I det seneste nummer af Magisterbladet berettes der med sagen om Brian Degn Mårtenssons kronik i Politiken (Bøttcher 2015). Det var den kronik, som afstedkom en klage fra Lars Qvortrup til Politikens kronikredaktør samt en rasende mail fra skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, som var adresseret til Qvortrup, Stefan Hermann, Mårtensson selv og til Mårtenssons øverste arbejdsgiver, dvs. rektoren for den professionshøjskole, hvor han arbejder.

Magisterbladets reportage bringer en del ting frem i dagens lys, der er værd at notere; her i nogenlunde kronologisk rækkefølge:

 

1. Hjortdals hemmelige ”læserbrev”

Hidtil har Hjortdal været hermetisk lukket om sagen. Men i artiklen får vi nogle brudstykker af hans mail, hvor han skriver følgende:

”Du antyder en konspirationsteori omkring Jens Rasmussen i en ”menighed” og udråber os alle til gamle kommunister. Afslutningsvis bruger du din lektormæssige autoritet til at udråbe disse tåbelige påstande som sande, samtidig med at du lige vrider skruen en ekstra gang i dine personlige forfølgelser ved at nedgøre os: Kynikere, uoplyste eller rene kariereryttere” (Jeg har kursiveret de temaer, som jeg vil behandle under dette punkt)

Lad os se på det: Mårtensson skriver følgende i sin kronik:

”De centrale spillere er interessant nok også gamle kommunister af den hårde slags, hvilket sandsynligvis forklarer villigheden til at ofre enhver forbindelse mellem skole og åndsfrihed. De fleste menige reformstøtter er dog efter min overbevisning ikke så ekstreme, men må derimod enten være kynikere, uoplyste eller rene karriereryttere.” (Mårtensson 2015a)

Udråber denne sætning Claus Hjortdal til ”gammel kommunist”? Nej, det gør den ikke. Den udråber kun de ”centrale spillere” til gamle kommunister. Og det er på intet tidspunkt angivet, at Hjortdal skulle være en ”central spiller”. Tværtimod falder han nærmere i Degn Mårtenssons anden kategori, som er ”de fleste menige reformstøtter”. Der er ingen antydning af, at Mårtensson skulle mene, at Hjortdal var kommunist. Hjortdal er mig bekendt ikke noget som helst i teoretisk og ideologisk forstand. Han afløser blot Anders Balle på posten som skoledernes formand, og han har uden videre fortsat Balles anti-intellektualistiske og policy-begejstrede linje.

Hjortdal tilhører altså ”de fleste menige reformstøtter”. Men det er han også utilfreds med at være, fordi det ifølge Degn Mårtensson betyder, at han skulle være ”kyniker, uoplyst eller karriererytter”. Men er det ikke rigtigt, at Hjortdal er uoplyst? Det synes jeg. Hans kronikker er i al fald helt uden vidensmæssig spændstighed, og han har mig bekendt ikke skrevet nogle bøger. Han har heller ikke begrundet sine synspunkter intellektuelt eller diskuteret eventuelle kritikeres synspunkter, undtaget altså i ”hemmelige læserbreve”, der er forklædt som mails og klager. Det har Degn Mårtensson derimod. Ja, hans kronik bygger på en helt aktuel og meget rost fagfællebedømt udgivelse fra Aarhus Universitetsforlag samt et mangeårigt virke i dansk teori og praksis (Mårtensson 2015b).

Så Mårtensson er faktisk den ”oplyste”. Han tager muligvis fejl, men han er ”oplyst”. Det er Hjortdal derimod ikke. Han er ”uoplyst”. Om han også er ”karriererytter eller kyniker” skal jeg ikke kunne sige, men det er helt klart, at skolelederforeningen har været ekstremt føjelig over for konkurrencestatspædagogikken. Men Degn Mårtensson siger jo egentlig også, at Hjortdal selv kan vælge mellem de tre karakteristika, og det synes jeg egentlig er meget inkluderende. Hvis Hjortdal mangler nogle kategorier, f.eks. ”selvstændig, vidende eller kritisk”, kan han jo bare skrive det.

Desuden mener Hjortdal, at han er udsat for ”personlig forfølgelse”. Ærligt talt: Manden besidder en vigtig post i det uddannelsespolitiske landskab. Han skriver sammen med to fremtrædende personer en kronik, som slet ikke demonstrer det udsyn, man kan og bør forvente af sådan en gruppe. Mårtensson, som ingen tillidsposter har i samfundet, men som til gengæld har skrevet videnskabeligt arbejde, kritiserer så den pågældende kronik på baggrund af en helt ny bog, han har skrevet. Hvordan kan det være ”personlig forfølgelse”? Det udtryk kan man kun bruge i i det aktuelle tilfælde, hvis man har lukket sig om sin uoplyste magt.

