Kommentar til Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 3, 2017

Det nyeste nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift (DPT), nr. 3, 2017, er havnet i min postkasse. Temaet er integrationspædagogik, hvilket jeg normalt prøver at undgå at sige noget om, især når dens antropologiske varianter gør både Oplysningen og den nationale tradition til noget skrækkeligt og undertrykkende, f.eks. i form af en slags spejlbillede på Donald Trump, som af to engelske forskere kaldes for ”white supremacy”, der ledsages af en forherligelse af den fremmede som sådan en slags autentisk elskling. Det er en helt forkert vej at gå efter min mening, både i videnskabelig og normativ forstand. Dermed ikke sagt at temaet ikke er vigtigt. Det er det helt klart, og jeg bør også tage mere grundlæggende fat på det en dag. Men altså ikke nu.

Derimod har jeg kigget lidt i udkantsartiklerne, for at se om der skulle være noget af almenpædagogisk interesse. Det er der.

 

1. Kritik af Lars Qvortrups praksis-forståelse

Gymnasielærer Michael Vernersen har en udmærket kritik af Lars Qvortrups praksisforståelse, som denne åbenbart har været præsenteret i en eksamensopgave i faget teoretisk pædagogik på gymnasielærernes pædagogikum-uddannelse. Vernersens artikel hedder ”Den reflekterende praktiker og pædagogikkens grundlag”.

Vernersen kritiserer Qvortrup for alt for entydigt at fokusere på Immanuel Kant og for at glemme Aristoteles. Dermed ender Qvortrup efter Vernersens mening med et for smalt begreb om praksis. Qvortrup kommer til at mangle et handlingsbegreb, hvilket er fatalt, ikke mindst når man vil data- og evidensbasere pædagogikken. Resultatet bliver en instrumentalisering.

Kritikken gennemføres med en ret interessant reference til den britiske Wittgenstein-inspirerede filosof Elizabeth Anscombe, hvis arbejde mig bekendt ikke normalt knyttes til pædagogiske emner, og Vernersen nævner direkte Uren Pædagogik, som han lader repræsentere ved Steen Nepper Larsen og undertegnede som et kritisk korrektiv til Qvortrups synspunkt. Dermed kommer Uren Pædagogik let til at fremstå som noget ”anti-kantiansk”.

Jeg er sådan set enig med Vernersen i, at ”Aristoteles” desværre er blevet et fremmedord for det, Vernersen med rette kalder for ”læringsregimet”, og hans pointe kan næsten ikke understreges nok. Det eneste, jeg blot vil anholde, er, at Qvortrup efter min mening ikke blot afviser/glemmer de Aristoteliske tilgange. Qvortrup misforstår skam også Kant. Det sker ikke mindst via de fortolkninger af Kants dømmekraftsbegreb, som Vernersen selv omtaler. Men det er som om, at Vernersen accepterer Qvortrups Kant-tolkning, og derfra kan han springe direkte til Aristoteles, der jo så må være noget anti-Kant-agtigt.

For mig at se er det helt centralt, at Uren Pædagogik både kan indeholde og relatere sig til den aristoteliske og den kantianske tradition, og der er da også massevis af begge dele i de tre Uren pædagogik-udgivelser.

Men Qvortrup forsimpler Kant, så man er lige ved at græde. Han tager udgangspunkt i dømmekraftsteorien, som Kants jo for alvor udformer i sin æstetik. Men Qvortrup glemmer helt, at dømmekraftens funktion er at forbinde erkendelsen med de moralske og de politiske niveauer. Det er kort sagt Oplysningsfilosofi og dannelsesteori med stort O, der er i spil. Hvordan det kan reduceres til evidensbaseret datalæring og metode-dømmekraft er mig en dyb gåde. Vi ender jo med Oplysningens sammenbrud på den måde, hvilket jo ikke er så godt, eftersom Qvortrup er leder af Nationalt Center for Skoleforskning, som jo strengt taget burde være et oplysningsfilosofisk kernekraftværk.

