I denne artikel vil jeg skitsere og diskutere forholdet mellem konkurrencestat og dannelse, som det drøftes for tiden i dansk pædagogik. Overordnet vil jeg argumentere for, at relationen mellem de to begreber er mangelfuldt forstået. Denne argumentation vil jeg fører i tre tempi. Først vil jeg pege på, hvordan en række indlæg fra den offentlige debat og den semividenskabelige diskurs alle peger i retning af, at konkurrencestaten enten udelukker dannelse eller, hvilket er det samme, rekonstruerer den til ukendelighed, typisk i form af “kompetencer” til brug på arbejdsmarkedet. Dernæst vil jeg diskutere forskellige problemer knyttet til selve distinktionen mellem konkurrencestat og dannelse. Især vil jeg pege på det forhold, at konkurrence og stat slet ikke kan forenes i samme begreb; og at man selv hos liberalismen, den mest statskritiske filosofi, i stedet for “konkurrence” finder en etisk frem for en konkurrencebaseret relation mellem dannelse og stat. Og hvis liberalismen, og dermed også mere statsvenlige tilgange, har ret i det, så kan man ikke have et statsbegreb uden etik i en eller anden forstand, altså dannelse. Til sidst drøftes mere udførligt den teoretiske ophavsmand til konkurrencestaten, nemlig Ove Kaj Pedersens bog af samme navn. Jeg skitserer forskellige fortolkningsmuligheder, men når frem til, at hovedsporet er, at dannelse og konkurrencestat forstås som modsætninger. Dermed bliver Pedersens bog en central del af den brede konkurrencestatsdiskurs, som jeg indledte med at beskrive.

Pointen er, at der nok findes konkurrence, men ikke en konkurrence-stat. Hvis det er rigtigt, hvis altså stat og konkurrence er adskilte kategorier, så betyder det, at dannelse, humanitet og social retfærdighed igen kan strømme frit i vores pædagogiske liv, for så vidt vi har en stat overhovedet.

 

1.

I bladet Folkeskolen var der for nyligt et interview med idehistoriker Jens Erik Kristensen om baggrunden for det seneste års skolediskussioner (Kristensen 2012). Kristensen mener, at uenighederne, herunder debatten om læreruddannelsen, har rod i det forhold, at vi er på vej fra en velfærdsstat og ind i en konkurrencestat. Med denne bevægelse mener han, at vi måske er ved at vinke farvel til begreber som dannelse og humanitet til fordel for en mere økonomisk orienteret tilgang, som lægger vægt på begreber som kompetenceudvikling og konkurrenceevne. Kristensen får sagt mange velformidlede ting, men der er alligevel et spørgsmål, der gnaver, og som efter min opfattelse vælter den distinktion mellem velfærdsstat og konkurrencestat, som bærer hele interviewet, og det er denne gnaven, der er emnet for denne artikel. Jeg vil argumentere for, for nu at sætte det op på den bagvendte måde, at skal man have en konkurrencestat, eller en stat slet og ret, så må man lægge den pædagogiske vægt på alt det, som Kristensen har taget ud konkurrencestaten, altså f.eks. dannelse og humanitet. Jeg ønsker altså at komme til den stik modsatte konklusion end Kristensens. Og vejen til den konklusion går via en kritik af det statsbegreb, som bor i konkurrencestatstilgangen, og som stiltiende forudsættes i og med, at man bruger begrebet overhovedet.

I interviewet med Kristensen får distinktionen mellem velfærds- og konkurrencestat store konsekvenser. Hele vores åndelige og praktiske horisont opdeles i følgende skema:

Velfærdsstat	Konkurrencestat
Menneske	Arbejdskraft
Dannelse	Kompetence
Social retfærdighed	Darwinisme

