Kommentar til Lars Qvortrups artikel ”Visible learning and its enemies – the missing link”

John Hatties arbejde har været udsat for meget kritik siden omkring 2016. I en aktuel artikel i tidsskriftet Nordic Journal of Studies in Educational Policy tager Lars Qvortrup stilling til kritikken, som han også opfatter som en kritik af sig selv. Han er så at sige i samme båd som Hattie. De er et slags ”vi”. Artiklen hedder ”Visible learning and its enemies – the missing link” (Qvortrup 2019).

Qvortrup tager udgangspunkt i dels lektor Hanne Knudsens interview med John Hattie fra 2017 i samme tidsskrift, men også bogen Hattie på dansk fra 2017, hvor mit eget bidrag, og ikke mindst Steen Nepper Larsens ditto, kritiseres af Qvortrup (Knudsen 2017, Bjerre mfl. 2017).

Jeg vil først undersøge Lars Qvortrups almene omtale og forståelse af kritikken, altså læringens ”fjender”. Dernæst drøfter jeg Qvortrups valg af overskrift og hans videre Luhmann-baserede argumentation. Til sidst har jeg en længere diskussion af Qvortrups erklærede ”vrede” mod Hanne Knudsens Hattie-interview. Jeg forsøger at vise, at hans vrede er ubegrundet.

 

1. Lars Qvortrups ”fjender”

På de første sider opridser Qvortrup en slags ”Pædagogikkens to verdener”, som jeg kalder det, blot med omvendt fortegn (Rømer 2015). Kritikerne udgør ifølge ham en ”ideologisk” magt, der systematisk misforstår og misrepræsenterer Hattie og Qvortrup.

Her er nogle af hans markeringer, som nærmest flyder over med et politisk-emotionelt vokabular, der har en erklæret hensigt om at ekskludere kritikken fra ”the scientific game”:

– “A particular, sometimes incorrect, interpretation gains momentum, e.g. because it supports political or ideological interests” (s.1).

– ”A strong, ideological interpretation community has emerged that simply dislikes the idea of learning achievements” (s.1).

– “Some reactions have been purely emotional: We dislike, what we read, seems to be the implicit tone, simply because we dislike numbers and statistics” (s.1)

– “There is no need to point out, that “Visible Learning” is both misrepresented, ridiculed and personalized in Larsen’s statements” (s.2) (“Larsen” = Steen Nepper Larsen, TAR).

– ”It is important to emphasize that although this type of critique might be entertaining in colourful political debates, it has nothing to do in a critical academic discourse, which must be sober, transparent and aimed at refutation, not at creating false dichotomies and misrepresentations” (s.2).

– “Several contributions place themselves outside the scientific game” (s.2).

– ”In these reactions academic disputes are transformed into cultural wars between opponents with the aim of first desarming the opponent (e.g. by ridiculing him or her) and then beating the opponent to death by appealing to the lowest common denominator of prejudice” (s.3)

Man får det indtryk, at Qvortrup tænker på en bred kreds af “fjender”. Han eksemplificerer dog sin pointe med to citater af Steen Nepper Larsen og et af mig. Han gør intet forsøg på at forstå artiklernes argumentation eller sammenhæng. Qvortrup kritiserer min analyse af Hattie’s feedback-begreb for at være ”without any kind of factual support”. Både min og Nepper Larsens artikel er propfyldt med argumentation, som han ikke tager stilling til. Jeg bliver nødt til at lade de små sætninger fare, men man kan jo selv læse min og Larsens artikel.

Qvortrup mener, at Larsen og undertegnede med vores artikler ligefrem ekskluderer os selv fra ”the scientific game”. Den engelske version af Nepper Larsen tekst er udgivet i et internationalt tidsskrift, Journal of Academic Perspectives. Min egen artikel blev efterfølgende publiceret i Nordic Studies in Education, hvor den her i 2019 ligefrem modtog en nordisk forskerpris, den såkaldte Ahlström Award. Artiklen røg også i det velrenommerede australske tidsskrift Educational Theory and Philosophy. Men Qvortrup mener, endda med henvisning til Karl Popper, at artiklerne er uden for “the scientific game”. Hvad skal man sige?

 

2. ”Fjendernes” årsag

Qvortrup mener, som man kan se i citaterne ovenfor, at kritikken er en del af et ”ideologisk fællesskab” og så videre. Dette ”fællesskab” er ifølge ham knyttet til en særlig solidarisk anknytning til Danmarks Lærerforening, der har rod i lockouten af lærerne i 2013. Han mener, at det er fra denne begivenhed, kritikken af læringsbegrebet og imod skolereformens folk tog fart. Skolereformens tilhængere ønskede blot at erstatte faglige mål med læringsmål. Her i citat:

”Actually, a strong cultural understanding between academics, politicians and union representatives emerged, with the common view that replacing subject objectives with learning objectives was the root of all evil” (s.3).

