Konference på DPU: Oprør = Underkastelse

Torsdag d. 19. april 2018 holder DPU en stor konference med titlen ”Velfærdens professioner i oprør?”, også lanceret under det mere mundrette: ”Professionsoprør?”. I det følgende vil jeg argumentere for, at denne titel er falsk varebetegnelse. Konferencen  kommer ikke til at handle om noget ”oprør”. Tværtimod vil den handle den om, hvordan lærere og pædagoger skal underordne sig Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsideologi, hvis bestanddele er en blanding af Althusser, Foucault og politisk økonomi, dvs. en stærk anti-pædagogisk strukturalisme.

Ove Kaj Pedersen var en form for lærermester for Bjarne Corydon og dermed chefideolog for Centrum-venstreregeringen og Moderniseringsstyrelsen, som jo stod bag skolereformens ”læringsrevolution”, og som i disse konflikt-uger søger at gennemtvinge dens teknificering mere bredt. DPU’s ledelse er også dybt forbundet med Pedersens ideologi. Det kan man se i en lang række konferencer og indlæg om emnet (se litteraturliste).

Resultatet bliver dermed – for nu at starte med konklusionen – en konference, som overhovedet ikke handler om ”oprør”. Derimod handler den om professionel underkastelse – ja, nærmest en afprofessionalisering – og den handler endda om, at man skal nyde at underkaste sig denne proces. Den handler om at fremskynde professionernes proletarisering.

Dette faktum giver sig udtryk på tre måder: Ved konferencens program, ved en tilhørende reklamevideo og ved opbygningen af det seneste nummer af DPU’s magasin Asterisk. Lad os se på tingene en af gangen.

 

1. Konferencens program.

a. Ove Kaj Pedersen

Konferencens store helt er Ove Kaj Pedersen, som indleder med det centrale rammesættende foredrag. Han ”gør status”, som det prætentiøst hedder, med undertitlen: “Illusionen om det faglige selvstyre”. Ok, så vi er nogen der har “illusioner”? Så er stilen ligesom lagt. Indlægget er dagens længste, og altså også det første. Pedersen bydes velkommen af sin store fan, institutleder Claus Holm, som har kørt ideologisk parløb med Pedersen siden 2012, og som dermed har understøttet skolereformens anti-pædagogiske effekt langt ned i de pædagogiske detaljer.

 

b. Fagforeningerne

Derpå kommer der tre korte indlæg fra tre fagforeningsformænd. Jeg noterer mig, at der ingen pædagogiske fagforeningsledere er. Hverken BUPL eller DLF er med. Det er underligt, eftersom vi er på et ”pædagogisk” universitet, og eftersom der tales om lærere og pædagoger mange steder i baggrundsmaterialet. Derimod er der besøg af formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, af Dennis Kristensen fra FOA og Bente Sorgenfrey fra FTF.

Måske er det meningen, at Sorgenfrey skal repræsentere de pædagogiske professioner, eftersom FTF jo er en paraplyorganisation for mange forskelige forbund, herunder DLF og BUPL? Men det går slet ikke, eftersom hun jo ikke er inde i de pædagogiske materier. Det vil være en alt for generel logik. Sorgenfrey er også med i Ida Aukens teknologibegejstrede SIRI-kommission, hvor man taler for synlig data-læring og kommunal centralstyring, som man ligefrem hævder er et udtryk for medbestemmelse og demokrati. Det er der bestemt ikke noget ”oprør” over. Det er faktisk lige præcist det, som det virkelige “oprør” gør oprør imod.

Dennis Kristensen kan godt være oprørsk, men han repræsenterer jo knap nok en profession?

Ingen af disse personer vil kunne tale den pædagogiske side af oprøret frem. Den pædagogiske profession er væk, både i dens fagforeningsformer og i alle andre former.

På en måde er FOAs og FTF’s medvirken uden DLF og BUPL et brud på den aktuelt etablerede fagforeningssolidaritet. Men de stakkels forbundsformænd kan jo ikke vide, at de stiller op til en ideologisk sammenhæng, der nærmest er Moderniseringsstyrelsens voks.

