Kommentar til Lars Qvortrups og Jens Rasmussens bog “Skoleret – et lærestykke til forskere, myndigheder og medier”

De to professorer ved DPU/Aarhus Universitet, Jens Rasmussen og Lars Qvortrup (Herefter QR), har pr. 5. marts 2021 udgivet bogen ”Skoleret – et lærestykke til forskere, myndigheder og medier”.

QR kritiserer især lektor Keld Skovmand og hans ellers meget roste ph.d-afhandling om læreruddannelse og didaktik. Eller rettere: De kritiserer egentlig ikke indholdet. De kommer ikke ind på alle de ting, som Skovmand skriver om, og som han kritiserer. Hele den omfattende dokumentation, som han fremlægger, ligger brak. Men hvad skriver de så om?

I det følgende vil jeg drøfte bogens indhold i 8 kapitler, som er følgende:

  • Kapitel 1: Opgøret med kritik fører til tab af videnskabelig kvalitet
  • Kapitel 2: Spektakulær anklage om inhabilitet og ideologisk bias
  • Kapitel 3: Angrebet på Lene Tanggaards faglige integritet
  • Kapitel 4: ”Et statskomplot af nazistisk karakter”
  • Kapitel 5: Ansvarsfraskrivelse
  • Kapitel 6: Når begrundelserne for kritikken modsiger kritikken: Er Skovmands forskning ”relevant”?
  • Kapitel 7: Kritik af Rømer
  • Kapitel 8: Kritik af Uren Pædagogik, synet på forskning og lidt mere kritik af Rømer
  • Kapitel 9: Diverse iagttagelser

 

Kapitel 1: Opgøret med kritik fører til tab af videnskabelig kvalitet

Som nævnt er det et generelt træk ved bogen, at der stort set ikke arbejdes med indholdet i de mange kritiske indsatser, som QR refererer til. Det gælder ikke kun for behandlingen af Keld Skovmands afhandling, men også for kritikken af en række andre personer, heraf følgende:

  • Professor Per Fibæk Laursen
  • Professor Lene Tanggaard

Laursen og Tanggaard sad i bedømmelsesudvalget for Skovmands afhandling. QRs bog indeholder en spektakulær anklage mod Laursen og Tanggaard for en ukvalificeret og endda inhabil bedømmelse af Skovmands afhandling. Det kommer jeg ind på i kapitel 2 og 3.

Derudover kritiseres følgende personers arbejde:

  • Pæd. Phil. Brian Degn Mårtensson
  • Tidligere redaktør Thorkild Thejsen
  • Lærer Niels Christian Sauer
  • Lektor Thomas Aastrup Rømer
  • Uren Pædagogik-serien (redigeret af Rømer, Tanggaard og Brinkmann)
  • Journalist ved Weekendavisen Marcus Bernsen

Men hvad er det så, QR kritiserer? Kritiserer de alle de mange argumenter, som har været fremført? Alle de teoretiske og pædagogiske analyser af den ene og den anden tekst og sammenhæng? Overhovedet ikke. De kritiserer blot, ja hvad? Ja, altså ikke noget indholdsmæssigt. Der er på en måde ikke rigtig tale om en “kritik”.

Derimod er de kritiske overfor, at den videnskabelige kritik også har et polemisk og folkeligt moment, og at kritikken derfor indeholder et element af ”strid”. Men at pædagogikken er situeret i teoretisk og praktisk strid kan man ikke være kritisk overfor, med mindre man overser selve sagens substans, hvilket de to herrer altså også gør. Begreber som antagonisme, kritik, kamp, strid, dannelse, disagreement, pluralitet, vekselvirkning og negativitet er fuldstændig centrale begreber i hele den pædagogiske og videnskabelige idehistorie.

Denne samtidige afvikling af indhold og kritisk engagement er bogens implicitte forudsætning; en forudsætning der kaster QR i armene på et systemteoretisk informeret læringsbegreb og på hele skolereformens konkurrencestatsdefinerede vokabular.

Med udgangspunkt i denne fejltagelse må QR derfor nøjes med at kritisere nogle udvalgte citater for at være ”ideologiske” og “konspiratoriske”, mens de altså systematisk overser hele det omfattende grundlag og de mange og store analytiske indsatser og faglige engagementer, som disse ”udvalgte citater” hviler på.

Med den manglende inddragelse af den kritiske forsknings indhold – som altså konsekvent og banalt reduceres til noget, som de kalder ”konspirationsteorier” – bliver deres egen gennemgang af skolereform-processen også virkelig mangelfuld og nærmest intetsigende.

Denne pointe vil jeg eksemplificere udførligt i de kommende kapitler.

(Derudover kritiserer QR, at Keld Skovmand indgav en række kontroversielle anmeldelser af deres arbejde til Aarhus Universitets praksisudvalg, som efterfølgende blev behandlet under kategorien “videnskabelig uredelighed”, og hvor de efterfølgende blev frifundet. Det lader jeg ligge her, hvor jeg især undersøger, om der er en pædagogisk og faglig pointe i bogen, hvilket jeg vil vise, at der ikke er, selvom de kritiserer dem, som har pædagogiske pointer)

 

Kapitel 2: Spektakulær anklage om inhabilitet og ideologisk bias

Jeg har i Kapitel 1 noteret, hvordan QR systematisk undgår at forholde sig til indholdet i den omfattende faglige kritik, som Keld Skovmand har rejst i sin ph.d. afhandling, og som understøttes af mange andre forskere med meget forskellige udgangspunkter. Konsekvensen bliver en mangelfuld forståelse af skolereformens begrebslighed og politiske sammenhæng.

I kapitel 2 og 3 vil jeg drøfte en spektakulær anklage fra de to indflydelsesrige professorer. Nemlig kritikken af det bedømmelsesudvalg, som har godkendt Skovmands ph.d-afhandling. Der er her tale om så uhørte anklager, at Aarhus Universitet efter min mening bør lave en kraftig offentlig markering for at støtte hele bedømmelsesinstitutionen, bedømmelsesudvalgets integritet og jo også Skovmands ph.d.-titel.

I bedømmelsesudvalget sad følgende personer:

  • Professor Per Fibæk Laursen, DPU/Aarhus Universitet (formand)
  • Professor Lene Tanggaard, Aalborg Universitet
  • Professor i religionsvidenskab Bengt-Ove Andreassen (fra universitetet i Tromsø)

Der er to lag i QR’s kritik:

  1. To af bedømmelsesudvalgets medlemmer anklages for inhabilitet og normativitet
  2. Bedømmelsesudvalget har gjort deres arbejde ukvalificeret

 

Ad 1) Inhabilitet og normativitet

Især Per Fibæk Laursen anklages for inhabilitet; dels pga. en meget kort udveksling på en debattråd på folkeskolen.dk, hvor Fibæk siger nogle helt almindelige ting om, at han gerne vil sidde i bedømmelsesudvalg, hvis han bliver spurgt af de formelle kanaler. Desuden kritiserer QR, at Fibæk har anmeldt en af Skovmands tidligere bøger fra 2016 positivt. Selve afhandlingen blev først forsvaret i 2018. Jeg kan slet ikke forstå, at der skulle være problemer i disse ting, må jeg indrømme.

QR henviser i deres gennemgang direkte til Aarhus Universitets habilitetsregler, så universitetet bør som sagt reagere på anklagerne.

Men også Lene Tanggaard kritiseres for at have ”tætte forbindelser” til Skovmand, en relation som mig bekendt næsten var ikke-eksisterende, da bedømmelsesudvalget blev etableret og afleverede sin første indstilling. Og i sin afhandling kritiserer Skovmand faktisk Tanggaards arbejde med Uren Pædagogik.

Tanggaard kritiseres også for normativt at understøtte de holdninger, som ligger implicit i Skovmands afhandling, og QR ironiserer over, at Skovmand og Tanggaard tre år efter afhanldingen har skrevet en bog sammen, der netop kritiserer det læringssyn, som QR repræsenterer. Det mener QR er problematisk, fordi det viser, at  ”normative motiver” har domineret Tanggaards arbejde med bedømmelsen (se kapitel 4 for uddybning af kritikken af QRs kritik af Tanggaard).

QR sætter “videnskab” i en meget simpel og positivistisk modsætning til “normativitet”, en skelnen der vil gøre forskning til politikkens lydige tjener, uden at forskningen selv er i stand til at reflektere over det, hvilket også sker for QR, jvf kapitel 5.

QR mener, at de dermed har fundet forklaringen på, at Skovmands afhandling først og fremmest skulle være ”et aktivistisk” og et ”ideologisk” og et “normativt” projekt, som de hævder er et udtryk for ”ekkokamre eller meningsbobler for bestemte holdninger” (s. 72-73). Om disse “holdninger” bygger på videnskabeligt arbejde, står der ikke noget om. Det er bare “holdninger”, sådan ud i det blå. Det er noget, man åbenbart ikke kan have i videnskaben? Og de har ikke selv ”holdninger”. Det hele er mystiske ord.