Selv aner jeg ikke, hvad han taler om. Jeg har i tråd med international forskning kritiseret læringsbegrebet siden 2002 og er bestemt ikke på specielt venskabelig fod med Danmarks Lærerforening. Men muligvis hjalp konflikten DLF til at få øje på nogle problemer, som foreningen selv havde bidraget til at fremme i løbet af 00’erne? Men det er jo kun super! Og kritikken af læringshegemoniet, dets sammenhæng og dets begrebsmæssige reduktioner kan sandelig ikke isoleres til den ene og den anden tekst. Den er jo over det hele, og der dokumenteres i et væk alle steder. Men Qvortrup tror, at han kan reducere det hele til et par tilfældige citater? Og så lige: Hvad er der galt med ”cultural understanding”? Skal det nu være et skældsord? Men måske har Qvortrup en ”cultural understanding” med andre ”academics og politicians”? Og måske også med EVA, AP Møller-fonden, RAMBØLL og DPU/AU’s ledelse? Jeg holder her.

Og det såkaldte ”paradigmeskifte” – altså: ”replace subjects objectives with learning objectives”, som Qvortrup formulerer det – er heller ikke afledt af lærerkonflikten i 2013. Det er snarere omvendt. Konflikten var et resultat af det begrebsmæssige opgør med pædagogik, som lå i paradigmeskiftet, som selv var en forstærkning af den globale læringsbevægelses mest problematiske sider. Paradigmeskiftet finder man f.eks. i EVA’s 2011, og 2012 rapporter (Skovmand 2019, Dorf 2018). Det er en del af det, som Skovmand har fremanalyseret som ”lærificering af lærificeringen”, dvs. den såkaldte ”læringsrevolution”, som Qvortrup selv er en central aktør i.

 

3. Artiklens titel, om ”fjender”

Titlen på Qvortups indlæg er som sagt ”Visible Learning and Its Enemies – the missing link”.

Jeg har i dette afsnit to bemærkninger til den del af titlen, som står før bindestregen:

 

1) Fjenderetorikken
Har Hattie ”fjender”? Har Qvortrup? ”Fjender”? Mærkeligt ord. Jeg har ingen ”fjender”. Men Qvortrup kaldt sine kritikere for f.eks. ”løgnere” og ”plattenslagere” og nu ”fjender”.

”Ven-fjende”-vokabularet har faktisk en rig intellektuel tradition. Ok, men er der så en teoretisk bearbejdning af ”fjende”-begrebet i artiklen. Nej!

Ordet ”enemy” optræder en enkelt gang i selve teksten, men i en omvendt betydning: Qvortrup mener, at Hatties kritikere opfatter Hattie som en ”enemy of education”. Så Hatties fjender opfatter Hattie som en fjende, og Hattie har selv fjender? Alle er ”fjender” med alle? Jeg er helt sat af.

Hvorfor al den krigersnak? Hvorfor ikke bare kigge på de argumenter, der fremføres her og der i lange argumentationstråde uden at gå i stå, fordi teksterne har lidt selvstændig form? Qvortrup har som nævnt haft fingrene i den meget roste udgivelse Hattie på dansk. Men Qvortrup finder ingen argumenter, kun to små citater fra Hatties ”fjender”. Det er bare så uinteressant.

Hvem ved? Måske ender Qvortrup med sin blomstrende mund som en slags ”fjende-skjald”. En særlig systemteoretisk form for Grundtvig?

Qvortrup har ingen forstand på at svare på kritisk arbejde. Men jeg følger med i hans sproglige kreativitet med stor interesse.

 

2) Det åbne samfunds fjender
Titlen på Qvortrups artikel er formodentlig en reference til Karl Poppers klassiker ”The Open Society and its Enemies”, en fortolkning, der forstærkes af John Hatties systematiske anvendelse af Poppers såkaldte treverdens-teori. Qvortrups bruger også Popper, blot i en langt mere løs reference end Hattie. Der sker de forskrækkeligste ting med Popper i hænderne på Hattie, men det lader jeg ligge her. Det kan man læse om i min artikel om sagen i Hattie på dansk. Qvortrup oversætter Popper til noget med metodefalsifikation. Det tror jeg ikke, Popper ville synes var sjovt. Det ender i total policy-underdanighed.

Popper skrev jo sin bog som et opgør med totalitarismen, herunder fascismen og stalinismen. Med denne direkte parallel helt oppe på titel-niveau antydes det, at Hatties kritikere kan sammenlignes med disse totalitære politiske bevægelser. Disse kritiske ”fjender” af det ”åbne samfund” ender som det, Qvortrup omtaler som et ”strong ideological interpretation community”, som ”supports politicial and ideological interests”, der udelukker sig selv fra ”the scientific game”.

Hvem er ideologisk?

