Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer Weekendavisen/Keld Skovmand på DPU’s officielle hjemmeside

Fredag d. 25. januar bragte Weekendavisen en stort opsat forsideartikel med titlen “Skoleret”. Her kunne man læse om lektor Keld Skovmands kritik af grundlaget for skolereformen samt om hans spektakulære anmeldelser til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed af fire af de forskere, som har var involveret i reformarbejdet på forskellige måder. De fire forskere, som både blev kritiseret og anmeldt, er professor ved DPU, Jens Rasmussen, forskningschef ved UC-VIA, Andreas Rasch-Christensen, professor ved DPU, Lars Qvortrup, og professor emeritus Niels Egelund, også fra DPU.

Skovmands kritik går på, at en række begreber, forfatterskaber og tekster er blevet fordrejet, reduceret og indsnævret, så de passer ind i snævre lokale dagsordner, med den effekt, at læringsbegrebet underminerer skolens formål.

Der er altså både en kritisk og en juridisk proces, hvilket er vigtigt at holde sig for øje. Kritikken kan sagtens være korrekt, også selvom der ikke skulle være tale om videnskabelig uredelighed i formel forstand.

Skovmands kritik og anmeldelse har afstedkommet to svar fra tre af de pågældende forskere. Det ene svar blev bragt i Weekendavisen ugen efter, altså d. 1. februar. Og begge svar er bragt på DPU’s officielle hjemmeside. Her kalder man ligefrem svarene for “dokumentation” og “berigtigelse”, og fakultetets dekan understøtter “dokumentationen” med opmuntrende kommentarer. DPU’s ledelse har helt klart en interesse i at forsvare de anklagede forskere, som nærmest er en integreret del af ledelsens hele faglighed. Ledelsen satsede alt på skolereformens læringsbegreb, som altså nu endnu engang er under kritik. Det er efter min mening ikke noget kønt syn, at DPU på den måde officielt lægger hjemmeside til et rent partsindlæg, som endda kaldes for “dokumentation”.

Nedenfor i afsnit 1 kommenterer jeg de to indlæg. Efterfølgende gennemgår jeg i et afsnit 2 Skovmands svar, som stod i Weekendavisen d. 8. februar. Endelig har jeg et afsnit 3, som er en kommentar til sagsbehandlingen.

Der er links og referencer til sidst i blogindlægget

 

1. Lars Qvortrups, Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens svar

Der altså tale om to tekster, der svarer på synspunkterne i Weekendavisens artikel:

A. Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen har skrevet en slags klage til Weekendavisen, som kun er bragt på DPU’s hjemmside. Teksten hedder “Rettelser til artiklen skoleret”.

B. Lars Qvortrup og Jens Rasmussen skrev et læserbrev til Weekendavisen, som blev bragt d. 1. februar, og som altså også er bragt på DPU’s hjemmeside. Teksten hedder “Skoleret eller standret”.

Links til svarene mm. ligger til sidst i bloggen.

Jeg vil nu kommenterer begge disse tekster:

 

A. ”Rettelser til artiklen Skoleret”, af Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen

Nedenfor kan man læse Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens (RRC) svar til Keld Skovmands kritik af deres arbejde. Jeg har opdelt RRC’s ret kompakt formulerede brev i nogle afsnit og i en række underpunkter og lagt en række fremhævede kommentarer ind under hvert punkt. I bunden er der link til den originale tekst.

RRC’s kommentar lyder sådan her:


Weekendavisen d. 25.01.2019, Markus Bernsen: Skoleret

Weekendavisen bragte 25.01.2019 på forsiden artiklen Skoleret skrevet af journalist Markus Bernsen. Artiklen er en redegørelse for Keld Skovmands anmeldelse af en række navngivne forskere til Nævnet for videnskabelig uredelighed på grundlag af Keld Skovmands bog Folkeskolen –efter læringsmålstyringen?, der angiveligt udkommer i den følgende uge.

 

i.

Artiklen er voldsomt fejlbehæftet. De mange fejl præsenteres punktvis og i den rækkefølge, de optræder i artiklen. Vi har en klar forventning om, at Weekendavisen punkt for punkt vil berigtige disse fejl i næste udgave af avisen.

Kommentar 1: ”Voldsomt fejlbehæftet” er bestemt en overdrivelse, hvilket vil fremgå nedenfor. Det er interessant, at RRC slet ikke drøfter indholdet af Skovmands kritik, men kun hæfter sig ved nogle tekniske fejl, hvoraf de fleste ikke engang bør betragtes som fejl. Det opfatter jeg som en bekræftelse af, at RRC ikke kan afvise Skovmands dokumentation. Store dele af Skovmands kritik har i øvrigt været kendt siden 2016, og de har været gentaget i hans ph.d.-afhandling i 2018. Hvorfor har RRC ikke i løbet af de tre år reageret på kritikken, andet end i et nærmest hemmeligt Notat, som var under al kritik, og som blev sendt rund til organisations- og policy-verdenen, hvor de vist  har deres primære venner?

Det skal siges, at vi forud for publicering af artiklen er blevet kontaktet af journalist Markus Bernsen for evt. kommentarer. Vi blev bedt om at kommentere en række af de punkter, Keld Skovmand har anmeldt til Nævnet for Videnskabelig uredelighed. Vi gjorde opmærksom på, at vi, så længe der verserer en sag ved dette nævn, finder det forkert at udtale os om de konkrete anmeldelser.

