Dekanen for fakultetet ARTS ved Aarhus Universitet, Johnny Laursen, har udtalt sig om fyringerne på DPU. Det sker i et indlæg den 24. januar 2023 på Folkeskolen.dk under overskriften ”Blæst over uddannelsesforskningen”. Lad os se på hans synspunkter. Jeg har opdelt mine kommentarer i fire sektioner, A-D:

A.

Laursen siger, at fyringsrunden er rationel. Men det er ikke korrekt, hvilket jeg i løbet af efteråret 2022 har vist i et omfattende dokumentationsarbejde. Fyringerne er snarere et ”angreb på DPU”. Til sidst manglede man blot 5 mio. kroner for at undgå fyringer, hvilket er pebernødder i AU’s system. Med en så dårlig begrundelse sætter AU’s ledelse hele det videnskabelige system i konstant kriseberedskab, og under sådanne vilkår kan videnskaben ikke udvikle sig.

B.

Dernæst fremhæver Laursen nogle forhold, som han opfatter som DPU’s dyder. Men han skriver intet om udviklingen af pædagogisk videnskab eller om pædagogikkens sammenhænge. I stedet får vi en helt ukritisk opremsning af DPU’s instrumentelle samarbejdsflader med forskellige politisk definerede organisationer.

Med denne rammesætning understøtter Laursen hele det anti-pædagogiske system, der har udviklet sig på DPU siden 2008, og han er tydeligvis ikke bekendt med den omfattende kritik, som systemet har været udsat for, og som institutleder Claus Holm konstant har forsøgt at undertrykke. Dermed bliver Laursen en del af det, jeg i min bog Pædagogikkens to verdener kaldte for Danmark Pædagogiske Oligarki, dvs. en særlig uvidenskabelig og ideologisk lukning af læring og politik, hvor demokrati, kundskaber og pædagogiske formål bliver erstattet af konkurrencestat, digitalisering og læring. ARTS bliver dermed opslugt af DPU’s opgør med pædagogik og videnskab.

Det er også værd at nævne, at Johnny Laursen slet ikke adresserer den omfattende kritik, der har været af den aktuelle beslutning om fyringerne. Han taler bare om “en debat” helt uden specificitet. Men kritikken har skam været fremført i mange og lange indlæg af en række af landets førende intellektuelle og lærere, endda støttet af internationale forskermiljøer. Interesserede kan tilgå alt materialet her: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html

Det er en mærkelig og urovækkende form for bureaukratisk tavshed, Laursen her demonstrerer.

C.

Derpå siger Laursen følgende: ”Jeg er som dekan stolt over den idealisme, det mod og det engagement, som forskerne lægger for dagen. Når blæsten ofte er ekstra frisk over DPU, så skyldes det instituttets afgørende betydning som forskningsbaseret vidensbase for den danske uddannelsessektor.”

Så Laursen roser frisk mod og idealisme i faglige debatter? Men hvorfor så fyringen, som jo er indlæggets emne? Sagen er, at citatet betyder det modsatte af, hvad man skulle tro, hvilket jeg nu vil vise:

Dekanens indlæg munder nemlig ud i følgende interessante udtalelse:

”Der er samtidig grænser for, hvad medarbejderne skal lade sig byde i arbejdsøjemed. For­skerne må have mulighed for at sige fra, hvis det enten offentligt eller på mail eller sociale medier får karakter af personangreb.

Det gælder angreb fra andre forskere, som måtte overskride grænserne for ordentlighed eller god videnskabelig praksis, og det gælder også usaglige angreb fra anden side; det være sig magt­havere af den ene eller anden art eller helt udenforstående.

Debatten om DPU har flere gange langt overskredet grænserne for ordentlig tone. Et universitet er også en arbejdsplads med forpligtelse til at udvikle et godt arbejdsmiljø og sikre medarbejderne mod uværdige angreb.” (mine kursiveringer)

Dette citat er en meget mærkelig tilføjelse til den økonomiske begrundelse for fyringerne, som Laursen jo lige har givet sin (utilstrækkelige) version af, jvf. punkt A. For med citatet – og ikke mindst med udtrykket “grænserne for” – lægger dekanen jo an til en konkret begrundelse for fyringerne. Han må mene, at jeg har “overskredet grænserne”. For eftersom jeg er den eneste af de fyrede, som har haft et offentligt virke i større stil, så må denne nye begrundelse jo været rettet mod mig.

