Jeg har fundet to oligarkiske krøller vedrørende Jens Rasmussens arbejde i 2000’erne, som bekræfter en række aktuelle analyser af f.eks. Keld Skovmand, og nogle iagttagelser jeg selv har gjort i tidens løb, bl.a. i bogen “Pædagogikkens to verdener” (Rømer 2015). Denne gang drejer det sig ikke om folkeskolen, men om hhv. læreruddannelsen og synet på pædagogisk forskning.
1. Læreruddannelsen
Rasmussen var formand for EVA’s evaluering af læreruddannelsen helt tilbage i 2003 (der var kommet ny lov i 1997). Evalueringen resulterede efterfølgende i en revision af loven i 2006. Den revision synes Rasmussen dog ikke var tilstrækkelig. Til DR udtalte han: ”Det er meget problematisk, at reformen ikke er mere radikal”, og til Folkeskolen.dk sagde han, at han stadig venter på ”den visionære uddannelse”.
Jeg ved ikke, om Rasmussen var med i selve arbejdet med 2006-loven. Er der nogen, der ved det?
Rasmussen var også den centrale faglige aktør i den næste store evaluering, denne gang af 2006-loven. Denne evaluering blev lavet i 2011-12 og førte direkte til den aktuelt gældende reform. I selve reformarbejdet med 2012-loven var Rasmussen desuden en vigtig spiller i udviklingen af læreruddannelsens fag, ligesom han også var i folkeskoleregi året efter.
Endelig deltog han i 2016 i en evaluering af 2012-reformen, hvor han talte for mere læringsmålslæring.
Man kan let følge retningen mod læringsmålstyring op gennem årene, yderligere forstærket af en vigtig EVA-rapport fra 2011 om undervisningsdifferentiering, der også nævnes af Skovmand, og som Rasmussen også deltog i udarbejdelsen af. Retningen kulminerer i 2016-evalueringen, hvor læringsmåls-ideologien peaker. På intet tidspunkt i disse tekster drøftes læreruddannelsens eller skolens egentlige formål, som dette ellers har været lovbestemt op gennem årene.
Endelig er det værd at nævne Aarhus Universitets forslag til læreruddannelse fra oktober 2007. Her spiller Rasmussen en central rolle med hele direkte referencer samt en reference til 2003-evalueringen. Forslaget er renset for åndsvidenskabelige og historiske referencer. Forslaget blev dog ikke til noget.
Bagved denne ærgerlige men ufravigelige tendens ligger Rasmussens teoretiske skifte, som for alvor blev markeret i 1996 i bogen ”Socialisering og læring i det refleksivt moderne”. Her samtænker han Luhmanns systemteori og radikal konstruktivisme med udgangspunkt i et frontalt opgør med dannelse og pædagogisk tradition, en bevægelse han allerede havde påbegyndt i sin kritik både af Knud Illeris og af oplysningsfilosofien tilbage i starten af 1980’erne.
2. OECD i 00’erne
OECD udgav i 2004 en ekstremt indflydelsesrig rapport om Dansk uddannelsesforskning. Her talte man for at centralisere uddannelsesforskningen, for at nedsætte et Clearinghouse og for mere evaluering og evidens. Der er stort set ingen slinger i valsen. Rapporten bliver stadig brugt af ledende kræfter. F.eks. var rapporten en central markør i forbindelse med institutleder Claus Holms indvielse af Nationalt Center for Skoleforskning i 2016, hvor Jens Rasmussen endnu engang fortalte om sin læringsmålsideologi. Rapporten indgik også i den indflydelsesrige udgivelse ”Viden om uddannelse” af Jens Rasmussen og Claus Holm fra 2007, som Peter Kemp efterfølgende kaldte for “anti-filosofi”, og som i sin essens var en forberedelse af antologien ”Evidens og dømmekraft” fra 2017, hvor Rasmussen kritiserede Gert Biesta for at være for filosofisk, og hvor Holm nærmest taler for en total centralisering af dansk pædagogisk forskning, netop med udgangspunkt i OECD-rapporten fra 2004 og dens tale om “national strategi”. Holm vil have et “maskineri”, hvor alle kender deres plads i produktionen af lærings-evidens, og det maskineri skal styres af et centralt konsortium. Herfra kan man styre forskningen og underlægge sig den til enhver tid siddende regerings uddannelsespolitiske prioriteringer, f.eks. at blive nr. 5 i PISA (jvf. konsortium af 2010). Jens Rasmussen var ph.d.-vejleder for Holm, hvilket er let at se i sprogspillenes teoretiske og politiske vandringer.