 

Ad 2) Bedømmelsen kritiseres for at være ukvalificeret

QR mener, at Tanggaards og Fibæk Laursens påståede inhabilitet og normativitet udgør såkaldte ”alternative kriterier”, der påvirker og endda træder i stedet for en saglig bedømmelse af Skovmands afhandling.

QR foretager derfor en alternativ bedømmelse af Skovmands afhandling, som de vurderer ud fra en række kriterier, som de finder i ”Den danske kodeks for integritet i forskning” og lignende regelsæt. De fokuserer på ”korrekthed, relevans, usikkerhed, ansvarlighed, ærlighed og habilitet”.

QR’s analyse er så overfladisk, indholdsløs og mekanisk, at den undslår sig kritisk behandling. Hvis forskningskodekset skal forstås og anvendes så bureaukratisk og formalistisk og med så manglende sans for videnskabeligt indhold og formmæssig variation, så er det slut med seriøs humanistisk videnskab i Danmark. Med denne analyse bekræfter QR på en måde hele Skovmands kritik.

QRs skolemesteragtige og mekaniske tilgang til fagfællebedømmelse og kritik minder mig faktisk om en bog fra 2002, “Mesterlære retur”, hvor Merete Munk anlagde en lignende linje i sin vurdering af de nye mesterlære-teorier hos Lave & Wenger. Faktisk var Munk meget inspireret af Jens Rasmussen, mens en af Skovmands bedømmere, Lene Tanggaard, selv var og er meget inspireret af mesterlæren. Der arbejder noget meget teknificeret systemteori i baggrunden.

Både bedømmelsesudvalget og Aarhus Universitet bør reagere på QR’s alvorlige anklager med fuld præcision og fylde. Dels for at beskytte universitetet selv, men først og fremmest for at værne om hele ph.d.-institutionens omdømme og betydning. Dermed vil man også vise, at man står inde for den ph.d.-titel, som universitetets selv har tildelt Skovmand for hans seriøse pædagogisk-didaktiske værk.

 

Kapitel 3: Angrebet på Lene Tanggaards faglige integritet

Som nævnt i kapitel 2 beskylder QR Lene Tangaard for, at såkaldte ”normative motiver” skulle have spillet en rolle for hendes vurdering af Keld Skovmands afhandling og dermed have forårsaget en usaglig bedømmelse af hans arbejde (QR, s.78-81).

Det er barske anklager mod Tanggaard.

QR angiver fire begrundelser. Lad os se på dem:

1.

QR kritiserer, at Tanggaard efter forsvaret udgav en bog sammen med Skovmand, ”Hvad taler vi om, når vi taler om at lære”. QR fremhæver, at Tanggaard og Skovmand skriver, at ”skolens sprog er blevet inficeret af læring, og vi tilbyder en sprogkur”.

Men ærligt talt: Denne meget anmelderroste bog blev udgivet i december 2020, mens Ph.d.-afhandlingen blev forsvaret i januar 2018. Bogen udkom altså næsten tre år efter afhandlingen! Det kan da umuligt være kritisabelt. Tænk at føre det frem over hele 20 linjer i regi af så alvorlige anklager. Det vil ødelægge videnskabelig udvikling, hvis det skulle være et problem.

Og det pågældende synspunkt vedrørende ”inficering af læring” begrundes skam grundigt i Tanggaards og Skovmands bog, hvilket QR ikke har den mindste sans for.

QR fremhæver også, at forordet til Tanggaards og Skovmands fælles bog er skrevet af Svend Brinkmann, men hvorfor det nævnes, fremgår ikke. Muligvis er det fordi, at Brinkmann er med til at udgive ”Uren pædagogik”, som ifølge QRs meget mærkelige tankegang skulle være en del af en ideologisk og konspirationsudtænkende skandale.

2.

QR kritiserer, at Tanggaard har skrevet et efterskrift til bogversionen af Skovmands afhandling. Bogversionen udkom i februar 2019, altså et år efter selve afhandlingen.

QR mener, at Tanggaards efterord er ”stærkt partstagende”, fordi der – altså her et helt år efter forsvarshandlingen – står, at forsvarshandlingen var en ”festlig dag”. Hvor er det altså bare et lavbenet argument for så alvorlig en anklage!

Dernæst kritiserer QR, at Tanggaard i sit efterskrift – i forbindelse med hendes gennemgang af afhandlingens problemstillinger og hypoteser – meget kort bruger ordet ”misrepræsentation”. QR mener, at Tanggaard dermed understøtter Skovmands formelle anklager om uredelighed.

Men Tanggaard nævner slet ikke Skovmands anmeldelser, ordet ”misrepræsentation” bruges kun en enkelt gang kort og refererende, og hendes efterskrift, som mestendels bygger på bedømmelsesudvalgets grundige indstilling, er dybt sagligt.

Det fremgår endda også af Tanggaards efterskrift, at afhandlingen faktisk ikke blev godkendt ved første indlevering, og at den skulle revideres ret gennemgribende. Hun redegør også for bedømmelsesudvalgets kritik. Men hun har også en kort og anerkendende indledning på 10 linjer i anledningen af den konkrete udgivelse. Det er helt på sin plads.

3.

QR noterer derpå, at Tanggaard – igen i bogversionens efterskrift – fremlægger sin kritik af Skovmands behandling af Uren Pædagogik. QR skriver i den forbindelse, at ”det må have glædet Lene Tanggaard”, at Skovmand har ”udeladt kritikken af den urene pædagogik” i bogversionen. QR opfatter dette som meget kritisabelt, må være konklusionen, hvis man ser på sammenhængen.

Men hvad har dette emne med at være ”normativt motiveret” at gøre? Det forstår jeg ikke. Det er da helt uden for den sammenhæng, som QR lige har angivet.

Og det er bestemt ikke unormalt, at en bogversion af en afhandling har været udsat for en revision. Det gjaldt også min egen ph.d.-afhandling, som udelod to kapitler i bogversionen.

Desuden har bogversionen af Skovmands afhandling, som ligger foran mig, hele 65 sider med en kritisk drøftelse af Uren Pædagogik, endda samlet i et selvstændigt kapitel? Men hvordan kan QR så skrive, at denne diskussion er ”udeladt”? Og så endda bruge det til at fremsætte så alvorlige anklager?

4.

Endelig mener QR, at Tanggaard anerkender, at afhandlingen er ”konspiratorisk”, fordi hun ikke omtaler konspirations-emnet i sit efterskrift. Det er en helt omvendt logik, som vil kunne sætte enhver bedømmer skakmat: Alt det du ikke nævner, går du ind for! Det er ikke i orden.

I øvrigt passer det ikke. Afhandlingen er ikke ”konspiratorisk”. Det indgår slet ikke i Skovmands arbejde, som bygger på diskursanalyse, sprogteori og international læringskritik, hvilket Tanggaard også nærmest råsagligt redegør for i sit efterskrift til afhandlingen.

Så Lars Qvortrup og Jens Rasmussen fremsætter de groveste anklager på det tyndeste grundlag. Det er – for nu at sige det lige ud – ikke rimeligt, at Lene Tanggards store, saglige og engagerede arbejde med Skovmands afhandling og hendes efterfølgende samarbejde med ham, skal intimideres på denne primitive måde.

Jeg vil her til sidst sige, at både Lene Tanggaard og Per Fibæk Laursen har afvist, at der skulle være habilitetsproblemer. Det skete d. 13. og d. 16. marts i en debattråd på et indlæg af QR på folkeskolen.dk. Skovmand har også et indlæg på tråden. (https://www.folkeskolen.dk/1867634/der-er-saa-meget-thorkild-ikke-forstaar).

 

Kapitel 4: ”Et statskomplot af nazistisk karakter”

Ifølge QR er Keld Skovmand og WA-journalisten Markus Bernsen overbeviste om, at indførelse af læringsmålstyringen i Danmark er en del af ”et statskomplot af nazistisk karakter” (s. 114).

Jeg har dog ikke kunnet finde nogen dokumentation for denne utrolige påstand, hverken i QR’s egen bog eller hos Skovmand eller Bernsen selv.

Formodentlig refererer QR til, at Skovmand i starten af sin afhandling har en grundig henvisning til den tyske litteraturforsker Victor Klemperers sproganalyser. Klemperer udvikler sine begreber ud fra sine erfaringer i det tredje rige? Men det er jo udelukkende en faglig markering. Det svarer til, at man også kan tale om eichmannificering af det politiske med inspiration fra Hannah Arendt, uden at hævde at politikken er “nazistisk”.

Der er tale om faglige begreber med gode normative rødder. Det har ikke noget med ”et statskomplot af nazistisk karakter” at gøre. Tror man det, så har man helt misforstået den humanvidenskabelige pointe.

