Kommentar til 1. behandling af skolereformen, d. 12. november 2013

I dette blogindlæg diskuteres folketingets førstebehandling af folkeskolereformen, som fandt sted d. 12. november 2013: Først en række kommentarer til undervisningsminister Christine Antorinis tale og derpå nogle af de vigtigste ordførerindlæg.

 

1. Christine Antorinis tale:

a. Ny Nordisk Skole og skolereformen er dybt forbundet i hele målstrukturen

Ministeren indleder med at koble skolereformen til Ny Nordisk Skole. Hun tager simpelthen udgangspunkt i ”tre nationale mål”, som også er Ny Nordisk Skoles, og som er tiltrådt af Danmarks Lærerforening i og med Dorte Langes medformandskab for dialoggruppen. To eksempler på Ny Nordisk Skoles retning er dels gruppens anden formand Lars Goldschmidt, der mener, at lærerne skal være ”duracell-kaniner”, og dels gruppens eneste professor, Per Fibæk Laursen, der mener, at ”dannelse” hører til i Dansk Folkeparti.

Ministeren tager målene et af gangen:

Mål nr. 1: At alle børn skal blive så dygtige, de kan. Det betyder helt konkret, at de skal klare sig godt på reformens operative måltal, som er, at eleverne skal score højt på tests i dansk og matematik, hvor dansk, det gamle dannelsesfag, oversættes direkte til en læsningstestscore.

Mål nr. 2: At mindske betydningen af social baggrund, der i de operative måltal betyder, at andelen af elever med dårlige testresultater i læsning og matematik skal mindskes hvert år. Denne ”andel” vil jo altid være der, efter som den defineres relativt, så det bliver en rigtig arbejdsom stressfaktor for skoleledelserne og dermed også for lærerne, vil jeg tro.

Mål nr. 3: Oprindelig angik det tredje mål både respekt for professionel praksis og elevernes trivsel, men i både skolereformens operative måltal og i Antorinis tale er ”respekten for professionel praksis” taget ud, og tilbage står kun en trivselsindikator, som nu blot afventer et eller andet operativt kriterium, som f.eks. at andelen af PPR-sager skal falde med 5% om året, som Kommunernes Landsforening har foreslået det. Måske er det allerede vedtaget et eller andet sted?

Inklusion, der udspringer af mål 2 og 3, må derfor defineres som metoder, der fremmer mål 2 og 3. Inklusion er altså ikke et mål men en metode. Det har ikke noget med fællesskab, demokrati og folkelighed at gøre. Fællesskab er selv en metode til læring.

(De samlede konsekvenser af denne tænkning har jeg analyseret tidligere (se link), og de er fuldt bekræftet af et indlæg, som Arne Eggert, afdelingschef for folkeskolen i Undervisningsministeriet, skrev for nylig (se link)

 

b. Individuel læring, der kan testes, er tronstolen, som alt andet må indrette sig efter.

Talens pædagogiske grundsyn er en form for hyldest til et halveret postmoderne læringsbegreb, hvor det frigørende er taget ud og kun nihilismen bevaret. En ”kæntret postmodernisme” kan man kalde det. Der er altså ikke tale om læring i dansk, nordisk eller europæisk tradition eller om sans for kulturelle og politiske forskelle, men derimod om læring der kan føre til højere score på de operative måltal, der er udledt af Ny Nordisk Skoles koncept som omtalt under punkt a. Dermed overses den pædagogisk baserede læring, og undervisningen gøres til et rent middel til testresultater. Læreren bliver med andre ord en mekaniker. Her er det centrale citat:

”Det er en ”reform, som sætter en radikalt ny ramme for, hvordan vi giver det bedste læringsmiljø til alle vores børn. For når man skal tilrettelægge skoledagen med flere timer, med mere varieret undervisning, så er det netop med udgangspunkt i eleverne. Det handler om, hvordan man kan arbejde med et fleksibelt skema, hvor man hele tiden følger, at den enkelte elev bliver dygtigere. Det er jo også noget af det, som ligger i reformen – nemlig at vi jo ikke bare tror, det virker; vi bruger den bedst tilgængelige viden, der er på området, og så følger vi år for år, at eleverne bliver dygtige i de grundlæggende fag, dansk og matematik, fordi vi ved, at hvis eleverne har rigtig godt fat på de grundlæggende fag inden for dansk og matematik, så klarer de sig som regel også godt i de andre fag. (mine kursiveringer)