Desuden fortæller Vernersen, at Qvortrup i forbindelse med eksamensopgaven i pædagogikum har skrevet, at ”den reflekterende praktiker” er en kantiansk opfindelse, og han skriver, at Qvortrup forbinder Kant med Donald Schöns arbejde med netop dette begreb. Men mig bekendt er Donald Schön slet ikke kantianer. Han refererede derimod til Dewey, Polanyi og Wittgenstein, hvilket er langt tættere på Aristoteles og Anscombe. Men det må i så fald være Qvortrup, der endnu engang tager fejl, eftersom det jo er ham, der refereres for synspunktet?

Endelig vil jeg sige, at Qvortrups åndsfælle, Jens Rasmussen, tilbage i 1990’erne faktisk gjorde op med dannelsestraditionen, heriblandt Kant. Det er nok derfor, at det er en så forpjusket Kant, vi er vidne til i den aktuelle pædagogiske systemteori, og det er med accepten af denne forrevne Kant i baglommen, at Vernersen ender med helt at forkaste Kant i sin artikel. Sådan læser jeg det i al fald, men jeg kan jo sagtens have overset noget?

Faktisk har systemteorien en mere solid nykantiansk tradition bag sig, som f.eks. Gorm Harste har skrevet om, men den er altså langt væk fra de aktuelle pædagogiske hovedstrøg. Der er en splittelse i systemteorien, kan man fornemme, som virkelig trænger til at komme til udtryk. Desværre er der ingen systemteorikere, som for alvor tør eller vil gå ind i sagen. Indtil da hersker Qvortrup og Rasmussen i pædagogikken, hvilket betyder, at skoleforligets filosofi står ved magt.

Nu da Vernersen nævner Steen Nepper Larsen som repræsentant for Uren Pædagogik, så vil jeg da sige, at en af Larsens helte er Adorno, og Adorno – og faktisk også store dele af den kritiske teori som sådan – er dybt præget af Kants filosofi. Den er også kritisk, men altså også præget. Derfor skal man ikke smide Kant ud på den måde. Det er i al fald min mening.

Men Vernersen har helt klart en pointe. Det kan man iagttage, hvis man kigger på Jens Rasmussens behandling af Gert Biesta og Aristoteles i DPO-udgivelsen “Evidens og dømmekraft”, hvor der virkelig er tryk på filosofi- og Aristoteles-bashingen. Tårene presser sig på, når man læser. Men jeg er ved at foreberede en længere artikel om denne skrækkelige bog.

Grunden til, at jeg selv kan skrive om det på denne måde, er, at jeg har interesseret mig meget for Hannah Arendts filosofi. Hun var glad for både Aristoteles og for Kants æstetik. Det giver en god rummelig energi, og jeg er derfor ikke interesseret i at skille tingene for meget ad. Endelig vil jeg sige, at der for nogle år siden kom en glimrende bog, som hed ”Kant’s impure ethics”, altså Uren Pædagogik baseret på Kants moralfilosofi og pædagogik. Og det er da meget sjovt at nævne i denne sammenhæng, synes jeg.

 

2. Siggi Kaldans anmeldelser

Henne i anmeldersektionen er der to indlæg, som er værd at bemærke. Det er den utrættelige Siggi Kaldan, som i mange år har udøvet uren pædagogisk guerilla-aktivitet i DPT’s anmelderspalter, der nu igen gør sig gældende. Først anmelder han Svend Brinkmanns forrige bog ”Ståsteder”, som han godt kan lide. Kaldan hæfter sig især ved Stefan Hermanns anklage i Information mod Brinkmann for at være ”populist”. Og Kaldan undrer sig med direkte reference til undertegnede over DPO’s store problemer med Brinkmanns “ståsteder”, som jo på sin vis er et forsøg på at gentænke de klassiske borgerlige dyder. Hermann er en central figur i DPO, så jeg er helt med på den pointe.