Kommentar 2: Som sagt har kritikken kørt i næsten tre år. Skovmands sagsanlæg kan derfor ikke være årsag til tavsheden. Desuden arbejder nævnet ekstremt langsomt og stærkt fagligt anonymiseret, så man slet ikke vil kunne genkende sagen. RRC bør derfor forklare sig offentligt og fagligt, hvilket de åbenbart ikke kan, eftersom de nu har haft tre år til det.

De fejl, vi her gør opmærksom på, er vi ikke blevet tilbudt at kommentere.

 

ii.

Avisen skriver: ”… i næste uge retter 55 årige Keld Skovmand især kritik mod de videnskabelige artikler, som indgik i Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensens rådgivning af Undervisningsministeriet som videnskabeligt belæg for vedtagelsen af en reform af læreruddannelsen i 2012 og året efter for folkeskolereformen…”

Ingen af de nævnte artikler er skrevet før de to reformer og kan alene af den grund ikke have været rådgivende for Undervisningsministeriet.

Kommentar 3: Men artiklernes synspunkter og begrebsapparat har spillet en kæmperolle for skolereformen og for den rådgivning, som RRC har givet ministeriet, hvilket både Skovmand og mange andre har dokumenteret. Derfor er formuleringen ikke angribelig. RRC får det i stedet til at lyde, som om, de slet ikke har påvirket reformens begrebsdannelse og implementering. Det er blot i disse konkret fremhævede artikler, Skovmand mener at finde de største formelle problemer i forhold til uredelighedsspørgsmålet. Før det har der jo været en vældig aktivitet.

Ugen efter, altså d. 1. februar og dermed samme dag som offentliggørelsen af RRC’s tekst på DPU’s hjemmeside, bringes i fuld overensstemmelse hermed følgende rettelse i Weekendavisen:

”I sidste uge fremgik det af artiklen ”Skoleret”, at professor Jens Rasmussen og forsknings- og udviklingschef Andreas Rasch-Christensen er blevet anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed for artikler, der blev publiceret før vedtagelsen af folkeskolereformen i 2013. Det er ikke korrekt. De anmeldte artikler blev godt nok publiceret efter folkeskolereformen, men indeholder passager fra ministerielle dokmenter, som de to forskere bidrog til før vedtagelsen af reformen”

Den artikel, der vedrører reformen af læreruddannelsen Kompetencemål i den nye læreruddannelse, er publiceret i tidsskriftet Paideia maj 2014. Artiklen lægger ikke skjul på, at de to forfattere af Uddannelsesministeriet (ikke Undervisningsministeriet) var bedt om at bistå ministeriet med udarbejdelse af en Vejledning til master i kompetencemål i læreruddannelsens fag og med processen frem til indhold i de nye kompetencemål. Beslutningen om at indføre kompetencemål i læreruddannelsen er en politisk beslutning truffet i 2012, som vores artikel af den simple grund, at den slet ikke var skrevet på det tidspunkt, kan have haft indflydelse på.

Kommentar 4: Men RRC var skam også med i grundlagsrapporten om læreruddannelsen fra 2011, og de var begge med til at formulere grundlaget for både læreruddannelsens og skolereformens fagforståelse og de har endda bidraget til evalueringerne af selvsamme processer. Paideia-artiklen er en slags opsummering af dette arbejde og dets grundlag. I den forstand er artiklen ikke ”belæg” for reformerne. Det er meget værre: Artiklen udtrykker reformerne som sådan. Grunden til, at Skovmand nævner denne artikel specifikt, er jo at den spiller sammen med hans uredelighedsanklage.

Det samme gælder for de to artikler Folkeskolereform 2014 og Målstyring: nye Fælles Mål, der begge er publiceret i bogen ”Folkeskolen –efter reformen” i 2015. Begge artikler er skrevet efter folkeskolereformens vedtagelse, og kan således ikke have været rådgivende for Undervisningsministeriet.

Kommentar 5: Se kommentar 3 med tilhørende WA-korrektion. De to artikler, og hele den pågældende udgivelse, udtrykker og samler de allerede eksisterende begrebslige processer. Bogen er derfor ikke ”rådgivende”, men snarere essentiel, en form for opsamling på rådgivningens principper. Bogen er så policy-affirmativ, at man får helt ondt i maven. Anmelderen på Folkeskolen.dk, Sten Larsen, deler dette synspunkt. Han skrev i sin anmeldelse:

”Bogen er interessant, fordi den i ekstrem grad er et tidsdokument for hele selvforståelsen, rosen og argumentationen i og omkring skolereformen, herunder forenklede Fælles Mål. Bogen lever i sit eget pro-skolereformunivers i så stor udstrækning, at den egentlig fremstår som en slags fiktion. Og det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Bogen vil være guf for alle taleskrivere i Undervisningsministeriet, fordi den netop er så kritikløs og selvkritikløs. Her vil kunne copy-pastes i den helt store stil til eventuelle begejstringstaler.”

Hverken Jens Rasmussen eller Andreas Rasch-Christensen (sidstnævnte var dog medlem af udvalget Ny Nordisk Skole) har under nogen former været involveret i forberedelserne af folkeskolereformen. Efter dens vedtagelse og dermed dens beslutning om, at Fælles Mål skulle forenkles i form af læringsmål ”som understøtter skolens arbejde med målstyret undervisning”, som der står i forligspartiernes aftale om reformen, blev Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen bedt om at træde ind i den bredt sammensatte mastergruppe, der udarbejdede masteren/skabelonen for de nye Fælles Mål.

