning – og tro, at det “bare” handler om at holde ud og stå igennem, indtil verden – og skolen – igen bliver, som vi kendte den engang. To år med corona er ikke en undtagelsestilstand, det er en virkelighed, der sætter varige spor.”
Mange tak til Harrits.
3.
Den fremtrædende ungdomsforsker, professor Noemi Katznelson, havde d. 11. januar et indlæg i Altinget med overskriften:
”Nedlukningerne har overladt de unge til en social junglelov”
Katznelson fokuserer på nogle konsekvenser af den deciderede nedluknings brud på de pædagogiske og sociale fællesskaber i ungdomsuddannelserne.
Hun beretter fra et stort møde i Center for Ungdomsforskning, som hun er leder for. Her kunne folk, der arbejder bredt i ungdomssektoren, fortælle om konsekvenserne af nedlukningens læring og isolation:
”Fraværet af disse institutionsbårne og fagprofessionelt faciliterede fællesskaber skabte helt forståeligt et tomrum i mange unges liv og overlod dem til en slags social junglelov.”
Mange tak til Katznelson.
4.
Tak til disse tre kloge kvinder.
Men ikke tak til Nedlukningens direktører og klakører, som er årsag til de tilstande, som omtales i de tre indlæg.
Links:
Sofie Falck Villadsens indlæg i Politiken, d. 7. januar: https://politiken.dk/…/Studiemilj%C3%B8et-er-eroderet…
Cecilie Harrits’ læserbrev i JP, d.12. januar: https://jyllands-posten.dk/…/vi-kan-ikke-blive-ved…/
Noemi Katznelsons indlæg på Altinget, d. 11. januar: https://www.altinget.dk/…/professor-nedlukningerne-har…
14. d. 12. januar: Kritik af biostaten og venstrefløjen fra fremtrædende tysk professor
Den tyske politolog, professor Ulrike Beate Guérot, retter i dette flotte interview i Information fra d. 10. januar en kraftig kritik imod biostatens destruktion af den demokratiske rettigheds- og livsstruktur.
Hun kritiserer også de tre venstrefløjsikoner Jürgen Habermas, Zlavoj Zizek og Noam Chomsky for at understøtte den destruktive proces på forskellige måder.
Det lader til, at disse tre filosoffer tror, at biopolitikken er et opgør med neoliberalismen. Intet kunne være mere forkert. Biostaten er snarere en forstærkning af neoliberalismens allerværste sider, nemlig et udvidet angreb på det civile liv og dets rødder i vestlig humanisme og demokratitradition.
Det gør det jo heller ikke bedre, at både Habermas og Chomsky er 92-årige gamle mænd, der nu støtter et totalitært angreb på børns og unges livsmuligheder. Zizek, som heller ikke er helt ung, ønsker direkte en verdenskommunisme. Det har jeg drøftet ved tidligere lejligheder.
Her er et nogle gode citater fra det grundige interview. Dejligt at mærke Europas kritiske tradition:
”Når jeg kigger på Frankrig og Tyskland, ser jeg faktisk to splittede lande – en splittelse, som har dybere rødder end pandemien, men som nu udkrystalliserer sig i faretruende mønstre her i pandemien”
”Selvfølgelig er corona en katastrofe, for det rammer jo mennesker og især sårbare mennesker. Men ikke mindst når vi påberåber os videnskaben, skal der være plads til at konstatere, at vi tilbage fra begyndelsen af pandemien har haft en global dødelighedsrate på omkring 0,15 procent, og at corona næsten udelukkende er virkelig farlig for kronisk syge og meget gamle mennesker.”
”Der er ingen steril immunitet, ingen flokimmunitet, og vi vaccinerer med et provisorisk tilladt stof. Alene af den grund bør der ikke være vaccinepligt: Man kan ikke gøre noget eksperimentelt forpligtende.”
”Du kan ikke sammenligne det med mæslingevaccinen, for her vaccineres du én gang og har så beskyttelse i årtier. Ved corona taler vi imidlertid om fire eller fem boostere, der ifølge de nyeste britiske studier har en virkning på ti uger. Der er ingen klarhed om, hvor ofte og hvor længe vi skal lade os vaccinere – og med hvilket mål. Vaccinen beskytter mod svære coronaforløb. Det er godt, men det er også alt. Selv argumentet om, at de vaccinerede ikke driver smitten videre, kan med omikronvarianten ikke længere bruges. Dermed bortfalder også argumentet om de overbelastede intensivafdelinger, som der ifølge alle data jo heller ikke har været.”
