Jens Rosenkjær, højskolen og reformpædagogikken

Mange kender nok Jens Rosenkjær-prisen, som gives for en særlig videnskabelig formidlingsindsats. Forrige år fik Svend Brinkmann prisen. Måske ved man også, at han var en fremtrædende person i Danmarks Radio i mange år.

Men de færreste ved, at Jens Rosenkjær (1883-1976) faktisk har haft en betydning i dansk pædagogiks historie.

Jeg stødte på hans navn, da jeg studerede den såkaldte Emdrup-plan. Emdrup-planen var et brev, som en række fremtrædende reformpædagoger sendte til den daværende undervisningsminister Axel Marius Hansen (RV). Brevet blev publiceret rundt omkring i sammenhæng med forskellige reformpædagogiske manifester og bestod i et storstilet forslag om at oprette en slags pædagogisk højborg i Emdrup med både forsøgsskole, fritidshjem og lærer- og pædagogseminarium på grundlag af demokratiet og den nye psykologi. Planen blev aldrig realiseret til fulde, men dog delvist, og den fortsatte med at spøge og nævnes den dag i dag i stort set alle historiske omtaler af perioden.

Jens Rosenkjær var medunderskriver på brevet. Han skrev under sammen med Georg Christensen, Inger Merete Nordentoft, G.J. Arvin og C.F. Voerbek.

Georg Christensen var grundtvigianer. Han redigerede sammen med Hal Koch ”Grundtvigs udvalgte skrifter” fra 1940-49. Historikeren Palle Lauring har nogle levende beskrivelser af Christensen som grundtvigsk/reformpædagogisk lærer på Haderslev Seminarium i 1930’erne. Rosenkjær selv var også ud af en folkeoplysningstradition helt fra sin barndom. Men han var også vokset op på Nørrebro, hvor faren var lærer på Rådmandsgadens Skole. Her oplevede den unge Jens den store Lockout i 1899, hvilket påvirkede ham dyb og stimulerede en stærk interesse for arbejderklassens oplysning. En interesse, som skulle var ved.

Han var desuden kemiker og naturvidenskabsmand og havde fra ung været dybt involveret i arbejdernes oplysning. Desuden var han i 14 år ansat på Askov Højskole (1911-1925). Her indgik han i en særdeles inspirerende lærergruppe sammen med den meget selvstændigt tænkende historiker CPO Christiansen, som senere – sammen med en anden Askov-mand, Jørgen Bukdahl, og Rønshoved-forstanderen Aage Møller – på kryds og tværs bevirkede den såkaldte nynordiske skoleform, som er en form for samtidig fordybelse i national essens og nordisk/europæisk interesse. Det var fremragende tanker. Møller blev desværre ridset af fascismen i 1930’erne, men det gjorde de andre ikke, tværtimod. Møllers tekster, som betoner mytens betydning, er dog stadig meget interessante. Den unge Askov-forstander, den legendariske Jens Arnfred, indgik også i gruppen, og det gjorde Hans Lund, den senere Rødding-forstander også.

Som Rosenkjær siger:

“Jeg tror, jeg lærte at blive lærer på Askov. Jeg blev der helt til 1925, og det var meget lykkelige år. Vi var fire yngre lærere i et tæt samarbejde, Arnfred, den senere forstander, Hans lund, senere forstandere for Rødding og C.P.O. Christiansen, senere forstander for Grundtvigs Højskole og så mig. Vi fire var dundrende uenige og havde nattelange diskussioner, men vi inspirerede hinanden og lærte samarbejdets kunst” (1973) (Fra bogen “75 år i oplysningens tjeneste”, s.48)

Gruppen tog initiativ til at stifte tidskriftet Dansk Udsyn, som fik et langt og spændende liv fra 1921-1995. Bladet blev videreført af andre store Askovforstandere som f.eks. Knud Hansen og Hans Henningsen. Herfra er der direkte udsyn til den urene pædagogik.

For et par år siden genoptog en kreds af skole- og højskolefolk faktisk tidsskrifts-ideen. De udgav net-tidsskriftet ”Nyt dansk udsyn”. I baggrundsgruppen sad bl.a. Hans Henningsen. Den flittige skolemand, Holger Henriksen, som bl.a. fremhæves af Per Fibæk Laursen i hans nye bog ”Dialog” og som lagde navn til Holgerprisen fra 2007-2010, var også med. Tidsskriftets redaktør var den engagerede seminarielærer Iben Benedikte Valentin Jensen, som også har udgivet bøger med Knud Hansens og Hans Henningsens tekster. Iben Jensen blev vist nok i 2013 fyret fra UC-syd, fordi hun insisterede på at institutionens efteruddannelsesprogrammer skulle have en faglig kvalitet og ikke gå op i synlig læring og kommunal tilpasning. Det var en skandale efter min mening. Medredaktør var Leo Komischke-Konnerup, som har skrevet i Uren Pædagogik 2.