Ok, faktisk er jeg ligeglad, selvom jeg også er fascineret. Men med overskriften in mente undrer dig mig alligevel, at Qvortrup ikke vil svare på Keld Skovmands aktuelle kritik med henvisning til, at Skovmand kalder ham for nazist? Qvortrups anklage er ganske vist helt hen i vejret. Skovmand bruger blot Victor Klemperers sproganalyse på læringssproget, og han kalder bestemt ikke Qvortrup for ”nazist”. Men Qvortrup sætter via sin ubehjælpsomme titel sine kritikere i bås med fascister, mens han angiveligt selv forsvarer det ”åbne samfund”.

I øvrigt er Skovmand slet ikke kritiker af Hattie. Til gengæld er han kritiker af det danske læringshegemonis – f.eks. Qvortrups – brug af Hattie. Skovmands synspunkt er – for nu at blive i Qvortrups jargon -, at Hatties virkelige fjender er hans danske venner. Men denne herlige detalje lader Qvortrup ikke til at have fanget i kampens hede (Qvortrup nævner slet ikke Skovmands bidrag til ”Hattie på dansk”).

En lignende pointe finder vi hos Per Fibæk Laursen, også i “Hattie på dansk”. Laursen er ligesom Skovmand også glad for Hattie, men ikke for brugen af ham i Danmark. Der er altså mange, som godt kan lide Hattie, men som er kritiske på deres egne måder, også over for Qvortrup. Men er disse kritiske tilhængere mon også fjender af fjenden? Eller hvad med Niels Møllers og Jørn Bjerres fremragende artikel om brugen af Hattie i Skanderborg Kommune? Har Qvortrup, som jo selv har været meget aktiv i det kommunale spor, nogle bemærkninger til den? Er det også “fjendeland”? Fjender af det åbne samfund? Ligesom Steen Nepper Larsen og undertegnede altså er. Det minder mig lidt om dengang en DPU-lektor i en fælles mail til alle ansatte kaldte mig for en ”paria” på grund af en regulær analyse af sammenhængen mellem poststrukturalisme og skolereform. Eller om dengang Qvortrup kaldte Peter Kemp for en ”plattenslager” efter en kritisk kronik i Politiken.

Jeg kan ikke lide Hatties arbejde, og jeg har endda forstået det. Så der er Skovmand og jeg helt uenige. Men vi er enige om, at Qvortrup forstærker Hatties problemer, og at Qvortrup altså er selv er en slags ”fjende” af Hattie.

 

4. Qvortrups bemærkning til Nepper Larsen om ”behaviorisme”

Qvortrup kritiserer Nepper Larsen for at kalde Hattie for ”behaviorist”. Men bagefter siger Qvortrup selv, at Hattie skam er behaviorist, blot en anden slags, end Larsen påstår. Men så giver Qvortrup jo Larsen ret i den grundlæggende klassifikation? Qvortrup mener så blot, at Hatties behaviorisme er knyttet til systemteorien, hvilket betyder, at ”årsager” omdannes til ”statistiske korrelationer”, som om det skulle gøre den store forskel? Altså andet end at gøre ondt værre.

 

5. Qvortrups epistemologiske position

Derefter forsøger Qvortrup at redegøre for sin egen ”position in this debate” (s.3). I hvad for en debat, spørger jeg? Har han skitseret en debat? Han har da bare udpeget fjender.

Qvortrup taler han om, at der findes en ”epistemologisk og en ontologisk dimension”. Men det har ingen da snakket om i Qvortrups gengivelse af Nepper og mig. Og hvem er imod det? Og på hvilken måde? Med andre ord. Qvortrup taler ud i det blå imod en eller anden modstander i en eller anden debat.

Qvortrup ender faktisk med at gøre alt ”ontologisk” til ”epistemologi”. Dvs. at der slet ikke er to dimensioner, men kun én. Det foregår på følgende måde:

Qvortrup ridser en ”epistemologisk” dimension op med udgangspunkt i Niklas Luhmanns systemteori. Her opløser ”sandheden” i såkaldte ”optikker” i et ”modern, functionally differentiated society”. Qvortrup siger: ”Today we normally do not talk about scientific truth, but about scientific validity” (s.3). Ok, det er helt nyt for mig. Jeg troede, vi talte om sandhed uafbrudt? Jeg gør i hvert fald, så godt jeg kan.

Skredet i videnskabelig substans understreges i følgende: ”The criterion of validity and reliability….. are the modern scientific community’s answer to the loss of an ontological concept of truth”.

Så der røg den “ontologiske dimension” da lige i grøften?

Så fra ”sandhed” til ”gyldighed” uden ”ontologi”? Det må Qvortrup selv rode med. Jeg er videnskabsmand, så jeg går efter sandheden med risiko for at blive klogere.

Men selvom Qvortrup altså har fjernet ”ontologien” fra videnskaben, så mener han altså, at der alligevel findes en ”ontologisk dimension” i den debat, som ingen rigtig ved, hvad handler om.