Denne fejl fører til afgørende skred i QRs realitetssans. F.eks. skriver de følgende på s.60 med direkte sidetalsreference til Skovmands afhandling:

“Det er den tyske filolog Victor Klemperers undersøgelse af nazismen totalitære sprogbrug, der danner grundlag for flere af analyserne”.

Men det er alt for kraftig en generalisering. Det pågældende sted i Skovmands afhandling, på s.22,  står der nemlig følgende:

“Victor Klemperers undersøgelse af nazismens totalitære sprogbrug danner grundlag for flere af mine analyser af det nye læringssprogs virkemidler”

Skovmand er med sin formulering “det nye læringssprogs virkemidler” langt mere konkret og faglig end det mere generelle “flere af analyserne”, som QR mener, at Skovmand skriver, selvom han ikke gør det. Med denne kritisable forskydning i referencens indhold,  kan QR positionere sig selv som ofre for en selviscenesat nazismeanklage.

(Det er Skovmand selv, der har har gjort mig opmærksom på denne fejl i et indlæg på folkeskolen.dk fra d. 20. marts)

QR forveksler videnskab med ideolog, og de kastes dermed tilbage i et ekstremt smalt og teknisk forskningsbegreb, som ødelægger den pædagogiske og filosofiske undersøgelse.

Og at læringsbegrebet har totalitære og autoritære tendenser, er der ingen tvivl om. Det skriver Skovmand om rundt omkring, og det har han helt ret i. Og det er hans sammentænkning af Klemperer, Gert Biesta og den såkaldte diskursanalytiske metode, der bringer ham på sporet af denne tese. Det er denne faglige sammenhæng, som QR helt misforstår.

Så Skovmands fund er helt klart både samfundsrelevante og videnskabelige vigtigt. Og hvis det passer, hvad han har fundet ud af, så får det jo meget vigtige konsekvenser for den næste generation og faktisk også for samfundet som sådan.

Også journalisten, Marcus Bernsen, inddrages i denne nazisme-sammenhæng. Det var Bernsen, der skrev om ”Skovmand-sagen” i Weekendavisen tilbage i 2019. QR skoser ham for hans ellers flotte og flerårige arbejde med at afdække landets magtelite og med at undersøge dataficeringen af statsapparatet.

Bernsens arbejde med disse problemstillinger er helt regulære sociologiske og journalistiske undersøgelser, som er yderst relevante, og som interesserer mange mennesker, også forskere. Men QR har egentlig ingen rigtig kritik eller interesse for indholdet af Bernsens interesser. De mener blot uden videre, at der bare er konspirationsteorier. De kalder det endda for ”konspiration på level 2”. Det er svært at forstå. Igen ser vi denne smalhals i kundskabsinteressen. Og QR glemmer helt at pege på det ”statskomplot af nazistisk karakter”, som Bernsen anklager dem for.

Bernsen kritiseres også for ikke at tjekke sine kilder i forbindelse med sin artikel om Skovmand-sagen. Men Bernsen snakkede skam med mange relevante personer dengang, nemlig Alexander von Oettingen, John Hattie, Marianne Jelved, Steen Nepper Larsen (som kaldes for ”højtråbende”) og Per Fibæk Laursen, hvilket QR faktisk også efterfølgende omtaler? Det er mystisk? QR ønskede ikke selv at deltage i artiklen, selvom de blev spurgt.

Der er som om, at der ikke rigtigt er noget at kritisere, selvom QR skam er meget kritiske. Der råbes og larmes, men det hele falder ligesom ned pladask hele tiden. Naturligvis under horisonten fra et ”statskomplot af nazistisk karakter”, et udtryk de selv lader til at have opfundet.

Men hvorfor skriver QR så, at Skovmand og Bernsen beskylder QR for deltage i ”et statskomplot af nazistisk karakter”?

Under alle omstændigheder bliver den logiske konsekvens af de enorme faglige reduktioner, at QR ikke kan inddrage hverken lærings-, teknologi- og magtkritik i deres egen analyse af den skolepolitiske situation. Derfor kommer deres analyse fuldstændigt til at mangle pædagogisk og videnskabelig relevans og dybde. Det er også emnet for kapitel 5.

 

Kapitel 5: Dobbelt ansvarsfraskrivelse

I Bogens kapitel 1 gennemgår QR det forløb, som de mener førte til etableringen af den læringsmålstyring, som Keld Skovmand analyserer i sin afhandling.

De har to pointer, som begge har som konsekvens, at de selv friholdes for fagligt og politisk ansvar; dels en pointe om læringsmålenes oprindelse, og dels en pointe om læringsmålenes lovmæssige bindinger.

1. Læringsmålenes oprindelse

QR mener, at læringsmålstanken har rod i Lars Løkkes såkaldte Rejsehold for Folkeskolen, hvorfra tanken blev videreført i VK-regeringens skoleudspil i 2010. Herfra spadserede læringsmålene så ind i S-SF-RV-regeringens skoleudspil i 2012 og videre ind i de detaljerede organisatoriske sammenhænge og diskussioner om Fælles Mål i årene efter.

QR medgiver, at tankerne først blev til deciderede læringsmålstyring omkring 2011-12. Før hed det nogle andre ting, hvis konkrete betydninger endnu ikke stod helt klart.

QR kritiserer, at Skovmand ikke har tilstrækkelig sans for denne historik og for læringsmålenes forskellige forstadier.

QR mener desuden, at deres egen fortælling modbeviser Skovmands teorier om, at læringsrevolutionen i særlig grad blevet udviklet i et samspil mellem indflydelsesrige forskere og myndigheder. De mener, at Skovmand abonnerer på en ”konspirationsteori”, hvilket de påpeger nærmest repetitivt og ustandseligt.

Men det er ikke korrekt. QR’s fortælling modbeviser ikke noget. Det skyldes, at de selv blot gennemgår nogle af de instanser, som deltog i policy-udviklingen. Men Skovmands tese jo går på hele det sprog og den diskurs, som udviklede sig undervejs, som strømmer gennem instanserne, og som understøttes af forskellige diskursive aktanter, herunder de forskere og myndigheder, som Skovmand nævner.

Dette forstærkede læringssprog, som Skovmand undersøger, finder netop sit klimaks i netop 2012-2013, og det bæres i høj grad frem af Qvortrup og Rasmussen op gennem 00’erne, kulminerende omkring 2013-14 og helt frem til omkring 2017.

QR bekræfter nærmest ufrivilligt, at Skovmand har ret. Det sker dels ved, at de netop foretager en – ganske vist mangelfuld – empirisk beskrivelse af den forsknings- og myndighedsstruktur, som producerer de nye begreber, og dels ved, at de bekræfter, at selve læringsmålstyrings-begrebet for alvor kommer ind i billedet med skolereformen i 2012.

Det var nemlig først omkring 2011-12, at det kom til at hedde ”læringsmål” og ”læringsmålsstyring”, hvorved læringsdiskursen for alvor kunne sprede sig og udrydde pædagogikkens kundskabs- og formålsside.

At denne tendens også i høj grad fandtes op gennem 00’erne – også lang tid før Lars Løkke etablerede sit Rejseholdet –  som iøvrigt selv er en del af en langt bredere pædagogisk og politisk proces – er en anden sag, som blot understreger QRs egen mangelfulde analyse.

Desuden inddrager Skovmand også en lang række rapporter fra før 2013, som QR slet ikke nævner, hvor netop ”læring” for alvor kommer til syne, herunder en central rapport fra Skolerådet og nogle EVA-rapporter, så han har i høj grad sans for historikken.

Og netop Skolerådet er faktisk en langt vigtigere organisering end Rejseholdet efter min vurdering.

Hele QR’s meget selektive gennemgang, der altså lader alting starte med Skolens Rejsehold, betyder, at QR dermed kan friholde sig selv for det ansvar, som Skovmand kalder frem. Det skyldes, at ingen af dem var direkte medlem af selve Rejseholdet, selvom de var med i alle mulige andre sammenhænge. De konkluderer derfor direkte, at de ikke “har taget del i disse forberedelser”, og at Skovmand derfor ikke kan konkludere, at forskere og myndigheder har spillet sammen på en problematisk måde. Men Skovmand har fat i den lange ende. Det kan jeg sige med stor sikkerhed, for jeg har lige undersøgt hele historikken selv og skrevet en tyk bog om det.

Kort sagt: Rejseholdet var ikke ”starten” på det hele, Skovmand har mere sans for historikken end QR, og Skovmand har helt ret i, at der sker en yderligere materalisering af “læringen” omkring Skolereformen i 2013.

QR tror, at Skovmand har en ”konspirationsteori”, men det har han ikke. Han har en teori om en række sproglige kredsløb, der materialiserer sig i læringsbegrebet, og som løber gennem en række overlappende forsknings- og policykredse.

2. Læringsmålenes bindinger

Den anden ansvarsfraskrivelse vedrører en særlig side af læringsmålsstyringen, nemlig dens lovgivningsmæssige bindinger.