I dette udførlige citat arbejder Ny Nordisk Skoles filosofi for fuld kraft. Alle skal flytte sig og ændre sig, så den enkelte elevers læring, altså elevens individuelle testscore, kan maksimeres på de operative måltal. Skolen bliver en form for organisatorisk metode til fremme af testscore. Skolen bliver ”et læringsmiljø”, og en lærer er en ”læringsressource”, lige som apps, bygninger, evidensbaserede metoder og klassestørrelser er det; f.eks. har man et ”fleksibelt skema, hvor man hele tiden følger, at den enkelte elev bliver dygtigere” i de operative tests. Og nu vi taler om apps: I talen er der et kort afsnit om IT, som er helt naivt. Det er bare noget, vi skal have en masse af. Er der intet at tænke over? Nej, åbenbart ikke.

Vi har altså den kvantitative læring på toppen og så alt andet som midler. Det er en form for radikaliseret reformpædagogik. Men det er naturligvis ikke en rigtig reformpædagogik, for reformen tager ikke udgangspunkt i barnets sociale liv, i demokratiets genskabelse eller i barnets drift, muligheder og sprog. Nej, man tager udgangspunkt i en præfigureret definition af det individuelle barns læring, og læreren har ikke noget selvstændigt på hjerte, for han eller hun er blot en metode. Det er ”læreren i bur”, som jeg er begyndt at kalde det. Skolelærer Niels Christian Sauer har sagt, at reformen ”forener det værste fra reformpædagogikken med det værste fra den gammeldags skole”. Det er godt udtryk, synes jeg. Hvad mon der ville ske, hvis man tog det bedste fra hver i stedet for?

Herefter siger ministeren, at vi i Danmark har et ”bredt faglighedsbegreb”, og her henviser hun til, at man kan bruge mange forskellige metoder til at nå sit mål, men det har da ikke noget at gøre med et bredt faglighedsbegreb. Det er højst et bredt metodebegreb, hvor de forskellige metoder skal tilrettes de enkelte børn, fx med læringsstile eller sådan noget. Faglighedsbegrebet er derimod ekstremt smalt med de operative måltal som udgangspunkt. Ministeren nævner slet ikke i sin tale arbejdet med de fælles mål, så dem lader jeg ligge her, men jeg har analyseret det andetsteds, og de peger heller ikke i retning af et bredt faglighedsbegreb, kan jeg forsikre for.

 

c. Pædagogisk forskning er evidensbaserede metoder, der virker til at fremme testscore.

Der er også en del bemærkninger vedrørende den forståelse af pædagogisk viden, der ligges til grund. Hovedafsnittet hedder:

”Vi bygger på den bedst tilgængelige viden, men vi har brug for meget mere viden om velfungerende undervisningsmetoder, så det er en stor reform, og som flere har sagt: Når man sætter et meget stort skib i søen, skal det følges. Jeg tror også, at vi vil komme til at se, at der er nogle ting, vi skal justere undervejs, men vi har turdet med alt den bedst tilgængelige viden.”

Med ”viden” menes viden om, ”hvad der virker”, så man kan score på smalle læringsmål – altså viden om hvilken form for metode, organisation og ledelse, der fremmer den enkelte elevs læring. Det er altså ikke pædagogik som videnskab, der er tale om her, men en smal og underdanig form for forskning, der skal fremme testscorer. Og med metaforen ”når man sætter et meget stort skib i søen, skal det følges”, kan man allerede høre de nye skoleledere sige: ”Vi bygger skibet mens vi sejler”, mens reorganiseringerne og skiftende metodefiks regner ned over lærerne, så skolen kan score højt på de operative måltal, og så skolerne kan bench-markes og derved komme til at ligne hinanden som sådan en slags fabrikker. Og lærerne er tvunget til at høre på det hele tiden, fordi de ingen lokalaftalt forberedelsestid har, hvor de kan læse, tænke og eksperimentere frit.

