Kommunister og skolesheikforeninger: Lidt dagbogsnoter fra d. 3. marts

Aftenen startede med et besøg på TV2 i en mærkelig århusiansk ørken med sheiker og hemmelige beduinske love, med håndholdte og skjulte optagelser, fortielser, kvinder i flagrende sorte gevandter og med forvrængede stemmer og slørede ansigter. Jeg fortsatte på DR2 med en sjov og fri tur i selskab med Signe Molde, der quizzede med en repræsentant fra Ayn Rands lokale fraktion, LA, og en yngre trotskist fra partiet SAP, der er med i Enhedslisten. På en måde er det lidt pudsigt, at SAP er med i partiet med det østtysk-klingende navn, eftersom trotskister og kommunister i de gode gamle dage nærmest var ærkefjender. Kommunisterne ville bestemme, mens trotskisterne ville handle for nu at sige det lidt forenklet. Nå, men nu er begge grupper, altså DKP og SAP, samlet i einheitspartiet, og det går jo mig bekendt fint nok, hvilket faktisk er blevet vigtigt, efter at SF er blevet til et børneaktieparti, som igen er en underafdeling af konkurrencestatspartiet.

Efter al denne gråd og latter, var det tid til at gennemgå dagens facebook-opdateringer.

Mens jeg lod skærmen rulle, fik jeg imidlertid en tredobbelt fornemmelse af endnu en tavshedens ørken med kommunistiske rødder, nemlig den pædagogiske.

Det startede med, at jeg stødte på et opslag, der oprindelig var opslået af en hr. Mohammed Bibi. Er der nogen, der husker ham? Jo, Bibi var jo den helt nyansatte skoleleder på Agedrup Skole, der i 2014 gav lærer Erik Schmidt en advarsel, fordi Schmidt var kritisk overfor ”læringsmaksimering”, som det hedder i de kommunale kredse. Sagen giver stadig juridiske dønninger.

Jeg smuttede hen til Bibis profil, hvor jeg tilfældigvis faldt over et jobopslag fra d. 1/12-2015, som det er svært at undlade at omtale. Bibi og Agedrup Skole søgte nemlig ”en souschef med visioner”. Grunden til, at denne formulering er rent ørkentelt for mig, er, at Bibi lige havde skilt sig af med en af landets mest ”visionære” lærere, der jo både før og siden har fået den ene pris efter den anden. Men ”visionær” i Agedrup betyder vist ikke andet end: ”Jeg mener det samme som min chef, der mener det samme som kommunen”. Så ved man det. Det minder mig lidt om de ”moderate imamer”, der siger ét offentligt og noget andet i baglokalerne. Der er i al fald ikke meget trotskisme over foretagendet, det er klart nok. Det minder faktisk mere om DKP’s forhold til visioner, hvis vi skal blive i det billede

Men stillingsopslaget var jo helt tilbage fra december, så hvad handlede det aktuelle Bibi-opslag så om? Jo, jeg rodede lidt rundt i det, så nu fortæller jeg lige, hvad jeg først troede, det handlede om. Først troede jeg, at opslaget handlede om, at Bibi ville stille op til næstformandsposten i Odenses Skolelederforening. Det skal nok gå godt, tænkte jeg, fordi landets skoleledere jo ledes af Claus Hjortdal, den tidligere formand for Ny Nordisk Skoles ”Akademiråd”, som det blev kaldt uden den mindste selvironi. Og Hjortdal er heller ikke nogen tilhænger af det åbne samfund. Det fandt vi ud af, efter han havde skrevet en dataledelsesbegejstret kronik sammen med Stefan Herman og evalueringsmanden Mikkel Haarder tilbage i efteråret 2015. Lektor Brian Degn Mårtensson formastede sig til at kritisere kronikken i en ellers meget rost mod-kronik, men det syntes Hjortdal ikke om. Han skrev bare et rasende og ubehjælpsomt brev til Mårtenssons arbejdsgiver, hvilket jo var en ren trussel mod Mårtenssons frie arbejde. Man kunne læse om sagen i Magisterbladet i de dage. Hjortdals banale klage var mere DKP en Trotskisme, for nu at sige det på den måde, og dermed bekræftede han, formodentlig uden at vide det selv, en del af Mårtenssons pointe.

Nå, men faktisk tog jeg fejl vedrørende selv opslaget. Det var nemlig slet ikke Bibi, der selv stillede op. Han anbefalede blot en anden kandidat, nemlig en Dorte Andreas, som er leder på Tingkjærskolen. Lad os håbe, at hun bliver valgt og skælder offentligt og alvorligt ud på Claus Hjortdal, så vi kan få lidt demokratisk sans på vores skoler. Men ok, det håb er nok lysegrønt.

På en måde er det lidt synd, at det ikke er Bibi selv, der stiller op. Jeg er sikker på, at Hjortdal og Bibi kunne blive gode venner i skolesheikforeningens baglokaler, hvor de kunne skrive klager til folks arbejdsgivere og finde på nye “visioner”.

Men ved I hvad? I samme hug var der lige en tredje censureringsdetalje. Selve Bibis opslag, hvor han altså anbefalede en kollegas optagelse i Odense Skolesheikforening, havnede nemlig ikke på min FB-væg af sig selv. Jeg fik det kun, fordi opslaget blev delt af en anden. Og hvem var det? Jo, det var såmænd lektor Helle Bjerg fra UCC. Og hvem er hun så? Jo, Bjerg støttede jo Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær i deres vanvidsklage imod et kritisk indlæg, jeg skrev i foråret 2015. Det var dengang, jeg blev til en ”personalesag”, fordi jeg skrev, at de pågældende forskere ikke var kritiske, selvom de troede, de var det. Så ryger man til kammeratlig samtale nu om stunder, og det minder jo også lidt om DKP, gør det ikke? Min tese vedrørende de pågældende forskeres kritiske niveau passer i øvrigt 100%, og den er endda blevet bekræftet siden, men pointen skulle altså tvinges ud i baglokalet. Heldigvis blev der i min sag trukket en streg i ørkensandet, hvilket altså endnu ikke er sket for Schmidt. Mårtensson fik i sin tid støtte fra Stefan Hermann og vist nok også fra sin chef, rektor Camilla Wang, som er en slags Hermann-elev. Så UC-Sjælland og Metropol fik en fjer i hatten, mens Hjortdal stod tilbage som en komisk Ali, en hemmelig sheik, en flovhed for sin forening og for hele sit lands skoleledervirke.

Hvilken sælsom aften i selskab med sheiker, burkaer, hemmelige gange og gamle og nye socialister.

 

Lidt links:

Generelt om Agedrup-sagen 

Kort om Mohammed Bibi’s faglige produktion

Magisterbladet om Hjortdals klage over Mårtenssons kronik 

Min egen drøftelse af sagen om Hjortdals klage over Mårtenssons kronik

Helle Bjergs holdning til klagesagen ved DPU 

 

Skriv en kommentar