Det ser ud til, at disse tre fagforeningsledere skal stå for hele oprørsdelen. Det er en stærk kritisabel reduktion af den store kritiske masse, som taler imod konkurrencestatsideologien. Den efterfølgende debat styres af Claus Holm selv.

 

c. Forskere 1

Efter fagforenings-tamtammen kommer der ”tre perspektiver på professionsforandringer og oprør”. Her er Claus Holm på igen sammen med to forskere, som arbejder på yderkanterne af det pædagogiske og uddannelsespolitiske felt.

Holms eget indlæg hedder ”Styrkelse af de professionelle fællesskaber – et nyt ledelsesregime kalder”. Der varmes op til en blanding af konkurrencestat og datastyring, samt at man skal elske det hele. Det er  pædagogens nye ”kald”, der skal svare på et nyt ”kald”, der hader pædagogik.

En af de andre oplægsholdere er Lars Thorup Larsen, som forstærker billedet, hvilket jeg vender tilbage til under punkt 3. Den sidste oplægsholder, Tine Øllgaard Bentzen, har mig bekendt ikke deltaget i den forskningsmæssige debat om pædagogiske emner. Der er altså ingen ”perspektiver på oprør”. Den efterfølgende debat styres også her af Claus Holm selv.

 

d. Forskere 2

Derpå følger en session, der hedder ”Hvordan kommer vi fra kritik til samlende udvikling?”. Det er en meget sigende titel. Hvorfor i alverden er kritik noget, vi skal ”komme fra”? Det er da tværtimod noget, professionerne skal blive langt bedre til? Og hvorfor skal vi have “samlende udvikling” i stedet for kritik? Det lyder da fuldstændigt forskrækkeligt.

Med dette udgangspunkt er det ikke så underligt, at Holm for et par år siden var ude med riven mod Rasmus Willig, som jo er landets førende forsker inden for professionskritik-området. Men Willig er slet ikke med nogle steder i denne konferences horisont. Og der er de mange andre kritikere heller ikke. Og det er fordi, konferencen slet ikke handler om oprør og kritik, men om hvordan man skal tilpasse sig en bestemt teoretisk og ideologisk skabelon. Den handler om at ”komme fra kritik”. Væk med den! Bye bye!

I samme session taler to af Holms åndsfæller, dvs. folk der ligesom Ove Kaj Pedersen har rod i poststrukturalismen. Den første er idehistorikeren Jens Erik Kristensen, som er en af landets mest nidkære poststrukturalister, og som har haft stor negativ effekt for kritik- og handlingsbegrebet herhjemme. Det er tydeligt, hvis man studere hans gøren og laden siden omkring 2008. Den anden er rektor Stefan Hermann, hvis grundlæggende begreber flugter helt med Corydons, Ove Kaj Pedersens, Claus Holms og Kristensens. Den tredje bidragsyder er Nana-Mik Meyer fra CBS. Hun er også poststrukturalistisk farvet uden blik for specificiteten i den pædagogiske profession, men er ikke så pædagogisk interesseret som de andre. Den efterfølgende debat styres af Claus Holm, som igen kan styre spørgsmålenes gang.

 

e. Konklusion

Siden 2011 har der været en omfattende pædagogiske kritik fra både professionelle lærere og mange forskere. Både i videnskabelige udgivelser og i fag- og dagspressen. Der er ingen repræsentanter for disse bevægelser. Vi er simpelthen i en Danmarks Pædagogiske Oligarki-ekkoboble.

Det er kort sagt helt misvisende at kalde denne konference for ”professionsoprør?” Det handler om at underkue landets pædagoger under normaliseringsideologiens tvang med nærmest systematisk udelukkelse af kritiske stemmer som indsats og konsekvens.

 

2. Reklamevideo

Denne konklusion bekræftes entydigt af en form for faglig reklamevideo, som DPU’s kommunikationsafdeling har lavet i forbindelse med konferencen. Videoen består af to korte indlæg fra Jens Erik Kristensen og Claus Holm, der som sagt har næsten samme ideologi, og som faktisk også var reklamesøjler i forbindelse med DPU’s arrangement på Folkemødet i 2017, hvor dannelsesbegrebet også skulle have et konkurrencestatshug.