Ok, hvad mon denne anti-ontologiske ontologi så går ud på? Ja, den går som forventet slet ikke på ontologi, men på endnu mere epistemologi, dvs. en luhmanniansk gennemgang af en særlig Qvortrups version af ”professional dømmekraft”. Her følger Qvortrup sin egen tese fra sin bog ”Den myndige lærer” fra 2011. Her fortalte han om, at alt det vi normalt omtaler som en ”ontologisk tradition”, dvs. f.eks. Løgstrup, Heidegger og Uren Pædagogik, er et udtryk for ”fundamentalistisk fænomenologi”, mens det eneste saliggørende ifølge Qvortrup er luhmannismens såkaldte ”sociologisk operative konstruktivsme”, som er hyper-epistemologisk. Ja, alt omsættes til i et iagttagelsesinferno på flere niveauer.

Qvortrup fortæller i sin artikel, at en lærers handlinger ”must go through the closed, self-referential, complex and unpredictable reflection loop of the student, before it results in a – for each single case unpredictable – reaction of the student” (s.4). Så det ene selvrefererende system irriterer det andet selvreferentielle system. Finder der ingen verden af ting og sager? Det er jo anti-ontologi på den store klinge.

Disse irritationssystemer kan så omdannes til Qvortrups version af ”behaviorisme”, dvs. til statistiske data af mulige korrelationer, som trækkes ud af ”rådatalandskaber”, som han kalder det i en beslægtet diskussion af for Hattie fra 2015 (Qvotrup 2015).

Qvortrup nævner to eksempler på ”ontologi”. For det første sociologien R.K.Merton, som ifølge Qvortrups fortolkning ender med at bestemme pædagogikkens professioner som ”forskningsbaseret viden”, ”etiske kriterier” og ”metodiske principper”. Men det har da ikke noget med pædagogik eller ontologi at gøre? Dernæst nævner Qvortrup den amerikanske læringsforsker, Donald Schön, som trækkes i en ekstremt epistemologisk retning, hvilket slet ikke er nødvendigt. Schön arbejder f.eks. med både Polanyi, Wittgensein og Dewey, så hyper-epistemologien ødelægger helheden i Schöns arbejde, synes jeg (Rømer 2003). I al fald undgår Qvortrup konsekvent enhver reference til Schöns ”ontologi”.

Qvortrups ”dømmekraft” skal formidle det statistisk og databaserede kausalforhold mellem undervisning og læring, dvs. mellem lærerens irritation af et ”closed, selfreferential…. reflection loop”. Qvortrups seneste publikationer er da også et klart opgør med ”at holde skole” til fordel for rådatalandskaber og læringsmålstyret dataevidens (Qvortrup 2015b, s.69). Qvortrup kalder, jvf artiklens overskrift,  sine ”korrelationer” for ”the missing link” eller på systemteoretisk for ”strukturel kobling”, og han mener, at Hattie vil være enig. Jamen, det er da ren epistemologi? Ingenting findes jo?

Der er 0,00% ”ontologi” hos Qvortrup. Ontologien er et rent postulat. Det er ren ”epistemologi” Qvortrup har kun én ”dimension”.

 

6. Kritikken af Hanne Knudsen – om et forord af Qvortrup og Egelund

Qvortrups artikel er framet med udgangspunkt i en reaktion på et interview, som lektor Hanne Knudsen gennemførte med John Hattie i 2017, og som blev publiceret i samme tidsskrift, som Qvortrups aktuelle indlæg optræder i (Knudsen 2017). I interviewet siger Knudsen i forbindelse med et af sine spørgsmål til Hattie, at Lars Qvortrup og Niels Egelund (QE) i et forord til en Hattie-bogen ”Synlig læring for lærere” har skrevet at…

”finally education has become evidence based. It has taken several hundred years for medicine to become evidence based, and now finally education is evidence based, and we can get rid of theory, meaning abstract thinking and speculative thinking” (s. 1)

Lars Qvortrup er meget utilfreds med den fremstilling af sine synspunkter. Han er “angry and vexed”, siger han. Vreden og ærgrelsen har to årsager. For det første har han aldrig skrevet det, der står i citatet fra Knudsens interview. Det er korrekt, men Knudsen anfører heller ikke sin formulering som et direkte citat. Kan man ikke godt bruge ordet ”skrive” i en sådan – hvad skal man kalde det? – mere hermeneutisk forstand, hvis man er overbevist om indholdets korrekthed, og hvis man ikke “citerer” det? Hvad skal man ellers skrive? Måske at han “har givet udtryk for”? Jeg synes, det er ok, især hvis det passer, naturligvis. Og det gør det.

Den anden grund til Qvortrups vrede er, at Knudsens fremstilling af hans synspunkt også skulle være indholdsmæssig forkert. Qvortrup skriver:

”It would indeed be absurd to say that with evidence we can get rid of theory” (s.1).

Qvortrup mener ligefrem, at Knudsen gør sig skyldig i “misrepresentation”.

