Dansk Pædagogisk Tidsskrift har lige udgivet et fint temanummer om ”leg”.  Jeg vil i det følgende kort omtale en række af bidragene.

1.

Jeg ved ikke, om tidsskriftet har en pris for ”Årets artikel”.

Hvis de har, så er den oplagte kandidat filosoffen Tone Saugstads artikel “Leg – et pædagogisk paradoks”, der med udgangspunkt hhv. i Johan Huizingas legendariske ”Homo Ludens – om kulturens oprindelse”, i Aristoteles’ ”Den nikomacheiske etik” og i Richard Sennets ”The Fall of Public Man”, argumenterer for legens begrebsmæssige og praktiske uafhængighed af både læring og didaktik.

Det kan næsten kun gå godt med denne konfiguration af referencer, og det gør det også.

Leg stammer ifølge Saugstad fra det oldnordiske ”leika”, som betyder dans, musik og kappestrid. Det er en suspenderet tilstand, hvor der blandt andet eksperimenteres med efterligning, intensitet, hengivenhed og regelfølge.

Desuden fremhæver Saugstad, at legen har en række ”paradokser” indbygget i sig, f.eks. mellem alvor og sjov, og at disse paradokser gør legen uegnet til at underlægge sig didaktiske eller læringspolitiske strukturer, som man ser det mange steder i disse år.

Det er tankevækkende og originalt, at Saugstad knytter legen til kundskabsbegrebet, og  endda især til den teoretiske kundskab, som derved får en form for egen kulturproducerende effekt. Så legen er altså en form for kulturel og videnskabelig genskabelsesfabrik for alle, børn og voksne. Det kan Saugstad kun gøre, fordi hun til fulde arbejder inden for horisonten af det græske dannelsesideal paideia, som også spiller en rolle for f.eks. Hannah Arendt og Hal Koch og også for mange andre.

Legen er et ”værn mod narcissisme”, og den er og børe være uden for didaktisk rækkevidde, fortæller Saugstad i en meget grundig argumentation. Der er virkelig noget at tænke over for landets didaktikere i disse passager.

Så Saugstad vil ikke ”gøre op med modsætningen mellem leg og læring”, som Christine Antorini refereres for at sige. Tværtimod skal vi undersøge, uddybe og ”lege” med modsætningen selv.

 

2.

Legens almendannende funktion understreges også i en anden artikel, nemlig Helle Marie Skovbjergs ”Idehistoriske perspektiver på leg”. Skovbjerg taler for en genontologisering af legebegrebet, hvilket faktisk også er det, som Saugstad de facto gennemfører. Men ”ontologi” er et stærkt fy-ord i de systemteoretiske og poststrukturalistiske kredse, der dominerer den aktuelle diskurs. Det nævner Skovbjerg dog ikke direkte.

Skovbjerg taler, med udgangspunkt i Schillers filosofi, om legen som en almenmenneskelig ”eksistensform”, og Huizingas Homo Ludens spiller også her, som hos Saugstad, en fremtrædende rolle. Jeg kan også godt lide, at Skovbjerg knytte legen an til Kants oplysningsfilosofi, selvom det er lidt kort. Det peger i retning af Saugstads forening af kundskab og leg.

Skovbjerg fremhæver også Frøbels filosofi. Frøbels legegaver er en form for Schiller i praksis, får vi at vide. Frøbel havde nu også selv en fin pædagogisk filosofi, som var hans egen, men det får være. Disse Frøbel-forbindelser er under alle omstændigheder interessante i en dansk kontekst, fordi Frøbel jo inspirerede den gryende danske reformpædagogik fra omkring 1890, hvor vi fik både frøbel-højskole og frøbel-seminarium. Desværre er det min fornemmelse, at denne inspiration gik lidt for tabt, da Montessori og Freud overtog taktstokken fra 1920’erne med darwinismen og 1. verdenskrig som dissonans.

Der er også en fin markering af Gadamers brug af legebegrebet ind i en forståelsesorienteret pædagogik og kulturteori. Det er afgørende temaer, som minder om Saugstads placering af legen hos den teoretiske kundskabsudvikling. Men jeg savner en inddragelse af Karsten Tufts arbejde. Han har ellers skrevet en glimrende ph.d. om dette emne for nogle år siden. Nogle af Tufts ideer kan man også læse i hans bidrag til den gode bog “Pædagogiske ballader” fra 2016.

 

3.

Relevansen af Saugstads og Skovbjerg ontologiserings-pointe bliver endnu tydeligere, hvis man læser en tredje udmærket artikel i tidsskriftet. Det er Christina Haandbæk Schmidt, som med udgangspunkt i sin nye ph.d.-afhandling fortæller om, hvordan læringsbegrebet i dets mest instrumentelle former helt har inficeret dagtilbudspolitikken, hvor ”leg” jo ellers burde stå høj.