I litteraturlisten kan man se videoen, både i en forkortet version, som er lagt ud på Facebook, og i de fulde versioner, som ligger på konferencens hjemmeside. Der er ingen slinger i hyperstrukturalismens tvang. Kristensen beskriver, hvordan han mener, at professionernes vilkår er skiftet fra, at professionerne bestemmer over staten, til at det nu er staten, der via professionerne styrer og leder borgeren. Så man går i skole, for at blive ledt og styret af staten? Ikke i mit land.

Professionerne må nøjes med at”spille ind” i statens ”omdefinering af, hvad en profession er”, som det hedder. Læreren skal altså acceptere skolereform og normalisering og spille spillet inden for den ramme. Det er ren tilpasning, og der er da heller ingenting om kritik og oprør. Til sidst – men kun i den lange version af videoen – siger Kristensen nogle ok ting om dømmekraft, men det er tilføjelser uden effekt på hans overordnede tilgang, og det er i sagens natur helt uden kontakt til den pædagogiske professions praksis og substans. Min analyse bekræftes af en artikel i det aktuelle nummer af Asterisk, som jeg vil omtale under punkt 3.

Holm er enig med Kristensen. Hans eneste tilføjelse er, at professionerne kan gøre sig fortjent til at ”nyde tillid” i noget, han kalder for ”en ny form for autonomi”. Vi skal acceptere og nyde underkastelsen. Først da kan vi være ”autonome”. Som Holm siger: ”Der er ingen vej tilbage”.

Der er ”til og fra” og ”frem og tilbage” over det hele. Det er så hyperstrukturalistisk, at der ikke er et objekt til stede.

Endelig er det værd at nævne, at Holm og Kristensen tematiserer ”oprøret” primært som et oprør mod ”dokumentation”. Men det er en simplificering, som tyder på manglende politisk og pædagogisk analyse. Inden for de pædagogiske professioner er der snarere tale om et opgør med læringsbegrebet, og oprøret er derfor rettet imod et omfattende teknisk organ, som har udviklet sig i statens indre – inklusiv KL mm – efter finanskrisen og de store centraliseringsreformer i 00’erne. Systemet understøttes af systemteoretiske og post-strukturalistiske processer på forskningsniveauet. Ja, DPU er faktisk nogle gange selv en del af dette system. Så kalder man det bare for DPO, altså Danmarks Pædagogiske Oligarki. Spørgsmålet om ”dokumentation” er ren overflade i forhold til denne helt grundlæggende samfundsmæssige og filosofiske realitet.

Vi er altså inde i det post-strukturalistiske konkurrencestats- og skolereformssegment med overfladiske smådiagnoser og ukritisk tilpasning. Dvs. i et opgør med kritik. Videoen er et af de mange eksempler på, at poststrukturalismen fryser sin genstand og dermed mister kritikken. En tendens, som også international forskning er ved at få øjnene op for.

Til gengæld er det værd at bemærke, at der ingen systemteoretikere er med i konferencens personkreds. Bortset fra Holm selv, som er halvt luhmannianer og halvt poststrukturalist. Det er lidt pudsigt fra et DPO-fagligt synspunkt.

Min kritik går altså både på de to indlægs konkrete indhold, deres samspil med konferencens temaer og vinkling, og at man vælger to så ens perspektiver i reklamevideoerne. Igen er der ingen stemmer fra den virkelige kritik.

Jeg har skrevet de to video-oplæg ned og lagt dem sidst i bloggen.

 

3. Asterisk

Det seneste nummer af Asterisk har også en række artikler, som relaterer sig til emnet. Artiklerne optræder lidt inde i bladet i en form for temasektion, som der da også linkes til på konferencens hjemmeside. Temaet indledes med et stort anlagt interview med netop Ove Kaj Pedersen over tre fulde sider. Det er Claus Holm, der interviewer sit idol. Holm indleder simpelthen med: ”Selvom konkurrencestaten har leveret resultater i verdensklasse, er kritikken ubønhørlig”. Verdensklasse? Vi er virkelig i ideologiens sfærer.