”Mine venner i Østtyskland – og de er altså ikke højreradikale, men tidligere borgerrettighedsforkæmpere – siger hey, diskurserne bliver bøjet mere og mere til rette politisk. Det oplevede vi også i DDR. Og så går tilliden til institutionerne fløjten, og det er farligt for et demokrati.”
”Langt flere lader sig vaccinere af ligegyldighed og konformitet, og fordi samfundets pres efterhånden er så stærkt, at det stort set er umuligt at føre et normalt liv uden at være vaccineret. Eller fordi den absurde eufemisme ‘ jeg får min frihed tilbage’ desværre har sat sig fast.”
”Tænk det lige til ende, hvis alt er tilladt.”
”Det er fundamentale principper i demokratiet, vi taler om, nemlig selvforvaltning og personligt ansvar. Vaccinepligten er et indgreb i retten til at bestemme over sin egen krop, som vi hidtil ikke har stillet spørgsmålstegn ved. Og samtidig har coronatiltagene været en slags umyndiggørelse af hele samfundet.”
”Logikken er lidt som ved terror: Der skal findes nogen, som har svigtet, og så skal der handles politisk. Se på Afghanistan efter 9/ 11: Vi ville partout handle, så vi marcherede ind i landet og krøb 20 år senere slagne ud uden at have løst nogen problemer. Politisk kan vi ikke holde vores afmagt ud over for naturkraften i corona.”
”Ved store udfordringer som klimaforandringer, migration, den ragende skæve fordeling af rigdommen eller den problematiske globalisering virker politikerne i vid udstrækning magtesløse. Men ved corona kunne staten endelig gøre noget helt konkret med tiltag, masker, desinfektionsmiddel og lockdowns. Krisen blev håndgribelig. Pludselig blev et åbent samfund smedet sammen til et lukket samfund i kampen mod virussen. Det virkede som en meningsfuld kamp i et individualiseret samfund. Men i blandingen af pligt og patos overså vi bare, hvad der skete med vores grundlæggende rettigheder.”
”Samtidig er nedlukningerne især gået ud over børnene og de ressourcesvageste familier i små lejligheder og med ringe sociale netværk. De er gået ud over kvinderne, der har udført mere care work og oplevet stigende vold i hjemmet. Og de er gået ud over kunstnerne og de selvstændige. Mange har givet op. Og den nederste femtedel af samfundet har taget skraldet.”
”Det har totalitære træk, og jeg er faktisk bekymret for, hvor traumatiseret eller ligefrem paranoidt et samfund, der kommer ud i den anden ende. Jeg frygter, at vi vil se følgerne af coronakrisen i årtier. Med lydigheden over for tiltagene har vi kollektivt lært hinanden at klamre os til autoriteter. Og vi har erfaret, hvor let de fundamentale frihedsrettigheder kan sættes ud af spil.”
15. d. 12. januar: Vrede og sorg
Efter at have set dagens pressemøde, hvor hele det dybt diskriminerende og totalitære apparat blev foldet ud, er jeg blevet meget vred. Pressemødet var rystende at være vidne til. Jeg har for første gang i mit liv lyst til at ødelægge ting for at forsvare mit samfund. Det er en slags sorg.
Så jeg skriver ikke mere nu, men går i seng og håber på, at min pæne opdragelse, mit lydige tastatur og mine bløde dyner kan tæmme de destruktive og omsorgsfulde følelser.
Det skal nok gå, er jeg sikker på. Så kan jeg sidde i morgen og være vred over det hele her i min samfundskritiske isolation, mens jeg er sød ved mine nærmeste omgivelser.
Men hvad nu med dem, som ikke er opdraget på den måde, eller som ikke skriver så meget, eller som ikke sover så godt? Og hvad hvis de har samme grundfølelse som mig?
Hvad sker der mon så?
Efter sorgen kommer vreden, og efter vreden kommer sorgen.
