I Berlingske d. 4. juni skriver Lars Qvortrup en yderst kritisk kommentar, “Slag under bæltestedet”, om mit arbejde. Qvortrup beskylder mig for forfølge ham, at være usaglig, infam  og meget andet. Her er en række både opklarende og principielle bemærkninger til hans synspunkter.

 

1. Forfølgelse?

Qvortrup påstår, at jeg har forfulgt ham og nogle unavngivne andre forskere. Men jeg forfølger ingen. Tværtimod forsøger jeg at hjælpe folk, der bliver uretmæssigt behandlet som følge af det stivfrosne læringsbegreb, som bl.a. Qvortrup står for, og som i disse år bidrager til et trist skolepolitisk forfald. Desuden skriver jeg faktisk om mange forskellige personer og deres forskning og synspunkter, flere end Qvortrup tror jeg, men sagen er, at man simpelthen støder ind i Qvortrups og andres arbejde hele tiden, hvis man interesserer sig for uddannelsespolitiske emner. Og at drøfte de tekster, som har magt i samfundet, er simpelthen det modsatte af ”forfølgelse”; ja, det er faktisk en kritisk og nyttig pligt, og jeg vil opfordre alle til at gøre det samme overalt i samfundet, altså at undersøge fornuft og følelse i magtens tekster som en utrætteligt og ihærdig bremse.

 

2. Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)

Derudover kritiserer Qvortrup mit arbejde med det, jeg kalder for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), som han selv er en del af, og som er et yderst veldokumenteret empirisk faktum. Qvortrup peger da heller ikke på nogen fejl i den anledning. Han er blot irriteret over, at jeg har gjort arbejdet med at kortlægge DPO’s eksistens. Flere andre har i øvrigt arbejdet med lignende begreber. Qvortrup siger, at begrebet ikke vedrører ”forskningsparadigmer”, men det kan jeg love for det gør, eftersom det netop bygger på en analyse af de pædagogiske forskningsparadigmers udvikling, hvilket man blandt andet kan læse om i min nyeste bog Pædagogikkens to verdener og mange andre steder.

Med begrebet om DPO studerer jeg, hvordan forskningsparadigmer og policy indgår i gensidigt vekselvirkende processer, som afskærer pædagogikkens kontakt til den pædagogiske tradition, hvorefter lærings- og styringssystemer kan tage helt over. Denne sammenblanding af forskning og policy præger Qvortrups arbejde meget grundlæggende, som jeg ser det. Måske kan man sige det på denne måde: Jeg interesserer mig for at undersøge den reale sammenhæng mellem pædagogik og politik, mens Qvortrup er interesseret i, hvordan man kan konstruere en sammenhæng mellem læring og policy (se DPO1 og DPO2).

 

3a. Skolepolitikken i Odense i 2012

Dernæst nævner Qvortrup som dokumentation for “forfølgelsen” to episoder. Den ene er den skolepolitiske situation i Odense tilbage i 2012. I forbindelse med lanceringen af kommunens såkaldte “fremtidens skole” bidrog Qvortrup, sammen med blandt andet Jens Rasmussen, med en videoforelæsning på projektets hjemmeside, og han deltog også i det debatarrangement, hvor projektet blev lanceret. Dermed bliver man som professor en del af en intellektuel legitimering af en kommunal policy, og man må forvente at skulle svare for sig, hvilket han aldrig har gjort. Dette fynske eksempel bekræfter det forhold, at Qvortrup siden har arbejdet særdeles aktivt på de kommunale flader, hvor han stiller sit ”forskningsparadigme” til tjeneste for et kommunalt skolesyn, som er en del af skolereformens læringsbegreb.

Disse relationer mellem forskning og det kommunale niveau er faktisk blot eksempler på en stærk dannelsesskeptisk og en glemsom sammenblanding af uddannelsesforskning og uddannelsespolitik i almindelighed, og det er netop interessen for denne sammenblanding, der er definerende for mit arbejde med DPO.