Det vil nemlig sige, at fx ”dannelse”, ”mennesket” eller ”retfærdighed” er udelukket fra konkurrencestaten, eller må omdannes til arbejdskraftsrelaterede kompetencer, og hvis så endda konkurrencestaten opfattes som en ontologisk nødvendighed, er vi jo desværre udelukket fra at være ”menneskelige”, et begreb der jo høre til i den første kolonne. Dehumaniseringen ligger lige om hjørnet. Den pædagogiske sektor siger ikke noget, men bidrager med tabeller som Kristensen til forfaldet. Hvorfor tavsheden? Det er fordi, for det første, at den mekaniske brug af Luhmanns sociologi har indført den ”metodiske antihumanisme” i dansk pædagogik (Rasmussen 1995, s.142), og hvis man er metodisk antihumanist, er man jo ikke i stand til at begræde en dehumanisering. For det andet er det fordi, at samtidsdiagnosen, som er Kristensens filosofi, har været med til at indføre afmagten som moralsk tilstand i dansk pædagogik, og hvis man er ”afmægtig”, så kan man måske nok begræde, men man kan ikke handle, forsvare og beskytte. Måske begræder Kristensen udviklingen, men med den her måde at stille problemerne op på, bliver man også netop afmægtig tror jeg, måske ligefrem lidt melankolsk? Måske er Kristensen kritisk overfor konkurrencestaten? Måske, men det tror jeg egentlig ikke. Jeg tror, han blot diagnosticerer samfundet for at se, hvilke bevægelser der har en fremtid. Måske begræder han lidt, men i afmagt. I afsmagens afmagt. Det er også ok, men nogen kritik kommer der jo ikke ud af det. Som Kristensen siger andetsteds: ”Tabet af umiddelbarheden er med andre ord ikke et forbigående historisk vilkår, der kan ophæves og afvikles igennem en historisk dialektik eller konstitutionskritik; det er derimod et socialitets-vilkår, der er tragisk i den forstand, at det ikke kan være anderledes, hvorfor man er henvist til at forlige sig med det uden at billige det eller forsone sig med det” (Kristensen 2008, s.23). Man må forsone sig med ”tabet af umiddelbarhed” uden at billige det. Altså afsmagens afmagt[1].

Men nu skal man ikke tro, at det omtalte interview er en enlig svale. Man kan tværtimod finde skemaets distinktion mellem velfærdsstat og konkurrencestat på arbejde flere andre steder. F.eks. er det nærmeste Ny Nordisk Skole, undervisningsministerens seneste initiativ, kommer på et dannelsesprojekt Claus Holms artikel i BUPL-rapporten ”Ny Nordisk Pædagogik” (Holm 2012). I artiklen bygger Holm et dannelsesideal op om noget, han kalder for det ”livsduelige”, fordi det svarer til det, som Holm kalder for konkurrencestatens ”pædagogiske ideal”; nemlig det opportunistiske menneske, en tilgang han henter direkte fra Ove Kaj Pedersens nyklassiker Konkurrencestaten, som jeg kommer ind på om lidt. Ove Kaj Pedersen har i øvrigt også bidraget til rapporten, ligesom førnævnte Jens Rasmussen, og det er da også Pedersens begreber, som Kristensen i ovennævnte interview trækker på.  Nuvel, filosoffen og teologen K.E. Løgstrups filosofi beskrives af Holm som gammeldags, fordi Løgstrups begreb om tilværelsesoplysning, som stort set refererer til venstre side af ovennævnte tabel, hævdes at tilhøre velfærdsstaten, f.eks. i:

”I dag, i bakspejlet, ved vi bedre. Vi ved, at Løgstrups idé om tilværelsesoplysning – ikke upåvirket af den danske højskoletradition – er afløst af idéen om kompetenceudvikling gennem læring, og at pædagogernes vigtigste opgave bliver at motivere den enkelte til at få lyst til at tage ansvar for udvikling af egne kompetencer.” (Holm 2012).

Nu, hedder det sig ifølge Holm, må vi i stedet følge konkurrencestatens ideal, det opportunistiske menneske. Det opportunistiske menneskes ”dannelse”, hvad vi jo strengt taget ikke kan kalde det fordi det er et ”velfærdsstatsligt” begreb, lanceres nu som det ”livsduelige”. Livsdueligheden er helt uden kulturel og kritisk kraft, fordi begrebet jo ikke kan trække på en dannelsesfigur, og begrebet drøftes meget sigende også med udgangspunkt i en diskussion af talentbegrebet og med henvisning til en række OECD-rapporter. Holm er i parentes bemærket i samme teoretiske fold, nemlig samtidsdiagnosen, som Jens Erik Kristensen. Han er dog endnu mindre kritisk indstillet end Kristensen, og det er fordi Holms anden inspirationskilde er den tyske sociolog Niklas Luhmanns systemteori, som også er Jens Rasmussens og en anden tidligere DPU-leder, Lars Qvortrups teori, og systemteorien i den danske aftapning leder også direkte til en accept af konkurrencestatens præmis, hvilket man kan se ved luhmannismens stærke fokus på kompetenceudvikling og på pisa-placeringer og dens forsøg på at undgå begreber som normativitet og kritik[2].  Det er som om, at begreber fra systemteori, samtidsdiagnose og konkurrencestatsteori arbejder sammen på kryds og tværs med den samlede konsekvens, at dannelse, menneskelighed og social retfærdighed – som jo altså i denne tankegang hører til velfærdsstaten, og som også var omtrent Løgstrups og mange andres dannelsesideal – afvikles.