QR roser Skovmand og Riisager for at forårsage, at nogle af læringsmålene i 2017 ophørte med at være bindende. Ja, de skriver endda, at det der med, at læringsmålene blev bindende i 2013, blot var en slags teknisk fejl i ministeriet, en ”kommunikationsbrist”.

Men det kan man ikke reducere sagen til. Hele systemet af hhv. bindende og vejledende lærings- og kompetencemål var skam en integreret del af den læringsfilosofi, som QR i høj grad var med til at promovere, og som de på ingen måde satte spørgsmålstegn ved undervejs, men tværtimod understøttede på alle måder.

Rasmussen var faktisk særdeles kritisk over for Skovmands første bog om emnet fra 2016. Rasmussen skrev endda et semihemmeligt notat til landets beslutningstagere, hvor han kritiserede Skovmands arbejde, og på ministeriets hjemmeside var han nærmest mr. Læringsmål med diverse interviews og videoer osv.. Det hele blev også ført frem i regi af Nationalt center for skoleforskning, som Qvortrup var blevet leder for, samt rundt omkring i de nye storkommuner, som havde givet KL en enorm magt. Jeg kunne blive ved. Og der var skam ingen kritik af nogen ‘teknisk fejl’. Tværtimod har der været kritik af Merete Riisagers arbejde over hele linjen. Denne konklusion forstærkes af det forhold, at både Skovmand og Tanggaard var tætte rådgivere for Merete Riisager.

På den indholdsmæssige front vil jeg kort nævne, at hele læringsideologien stadig er intakt, eftersom både folkeskolelov og læreruddannelseslov fra 2013 stadig gælder. Selve målstyringen er ganske vist lempet lidt, fordi den nu ikke mere er obligatorisk. Men den er stadig statsligt “vejledende”, hvilket ingen andre systemer er, og derfor lever den videre i hele skolens ånd og dens læremidler og sammenhæng i det hele taget. Derfor er den juridiske korrektion, som QR omtaler, kun af mindre betydning.

Og nu kan disse kolossale processer altså ifølge QR reduceres til en banal fejl i ministeriet, som man endda uddeler en form for strategisk ros for, selvom man har modarbejdet ændringerne hele vejen igennem.

3. Konklusion

Hele QRs beskrivelse af forløbet har til formål at friholde dem selv for ansvar på to centrale områder. Det lykkes ikke så godt: Man kan nemlig ikke gøre Rejseholdet til læringsmålenes fikspunkt, og QR støttede helt klart den samlede læringsmålspakke op gennem 10’erne, blandt andet imod Skovmands kritik.

Men for QR kan læringsdiskussionen altså koges ned til hvem, der sad i Rejseholdet og til en teknisk fejl i ministeriet, som de altid har været imod, må man forstå? Og hvis man ikke køber den, så er man konspirationsteoretiker. Det er mageløst.

Desuden står de forskellige empiriske udvalg, som QR trækker frem i deres redegørelse for forløbet, slet ikke i modsætning til Skovmands mere dybdeborende analyse, hvilket de selv lader til at tro. Det skyldes, at Skovmand studerer de sproglige kredsløbs autoritære struktur, mens QR bare ridser nogle udvalgsarbejder op. Skovmand studerer den pædagogiske kausalitet, hvilket QR ikke gør.

 

Kapitel 6: Når begrundelserne for kritikken modsiger kritikken: Er Skovmands forskning ”relevant”?

QR kritiserer Skovmands afhandling for at være uvidenskabelig. De henviser her til en ekstrem mekanisk anvendelse af nogle bureaukratisk formulerede retningslinjer for god forskning. Som nævnt i kapitel 2 drejer det sig om følgende principper ”korrekthed, relevans, usikkerhed, ansvarlighed, ærlighed og habilitet”, som de et ad gangen applicerer på Skovmands afhandling. Alle behandlinger har samme niveau og form, så i det følgende nøjes jeg med gå i dybden med et af principperne, nemlig ”relevans”. Ok, lad os se på det. Er Skovmands behandling ”relevant”?:

Først angiver QR afhandlingens de to forskningsspørgsmål, som i Skovmands afhandling udfoldes over flere sider. Men umiddelbart efter denne markering skriver QR, at ”afhandlingen styres ikke af en egentlig problemstilling og heller ikke af en overordnet”. Men de har jo lige præsenteret Skovmands to problemstillinger, som vel at mærke både er ”egentlige” og ”overordnede”? Det hænger ikke sammen.

QR kritiserer også, at Skovmand henviser for ubestemt til ”reformbevægelsen”. De mener ikke, at han definerer begrebet. Men i samme åndedrag omtaler QR rent faktisk en af afhandlingens bestemmelser af begrebet? Det forstår jeg heller ikke. Og på de efterfølgende sider uddybes det hele. QR mener så ikke, at der findes en ”reformbevægelse”. Det må de selv rode med. Det er en del af det, jeg kalder “ansvarsfraskrivelse”, jvf. kapitel 5.

Beslægtet hermed siger QR, at Skovmand mangler nogle nærmere begrundelser for sin brug af udtrykket ”reformbevægelse”. Men i sætningen efter fortæller de, at Skovmand skriver begrebet ind i diskussionerne om ren og uren pædagogik, og i det fremhævede citat er der endda referencer og det hele. Og inde i afhandlingen er der så en lang kritisk diskussion af netop uren pædagogik. Men så er der jo en begrundelse?

Skovmand kritiseres også for ikke at konsulterer ordbogen om selve ordet ”reformbevægelse”. Ok, helt ærligt, så kunne vi få travlt. Har QR leksikale opslag for alt muligt i deres egne bøger? Det er en latterlig indvending, for nu at sige det lige ud, især når man har QRs overordnede sigte in mente, som jo handler om stille spørgsmålstegn ved hele bedømmelsens legitimitet.

Disse selvmodsigende og intetsigende ”kritikker” fører så til, at QR konkluderer, at bedømmelsen af afhandlingen er udtryk for ”et normativt ideologisk projekt”.

Denne barokke konklusion mener QR bliver bekræftet, når de på s. 60 citerer Skovmand for at ville ”overskride forskningens traditionelle grænser”. I min version af afhandlingen står der faktisk ikke ”grænser”, men ”rammer”, og det er jo ikke helt det samme. Et andet sted, på s. 176, citerer de dog korrekt.

Men det er bestemt ikke uvidenskabeligt at sprænge ”forskningens traditionelle rammer” og faktisk heller ikke dens ”grænser”. Dertil kommer, at Skovmands afhandling nu heller ikke er så grænse- og rammebrydende endda. Endnu mere barokt bliver det, at Skovmand med sin tale om “overskridelse” slet ikke henviser til sin afhandling, men derimod til en tidligere bog om emnet; en form for debatbog, som slet ikke er skrevet ind i det mere formelle forskningsmæssige system.

QRs forskningssyn er udtryk for en total simplificering af den videnskabelige proces og dens teori. Verden vil gå i stå i underdanighed, hvis vi følger deres dårlige råd, som totalt misforstår hvad videnskabelig “relevans” og forskningens “rammer” er.

Sådan fortsætter det side op og side ned. Skovmand kritiseres for et eller andet, men i de eksempler, der angives, demonterer kritikken nærmest sig selv.

Generelt er det også svært at se, hvad de eksempler på ”relevans”, som QR har fremhævet, overhovedet har med ”relevans” at gøre. Skovmands forskning forbinder sig med både ny og gammel forskning, og den drøfter emner af stor pædagogisk og videnskabelig betydning. Desuden arbejder han frit uden at tænke egen vinding og politiske interesser. Skulle et sådant projekt ikke være ”relevant”?

QR kritiserer også nogle centrale instanser på Aarhus Universitets fakultet ARTS for at godkende bedømmelsen af Skovmands afhandling. Især kritiseres Akademisk Råd og fakultetets ph.d.-uddannelse. Man må forvente en reaktion fra disse institutioner og deres ledelser.

Til sidst vil jeg sige, at behandlingen af de andre ”principper” er på samme lave niveau. Under temaet ”korrekthed” står der f.eks. at Skovmand mangler at angive ”selektionskriterier” i hans diskursanalyse. Man skulle tro, at QR bedømte en bacheloropgave. Et andet sted – under princippet ”usikkerhed” – står der, at fordi Nævnet for Videnskabelig Uredelighed har afvist Skovmands klager, så er det hermed bevist, at hans analyser er forkerte som sådan (s. 64). Men det kan man da på ingen måde slutte! Nævnet tager bestemt ikke stilling til kritikkens indhold.

PS: Her er afhandlingens to ”grundlæggende spørgsmål”, som QR altså mener mangler, selvom de selv citerer dem:

“1. Hvilken viden og forskning lægges til grund for skiftet fra ”indholdsstyring” (undervisning og input) til ”målstyring” (læring og output) i reformbevægelsen, og hvilken viden og forskning udgrænses som led i dette skifte?