Kaldan er også ude efter noget, han kalder for ”LA-segmentet”. Først syntes jeg, det var lidt noget pjat, for i mit hoved er LA nærmest et af de politiske partier, som er bedst rustet til at gøre op med DPO. Men på den anden side kan der måske være noget om snakken? I al fald var LA’s uddannelsesordfører Henrik Dahls anmeldelse af Brinkmanns helt aktuelle bog ”Gå glip” virkelig dårlig. Dahl var – for nu at udtrykke det kort – fortørnet over, at Brinkmann talte for meget om “vi”, men sluttede så anmeldelsen af med at sige, at Brinkmann burde havde talt om den borgerlige regering i stedet for “vi”. Helt ærligt! Og forrige år var Dahl ude efter psykologforeningens dygtige forkvinde i DR1’s Debatten, fordi hun kritiserede konkurrencestaten, som Dahl jo ellers også kritiserer. Der er noget med LA og filosofisk/samfundsorienteret psykologi, der går skidt i spænd, selvom man på visse sæt er enige. Det er faktisk utroligt ærgerligt.

En lignende, men også nærmest modsat kritik af Brinkmann for at være en slags egoist, altså et “jeg” snarere end et “vi”,  kunne man læse i Information, hvor litteraturredaktøren Peter Nielsen i sin anmeldelse af ”Gå glip” lagde sig helt på Stefan Hermanns og chefredaktøren Rune Lykkebergs populist-linje fra “Ståsteds”-diskussionen. Brinkmanns bog beskrives nu med ord som “hykleri” og “støj” og “overflade”, og Nielsen går op i, at Brinkmann holder for mange foredrag, hvilket anføres som en form for performativ modsigelse. Anmelderne overser helt, at Brinkmann faktisk har gang i at begrunde en form for kulturel økologi. De tror bare, han tænker på foredragshonorarer og “den borgerlige regering”. How low can you go?

Og Information er jo ikke LA, vel? Den er mere sådan centrum-venstre-venstre? Eller måske noget i retning af ”white supremecy”-tilgangen, hvor man er populist, hvis man har fregner og kommer fra Jylland.

Kaldan anmelder også idehistorikeren Dorthe Jørgensens bog ”Nærvær og eftertanke – mit pædagogiske laboratorium”, som ellers er fra 2015. Kaldan er blevet ”videnskabeligt forelsket” i bogen, fordi den understreger sammenhængen mellem dannelse og relationer. I den forbindelse gør han grin med dethan kalder for ”det nyeste family-Qvortrup-buzzword samskabende”. Tilhængerne af denne “buzzword”-konstruktion, hvilket f.eks. vil sige landets kommuner og flere UC’er, vil ”næppe finde bogen interessant”, som Kaldan skriver. Det er tydeligt, at Kaldan mener, at der findes forskellige opfattelser af, hvad ”relationer” overhovedet er, hvor han altså abonnerer på Jørgensens snarere end “Qvortrup-familiens”. Og det er jo en lære, som alle fagfolk bør skrive sig bag ørene, eftersom den glemmes ustandseligt.

På den måde ender Vernersen og Kaldan i nærheden af hinanden, selvom Dorthe Jørgensen i høj grad er Kant-interesseret, men nok på en anden og bedre måde end Qvortrup. Jørgensen er da også med i dannelses-tænketanken “Sophia”, hvor der virkelig er skruet op for kritikken af læringsregimet. Både Kaldan og Vernersen søger et mere pædagogisk og filosofisk relationsbegreb, end Qvortrup kan tilbyde.

Endelig vil jeg sige, at tidsskriftsredaktionen har foranlediget en oversættelse af Adornos klassiske essay ”Opdragelse efter Auschwitz”, som ledsages af en kommentar af Kim Rasmussen, som spørger til, om teksten stadig er relevans. Mange tak for det initiativ.

 

Links:

Læs mere om DPT, nr. 3, 2017, her: http://www.dpt.dk/tidligere-udgivelser-2/2017-2/nr-3-september

Henrik Dahls anmeldelse af ”Gå glip” i Berlingske: https://www.b.dk/boeger/hvem-er-vi-svend-brinkmann

Peter Nielsens anmeldelse af “Gå glip” i Information: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2017/09/laer-leve-svend-brinkmann

Skriv en kommentar