I 1974 skrev Knud Illeris artiklen ”Skolens formål er ikke det samme som dens faktiske funktion” til tidsskriftet Pædagogisk Orientering. Store dele af artiklen indgik også i Illeris’ indflydelsesrige bog ”Problemorientering og deltagerstyring” fra 1974, der efterfølgende udgjorde grundlaget for bogen ”Modkvalificeringens pædagogik” fra 1981 (Rømer 2002).
Det var faktisk en undersøgelse af en række af Illeris’ synspunkter, som gjorde, at Jens Rasmussen – via en række kontroversielle læsninger af Jean Piaget og Niklas Luhmann – endte som en central fortaler for den nuværende skolereforms bærende principper. Rasmussen var kritisk, men på en sådan måde, at han forstærkede de problematiske sider ved Illeris’ tanker (Rømer 2015).
Illeris artikel har derfor mere end blot idehistorisk betydning. Artiklens distinktioner lever sit eget liv i 2019. Lad mig forklare noget af det:
1. Skolen – fra formål til funktion
1.a: Opsplitningen af pædagogikken: Marginalisering af formålet
Skolens formålsparagraf var netop i 1972-75 i gang med at få den helt store tur i vridemøllen, så den kom til at minde om det formål, vi har i dag.
Illeris starter med at sige, at formålet indeholder nogle ok værdier, men at disse værdier ingen betydning har. Han lægger især positivt vægt på udtryk som ”den enkelte elevs alsidige udvikling”, ”oplevelse og selvvirksomhed”, ”medleven og medbestemmelse” og ”demokrati, åndsfrihed og tolerance”. Kundskabsdelen overser han let og elegant.
Men Illeris dropper i resten af artiklen helt interessen for disse formuleringer og for skolens formål. Han anser nærmest formålet som en form for ideologi, der skal skjule skolens egentlige funktion, og som derfor er lakaj for kapitalistiske processer, som opsluger formålet. De bløde værdier knytter han desuden sammen med bestemte klasseinteresser. På den måde bliver formålet selv en del af det kapitalistiske system. Der er ingen referencer til de enorme processer i samfundet, der har skabt formålets ord og sætningstråde, undtagen en ultrakort reference til lilleskole-bevægelsen, som dog med det samme underlægges en klasseanalyse.
For eksempel mener han, at en fagopdelt skole er imod ideen om elevens ”alsidige udviking”. Det er ganske vist helt uforståeligt for mig, men det skyldes formodentlig en bagvedliggende Wilhelm Reich-inspireret freudianisme, der ser drift og kultur som modsætninger. Illeris bevarer denne modstilling af fag og læring hele vejen op gennem sin karriere. ”Fag” sættes i kasse med den sorte skole, kapitalismen og med Piagets assimilative læringsprocesser, der fortolkes som ren tilpasning, mens den positive ”læring” sættes sammen med projektarbejde, socialisme og Piagets akkomodative læringsprocesser, der forstås som ren forandringsorienteret refleksivitet. Det med ”Piaget” skal man dog læse om i Illeris’ andre bøger. Piaget er som sådan ikke nævnt i artiklen.
På den måde ender Illeris i sin 1981-bog med følgende radikale opsplitning af det pædagogiske felt. Opsplitningen er allerede er på vej i 1974-artiklen, dog uden det læringsteoriske niveau:
| Formål | Emancipation | |
| Læring | Assimilation | Akkomodation |
| Didaktik | Fag | Projektarbejde |
| Samfund | Kapitalisme | Socialisme |
Jeg vender tilbage til nogle af konsekvenserne af denne dualisme nedenfor, men jeg kan da sige, at vi stadig lever i den, blot i korrigerede former.
1.b. Skolens funktion
Så Illeris mener altså, at skolens formålsord ingenting betyder. Det er svært for mig at forstå, eftersom alle ordene har dybe rødder i national og europæisk traditioner, som faktisk gør Illeris’ egen tekst mulig. Men det har Illeris ingen forståelse for. Jeg tror, han hader fortiden. Han nævner det ikke, og allerede fra 3. spalte overtager hans hovedanalyse. Og nu kommer vi til det, som 1974-artiklen faktisk handler om.
Skolen har altså i realiteten ikke noget eget formål. Skolen har udelukkende en politisk-økonomisk funktion, og den funktion går ud på at smøre og optimere det kapitalistiske samfunds produktionsmåde, så arbejdskraften udvikler de dertil passende kvalifikationer og holdninger. Illeris kalder dette for ”folkeskolens dobbelte funktion”. Illeris gennemgår i korte marxistisk-inspirerede analyser både feudalisme, merkantilisme og den tidlige kapitalisme under industrialiseringen. Der foregik ikke noget som helst af betydning frem til Karl Marx, må man forstå.