Kommentar 6: Både Jens Rasmussen har siden 2011 indgået i et kompliceret netværk af reformaffirmative sammenhænge, både i udvalg og grupperinger og som forfattere på kronikker og artikler. Derudover har de deltaget i et væld af centrale udvalg, som skulle give reformen kød. Deres indflydelsen er derfor helt enorm.

Her er nogle af Andreas Rasch-Christensens engagementer:

  • Ny Nordisk Skole (ministerielt initiativ)
  • Rådet for børns læring (statsligt råd, tidligere Skolerådet)
  • Forum for koordination af uddannelsesforskning (statsligt råd)
  • Master- og implementeringsgruppe for fælles mål i Folkeskolen (ministeriel arbejdsgruppe)
  • Master- og implementeringsgruppe for fagmål i forbindelse med Læreruddannelsesreformen.
  • Formand for Læringsløft 2020 (Indflydelsesrigt konsortium mellem DPU og de store professionshøjskoler, hvor man sammenligner Lars Løkke med Martin Luther King)
  • Leder af for den videnskabelige styregruppe for skolereformens overordnede evalueringsprogram. Han har også deltaget i konkrete evalueringer, og han har også deltaget i at udfylde, lave og forsvare selve skolereformen.
  • Skribent på indflydelsesrig evalueringsrapport om læreruddannelsen, 2012.
  • Lanceres som førende ekspert på Undervisningsministeriets hjemmeside
  • Favoritforsker på landets ledende centrum-venstreavis,
    Politiken (ifølge uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang)
  • Med i forretningsudvalget for Nationalt Center for Skoleforskning, som ledes af Lars Qvortrup
  • Ph.d.-rådet (statsligt/universitet/globaliseringsaftale)
  • Ny Start-kommission efter OK18
  • Ministerielt rekvireret evalueringsrapport af folkeskolereformens Fælles Mål (som han selv har lavet!)
  • Tæt samarbejde med Jens Rasmussen om at bekæmpe indflydelsen fra Skovmands ideer (jf. notat-sagen).
  • Utallige artikler og debatindlæg i landets dagblade, som slutter op om skolereformen helt uden kritisk sans og ofte skrevet sammen med andre. De mest grundige jeg kunne finde fra selvstændig hånd i tidsskrifter er disse totalt refererende artikler på hhv 7 og 12 sider:
    – ”Mål for elevers læring”, Kvan nr. 101, 2015 (8 sider)
    Den centrale reference i denne artikel er netop den EVA-rapport fra 2012, som Skovmand kritiserer. Der er ingen drøftelse af begreberne “mål” eller “læring”.
    – “Pædagogik og ledelse efter reformen” i Anders Balles bog “Pædagogik og skoleledelse”. Også her er der fuldt læringsudstyr med KORA, EVA etc..
  • Redaktør for det reform-affirmative magasin “Ledelse i morgen”, som udgives af Dafolo
  • Formand for mastergruppe om læreplaner i dagtilbud
  • Med i rådgivningsgruppen om guidelines for Ministeriet for Børn og Undervisnings forsøgs- og udviklings-midler, rapport 2012-13: https://www.ft.dk/samling/20121/almdel/BUU/bilag/125/1213657/index.htm.

  • Med i IT-rådgivningsgruppen for skolereformen og efterfølgende tænketank, 2012ff, omtaler: https://www.folkeskolen.dk/528730/raadgivningsgruppe-saadan-boer-it-millionerne-bruges og https://www.folkeskolen.dk/550044/ministeriets-it-raadgivningsgruppe-bliver-til-taenketank

Og her er en tilsvarende liste over en række af Jens Rasmussens aktiviteter, som er delvist overlappende med Rasch-Christensens:

  • Centralt placeret ifm. udarbejdelsen af grundlaget for hele den læreruddannelsesreform fra 2012, som hænger dybt sammen med skolereformen.
  • Med i Forum for Koordination af Uddannelsesforskning
  • Med i den meget indflydelsesrige mastergruppe for fælles mål for folkeskolen, både den store og den operationelle.
  • Med i mastergruppen for fagene på Læreruddannelsen. Her var der ballade for et par år siden, hvor KLM-lærerne gjorde oprør i Kristeligt Dagblad.
  • Rasmussen har været en slags ’mr. læringsmålstyret undervisning’ på ministeriets hjemmeside. Dels med interview og opskrift allerede d. 3. december 2013, dels med videoer osv.
  • Rasmussens særlige version af læringsmålstyret undervisning ligger og flyder overalt i fagstrukturen og i læreruddannelsens bekendtgørelse. Herfra har det forbundet sig med Synlig Læring og PLF-ideologi. Der har været en kæmpemæssig effekt på både skole og læreruddannelse.
  • Var indtil for nylig ned i det vigtige AP Møller-udvalg, der har uddelt mange millioner kroner til folkeskolen, fortrinsvist til projekter i Rasmussens ånd.
  • Var op til 2017 en meget indflydelsesrig formand for det vigtige ph.d.-råd, som kører efter skolereformsprincipper.
  • Har både alene og i samarbejde med andre – herunder Rasch-Christensen – skrevet et stort antal kronikker/indlæg/artikler, hvor mange forskellige sider af reformens elementer helt ukritisk forsvares og forklares.
  • Rasmussen og Lars Qvortrup har stor indflydelse på DPU’s ledelses tankegang.
  • Med som eneste forsker i ekspertgruppe for vigtig EVA-rapport om undervisningsdifferentiering i 2011, hvor læringsmålstyringen udvikles
  • Sad i det vigtige og stærkt policyorienterede Forum for Koordination af Uddannelsesforskning, som er ministerielt nedsat. Forummet blev nedsat som en del af skolereformen
  • Har deltaget i EVA’s og Skolerådets arbejde med reformaffirmative emner.
  • Sidder i forretningsudvalget for Nationalt Center for Skoleforskning, som ledes af Lars Qvortrup. Han holdt oplæg om læringsmål ved centrets åbningsarrangement.
  • Rasmussen har klaget til universitetets ledelse og til redaktionen af Folkeskolen.dk i det mest utrolige sprogbrug, da hans arbejde blev kritiseret af en kollega.
  • Har stået for en række evalueringer af skole- og læreruddannelsesreformen. Den sidste evaluering blev afvist af ministeren, fordi evalueringens faglige begreber var for smalt konciperet, og fordi Rasmussen selv havde stået for at udarbejde, det som han altså også skulle evaluere. Rasch-Christensen deltog også i dette arbejde, så vidt jeg husker.
  • Rasmussen har sammen med Andreas Rasch-Christensen sendt et 25 siders lang Notat om Skovmands bog til en lukket kreds af politikere, organisationsfolk og beslutningstagere.