 

2. Ordførernes taler og kommentarer:

a. Skolereformens formål er at lave soldater til konkurrencestaten

Efterfølgende er ordførerne på banen. Der kommer to gode spørgsmål fra Merete Riisager og et fra Karen Ellemann, der ikke er godt, men bare er interessant. Det første gode spørgsmål fremføres, da Merete Riisager (LA) nævner/spørger til, om skolereformen er en del af konkurrencestaten? Det får hun desværre ikke noget svar på. Men svaret er “ja” – det ved enhver, der har fulgt lidt med. Grunden til, at børnene skal lære at læse, er ikke mere, at de skal kunne læse aviser og litteratur frit sammen med en engageret lærer men derimod, at de kan forbedre pisa-scoren, så den globale kapitalisme kan få et kriterium for fordeling af arbejdspladser. Sådan er det. Antorini bliver nødt til at svar ja på Riisagers spørgsmål, for hun, altså ministeren, har ikke noget dannelsesbegreb, der kan give hende en anden retning. Det ved man blandt andet, fordi hun dagen efter Corydons hyldest til konkurrencestaten i Politiken havde en skolepolitisk kronik i Politiken sammen med netop Corydon. Men man ved det også, fordi konkurrencestaten er kernebegreb for en række aktører meget tæt på Ny Nordisk Skole. De andre ordførere kan heller ikke svare på det: Karen Ellemann (V) kan ikke, fordi hendes formand Lars Løkke Rasmussen selv har rost Corydon for hans udspil. Og Lotte Rod fra RV forstår, tror jeg, slet ikke hvad der foregår. Det kan man se klart af hendes ordførertale, der lyder som et projektoplæg i 5. klasse. Lene Espersen fra de konservative taler næsten kun om noget med lektiecafeer, men hun synes nok at konkurrencestaten er et konservativt statsideal? Hvilken fejltagelse. Endelig er der Pernille Bagge fra SF, som engang har sagt, at hun går ind for filosoffen Peter Kemps dannelsesbegreb, men Kemp er mega-kritiker af skolereformen og endnu mere mega-kritiker af at gøre konkurrencestaten til udgangspunkt for landets pædagogik. Alligevel fremturer hun, og det er fordi, SF er i politisk krise. SF sidder i en regering, der drømmer om en konkurrencestat, og partiet kan ikke sige fra. ”Konkurrence” er blevet socialismens mål….! Hvad skal vi med sådan et parti?

Udover SF’s tavshed vedrørende konkurrencestaten er det faktisk meget tankevækkende, at hverken Lars Dohn eller Rosa Lund fra Enhedslisten, som også deltager i debatten, nævner dette nyliberalistiske islæt, altså konkurrencestaten, der som sagt et definerende træk ved reformen. I gamle dage var nyliberalismen hovedmodstanderen for vores socialister. Men sådan er det blevet: Konkurrencestatskritikken kommer fra ny-liberalt hold, og Riisager er faktisk ikke den eneste. Christoffer Arzrouni, som er nyliberalist, har også haft en konkurrencestatskritisk leder i Børsen. Jeg skal lige vænne mig til det, men på en måde er det logisk nok, hvilket jeg dog ikke vil uddybe her.