Pedersen erklærer i fuld ideologisk samklang med sin interviewer, at han synes, at ”konkurrencestaten er værd at kæmpe for”, og at det er ”velfærdsstatens højdepunkt”. Han mener dog, at konkurrencestaten er kommet i en ”legitimitetskrise”, men at det skyldes kritikere, som gerne vil være ”populære”, og som taler ”uden belæg”. Taler man for velfærdsstaten, går man ind for ”en myte”, får vi også at vide, mens Pedersens egen teori derimod hviler på ”indsigt”. Betagende markeringer.

Pedersen vil gerne have lidt mindre ”opportunisme”, som jo ellers er konkurrencestatens kernebegreb, men det er en ren besværgelse, eftersom han jo synes, at hans egen teori er det eneste saliggørende. Vi får altså opportunisme+/-, men hvad i al verden skal vi bruge det til?  Den slags teoretisk mikrodiversitet, der arbejder under samme begreb, nemlig konkurrencestaten, er ikke engang værd at beskæftige sig med for en teoretisk betragtning. Man ser den korrigerede skole for sig. Det er noget med en trivselstime om tirsdagen. Dvs. en time uden læringsmålsstyret undervisning. Så er der konkurrencestatskorrigeret.

Endelig udnævner Pedersen ”kulturkonservatismen” til sin hovedmodstander. Men kulturkonservatismen er for tiden en meget passende betegnelse for netop det brede politiske og pædagogiske oprør, som er totalt udelukket fra konferencen og fra Pedersens og Holms horisont. Den aktuelle kulturkonservatisme har intet at gøre med specifikke politiske partier. Man kan sagtens stemme på Enhedslisten og være kulturkonservativ.

Ergo: Pedersen har ikke flyttet sig i substansen. Men han er alligevel endnu en gang den åndelige ramme for en stor DPU-konference og dominerer som sagt også dækningen i Asterisk.

Derudover er der nogle mindre interviews, blandt andet med Stefan Hermann og Mik-Mayer, som jo også er med på konferencen. Nu er Herman jo en del af DPO-strukturen, men han er faktisk den, der har forstået situationen bedst. Han nævner læringsopgøret og taler om professionel kritik på et helt anden niveau end Holm, Kristensen og Pedersen. Men han kan ikke realisere sin kritiske tolerance for alvor, eftersom han deler grundbegreber og forhistorie med alle tre. Han kommer til at flyde lidt ubestemmeligt afhængigt af konteksten. F.eks. kan man ikke finde rester af Hermanns interesse for kritik-begrebet, hvis man kigger på UC’ernes officielle udspil om læreruddannelse og forskning, som han ellers må have haft indflydelse på som formand for landets professionshøjskoler. Mik-Meyer accepterer helt styrings-vokabularet og nævner hverken oprør, kritik eller pædagogik i sit indlæg.

Men hovsa, der er sørme også en lille undtagelse. For første gang i mands minde er der en kritisk pædagog med i Asterisk, hvis redaktion ellers lever i sin helt egen verden. Det drejer sig om Brian Degn Mårtensson, som får sagt nogle udmærkede ting i et af de korte interviews. Han er den lille undtagelse, der nærmest bekræfter reglen. Degn Mårtensson er da heller ikke med på selve konferencen. Gad vide hvad han egentlig synes hans rolle i denne sammenhæng? Han er i al fald ikke tilfreds med konferencen. Det kunne man læse om på den facebook-tråd, hvor DPU annoncerede konferencen. Her skrev Mårtensson for ca. en uge siden:

“Kære DPU. I skriver, at “målet med konferencen er at give viden, overblik og indblik i de forskellige opfordringer til oprør, opgør, forandringer og udramatiske revolutioner, der er i gang.” Derfor kan det undre, at programmet er sammensat, som det er. Hvorfor har I ikke inviteret nogle af dem, der rent faktisk har beskæftiget sig med kritikken? Altovervejende er programmet jo fyldt med de folk, hvis linje bliver kritiseret. Er det så meningen, at Ove Kaj Pedersen, Stefan Hermann og Claus Holm skal stå og forklare, at kritikken er skinger og unuanceret? og at de selv har ret?