RRC’s formulering om, at de ikke ”under nogen former har været involveret i forberedelsen af skolereformen” er derfor helt hen i vejret. De er i en vis forstand skolereformen. Deres rolle i Fælles Mål-grupperne er heller ikke så neutrale, som de forsøger at give udtryk for (”en bredt sammensat mastergruppe”, som de blev ”bedt om” at ”træde ind i”). De var helt klart de ledende kræfter.

Det fremgår i øvrigt af Jens Rasmussens artikel, at den er retrospektiv. Altså at den forholder sig til reformen efter dens vedtagelse:

”Om, og i givet fald hvordan, den nye folkeskolereform vil virke, vil jeg vende tilbage til i slutningen af kapitlet, Inden da vil jeg se på, hvad der er nyt i reformen, dernæst vil jeg rette opmærksomheden mod reformens styringsside, inden jeg efter en behandling af spørgsmålet om dannelse vender mig mod reformens muligheder for at komme til at virke efter dens intentioner” (s. 11-12)

Avisen skriver, at de to artikler udgjorde ”selve grundlaget for reformen, der har præget hverdagen for mere end 10.000 danske lærere og 500.000 danske skoleelever”. Det er indlysende forkert, da de nævnte artikler slet ikke var skrevet på det tidspunkt, hvor folkeskolereformen blev forberedt og vedtaget.

Kommentar 7: Som sagt kan Skovmands formuleringer sagtens forsvares. De omtalte artikler, som spiller sammen med et kæmpe netværk af tekster og aktiviteter, beskrev i høj grad ”grundlaget for reformen”. Og det passer helt sikkert, at artiklerne synspunkter har haft store effekter på mange kommuner og skoler. Men det er rigtigt, at avisen er utydelig om den konkrete kronologi, hvilket som nævnt også blev berigtiget den efterfølgende fredag (se kommentar 3).

 

iii.

Avisen præsenterer nogle af de anmeldelser, Keld Skovmand har indsendt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Indtil Nævnets afgørelse foreligger, er de anklagede afskåret fra at svare på dem. Skovmands præsentation af disse klager i en bog og hans og Hans Reitzels Forlags promovering af klagerne i Weekendavisen (og Folkeskolen), der har modtaget klausulerede eksemplarer af bogen, vidner om, at hans ærinde og interesse ikke først og fremmest er rettet mod at få klagerne prøvet ved Nævnet.

Kommentar 8: De anklagede er på ingen måde afskåret fra at forholde sig til en pædagogisk kritik, som nu har hele tre år på bagen, selvom dele af kritikken også kører i et juridisk spor. Derudover antydes det, at Skovmand skulle have en anden interesse end at få klagerne prøvet? Hvad skulle det være? At få ændret landets pædagogik og forbedret kvaliteten af forskningen måske? Men det er da helt legitimt?

 

iv.

Avisen skriver, ”at forskerne (Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen) bliver bedt om at evaluere skolereformen”. Det er ikke rigtigt. I forlængelse af folkeskolereformen har regeringen igangsat en omfattende evaluering med mere end 50 følgeforskningsprojekter. I det projekt deltager en række danske forskningsinstitutioner. Ingen af disse er ”bedt” om at deltage, de deltager alle efter udarbejdede forskningsbeskrivelser, der er udvalgt i konkurrence med andre. Det gælder også for DPU og VIA’s studie Undervisning med Fælles Mål i dansk og matematik, som udgør ét af de mere end 50 projekter.

Kommentar 9: Det er noget pjat. Det er selvfølgelig helt i orden at skrive, at RRC er blevet ”bedt om” at evaluere, uanset om der har været en konkurrenceudsættelse.

 

v.

Avisen skriver, at de to forskere (Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen) har været med til at skrive Undervisningsministeriets vejledning (i læringsmålstyret undervisning). Det er ikke rigtigt. Ingen af de to har deltaget i skrivningen af den vejledning.

Kommentar 10: Ministeriets første og meget kontroversielle vejledning om læringsmålstyret undervisning har ingen officiel forfatter, eller rettere: forfatteren er angivet som nogle centrale institutioner, der netop er RRC’s arbejdspladser, DPU og UC-VIA, samt et dertil hørende Konsortium, det såkaldte ”Læringsløft 2020”, som Rasch-Christensen endda er formand for. Jeg mener også, at Jens Rasmussen på et tidspunkt var med i konsortiet, men jeg kan ikke finde dokumentationen. Desuden følges næsten slavisk formuleringerne fra Undervisningsministeriets hjemmeside, hvor RRC præsenteredes som områdets førende eksperter. Jeg har derfor vanskeligt ved at tro, at RRC ikke har haft en endog meget stor finger med i spillet i arbejdet med den første vejledning. Den efterfølgende korrektion af vejledningen fra 2016, som var et resultat af Jelveds og Riisagers korrektion, er derimod alene udgivet af Undervisningsministeriet.