Husk på, at ”leg” i Saustads og Skovbjergs forstand bør stå højt overalt i samfundet, eftersom legen er en grundlæggende kategori for al menneskelig praksis. Dette perspektiv nævner Schmidt ikke. Hun har kun fokus på dagtilbuddene, og det er selvfølgelig helt i orden.

Nå, men Schmidt kører store dele af DPO igennem i godt kritisk humør. Her er de ansvarlige på dagtilbudsområdet:

Task Force om fremtidens dagtilbud

Ny nordisk skole

Fremtidens dagtilbud

Kvalitetsforum for Dagtilbud

Mastergruppe for en styrket pædagogisk læreplan

Rådet for børns læring

Kvalitetsforum for Dagtilbud

Kommunernes Landsforening

Dansk Evalueringsinstitut (der er en interessant udredning af EVA’s forbindelse til europæiske institutioner)

Schmidt drøfter, om der evt. skulle være lidt forskel på ”Mastergruppens” og ”læringsrådets” læringssyn. Sådan ser det nemlig ud på overfladen, hvor især Mastergruppen fremhæver ”legen”. Men Schmidt konkluderer, at det er ”tydeligt, hvordan de baserer sig på en fælles ’sandhed’ om kvalitet og læring”. Jeg har fulgt lidt med i disse sager og er helt enig med Schmidt. I konklusionen er det dog som om, hun siger lidt noget andet? Men der er nok tale om variationer under samme filosofi. Det er bare “mikrodiversitet”, som systemteoretikerne udtrykker det.

(Det er i øvrigt tankevækkende at “læringsrådet” i dag tilsyndeladende er opløst. Der står ganske vist i skoleloven, at rådet skal være der, men det har nu været ikke-eksisterende i snart et år. I stedet har Merete Riisager nedsat et andet læringsudvalg, som ledes af læringskritikerne Lene Tanggaard, Keld Skovmand og Mette Frederiksen.)

Jeg synes Schmidts artikel mangler noget om forskningens og UC’ernes rolle i bevægelsen fra leg til læring: Schmidt tager udgangspunkt i Foucaults, Dorthe Staunæs’ og Helle Bjergs arbejde. Men denne konfiguration har faktisk bidraget til at fremme netop det læringsbegreb, som Schmidt kritiserer. Dermed ender hun med en form for affirmativ kritik, der i realiteten accepterer det, som kritiseres.

Schmidts mål er da også, i tråd med Bjerg/Staunæs-filosofien, ”at skabe nye og anderledes tænke- og handlemuligheder for pædagoger og ledere, når de skal agere inden for læringsdagsordnen og implementerer den styrkede pædagogiske læreplan”.

Det er lige præcist det, jeg mener med ”affirmativ kritik”. Det hele ender som en form for reflekteret implemteringsstrategi, hvilket altså ikke er “kritik”, og “leg” er det da slet ikke. Så er der mere “leg” hos Saugstad, for nu at være lidt sjov.

I den forskningsmæssige afdeling savner jeg også en drøftelse af den omfattende brug af koncept-pædagogikker, som Christian Aabroe har afdækket i sin bog “Koncepter i pædagogisk arbejde” fra 2016.

Endelig savner jeg også en kritisk analyse af institutioner som f.eks. det særkt læringficerede Nationalt center for Skoleforskning og dettes forskellige faglige tråde, som blandt andet inkluderer selv samme tradition, som Schmidt selv taler ud fra. Men ok, måske står der noget om det i ph.d.-afhandlingen?

Måske savner jeg også nogle navne? Sjovt nok nævnes Agi Czonkas negative betydning for området ret udførligt, men der er jo også mange andre.

Schmidt har ingen almenpædagogiske betragtninger, f.eks. til Saugstads strålende tekst eller lignende. Artiklen er derfor oplysende men anti-ontologisk.

 

4.

Det er også værd at nævne et norsk bidrag fra Einar Sundsdal og Maria Øksnes. Ligesom især Saugstad problematiserer også de tendensen til at forene leg og læring på læringens præmisser. Især kritiserer de den danske psykolog Dion Sommer for at sætte ”legen i læringens tjeneste”. De nævner desværre ikke DPU’s leder Claus Holm, som også har engageret sig i den ”legende lærings-bevægelse”, som Sundsdal og Øksnæs kritiserer. Holm, som vel at mærke ligger tæt på Staunæs/Bjerg/Schmidt-siden, har, som jeg har forstået det, relationer til folk i nærheden af BUPL, en organisation som også har store problemer med at opretholde en ontologisk legefane i disse år.

Sundsdal og Øksnes understreger også et forhold ved legen, som måske er lidt underbelyst i Saugstads artikel, men som godt kunne være et af hendes paradokser, nemlig det forhold at ”leg er en aktivitet, hvis mål er ikke at have et mål” (min oversættelse). Det er en vigtig pointe i disse målstyringstider.

