Jens Rasmussen i 2010: Fokus på læring = afvikling af læring

For et par dage siden udgav Jens Rasmussen en stærkt kritisabel rapport om seminarielæreres kompetencebehov, hvor han systematisk glemmer dannelsesbegrebet og skolens formål, selvom disse elementer stod centralt i forligskredsens aftaletekst, og selvom skolens formål endda eksplicit er nævnt i lærerudddannelsesloven selv. Dermed indskriver han sig i den tendens, der råder på DPU, hvor pædagogiske formål reduceres til midler for vidensøkonomi og konkurrencestat (I fredags skrev jeg en analyse af rapporten, se link neden for).

Disse problemer er ikke tilfældige, men har dybe rødder i de sidste 40 års udvikling inden for den pædagogiske teoris udvikling, hvilket jeg har gjort rede for andre steder (fx Rømer 2015). Her vil jeg blot omtale en supplerende episode fra 2010, som understreger tendensen.

 

1. Jens Rasmussens forelæsning for Odense Kommune

I 2010 holdt Jens Rasmussen en lille videoforelæsning for Odense Kommune. I forelæsningen, som kun varer et minut, fortæller Rasmussen om sit syn på læring og om læringens relation til skolens ”indhold”. Han siger følgende:

“Det, der bliver afgørende vigtigt, det er, at eleverne lærer at lære; altså at de får en særlig kompetence til selv at kunne tilegne sig viden. Fordi noget af det eneste sikre – måske det absolut eneste sikre vi kan sige om fremtidens kompetencer – det er, at man skal kunne besidde kompetencen til at kunne lære.

Vi vil alle sammen – uanset – få bug for at skulle lære nyt hele livet og hele vejen gennem livet. Og det interessante ved det perspektiv, det er, at man så må fokusere på i skolen – ikke at… selvfølgelig må de lære noget bestemt, og man har også et bestemt indhold i skolen – men selve det at lære bliver en kompetence, som må indlæres i sig selv. Man må altså simpelthen fokusere på det at lære.” (mine kursiveringer)

 

2. Forelæsningens tre pointer

A. Adskillelsen af læring og indhold og læringens forfald

Forelæsningen har tre pointer. Den vigtigste er, at læring kan og bør adskilles fra indhold. Rasmussen mener, at læring er noget, der kan tages væk fra indholdet, og at man herefter kan ”fokusere” på læring i sig selv. Ja, dette er, må man forstå, nærmest den centrale pædagogiske udfordring i disse år. Men Rasmussen glemmer her det forhold, at hvis man adskiller læring fra indhold, så får man slet ikke læring, men blot fleksible og styrbare kognitive processer, hvilket da også er tydeligt i de nye skolereformer, som Rasmussen er en entusiastisk ideologisk eksponent for. Med et isoleret læringsbegreb som udgangspunkt, ender vi med John Hatties ”selv-monitorerende” individ som det nye ”dannelsesideal”.

Man kan godt adskille læring og indhold i små praktiske sammenhænge, men man kan under ingen omstændigheder gøre det i dets begreb. Adskillelsen af læring og indhold er simpelthen det samme som afvikling af læring, forstået som en pædagogisk proces. Så jo mere entydig fokus på læring, desto mindre læring får man. Det er en slags pædagogisk lov (se Rømer (2005) for fuld argumentation).

Men hvorfor kan Rasmussen så finde på at sige, at læring kan adskilles fra indhold og stadig være læring, når det nu er forkert? Det kan han kun, fordi hans læringsbegreb bygger på en bestemt læsning af Piaget – nemlig Ernst von Glasersfelds såkaldte ”radikale konstruktivisme” – hvor Piagets læringsbegreb løsrives fuldstændig fra læringens omgivelser. Dette var ganske vist helt imod Piagets intentioner, men det er en anden sag. Min pointe her er blot, at det er denne ekstremistiske læsning af Piaget – denne løsrivelse af læring fra omgivelser – der stammer fra midt-1990erne, som er baggrunden for, at Rasmussen kan tale om læring uden indhold og stadigvæk kalde det for læring.

 

B. Indholdet stivner

Den anden pointe er, at ”indholdet” stivner og måske endda forsvinder helt. Når indholdet adskilles fra læringsprocessen, kan det ikke arbejde som selvstændigt begreb, som det ellers bør i en god didaktisk proces. Indholdet forfalder til stivnede ”fakta”, eller til styrbare atomiserede kompetencer. Herefter kan de to adskilte begreber, det isolerede “læring” og det atomiserede “indhold” kun træde i kontakt med hinanden ved hjælp af ”evidensbaserede metoder” og ”strukturelle koblinger”, som det kaldes i jargonen. Indholdstabet viser sig i Rasmussens tekst ved, at han ikke lægger den mindste vægt på indholdet, og derved at han to gange taler om indholdet som ”bestemt” indhold.