2. Hvilken validitet har den viden og forskning, der lægges til grund?”

 

Kapitel 7: Kritikken af Rømer

QR mener som sagt, at bedømmelsen af Skovmands ph.d.-afhandling har været usaglig, hvilket de forklarer med, at to af personerne i bedømmelsesudvalget har været inhabile, samt at den ene af disse to desuden har været normativt og ideologisk forudindtaget.

Jeg har også fortalt, hvordan QR kritiserer mediernes rolle, herunder især Weekendavisens journalist Marcus Bernsen, men faktisk også kredse omkring bladet Folkeskolen.dk og forlaget Hans Reitzel.Det foregår i bogens kapitel 4. I samme kapitel foregår der også noget andet interessant.

1. De sociale medier

I kapitel 4 har QR et afsnit, som de kalder for ”Sagen i de sociale medier”. Det er det ”allerværste”, står der. De nævner specifikt lærer Niels Christian Sauer, som de kort citerer for et par ramsaltede bemærkninger.

Men hvem er det så, der ”fører an” i dette ”allerværste”? Jo, det gør såmænd jeg selv, står der. Det sker angiveligt på min FB-side og på min hjemmeside, som QR derfor drøfter over hele otte sider. Lad os se på, hvad de skriver:

QR kritiserer, at jeg følger sagen og drøfter den løbende på Facebook og hjemmesiden. Men der står ikke noget om, hvorfor det skulle være forkert? Det er da kun godt, at man diskuterer og undersøger sager af betydning for ens fag og for samfundet i landets forskellige medier?

QR taler også om, at jeg ”afdækker sagen” som en ”livereportage” og som en ”journalist”. Det lyder som om, det skulle være forkert, men jeg forstår ikke hvorfor? Jeg synes, det er en dyd. Det er jo ikke BT-artikler, men lange og grundige indlæg, som ofte er fyldt med referencer osv.. QR skriver så også, at jeg arbejder som en “sportsjournalist”, men det passer ikke, for der er ingen konkurrencer. Jeg arbejder kun som journalist, en pædagogisk, filosofisk og politologisk journalist.

Så skriver QR, hvilket vist nok også er ment som en kritik, at jeg ”skynder mig at helgardere skyldsspørgsmålet”, når jeg citeres for følgende i et af mine indlæg:

”Skovmands kritik går på, at en række begreber, forfatterskaber og tekster er blevet fordrejet, reduceret og indsnævret, så de passer ind i snævre lokale dagsordner, med den effekt at læringsbegrebet underminerer skolens formål. (…). Der er altså både en kritisk og juridisk proces, hvilket er vigtigt at holde sig for øje. Kritikken kan sagtens være korrekt, også selvom der ikke skulle være tale om videnskabelig uredelighed i formel forstand”.

Men denne afsluttende markering er skam ikke udtryk for nogen strategisk ”helgardering”. Jeg skriver bare sådan lidt gammeldags og sagligt det, jeg mener er tilfældet. Jeg forstår heller ikke her, hvad der skulle være forkert ved det. Tværtimod er det da en fin sætning? Og sammenfatningen er Skovmands position i starten af citatet er da også fin, er den ikke?

I starten af bogen skriver QR, at jeg “uden forbehold støttede Keld Skovmands anmeldelser om uredelighed og tvivlsom forskningspraksis” (s. 10). Men det passer ikke. Som ovenstående citat eksemplificerer, så har jeg på intet tidspunkt ytret støtte til selve anmeldelserne, men snarere arbejdet for at beskytte Skovmands kritik imod hans egne anmeldelser.

Derefter får jeg at vide, at jeg ”latterliggør” et af QRs indlæg fra avisen. Hermed tænkes på følgende sætning, som jeg har skrevet i et blogindlæg:

”Det er interessant, at Rasmussen og Rasch-Christensen slet ikke drøfter indholdet af Skovmands kritik, men kun hæfter sig ved nogle tekniske fejl, hvoraf de fleste ikke engang bør betragtes som fejl. Det opfatter jeg som en bekræftelse af, at de ikke kan afvise Skovmands dokumentation”

Men denne formulering er da ikke nogen ”latterliggørelse”, men blot en saglig konstatering? Man kan naturligvis være uenig eller noget, men der er da ingen “latterliggørelse”. Og konklusionen er skam begrundet ved en yderst detaljeret gennemgang af QRs læserbreve (Se reference A1).

Dernæst får vi at vide, at jeg er ”anderledes begejstret”, når det kommer til en af Skovmands tekster. Men det er jo nok fordi, at jeg synes, at de er bedre? Jeg forstår slet ikke problemet.

Her er et eksempel på en af mine markeringer, som QR mener er for “begejstrede”:

”Selve Skovmands læserbrev kaldes ”Genmæle til genmæle”, hvilket også er alle tiders. QR kaldte selv deres kommentar for et ”genmæle”, hvilket – skulle det gerne fremgå – var noget af en overdrivelse. Skovmand må virkelig gøre sig umage med at finde noget at genmæle om. Men det lykkes i karakteristisk rå-saglig stil og med god kropslig kant”.

Men det er da herligt skrevet, synes jeg selv. Og sætningen optræder som sagt i sammenhæng med en lang argumentation, som QR åbenbart ikke ved, hvad de skal stille op med, og sammen med en detaljeret gennemgang af Skovmands læserbrev. Så der er bestemt ikke bare tale om tomme ord.

2. Vores egen kollega

QR kalder mig også hele tiden for ”kollega” og for ”vores egen kollega”. Det føles nærmest lidt anmassende med denne vedholdenhed i tiltalen. Især eftersom jeg stort set kun kender de to herrer via nogle barske klager over mit arbejde, som de har sendt direkte til min arbejdsgiver og til en redaktør.

Og det kan godt være, at vi er kolleger i teknisk forstand, men jeg føler mig ikke som kollega med dem, og vi arbejder da heller ikke sammen til daglig, og er i hver sin afdeling. Det er meget mærkeligt og som sagt også lidt påtrængende.

Alligevel må jeg forstå, at min kritik skulle være det primære eksempel på at være det, de senere i bogen kalder for ”kollegial chikane” (s.157)? På den måde bliver den anmassende intimitet en form for kollegialt angreb, som minder om de anslag, QR tidligere har foretaget mod min faglige integritet af bagvendte kanaler.

Jeg ”chikanerer” ingen. Jeg kritiserer og diskuterer med udgangspunkt i det jeg ser, og det jeg finder ud af. Og jeg har ikke den mindste respekt for, at nogle forskere gerne vil beskyttes af kollegialitet eller titler. Jeg ”verificerer ligheden”, som den franske filosof Jacques Rancière ville sige det. For de fleste går det fint. Men ikke for QR.

QRs syn på kritik og politik er meget langt fra videnskabens og demokratiets ånd.

 

3. Fest på Vartov

På side 177 har QR en fantastisk bemærkning i forbindelse med, at de igen argumenterer for, at Skovmands afhandling er en del af en konspiratorisk “politisk aktivisme” og en “ideologisk begrundet kamp”. QR har fundet en markering fra et forord i en af Skovmands bøger (ikke fra afhandlingen): QR skriver:

“Om aftenen var der fest på Vartov, hvor Niels Skousen gav koncert og Keld Skovmand sang med. en af de ivrige deltagere var vores egen kollega, lektor på DPU Thomas Aastrup Rømer. Som Skovmand refererer: “Thomas Aastrup Rømer skriver live på Facebook: ‘Niels Skousen synger ‘Herfra hvor jeg står’ sammen med Keld Skomand lige midt i Grundtvigs Hus. Landet lever!” (Skovmand 2019b, s. 28).

QR er inkarnerede anti-grundtvigianere. Som der står i bogen Pædagogikkens Idehistorie fra Aarhus Universitetsforlag:

“Også de to fremtrædende professorer i uddannelsesvidenskab, Niels Egelund og Lars Qvortrup, ser Grundtvig som en væsentlig faktor bar folkeskolens relativt dårlige testresultater i de komparative internationale undersøgelser (….)”, (s. 258).

Så denne søde og glade aften på Vartov sammen med Niels Skousens fine sange skal derfor nedgøres som en del af QRs opgør med en selvgestaltet “konspiration”, hvilket de facto svarer til et opgør med den grundtvigske virkningshistorie og med pædagogisk essens som sådan.

4. QRs kommentarer til mine læsninger af deres læserbreve og af mine Noter til Skovmands bog

På min hjemmeside skrev jeg tilbage i februar 2019 fem indlæg om Skovmand-sagen. Det drejer sig om en grundig kommentar til QR’s læserbreve om sagen samt om fire fyldige ”Noter” til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”, som han udgav parallelt med bogversionen af sin ph.d.-afhandling. Der er tale om tekstnære indlæg, som ialt fylder ca. 30 sider. Alle teksterne står i herværende indlægs litteraturliste under A1-5.

