Jeg havde faktisk forsvoret, at jeg nogensinde skulle skrive et forsvar for velfærdsstaten, men nu har jeg gjort det alligevel. Selv opfattede jeg i første omgang nedenstående skriv som en form for redning af en ordentlig kritik af velfærdsstaten, hvilket jo ikke nødvendigvis er et forsvar som sådan, men det står klart, at overvejelserne ender med at være, endda et glødende forsvar for velfærdsstatens essens. Jeg skiftede nærmest mening, mens jeg skrev. Følelserne bevægede sig. Det var som om, at min generations ord gled væk og nogle virkelige ord pludselig stod og lyste.

Dansk liberalisme, og indimellem lidt bredere borgerlige kredse, har i nogle år haft gang i den helt store nedskrivning af velfærdsstatens betydning. Ole Birk Olesen fra LA kalder den decideret for en ”taberfabrik” og taler om, at man skal ”synke eller svømme”. Rune Toftegaard Selsing, som er blogger på Berlingeren og tidligere ansat hos den Ayn Rand-fanatiske Saxo-bank, kalder sammen med forfatteren Dennis Nørmark velfærdsstaten for en ”fælles konto”, og de mener ligefrem, at velfærdsstaten er imod den menneskelige natur. Sidst har Martin Ågerup i Politiken d. 29. september sagt, at velfærdsstaten endda er skyld i, at Danmark ikke er rigere og mere velstående, end det er, og at grunden til, at vi trods alt stadig er rige, tværtimod er de neoliberale omstruktureringer af ”den offentlige sektor”, som har fundet sted siden Schlütter-regeringens tid. I stedet må vi nøjes med “et relativt velstående og velfungerende land”, hvilket åbenbart er en kritik? Men ok, her er vi også ude i ideologiens overdrev.

Men ”velfærdsstaten” er ikke bare en ”fabrik” og en ”konto”. Velfærdsstaten er noget andet og mere, og det kan nyliberalismen ikke se. Lad mig uddybe begge sider af kommaet, altså hvad det er, nyliberalisten ikke kan se og hvorfor.

Velfærdsstaten er en kulturel syntese
Velfærdsstaten er en slyngning. En gensidig befrugtning mellem på den ene side en oplyst grundtvigsk bondestand med åndsfrihed som centralt dannelsestema og på den anden side en arbejderklasse, som var præget af tysk revisionisme (altså ikke-revolutionær socialisme, med rod i tysk idealisme), hvor solidaritet var det centrale dannelsestema. Velfærdsstatens normative fødsel er derfor slyngningen mellem bonde og arbejder, symboliseret ved kanslergadeforliget i 1933. Skulle man lave en vellykket romantisk film, der foregår mellem 1930 og 1950, kunne den fint handle om, hvordan en arbejdersøn og en bondedatter finder hinanden. Det var nok en befrugtning, der kunne skabe en driftig og fri slægt med sans for det fælles bedste.

Velfærdsstatens indre består altså af en national syntese mellem åndsfrihed og solidaritet og er derfor IKKE af en forsikringsordning, en konto eller en taberfabrik (dertil kommer betydningen af Holocaust, som jeg måske tilføjer ved en senere lejlighed).

Nyliberalismens problemer med syntesen
Men hvorfor kan en hel generation af nyliberalister ikke se det? Det kan de ikke, fordi deres horisont hviler på amerikansk ny-liberalisme frem for på en nordeuropæisk liberalisme. De kan ikke se syntesen, fordi deres blik og sprog er formet og dannet af amerikansk koldkrigsliberalisme, primært Ayn Rand, Popper og Hayek, der alle på forskellige måder hviler på et opgør med ovennævnte synteses to elementer, åndsfrihed og solidaritet.

Fælles for de tre filosoffer er, at de af gode grunde næres af et opgør med socialismen i dens totalitære former, kommunismen, hvilket har som konsekvens, at de ikke har et ordentligt begreb om fællesskab. Fællesskab bliver ved den mindste berøring til det frygtede “social ingeniørkunst” De kan derfor ikke, i modsætning til nordeuropæisk liberalisme, mødes med ”solidariteten”, som jo var den ene del af velfærdssyntesen.