 

vi.

Avisen skriver: ”I rapporter fra Danmarks Evalueringsinstitut og Skolerådet henviser Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen til Hatties forskning…”. Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen har ikke skrevet eller været medforfattere til rapporter fra disse to institutioner.

Kommentar 11: Faktisk korrigeres denne sætning delvist i WA d. 1. februar. Her står der følgende om emnet under ”rettelser”:

”Af artiklen fremgår det også, at Andreas Rasch-Christensen har bidraget til rapporter fra Danmarks Evalueringsinstitut og Skolerådet. Det han ikke, men derimod Jens Rasmussen og Niels Egelund.”.

Altså en mini-fejl, som er delvis rigtig.

Citatet stammer fra det sted i interviewet, hvor Skovmand argumenterer for, at forskerne har forenklet Hattie til ukendelighed, formodentlig for at få ham til at passe til egne skabeloner. Skovmands synspunkt støttes af Per Fibæk og Steen Nepper Larsen og til dels af Alexander von Oettingen. Men dette indholdsmæssige spørgsmål forholder RRC sig slet ikke til. Hvorfor ikke? Fordi de ikke kan, er mit bud.

Jens Rasmussen, professor DPU, Aarhus Universitet

Andreas Rasch-Christensen, forskningschef, VIA University College


 

B. ”Skoleret eller standret”, af Lars Qvortrup og Jens Rasmussen (også bragt i Weekendavisen d. 1. februar)

DPU bringer også på sin officielle hjemmeside et andet indlæg, nemlig et læserbrev fra Weekendavisen d. 1/2, hvor Lars Qvortrup og Jens Rasmussen (QR) responderer på artiklen om Skovmands kritik. Her er en omtale læserbrevets to hovedpunkter og journalistens svar:

 

i.
QR starter med at skrive, at artiklen er ”fyldt med fejl (som forhåbentlig dementeres andetsteds i avisen)”.

Ok, tænker man, det lyder jo ikke så godt, for ”fyldt med fejl” må da være mange og alvorlige fejl, ikke sandt? I avisen er der da også en rettelsesboks, men her er der kun angivet de to tekniske fejl, som jeg har omtalt i kapitel A, i kommentar 3+11. Artiklen er altså overhovedet ikke ”fyldt med fejl”, og slet ikke på substansen. På den måde ender QR med at give Skovmand ret.

 

ii.
Dernæst går QR i gang med historikken. De fortæller korrekt, at sagen startede med Skovmands bog ”Uden mål og med” fra 2016. Men QR forholder sig slet ikke til det enorme mylder af begrebslig dokumentation, som denne bog indeholder. De siger bare, at bogen er ”konspirationsteoretisk”, hvilket den overhovedet ikke er, samt at den reducerer læringsmål til en totalitaristisk tendens. Hele den enorme dokumentation overses totalt. Og læringsmål, som de konciperes af Rasmussen, er da totalitære, er de ikke? Men QR har slet ikke tænkt over det, og de har ikke sat sig ind i Skovmands kritik. Det er afslørende.

QR springer herefter direkte frem til den aktuelle sag. Men dermed glemmer de en vigtig mellemstation, nemlig at Keld Skovmands forskning også er fremlagt i en meget rost ph.d.-afhandling fra Aarhus Universitet fra januar 2018. Her kunne QR læse 2016-kritikken i udvidet og videnskabeligt valideret form. Denne kritik har de aldrig svaret på. Og mange er enige med Skovmand. F.eks. fremførte Peter Kemp i sin tid noget lignende. Men ham kaldte Qvortrup bare for en ”plattenslager”. Sagen er, at QR ikke kan svare på kritikken. Men alligevel er Qvortrup leder af Nationalt center for Skoleforskning og for Dansk Clearinghouse, og landets uddannelsestænkning bygger på QRs ideer.

Herefter forklarer QR, hvorfor de skam ikke vil svare på Skovmands kritik, selvom de lige har kommet med nogle uhyre ubehjælpsomme bemærkninger. Det handler om, får vi at vide, at de ikke kommenterer på en verserende retssag. Men for det første er der ikke tale om en retssag, og for det andet har Skovmands kritik været kendt i flere år, uden at QR har svaret offentligt. Og for det tredje kan man da ikke pakke pædagogisk kritik ind i et nævn på den måde. Endelig overser QR det faktum, at nævnet har overskredet sin tidsfrist med ca. 6 måneder, og at deres afrapportering er ekstremt anonymiseret. Det er derfor både ønskeligt, prisværdigt og forståeligt, at Skovmand fremturer med sit kritiske arbejde, hvis pointer efterhånden står stærkere og stærkere, selv hvis han skulle tabe sagen om uredelighed.

 

iii.
Weekendavisens journalist, Markus Bernsen, har følgende udmærkede svar på QR’s læserbrev:

”Markus Bernsen svarer: De fire anmeldte forskere har haft rig lejlighed til at forholde sig til Keld Skovmands kritik. Både i spalterne i Weekendavisen (vi har sendt dem afsnit af Skovmands kommende bog), samt i den øvrige offentlighed, hvor Skovmand siden 2016 har luftet den samme kritik i artikler, interviews, en bog og ph.d.-afhandling. At være anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed forhindrer ikke én i at forsvare sin forskning i offentligheden. Nævnet er ikke en ”retssal”, som Lars Qvortrup skriver, og Weekendavisen dækker sagen som alt andet, der har offentlighedens interesse”

Jeg synes ikke, at der er så meget “berigtigelse” over alt dette. Snarere et fattigt og ubehjælpsomt partsindlæg, som understøttes af Aarhus Universitets centrale organer.