Hele denne indholdsmæssige side af mine indlæg, som i sig selv hviler på tusindvis af sider med videnskabeligt arbejde, forties dog fuldstændig af QR. Vi ser altså her den samme brist i kvaliteten af deres kritik, som vi så i QRs behandling af Skovmands afhandling. QR virker ude af stand til at sætte sig ind i, gengive og forstå en argumentation, og derfor falder deres kritik også pladask ned i ørkensandet.

Derfor er det på sin vis også lidt svært at forholde sig til deres små bemærkninger. Jeg prøver alligevel:

4A. Læserbreve (A1)

Min tekstnære gennemgang af QRs læserbreve, som er et virkelig grundigt arbejde, kaldes blot for ”polemisk kommenterende”. Der står ikke mere. Det er for lidt til at svare på. (Se A1 i litteraturlisten)

4B. Note 1 (A2)

I forbindelse med QRs kritik af min Note 1 til Skovmands bog går de heller ikke ind i indholdet. I min Note gengiver jeg ellers Skovmands analyse af Undervisningsministeriets læringsmålsvejledninger og beskriver sammenhængen mellem en række vigtige læringsmålsudgivelser. Det fylder flere sider.

Men QR reducerer blot alt dette til ”en lang række voldsomt polemiserende ytringer om især Jens Rasmussen og Andreas Rasch Christensen”.

QR skriver så, at disse ”voldsomt polemiske ytringer” udmønter sig i følgende sætning i min note:

”Det hele er ren luft, en ubestemmelig ubehagelig gasart”.

Men denne – synes jeg selv – flotte og rammende formulering knytter sig til et konkret citat fra ministeriets vejledning om læringsmål, hvor ordet ”læring” optræder i hyperflertal, og som både jeg og Skovmand drøfter grundigt. Formuleringen vedrører i den konkrete sammenhæng ikke Rasmussen og Rasch-Christensen som personer, eller noget de har sagt. At der så er forskellige begrebsmæssige forbindelser mellem vejledningen og de pågældende personer er en anden sag.

4.C. Note 2 (A3)

I min Note 2 har jeg en grundig diskussion af, hvordan nogle meget tidlige EVA-rapporter helt tilbage fra 1990’erne begrebsliggør læringsmål på en måde, så rapporterne får konsekvenser helt frem til 2013. Det var nogle meget interessante iagttagelser i Skovmands bog, der satte mig på sporet af denne tråd.

Men igen viser QR ingen interesse i denne ret avancerede argumentation. De skriver bare, at min konklusion er ”besynderlig”.

Min analyse i Noten får mig til at konkludere, at der er tale om ”en form for verdensklasse-tomhed”, hvilket QR åbenbart ikke synes om. Men det er skam et meget præcist udtryk, for ordet ”verdensklasse” blev hyppigt brugt af læringsfolkene til at undertrykke pædagogikken omkring 2010. Men igen refereres der slet ikke til indholdet i min analyse, så jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad det deres kritik handler om.

Dernæst skriver QR, at jeg mener, at der ”bag dette gemmer sig, det han (altså jeg, TAR) kalder for Danmarks Pædagogiske Oligarki”. Og et andet sted skriver de, at jeg mener, at dette oligarki skulle være “organiseret i et fællesskab” (s.167). Men i min optik er der overhovedet ikke tale om en konspiration, og udtryk som ”bag dette” og “organiseret” giver derfor ikke mening.

I min Note 2 står der følgende om Danmarks Pædagogiske Oligarki, som jeg tidligere har skrevet ca. 60 sider om med yderligere 800 siders baggrundsanalyser:

”I mit eget arbejde forsøger jeg at vise, hvordan skolereformens centrale aktører på kryds og tværs hviler på et teoretisk opgør med den virkningshistoriske indflydelse fra oplysningstiden, grundtvigianisme, reformpædagogik, filosofi og normativitet. Kort sagt: et opgør med pædagogik som sådan. Skovmand genfinder dette kulturtab som en total tomhed i de tekster, som omgiver skolereform og læreruddannelse. Men faktisk er personkreds og proces stærkt overlappende. Jeg har kaldt det samlede system for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO).”

Så der er ingen ”konspiration” eller ”bag ved” i min konception. Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) er en del af et sprogligt og filosofisk system, som har magt i samfundet. Eftersom dette ”system” strømmer igennem ret få personer, som går igen og igen, så er der tale om et ”oligarki”. Der er ingen ”konspiration” eller ”plan”, snarere en form for løben med, hvilket jo i en vis forstand er det modsatte af at have en plan.

Dernæst bruger QR adskillelige linjer på det forhold, at jeg skriver, at Qvortrups daværende kone sad i et EVA-udvalg. Det mener, at de er smagløst, fordi hun ”døde af kræft i 2014 og derfor ikke har mulighed for at forsvare sig”. Jeg lader det stå i en form for afmagt, men jeg synes ikke, at min faktuelle konstatering er smagløs på nogen måde. Men det er lige før, at jeg synes, at deres svar er.

4.D. Note 3 (A4)

QR kritiserer min Note 3 for at indeholde en ”afkortet og forgrovet gengivelse” af Skovmands klager over QR til Aarhus Universitetet. Men det forstår jeg ikke, for på det tidspunkt havde jeg, så vidt jeg husker, slet ikke set klagerne. Jeg gennemgår blot et kapitel i Skovmands bog, hvor der står det ene og det andet om QR’s arbejde med at reducere en række begreber til lærificeringens sprog. At nogle af kapitlets pointer så også står i klagerne, har jo ikke noget med min Note 3 at gøre.

Jeg forstår heller ikke, at min gengivelse af Skovmands bog skulle være ”forgrovet”, men det kan han jo bedst selv vurdere. I al fald har jeg forsøgt at referere hans synspunkter korrekt og i dybden.

QR skriver så, at disse angivelige ”beskyldninger”, som altså i Skovmands bog fremstår som faglige analyser, er blevet afvist af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, hvilket skulle betyde, at hans konklusioner ikke har nogen gyldighed.

Men som sagt refererer jeg slet ikke til klagerne, og selvom Skovmands kritik ikke påviser ”uredelighed” i formel forstand, så kan den sagtens være sagligt set korrekt. Det er altså for banalt, at jeg skal bruge tid på at belære indflydelsesrige forskere om en så basal skelnen.

Eftersom QR stadig ikke – efter nu 5 års ørkenvandring – har kunnet gendrive indholdet i Skovmads kritik, må man formode, at de slet ikke er i stand til det.

4.E. Note 4 (A5)

QR kritiserer, at jeg i min Note 4 omtaler Skovmands bestemmelse af forholdet mellem demokrati og læringsmål, og at Skovmand i den forbindelse kritiserer dele af både Claus Holms arbejde og læringsbegrebet for at eksemplificere et opgør med demokratiet. Skovmand dokumenterer sit synspunkt, og jeg omtaler så hans dokumentation. Og jeg udtrykker, at jeg er enig med Skovmand i den pædagogiske konklusion. Jeg forstår ikke, at det skulle være et problem.

QR skriver så, at min kritik er ”uden forbehold”, men de specificerer ikke, hvilke forbehold, Skovmand og jeg selv burde have inddraget? Det er meget abstrakt, synes jeg. Man kan jo ikke tage forbehold, når man ikke kan se nogen forbehold. Hvad er det for noget? Og tager de selv ”forbehold”?

Selve spørgsmålet om, hvad demokrati er, går de slet ikke ind i.

5. Rømers ”grove perfiditeter”

QR roser den liste over tekster og dokumenter i Skovmand-sagen, som jeg har lavet på min hjemmeside. De kalder den for ”meget omfattende og fortjenstfuld”, og de siger, at der er ”links over de allerfleste indlæg”. Mange tak for det.

De skriver så, at min liste er ”skæmmet af en række partiske kommentarer undervejs”. Men jeg kan ikke finde nogle ”partiske kommentarer”. Min grundlæggende pædagogiske analyse vil jeg ikke løbe fra, tværtimod, men den er ikke ”partisk”, blot pædagogisk og videnskabelig, og derfor også i en vis forstand normativ og politisk. Men det er ikke det samme som “partisk”. Jeg tilhører ikke noget parti.

Efter denne gennemgang går QR nærmest amok i galde. De skriver følgende sammenfatning af mit arbejde:

”Sammenfattende kan man efter vores mening læse Rømers uendelige mængde af Facebook- og blogindlæg som den akademiske version af de sociale mediers underminering af anstændighed og lødighed. Ingen perfiditet er for grov til at blive inkluderet i dette univers. Her gælder alene princippet om at den stærkeste grovhed vinder”. (min kursivering, TR)

Men disse beskyldninger, som ærligt talt er meget ”grove”, har QR, som det fremgår, ikke været i stand til at begrunde eller bevise. Der findes ingen ”perfiditet” eller noget med at ”den stærkeste grovhed vinder” i mit arbejde, tværtimod. Selv kunne jeg aldrig finde på at udtrykke mig i de termer, som jeg har kursiveret.

