Professor Jens Rasmussens filosofi 3: Analyse af artikel fra 1982 – erfaringens og filosofiens deroute

I 1982 udgiver Jens Rasmussen artiklen ”Erfaringspædagogik og frigørelse”. Det er en velargumenteret og sammenhængende diskussion af situationen i den pædagogiske teori i Danmark, som viser, hvordan nogle bestemte distinktioner inden for den marxistiske tradition asfalterede de teoretiske pejlemærker omkring 1980. Desuden er der også nogle normative markeringer, som gør artiklen værdig til en pædagogisk analyse. Artiklen findes også i en udvidet version i en lille bog fra 1984, “Selvforvaltningspædagogik”.

Jeg vil vise, hvordan Rasmussens argumentation fører til fire konklusioner, som deltes af mange andre i Rasmussens generation, men som satte sig fast hos Rasmussen, og som dermed var med til at forberede den luhmannske befrugtning ca. 10 år senere. Derved kommer konklusionerne også i forskellige mere eller mindre afledte former til at præge grunddistinktionerne hos Danmarks Pædagogiske Oligarki, hvor Rasmussens filosofi og person er centralt placeret. De fire konklusioner – som vekselvirker i gensidige logiske og degenererende processer, og som jeg vil dokumentere nedenfor – er:

  1. Afvikling af dannelse og filosofi
  2. Afvikling af erfaring og frigørelse
  3. En stærk strukturalisme, der umuliggør menneskelig handling
  4. Afvikling af pædagogik

Alle fire momenter fastholdes som sagt med varierende gennemslagskraft i Rasmussens nyere initiativer. Nogle tror måske, at 70’ernes pædagogik og samfundstænkning er et overstået stadium? Men det er den altså ikke – tværtimod. Vi lever på en måde stadig i 1970’ernes tidsånd; ikke hos hippiernes glade subjektivitet og kulturaktivisme, men i den knaldhårde strukturalisme, der netop vil af med subjektivitet, erfaring og frihed.

Rasmussens spørgsmål er, om det er muligt at have en erfaringspædagogik, der er frigørende, og svaret er nej; ja, faktisk ender artiklen endda ud i et opgør med ”erfaringspædagogikken” som sådan, og ligefrem i en form for deklarering af  ’pædagogikkens umulighed’. Den helt overordnede ramme for analysen er marxistisk pædagogik, som var helt dominerende i Danmark i 1970’erne. Rasmussens tekst er dog formodentlig en af de sidste, der fungerer på så rent et marxistisk grundlag. Den franske filosof, Jean-Francois Lyotard, udgav jo i 1979 bogen ”The postmodern condition”, som satte en helt anden dagsorden, nemlig postmodernismen, der endnu ikke er reflekteret i Rasmussens tekst. Og ny-konservative strømninger rørte også på sig med Thatchers, Kohls og Reagans lederskab i England, Tyskland og USA. Det er altså dansk 70’erpædagogik i reneste aftapning. På højt niveau af værste slags.

Endelig kan man her i indledningen notere sig, at der i artiklens ene fodnote udtrykkes ”gæld” til to af Lars Qvortrups arbejder. Den anden fodnote er også en Qvortrup-reference. Dette partnerskab, denne forbindelse, der senere kommer til at stå centralt i oligarkiet og dermed i dansk pædagogik som sådan, har Qvortrup og Rasmussen altså allerede etableret på dette tidlige tidspunkt. Der er ikke yderligere fodnoter.