Der findes ikke noget værre end kombinationen af magt, manglende viden og fine fornemmelser. Det er ganske enkelt for ringe, og jeg kan ikke forstå, at danske skoleledere lader sig tegne af sådanne synspunkter og kommunikationsformer. Men ok, det minder om situationen på nogle skoler, hvor kritik udløser tjenstlige advarsler og andre sanktioner; hvor altså den ‘gammelkommunistiske ånd’ hersker.

Denne konklusion peger frem imod Degn Mårtenssons modstilling af kommunisme og åndsfrihed, men det vender jeg tilbage til om lidt.

Endelig siger Hjortdal i sin hemmelige skrivelse, at Mårtensson misbruger sin ”lektormæssige autoritet”. Degn Mårtensson forsvarer sig i Magisterbladet med, at han har udtalt sig som ”borger”, og at hans chef derfor intet har med sagen at gøre. Det kan man jo godt sige, men på en måde er det alt for defensivt. Jeg synes, at Degn Mårtensson gør præcist det, han skal, og at han netop gør det som lektor i pædagogik ved et dansk læreruddannelsessted. Det har alt med hans arbejde at gøre. Han ytrer sig ikke kun som borger, men derimod primært som lektor i pædagogik, der er ansat på en institution, hvor der uddannes lærere. Kronikken er en lektor-handling. Det er blot ikke et ”misbrug”, som Hjortdal på sin uoplyste måde går og tror, men derimod en fuldt ansvarligt og kritisk brug af sin lektorale autoritet.

Mårtensson gør dermed det, som han får sin skattefinansierede løn for. Hjortdal får desværre skræmt Degn Mårtensson ned i et ”privatpersons”-hul, og derfra er der kun kort vej til ”personalesagsliggørelse”, som er det sted, hvor Hjortdal ønsker Mårtensson hen. Det er klart, for ellers havde Hjortdal jo ikke sendt sin mail til Mårtenssons chef.

Hjortdal skulle i stedet tage og rose Mårtensson til skyerne for, at han som seminarielærer tager ansvar for sit faglige område. Det samme burde Mårtenssons chef, rektor Camilla Wang. Man må dog formode, at hun støtter Mårtensson, da hun ikke har grebet ind i sagen, og eftersom Mårtensson ser ud til at fortsætte sit kritiske arbejde uden at blinke, men hvem ved. Jeg er nervøs for Mårtenssons fremtid, eftersom Wang tit har støttet en række teknokratiske uddannelsesinitiativer.

Og faktisk synes jeg, at Wang offentligt burde markere, at Mårtenssons kritik er en pryd for hendes professionshøjskole, og at Hjortdals ageren ikke lever op til de standarder, man bør forvente af en vigtig uddannelsespolitisk aktør. Hun burde kort sagt give Hjortdal en offentlig reprimande fra pædagogikkens og oplysningens synspunkt. I så fald ville hun følge i fodsporene på sin tidligere chef ved professionshøjskolen Metropol. Hermann forsvarede Mårtensson med henvisning til Voltaire, altså til “oplysningens synspunkt”.

Til sidst vil jeg påpege, at Hjortdal er formand for Ny Nordisk Skoles Akademiråd. Formandskabet deler han med Lars Goldschmidt, og Goldschmidt er i top-5 blandt landets mest magtfulde personer, medforfatter til en række af Christine Antorinis bøger og inkarneret konkurrencestatsfan på den store klinge. Måske skulle Hjortdal forholde sig til den slags spørgsmål, som jo går direkte på emnet for Mårtenssons kronik, i stedet for at skrive fornærmede mails til hans arbejdsgiver?

 

2. Klage-spørgsmålet

Så er der Qvortrups ”klage” til Politiken. Den konkrete skrivelse har vi ikke adgang til, men Qvortrup fortæller, at han bare har spurgt avisen, ”om det var deres redaktionelle linje, at politiske eller faglige uenigheder skal begrundes i de deltagende personers påståede politiske fortid, og så har jeg anført, at påstanden om Jens Rasmussen og min politiske fortid er usande”

Degn Mårtensson opfatter det naturligvis som en klage, eftersom avisens kronikredaktør faktisk skriver til Mårtensson selv, at der er tale om en ”klage”. Så Degn Mårtensson har altså ”modtaget” en klage, og det må han naturligvis lægge til grund i sin behandling af sagen.