Ud over at være samtidsdiagnostiker er Holm også redaktør for tidsskriftet VERA, som er børnehavepædagogernes faglige magasin. Og netop børnehavesektoren er åbenbart ramt her, for udover at det jo var BUPL, der er udgiver af Ny Nordisk Pædagogik, så kan man i tidsskriftet Gjallerhorn læse en artikel af lederen af pædagoguddannelserne i professionshøjskole VIA, Peter Møller Pedersen, hvor pointen er helt den samme, nemlig at børnehavefilosofien er bundet til velfærdsstaten, og at vi nu savner en dannelsesforestilling til konkurrencestaten. Pedersen er dog lidt mere positivt stemt for at hente perler i traditionens reservoir, end Holm er. Til gengæld vover Pedersen ikke pelsen, som man jo må sige, at Holm gør, selvom Holm slet ingen perler finder, men blot nogle OECD-rapporter (Pedersen 2011a).

Så Kristensens tilgang er over det hele i lidt forskellige normative og deskriptive former, og på den måde har han ret i, at tabellens distinktioner presser sig på. Men hvad er så mit spørgsmål? Hvorfor er det, at den distinktion mellem konkurrencestat og velfærdsstat ikke uden videre kan bruges til at klassificere dannelses- og kompetencebegreberne? Hvorfor er det, at konkurrencestaten, selv hvis der findes en sådan, har brug for en hel masse af de emner, som Kristensen har puttet i velfærdsstatskassen? Hvorfor er det, at man måske alligevel ikke kan lave det pæne lille skema, som Kristensen lægger op til?[3]

 

2.

Problemet er, at dannelse knyttes an til velfærdsstat mens kompetence knyttes til konkurrencestat. Hvorfor er det et problem? Det er et problem, fordi man ikke kan forestille sig et statsbegreb uden et dannelsesbegreb, og det er jo det, man gør, hvis man siger, at dannelse ikke har hjemme i en konkurrencestat. I så fald er konkurrencestaten jo uden dannelse. Det er i den forbindelse måske relevant at nævne, at Grundtvig kaldte et af sine pædagogiske indlæg for ”statsmæssig oplysning”, og søger man snart sagt hvor som helst, man kan finde på, så hænger politisk og pædagogisk filosofi dybt sammen. Det betyder ikke, at staten bare bestemmer det hele i en eller anden form for mekanisk dannelsestvang, tværtimod vil mange især liberale tilgange betone dannelsens forrang frem for staten[4]. Det var f.eks. pointen hos Humboldt, der anses for liberal og en af den moderne dannelsesteoris grundlæggere. Men sammenkædningen, frem for den tabelagtige opdeling, mellem stat og dannelse betyder, at begreberne stat og folk hører sammen, og at disse begreber konstitueres i en eller anden form for vekselvirkning. Det betyder altså det næsten banale, at politisk filosofi og pædagogisk filosofi hænger sammen, og at dannelse, humanitet og social retfærdighed, jf. venstre side i tabellen, derfor er begreber, der arbejder i skæringspunktet herimellem. Derfor kan man ikke skrive ”stat” i en kolonne og ”dannelse” i en anden.

Men hvis vi ikke kan skille dannelse fra stat, så kan man jo heller ikke isolere dannelsen hos velfærdsstaten og kompetencen hos konkurrencestaten. Man må i det mindste finde sig et dannelsesprojekt, der kan arbejde sammen med konkurrencestatens begreb, og det kan man ikke, fordi al det kød, man skulle have brugt, er efterladt i nogle statsformer, man synes er gammeldags. Ja, selve dannelsens begreb har man puttet i en kasse med alt det gamle. Det er lidt ligesom i 1970’erne, hvor den fremherskende marxisme også opfattede al kunst og filosofi som bestemte produktionsmåders overbygning. Filosofi fra de gamle produktionsmåder, hvilket vil sige stort set det hele, kunne man derfor ikke bruge til noget; hvis man gjorde var bevidstheden falsk. Det intellektuelt forrevne resultat var, at vi alle sammen i stedet blev tvangsfodret med Karl Marx i en alt for skråsikker aftapning. Skråsikker, fordi Marx jo netop paradoksalt var dybt inspireret af en række af de filosoffer, som 70’er-marxismen havde stemplet som utidssvarende. Vi er i en form for værdiknap 70’ergenkomst efter min opfattelse.