 

1. Afvikling af dannelse og filosofi

”Dannelse” nævnes stort set ikke, men den filosofiske tradition, der er en central del af ethvert dannelsesbegreb, drøftes ret udførligt. Rasmussen fremhæver især Kant og Rousseau, som omtales som ”borgerlig frigørelsestænkning”, ”et borgerligt univers”, og det er tydeligt for læseren, at der ikke er noget godt at hente der. Faktisk kritiserer Rasmussen den eksisterende erfaringspædagogik – som han finder den hos Oscar Negt og Thomas Ziehe og som også er marxistisk – for at trække på ”venstreborgerlig frigørelsestænkning”- det værst tænkelige prædikat i 1982. Grunden til, at den er gal med al den fantastiske filosofi og med den marxistiske erfaringspædagogik (læs: frigørende pædagogik), er, at denne pædagogik forudsætter en såkaldt ”dobbeltlogik”, hvis konsekvens er, at humanisme adskilles fra kapitalistisme. Kan man lave sådan en adskillelse, kan man jo også befri humaniteten fra kapitalismen. Men Rasmussen mener, at adskillelsen er i modstrid med marxismen selv. Og i dansk pædagogik i 1980 var det nærmest en forbrydelse at være i modstrid med marxismen.

Nå, men det korte af det lange er, at hele den oplysningsfilosofiske tradition dermed smides ud. Øv.. Men desværre er oplysningen, dette filosofiske ’affald’, også grundlag for vores videnskab, demokrati og moral, som derved må forfalde på den lange bane, når disse begrebers begrundelser smides på møddingen. Og resultatet af afviklingen ser vi i dag, hvor filosofien er ekskluderet af alle pædagogiske initiativer, og hvor fællesskab, demokrati og kundskaber langsomt men sikkert reduceres til metoder til at fremme konkurrenceevnen.

Rasmussens indholdsmæssige behandling af filosofien kan jeg simpelthen ikke gå ind i, da den er så mekanisk og ubehjælpsom og også så smalt knyttet til 70’ermarxistiske distinktioner, som ingen mig bekendt arbejder med mere. Det er helt klart artiklens svageste punkt. I Rasmussens udgivelse fra 1984, “Selvforvaltningspædagogik”, reduceres Rousseaus og Kants filosofi ligefrem til et spørgsmål om “varebyttet”, hvilket altså er for ungdommeligt til, at det er værd at kommentere. Men – uanset alt dette – i samme øjeblik marxismen falder som grundteori, hvilket den jo gør få år senere, så kan ideen om ”borgerlig pædagogik” jo ikke opretholdes. Det er også derfor, at Rasmussen senere må finde Luhmann frem, hvis teorier kan gøre ca. det samme arbejde, som Marx kunne i 1982, nemlig at udelukke eller tæmme normativitet og filosofi.

En ting vil jeg dog fremhæve i forbindelse med artiklens behandling af filosofien. Rasmussen siger, at Kant står for det almene og Rousseau for det individuelle. Det er selve denne opsplitning, Rasmussen mener er borgerlig. Marxismens fortrin, altså i Rasmussens aftapning, er derimod, at den ikke splitter op på den måde. Rasmussen mener altså, at et skel mellem individualitet og almenhed er borgerlig. Jeg omtaler det, fordi Rasmussen i et interview i bladet Asterisk, så sent som i 2010, nævner fuldstændigt samme tema. Også i 2010 hedder det, at vi i dag har forladt dannelsesfilosofiens opdeling mellem det almene og det individuelle. I 2010 sættes dog ikke ”Marx”, men Pisa-baseret evidensforskning, i stedet. Men logikken er den samme – og argumentet stammer altså fra strukturmarxismen, som den så ud i pædagogiske kredse i 1982. Er det ikke tankevækkende? Allerede i 1984-udgivelsen kritiseres selv de allermest socialistiske lærere, nemlig Thorkild Theisen, for at bære ved til et dannelsesbegreb – fordi de altså trækker på “borgerlige idealer” i ovenstående forstand (s.57).

