KL har i samarbejde med Skolelederforeningen og kommunernes Børne- og kulturchefforening udarbejdet et helt nyt skriv, der hedder ”Ny praksis i folkeskolen”. Materialet er en praktisk udmøntning af de tidligere ”Nysyn på folkeskolen” fra 2010 og ”En ny folkeskole” fra 2013 – og bag det hele ligger naturligvis de nye læringsideer, som man finder dem i Ny Nordisk Skole og i skolereformen. Hæftet kaldes for et ”inspirationsmateriale”, men det der med ”inspiration” skal man ikke lægge noget i. Indholdet er nemlig formuleret som kommandoer a la: ”Der er ikke længere klasselærere tilknyttet klasserne” og ”lærermøderne er dermed erstattet”.

Det nye skriv er et frontalt opgør med skolebegrebet og med lærerbegrebet. Der er ingen virkelige ”skole-ord” og naturligvis heller ingen referencer til skolelovens formålsparagraf, til didaktisk teori eller til pædagogisk tradition, selvom kommunerne ifølge skolelovens §2 er forpligtet til at implementere skoleloven med udgangspunkt i selv samme lovs §1, som jo er det normative formål med det hele. Men ok, det er faktisk også svært  at implementere med udgangspunkt i §1, fordi dagens skolelov som sådan er i modstrid med skolens eget formål.

Med denne selvmodsigelse som konstituerende faktor rulles det nye læringsvokabular ud i et rent opgør med §1. Alt kobles op på elevens ”læringsmål”, selvom der ikke henvises til en eneste refleksion over læringsbegrebet. Læringen er stivfrossen, fordi al videnskabelighed og normativitet er pillet ud.

 

1. Opgør med skole og skolens formål

Først opgøret: Væk med begreber som ”klasse”, ”skema” og ”undervisning”. Alt skal ”nytænkes”. Der er ”ny-tænkning” – et groft misbrug af ordet ”tænkning” – af skoledag, skoleår, årgange, klasser, hold, medarbejdernes arbejdsdag, forberedelse, opfølgning, af efterbehandling af læringsforløb og meget andet.

Det er desuden meget vigtigt, at alle kontakter mellem lærer, klasse og  elev minimeres. Der er ingen klasser, ingen lærere og ingen elever, der for alvor må mødes om andet end den tekniske ”læringsmålsprogression”. Læreren må ikke få sig en elev, som ikke må få sig en lærer. For at sikre dette skal der ligefrem etableres kommunale og organisatoriske ”benspænd”, der udfordrer “koblingen mellem én lærer, én klasse og ét fag”, hvorved det bliver umuligt, at en lærer får sig en fast klasse og en stabil relation til en elev. Et eksempel på sådan et “benspænd” er med vilje at sætte 4 matematiklærere omkring 3 klasser. Vi ender med en totalt flydende struktur, hvor alting skifter og flyder.

 

2. Læringsbegrebet indsættes i opgørets flydende kaos

Dernæst ankommer så den “nye” markør, nemlig læringsbegrebet, der kan indsættes i den nyetablerede flydende og dannelsesfrie kompleksitet. Det er f.eks. slut med ”lærermøder”, hvor en lærergruppe kan tage stilling til mere principielle pædagogiske linjer. Det er der jo ikke mere brug for, eftersom ”det principielle” er opløst. I stedet skal der være læringsmaksimerende teammøder, og alle aktiviteter, møder, skole-hjemsamtaler mm. skal ustandseligt og udelukkende kredse om elevens konkrete og operationaliserbare læringsmål, som ALT indrettes efter. Selv skolens fagudvalg skal ”først og fremmest arbejde med at formulere læringsmål”, og biblioteket er blevet til et ”læringscenter”, hvor man kan finde “selvrettende” apps, som lærerne kan bruge, så de ikke behøver at bruge tid på de almindelige elever, men kan koncentrere sig om de inklusionskrævende.

 

3. Læring underordnes læringsledelse

Når det er ordnet, når altså alt flyder og læringsbegrebet har meldt sin ankomst ind i den tomme og flydende læringssal, kan en iltfattig læringsledelse tage over. Uafbrudt mødes læringschefen med lærerne, hver for sig og i små teams, og taler om testresultater og indsatser. Det hele medieres via e-mails og i-pads og kommunale metodehjemmesider, og bagefter mødes lærere og elever med helt samme dagsorden, som skal have en ensartet og fast struktur:

Undervisningen baseres på ”færdige undervisningsforløb”. Den enkelte lærer kan dog ”twiste” undervisningen, som det latterligt kaldes. Det hele digitaliseres og samles, så lærerne kan nøjes med at ”twiste”, og så de ikke behøver at forberede sig til timerne.

 

4. Læringsfundamentalisme

Al aktivitet tager udgangspunkt i det hattieficerede: ”Hvad har du lært i dag? Hvad er dit næste læringsmål? Hvordan kommer du hen til næste læringsmål? På den måde bliver eleven bevidst om sin egen læringsdagsorden og læringsprogression”, og der er ”konkrete og operationelle mål” for det hele, som f.eks. “der skal være mindst to fodnoter med litteraturhenvisninger”.  Alt er noteret, udskifteligt, og skrevet ned i digital beton. Hver dag skal der være “læringssamtaler”, hvor eleven taler med læreren om sin “læringsbevidsthed”, det som også kaldes “tænketeknologi” i den allernyeste jargon.