(denne tekst blev skrevet efter et pressemøde om en genåbning af kulturområdet. På mødet deltog sundhedsministeren, kultur- og kirkeministeren, Brostrøm og Ullum)
16. d. 13. januar: Kritik af børnevaccination
Læge og vaccineforsker, Frederik Schaltz-Buchholzer, som er en del af professor Christine Stabell Benns forskningsgruppe på SDU, mener, at coronavaccination af børn ikke lever op til ”grundlæggende lægeetiske principper”, men snarere baserer sig på ”udskamninger” og ”trusler”. Det fortalte han på FB i går i et opslag, som desuden indeholder forskellige links til emnet.
Han skriver, at der heldigvis kun er ret få forældre, som får deres børn vaccineret; faktisk så få at han ligefrem kalder vaccinationspolitikken for ”et af de største public health fails”, som han ”har været vidne til”.
Stabell Benn, der ligesom Schaltz-Buchholzer har et mere fagligt og mindre ideologisk syn på vaccinationsprogrammet, delte iøvrigt i går en særdeles kritisk artikel om udskamningsprocesserne på LinkedIn.
Vi skal virkelig være taknemmelige for dette forskningsmiljø i Odense, som arbejder på demokratiets, sundhedslovens og grundlovens præmis i stærk kontrast til de læger, der omgiver og understøtter biopolitikken.
Link til Stabell Benns opslag: https://www.linkedin.com/…/urn:li:activity…/
Link til Frederik Schaltz-Buchholzers FB-opslag: https://www.facebook.com/frederik.schaltzbuchholzer/posts/10165964740225113
17. d. 13. januar: Politologisk-juridisk kritik af Epidemikommissionen
Jørgen Grønnegård Christensen og juristen Kristian Lauta kritiserer i Berlingske hele den epidemipolitiske konstruktion med kommission, udvalg og anbefalinger osv. på det kraftigste.
Det fremgår tydeligt, at de to herrer ikke mener, at epidemikommissionen kan producere uvildig rådgivning, selvom regeringen forsøger at få det til at fremstå sådan. Endnu en af Nedlukningens løgne.
Hele denne konstruktion, som blev etableret ved epidemiloven i marts 2021, er en del af den forskydning i magtens tredeling, som Nedlukningen som sådan er et udtryk for.
Epidemiloven er i den forstand en slags permanentgørelse af Nedlukningens essens.
Denne kritik er jo ikke ny, men det er vigtigt, at den bliver gentaget. Kritikker skal nemlig gentages i uendelighed for at komme i kontakt med biostatens kernetropper. Det så vi også i skandalen om SSI’s indlæggelsestal og så videre.
18. d. 13. januar: Min hemmelige bog
Jeg skulle lige til at skrive en blanding af reklame og klagesang om min “hemmelige bog” om Nedlukningen, fordi den virkelig lever et skjult liv, både i forhold til omtale og salg.
Men sørme om så ikke en venlig mand, en “Simon W”, har læst bogen og lagt følgende flotte anmeldelse på saxo.com med fem stjerner og det hele, som jeg fluks videreformidler:
“Dette er rent ud sagt en fremragende bog!
Thomas Aastrup Rømer (TAR) påpeger, hvordan den socialdemokratiske regering – med Mette Frederiksen i spidsen med indførelsen af “det ekstreme forsigtighedsprincip” – konstant lader hånt om almindelige demokratiske og retslige principper og på den måde tramper de på almindelige menneskers grundlovssikrede rettigheder og ødelægger det danske samfund. Alt sammen under påskud af at ville beskytte den danske befolkning i ‘kampen mod COVID-19’.
Danmark er ikke længere en demokratisk stat, men er blevet til en biostat, hvor smittetal og statistikker er det eneste, der tæller, og hvor nedlukningens menneskelige, økonomiske, juridiske, pædagogiske og sociale konsekvenser slet ikke tages med i overvejelserne.
I denne bog samler TAR alle historierne om, hvordan det gik til, da regeringen sked højt og flot på sundhedsmyndighederne og på demokratiet i foråret 2020 og det efterfølgende år.
Det er rystende læsning, og det bliver kun værre af, at man i dagspressen kan læse om, hvordan regeringen fortsætter sin nærmest diktatoriske stil (ultimo december 2021).
Denne bog er vigtig både for nutiden og for fremtiden, for den beviser, hvordan en demokratisk valgt regering kan vise sig at være farlig for et frit demokratisk samfund.”
Mange tak til Simon W. for at læse bogen og for at tage sig tid til at skrive en så flot kommentar.
https://www.saxo.com/…/den-store-nedlukning_thomas…