Desuden er der en interessant henvisning til FN’s børnekonvention, der understreger børns ret til leg. Den reference nævnes faktisk også af Saugstad, men Sundsdal og Øksnes supplerer med en grundig omtale af en ledsagende kommentar fra ”FN’s komite for børns rettigheder”, hvor der arbejdes med ”en stærk variant af tanken om legens egenværdi”. I den forstand kan man godt sige, er der er en modsætning mellem aktuel policy/forskning og FN.

Artiklen afrundes af diverse referencer til naturvidenskabelig forskning, som underbygger tesen om, at legen har en egenværdi, f.eks. som en form for ”genetisk gave”.

 

5.

Der er også en kort kommentar af Tekla Canger, som er lektor ved UCC. Hun beskriver, hvordan et modul på læreruddannelsen, ”Krop, leg og læring i indskolingen”, har en indbygget tilbøjelighed til at instrumentalisere leg, og at denne didaktiske struktur, der – for nu at tale som Saugstad – glemmer legens paradoks, huserer både på selve modulet og ude i folkeskolen:

Canger fortæller kritisk om, at ”børns immanente evne til at lege uden blik for et formål, der ligger uden for legen, udfordres”.

Canger mener dog godt, at denne problemstilling kan løses inden for rammerne af den eksisterende læreruddannelse. Det er jeg ikke enig med hende i, men hvis jeg arbejdede på et UC, ville jeg måske mene det samme som hende.

 

6.

Pernille Hviid og Jakob Waag Villadsen har en meget kompetent diskussion af legebegrebets udvikling inden for dele af psykologien.

Psykologien har en stærk tendens til at funktionalisere legebegrebet, hvilket allerede blev markeret i den norske artikel. Hviid og Villladsen er dog fuldt bevidst om denne risiko. De taler f.eks. om, at ”en hel generation rammes” af læringsideologien, og at den dominerende legeforskning er ”teoriløst eller smalt enkeltteoretisk forankret”. Der er også en virkelig interessant argumentation for, at det er nærmest umuligt at studere leg i eksperimentelle forskningsdesigns. Vi ender let med en ”livløs” og ”meningsløs” psykologi, som det hedder.

Forfatterne ser Vygotskys og Leontjevs psykologi som en mulighed for at genvinde mening og formål i legeforskningen. Det tror jeg ikke, de har ret meget ret i, men det lader jeg ligge her. Til gengæld taler de om ”et kulturelt-eksistentielt” perspektiv og om en ”personlig meningsfuldhed i det legende”. Det minder mig lidt om Steen Becks nye bog, ”Al den snak om læring”, som med udgangspunkt i Piaget, Vygotsky og især Biesta har samme intention. Det ”eksistentielle” kommer hos Hviid og Villadsen kun ind som en bred reference til Heidegger, og det kommer derfor ikke til at stå så skarpt som hos Beck. Og da slet ikke som hos Saugstad. Men man må også bare lade psykologer være psykologer en gang imellem :-). Men både hos Beck og Hviid/Villadsen sker der på en eller anden måde noget godt med denne eksistentielle markør på kulturpsykologien.

Hviid og Villadsen mener, at ”kollektivt satte læringsmål og personlige formål ofte er i konflikt i moderne versioner af ”playful learning””, og deri er de helt enige med forfatterne til alle de andre artikler, jeg har omtalt, især nordmændene. Hviid og Villadsen taler også for en mere ”resonant praksis”, et udtryk, som de ikke udfolder, men som har store muligheder efter min mening. Det minder mig lidt om Jan Jaaps Rothuizens ideer i hans ph.d.-afhandling ”På sporet af pædagogisk faglighed” fra 2015.

Jeg har også lige et nota bene. Jeg hæftede mig ved, at Hviid og Villadsen skriver, at Herbert Spencer i 1855 ”antog, at leg er unyttig overskudsenergi, der opstår fordi børn ikke arbejder”. Grunden til at det fangede min opmærksomhed er, at Jens Erik Kristensen i ”Pædagogikkens Idehistorie” mener, at dansk reformpædagogik trækker mere på Spencer end hidtil antaget. Jeg har ikke selv fundet nogle eksempler på det, men hvis det passer, kan det være med til at forklare en muligvis særlig dansk version af  reformpædagogikkens aktuelle tendens til i virkeligheden at instrumentalisere legen, hvilket jo egentlig er det modsatte af, hvad man normalt forbinder med reformpædagogik. Og måske – men her gætter jeg lidt vildt – er der også en usynlig forbindelse mellem Spencer, som senere jo blev socialdarwinist, og Per Fibæk Larusen, som i sin skoletænkning opfatter skolen som en form for didaktisk og darwinistisk organisme.

Endelig noterer jeg mig – jeg ved egentlig ikke hvorfor –, at kønsfordelingen i tidsskriftet er noget skæv. Der er 15 kvindelige og 2 mandlige bidragsydere. Mangler der lidt ”drengeleg”? Dog ikke hos Saugstad, hvor kundskaber og leg jo går op i en højere enhed.

http://www.dpt.dk/tidligere-udgivelser-2/2017-2/nr-4-december