Et andet spørgsmål er så, om der også er ”afsendt” en klage. Det er der ifølge Qvortrup ikke, og ved nærmere eftertanke mener avisens redaktør heller ikke, at der har været en klage, selvom han altså skrev det til Mårtensson.

Ok, tænker man så. Det var blot en misforståelse. Den ryger i ”pyt-kassen”. Men det er ikke rigtigt. Der er ingen misforståelse. Qvortrups henvendelse er nemlig en klage, også i objektiv forstand.

Den Danske Ordbog har to definitioner af ”klage”. Den første lidt mere formel end den anden:

1. ”Mundtlig eller især skriftlig henvendelse til en ledende person eller myndighed med anmodning om undersøgelse eller påtale af et (påstået) kritisabelt, uretfærdigt eller retsstridigt forhold”
2. ”Skriftlig eller især mundtlig tilkendegivelse hvor en person udtrykker sin utilfredshed med et forhold, en udvikling, en beslutning el.lign.” (Se link i referencelisten)

Qvortrups mail er, hvis man følger lyden af hans kommentar i Magisterbladet, en klage i begge betydninger. Qvortrup udtrykker en ”utilfredshed med et forhold, en udvikling, en beslutning”, og han ”henvender sig skriftligt til en ledende person med en påtale af et (påstået) kritisabelt forhold”.

Qvortrup har simpelthen klaget til Politiken. Han kunne jo også have skrevet en modkronik, hvilket han faktisk også gjorde ugen efter (Qvortrup & Rasmussen 2015). Men mailen til avisen er en klage. En ren og skær klage. Og redaktøren ”undersøger” da også sagen i fuld overensstemmelse med definition a), eftersom han jo skriver til Mårtensson og beder om en forklaring.

(Det må da være meget rart for redaktøren at vide, hvad en klage er, for hvis han ikke har styr på forskellen mellem en klage og et offentligt indlæg, render han efter min mening nemt ind i nogle journalist-etiske problemer, f.eks. i dette tilfælde.)

Nu havde jeg ladet dette ”klage-emne” fare, hvis det ikke var fordi, at det nu er mindst tredje gang, jeg møder det i mit arbejde med det jeg kalder for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). Både Qvortrup og hans åndsfælle, professor Jens Rasmussen, har klaget over mit arbejde – ofte med ledsagende administrative processer i halen – og har så efterfølgende gjort en hel masse ud af, at det skam ikke var klager alligevel. Det er som om, det er sådan en leg, vi har: Jeg klager over dig, og når du er gjort lidt mør og har brugt dagevis på at svare til diverse mellemledere og andre, så siger jeg bare: “Det var ingen klage alligevel”.

I starten tænkte jeg: Ok, så kalder jeg det en ”klagende henvendelse” i stedet for, men det gider jeg ikke mere. Qvortrup har klaget til Politiken efter den leksikale betydning af ordet ”klage”, og derfor har han klaget, punktum!

Det er mig bekendt tredje gang, Qvortrup klager på denne måde. Og Jens Rasmussen, som også optræder i Magisterbladets artikel, har også klaget ved flere lejligheder. Alt dette har jeg redegjort udførligt for i blog-indlægget ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – del 2” (se link i referencelisten).

 

3. Om kommunisme og åndsfrihed

Så er der ”kommunist-spørgsmålet”.

Degn Mårtensson skriver i ovenstående citat, at den kommunistiske fortid sandsynligvis forklarer, at skolereformens centrale kræfter “ofrer forbindelsen mellem åndsfrihed og skole”. Det lyder da som en meget plausibel hypotese, eftersom det 70’erkommunistiske universitetsmiljø var noget af det mest indspiste i mands minde, og eftersom mange af aktørerne i den pædagogiske debat på forskellige måder var knyttet til disse miljøer. Ja, som regel var disse kredse i direkte opposition til dansk skoletradition og dermed til ”åndsfrihedsbegrebet”, præcist som Degn Mårtensson angiver det i sin kronik. Man må også huske på, at ”konkurrencestatsbegrebet” er en neo-kommunistisk konstruktion, som herhjemme især er fremført af Ove Kaj Pedersen, som også var struktur-kommunist tilbage i 1980’erne.