OECD-rapporten fik i høj grad også praktisk betydning. Der blev jo rent faktisk dannet et Clearinghouse, og forskningen blev centraliseret, først med Forum for Koordination af Uddannelsesforskning, hvor Rasmussen selv sad med, og siden med Nationalt Center for skoleforskning, hvor Rasmussen også var en vigtig aktør under vennen Lars Qvortrups ledelse. Efterfølgende blev Qvortrup også leder af Clearinghouse. UC’erne, som kom til i 2008, var en del af samme tendens, og de deltog dag også i både skoleforskningscenter og koordinations-forummet.
Men hvor kom disse OECD-baserede ideer fra, som altså fremgik af hovedrapporten? Jo de kom bl.a. fra en national baggrundsrapport, den såkaldte ”OECD-Country report”, der netop beskrev, hvad dens forfattere opfattede som en problematisk decentral forskningsstruktur. Der står direkte i hovedrapporten, at den er ”based on the background report”.
Men ok, hvem skrev så denne baggrundsrapport? Jo, det gjorde Jens Rasmussen såmænd (i samarbejde med læseforskeren Carsten Elbro). Og rapportens eneste reference er faktisk den 2003-evaluering af læreruddannelsen, jeg nævnte under punkt 1, som Rasmussen selv havde skrevet, hvilket baggrundsrapporten dog ikke nævner. Det er da meget sjovt, er det ikke?
Ifølge en meget interessant artikel af professor Palle Rasmussen fra 2009 er der et tydeligt samspil mellem de to rapporter. Baggrundsrapporten taler om, at forskningen er ”ukoordineret, delvist tilfældig og uden strategi”, og der argumenteres i forlængelse heraf for større forskningscentre. Det vil fremme ”produktiviteten”, som der står, helt som det ender med i hovedrapporten. Palle Rasmussen mener dog ikke, at disse konklusioner har nogen rod i data. Den udtrykker snarere ”the more or less informed opinion of the authors”, som han siger.
Palle Rasmussen skriver, at Jens Rasmussen/Elbro har lavet en ”highly dubious interpretation of the relevant tables”, som – sådan forstår jeg det – bevidst fremmer DPU’s interesse i at konsolidere sig som ny organisation på bekostning af andre af landets forskningsmiljøer, som Rasmussen selv var og er en del af. Dette “highly dubious” var nok Palle Rasmussens ord for “uredelighed” i 2009. Skovmand har skam ikke opdaget noget nyt. I Jens Rasmussens og Holms 2007-udgivelse, altså “Viden om uddannelse”, nævnes forbindelsen mellem de to rapporter også. Det fremgår dog ikke, at Jens Rasmussen er forfatter til baggrundsrapporten, så vidt jeg kan se, hvilket burde være tilfældet, når nu kasketterne er over det hele.
Baggrundsrapportens synspunkter indgik som nævnt direkte i OECD’s hovedrapport, og den spadserede også direkte ind i KL’s høj-mekaniserede 2005-udspil om uddannelsesforskning og som sagt også mange andre steder. Hovedrapporten stod David Hargreaves for, som i de år var ud af en evidens-tangent, for nu at sige det mildt. Det er lidt synd, for det betyder, at Hargreaves i Danmark nærmest er blevet synonymt med den ”rene pædagogik”. I virkeligheden er han en langt mere bredt funderet pædagog, hvilket bl.a. Lene Tanggaard har vist i Uren Pædagogik 3 i en artikel om emnet.
Hovedrapporten refererer i øvrigt direkte til en ministerielt sanktioneret 1998-rapport af Lars Henrik Schmidt og Lars Hammershøj. En rapport, der på sin vis lagde grunden til DPU som sådan. Den reference må jo også komme fra Jens Rasmussens baggrundsrapport, selvom det ikke fremgår direkte? På den måde fodres OECD af nationale forskningsinteresser og pædagogisk ideologi, som efterfølgende fremføres som “OECD’s review”. Det er et lukket kredsløb, som er “highly dubious”.