 

3b. Facebook-klagen

Den anden episode, hvor Qvortrup bl.a. kritiserer, at jeg har blokeret ham fra min Facebook-profil, har han fået helt galt i halsen. Her er fakta: Qvortrup holder en forelæsning, hvor han – det glemmer han at fortælle – kritiserer mit og nogle kollegers arbejde på en særdeles forenklet måde, for nu at sige det mildt. Dernæst skriver jeg to pletfrie og argumenterende tekster om forelæsningen, en lidt sjov en til Facebook og en mere seriøs til min hjemmeside. Begge sites er helt åbne, så Qvortrup kan skrive, hvad han vil. Der gør han imidlertid ikke, og han har heller aldrig gjort det tidligere. I stedet henvender han sig til min ledelse på universitetet, som i første omgang beklager mit indlæg, hvorefter jeg må trækkes med en sag, som i miniformat minder om to andre DPO-relaterede klagesager inden for et år, som begge blev afvist. Danmarks Magisterforening skriver da også et skarpt og principielt brev om sagen til hele universitets ledelsesstreg, hvor der bl.a. står:

”Thomas fører en faglig debat, som bliver modsvaret af en administrativ klage og beklagelse, som derved underminerer grundlaget for faglige diskussioner og den faglige udvikling, som altid vil følge af en faglig debat og brydning af meninger og opfattelser. Det har altid været en del af universiteternes mission at være hjemsted for brydninger mellem forskellige forskningsmæssige retninger, og hvis der administrativt lægges låg på den ene side i en sådan debat, kan universitetet måske fastholde sit navn, men har desværre mistet sit indhold og reelle betydning. Jeg ser på denne baggrund som sagt frem til, at Thomas hurtigst muligt får tilsendt en beklagelse af sagsforløbet.”

Derpå trækker universitetet beklagelsen tilbage. Der var intet at komme efter.

Og så kan jeg altså ikke lade være med at nævne, mens jeg trækker på et smilebånd: Hvordan kan det være “forfølgelse” at skrive, som jeg gør i mit facebook-opslag, at jeg synes, at Qvortrups behandling af frihedsbegrebet “ikke er sødt”, som der står? Så går alt da i stå! Og min sprogleg med, at John Hattie er en ja-Hattie, som Qvortrup åbenbart også synes er “forfølgende og infamt”, er da alle tiders. Er den ikke? Jeg har bygget et helt vokabular op med den slags satiriske kombinationer, som jeg er meget stolt af. Det er lige, hvad vi trænger til efter min mening, og det blokerer bestemt ikke for en saglig drøftelse af de overvejelser, der ligger bag; tværtimod frigør det saglighed.

Nå, men det er altså først i forbindelse med Qvortrups “administrative klage”, som DM kalder det, over mit facebook-opslag, at jeg blokerer ham fra min ellers helt offentlige Facebook-profil, som han aldrig har bidraget til. Jeg vil under ingen omstændigheder have administrative henvendelser og klager fra folk uden eget mæle knyttet til diskussionerne på min profil. Det er helt generelt og gælder ikke kun Qvortrup. Jeg har kun blokeret fire personer, og det er alle sammen folk, der har klaget til administrative instanser ved universitetet. Jeg forstår ikke, at Qvortrup mener, at det skulle være forfølgelse, infamt, og hvad han ellers skriver. Qvortrup kan stadig kommentere under blogindlæggene på herværende hjemmeside, men det har han heller aldrig gjort. Han kan naturligvis også skrive på sin egen profil eller lave en hjemmeside selv, som mange andre gør i det moderne samfund. Det synes jeg, han skal. (se DPO-2, afsnit 3A, for detaljer om sagen med referencer mm.).

(PS Jeg hævede blokeringen i efteråret 2015)

 

4. Der er ikke noget “ledtog”?

Qvortrup skriver også, at jeg siger, at han og professor Lars-Henrik Schmidt skulle stå i “ledtog” med hinanden. Det kunne aldrig falde mig ind at skrive sådan, alene af den grund at Schmidts forskning er langt tættere på den pædagogiske tradition end Qvortrups, og at den er helt fri af den instrumentelle policy, der tiltrækker DPO-kredsene som fluer. Jeg vil tro, at Schmidt er særdeles kritisk over for Qvortrups arbejde, men jeg ved det ikke. En række af Schmidts elever er derimod tæt på DPO, dvs. at deres ”forskningsparadigme” instrumentaliseres.