Faktisk er resten af Qvortrups artikel udformet som et forsøg på at forstå Knudsens angivelige ”misrepræsentation”. Hanne Knudsens formulering bliver derfor en slags kronen på værket i hele den ideologisk-kulturelle “cultural understanding”, som Qvortrup efterfølgende ruller ud. Faktisk er det lidt synd for Knudsen, som egentlig har spillet en meget beskeden rolle i kritikken, og som faktisk er knyttet til et forskningsprogram på DPU, som har været ret affirmative over for Qvortrups ideer.

Nå, men lad os se på det pågældende forord af QE (Egelund & Qvortrup 2013). Har Knudsen ret i, at QE’s forord er et angreb på teori forstået som: “meaning abstract thinking and speculative thinkning”? Og har hun ret i, at QE mener, at vi nu “finally” er kommet i evidensens havn?

Og svaret er: Ja, det har hun 100% ret i. Qvortrup har ikke noget at have sin vrede i.

Først vil jeg se på hele den grundstruktur, som QE udvikler i starten teksten, og derefter på denne grundstrukturs pædagogiske konsekvenser, som udfolder sig i resten af forordet:

 

1) Opstilling af grundlæggende dikotomi mellem randomiserede eksperimenter og ”spekulation”

QE’s forord er på i alt 8 sider. De første to sider, altså hele 25% af teksten, er helliget en fortælling fra dansk medicinhistorie. Her lærer vi om, hvordan moderne medicins ”systematiske, kvantitative opgørelser” med ”statistikkens hjælp” blev skabt som et ”ungdomsoprør” mod den ”den spekulative lægekunst”, det blev forsvaret af ”talentløse nevøer” med ”beskedne talenter”, som ”spekulerede”.

Den nye medicin ville i stedet ”kombinere empiriske studier (…) med ”statistiske undersøgelser”, hvilket senere blev til ”RCT-studier” (Randomized Controlled Trails).

Der er absolut ingen reservationer i forhold til, hvad man kunne kalde for sundhedsvidenskabens filosofiske sider. Det hele er bare enten ”RCT” eller ”spekulativt/talentløst”, og det frames alene med udgangspunkt i lægevidenskaben. De første to sider handler altså om en helt anden profession i den allersimpleste positivistiske version af sig selv.

Så to ud af otte sider handler om dette opgør med de ”spekulative” sider af lægekunst. Og det var jo netop ordet ”spekulativ”, som Knudsen brugte i hendes interview med Hattie. Qvortrup har altså rent faktisk “skrevet” dette ord, og det optræder adskillige gange med lige præcist den normative funktion, som Knudsen angiver. Forordets centrale framing er med andre ord – præcist som Knudsen skriver det – et udtryk for et opgør med ”abstract and speculative theory”.

 

2) Dikotomiens vandring ned i pædagogikken

QE’s lange medicinsk-dikotomiske markering er ikke tilfældig. Umiddelbart efter gennemgangen åbner næste afsnit med følgende erklæring:

”Parallellen til uddannelsesvidenskab er åbenlys. Også her er der blevet udkæmpet en kamp mellem spekulativ og empirisk forskning, også her er de nye tendenser blevet gjort til genstand for forhånelse…” (QE 2013, s.9)

Så QE sammenligner direkte statistiske undersøgelser og RCT-metoder med pædagogik, som de altså mener er blevet for ”spekulativ”. Også her bruger de ordet ”spekulativ” direkte. Dermed føres ovenstående dikotomi – altså opgøret med ”spekulativ tænkning” direkte og ureflekteret ned i pædagogikken.

I resten af forordet udvikles så denne begrebstransport, hvor den simplificerede dikotomi slår igennem med vild kraft i udvælgelsen af det mere konkrete perspektiv. Det sker bl.a. via valget af følgende tre eksempler, der skal illustrerer pointen:

 

a) Andreas Helmke

Andreas Helmke udgør en form for teoretisk forstærkning. Han inddrages i argumentationen iført samme medicinske sprogdragt som QE’s. Keld Skovmand har ganske vist gjort opmærksom på, at Helmke har lange passager, hvor han advarer imod instrumentalisme, men QE tager kun de dele af Helmke, som de mener passer til deres indledende dualisme. Og hvorfor er det altid ”Helmke”? Findes der ikke andre?

 

b)  Clearinghouse

Dernæst nævnes nogle aktuelle konsekvenser af vendingen væk fra det ”spekulative”. Først fremhæves Dansk Clearinghouse, som i 2009 i ophøjet majestæt kom frem til, at tre helt specifikke lærerkompetencer var afgørende for ”det størst mulige læringsudbytte” og for færrest mulige ”læringshæmmende” processer, som QE kalder det. QE mener, at ”den empiriske, kvantitative uddannelsesforskning” dermed fik sit ”offentlige gennembrud i Danmark”. I dag er Clearinghouse nedlagt, og det forstår man jo godt. Men det er da lidt sjovt, at to af dets ledere har været hhv. Egelunds kone og Qvortrup selv.