Det kører lidt på den lave klinge i disse passager, men på et tidspunkt når Illeris så frem til den senmoderne kapitalisme, og heromkring sker der noget interessant. Illeris taler om, at den tidlige kapitalismes funktioner som lydighed og underkastelse ledsaget af ”elementære færdigheder” i ”komplet åndsforladte arbejdsfunktioner” ikke længere er nok. Senkapitalismen, som bygger på en tiltagende videnskabeliggjort og teknologificeret produktionsproces, kræver en ny slags dobbeltfunktion: Ud over et mere moralsk kodeks som ”ansvarlighed, pligtfølelse og loyalitet” kræves der en række nye kompetencer som ”fleksibilitet, kritisk sans og kreativitet”, også kaldet ”at lære at lære”. Det kan man f.eks. se i følgende passage:
”Endelig har der især i de seneste år som følge af kravet om fleksibel arbejdskraft og produktionens stigende videnskabeliggørelse udviklet sig et påtrængende behov for en helt ny form for holdningsmæssig kvalificering, der centreres omkring udviklingen af ”kreative” kvalifikationer som selvstændighed, kritisk sans og samarbejdsevne – i den pædagogiske debat bl.a. udmøntet i slagordet om, at man skal ”lære at lære”. (s.22)
At ”lære at lære”, som også er den aktuelle skolereforms slagord, knyttes altså her direkte an til senkapitalistisk undertrykkelse. Fra 1989 forsvandt Illeris’ freudo-marxistiske baggrundsanalyse fra samfundet, og tilbage stod blot ”at lære at lære”, altså en lærificering uden drift og politik. Herfra kunne bl.a. Jens Rasmussen knytte den nye og frie læring sammen med nogle endnu mere radikale Piaget-tolkninger og med Niklas Luhmanns systemteori. Herfra overgik vi til en korrigeret “funktionalisme”, som determineredes af ”the rise of OECD” og finanskrisen, som igen satte “at lære at lære” under det økonomiske systems optimeringskrav.
2. Hvor kommer pædagogisk forandring fra?
Nå men tilbage til 1974-teksten. Nu tror man måske, at Illeris i forsøget på at skabe en emancipativ proces aktiverede landets og Europas åndelige tradition, altså skolens formål? Men det gør han ikke. Og det kan han ikke, for skolens funktion har jo overtaget formålet. Formålet eksisterer på en måde ikke. Det er ren ”overbygning”, som beton-marxismen kaldte det i sin tid. Så de nye kapitalistiske ”at lære at lære”-kompetencer knyttes derfor ikke an til skolens formål og tradition, men udelukkende til deres funktion i reproduktionen af kapitalismens produktionsmåde. Illeris kalder denne proces for ”kvalificering”.
I stedet vil Illeris finde forandringspotentialet i selve den kapitalistiske funktionalisering. Dvs. at han på den ene side helt og holdent forbliver i skolens ”tvangsmæssige” funktion, der kan ”forklares logisk”, og som ”leder alle” forhold tilbage til den ”sidste ende”, nemlig ”kapitalens tvangsmæssige behov for værdiøgning”. Men på den anden side vil han bruge senkapitalismens behov for kritisk sans og kreativitet til gradvise ændringer af samfundet. En slags konstant indre korrektion. Derfor omfavner han senkapitalismens kompetencer, som han ellers er yderst kritisk over for, som værende et nyt arnested for social frigørelse:
”Denne tvangsmæssige udvikling (”kapitalens tvangsmæssige behov for værdiøgning”, TAR) skal derfor ikke betragtes som noget reaktionært. Ganske vist modsvarer den til punkt og prikke kapitalens interesser, men samtidig bærer den i sig øgede muligheder for en bevidst samfundsmæssigt frigørende pædagogik (en ”emancipatorisk” pædagogik, hvis mål er at sætte eleverne i stand til at gennemskue de samfundsmæssige forhold, der er bestemmende for deres situation, og dermed til at fastholde sig bevidst og reflekterende til disse forhold og i højere grad at bestemme deres egen udvikling og adfærd)”.