Nå, men det var lidt en lang omvej. Sagen er, at dette Askovmiljø altså sætter ham på som underskriver på Emdrup-planen. Men hvor kommer så reformpædagogikken fra?

Jeg vil nævne to ting, der understreger forbindelsen mellem grundtvigianismen/højskolebevægelsen og de reformpædagogiske miljøer. For det første var Rosenkjær i en periode forstander for ”kursus for småbørnspædagoger”, Han fulgte efter den fremtrædende Montessori-pædagog Sofie Rifbjerg, som faktisk også var med i kredsen omkring Emdrupplanen, selvom hun ikke decideret skrev under. Efterfølgende blev Sofie Rifbjerg leder igen, og til sidst satte ovennævnte Georg Christensen sig i forstanderstolen. Ja, ”kurset” lå faktisk fysisk på Borup Højskole, hvor Rosenkær senere blev forstander. Borup Højskole passede perfekt til Rosenkjær, eftersom den havde rødder i både sociale og grundtvigske miljøer. I dag er den tidligere journalist, Bjørn Bredal, der er forstander. At dømme efter Bredals fine klummer i Politiken er vævningen intakt. Rosenkjær havde altså en stærk interesse for børnehaver og reformpædagogik. Hvordan hans interesse helt præcist var struktureret ift reformpædagogikkens forskellige elementer har jeg endnu ikke fundet ud af. Jeg mangler nogle tekster af ham. Måske kan nogen hjælpe?

Rifbjergs/Rosenkjærs/Christensens ”kursus” var en form for brud med de frøbelske seminarier og højskoler, som hidtil havde domineret pædagoguddannelsen. Jeg skriver ”en form for”, fordi der måske snarere var tale om en korrektion eller korrektion. Det emne diskuteres i Jørgen Boelskovs bog ”Børnehaveseminarierne 1900-1950”. Boelskov taler om en syntese af det alt sammen, der for alvor udtrykte sig fra 1960. Kurset endte med at inspirere pædagoguddannelsen i Danmark dybt. Dansk pædagogisk praksis har altså direkte rod i disse bevægelser. Desværre er der en langsom udgrænsning af de nationale traditioner, som for alvor tager fart i 1970’erne.

”Kurset” gav også anledning til en række yderst kreative ideer med især arbejderklassens børn og unge. F.eks. den vidunderlige ”skrammellegeplads” i Emdrup, som blev oprettet af John Bertelsen, som havde været elev hos Sofie Rifbjerg og Rosenkjær. Ud af Bertelsens ideer voksede blandt andet de senere byggelegepladser, som blev oprettet i mange byer. I Aarhus f.eks. Børnenes hus og Børnenes jord. Mange lilleskoler var også meget påvirket af disse ideers pudsige sammenblanding af ny psykologi, demokrati og højskole. Endelig var mange af de kulturradikale forfattere knyttet til kredsen, f.eks. den fremragende Egon Matthiesen.

En tredje af underskriverne på Emdrup-planen, G.J. Arvin, var også med i Montessori-kredsen. Han var desuden engageret i den internationale reformpædagogik, som var organisereret i New Education Fellowship. Han var på samme tid, fra 1939-50, rektor for Danmarks Lærerhøjskole. Han var iøvrigt også konsulent for radioen. Mon ikke Rosenkjær har spilet en rolle i den forbindelse? i 1950 var han med til at grundlægge den reformpædagogiske skole, Bernadotteskolen, som stadig eksisterer. Jeg er dog ikke bekendt med, at Arvin skulle have haft forbindelse til højskolekredse udover kontakten til Georg Christensen og Jens Rosenkjær. Det kan dog skyldes, at omtalen af Arvin i Store Danske er skrevet af den kulturradikale reformpædagog, Torben Gregersen, som ifølge sine erindringer “En værre bolsjevik” fra 1990 havde et noget anstrengt forhold til sine grundtvigianske farfar, som var seminarielærer. Gregersen kunne bedre lide sin morfar, som var ven med Brandes osv.. Gregersen var også med i DKP indtil Ungarns-krisen i 1956.

Mange af de folk, jeg har nævnt, f.eks. Christensen og Nordentoft, kom også i Anne Marie Nørvigs hjem. Nørvig var leder af den forsøgsskole, som inspireret af netop Emdrup planen blev oprettet i Emdrup i 1948. Det var samtidig med at G.J. Arvin var forstander. Hun var i også nær ven med Koch-familien, hvis datter, den senere socialdemokratiske undervisningsminister Dorthe Bennedsen, gik på skolen. Bodil Koch sad i skolens forældrenævn. Rifbjerg og Christensen var også tæt knyttet til Nørvig. De skrev blandt andet i en slags mindebog om Nørvig, som kom efter hendes tragiske død.