Koldkrigsliberalismen kan heller ikke mødes med ”åndsfriheden”. Hvorfor ikke? Fordi man netop bygger på et opgør med ”ånden”, dvs. med store dele af den filosofiske tradition. Det er f.eks. Karl Poppers synspunkt. Popper sætter stort set hele den filosofiske butik til salg, fordi han mener at kunne finde totalitære træk i den ene og den anden filosof, fra antikken og frem til moderne filosofi; træk som han hævder leder frem til nazisme og kommunisme. Men derfor kan han heller ikke få et begreb om ”ånden”, som jo netop stammer fra den detroniserede europæiske filosofi, og derfor kan han heller ikke tale om ”åndsfrihed”. Det er logik.

Koldkrigsliberalismen og dens efterkommere kan måske godt tale om ”ytringsfrihed” og ”kriticisme”, men det er mere teknisk, og kan ikke indfange det forhold, at åndsfriheden er pligten til at tale, mens ytringsfriheden blot er retten til samme. Hvis koldkrigsliberalismen bliver det dominerende blik, mister man sansen for den danske 1800-talstradition, især det grundtvigske, og faktisk også sansen for den tyske idealisme, altså den nordeuropæiske tradition, og selvfølgelig også sansen for socialismens dyder. Dermed mister man alt i alt sansen for begge de idehistoriske rødder for den danske velfærdsstats moralske slyng. I stedet skyller hele solidariteten og åndsfriheden væk med de smalle koldkrigsbegreber som strømmende strøm.

Socialismens krise og de sociale klassers atomisering
Dette problem forstørres af to forhold:

For det første det forhold, at socialismen har været i dyb krise siden 1989. Det var jo ikke blot de kommunistiske diktaturer, der faldt, men også en række filosofiske dybdestrukturer, som udgjorde betingelsen for at opretholde en demokratisk socialisme overhovedet. Dermed kan socialismen ikke holde stand, når en koldkrigsliberalisme, uden blik for åndsfrihed og solidaritet, pludselig kan strømme gennem digebruddet og overtage hele det pædagogiske og politiske sprog. I dag har vores socialisme faktisk overtaget den nyliberale diskurs i sin egen nedslående proces og er havnet med konkurrencestaten som pædagogisk og politisk ideal. Det gælder både Socialdemokratiet, SF og dele af Enhedslisten.

For det andet forværres problemet af de forskydninger i klassestrukturen, vi har været vidne til siden 2. verdenskrig. Den moralske slyngning, som velfærdsstaten er, udfordres af, at både bondestanden og arbejderklassen går i opløsning. Landbruget skifter helt karakter i løbet af 1960’erne, og arbejderklassen atomiseres i løbet af 1980-1990’erne. Det er derfor, at der ingen egentlig social modstand er mod nedskrivningen af velfærdsstaten til at være en ”taberfabrik” og en ”konto”.

Hvad skal vi stille op med sådan en diskursiv blindhed fra en generation af koldkrigsliberalister, når blindheden forstærkes af, at det sociale og ideologiske grundlag for hele den normative slyngning og befrugtning er udfordret? Svaret er: Vi skal åbne øjnene for vores egen tradition, dvs. undersøge og kritisere og gendanne objektet, altså velfærdsstaten, og dettes moralske og ontologiske indhold og muligheder – og det må på hver ny generation gøre. Det er det intellektuelle arbejde, som vi har pligt til, og som er en central del af et vitalt Humanioras opgave. Her er et kort eksempel på sådan et arbejde med udgangspunkt i begrebet ”tillid”:

Om Tillid
Cepos-direktør Martin Ågerup mener, at velfærdsstaten ikke har øget ”tilliden” i samfundet, men at tilliden var der i forvejen, altså før velfærdsstaten.

Det sidste er faktisk rigtigt, fordi en dansk nationalstat, ifølge en tankegang man finder hos Grundtvig i 1836, bygger på en dobbelt gavestruktur mellem autoritet og folk, symbolsk markeret ved et kongedømme uden magt. Folket giver kongen magt, og kongen giver folket stemme i en tiltagende vekselvirkning, der gør folket til autoritet og kongen magtesløs. Denne struktur er overalt i samfundet. Det er det, man nogle gange kan genkende som en særlig dansk omgang med autoriteter. Når denne nationale erfaring er uden dannelse udarter den sig til hensynsløshed og ”dumsmarte” bemærkninger. Er den derimod dannet fører det til en særlig følsomhed og gavmildhed – kort sag: tillid. Tilliden kommer altså fra åndstraditionerne, men det kan nyliberalismen kun forstå som en ”statistik” eller sådan noget, for den, altså nyliberalismen, bygger jo, som vist, på et opgør med europæisk åndsvidenskab,  der så endda forstærkes af Ågerups ekstremt økonomistiske tilgang til tingene.