”Elev-til-elev-feedback er systematiseret, og eleverne er trænet i det”, står der. Dermed er noget af ”rettearbejdet taget væk fra læreren”. Der var faktisk en sag om det emne – jeg tror det var i Taarnby Kommune. Her fik en lærer i vinters en irettesættelse, fordi han til en forælder begrundede elevernes færre skriveøvelser med den forringede forberedelsesfaktor efter den nye Lov nr. 409. Efterfølgende var de lokale rådmand ude med ”elev-feedback-hypotesen”: “Eleverne kunne jo bare rette deres egne stile”, sagde de. Det er vist det, man kalder for kommunal visdom,  og nu er det altså ophøjet til en “kommunal retningslinje”.

Og den klassiske ”stil i dansk, tysk og engelsk er erstattet med processkrivning”, får vi at vide. ”Erstattet”? Hallo! Hvorfor er det nu, der findes sådan noget som en ”dansk stil”? Og hvorfor skal en dansk stil nu til at være i i modsætning til at lave skriveprocesser? Hvor simpelt kan det blive?

Og sådan kører det videre i totalt forfald. Eleverne har ”powerbreaks”, hvor de ”rejser sig ved tælling”, og skolerne har ”fyrtårnsklasser”. Der er ikke fag men ”tysk-zoner” og ”matematik-zoner”, og eleverne ”søger til zonerne efter behov og interesse”. Man kan også ”søge hen til ”zoner” om ”læringsparathed” og om ”coaching i kammeratadfærd”. Og mens eleverne ”søger”, sidder lærerne og læringscheferne og regner den ud på dataledelsesregneark, mens de ”spænder ben” for hinanden.

 

5. Lærermøder erstattes af læringsmøder og en teamspættebog

Lærerne arbejder udelukkende i teams efter en ”team-spættebog” (for fanden da!), og de pågældende teams overvåges og superviseres tæt af lederen med udgangspunkt i læringsmålopfølgning og testresultater (og nej, der står ikke noget som helst om noget som helst andet eller mere). Der er heller INGEN lærermøder. De er ”erstattet” af de nye teamstrukturer, som er under stram digital læringsmaksimeringsstyring. Tænk hvis lærerne skulle slå en selvstændig tanke om pædagogik, som kunne ryste det rustne stål? Hvad sker der så? ja, så får de advarsler, fordi de har ”negative holdninger”.

Og så videre og så videre…..

 

6. Nogle afsluttende pointer

Som sædvanlig har KL’s tekster ingen forfatter. Ingen kan stå til ansvar for den elendige kvalitet. Men så må det jo være de tre organisationsformænd, der må stå for skud: KL’s formand Martin Damm og skolelederformanden Claus Hjortdal – som er medformand for ny nordisk skole, der jo ledes af konkurrencestatsmanden og Antorinivennen, Lars Goldschmidt – samt formanden for børne- og kulturchefforeningen, Eik Møller. Det var Møller der i forbindelse med en ytringsfrihedsdiskusison sagde, at man kun skal udtale sig om det, som det kan betale sig at gøre noget ved. Eik Møller sagde også engang, at han ikke vil stå på mål for KL’s skolesyn, men det vil han åbenbart godt i dette tilfælde.

Der er også nævnt en række mønsterskoler. F.eks. Ny Frederiksberg Skole, som også er med i Dorthe Staunæs’ beskrivelse af ”klasseledelse all inclusive” tankegangen, hvorefter selv børnenes nattesøvn inkluderes under læringskravet. Samme skole har også været omtalt i bladet Folkeskolen, pga. skolens brug af det Staunæs’ske ”mellemrumspotentialisering”, som er det nye ord for frikvarter. En række skoler fra Aalborg Kommune er også nævnt, men her er man også helt inficeret med læringstankegangen. Kommunen har ligefrem en ”læringschef” i stedet for det håbløst gammeldags ”skolechef”.

“Ny praksis i folkeskolen” er et dokument uden forfatter. Et læringsteknokratisk misfoster, som ingen vil tage ansvar for.

Det værste er faktisk, at Danmarks Lærerforening med foreningens ny overenskomstaftale med KL, endda hele to gange, har lovet at være i “konstruktiv og positiv dialog” med KL. Det skulle man ikke have gjort, for herværende skriv fortjener ikke andet end en satiretegning af en gammel rådmands-ørkenrotte med skæg, der har en team-spættebog i sin kommunale mellemrumspotentialiseringskasket.

 

Referencer:

Link til “Ny praksis i folkeskolen – inspirationsmateriale til skoleledelser og forvaltninger” fra 2015.

Link til analyse af “En ny folkeskole” fra 2013:

Link til analyse af “Nysyn på folkeskolen” fra 2010:

“Antipædagogikkens rå struktur”: Link til analyse af KL-rapport om pædagogisk forskning fra 2005