Men Rosenkjærs grundtvigske forbindelse fortsatte også efter Askov-tiden. Han spillede f.eks. en hovedrolle i, at Hal Koch skulle være formand for Ungdomssamvirket i 1940, og han var også med i det såkaldte ”ældres råd”, som spillede en stor rolle under besættelsen.

Hal Koch havde ellers slået sig op på næsten gammelgrundtvigske dyder i en forelæsningsrække i 1940. Men under indflydelse fra vennen Løgstrup blev han i løbet af få måneder fortaler for, at grundtvigianismen skulle have et mere demokratisk islæt. Ja, nogen mener nærmest, at han blev anti-grundtvigianer, selvom det nu er svært at se efter min mening. Denne blanding af grundtvigianisme og demokrati har formodentlig tiltalt Rosenkjær, der som leder af radioens foredragsafdeling arbejdede med samme ideer. Også for Rosenkjær gav det anledning til et forhandlingsspor ift. den nazistiske besættelse, så vidt jeg ved? Det tyder medlemskabet af ”de ældres råd” i al fald på. Og jeg har ikke kunnet finde noget om hans relation til modstandsbevægelsen. Om tilslutningen til samarbejdspolitikken var helt så helhjertet, som den desværre blev for Koch, ved jeg endnu ikke. En ting, der taler imod det, er, at Rosenkjær var underskriver på Emdrup-planen, som jo havde rod i Frihedsrådet, som i sagens natur ikke var begejstret for samarbejdslinjen med den nazistiske besættelsesmagt.

Desuden huserede det kommunistiske spørgsmål. Inger Merete Nordentoft var jo DKP’er helt frem til Ungarnskrisen i 1956. Men både Rosenkjær, Christensen og Koch var nærmest socialliberale, og især Rosenkjær, som altså var med i det ”ældres råd”, var tæt på den radikale politiker Jørgen Jørgensen, som var undervisningsminister i to omgange, både i forbindelse med skolelovens vedtagelse i 1937 og under arbejdet med den blå betænkning i 1960, hvilket er et udtryk for præcist den syntese af grundtvigianisme og reformpædagogik, som jeg argumenterer for her.

Jørgen Jørgensen var altså også grundtvigianer. Men han var også medansvarlig for regeringens samarbejdspolitik og dennes dybt nedladende tilgang til den nationale modstand. Koch var i høj grad farvet af dette. Rosenkjær var nok også til en vis grad, men som sagt jeg ved ikke helt hvor meget.

Ifølge Tine Reehs disputats om Hal Koch fra 2012 var det da også netop Rosenkjær og Jørgen Jørgensen, der støttede den ændring/korrektion af linjen for Dansk Ungdomssamvirke fra national til demokratisk, som Koch foreslog. Korrektionen skulle være kommet bag på alle de andre på det pågældende møde. Ændringen gav måske en vis mening i situationen, men distinktionen blev overgjort. Det ledsagende sammenbrud i den nationale tænkning blev mest opfattet som noget ”pragmatisk”, der handlede om ”dagen og vejen”, som Hal Koch kaldte en bog fra 1942. Pludselig var der langt til Dansk Udsyn, og Koch kom som forstander for sin nye demokratiske højskole i Krogerup, da også op at tottes med de grundtvigske forstandere.

Der var virkeligt tale om et åndeligt kraftfulgt centrum-venstre i de år. Den dybt problematiske konsekvens var, at demokrati- og politik-begrebet knyttedes til en besættelsessituation, hvilket jo er et paradoks. Dette paradoks har centrum-venstre endnu ikke brudt. Konsekvensen blev en dyb krise for det nationale, som vi stadig lever med i den helt aktuelle skole- og uddannelsespolitik.

Senest er krisen kommet til udtryk i tilslutningen til den såkaldte konkurrencestat, hvor netop de moderne arvtagere af Koch/Rosenkjær-fløjen har vist sig særdeles tilpasningsivrige. Man godkender blot ”et vilkår”. Vi har fået et økonomisk defineret centrum-venstre i stedet for et åndeligt ditto.

 

Diverse links:

Leksikalt om Rosenkjærs liv: http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Uddannelse_og_undervisning/H%C3%B8jskolel%C3%A6rer/Jens_Rosenkj%C3%A6r

“75 år i oplysningens tjeneste – en bog om og af den ældste faste skribent ved Kristeligt Dagblad Jens Rosenkjær”, Kristeligt Dagblads Forlag, 1973.

Jørgen Boelskov om børnehaveseminariernes historie: http://www.paedhist.dk/Documents/B%C3%B8rnehaveseminarierne%201900-1950.pdf

Torben Gregersen (1990). En værre bolsjevik, Gyldendal.

Tidligere indlæg om disse emner:

Anne Marie Nørvig (og Hal Koch)

Fælles mål: Striden mellem §10 og §40

Fra krig til læring

Analyse af Hal Kochs “Hvad er demokrati?”

En pædagogisk syntese: Reformpædagogik og den nationale tradition

Skriv en kommentar