6. De ”videnskabeligt anerkendte gyldighedskriterier”

QR følger op på deres vilde beskyldninger ved at anklage mig for ikke ”at efterleve kravene om alment videnskabeligt anerkendte gyldighedskriterier, når man udtaler sig inden for sig faglige ansættelsesområde”. De henviser her til Aarhus Universitets retningslinjer.

Faktisk blev dette spørgsmål undersøgt på Aarhus Universitet i 2015. Her havde professor Dorte Staunæs klaget til fakultet over mit arbejde i termer, som minder meget om QRs, og Lars Qvortrup understøttede klagerne i et langt indlæg i Berlingske. Men sagen faldt pladask, og støtten til mit arbejde var markant fra brede kredse i samfundet.

Så der er ingen problemer med mit arbejde i forhold til regelsættet, tværtimod. Jens Rasmussen havde en lignende klage tilbage i 2014. Han klagede til DPU’s leder over min DPO-tese, men heller ikke her var der noget at komme efter. Jeg har beskrevet disse sager i min bog “Ballade i pædagogikkens forsamlingshus” med fuld dokumentation. Det var hårde tider, for nu at sige det på den måde.

Den del af universitetets regelsæt, som QR konkret citerer, handler om ”ærlighed, ansvarlighed, pålidelighed, objektivitet, upartiskhed, fairness, åbenhed, gennemsigtighed og ansvarlig omgang med betroede midler”.

Jeg kan med 100% sikkerhed sige, at jeg i alle forhold forsøger at leve op til dette, så jeg må være et dydsmønster på universitetet. Det samme kan man desværre ikke sige om QR.

Sidste gang Qvortrup forsøgte at implementere sine smalle videnskabsteoretiske begrebsforståelser ned over pædagogikken, førte det faktisk til et modindlæg fra omkring 30 pædagogiske forskere. Det var i Altinget i 2018.

7. Min hjemmeside

Derfor kan jeg også afvise det sidste kritikpunkt, som nævnes. QR mener nemlig – med udgangspunkt i deres meget negative karakteristik af mit arbejde -, at jeg muligvis godt kan skrive på min hjemmeside, at jeg udtrykker mig som privatperson, men jeg må ikke skrive, at jeg er forsker. Derfor anholder de, at jeg på hjemmesiden underskriver mig med titel og ansættelsessted.

Men for det første angives det helt eksplicit på hjemmesidens forside, at hjemmesiden både er ”polemisk, diskuterende og videnskabelig” samt at siden er etableret for ”private midler”, og for det andet lever hjemmesidens indhold efter min mening helt op til de forpligtelser, der hører med til at være videnskabsmand og pædagogisk filosof i et moderne samfund. Endelig – for det tredje – svarer angivelse af titel og ansættelse i en sådan sammenhæng efter min mening til den almindelige signatur, som man tilføjer en kronik eller et debatindlæg. Jeg har da heller ikke hørt mine arbejdsgivere anholde tituleringen og dens sammenhæng, som nu har stået der i mange år. Kort sagt: Jeg udtaler mig ikke som “privatperson”, men som universitetsansat offentlig intellektuel med ansvar for et kundskabsområde.

 

Kapitel 8: Kritik af Uren Pædagogik, synet på forskning og lidt mere kritik af Rømer

Til sidst i bogen har QR et afsnit, de kalder for ”Polarisering af uddannelsesforskningen”. Spændende, hvad mon det handler om? Går de nu ind og drøfter den omfattende kritik, som har været fremført fra den ene og den anden?

Nej, det gør de overhovedet ikke, og igen går det faktisk helt galt: Lad os se på sagerne:

QR starter i karakteristisk stil med at rammesætte diskussionen som et spørgsmål om nogle officielt klingende ”principper for god forskningskommunikation”, som universiteternes interesseorganisation har lavet, dvs. ting som relevans, ophav, interessekonflikter osv..

QR mener, at der mangler nogle flere principper. De mener nemlig, at forskere, som laver ”myndighedsbetjening”, ikke er tilstrækkeligt beskyttet imod kritik. Det sker i følgende utrolige citat:

”Ingen af principperne berører de problemer, forskere kan få, når de stiller sig frem i offentligheden, ligesom der ikke nævnes muligheder for at sikre eller beskytte forskere, der på grund af myndighedsbetjening eller forskningsformidling udsættes for kritik, mistænkeliggørelse og personforfølgelse, sådan som denne bogs forfattere har oplevet.”

Så QR vil gerne lave ”myndighedsbetjening” og ”forskningsformidling”, som er beskyttet imod kritik af nogle officielle principper? Det med ”mistænkeliggørelse og personforfølgelse” har som sagt intet med den konkrete sag at gøre. Her er der tale om ”kritik”, og det vil QR gerne ”beskyttes” imod af officielle regler. Så QR vil beskyttes imod den centrale essens og dyd i videnskab og samfundsliv. Det er under al ”kritik”, for nu at sige det på den måde.

Ok, men hvad bliver så draget frem som hovedeksempel på en sådan ”kritik”, som altså kritiserer ”forskningsformidling” og ”myndighedsbetjening”, og som samfundet bør beskytte de ”nyttige” forskere imod? Jo, det gør Lene Tanggaards, Svend Brinkmanns og mit eget arbejde med de tre bøger om Uren Pædagogik. Vi har lavet en ”konstruktion” og et ”krigszonesprog”, siger QR, og de citerer nogle – synes jeg selv – fine og præcise statements fra den første Uren Pædagogik-bogs bagside, som passede fint til situationen dengang i 2011. QR skriver følgende:

”Deres påstand er, at den pædagogiske forskning kan deles op i to fløje, hvor den ene fløj skulle være optaget af metoder, data og ”what works-anvisninger”, mens den anden fløj – i angivelig modsætning hertil – skulle være optaget af, at ”pædagogik er besværlig, overraskende og uren, og at den er tæt knyttet til kulturen, faget, konteksten, indholdet, personen og materien” (Rømer, Tanggaard & Brinkmann, 2011, bagsidetekst).

Hvad er der ”krigszone” ved det? ”What works” og evidensbevægelsen voksede sig stor i netop disse år, og den blev kritisk diskuteret både herhjemme og internationalt, og denne vigtige diskussion bidrog vi tre til at føre ind i samfundet. Og vores definition af Uren Pædagogik er super og rammende på alle måder. Vil QR ”beskyttes” mod sådan en sætning?

Og at der eksisterer en ”modsætning”, som den der omtales i citatet, er ikke blot en konstruktion, men dokumenteret til fulde, og QRs bog er et fint eksempel på hele vores pointe.

Desuden går QR slet ikke ind i alle begrundelserne, som man kan finde i Uren Pædagogik-udgivelserne. De vil bare have statslig beskyttelse mod kritik og mod Uren Pædagogik. Som jeg ser det, er det her faktisk langt værre end ”videnskabelig uredelighed”. Det er et videnskabeligt kollaps.

Og QR tilføjer videre om :

”Den ene fløj skulle angiveligt støtte op om folkeskolereformen. Den bliver kritiseret for, som det hedder i krigszonesproget, at uddanne konkurrencestatens soldater, for at være enøjet fokuseret på tests og data og for at have indført problematiske og centralt bestemte mål om, hvad børnene skal lære.” (s.167)

Ja, den ene fløj støttede da helt klart op ”om folkeskolereformen”. Hvordan kan det betvivles? Og ”enøjet”? Ja, det må man nok sige. Jeg tror ikke, det er vores udtryk, men det passer fint, så tak for det. Og det med ”konkurrencestatens soldater” er slet ikke vores udtryk. Det står direkte i den bog, der senere blev godkendt som doktorafhandling, nemlig Ove Kaj Pedersens bog ”Konkurrencestaten”, hvor hele den indflydelsesrige konkurrencestatstænkning blev præsenteret; en bog som fik stor indflydelse, og som også udkom samme år som den første Uren Pædagogik-bog i 2011.

QR kritiserer også Brian Degn Mårtensson for i en aviskronik fra 2015 at påpege, at QR er “gamle kommunister” som har problemer med “forbindelsen mellem skole og åndsfrihed”. Men ærligt talt: For det første passer det, at både Qvortrups og Rasmussens arbejde har rod i 70’er-marxismen, for det andet undersøger QR slet ikke Mårtenssons almene argumentation, som han har udfoldet i en fagfællebedømt bogudgivelse, og for det tredje har Qvortrup selv i en kronik kaldt filosoffen og teologen Peter Kemp “løgnagtig” og beskyldt ham for at være en “plattenslager”, der “forråder læreruddannelsen”. Det hele bliver meget nidkært og forsmåttet.