(en lille oligarkisk krølle: i forbindelse med kritikken af frigørelsespædagogikkens dannelsesbegreb fremhæves Thorkild Theisens arbejde, som Rasmussen solidariserer sig med på en kritisk men kærlig måde. Theisen var redaktør for Unge Pædagoger 1973-1982, og Rasmussen sad i redaktionen på samme blad fra 1981-2006. Senere blev Theisen mangeårig redaktør for bladet Folkeskolen, og da han gik af for få år siden, skrev Rasmussen da også en pæn kommentar i bladet, sammen med den nuværende redaktør for bladet. Nå, men grunden til at jeg nævner denne blanding af personlig og faglig relation er, at Theisen og Rasmussen spillede hovedrollen i forbindelse med nedlæggelsen af min blog på folkeskolen.dk i 2012. Rasmussen bag kulisserne ved at lægge pres på redaktionen og Theisen i en barsk skriftlig kritik af mit arbejde via Folkeskolens redaktion. Uddrag af brevvekslingen kan læses i min bog Krisen i Dansk Pædagogik og på et link i bunden af herværende indlæg. Før Theisen hed redaktøren for Unge Pædagoger i øvrigt Egon Clausen, som blandt andet skrev “Den lille røde for skolelærere”, men han er helt vaccineret i dag, og har blandt andet i sine spændende erindringer forsonet sig med en åben national tradition. Derfor var jeg også glad for, at Clausen kunne lide netop “Krisen i dansk pædagogik”, som jo byggede på de samme indlæg, som Theisen synes var “direkte skadelig”).

Filosofi og dannelse kommer altså aldrig siden tilbage til Rasmussens pædagogik. De forbliver ude. Langt væk. Det er simpelthen her, at grundlaget for opgøret med f.eks. faget KLM på læreruddannelsen grundlægges. Skolereformens fuldstændige mangel på dannelsestænkning er uden tvivl også en del af samme historie.

(endnu en lille parentes: Opgøret med Rousseau og Kant deles faktisk af den i 1980’erne fremstormende teologiske bevægelse, Tidehverv, der i samme periode renses for grundtvigianere, overtages af Søren Krarup og senere bliver filosofien bag Dansk Folkeparti og får stor indflydelse på dansk konservatisme. Dermed får vi et dobbeltopgør med oplysningsfilosofien fra både venstre- og højreorienteret hold. Og dette dobbelte opgør holder ved den dag i dag. Det er en vigtig årsag til den pædagogiske åndenød i landet.)

 

2. Afviklingen af frigørelsen og af erfaringsbegrebet

Men Rasmussen gør ikke blot op med filosofien og dannelsen. Han gør også op med ”frigørelse” og ”erfaring”, som mange i hans samtid, og vel også stadigvæk, heldigvis betragtede og betragter som attråværdige pædagogiske ideer. For mange – f.eks. tyskerne Oscar Negt og Thomas Ziehe som havde stor indflydelse i Danmark, og som er Rasmussens hovedeksempler – var marxisme og frigørelse en del af samme teorikompleks, men Rasmussen er imod sådan en sammenkobling af de to begreber. Frigørelse placerer Rasmussen derimod hos Rousseau, og dermed i videre forstand til det, han jo opfatter som en ‘borgerlig pædagogik’, og så er den, altså frigørelsen, jo gemt af vejen. Bygger man frigørelsen på Rousseau, så accepterer man ifølge Rasmussen faktisk den kapitalistiske struktur. Men derved, sådan er argumentet, er man jo netop ikke frigørende, men tværtimod bekræftende! I sin bog fra 1984 kalder Rasmussen ligefrem dette for “en fælde for kritikken af det borgerlige samfund” (1984, s.40). Den frigørende pædagogiks fejl er med andre ord, at den trækker på ”gyldige ideer i den borgerlige pædagogik”, som Oscar Negt citeres for at sige, og dermed er vi tilbage i diskussionen under punkt 1.

Rasmussen udsletter dermed den subjektivitet, som var en central og inspirerende del af dele af venstrefløjens pædagogiske initiativer dengang. Men uden subjektivitet kan man jo heller ikke have et erfaringsbegreb. Konsekvensen heraf er altså, at både frigørelse og erfaringsbegrebet forsvinder. (Jeg mindes den del af tidsånden med ubehag i tasterne). “Erfaring” kan så genopstå efter 1990 i ekstremt tynde og smalle pædagogiske formler som “scanningsbevidsthed” (1992) eller “at lære at lære” (2010). Rasmussens filosofi og pædagogik bliver dermed både dannelsesfrit, erfaringsfrit og frigørelsesfrit område.