Det andet gode spørgsmål skyldes også Riisager, som virkelig var på job den dag med kronikker, twitter-opdateringer og godt folkevalgt arbejde i det hele taget. Hun spørger til ministerens forhold til formålsparagraffen. Riisager har før spurgt om det i forbindelse med en udvalgsbehandling af Antorinis skoleideer, men dengang kunne ministeren blot gentage §1 som en form for papegøje, uden den mindste forholden sig til paragraffens betydning for Ny Nordisk Skole. Nå, men ministeren svarer først slet ikke, så Riisager må gentage sit spørgsmål. Herefter får vi at vide, at formålsparagraffen hænger fint sammen med skolereformen, men hvis Antorini mener det, så kan hun umuligt kende til, hvad ordene i formålsparagraffen betyder. Skolereformen er et tværtimod et opgør med formålsparagraffen. Det kan man allerede se af ministerens lange og just refererede passage om “læringsbegrebet” som det eneste saliggørende, under hvis herredømme alt fra demokrati, fællesskab og skoleledelse skal indrette sig. Tænker man sådan, så får man det modsatte af formålsparagraffens lærer, som har noget, han skal beskytte og give videre i frihed under og i nærheden af en bred statslig ramme. Det er da også tankevækkende, at der ingen steder i de mange tekster, der omgiver ny Nordisk Skole, er en refleksion over formålsparagraffen; en undren der skærpes af Antorinis utallige omtaler af reformen som ”radikal”, ”en revolution” osv. Endelig må man også erindre, at hele Antorinis virke bygger på et opgør med grundtvigianismen og “det nationale”, som ellers spiller en stor rolle for formålsparagraffens ånd.

Antorini siger så ildevarslende, at Jeg synes da, det er relevant at diskutere, om man på et tidspunkt skulle drøfte, om der var brug for at se på formålsparagraffen med friske øjne”. Det ved jeg godt, hvad hun mener med. Hun vil af med alle de pædagogiske ord og henvisninger til dansk pædagogik og oplysningsfilosofi. I stedet vil hun have NNS-målene ind, noget mere om individuel læring og så noget om, at skolen skal gøres endnu mere klar til videreuddannelse og erhvervsliv.

Riisagers spørgsmål bunder i, at hun har læst ”det radikale koryfæ” Asger Baunsbak-Jensens kritik af skolereformen i Information. Baunsbak-Jensen er ligesom Pernille Bagge også glad for Peter Kemps filosofi, men sætter med rette Kemps dannelsesideal op over for og imod Ove Kaj Pedersens konkurrencestat – i modsætning til Bagge, der ikke kan se forskellen. Baunsbak-Jensen vil have en ordentlig formålsdrøftelse før en evt. skolereform sættes i søen, så man kan holde styr på reformen – ikke mindst dens forhold til ny teknologi, som han har ret i er fuldstændigt ureflekteret i Ny Nordisk Skoles perspektiv. Men Antorini vil helst have en ændring af lovens §1 bagefter, hvis overhovedet, så hun kan se med ”friske øjne” på, ”hvilke ”elementer” der kan bruges. Hun mener ”i hvert fald ikke, at formålsparagraffen er nogen forhindring for at sætte den her reform i søen” som hun lakonisk udtrykker det, tilsyneladende uden at kende til den omfattende kritik af mangel på ånd og dannelse, som skyller ned over reformen fra alle sider.

Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti er også med i forhandlingerne, men det er svært at forstå, når man hører, hvad han siger. Selvom han kommer fra et parti, der påstår at have det nationale kært, og selvom han endda har skrevet bøger, så forholder han sig slet ikke til Riisagers gode spørgsmål, men kritiserer hende blot flere gange for, at hun har en kritisk bemærkning til embedsmændenes rolle i reformen. Han overhører altså helt substansen i Riisagers kritik og geråder i stedet ud i et iltert forsvar for ministeriets djøf’ere. Spændende må man sige! Ahrendtsen var ellers frisk i sin tid, da han var et af de få medlemmer af folketinget, der tog Linda Koldau i forsvar, men det var vist en enlig svale. Han skrev også en kronik sammen med Anders Bondo i Politiken sidste år, og det var faktisk lidt modigt i forhold til hans politiske bagland. Gad vide hvad Bondo synes om Ahrendtsens præstation på tinge d.12. november? Men Bondo vil måske også hellere beskytte embedsmænd, end han vil tale om skolens formål?

 

b. Lockouten var en del af skolereformen og Ny Nordisk Skole

Til sidst kommer Venstres ordfører, Karen Ellemann. Hun stiller et interessant spørgsmål: Hun spørger: ”Hvor mange lokalaftaler er der på nuværende tidspunkt er indgået rundt omkring i kommunalbestyrelserne. Grunden til, jeg spørger, er, at jeg møder rigtig mange socialdemokratiske kandidater nu her i kommunalvalgkampen, som taler for, at man gerne vil lave lokalaftaler, og jeg vil egentlig gerne høre dels ministerens vurdering af, hvor omfattende det allerede er, dels ministerens holdning til, om det er en god idé at lave lokalaftaler”.