 

2. Keld Skovmands svar

Keld Skovmand svarede i Weekendavisen (d. 8/2) på Lars Qvortrups og Jens Rasmussens indlæg fra fredagen før, som jeg omtalte under afsnit 1B.

I modsætning til den oprindelige WA-artikel ”Skoleret” går læserbrevet nu under den redaktionelle overskrift “skoleforurettelse”, hvilket jo er god humor. Underoverskriften er: “Professorerne Lars Qvortrup og Jens Rasmussen manipulerer igen”, hvilket til gengæld ikke er sjovt.

Selve læserbrevet kaldes ”Genmæle til genmæle”, hvilket også er alle tiders. QR kaldte selv deres kommentar for et ”genmæle”, hvilket – skulle det gerne fremgå – var noget af en overdrivelse. Skovmand må virkelig gøre sig umage med at finde noget at genmæle om. Men det lykkes i karakteristisk rå-saglig stil og med god kropslig kant.

Skovmand identificerer fire “manipulationer”. Lad os se på indholdet:

1.
Skovmand bemærker, hvad der må opfattes som en bevidst udeladelse i QR’s kronologi over Skovmands arbejder. QR hæfter sig nemlig kun ved Skovmands debatbøger, men springer let og elegant over det forhold, at hans arbejde udspringer af en ph.d.-afhandling fra 2018, som endda blev rost af førende pædagogiske forskere.

2.
Dernæst anholder Skovmand, at QR kalder hans arbejde for ”konspirationsteoretisk”, hvilket det da overhovedet ikke er. Det har Jens Rasmussen også kaldt mit eget arbejde. Det er blot en fattig og lidt postulerende måde at undgå at tale om indholdet på. Jeg har ingen respekt for det. Både Skovmand og undertegnede forklarer udførligt, hvorfor analyserne netop ikke er konspirationsteoretiske.

QRs anklage om ”konspiration” er et forsøg på at dække over dårligt og ensporet arbejde. Det er ”akademisk afmagt”, som Skovmand korrekt kalder det.

3.
Dernæst kritiserer Skovmand, at QR i deres læserbrev sætter citatbidder fra hans bog sammen på kryds og tværs, så de får den mening ud af sagen, som passer dem selv. Han gentager sin bogs metode på deres læserbrev.

4.
Endelig svarer Skovmand på et forhold, som Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen (RRC) nævner i den parallel-tekst fra DPU’s hjemmeside, som jeg nævnte i afsnit 1A. RRC fortæller her ligefrem, at de ikke ”under nogen former” har været ”involveret i forberedelserne af folkeskolereformen”.

Jeg har selv kommenteret denne påstand i dybden ovenfor. Skovmands egen kommentar til citatet er følgende:

”Kronologien er atter et falsum. Med ARC som arbejdende formand blev mastergruppen officielt nedsat i april 2013, dvs. flere uger før forliget blev indgået d. 7/6-2013. Lovforslaget fremsættes d. 27/2-2014, hvor arbejdet med at udforme Fælles Mål var mere end godt i gang. Det er vanskeligt at forestille sig, at dette arbejde ikke har været formende for de politiske forestillinger om mål og styring, der ligger til grund for en helt central del af folkeskolerefomen”.

 

3. En kommentar til sagsbehandlingen

I ”Lov om Videnskabelig Uredelighed mv.” står der en række interessante ting i §10-18. Paragrafferne handler om selve sagsbehandlingen af nævnets sager. Spørgsmålet er, hvor Skovmands sager mod Egelund, Qvortrup, Rasmussen og Rasch-Christensen står i denne proces?

Jeg ser altså kun på selve proceduren. Lovens kriterier for det materielle spørgsmål, altså hvad der kendetegner “videnskabelig uredelighed”, lader jeg ligge.

I loven står der, at klagen skal indleveres til den konkrete forskningssituation, hvor de indklagede er ansat, hvilket i dette tilfælde vil sige DPU og VIA-UC.

Det kunne være interessant at se selve klagen, så offentligheden kan undersøge og vurdere Skovmands ”60 eksempler på plagiat, citatfusk og fejlagtige gengivelser af kilder eller forskningsresultater”, som det formuleres i Weekendavisens oprindelige artikel om sagen.

2.
Aarhus Universitet og UC-VIA skal herefter påse, at klagen indeholder de nødvendige formalia, som er en angivelse af…

”1) det videnskabelige produkt, der er genstand for anmeldelsen,
2) den eller de forskere, som anmeldelsen vedrører,
3) de påstande om videnskabelig uredelighed, der fremsættes, og
4) begrundelsen for de fremsatte påstande om videnskabelig uredelighed.” (§11)

Og i forbindelse hermed skal forskningsinstitutionerne (AU/VIA) i dialog med Nævnet lave en “redegørelse for sagens faktiske omstændigheder”.

Som jeg har forstået det, så er denne proces overstået. Der er med andre ord udpeget både et relevant produkt, nogle forskere, nogle påstande og nogle begrundelser, og hele anmeldelsen er dermed formelt godkendt.

Det kunne også være interessant at se denne “redegørelse”, ikke sandt?