Rasmussen drøfter derpå nogle andre kritikere af den frigørende erfaringspædagogik. Det er især folk, der arbejder med udgangspunkt i russisk psykologi, som var meget udbredt i de år. Vygotsky, Leontjev og Davydov var det dominerende grundlag for f.eks. Erling Lars Dahles og Marianne Hedegaards indsatser i 70’ernes og 80’ernes nordiske pædagogik. Men den russisk-inspirerede tilgang kritiseres af Rasmussen for at være for målstyret, videnskabscentreret og dermed for at nærme sig “borgerlig” curriculumtænkning for meget, hvis den da ikke ligefrem ender i et forsvar for sovjetmarxismen, som man f.eks. så det hos professor Stig Brostrøm. Denne skepsis overfor forskningsbasering og målstyring forlader Rasmussen senere fuldstændig, men med afvisning af frigørelse, erfaring og dannelse i bagagen, bliver det forskningsbegreb, han 25 år senere samler op i forbindelse med sin Luhmannlæsning i bogen “Viden om uddannelse”, meget smallere og mere instrumentelt end Vygotsky-kredsens.

(Inspirationen fra russisk psykologi udvikler sig senere til en interesse for Mikhail Bakhtins litteraturteori og for situeret læring, hvilket efterhånden sprænger forbindelsen mellem den russiske psykologi og 1970’ernes marxisme fuldstændigt. De nye og langt mere åbne og inkluderende teoretiske tilgange, kan man f.eks. finde hos Lene Tanggard og Svend Brinkmann. Hos sidstnævnte kommer den situerede læring endda i fuld kontakt med den filosofiske tradition igen. Rasmussens kritik fra 1982 kan altså ikke fastholde sin relevans, selvom den havde noget på sig engang. Rasmussen kritiserer i øvrigt også teorien om ”situeret læring” i den indflydelsesrige udgivelse ”Mesterlære” fra 1999, i en form for genopførsel af ovenstående teoretiske koreografi. Bogen var redigeret af mesterlærerbevægelsens nestor, Steinar Kvale, der i Danmark sørgede for, at retningens danske forgrening blev en vidt åben afsøgning af et teoretisk felt, frem for den lukkethed der prægede Vygotsky-receptionen i 1970’erne; en lukkethed som nu, helt uafhængig af sporet fra den situerede læring, har sat sig i en uheldig blanding af læringsteoretisk rationalisme og hjerneforskning, og som i parentes bemærket hjemsøger landets kommuner på især børnehaveområdet. Som en allersidste krølle vil jeg nævne, at Lene Tanggaard, der som nævnt er en af Kvales elever, i den helt nye udgivelse “Uren pædagogik 2” har begået en effektiv kritik af Jens Rasmussens nyere tænkning.)

 

3. En stærk strukturalisme

I løbet af artiklen bliver det klart, at Rasmussen baserer sin marxisme på en ekstremt strukturalistisk marxisme. Kapitalismen kan herefter kun ændre sig ved indre logiske brydninger i kapitalens strukturer og ikke ved subjektivitet, frigørelse eller politiske kampe. Det vil sige, at han ender i en antinormativ position, hvor frigørelsestænkningen bliver for subjektiv og borgerlig, og hvor sovjetmarxismen bliver for tvingende og skråsikker. Begge dele bliver for politiske for ham. Det er selvfølgelig godt, at Rasmussen er kritisk over for Sovjet, men man må også tilføje, at han skriver, at Sovjet blot udskifter ”det borgerlige diktatur med partiets diktatur”, hvormed man jo må konkludere, at ”det borgerlige”, altså dannelsestraditionen med Kant og Rousseau, er ligeså diktatorisk som Sovjet. Det var en selvfølgelighed at tale sådan dengang, hvis man var pædagogisk forsker.