 

c) RCT-forsøg

Til sidst nævnes tre eksempler på tre RCT-forsøg i pædagogisk forskning, som jeg aldrig har hørt om. F.eks. en undersøgelse om “Ny Nordisk Skolemad”, som Niels Egelund har lavet. Der nævnes ikke eksempler på ”spekulativ” pædagogisk forskning. Heller ikke på kvalitativ forskning, men det er måske også for “spekulativt”?

QE mener, at denne udvikling med mere RCT-forskning ”tegner til at blive en stil, der vil blive mere hyppig fremover – selvom denne forskning stadig mistænkeliggøres”. Få år senere – i 2018 – skrev 30 dagtilbudsforskere et oprørt indlæg imod denne ”stil”, der kom til udtryk i en rapport om dansk dagtilbudsforskning, som Qvortrup havde udarbejdet som leder af netop Clearinghouse.

 

3) Qvortrups opfattelse af metodefrihed

Dernæst følger QE’s Hattielæsning, som er en ren hyldest til evidensevangeliet, hvor man på baggrund af statistiske korrelationer kan foretage kliniske læringsoptimerende interventioner på både lærer- og skolelederniveau. Hattie Qvortrupificeres, for nu at sige det på den måde.

QE tror også, at ”metodefrihed” handler om at gøre det, som ”virker” med udgangspunkt i datakorrelationer – ”rådatalandskaber”, som Qvortrup kalder det i en anden sammenhæng. Herfra er der frit udsyn til en energisk arbejdende Learning Analytics, hvor man på baggrund af Big Data rent elektronisk kan forudsige elevens læringsbehov. Det er formodentlig den slags processer Økonomisk Råd tænker på, når de i en helt aktuel rapport skriver følgende: ”Der kan ligge et fremtidigt effektivitetspotentiale i IT-baseret læring, hvor lærere helt eller delvist erstattes af computere” (Det økonomiske råd, 2019, s. 67). Tilbage i 2010 meddelte Niels Egelund den undrende pædagogiske offentlighed, at der ikke var forskel på en uddannelsesforsker og en økonom. Sprogspillene løber sammen som ærtehalm med rod i 00’ernes verdensbillede.

QE mener, at alternativet til rådatalandskabernes evidenser er, at læreren tror, at metodefrihed er friheden til at gøre ”hvad som helst”. Her synker niveaet ned i Marianergraven. Hvilken anden profession vil finde sig i den slags antagelser? Måske professorer i pædagogik. Sætter de sig også ned og spiller firkort, hvis der ikke er datamålstyring?

 

4) QE’s syn på “det normative”

QE kritiserer dem, som ”mener, at pædagogik er en normativ og ikke en empirisk videnskab”. Hvem og hvad, der nærmere tales om, meddeles ikke. Vi kan derfor uden videre antage, at disse ”meninger” kan sammenlignes med de reaktionære og spekulative modstandere af moderne lægekunst, som hele forordet handler om og i videre forstand med alle deltagere i de processer, jeg beskriv i kapitel 1 og 2. Vi er stadigvæk i den grundlæggende dikotomis landskab.

Til sidst i forordet siger QE så pludselig, at der altid ligger et ”element af normativ, ikke-empirisk viden til grund for lærergerningen”, hvilket de endda ”ovenfor understregede”, som der står. Men QE har da netop ”understreget” det stik modsatte med hele deres dikotomi? Det er en mystisk formulering.

Denne normative viden, som de altså bestemt ikke har ”understreget” vigtigheden af, handler – får vi efterfølgende at vide – ifølge QE om ”en ukendt fremtid”, og om hvorhen man ”som lærer ønsker at bringe eleven”. Men disse sætninger står helt alene og uden systematik og kraft, når forordets øvrige logik tages i betragtning. Det lyder lidt som en politiker under en valgkamp. Måske mener QE faktisk, at det ”normative” er politikernes sag? Det tror jeg. Men så er vi jo lige vidt i forhold til de pædagogiske diskussioner af ”den uvisse fremtid”. Så er de jo blot policy-affirmative?

Og hvorfor kun ”fremtid”? Hvad med ”fortid”? Og hvad betyder det at ”bringe eleven hen, hvor man som lærer ønsker”? Mister Qvortrup ikke her sansen for pædagogikkens åbne dannelsesstruktur, som f.eks. Alexander von Oettingen og Hannah Arendt har beskrevet den? Spørgsmålet er snarere: Hvad gør eleven med fortiden!

Og hvad med pædagogikkens “steder”, altså børnehaven og universitetet og skolen? Der er ingen specificitet. Det hele flyder ud i almene statistiske variationer af læring og trivsel.