Desuden er jeg på ingen måde konspirationsteoretiker, eller noget der ligner, så jeg har mig bekendt aldrig brugt et ord som “ledtog”. Jeg studerer blot de sproglige strømme i dansk pædagogik så objektivt som muligt, men jeg forholder mig naturligvis også normativt til det, der dukker op. Man kan sige, at jeg forholder mig til det normative, mens Qvortrup underlægger sig det normative. Men det er også klart, at Qvortrup og Schmidt netop pga. af deres alder og respektive karrierer, hvor de begge har været ledere af DPU, har affektive og teoretiske rytmer, som det er interessant at studere i en form for generationsanalyse; ikke mindst for mig, som aldersmæssigt kommer lige efter. Den analyse, som Qvortrup refererer til, står i min artikel “Dansk pædagogik i fald og bund” i bogen Uren pædagogik, som netop studerer disse emner, og i bogen Pædagogikkens to verdener argumenterer jeg også for, at der på trods af store forskelle også er nogle væsentlige idehistoriske sammenfald, som disponerer deres tænkning i samme retning.

 

5. Ny Nordisk Skole

Qvortrup kritiserer mig for, at jeg mener, at han har noget med Ny Nordisk Skole at gøre. Det er rigtigt, at Qvortrup ikke er med i Ny Nordisk Skoles såkaldte Akademiråd, og det har jeg heller aldrig fremført. Derimod er hele hans virke dybt involveret i Ny Nordisk Skoles filosofi, som er inspireret af de Canadadiske skoleudviklingsforsøg, og hvis principper er det direkte grundlag for folkeskolereformen, for skolearbejdet i kommunerne og nu også for de stakkels gymnasier. Og Qvortrup er ekstremt aktiv, både på den Canadiske, den kommunale og på den skole- og gymnasiepolitiske front. Qvortrups arbejde er simpelthen inde i Ny Nordisk Skoles horisont. Men han ved det åbenbart ikke selv?

 

6. At “gengive korrekt”

Efter Qvortrups mening viser hans kritik, at jeg ikke gengiver synspunkter ”korrekt”, og at jeg ligefrem ”fordrejer” dem. Men Qvortrup viser ingenting, hans egne læsninger af andre er ekstremt smalle, og hans tekniske opfattelse af, hvad det vil sige at ”gengive korrekt” lader slet ikke Humanioras tradition træde frem. Jeg læser det, teksten siger, og det behøver ikke at være det samme, som forfatteren tror den siger. Kun på den måde kan man læse korrekt på en korrekt måde (se yderligere diskussion her).

 

7. Konklusion

Jeg lytter altid til kritik, og hvis der er saglig grund, undskylder jeg gerne, men det er der ikke her. Tværtimod, hvis disse lidt ubehjælpsomme misforståelser og professorale irritationer skal gøre det ud for at kunne dokumentere Qvortrups anklager, så står det meget skidt til med den kritiske fundering af den DPO-relaterede forskning og dermed også med den teoretiske og filosofiske fundering af landets uddannelsespolitik.

På den måde bekræfter Qvortrups indlæg hele min tese om DPO, og det kan derfor uden gnidninger overhovedet indgå i det empiriske materiale, der bidrager til begrebets reale fundering.

 

Se også:

Qvortrup, L. ”Slag under bæltestedet”, Berlinske, d. 3. juni 2015: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/slag-under-baeltestedet

Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg: Aalborg Universitetsforlag (her er grundgie analyser af grundlaget for min kritik af DPO, herunder kommunernes og blandt andet Qvortrups rolle i udviklingen)

Rømer, T.A. (2013). Krisen i dansk pædagogik, Munkebo: Fjordager. (her kan man på s. 244-167 læse den kritik af Odenses skolepolitik, som Qvortrup mener er forfølgelse og alt det andet)

Rømer, T.A. (2011). “Dansk pædagogik i fald og bund”, i Rømer, T.A. og Tanggaard, L. og Brinkmann, S.: Uren pædagogik, Aarhus Klim, s. 130-158.