 

3.

Et andet problem er, at begrebet om en konkurrencestat er en kontradiktion. En stat er tværtimod defineret ved fravær af konkurrence. Statsbegrebet er et politologisk begreb, som i hele den politiske teoris historie slet ikke er knyttet til konkurrencebegrebet. Tværtimod handler det om begreber som suverænitet, ret, demokrati, frihed, lighed, styreform etc. Som regel er staten faktisk noget, der indføres, for at dæmme op for konkurrencens indimellem ødelæggende virkninger. Det ser man både hos den individualistiske tradition fra Thomas Hobbes (1588-1679) og over den klassiske liberalisme, men også hos republikanismen, som har rod i græsk og romersk filosofi, og som lever videre som sprængaktuelle diskussioner inden for den politiske teori. Og selv hvis man, som f.eks. den ultraliberalistiske filosof, Robert Nozick i sin Anarchy, State and Utopia (1974), vil have så lidt stat som muligt, så tales der netop om en minimalstat, der skal have et voldsmonopol og som skal begrundes normativt; altså fastholdes det klassiske statsbegreb derved, at selve staten, uanset om den er stor eller lille, netop ikke i sit eget begreb er konkurrence, og konsekvensen heraf er, at staten uanset størrelse må kunne begrundes normativt (Nozick var blandt hovedinspirationskilderne for Anders Fogh Rasmussens legendariske Fra socialstat til minimalstat (Rasmussen 1993). Man kan altså diskutere, om staten skal være stor eller lille, men i det omfang, den er der overhovedet, altså ved dens begreb, så er den fritaget for konkurrence. Staten er noget andet end konkurrence. På samme måde som en græsplæne er noget andet end en skobutik.

 

4.

En stat er altså knyttet til helt andre begreber end konkurrence, og selv i liberalistisk filosofi er den en form for sikring imod for meget konkurrence, og statens relation til dens indbyggere har en etisk struktur, selvom der hersker stor uenighed om denne strukturs nærmere karakter. En stat er altså et sted for en dannelse, som er i nærheden og indeni, men som ikke er underordnet staten.

Men hvis det er rigtigt, hvis altså stort set al politisk teori i verden gennem de sidste 2500 år skulle have en pointe, så kan man slet ikke tale om konkurrencestat. Det kan godt være, at de nuværende stater konkurrerer mere end tidligere, men de kan ikke være stater i kraft af denne konkurrence. Bliver de det, så bliver retssystemet, demokratiet, voldsmonopolet (politi og militær), parlamentet og uddannelsessystemet til ren og skær konkurrence. Og bliver det tilfældet, så har vi ikke en konkurrence-”stat”, men derimod et konkurrenceteknokrati eller noget helt tredje. Sådan forstår jeg også Peter Kemps kritik af det, han kalder for ”konkurrencevanviddet”, når han siger, at konkurrencestaten ikke kan legitimere sig selv, og at den ikke kan sørge for sine egne institutioners genskabelse (Kemp 2012, s. 89-93). Det er jo blot en anden måde at sige på, at pædagogik og dannelse ikke kan findes i en konkurrencestat.

Man skal altså være forsigtig med at bruge begrebet ”konkurrencestat”. Enten betyder det ”konkurrenceteknokrati”, hvorefter der i høj grad er brug for at råbe vagt i gevær, for så falder al etik, åndelighed og offentlig erindring til jorden med et brag, og pædagogikken vil forsvinde ud af vores liv. Eller også betyder det netop ”konkurrence + stat”, men så er der tale om en stat, der ganske vist konkurrerer, men som i sig selv ikke er konkurrence. Dvs. et ikke-konkurrencebaseret voldsmonopol med et rets- og uddannelsessystem, der også er etisk forbundet med samfundet, og som så herefter konkurrerer. Men hvis det er rigtigt, og det er svært at anfægte, så har en statsmæssig oplysning, altså et uddannelsessystem, ikke noget med konkurrence at gøre. Statens uddannelsessystem må basere sig på dets bærende institutioner, deres oprindelse og betydning samt på det frie folkelige liv, som er i nærheden. Konkurrencen er så at sige ”second hand”. Den kommer bagefter.