Men den er helt gal, hvilket jeg kort vil forklare:

i)

Universitetet havde opstillet fire kriterier for fyringerne. Claus Holm skrev i sit fyringsbrev, at jeg klarerede mig godt på alle kriterierne, hvilket jeg da også havde dokumenteret i mit indsigelsesbrev. Et af disse fire kriterier handlede om kollegialitet. Så jeg lever altså op til de kollegiale standarder ifølge Holms eget officielle brev. Men hvorfor fremhæver dekanen så en kollegial problemstilling? En så graverende modsætning vidner om et kollaps i den juridiske kvalitet af universitets afgørelse.

Holms alternative begrundelse var nogle subjektivt konciperede ”bagvedliggende hensyn”, som er ren ideologi. Laursens indlæg er, som jeg ser det, en del af dette ”femte kriterium”, som jeg kaldte det i mit indsigelsesbrev. Laursen tager parti i en faglig strid.

ii)

Jeg har aldrig anfægtet nogens mulighed for “at sige fra” over for kritik, som det udtrykkes i citatet. Jeg svarer heller ikke selv på alt. Når dette udtryk sættes i forbindelse med, at man fyrer kritiske stemmer, så er den naturligvis helt gal.

iii)

Johnny Laursen skriver: “Debatten om DPU har flere gange langt overskredet grænserne for ordentlig tone”.

Men hvorfor skal Laursen bestemme, hvad der er “ordentlig tone” i den offentlige debat? Den går ikke. Demokratiet er ikke hans underordnede.

Og hvor og hos hvem er det, at ”tonen” er uordentlig? Ingen ved det. Hverken Laursen eller Holm har nogensinde skrevet til mig eller banket på døren eller fortalt mig om nogle problemer. Der flyder blot en masse ubestemte beskyldninger rundt i luften i en eller anden vennekreds. Denne undertrykkende og udemokratiske logik vil producere en tvangsmæssig tavshed, både på DPU og på universitetet mere bredt og dermed også i samfundet.

Laursens udtalelser forbryder sig direkte imod universitetets vedtægter, §3 og §4, dvs. institutionens kontrakt med staten. Disse vedtægter blev faktisk godkendt af ministeriet på eksakt samme dag, som fyringerne blev effektueret, dvs. den 16. december 2022. Her er §4, stk. 2:

”Aarhus Universitetet vil udvikle videnskaben og bidrage kritisk til øget erkendelse ubundet af herskende videnskabelige og samfundsmæssige opfattelser. Aarhus Universitet vil derfor for sine forskere skabe vilkår, som fremmer kreativitet og en kritisk indstilling over for opfattelser og synspunkter, der i såvel forskningen som det øvrige samfund fremstår som etablerede sandheder.”

Med dette vedtægtsbrud mister universitetet retten til sit navn og til offentlig støtte.

iv)

Laursens grove anklager om ”uværdige angreb”, ”personangreb” og om at ”overskride grænserne for god og ordentlig videnskabelig praksis” kan ikke på nogen måde forbindes med mit virke, tværtimod. Der gives da heller ingen eksempler, hverken af dekanen eller af Holm. Det hele er bare larmende og ubegrundede insinuationer uden konkret navn og adresse.

Hårdt presset af brede kredse måtte Laursen allerede i 2015 bekræfte, at mit arbejde levede helt op til universitetets regelsæt for “god videnskabelig praksis”, som han jo nævner i ovenstående citat. Det skete, da Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær fra DPU klagede over mit helt regulære kritiske arbejde i de mest utrolige vendinger. En klage der blev understøttet af Claus Holm, som dengang var ny institutleder. Som professor Heine Andersen skrev i sin bog Forskningsfrihed fra 2019: ”Jeg har læst Rømers indlæg og kan ikke finde ytringer, der falder ind under de kategorier af udtalelser, som klagerne peger på” (s. 269). Jeg overskred altså på ingen måde en “grænse”.