Rasmussens adskillelse af læring og indhold har altså den konsekvens, at både læring og indhold mister deres pædagogiske kontakt. Og resultatet heraf er, at læring ophører med at være læring, og at indhold ophører med at være indhold. I stedet får vi forfaldsbegreber, der kommer i kontakt med hinanden via metodisk teknik. Dermed får vi et skolesystem i frit fald. Det er der ingen tvivl om. Pædagogikken havner i et bur, som jeg plejer at sige

 

C. De fremtidige kompetencer og den frisatte anti-læring

Det tredje forhold vil jeg kun nævne kort. Det drejer sig om, at det fra indholdet adskilte læringsbegreb skal stå i ”de fremtidige kompetencers” tjeneste. Indholdet kommer dermed til at stå for ”fortiden”, mens læringen skal stå for ”fremtiden”. Resultatet bliver det, som historikeren Michael Böss har kaldt for et ”dement samfund”, dvs et samfund hvis borgere ikke har et aktivt forhold – ja, måske intet forhold overhovedet – til landets og verdens historie. Og ”fremtiden” må jo defineres uden indholdstermer, hvilket også er tilfældet i forelæsningen og andre steder. Vi får simpelthen aldrig en seriøs drøftelse af hvad ”fremtiden” er, fordi indholdet er væk.

Når den slags formuleringer, denne modstilling mellem indhold/fortid og læring/fremtid, forstås i sammenhæng med Rasmussens og Lars Qvortrups opgør med grundtvigske temaer og med dannelsesbegrebet, altså den nationale tradition og dermed hele skolens formål, får ”fremtidens samfund” et grumt skær, som ingen danske lærere bør lade sig inspirere det mindste af, men som desværre inspirerer uddannelsespolicy dybt i disse år, og som på det filosofiske plan arbejder kontant og destruktivt i Rasmussens aktuelle “undersøgelse”.

 

3. Systemteoriens betydning og den pædagogiske teoris anti-pædagogiske rødder

Endelig vil jeg kort sige to ting: For det første, at Rasmussens atomiserede anti-pædagogik ikke bliver ved påvirkningen fra Glasersfeld. De indelukkede glasersfeldske læringsindivider bliver nemlig overdetermineret af den metodiske antihumanisme, som er inspireret af sociologen Niklas Luhmann, og som Rasmussen efter min opfattelse har et nærmest religiøst forhold til. Dermed opnomeres det “ensomme” læringsbegreb fra at være noget, der foregår inde i det glasersfeldske individ, til at foregå i et lukket socialt system. Vi går fra individ til system. Dette system, som metodisk udrydder humanismen, er et system uden tænkning, for tænkning kræver indhold og omverden, som jo netop er udelukket i princippet. Og ganske rigtigt: Rasmussen er netop fortaler for, at lærere skal tænke mindre. De skal lave færre ”synteser”, som det hedder. Derimod skal de blive bedre til at bruge evidensbaserede metoder i Pisa-listens “fremtids”-tjeneste ligesom de gør i ”Singapore” (Holm 2010). Vi får dermed at stort læringssystem, hvor indholdet er væk eller reduceret til rejselystne kompetencer i fremtidens tjeneste, endda en ”fremtid” i en ekstrem smal og ureflekteret konception.

For det andet er disse 2010-formuleringer blot det foreløbige klimaks på en proces, der har stået på siden 1970erne, og som Rasmussen, sammen med Lars Qvortrup, har været en central spiller i. Det er historien om, hvordan den mest rabiate strukturkommunisme i landet efter murens fald fandt nye former i en yderst strukturalistisk version af Luhmanns systemteori, og hvordan man i forbindelse med denne proces ned- og afskrev stort set al seriøs dannelses- og uddannelsestænkning. Og det er resultatet af denne proces, man kan høre i den miserable 2010-forelæsning i Odense og konstatere resultatet af i sidste uges “undersøgelse” af seminarielærernes kompetencer. (Jeg har diskuteret disse processer grundigt i min bog Pædagogikkens to verdener (Rømer 2015)).

 

Referencer:

Link til forelæsningen: https://www.youtube.com/watch?v=issy76bWWA0

Link til analyse af Rasmussens ”undersøgelse” af seminarielæreres kompetencer: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-jens-rasmussens-undersoegelse-af-laereruddannelsen.html

Holm, C. (2010) ”Er dansk læreruddannelse under internationalt niveau”, Asterisk nr. 53, 2010. http://edu.au.dk/fileadmin/www.dpu.dk/viden/temaeraaa/undervisningsdifferentiering/udgivelser_asterisk_20100604150838_asterisk_53_s21-23.pdf

Rømer, T.A. (2005). At lære noget i en verden uden gelænder, Emdrup: Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag

Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg: Aalborg Universitetsforlag

 

Skriv en kommentar