Til allersidst siger QE, at man ikke skal bruge Hatties bog som ”manual”, men som ”et grundlag”. Men det er da langt værre? Men ok, det passer fint med et andet forord, som QE året efter skrev til en anden af Hatties bøger. Her stod der, at lærerne skulle opfatte Hatties bog som ”en bibel” (Egelund & Qvortrup 2014).

 

5) Hvad er “teori”?

En sidste markering: Qvortrup siger i sin artikel, at Knudsen mener, at han er imod teori. Men det er jo slet ikke det, hun siger. Hun siger snarere, at Qvortrup er imod bestemte former for teori, nemlig ”speculative and abstract theory”, hvilket jo ikke uden videre er det samme som ”teori”, især ikke når man ser på QE’s forord.

Knudsen har andre steder beskæftiget sig med Hattie-paradigmets udgrænsning af filosofiske diskussioner, og hun finder altså også udgrænsningen i QE’s forord, hvilket jeg også selv gør. Qvortrup har derfor intet at have sin ”vrede” i. Der skal ikke meget tekstarbejde til at give Knudsen 100% ret i, at QE har skrevet følgende, som han selv er ”angry og wexed” over, at Knudsen skriver:

”finally education has become evidence based. It has taken several hundred years for medicine to become evidence based, and now finally education is evidence based, and we can get rid of theory, meaning abstract thinking and speculative thinking”.

 

PS: Til sidst vil jeg tilføje en iagttagelse, som er lidt uden for systematikken. Qvortrup henviser til, at han af en kollega har fået at vide, at hvis man vil kritisere nogen, så skal man først sikre sig, at man har forstået den kritiseredes tekst korrekt. Dertil er der tre ting at sige:

  1. Denne metode vil sætte al videnskabelig diskussion og udvikling i stå. Vi vil få et dybt reaktionært forskningssamfund.
  2. Qvortrup benytter sig bestemt ikke selv af denne metode, for nu at sige det mildt. Han har da aldrig spurgt mig, om jeg kan godkende hans beskrivelse af mine synspunkter, og heldigvis for det.
  3. Qvortrup anførte samme oplevelse i 2015. Dengang tog han Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs parti i deres angreb på min forsknings- og ytringsfrihed efter en kritisk analyse af deres forsknings anknytning til skolereformens ideologi (Rømer 2015b).

PPS Hanne Knudsen, som jo havde lavet det interview med John Hattie, som var udgangspunkt for Qvortrups indlæg, havde følgende reaktion på sin facebookvæg d. 7. april:

”Et opslag, der nok er mest for de (uddannelseforsknings) indvidede:

I 2017 havde jeg mulighed for at interviewe John Hattie, manden bag ideen og bøgerne om ”synlig læring”. Jeg oplevede ham som meget åbenhjertig, og blandt andet sagde han det, der blev overskriften på interviewet: ”I’m a statistician, I’m not a theoretician.”

Lars Qvortrup er en af de danske uddannelsesforskere, som har introduceret Hatties tænkning og bøger i en dansk sammenhæng. Lars Qvortrup har netop fået offentliggjort et indlæg i det samme tidsskrift som reaktion på mit interview med Hattie. Jeg havde hørt, at indlægget var på vej og glædet mig til at læse Qvortrups forståelse af, hvordan Hatties statistiske tilgang til uddannelsesforskning hænger sammen med Qvortrups egen systemteoretiske tilgang. Hvad betyder evidens for Qvortrup? Hvad mener han om, at Hattie kalder sig statistiker og ikke teoretiker?

Desværre har Qvortrup valgt en noget anden vinkel. Under overskriften ”Visible Learning and its enemies – the missing link” skriver Qvortrup, at Hattie er blevet misforstået og fejllæst i en dansk sammenhæng.

Det, synes jeg, er en mærkelig reaktion på et interview med John Hattie selv.

Qvortrups afsæt er formuleringen af et af spørgsmålene. I spørgsmålsformuleringen har jeg en måske lovlig skarp udlægning af et forord, Qvortrup er medforfatter på. Men derfra og så til at tale om fjender og fejllæsninger… ? Hvad med alt det, Hattie siger?

Jeg ved ikke, om dette indlæg fremmer dialog, heller. Men det ville være dejligt, hvis den antagonistiske tone kunne dæmpes lidt. Så vi reelt kunne tale/skrive om, hvad vi mener om synlig læring, dets muligheder og begrænsninger. Der er nok at diskutere.