I en nyere bog, Skoleret, fra 2021 har Lars Qvortrup og Jens Rasmussen, som er en slags mentorer for Claus Holm, også en lang kritik af mit arbejde, som de beskylder for at være ukollegialt og meget andet. Men de eksempler, de giver, er helt almindelige kritiske markeringer. Jeg dokumenterer dette grundigt i min kommende bog I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning. Ved at acceptere denne absurde logik, så udrydder Johnny Laursen videnskabelig og pædagogisk kritik.

Faktisk er jeg selv i tidens løb blevet tiltalt til den grove side af de folk, som støttes af Holm og Laursen, hvoraf mange har fået fine forfremmelser. Her er nogle eksempler:

Paria, infamt, fordrejet, konspirationsteori, stærkt ærekrænkende, løgn, demagogi, mobning, karaktermord, konspiratorisk mistænkeliggørelse, uvederhæftig, løgnagtig, ærekrænkende, veritabel personhetz og årelange forsøg på mistænkeliggørelse og miskreditering, tilsvining, uvederhæftig, karikerer, udpegning, motivjagt, kollegial uansvarlighed, manglende forskningsetik, akademisk mobning, underminering af anstændighed og lødighed, polemisk dumdristighed.

Skulle jeg også have skrevet angivermails til institutlederen med små halvanonyme småklager?

Også en anden kritiker af Holms system, filosoffen og teologen Peter Kemp, fik i en kronik i Politiken at vide, at han var ”løgnagtig” og ”plattenslager” og ”småfusker” af Lars Qvortrup, som kort tid efter blev udnævnt til leder af et nyt læringscenter uden stillingsopslag. Det var netop de to nyansatte ledere, Johnny Laursen og Claus Holm, der stod for det.

Endelig er det i nærværende sammenhæng interessant, at jeg den 11. marts i år modtager Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen, for at gøre præcist det, som man altså bliver fyret for på Aarhus Universitet, nemlig de facto at leve op til indholdet i Aarhus Universitets egne erklæringer, som universitetets ledelse altså forbryder sig imod. Her er selskabets begrundelse:

”Thomas Aastrup Rømer modtager Sappho-prisen 2023 for kompromisløst at holde fast i forskningsfriheden og den enkelte forskers ret til at indgå i en åben og udogmatisk diskussion i såvel det pædagogiske forskningsmiljø som i samfundsdebatten. Thomas Aastrup Rømers omfattende forskning har igennem en årrække givet og giver fortsat kvalificeret modspil til de seneste årtiers tiltagende åndløse målstyring i uddannelsessystemet på bekostning af den dannelsestradition, der har været bærende for det danske demokrati og folkestyre.”

 

Konklusioner:

• Johnny Laursen reducerer den samfundsmæssige betydning af pædagogisk forskning til instrumentalisme helt uden sans for landets videnskabelige og pædagogiske diskussioner.
• Laursen tager dermed parti i en faglig strid, som DPU’s ledelse er dybt involveret i, og som store dele af det faglige og pædagogiske miljø har været optaget af siden 2010. På den måde konsoliderer han Claus Holms ideologisk betingede magt over forskningens sprog. Denne handling er helt uforeneligt med at være leder på et universitet.
• Laursen modsiger fyringsbrevets begrundelser.
• Laursen bryder med universitetets kontrakt med staten og med principperne for universitetets ide.

Laursen slutter med at sige, at han går ind for “åbenhed, bredde og pluralisme”. Dermed opløser han forskningsfriheden og den pædagogiske frihed i det hele taget, samtidig med at han fremhæver den. Dette er et totalitært træk. Herfra kan ingen stole på universitetets erklæringer og mistroen til stedets forskning vil brede sig.

Aarhus Universitet er i dybt mørke. Intet ungt menneske med kærlighed til pædagogik og videnskab bør melde sig ind i dette neo-totalitære system. Desuden bør staten reagere på universitetets brud med helt grundlæggende universitetspolitiske principper og kontrakter.

 

Links:

Link til Johnny Laursens indlæg: https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-blaest-over-uddannelsesforskningen/4696459

Alle dokumenter vedrørende fyringerne kan tilgås via dette dokument: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html