I stedet for frigørelse og politisk handling er det altså de logiske og strukturelle modsætninger, der af sig selv vil undergrave kapitalismen, efterhånden som tiden går. Få år efter, i 1986 kommer neo-marxismen og genindsætter politikken, subjektet og handlingen og gør på den måde op med den strukturalisme, som Rasmussen repræsenterer men disse nye bevægelser forholder Rasmussen, så vidt jeg ved, sig aldrig til. Subjektivitet og erfaring reduceres uden tøven til efterladenskaber fra disse overordnede strukturelle gnidninger, hvorfra der nogle gange drysser ”erfaringsprovokerende glimt” ned til menneskeheden. Men disse “drys” er blot et slags tilfældigt nedfald, som ikke har nogen pædagogisk betydning, og konklusionen lyder derfor til sidst:

”For mig at se kan nok så raffinerede pædagogiske modeller lige så lidt som en nok så overbevisende agitation udvikle en antikapitalistisk og socialismeforegribende bevidsthed. Den bedste læremester hertil er kapitalen selv. Derfor drejer det sig snarere om at udvikle følsomheden overfor den mangfoldighed af krisefænomener, som vi står overfor i dag. Bruddene skal anvendes som grundlag for en uopbyggelig og kompromisløs kritik af det samfundssystem, der har skabt dem”

I den første sætning afvikles pædagogikkens mulighed. Væk med socialistiske pædagogiske modeller og bevidsthedspåvirkning, og dannelsen har vi jo allerede smidt ud, fordi den er borgerlig. Både borgerlig og socialistisk pædagogik er derfor umulig. Resultatet er en underminering af undervisnings mulighed.

Derpå hævdes, at vi skal opbygge ”krisefølsomheden”. Men lyder det ikke skrækkeligt, at det pædagogiske ideal skulle handle om, at et barn har ”krisefølsomhed”? Mon det betyder, at vi i dag skulle gå og lede efter finanskriser alle steder? Men der er jo ikke noget tilbage at sætte i stedet, så logikken er klar nok.

Og så skal vi have en ”uopbyggelig og kompromisløs kritik af samfundssystemet”. Det med kritikken mener Rasmussen naturligvis ikke mere, fordi Marx er erstattet med Luhmann, men det ”uopbyggelige” har han bevaret, og alle opgørene med frigørelse, erfaring og dannelse har også sat sig fast i hans tænkning.

Dette strukturalistiske gen, der sættes i Rasmussens tænkning allerede i 1982, er stadigvæk særdeles aktivt. I dag hedder det blot konkurrencestaten, og Ove Kaj Pedersen, konkurrencestatens teoretiske fadder, er da også ud af samme forgrening af marxismen, som Rasmussen er, nemlig strukturalismen: Kapitalismen er som den er. Derfor må man tilpasse sig og vente på, at den går under af sig selv en god gammel dag. Og bag det alt sammen lurer franskmanden Louis Althusser, en radikal strukturmarxist, der forresten var imod ungdomsoprøret, som han mente var alt for subjektivistisk og borgerligt, hvilket jo lyder fuldstændig som Rasmussens vurdering af det han opfattede som frigørelsespædagogikkens problemer.

Vi er midt i en form for gentagelse af nogle diskussioner i den franske kommunisme i 1960’erne, og vi lever stadig tæt i skyggerne fra de allerdårligste sider af 1970’ernes pædagogik.

 

Litteratur:

Rasmussen, Jens (1982). ”Erfaringspædagogik og frigørelse”, i Unge pædagoger, nr. 3, s. 15-28.

Rasmussen, Jens (1984). Selvforvaltningspædagogik – om frihed, autonomi og myndighed, København: Unge Pædagoger.

Tanggaard, Lene (2014). “Fire teser og lidt om klovn – på genbesøg i uren pædagogik”, i Tanggaard, Lene & Rømer, Thomas Aastrup & Brinkmann, Svend: Uren pædagogik 2, Århus: Klim.

Vedrørende nedlæggelse af blog på folkeskolen.dk i 2012

Se også tidligere analyser:

Professor Jens Rasmussens filosofi 1: Analyse af interview fra 2010 – dannelsens deroute

Professor Jens Rasmussens filosofi 2: Analyse af tekst fra 1991 – kundskabernes deroute

 

 

Skriv en kommentar