Link indsat til Lars Qvortrups indlæg: https://www.tandfonline.com/…/full/10…/20020317.2019.1595386
For at læse mit interview med John Hattie:
https://www.tandfonline.com/…/full/10…/20020317.2017.1415048

 

Referencer:
Bjerre, J. m.fl (2015). Hattie på dansk, København: Hans Reitzel, se for omtale. http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-bog-om-john-hatties-pa…

Lars Qvortrup refererer til følgende to artikler fra Hattie på dansk:

  • Larsen, S.N. (2017): “Know Thy Impact – blinde vinkler i John Hatties evidenscredo”, se også Larsen, S.N.: “Know Thy Impact – blind spots in John Hattie’s evidence credo”, Journal of Academic Perspectives, nr. 1, 2015.
  • Rømer, T.A. (2017): “Et kritisk lys på John Hatties teori om Visible Learning”, se også Rømer, T.A. (2017). “Kritik af John Hatties teori om visible learning“, Nordic Studies in Education, vol. 37, nr. 1., s.19-35, og Rømer, T.A. (2019) og Rømer, T.A. (2019). “A critique of John Hattie’s theory of Visible Learning“, Educational Philosophy and Theory, vol. 51, nr. 6, s. 587-598.

I næværende blogindlæg refereres desuden til følgende tre artikler fra Hattie på dansk:

– Bjerre, J. & Møller, N. (2015): “Koncepternes vagtparade: Oversættelsen af synlig læring til praksis”.

– Laursen, P.F. (2015): “Introduktion til Hattie og synlig læring”.

– Skovmand, K. (2015). “Forinklingen af John Hattie og Fælles Mål”

Det økonomiske råd (2019). Produktivitet 2019, https://dors.dk/files/media/rapporter/2019/p19/p19.pdf

Dorf, H. (2018). Skolepolitik og undervisningskvalitet i Danmark, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Egelund, N. & Qvortrup, L. (2013). “Forord til den danske udgave”, I: Hattie, J.: Synlig læring for lærere, Frederikshavn: Dafolo.
http://bogenshjemmeside.dafolo.dk/Forside.5533.aspx

Egelund, N. & Qvortrup, L. (2014). ”Forord”, I: Hattie, J. & Yates, G.: Synlig læring og læringens anatomi, Frederikshavn: Dafolo.

Knudsen, Hanne (2017). ”John Hattie: I am a Statistician, not a Theoretican”, I: Nordic Journal of Studies in Educational Policy, Online d. 25. https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/20020317.2017.1415048

Qvortrup, L. (2011). Den myndige lærer, Frederikshavn: Dafolo.

Qvortrup, L. (2015). ”Baggrund for og diskussioner af Visible Learning med særlig henblik på lærings- og vidensbegrebet”, Paideia, nr. 9, s. 22-33. Artiklen diskuteres også i det følgende: http://www.thomasaastruproemer.dk/lars-qvortrup-kritiserer-uren-paedagogik-i-paideia.html

Qvortrup, L. (2015b). Det ved vi om forskningsinformeret læringsledelse, Frederikshavn: Dafolo.

Qvortrup, L. (2019). ”Visible Learning and Its Enemies, the missing link”, I: Nordic Journal of Studies in Educational Policy, online d. 28. Marts, https://www.tandfonline.com/…/10.1080/20020317.2019.1595386…&

Rømer, T.A. (2003). ”Learning Process and Professional Content in the Theory of Donald Schön”, Reflective Practice, vol. 4, nr. 1, s. 85 – 94.

Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg Universitetsforlag.

Rømer, T.A. (2015b). ”Kommentar til Lars Qvortrups ”slag under bæltestedet””, http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortrups-slag-under-baeltestedet.html

Skovmand, K. (2019). Folkeskoleren efter læringsmålstyringen?, København: Hans Reitzel.

 

Andre interviews med John Hattie.

Claus Holm interviewer John Hattie til Skoleportalen.dk, nr.3, 2013 http://www.skoleportalen.dk/media/6890-fl-marts2013-korr2.pdf

”An interview with John Hattie”, iamanewteacher.com, 2016. http://imanewteacher.com/johnhattie-interview/ (lidt usikker kilde)

3 thoughts on “Kommentar til Lars Qvortrups artikel ”Visible learning and its enemies – the missing link”

  1. Thanks Thomas,
    Another excellent piece, thorough and detailed.

    Your points (I used Google translate), “He makes no attempt to understand the arguments or context of the articles” and “Why all that warrior thing? Why not just look at the arguments put forward” are typical of Hattie himself and his many supporters.

    Scott Eacott (2018) similarly comments about Hattie’s defenses,

    ‘Hattie did produce an antithesis to my original paper. His response made a counter argument to my claims. To do so, he did not need to engage with my ideas on anything but a superficial level (to think with Ryle, this is the wink all over – a focus on a few words without grasping their underlying generative meaning). There was no refutation of my claims. There was no testing of my ideas to destruction and no public accountability for his analysis. If anything, he simply dismissed my ideas with minimal reference to any evidence’ (p6).

    It is very interesting Qvortrup was a leader of the Danish Clearinghouse.

    The commercial conflict of interest is the only reason I can see that Hattie and his supporters make no attempt to deal with the detailed arguments anyone puts forward.

    • sorry meant to say- The commercial conflict of interest is the only reason I can see that Hattie and his supporters DO NOT make an attempt to deal with the detailed arguments anyone puts forward.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.