Kort efter går det igen helt galt. QR viser, at de slet ikke har sans for, hvad videnskab og demokrati er. Det sker i følgende markering:

”Det synes at være tydeligt, at ved at konstruere uenigheder om pædagogiske positioner som en strid, erstattes en debat baseret på valid viden og valide argumenter med en debat baseret på retoriske virkemidler og personangreb” (s. 168)

Men vi ”konstruerer ikke uenigheder som strid”. Vi finder og undersøger en realt eksisterende strid, som giver næring og sprog til uenighederne. QRs banale modsætning mellem strid og validitet er den sikre vej ned i den videnskabelige afgrund og ned i et samfundsmæssigt teknokrati. Man forstår godt, at ca. 30 pædagogiske forskere i 2018 var i oprør mod Qvortrups forskningssyn.

Endelig henviser QR til en artikel i Zetland, der også handler om ”polariseringen”. QR skriver, at jeg i artiklen skulle have kaldt mig selv for ”en kriger”. Men det passer ikke. Der stod ganske vist i den første udgave af artiklen, at jeg havde sagt det. Men det er journalistens eget ord, hvilket jeg med det samme påpegede. Efterfølgende rettede journalisten det til, så det fremgik. At jeg vil holde ”striden ved lige” er derimod helt korrekt, men det har ikke noget med ”krig” at gøre, tværtimod. Det handler om at finde det, som findes, dvs. om pædagogisk videnskab og kærlighed.

 

Kapitel 9: Diverse iagttagelser

I dette kapitel tilføjer jeg løbende diverse overskydende iagttagelser:

1.

Bogens kapitel 4 handler primært om Keld Skovmands anmeldelser af QR til Aarhus Universitet. QR kritiserer i den forbindelse universitetets praksisudvalg for alt for hurtigt og ukritisk at have videresendt anmeldelserne til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Denne ”postkasse”-procedure er ikke i overensstemmelse med reglerne, og den risikerer at overophede betydningen af ret almindelige anmeldelser, som burde være siet fra med det samme.

Jeg er helt enig med QR i denne kritik. Praksisudvalget bærer et stort ansvar for, at hele anmelderiet løb af sporet. Det hjælper heller ikke, at udvalget overskred alle tidsfrister med mange måneder, så man til sidst godt kan forstå, at Skovmand annoncerede sin kritik i offentligheden.

2.

QR fortæller fra s. 146, at videnskab handler om at frembringe sand viden, og at denne sande viden skulle være defineret ved gyldighed, eller rettere ved: ”Det videnskabelige systems formaliserede gyldighedskriterier”.

QR forfægter en form for overophedet positivisme uden empirisk og kvalitativ interesse. Man er gået fra en empirisk til en metodisk opfattelse af, hvad sandhed er. Dermed fordobles den systemteoretiske selvreference. Sandhed kollapser i metoden. Det er præcist det problem, som ligger under store dele af QRs arbejde, og dermed også skolereformen.

På samme måde forsimples forståelsen af fagfællebedømmelsesprocessen. QR mener, at den nærmest mekanisk handler om, hvorvidt en artikel eller en ph.d.-afhandling er velbegrundet og om den præsenterer ny viden. Hvis nej, så bliver artiklen og forfatteren ekskluderet. Hvis ja, så bliver den accepteret. Det er de sølle rester af Luhmanns systemteori, vi her er vidne til.

QR skriver også, at forskeren skal ”overholde de almene kriterier for forskningskvalitet”. Man må så ikke skrive om ”hemmelige magtnetværk” og ”oligarkier”. Så skal forskeren ”ekskluderes”. Jeg bemærker denne eksklusionstrussel. Med disse formuleringer er vi tilbage i de problemer, som jeg allerede har redegjort for i de andre kapitler.

Resten af bogen vedrører forskellige forhold vedrørende de konkrete anmeldelser og nogle meget specifikke email-udvekslinger, og ustandseligt popper ord som ”konspirationer” og ”ideologisk begrundede angreb” op. Det hele bliver for indestængt. Jeg må lade det ligge. Man skulle jo nødig ende som dem, man kritiserer.

3.

Bogens omslag er kulsort. Der er ingen egentlig præsentation af forfatterne på bagsiden eller andre steder, og der er heller ikke noget forord eller lidt tak til nogen. Der er heller ingen billeder, heller ikke af forfatterne. Under titlen, som står med hvide og simple blogstaver på den sorte grund, er der to små firkanter. Ved den ene firkant står der ”sandt”. Ved den anden står der ”falsk”. Der er kryds i ”sandt”. Så er det ordnet. Det hele er enten-eller og mest sort og lidt hvidt og uden kontekst og uden liv.

På bagsiden står der, at “bogens forfattere” blev udsat for “beskyldninger om nazimetoder”, men at anklagerne blev “tilbagevist af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed”.

Men der var mig bekendt ingen beskyldninger om “nazimetoder” i Skovmands anmeldelser til Nævnet? Hvor står det?

Men lige ovenover denne “fejl” står der følgende på bagsiden: “Er friheden til at ytre sig også en frihed til at ytre sig usandt eller mod bedre vidende?”

Der er lidt Men In Black over det hele, en form for sørgende og bitter og sort-hvid maskulinitet.

 

Referencer og links:

Oversigt over alle indlæg i sagen. De nyeste indlæg af samlet i et kapitel 13: http://www.thomasaastruproemer.dk/skovmand-sagen

Qvortrup, L. & Rasmussen, J. (2021). Skoleret – et lærestykke til forskere, myndigheder og medier, U-press.

Skovmand, K. (2019a). Folkeskolen efter læringsmålstyringen?, Hans Reitzel.

Skovmand, K. (2019b). I bund og grund – reformer uden fundament?, Hans Reitzel.

Skovmand, K. & Tanggaard, L. (2020). Hvad taler vi om, når vi taler om at lære – syv lærestykker til skolen, Hans Reitzel.

Tanggaard, L. & Brinkmann, S. & Rømer, T.A. (2011,2014,2017). Uren pædagogik 1-3, Aarhus: Klim.

 

A.

Link til mine indlæg/Noter fra 2019, som QR kritiserer, jf. kapitel 7:

A1. Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Lars Qvortrup svarer Weekendavisen/Keld Skovmand på DPU’s officielle hjemmeside: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussen-andreas…

A2. Note 1 til Keld Skovmands bog ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: http://www.thomasaastruproemer.dk/note-1-til-keld…

A3. Note 2 til Keld Skovmands bog Folkeskolen efter læringsmålstyringen?: Paradigmeskiftet”: http://www.thomasaastruproemer.dk/note-2-til-keld…

A4. Note 3 til Keld Skovmands bog “Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Selvreferencens system: http://www.thomasaastruproemer.dk/note-3-til-keld…

A5. Note 4 til Keld Skovmands bog “Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”: Opgør med demokratiet: http://www.thomasaastruproemer.dk/note-4-til-keld…

 

B.

Andre indlæg om sagen i tidens løb:

B1: Rapport fra debatarrangement på DPU med Skovmand og Jens Rasmussen, april 2017. http://www.thomasaastruproemer.dk/ballade-forsamlingshuset-jens-rasmussen-keld-skovmand-paedagogisk-tvist.html

B2: Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens hemmelige notat og Keld Skovmands responsum, juni 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-rasch-christensens-hemmelige-notat-keld-skovmands-responsum.html

B3: UC-VIAs rystede demokrati, april 2019: http://www.thomasaastruproemer.dk/uc-vias-rystede-demokrati.html

B4: Reportager fra Skovmand-sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-57-d-25-januar-d-28-februar-2019.html

B5: En UC-pris til Keld Skovmand, juni 2019: http://www.thomasaastruproemer.dk/maa-vi-bede-om-en-uc-pris-for-demokratisk-dyd-til-keld-skovmand-tak.html

 

C.

Ovenstående blogindlæg bygger på en række facebook-noter om sagen. Her er de oprindelige opdateringer:

Link til note 1: Anti-kritik og indholdstab: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159036667114481&id=837549480

Link til note 2: En spektakulær anklage om inhabilitet og forudindtagethed: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159037835694481&id=837549480

Link til note 3: ”Et statskomplot af nazistisk karakter”: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159039076329481&id=837549480

Link til note 4: Ansvarsfraskrivelse: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159039512409481&id=837549480

Link til note 5: Er Skovmands forskning relevant?: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159040664574481&id=837549480

Link til note 6a: Lars Qvortrups og Jens Rasmussens kritik af Rømer, 1. del: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159041703844481&id=837549480

Link til note 6b: Lars Qvortrups og Jens Rasmussens kritik af Rømer, 2. del: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159043338854481&id=837549480

Link til note 7: Lars Qvortrups og Jens Rasmussens kritik af Uren Pædagogik, deres syn på forskning og lidt mere kritik af Rømer: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159044881114481&id=837549480

Link til note 8: Lars Qvortrups og Jens Rasmussens kritik af Lene Tanggaard: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159045756124481&id=837549480

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.