Så der findes ikke en ”konkurrencestat”, kun enten en ”stat, der konkurrerer” eller et konkurrenceteknokrati. Men derved bliver vores uddannelsessystem også knyttet til staten, og ikke konkurrencen. Konkurrencen kan derfor ikke blive et bærende element i vores pædagogik. Dermed siger jeg ikke, at man ikke kan konkurrere i skoletiden. Det har ikke noget med det at gøre. Man kan blot ikke have et uddannelsessystem, der hviler på en konkurrencestatsfilosofi.

En statsmæssig pædagogik er derfor – uanset om statens udfordring er territoriel, politisk eller økonomisk – dannelsens, kundskabernes, vekselvirkningens og udsynets pædagogik. Om denne stat så vinder i en konkurrence, kan man ikke vide. Men det er dog bedre at være ”nogen”, der kan tabe og vinde, end at være en vinder, som slet ikke tilhører et politisk fællesskab overhovedet, dvs. en krop uden navn, rettighed og åndelig eller praktisk ilt, for nu at formulere problemstillingen i nærheden af den italienske filosof Georgio Agambens politiske filosofi.

 

5.

Men hvad så med Ove Kaj Pedersens egen diskussion af disse emner? Jens Erik Kristensens tabel er jo blot en let omskrivning af en tabel man finder i Ove Kaj Pedersens nyklassiker Konkurrencestaten (Pedersen 2011b, s.170). Heller ikke hos Pedersen er der mange referencer til statsteori, og i det omfang, det er tilfældet, så er det primært 1980’ernes neo-strukturalistiske og nymarxistiske statsteori, der henvises til (Pedersen 2011b, s.72); en teoretisk tradition, der netop definerer sig selv videnskabeligt og ikke politisk, hvorved den ikke kommer i nærheden af statens og pædagogikkens begreb, men kun af disses empiriske forekomster. Den neostrukturaliske statsteori er knyttet til den såkaldte diskursteori, som er en neo-marxistisk retning, der bygger på en blanding af filosoffen Foucaults og sociologerne Ernesto Laclaus og Chantall Mouffes ideer. Disse og lignende ideer er udviklet i 1980’erne og ligger idehistorisk meget tæt på Claus Holms og Jens Erik Kristensens samtidsdiagnose, og Jens Rasmussens og Lars Qvortrups systemteori kan faktisk opfattes som en kritik af neostrukturalismen for at være for normativ, hvorefter hovedvejen til konkurrencestaten er asfalteret, som jeg allerede har beskrevet. Jeg tror faktisk ikke, at systemteoretikerne synes så godt om selve ordet ”konkurrencestat”, fordi det lyder lidt for normativt og kritisk, hvilket altså skyldes begrebets rod i nykritisk statsteori fra omkring 1985[5].

Et andet forhold vedrørende Kaj Pedersens bog, der er uafklaret, er, hvorvidt hans tre statsformer, nationalstat, velfærdsstat og konkurrencestat, bør forstås som lag eller faser. Det er jo vigtigt, fordi hvis der er lag, så kan dannelsen måske godt fungere på en eller anden måde, men hvis det er faser, kan den ikke, hvis det vel at mærke er korrekt, at vi er gået fra velfærdsstat til konkurrencestat. Som sagt er det uafklaret. Nogle gange tales der om ”arkæologiske lag”, hvor ”intet er forsvundet og alt kan genfindes (s.201)”, hvilket lægger op til en meget forsigtig vurdering af konkurrencestatens pædagogiske betydning og åbner for en mere kritisk og søgende tilgang, som vel at mærke må lukke op for alle de emner, som ellers er puttet i ”velfærdsstats-” og i ”nationalstatskassen”. Andre gange tales dog om et mere radikalt brud, f.eks. når Pedersen taler om et ”skifte fra velfærdsstatens til konkurrencestatens menneskesyn” (s. 171), og at man går fra ”borger til soldat” (s.172). På trods af den første formulering, er det mit indtryk, at både Ove Kaj Pedersen og alle hans efterfølgere, som jeg har omtalt, stort set i hele deres tilgang lægger sig op af den anden gruppe citater. Det vil sige, at der er sket et skifte, som udelukker dannelseselementer fra vores pædagogiske liv. Det er også derfor, at pædagogisk teori og politisk filosofi ikke kan aktiveres for alvor i disse tilgange. De lukker dermed Danmark af for landets egen tradition og dets relation til Europas tænkning. Og denne lukning viser sig ved, at eleverne nu blot skal bidrage til en ubestemt ”konkurrenceevne”.