Degn Mårtenssons pointe er nu, at dette “opgør” lever videre i en række af den aktuelle pædagogiske tænknings kategorier og begreber, og det er da en interessant hypotese, hvis indhold og konsekvenser, det er vigtigt at undersøge, og som efter min og mange andres mening har noget for sig.

Det er derfor i høj grad en relevant betragtning, Degn Mårtensson fremfører. Men Qvortrup ved slet ikke hvad han skal svare. Han kan bare klage og beskylde Mårtensson for Mccarthyisme. Den manglende evne til/interesse for at diskutere spørgsmålet om de nye skoletankers sammenhæng med kommunistisk tankegods bekræfter nærmest Mårtenssons tese.

Jeg vil ikke gå i dybden med selve dokumentationen af Lars Qvortrups og Jens Rasmussens tilknytning til datidens venstrefløj. Blot vil jeg i denne sammenhæng nævne, at Lars Qvortrup i tidsskriftet Kurasje i 1980 skrev en lang artikel med titlen:

”Kommunismen som det formidlende nye”.

Artiklen myldrer med ’kommunismer’, og den slutter med følgende hyldest til kommunismen som ”en verdenshistorisk epoke”, der skal omslutte alle de “borgerlige” selvmodsigelser i en ny samlende kraft:

”Det er i produktionen af dét adskilte, hvis nye enhed skal ledsage kommunismen som verdens historiske epoke, at den klassiske tænkning har sin irreversible kraft”, (min fremhævning, s. 104).

Det er da ”kommunistisk”?

 

4. ”Det har jeg aldrig sagt”

Til sidst i Magisterbladets dækning går både Qvortrup og Rasmussen helt under gevind i nedtoningen af deres egen indflydelse:

Qvortrup, som ifølge en aktuel magtanalyse er den næstmest indflydelsesrige uddannelsesforsker i landet, siger: ”Det er ren konspiration. Jeg har ikke haft en finger med i reformen. Det er muligt at Jens Rasmussen og jeg er enige på nogle punkter, fx at målstyring sådan set er uomgængeligt, hvis man har et demokratisk skolesystem, som politikerne bestemmer over”.

Jeg har jo diskuteret og dokumenteret mit syn på disse ting mange steder, blandt andet i ”Pædagogikkens To Verdener” (Rømer 2015), så her blot en kommentar i ultra-kort form:

1. Qvortrup og Rasmussen er ikke blot ”enige på nogle punkter”. De er samarbejdspartnere og åndsfæller i hele den kronologiske og rumlige dybde.
2. Det er ikke ”ren konspiration” men derimod et ”rent faktum”, at der eksisterer et Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), som er en del af det, jeg også har kaldt for Pædagogikkens Anden Verden.
3. Qvortrups definition af forholdet mellem demokrati og skole, som noget ”politikerne bestemmer over”, er skrækkelig, ensporet og uoplyst og har rod i Qvortrups opgør med grundtvigianismen i 00’erne. Det er formodentlig dette syn på forholdet mellem politik og demokrati, der er baggrunden for hele den nye ”klagepraksis”, som jeg netop har omtalt, og for ytringsfrihedens problemer på mange skoler.

Jens Rasmussen klør i Magisterbladet på i samme rille med beskyldninger om ”lodret løgn”. I Rasmussens horisont lyver alle mulige hele tiden. Selv lyver jeg også, hvilket han går og skriver til diverse redaktører og mellemledere. Og Hans Hauge løj også i Berlingske for et par uger siden. Det er ikke så spændende at diskutere på den måde, og hver gang det sker, bekræftes Degn Mårtenssons tese om forholdet mellem 70’er-kommunisme og åndsfrihed.

Rasmussen har efter eget udsagn heller ikke nogen særlige aktier i skolereformen. Han siger følgende:

”Først da aftalen var ved at være på plads, blev jeg inviteret med i en projektgruppe, der i fuld enighed besluttede at følge de fælles mål, der blev anvendt i læreruddannelsen. Og det er ingen hemmelighed, at jeg spillede en væsentlig rolle i den skabelon, der blev lagt til grund for læreruddannelsen. Men alle de fælles mål er skrevet af faglige grupper. Det har jeg aldrig blandet mig i”

Det citat lader jeg stå et øjeblik, så det kan blinke i alt dets magt og vælde…. og derpå vil jeg blot opfordre læseren til at kigge i mine to bøger Krisen i dansk pædagogik og Pædagogikkens to verdener (Rømer 2013 og 2015) samt de to DPO-indlæg. Her er der omfattende dokumentation for Rasmussens centrale organisatoriske og ideologiske placering i arbejdet med de nye skoletanker. Man kan også læse en kronik af landets lærere i læreruddannelsens fag ”Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab” (Vihøj mfl. 2014) eller Peter Kemps kronik fra 2012, som hed ”ekstremistiske forskere undergraver folkeskolen” (Kemp 2012). Begge steder omtales Rasmussens indflydelse i tråd med min vurdering.