Så der er altså en proces i forbindelse med sagsoverdragelse til Nævnet, selvom mange ser ud til at mene, at denne overdragelse er ren automatik.

 

3.
Derpå kommer der et vigtigt spørgsmål: Skal Nævnet realitetsbehandle sagen eller afvise den?

Reglerne er klare: Nævnet har 3 måneder til at bestemme sig for, om sagen skal realitetsbehandles eller afvises.

Men i Folkeskolen.dk’s faktaboks om sagen står der:

”Sagerne er blevet sendt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i april 2018. Nævnet har tre måneders sagsbehandlingstid på sager, der ikke optages til realitetsbehandling, og 12 måneder på sager, der bliver optaget. Men medarbejderen, der modtog sagen, er langtidssygemeldt, og Nævnet vil ikke oplyse, om sagen overhovedet er begyndt, og om sagen er optaget til realitetsbehandling”.

Så Nævnet har altså overskredet sin tidsfrist med 8 måneder? Og det vil ikke engang oplyse, om sagen realitetsbehandles eller ej? Det er under al kritik efter min mening, både for Skovmand og for de indklagede. Og ”langtidssygemelding” er ikke en gyldig grund, som jeg ser det.

Og når Nævnet på et tidspunkt får taget sig sammen, kommer der så 12 måneder til med evt. realitetsbehandling? Det bliver jo endeløst.

4.
Så sagen kan altså stadig helt afvises? Selvom det altså i givet fald skulle være sket omkring d. 1. juli 2018?

Avises sagen, så kan det være med en eller flere af følgende grunde (§13):

1) Sagen falder uden for nævnets kompetence.
2) Sagen må anses for åbenbart grundløs eller formodes ikke at kunne føre til en afgørelse om, at der foreligger videnskabelig uredelighed.
3) Omkostningerne ved sagens behandling står ikke i rimeligt forhold til dens betydning.
4) Sagen har meget lille tilknytning til Danmark.

Hvis sagen afvises, kan det næsten kun være med henvisning til punkt 2. Men i så fald melder sig en anden vanskelighed: En række af Skovmands centrale pointer kan nemlig studeres i hans ph.d.-afhandling, som jo er godkendt af selvsamme universitet, hvis forskere er under anklage. Og en ph.d.-afhandling kan vel ikke være “åbenbart grundløs”?

Men spørgsmålet er: Kan sagen stadig afvises?

5.
Man lad os antage det for mig at se mest sandsynlige, nemlig at sagen realitetsbehandles af Nævnet. I så fald afslutter Nævnet – efter yderligere op til 12 måneder – sagen ved at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger eller ikke foreligger videnskabelig uredelighed.

Hvis Nævnet beslutter, at der er tale om videnskabelig uredelighed, så kan der ske følgende (§16):

”Stk. 2. Som led i afgørelser efter stk. 1, hvor nævnet konstaterer, at der foreligger videnskabelig uredelighed, kan nævnet beslutte følgende:

1) At henstille til forskeren, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage.
2) At orientere den eller de berørte forskningsinstitutioner.
3) At orientere forskerens arbejdsgiver.
4) At orientere udgiveren af det videnskabelige produkt, herunder eventuelt henstille til denne, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage el.lign.
5) At orientere eventuelle fonde el.lign., som helt eller delvis har finansieret den udførte forskning.”

Og hvis der ikke er tale om videnskabelig uredelig i Nævnets forstand, så står de fire indklagede forskeres arbejde tilbage til almindelig kritisk bedømmelse.

Nu må vi se.

6.
Konklusion:
Det vil være interessant at se Skovmands anmeldelse og AU’s/VIA’s “redegørelse”, samt at få klarlagt, om sagen stadig kan afvises, eller om den er blevet gjort til genstand for realitetsbehandling?

Nævnet skylder under alle omstændigheder både de involverede og offentligheden at give nogle klare deadlines for resten af sagsbehandlingen.

 

Links:

”Skoleret”, Weekendavisen. d. 26. januar: https://www.weekendavisen.dk/2019-4/samfund/skoleret

DPU/AU’s hjemmeside, hvor de to svar ligger fra hhv. Rasmussen /Rasch-Christensen og Qvortrup/Rasmussen: http://edu.au.dk/aktuelt/dokumentation-til-artikel-om-skoleforskning-i-weekendavisen/

Keld Skovmands svar: “Genmæle til genmæle”, Weekendavisen, d. 8. februar, 2019.

Sten Larsens anmeldelse af ”Folkeskolen efter reformen”: https://www.folkeskolen.dk/561856/historisk-vaerk-om-skolereformen

Rasmussens og Rasch-Christensens ”hemmelige notat” og Skovmands svar: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-rasch-christensens-hemmelige-notat-keld-skovmands-responsum.html

Folkeskolen.dk’s dækning af sagen: https://www.folkeskolen.dk/651460/skovmand-laeringsmaalstyring-var-ikke-baseret-paa-forskning?fbclid=IwAR0uPFuJSCNPsNSeazrxqUKMjGeFC7Ttx837FDTohf2zQ-15KbrZleZ85Bs

Anmeldelser af Skovmands to nye bøger:

Link til lov om Videnskabelig uredelighed mv.: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=188780

Link til Nævnets hjemmeside med regelgrundlag, tidligere sager etc.:
https://ufm.dk/…/Naevnet-for-Videnskabelig-Uredelighedeligh…

5 thoughts on “Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer Weekendavisen/Keld Skovmand på DPU’s officielle hjemmeside