Hele den politiske og pædagogiske teoris tradition ligger altså brak i disse tilgange. Derfor kan Pedersen heller ikke drøfte uddannelsespolitikken ordentligt; han kan altså ikke forstå uddannelse som en statsmæssig (altså en stat+konkurrence) kategori, men kun som en konkurrenceteknokratisk kategori. De normative og etiske drøftelser af konkurrence og statsbegrebet er derfor også stort fraværende. Der er ganske vist lidt til sidst i Pedersens bog, men det er helt på konkurrencestatens præmisser og trækker ikke selvstændigt på den politiske og filosofiske tradition, uden hvilken Pedersen slet ikke kunne have brugt ordet ”stat” i første omgang.

Dermed eroderes grundlaget for Kristensens distinktion, som han altså har fra Ove Kaj Pedersens bog, og dermed også for alle de andre tekster, jeg har omtalt, som skriver sig ind under samme distinktions herredømme, og som derfor er uegnede som pædagogisk teori i det politiske fællesskab, som dannelsen er en del af og i nærheden af. De duer kun i et konkurrenceteknokrati. Alle må starte forfra, hvis de vil have en pædagogik i en stat+konkurrence, altså i en stat, som, blandt andet, konkurrerer (men som også samarbejder, går i krig, indgår alliancer, udveksler kulturelt, hjælper fattige lande etc.); altså en stat, hvor uddannelse handler om, at man arbejder med at genskabe værdifulde praksisser – altså med dannelsen, traditionen og menneskelivet strømmende igennem foretagendet, hvorefter man kan konkurrere med Gud og hvermand i munter kommers. For at konkurrencestaten kan blive en stat og ikke blot et teknokrati har den brug for en egen og fri dannelsesdiskussion, der foregår helt uafhængig af konkurrenceelementet, hvorved man naturligvis ikke mere bør tale om en ”konkurrencestat”, men derimod om en egentlig stat, der så kan konkurrerer bagefter. Men det kan man ikke komme til, hvis dannelsen er proppet ind i noget, man opfatter som gammeldags statsformer.

 

Litteratur:

Benner, Dietricht (2005). Tekster til en dannelsesfilosofi, Århus: Klim.

Holm, Claus (2010). ”En tabers temperament”, kronik i Berlingeren d. 5. november 2010.

Holm, Claus (2012). ”Hvad er livsduelighed”, i Ny Nordisk Pædagogik, Børne- og ungdomspædagogernes Landsforbund, s.20-24.

Jørgensen, Hanne Birgitte (2012). ”Store Spørgsmål”, i Folkeskolen, nr. 16.

Kemp, Peter (2012). Filosofiens verden, København: Tiderne Skifter.

Krause-Jensen, N. H. (2010): ”Når “bedst” er bedre end “god” – overvejelser over konkurrencetænkning og uddannelse”, i Dansk pædagogisk tidsskrift, nr. 1, s. 60-70.

Kristensen, Jens Erik (2008). “Krise, kritik og samtidsdiagnostik”, Dansk Sociologi, nr. 4, 2008, s. 5-31.

Lyotard, Jean-Francois (1979).  The Postmodern Condition: A report on Knowledge, Manchester: Manchester University Press.

Olsen, John Villy (2012). ”To menneskesyn tørner sammen” interview med Jens Erik Kristensen i Folkeskolen, nr. 16.

Nozick, Robert (1974). Anarchy, State and Utopia, Oxford: Blackwell.

Pedersen, Peter Møller (2011a). ”Når konteksten skifter – om pædagoguddannelsens historie”, i Gjallerhorn, nr. 14, s. 2-18.

Pedersen, Ove Kaj (2011b). Konkurrencestaten, København: Hans Reitzels Forlag.

Rasmussen, Jens (1995).  Socialisering og læring i det refleksivt moderne, København: Unge Pædagoger.

Rasmussen, Jens (2004). Undervisning i det refleksivt moderne, København: Hans Reitzel.

Rømer, Thomas Aastrup (2013). Det lufttomme rum – Danske ministre som soldater i konkurrencestaten, indlæg på www.thomasaastruproemer.dk