Palle Rasmussen har dog heller ikke meget til overs for Schmidts rapport: ”the attempt to estimate the relative weight of institutions and themes was unsuccesful; the data was flawed and the basis of analyses and conclusions was too uncertain”. Jeg har selv haft fingrene i Schmidt/Hammershøjs tekst og kan til fulde bekræfte Rasmussens konklusion. Rapportens begrebsstruktur er ideologisk på en let gennemskuelig måde.
Så Jens Rasmussen satte virkelig dagsordenen i disse år. Samtidig var han jo også toneangivende på lærerseminarierne og i redaktionen for Unge Pædagoger. I dag er han ivrig fortaler for læringsmålstyring og for OECD’s læringspolitiske ideer.
3. Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – kritikkens hjemløshed
Jeg har selv argumenteret for, at der i Danmark eksisterer et pædagogisk oligarki. Palle Rasmussen beskriver noget lignende til sidst i sin artikel, efter faktisk at have anerkendt relevansen af nogle af de problemstillinger, som OECD har påtalt. Han kalder decideret sit konklusionsafsnit for “The homelessness of criticism”:
“However, there is a crucial problem in the fact that these developments have almost completely been driven by institutional actors and interests. Ministries, directorates, universities, colleges, departments and others have shaped the transformation of Danish educational research and continue to do so.
Independent representatives of the research community and the end-users of research (students, parents, employees, citizens) have been almost invisible in this landscape. The result is an emerging quality regime that combines an emphasis on explicit and methodological criteria of quality with an orientation towards the knowledge needs and problem definitions of policymakers.
This regime does not completely exclude the implicit, peer-based notions of quality, but it places them in a subordinate position. Although it argues supposedly on behalf of teachers and other educational practitioners, it filters their perspective through that of the policymakers, and does not organise direct dialogue between researchers and practitioners.
A likely consequence of this is that important dimensions in educational research increasingly become homeless”
(mine kursiveringer, TAR)
Samme år – i 2009 – startede jeg selv mit kritiske arbejde, og jeg skal da lige love, for at det med “hjemløsheden” kom til at stemme overens med mine egne erfaringer. Palle Rasmussens analyser og prognoser var – viste det sig – tæt på realiteten.
(Synspunkterne i Palle Rasmussens artikel er også noteret i Hans Dorfts nye bog om skolepolitik “Skolepolitik og undervisningskvalitet i Danmark” fra 2018. Referencen står på s. 79)
Links og referencer:
1. Læreruddannelse:
Evaluering af læreruddannelsen 1997, fra 2003: https://www.eva.dk/videregaaende-uddannelse/laereruddannelsen-2003
Rasmussens vurdering af 2006-loven på DR: https://www.dr.dk/nyheder/indland/hver-tredje-laererstuderende-giver-op, og i Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/42134/fin-reform-der-ikke-holder-i-laengden
Evaluering af læreruddannelsen 2006, fra 2012: https://ufm.dk/publikationer/2012/deregulering-og-internationalisering-evaluering-og-anbefalinger-om-laereruddannelsen-af-2006
EVA om undervisningsdifferentiering, 2011: https://www.eva.dk/sites/eva/files/2017-07/Undervisningsdifferentiering_som_baerende_paedagogisk_princip_endelig.pdf
Aarhus universitets forslag til læreruddannelse i 2007: https://backend.folkeskolen.dk/~/Documents/149/49149.pdf
2. Links/referencer til OECD:
OECD Country-rapport, 2004: https://www.målogmæle.dk/ce/paed_forsk_overs.pdf
OECD hovedrapport, 2004: http://www.oecd.org/education/ceri/33888206.pdf
KL’s udspil om uddannelsesforskning, 2005: http://www.thomasaastruproemer.dk/anti-paedagogikkens-raa-struktur-kl-laering-2005.html
Nationalt Center for skoleforskning og OECD-rapporten, 2016: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk-nedsmeltning-nationalt-center-for-skoleforskning.html
Analyse af Schmidts/Hammershøjs tekst fra 1999: http://www.thomasaastruproemer.dk/samtidsdiagnose-laering-paedagogisk-forskning-del-2.html
Palle Rasmussen (2009): ”Educational research and knowledge policy – the case of Denmark”, I: Besley, T: Assessing the quality of educational research in higher education, Sence Publishers.