Mårtensson flankeredes af flere andre kritiske røster. Der var et helt lille oprør mod anti-oprøret. Ham der “DPU” har endnu ikke svaret.

Endelig er der et stort interview med to af konferencens oplægsholdere, nemlig Jens Erik Kristensen og Lars Thorup Larsen. Begge bygger kraftigt på de allermest strukturalistiske sider af Foucaults filosofi. Kristensen beskriver modstandere af konkurrencestaten, som ”ofre”, og fortæller, at kritikken ”vil ebbe ud, når der kommer nye til”. Han venter på døden. Endvidere mener han, at professionerne vil opløses og blive erstattet af noget, han kalder for ”velfærdsfunktionærer”. Han ser det som en ”naturlig udvikling”.

Vi er i det totale anti-oprør. Ja, ligefrem i professionsopløsning. Det er helt efter bogen i forhold den teoretiske og politiske struktur, som jeg har beskrevet i mine undersøgelser af Danmarks Pædagogiske Oligarki.

 

4. Links og referencer:

Link til konferenceprogram, videoer mm.: http://konferencer.au.dk/professionsoproer/

Link til DPU’s facebook-videoer

Link til facebook-reklame for konferencen (bl.a. med kommentarer fra Brian Degn Mårtensson og Erik Schmidt)

Link til Asterisk: http://www.e-pages.dk/aarhusuniversitet/1843/

Link til analyse af Stefan Hermanns grundposition: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-opgoer-dansk-paedagogisk-tradition.html

Link til analyser af tidligere DPU-konferencer:

  1. Konkurrencestatens krav til dannelse, 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/konkurrencestatens-krav-til-dannelse-kommenteret-referat-fra-konference-pa-dpu-aarhus-universitet-d-20-november-2013-i-emdrup-kobenhavn.html
  2. Folkeskolens formål til eftersyn, 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/referat-af-konferencen-folkeskolens-formaal-til-eftersyn-d-19-august-2015-paa-dpu.html
  3. Åbning af Nationalt center for skoleforskning, 2016: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk-nedsmeltning-nationalt-center-for-skoleforskning.html
  4. Livsduelighed, 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/livsduelighed-paa-dpu.html
  5. DPU på folkemødet, 2016: Se indlæg nr. 25 og 27 i denne blog: http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-28-juni-2016.html

Om Danmarks Pædagogiske Oligarki, se f.eks. Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg Universitetsforlag.

 

5. Udskrift af de lange reklamevideoer for konferencen

A. Jens Erik Kristensen:

Fra at det engang var sådan, at professionerne så at sige fortalte staten, hvad borgerne har brug for, så er det blevet sådan nu, at professionerne er et vigtigt led i statens måde at styre borgerne, og derfor vil staten også gerne have styr på professionerne, og hvad professionerne gør, hvad de siger, hvordan de handler, hvor effektive de er, om de kan dokumentere, at de lever op til forskellige mål og så videre. Og det har ligesom ændret forståelsen af, hvad det vil sige at være en profession. At man ikke bare er aktører og har et fagligt råderum, hvor man bestemmer kvaliteten i det – i de ydelser man leverer -, men at man i stigende grad også bliver tænkt som agenter i politiske strategier, der er tænkt andre steder. Herunder jo altså først og fremmest statens eller ministeriernes strategier for, hvordan man gerne vil styre borgerne eller lede borgerne, og der har man brug for professionerne, og der har man brug for en speciel professionalisme, men det er ikke længere den samme professionalisme, som den professionerne tidligere kunne hævde sig ved. Og derfor ser vi for indeværende et opbrud. En omdefinering af, hvad professionerne egentlig er. Og pointen er, at det ikke bare er noget, der dikteres ovenfra. Det er noget professionerne selv er en del af og selv har muligheder for selv at spille ind i.