Det er lige før, det minder om Erhard Jakobsens legendariske ”det har jeg aldrig sagt!”.

(PS: Tidligere chefredaktør for bladet Folkeskolen, Thorkild Theisen,  har forsvaret Claus Hjortdal i indlægget “Bland dig udenom, hvis du ikke har skrevet bøger“. Min egen kommentar til Theisen kan læses under indlægget)

 

Referencer:

Bøttcher, T. (2015). ”Forskere i åbent opgør”, artikel i Magisterbladet nr. 9, s. 12-14. https://dm.dk/akademikerbladet/magasinet/2015/magisterbladet-nr-9-2015/forskere-i-aabent-opgoer/

Den Danske Ordbog: Opslaget ”klage”.

Hauge, H. (2015a). ”Fra Lenin til Luhmann”, Berlingske, d. 11. september.  https://www.berlingske.dk/groft-sagt/fra-lenin-til-luhmann

Hauge, H. (2015b) ”Hvad er de nu, Qvortrup og Rasmussen?”, Berlingske, d. 17. september. https://www.berlingske.dk/kommentatorer/hvad-er-de-nu-qvortrup-og-rasmussen

Kemp, P. (2012). ”Ekstremistiske forskere undergraver folkeskolen”, kronik i Politiken, d. 19. maj.

Mårtensson, B. (2015). ”Konkorrencestaten har erobret folkeskolen”, kronik i Politiken, d. 31. august.

Mårtensson, B. (2015). Konkurrencestatens pædagogik, Aarhus Universitetsforlag, 2015.

Brian Degn Mårtenssons indlæg om sagen på sin blog på folkeskolen.dk:

• Om at stå i orkanens øje. https://blog.folkeskolen.dk/brian-degn-martensson-folkeskoleloven-folkeskolereform/om-at-sta-i-orkanens-oje/236252
• Om at stå i orkanens øje 2. https://blog.folkeskolen.dk/arbejdsliv-brian-degn-martensson-lockout-2013/om-at-sta-i-orkanens-oje-2/236497
• Om at stå i orkanens øje 3. https://blog.folkeskolen.dk/brian-degn-martensson-paedagogik-skolepolitik/om-at-sta-i-orkanens-oje-3/236983
• Qvortrup og Rasmussen i Politiken. https://blog.folkeskolen.dk/brian-degn-martensson-folkeskoleloven-folkeskolereform/qvortrup-og-rasmussen-i-politiken/237129
• Hauge, Qvortrup og Rasmussen i Berlingske Tidende . https://blog.folkeskolen.dk/brian-degn-martensson-folkeskoleloven-folkeskolereform/hauge-qvortrup-og-rasmussen-i-berlingske-tidende/237699
• Hjortdal, Qvortrup og Rasmussen i Magisterbladethttps://blog.folkeskolen.dk/brian-degn-martensson-folkeskoleloven-folkeskolereform/hjortdal-qvortrup-og-rasmussen-i-magisterbladet/239267

Olsen, J.V. (2015), ”Nej, vi er ikke gamle kommunister”, journalistisk dækning på www.folkeskolen.dk.

Qvortup L. & Rasmussen, J. (2015).  ”Vi skal kunne beskrive vores mål for en velfungerende skole”, kronik i Politiken, d. 14. september. (min kommentar til kronikken er her)

Qvortrup, L. & Edvardsen, Å. (1980) ”Kommunismen som det formidlende nye”, Kurasje, nr. 26, 1980. https://rauli.cbs.dk/index.php/kurasje/issue/view/467

Rømer, T.A. (2013). Krisen i dansk pædagogik, Forlaget Fjordager.

Rømer, T.A. (2015).  Pædagogikkens to verdener, Aalborg Universitetsforlag.

Rømer, T.A. (2014). ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)”, www.thomasaastruproemer.dk

Rømer, T.A. (2015). ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – del 2”, www.thomasaastruproemer.dk

Vihøj, M. mfl. (2014). ”KLM-sagen afslører et demokratisk problem”, kronik i Kristeligt Dagblad, d. 4. december.