Men velfærdsstaten er faktisk en yderligere fordoblet tillid-struktur i forhold til den grundtvigske markering. Velfærdsstaten trækker altså ikke blot på noget, som allerede er der. Velfærdsstaten tilskyder yderligere tillid. Den forstærker det, som allerede er der. Hvordan det? Jo, ved at bønderne giver arbejderne åndsfrihed som gave, så vores socialisme bliver fri (modsat Østeuropa), og at arbejderne giver bønderne solidariteten som gave, så driftigheden bliver hensynsfuld (modsat hos nyliberalismen, hvor ”egoisme” er en dyd, hvilket f.eks. er Ayn Rands grundtese).

Danmark er dermed en firdobbelt gavestruktur. Det er derfor, at vi har tillid. Men både gavestruktur og tillid forsvinder, når en flok blinde nyliberalister klør på med deres ”taberfabrikker og kontoer”, og når vores socialister bare følger trop i lidt mildere gevandter. Det er helt klart.

Synes I ikke, at blikket er ændret nu? Det synes jeg i hvert fald (og her har jeg endda kun nævnt nogle få elementer af den normative struktur).

Nu er der faktisk grund til at kritisere velfærdsstatens udvikling i 1970’erne. Hvorfor? Jo, fordi den hvilede på en generation, der mistede sansen for ”åndsfriheden”, dvs. den nationale tradition og i videre forstand arven fra bønderne, der jo i samme periode forsvandt som social klasse. Arbejderklassen eksisterede stadig, men de nye mellemlag, som altså gjorde op med “åndsfriheden” kunne omdanne “solidariteten” til statslige strukturer, der fortrængte det civile samfunds muligheder. Dvs. at solidariteten tog overhånd og blev teknisk samtidig med, at åndsfriheden forsvandt. I stedet fik vi tvangsmæssig ”velfærd” og ”ytringsfrihed”, som to begreber der slet ikke kan indfange dybden og betydningen af de oprindelige synteser, og som tenderer mod at stikke af i abstraktionens tåger. Dermed fik vi en række af de problemer i velfærdsstaten, som nyliberalismen med rette kan iagttage, og som jeg også selv vænnede mig til at snakke om, da jeg læste på universitetet. Man kan sige det på denne måde: Hvis resultatet kan beskrives som “en taberfabrik” eller “en fælles konto” skyldes det ikke velfærdsstaten, men derimod mangel på velfærdsstat.

Koldkrigsliberalismens kritik går altså på en særlig afart af velfærdsstaten, mens de glemmer velfærdsstatens essens, hvilket de faktisk har tilfælles med mange af dem, som, med udgangspunkt i 1970’ernes og 1980’ernes optik, forsvarer velfærdstaten.

Hvad skal vi gøre ved det?
Hvad skal vi gøre ved det? Vi skal genlæse og genfortolke det grundlag, som vi er skabt af, så den firdobbelte gavmildhed kan genskabes i den til enhver tid gældende klassestruktur og i en ny global situation, dvs. så hver generation supplerer med flere gaver samtidig med fuld opretholdelse af de gamle. Så får vi en ægte nynordisk skole – og i dén kan den amerikanske koldkrigsliberalisme måske finde sine små nyttige nicher, men heller ikke mere. Så får vi åndsfrihed og solidaritet fra velfærdsstaten, og vi får folkelighed og autoritet fra nationalstaten plus det nye, man finder, fordi man har lært at lede. Det er derfor, vores land har tillid og lykke som karaktertræk, og det er det, som det er skolens formål at genskabe.

En god velfærdsstat er et samfund for ”solidaritet i åndsfrihed” i et kongerige, hvor kongen er magtesløs – kan man komme længere væk fra en taberkonto?

Den firdobbelte gavestruktur er skolens formål. Det vil intet menneske kunne sig nej til.

Se også:

http://www.thomasaastruproemer.dk/om-dansk-liberalisme-ayn-rand-og-liberal-alliance.html

http://www.thomasaastruproemer.dk/ayn-rand-og-ole-birk-olesens-taberfabrik.html

http://www.thomasaastruproemer.dk/de-danske-liberalister-minder-om-1970ernes-marxister.html