Vores konference er jo et forsøg på at sige, hvordan ser sådan en ny type af professionalisme ud, og hvilken rolle professionerne selv kan spille i det. Fordi det er helt afgørende – for at man kan have gode professioner – det er selvfølgelig, at de er aktive, en del af det, og at de har noget at sige. At det er professioner, der så at sige kan være stolte af deres egen faglighed.

I stigende grad har professionerne så at sige også været presset nedefra, fordi borgerne og brugerne vil gerne have høj kvalitet og vil gerne have indflydelse på og vil gerne have muligheder for også at blande sig i, hvad det er for en type af ydelse, som professionerne – f.eks. en skolelærer eller pædagogerne – de faktisk leverer.

Så derfor kan man sige, at spillet mellem stat, profession og borger er blevet mere åbent og mere flersidet, end det var tidligere. Hvilket også betyder, at éns professionsstatus og forestillingen om råderummet for fagligt autonomi osv. af gode grunde er presset.

Det er selvfølgelig et problem, at der er nogle stærke kræfter, der gerne vil trække professionerne i en bestemt retning. Nu tænker jeg f.eks. på, at en stor del af velfærdspolitikken jo i de seneste 10-15 år er tænkt, som noget der skulle evidensbaseret. Man vil gerne have velfærd, der virker. Det vil borgerne også. Man vil gerne have velfærd, der virker på den måde, at man også har dokumentation, eller evidens for, at de ting, man foretager sig også har en effekt. Det har jo på sin vis også presset professionerne. Ikke sådan at det i sig selv er dårligt, at man har evidens for, at det man gør har en effekt, men at der jo ligesom er et spil mellem evidensbasering og så professionernes egen, hvad skal man sige, erfaringsbaserede dømmekraft, som jo tit og ofte er den vigtigste, eller er den vigtigste, når det handler om, hvad man skal gøre i givne situationer.

Det er ikke tilfældigt, at en del professioner har oplevet det som, at der bliver sået tvivl om deres dømmekraft, eller at der er mistillid til, at de faktisk gør, det der er vigtigst eller mest effektivt at gøre i bestemte situationer. Men det er jo så fordi, at hvad der er effektivt og vigtigst at gøre altid vil være et åbent og praktisk spørgsmål. Det kan man ikke skrivebordsafgøre på forhånd.

 

B. Claus Holm:

På en måde er spørgsmålet, hvor meget professionsudøvelsen vil være underlagt krav og dokumentation om ny styring i fremtiden i forhold til at nyde ny tillid til, at professionen er så faglig stærk, så man ikke behøver så meget dokumentation, som tilfældet er i dag.

Det er klart, at diskussionen om dokumentationskrav overfor professionelt råderum er helt central, når man også skal forstå spørgsmålet om et professionsoprør; altså oprør mod, at man bruger for meget tid på at skulle dokumentere over for en ledelse, at man har gjort tingene rigtige, i stedet for at bruge tiden på patienten, f.eks..

Det er en diskussion, der kommer til at handle også om tillid. Vi taler om tillidsreformer på den ene side, og på den anden side behovet for styring og dokumentation. Og præcis hvordan balancen er mellem det ene og det andet, det er faktisk det, som konferencen skal være stærkt optaget af.

Man kan få indblik i, hvordan erfaringen af, at have tabt automoni, hvordan den er. Men man kan også få indblik i, hvad det eventuelt er for en ny form for professionelt råderum, som der er under etablering. Så man kan få indblik i tabsfortællinger, men man kan også få indblik i gevinstfortællinger om, hvad den udvikling vi ser for professionerne går ud på i dag.

Og i den forstand, så møder man jo også forskellige svar på, hvad professionsoprøret betyder. Er det oprøret til fordel for at gå tilbage til en bestemt type autonomi, som man har tabt. Eller er der ingen vej tilbage men en vej frem, der handler om, at råderum betyder noget nyt i morgen.

Konferencedatoen er som nævnt d. 19. april. Hvem ved, måske er landet på det tidspunkt lige midt i et kollektivt oprør? I så fald bliver konferencen en afkræftelse af sig selv.

Skriv en kommentar