Denne – skal vi kalde det “diskuterende sammensmeltning” -, hvor senkapitalismen producerer et nyt værdisæt, betyder, at det som Illeris kalder for ”kæft-trit-og-retning-pædagogik” nu kan afløses af en ”reform- og kreativitetspædagogik”, som Illeris mener kan forenes med de reformpædagogiske lilleskoler, hvis værdisæt videre havde rod i mellemlagenes funktion i kapitalismens produktionsmåde. Og han forestiller sig, at værdisættet også kan brede sig ind i folkeskolen. Samme bevægelse ser han på de nye universitetscentre RUC og AUCs ”problemorienterede gruppearbejde”, som også kan bruges i senkapitalismens reproduktion af kvalifikationer, men som altså også er små emancipative fabrikker.
Men hvorfor er disse praksisser ikke knyttet til skolens og videnskabens formål? med den undladelse udvikles landets reformpædagogik alene på den politiske økonomis præmis.
Så Illeris finder alene sit frigørende potentiale i den dybeste funktionalisering. Senkapitalismens værdier er med andre ord de samme som den frigørende pædagogiks, selvom de skændes om den nærmere kontekst, hvilket skyldes Illeris freudo-marxistiske baggrundsteori. Den frigørende pædagogik, som har kastet sin tradition bort, ender som en bekræftelse af kapitalismen. Eller med andre ord i følgende nærmest reaktionære markering:
”Hermed sættes rammerne for, hvad der er muligt i det eksisterende samfund, og det er nok værd at gøre sig klart, men inden for disse rammer er der en tendens til øgede muligheder for en frigørende pædagogik. Skal disse muligheder udnyttes, kræves der indsigt og præcise overvejelser, som endnu kun findes sporadisk og på et overvejende teoretisk plan”.
Så skolens formål og ånds-tradition er nu ændret til, at der skal altså sidde nogle små RUC-forskere, som har kastet historien på møddingen, og lægge planer for små frigørelsesglimt i den kapitalistiske økonomi. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere ubehageligt. Til sidst skriver Illeris bekymret: ”Der findes ingen nemme genveje. Man kommer alt for let til uafvidende blot at gå kapitalens ærinde”.
På grund af den freudo-marxistiske baggrundsteori kan Illeris’ emancipative vokabular stadig arbejde med en delvis, men altså også stærkt begrænset, selvstændighed, hvis højdepunkt er Illeris’ bestemmelse af projektarbejdsformen i ”Modkvalificeringens Pædagogik” i 1981.
Men herefter er det slut. Med socialismens sammenbrud kollapser de emancipatoriske rester ned i forskellige versioner af konkurrencestatens teori, som jo også er politisk-økonomisk defineret. Illeris endte derfor med at gå ”kapitalens” ærinde. Han skriver ganske vist helt oppe i 2010’erne kritisk om konkurrencestaten, men det kan han kun gøre, fordi han stadig bor i freudo-marxismens haller, som alle andre ellers har forladt/korrigeret for årtier siden. Det ender i en anakronisme, og ”formålet” vender aldrig tilbage. Konsekvensen hedder “skolereform” og “læringsmålstyring”.
I 2019 hedder hele dette kompleks af senkapitalistiske værdier ”21. century skills”, og det er faktisk flot, at Illeris allerede i 1974 har så skarpt et blik for tendensen. De nye “skills” promoveres af OECD, EU og amerikansk/asiatisk high-tech i rene opgør med pædagogisk sammenhæng. Disse bevægelser har opslugt mange af de gamle kritiske miljøer, herunder ledende folk på DPU, systemteorikere og dele af medieforskningen. Her er ”at lære at lære” en pipeline for opløsning af pædagogikkens tradition, sted og formål. I visse kredse forsøger man endda at operationalisere skolens formål til målbare 21-century-skills, der i videre forstand kan indgå i uddannelsesplaner og statslig og global centralisering. I dag er f.eks. store dele af det systemteoretiske miljø, mange toneangivende danskdidaktikere og DPU’s ledelse stærkt involveret i at fremme OECD’s arbejde med opgøret med pædagogik og formål i den senkapitalistiske ånd.
Sådan kan det gå, når man erstatter formål med funktion. Pludselig bliver man opslugt af funktionen.
Referencer:
Illeris, Knud (1974). ”Skolens formål er ikke det samme som dens faktiske funktion”, Pædagogisk Orientering, nr. 2, s. 19-24.
Jeg har tidligere beskæftiget mig med emnet:
En læringsteoretisk analyse af Illeris’ ideer står her: Rømer, T.A. (2002). ”Læring og objektivitet i Projektarbejdsformen”, i Nordisk Pedagogik, nr. 2, s. 88 – 98.
Og samspillet mellem Illeris’ og Jens Rasmussens teori kan man læse om i: Rømer, T.A, (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg Universitetsforlag.