  1. Kære Thomas
    En anklage om videnskabelig uredelighed i en artikel behøver i princippet ikke at have påviste konsekvenser for nogen for at kunne stilles for nævnet under deres nuværende definition:

    Videnskabelig uredelighed er i loven defineret som
    ”Fabrikering, forfalskning og plagiering, som er begået forsætligt eller groft uagtsomt ved planlægning, gennemførelse eller rapportering af forskning.
    •Fabrikering: Uoplyst konstruktion af data eller substitution med fiktive data.
    •Forfalskning: Manipulation af forskningsmateriale, udstyr eller processer samt ændring eller udeladelse af data eller resultater, hvorved forskning fremstår misvisende.
    •Plagiering: Tilegnelse af andres ideer, processer, resultater, tekst eller særlige begreber uden retmæssig kreditering.”
    Tvivlsom forskningspraksis er i loven defineret som
    “Brud på alment anerkendte standarder for ansvarlig forskningspraksis, herunder standarderne i den danske kodeks for integritet i forskning og andre gældende institutionelle, nationale og internationale praksisser og retningslinjer for integritet i forskning.”

    Hvad der skal afgøres af nævnet, er således ikke hvorvidt forskerenes artikler har været grundlag eller opsummerer tankerne bag en forhadt skolereform eller ej, og om dette er en forbrydelse i sig selv, men hvorvidt de anmeldte artikler falder under ovennævnte, og meget alvorlige, definition.

    Men var nævnets opgave at finde juridisk gyldige beviser på, at forskerne har manipuleret forsætligt eller groft uagtsomt med data for at fremme en reform-agenda, så går det ikke, at artiklen, som hævdes at være grundlag, er udgivet efter reformens indførelse uagtet påstande om, at den retrospektivt opsummerer tankerne bag den: Thi disse påstande kan jo ikke verificeres.

    Ligeledes beviser det at forskerne har været involveret i magtfulde udvalg ikke noget om at de skulle have domineret disse udvalg med pædagogisk-politiske agendaer. Til en konsolidering af dette skal man i givet fald bruge referater og vidneudsagn om hvad der er foregået bag lukkede døre. Sidstnævnte bevisførelse er efter min bedste viden og overbevisning et af de vigtigste elementer i en skelnen mellem demokratiske retsprocesser og folkeretslige processer. Når der foreligger så alvorlige anklager om mine (og dermed også dine) kolleger, synes jeg, at det er på sin plads at hjælpe folk med at skelne mellem de to typer processer frem for at blande dem sammen, hvilket jeg synes sker i dit forsvar af avisartiklen.

    Bedste Hilsner
    Henrik

  2. Jeg er enig med dig i, at det er to forskellige ting, men synes ikke, jeg blander tingene sammen i mit indlæg, hvor jeg blot undersøger kvaliteten af “genmælet”. På Facebook har jeg gennemgået loven om videnskabelig uredelighed og også skelnet skarpt mellem kritikken og juraen, og jeg skelner også kort i indledningen. Jeg har ingen pligt til at “hjælpe” nogen, fordi de i formel forstand er mine kolleger, kun til at søge sandheden om de diskursive og sociale processer, der understøtter opgøret med pædagogik, totalt uanset organisatorisk tilhørsforhold. Så på det punkt er vi helt uenige.

  3. Kære
    Jeg appellerer ikke til at du hjælper dine kolleger her, men dine læsere til at skelne mellem sagerne såvel som kravet om bevisførelse for at konsolidere så alvorlige anklager som fakta.

    Der er i min verden stor forskel på at hævde

    1. At nogle forskere har været del af mere eller mindre bevidste politiske styringstendenser og bidraget til totalitære reformer

    2. Anklage dem for forsætlig eller uagtsomt misbrug af forskning (med eller uden bevidst agenda)

    Den første hypotese kan sagtens bæres af indicier, så længe den ikke har nogen retslige konsekvenser, men det kan sidstnævnte ikke. Her hersker den juridiske positivisme, og den blev du også selv glad for, da du blev frifundet for anklager..

    I øvrigt følger udsagnene ikke af hinanden og kan sagtens stå alene, så der er ingen grund til at dømme nogen på forhånd i sidstnævnte tilfælde, og det er nok den respekt, jeg henviser til hvad vores kolleger angår.

    Bedste Hilsner
    Henrik

  4. Kære Henrik

    Jeg er helt enig i, at der er to processer, en kritisk og en juridisk. Og det er fint, at du understreger det. Jeg har rettet lidt i indledningen, så det fremgår tydeligere.

    I mit indlæg – og heller ikke andre steder – “dømmer” jeg nogen. Jeg drøfter blot kvaliteten af de to indlæg, som DPU’s ledelse har lagt på instituttets hjemmeside. Jeg håber, det kan oplyse den offentlige opinion, og at Nævnet dermed bedre kan vurdere sagens sammenhæng og helhed.

    Jeg tror ikke, at det var “den juridiske positivisme”, der afgjorde min sag i sin tid. Det var snarere kamp, argumentation og opbakning, præcist det jeg forsøger på i nærværende blog og i andre sammenhænge.

    Venlig hilsen Thomas

  5. Kære Thomas
    Så er jeg bare fjong med at vi er enige, og at du har taget det til efterretning med korrektioner.

    Den juridiske positivisme virkede måske ikke med det samme i dit tilfælde, men efter opbakningen, da slaget skulle slås, blev dit skrift jo holdt op imod reglerne om anstændig forskningspraksis, og du bestod uden problemer.

    Bedste Hilsner
    Henrik

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.