Ellemann er træt af lokalaftaler. Hun vil have de nye KL-ledere med deres operative måltal og alt det andet til at bestemme det hele. Hun vil have ”normalisering”, så landets lærere, ikke kun i grundskolen men overalt, ikke mere har et frit område af deres tid, hvor de kan tænke sig lidt om vedrørende stort og småt i skolelivet. Hun tror, at forberedelsestid er noget, der har med ledere at gøre, selvom den er det modsatte af ledelse. Det er forberedelsestiden der gør, at vi har lærere og ikke mellemledere til at undervise børnene, men det skal altså til at være slut nu, mener Ellemann og desværre også alle andre.

Ministeren svarer i bedste Ny Nordisk Skole-ånd, at ”intentionen er at give størst muligt ledelsesrum på de enkelte skoler i forhold til at kunne løfte, hvad det er for en undervisningsopgave, der er i forhold til eleverne. Og det er jo også noget af det nye, der er i hele tænkningen, altså at sige, at det ikke skal være på forhånd fastsat tid, der definerer, hvad det er for nogle undervisningsforløb, der laves; det er, hvad det er for en opgave med de elever, der er, og hvilke læringsforløb der skal laves, hvorefter man så tilrettelægger det med de lærere og pædagoger og andre medarbejdere, som er på skolen. Selvfølgelig er udgangspunktet som på enhver anden arbejdsplads, at det bør, hvis det er en vel ledet skole, være i et tæt samarbejde mellem skoleledelse og medarbejdere. Det er den måde, man får gode skoler, virksomheder og institutioner på”. (mine kursiveringer)

Her er ”tænkningen”: Skolen er som ”enhver anden arbejdsplads”, som et skattekontor eller som et postvæsen, og de steder bestemmer lederen jo det hele, så kunden kan stilles tilfreds. På en skole, eller rettere “i et læringsmiljø”, er kunden blot elevens læring og i videre forstand konkurrencestaten. Nå, men det, jeg egentlig vil sige med hensyn til hendes svar til Ellemann, er, at Ny Nordisk Skole, skolereformen og nu også overenskomstkonflikten hermed bindes sammen i én kæmpe knude. Disse tre elementer hænger sammen som ærtehalm. Det er én tænkning. Danmarks Lærerforenings støtte til Ny Nordisk Skole er derfor også på sin vis en støtte til foreningens egen opløsning. Det er faktisk lidt paradoksalt.

Desværre var der ingen, der rejste spørgsmålet om det teknokratiske udspil, “forenkling af de fælles mål”, om forholdet mellem “operative måltal og pædagogisk praksis” og om alt det formålsløse “forandrings-nysprog”, som nu vælter ind over skolerne. Men det havde nok heller ikke gjort nogen forskel, fordi svarene fra ordførerne generelt var af så dårlig kvalitet. Kun Riisager sagde noget fornuftigt – altså ikke kun noget jeg var enig i, men noget fornuftigt – noget man kan forholde sig til. Troels Ravn og Lotte Rod har så lidt på hjerte, at man slet ikke kan kommentere det sammenhængende, men læs selv på linket nedenunder.

 

Referencer:

Forhandlingsreferatet fra folketingets behandling af lovforslaget

Analyse af regeringens skoleudspil ”Gør en god skole bedre”

Merete Riisager: Sort dag for folkets skole, indlæg i Berlingeren, d. 12. november 2013

Det anonyme teknokrati har taget over, interview med Asger Baunsbak-Jensen i Information, d. 28. oktober 2013

Niels Christian Sauer: Planken ud, blogindlæg om forhandlingerne på www.folkeskolen.dk

Journalistisk dækning af forhandlingerne på folkeskolen.dk 

Arne Eggert: “Ledelse for læring og trivsel“, blogindlæg på www.denoffentlige.dk

Christoffer Arzrouni: “Corydons store stagnationsstat“, leder i Børsen, d. 28. august.

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar