Konkurrencestatens krav til dannelse – referat fra konference på DPU-Aarhus Universitet, d. 20. november 2013 i Emdrup, København.

Jeg har været til konference på DPU, Aarhus Universitet. Det var et tilløbsstykke. 350 mennesker i en propfyldt sal med tilhørere fra hele landet; forskere, fagforeningsrepræsentanter, debattører, ledere, politikere og hvad ved jeg. Med lækker frokost og det hele og konferencens vært var endda vice-leder af DPU. Et flot arrangement. Nærmest et institutionelt arrangement. En talehandling, som man sagde i gamle dage, et “DPU mener.. et DPU gør..!”? Men hvad foregik der? Jo, man drøftede uddannelse under overskriften ”konkurrencestatens krav til dannelse”. Altså ikke omvendt – ikke dannelsens krav til staten, som ville have udløst en pædagogisk diskussion – men konkurrencestatens krav til dannelse. Konkurrencestaten er blevet en præmis, et normativt og ontologisk primat, en deterministisk totalitet. Noget, som alt andet, hele samfundets pædagogiske liv, må indrette sig efter, noget der stiller ”krav”. Men er det ikke det modsatte af dannelse? Jo, det er det, og der kom da heller ikke den mindste smule dannelse ud af alle anstrengelserne. Intet som helst.

Jeg meldte mig allerede til arrangementet for nogle måneder siden. Jeg vidste godt, det ville blive en lidelse, og derfor gik jeg i skriveterapi og forfattede et indlæg, som gennemgik konferencens program, og hvad jeg regnede med, at de forskelige foredragsholdere ville sige. Det hjalp lidt, men onsdag d. 20. november måtte jeg simpelthen gennemgå elendigheden fysisk. 11 oplæg og 3 små debatter på 7 timer måtte jeg lægge krop og hjerne til.

Men hvordan gik det så? Fik jeg bekræftet mine fordomme? Ja tænk, det gjorde jeg – fuldstændig. Alt, hvad jeg skrev dengang, kom til at passe. Herværende indlæg eller essay, eller hvad man nu skal kalde det, er et referat af konferencen. Vil man læse et referat af referatet, kan man egentlig bare bruge mit gamle indlæg, hvor alle fordommene står, for selv om det er skrevet før konferencen, står der egentlig ret præcist, hvad der skete. Men man kan naturligvis også læse nedenstående grundige referat, så man i fremtiden kan genkende, når sproget slår knuder og løber om hjørner med vores sunde fornuft og med højtuddannede forskere.

I nedenstående referat følger jeg blot slavisk konferencens program. Referatet er lavet på noter og hukommelse, så jeg beklager, hvis jeg har glemt noget eller hørt forkert her og der. Både konferencens bidragsydere og dens deltagere er naturligvis velkommende til at kommentere eller skrive, hvis der er noget, der skal rettes, kommenteres eller kritiseres.

Det startede med, at Claus Holm, der var arrangør af konferencen og som er stor konkurrencestats-fan, inviterede til en ”skarp og munter” debat. Alle indlæg fra salen var kritiske, så det kan man jo godt kalde for “skarpt”. Men hvorfor debatten skulle være munter, har jeg ingen anelse om, og der blev heller ikke fortalt en eneste vittighed. Konkurrencestaten er totalt uden humor, og det er fordi, den ødelægger humanitet og demokrati – og hvad er der muntert ved det?

 

1. Ove Kaj Petersen (OKP): Hvordan ser konkurrencestatens uddannelsessystem ud?

Først talte Ove Kaj Pedersen, forfatteren til bogen Konkurrencestaten og dermed opfinderen af begrebet som sådan. Han havde to indlæg på konferencen, men det er jo også ham, der har introduceret begrebet i Danmark og derfor hans begreb, det hele handler om. I det første indlæg ville han fortælle, hvordan konkurrencestatens uddannelsessystem ser ud? Dermed lægger OKP i selve spørgsmålets opbygning op til en ekstrem mekanisk tænkning, hvilket også prægede udredningerne. Først konkurrencestat og så uddannelsessystem. Først A så B.

Først og fremmest er det et problem, at der er fuldstændig rod i teorien, hvad angår dens videnskabsteoretiske status. Er det en idealtype, en konstruktion, en ontologi, en værdi? Er det en fase, et lag, et aspekt? Ingen aner det, og nogle gange taler OKP, som om det er det ene og andre gange som om, det er det andet. Denne forvirring gør, at alle kan bruge teorien til det, de har lyst til, og det gør de også, og det gør han også selv.

OKP udleder al pædagogik fra nogle ændringer i de globale valutasystemer efter 2. verdenskrig. Men hvorfor er der nogen, der tager det alvorligt? Det er ligesom betonmarxisterne i gamle dage, der kunne udlede alt muligt fra en produktionsmåde. Begge metoder, marxismens og OKP’s, ødelægger naturligvis al humanistisk tænkning og filosofi. Nu er det sidste nye så, at den globale økonomi er principielt uforudsigelig, og det problem skal uddannelsessystemet så åbenbart løse. Men hvorfor filan skal det dog det? Hvad har vi et erhvervsministerium til? Uddannelse skal da gøre nye borgere i stand til at se frit og opmærksomt på ting og sager, som de viser sig, når tingene er løsrevet fra deres sociale bestemmelse, og hvor opmærksomhed og ting bringes tæt og næsten forenes i en form for suspenderet tid, nemlig ”en skole”. Og det er det modsatte af økonomi, der jo er en form for “social bestemmelse”. Men OKP har ingen pædagogisk ballast. I stedet siger han, at fordi økonomien er uforudsigelig, så skal man udvikle kompetence og læring, der kan håndtere uforudsigeligheden. Men hvorfor dog det? Skal man udvikle læring, fordi nogen siger, at en økonomisk teori kræver det? Det er helt usammenhængende fra et rent og skært fagligt synspunkt. Det siger han jo, bare fordi han er økonom. Hvad bliver det næste? At en børnehavepædagog skal ordne statens finanser med ude-leg, fordi hun er pædagog? Pædagogisk teori har eksisteret i hundredevis af år, men nu hører den pludselig til et monetært system! OKP’s teori er jo fin nok som en refleksion indenfor den politiske økonomi, men OKP skyller sin lille sø langt ud over dens breder, hvor den optræder som en elefant i en porcelænsbutik.

Så siger OKP pludselig, at dannelsesteori er knyttet til Auschwitz – at det var refleksionen Holocaust, der producerede humanitet og dannelse, men at Holocaust nu fortoner sig, og at det derfor er slut med dannelsens nødvendighed. Så er vi i den farlige del af dårligdommene. Det er rigtigt, at der er udviklet meget spændende dannelsesteori på baggrund af Holocaust – OKP er selv ud af en strukturalistisk tradition med selvsamme baggrund. Og muligvis er der nogle glemsomme politiske økonomer, som kunne have godt af at læse noget mere, eller blot noget overhovedet, af den fremragende dannelsesteori, der udsprang af 1950’ernes selvbesindelse, men at OKP nu gør glemsomheden til både en dyd og en nødvendighed er åndeligt set et totalt fallit. Intet ungt menneske i Danmark bør forlade skolen uden kendskab til dette og disse emner, både af moralske og videnskabelige grunde. Men som vi skal se, går denne ligegyldighed overfor vores nærmeste historie igen i mange af indlæggene på konferencen. Endelig må man bemærke, at dannelse og humanitet sørme ikke kan reduceres til en reaktion på Auschwitz. Der er skam tale om brede strømninger i europæisk tænkning, der rækker langt længere tilbage. Auschwitz er en episode i dannelsens historie snarere end årsagen til den.

I stedet for dannelsen skal vi så have et ”nyt uddannelsessystem til de nye udfordringer”; altså til et samfund, der har glemt sin historie og sine misgerninger. Og hvad mon det er? Ja, det er konkurrencekraften. Så kommer elendigheder som, at alle ”uddannelsessystemets dele skal hænge sammen” – et krav, der er ved at ødelægge niveauet på og egenarten af alle vores fine institutioner, helt fra børnehave til universitet. Vi skal også høre, at ”den enkelte”, en slags favoritord som OKP bruger igen og igen, skal blive en ”kompetent medarbejder, der skal udstyres med kompetencer til “employability” (hvilket er det samme som livslang læring, så man altid kan være på eller i nærheden af arbejdsmarkedet). Vi skal også alle sammen være fagligt og geografisk mobile, og egentlig er det er slut med at tale om skoler og børnehaver, for vi er alle sammen pædagoger ustandseligt overfor hinanden. Det er den rene og skære postmoderne mekanik, og den vil destruere alting. Så kalder Ove Kaj på ”kritik”, fordi han måske i en fjern tåge fornemmer, at der er noget i vejen, men det er altså lige grouue nok, som vi siger i Jylland, at man skal bruge tid på at kritisere noget, der er så usammenhængende og åndsforladt i sit udgangspunkt. Kunne han ikke, hvis han mener, at hans teori har konsekvenser for pædagogikken, være så venlig at sætte sig ind i pædagogik og humaniora, før han beder os andre om at kritisere det, som altså er formuleret uden ordentlig grund, men som alligevel har gang i at ødelægge det, den ikke har forstand på?

Så OKP bekræftede og bestyrkede alle fordomme. Han bruger nogle gange lidt småord fra den kritiske teori, lidt om diskurs og neoliberalisme, og denne kombination af dannelseshad og posstrukturalisme tiltrækker, som vi skal se, vores postmodernister som fluer, men hans teori er ikke kritisk overfor noget som helst. Den er derimod bekræftende og ødelæggende på den helt store klinge, og det bliver alle fluerne også.

 

2. Ida Juul: Konkurrencestaten gør uddannelse til en forpligtelse

Derpå talte lektor Ida Juul om, hvordan især erhvervsuddannelsernes udvikling bekræftede OKP’s tese, men hun udtrykte ingen holdning til forløbet, og gav derfor ikke udtryk for nogen pædagogiske konsekvenser, som man kan forholde sig til. På en måde behandlede hun ikke konferencens tema, altså konkurrencestatens ”krav til dannelse”. Derfor kom hendes indlæg til at stå som en empirisk bekræftelse af OKP’s tese, hvorved den på en måde blev normativ alligevel.

 

3. Lars Geer Hammershøj (LGH): Hvad er almendannelse og professionsdannelse i konkurrencestaten?

Derpå fulgte Lars Geer Hammershøj, som er en slags officiel dannelsesteoretiker for mange af vores fagforeninger, herunder Danmarks Lærerforening, Dansk Magisterforening og GL, og hans piece ”Dannelsen i uddannelse” lå fremme ved indgangen. LGH har fuldstændig accepteret konkurrencestatspræmissen. Der står konkurrencestat over det hele, og der er ingen problematisering overhovedet. Det er let for LGH at tænke sådan, fordi han ikke mener, at der findes nogen kulturelle organismer, der kan staves med stort. Ingen Dansker, Europæer eller Oplysning – det er ”nærmest latterligt”, som han har sagt engang. Kun små smagsfællesskaber, face-bookgrupper, teenagefællesskaber osv., kan det blive til. Man skal overskride sig selv ud i små ad-hocgrupper, fordi han har afmonteret enhver forbindelse til det, vi kommer af og lever i.

En anden ting er, at vidensbegrebet forsvinder. Der er kun dannelsen af “den interessante personlighed” i leg og lyst tilbage. Men det er altså uden viden. Ja, LGH lagde simpelthen ud med at sige, at ”dannelse af personlighed er noget grundlæggende andet end at håndtere viden”, og det synspunkt er jo en hovedvej fra fornuft, historie og kundskab og hen til psykologi, initmitet og drift. Det er det samtidsdiagnostiske dannelsesforfald, som ender i små lystbetonede fællesskaber uden horisont og selvstændighed. Det kommer direkte til udtryk, når han siger, at fagene ”dansk” og ”historie” har mistet deres legitimitet, fordi man ikke kan finde det ”almene”. Nå, det var sørme ærgreligt. Det er nok derfor, at det med Holocaust bare er noget fra gamle dage? Ud med det, så vi ikke mere skal forholde os til det, og så vi kan blive væk i vores selvoverskridende smågrupper.

Og så hele tiden denne totalitære overskridelsesfigur. Børnehaven siges f.eks. at være bestemt ved selvoverskridelse, og den hævdes endda at være legens felt. Men børnehaver er meget mere end ”overskridelse”. Den er først og fremmest det modsatte, nemlig fordybelse i sprogets og naturens sanselige bestanddele – og måske er det netop i bunden af denne fordybelse, langt ned i essenserne og substanserne, at der evt. kan ligge en form for overskridelse – og fordybelse er da iøvrigt også en central del af legen? Jeg legede meget som barn, men overskred aldrig noget. Derimod fordybede jeg mig. En helt almindelig pædagogisk pointe.  Og de samme dårligdomme, hvor selvoverskridelse løsrives fra dets kulturelle grundlag og gøres til herre, gentages så for resten af uddannelsessystemet helt op til universitetet.

LGH er i øvrigt elev af Lars-Henrik Schmidt, og dem, altså Schmidts elever, var der mange af på konferencen, nemlig Claus Holm, Stefan Hermann, Jens Erik Kristensen og så altså LGH. Denne nihilistiske filosofi, som kaldes samtidsdiagnose eller socialanalytik, kan godt kritisere, men har intet at beskytte, udover “driften”, hvorfor al kritikken bliver til en bevarelse af det, der kritiseres. Nogle gange lyder det kritisk, men det er det ikke. Det er derimod bevarende på den helt store klinge – meget mere end hos f.eks. Bjarne Corydon, som blot naivt har fundet en politisk ide i konkurrencestatsteorien; men ok, han har ganske vist også har rødder i samme omegn som samtidsdiagnosen, så måske er det lidt det samme alligevel? Socialanalytikerne ser alting som et udtryk for sociale kræfter, som de kan fremanalysere i diagnoser. For LGH går det så i særlig grad galt. F.eks. kan han finde på at sige, at ”i fraværet af det almene, bliver både dannelse og almendannelse meningsløs”. Hallo! Hvorfor snakker du så om det, som om det eksisterer? Min fagforening har betalt dig for at skrive om noget, du ikke mener findes. Men med dannelsen på afstand kan LGH rykke ud med sit konkurrencestatsvokabular. Vi skal lave nogle ”grundlæggende diagnoser om tendenserne indenfor økonomi og arbejdsmarked”, siger han.  Og der ender så samtidsdiagnosen – lige i favnen hos OKP’s ureflekterede ”almene begreb” om konkurrencestat. Vi får almene begreber uden almen dannelse. Og det er en farlig vej. Det ved dem, der oplevede Holocaust, men dem er der altså ingen grund til at huske på?

Men ok, Hammershøj har i det mindste ”legen” som en form for redning, hvilket betyder, at han i andre sammenhænge kan kritisere dele af skolereformen, men det er en minimalredning, både fordi hans ”leg” bygger på en afvisning af historie, kultur og viden, og fordi han dermed i realiteten føres begrebsmæssigt i armene på konkurrencestaten. Hans ”leg” kan herefter bruges til at lave et managementkursus med.

Jeg spekulerer nogen gange på, om Lars Henrik Schmidt, der som nævnt er Hammershøjs og de andres mentor, er enig i den slags analyser, som LGH lavede på konferencen? I starten tænkte jeg, at det kunne han da umuligt være, men jo længere tid han ikke siger noget, mens alle hans elever boltrer sig, desto mere tror jeg, at han faktisk er enig, men jeg ved det naturligvis ikke. Jeg er blot efterhånden meget nysgerrig.

 

4. Opsamling på 1+2+3: Debat med Ove Kaj Pedersen, Ida Juul og Lars Geer Hammershøj

Bagefter var der diskussion med IJ, OKP og LGH i panelet. Her kunne man høre, at Juul satte sin lid til velfærdsstaten. Jeg tror, at OKP vil kalde hende reaktionær; et udtryk der for ham betegner en person, der taler ud fra en horisont, som tilhører en hedengangen statsform. Der var også en fornuftig lærer blandt tilhørerne, der fik samme betegnelse i halen. Niels Christian Sauer fra Danmarks Lærerforening spurgte, om der ikke var fare for at den smalle fokus på arbejdsmarkedet ville medføre et meget smalt faglighedsbegreb. Dertil svarede LGH, at det var der da helt bestemt, så derfor må vi lave nogle grundige arbejdsmarkedsanalyser. Men det var jo lige præcist ”arbejdsmarkedsanalyserne” der var Sauers problem! LGH er helt lukket inde i sit bur, og Sauer og måske også Danmarks Lærerforening vågnede forhåbentlig helt, hvis han og de ikke var det i forvejen. Alle disse samtidsdiagnostikere er vist nok ret røde – pudsigt.. De lyder som overliberale på mig – blot tilsat lidt kærlighed til en altopslugende stat, hvilket selvfølgelig godt kan minde lidt om Stalinisme eller sådan noget. Vi får endda at vide, at dannelse, både den der gælder alment og for professioner, kun kan knyttes til ”hvad der er vigtigt at lære i fremtiden, dvs. om 10-50 år”, men her er vi jo langt videre end kommunismens gamle 5 års planer og også langt fra at betone legens betydning. Er skoleeleverne konkurrencestatssoldater under 50 årsplanens herredømme eller grænseoverskridende legebørn? Det er jo ikke helt det samme, men LGH pendler mellem de to figurer efter forgodtbefindende, og det er fordi han har smidt alt det gode ud.

Så vi får en såkaldt ”libertinær” pædagogik, som det hedder, der lægger vægt på individualiseret lyst og drift i små smagsfællesskaber, der så skal struktureres af sociologiske og økonomiske analyser af arbejdsmarkedets behov om 50 år. Det bliver ikke bare en minimalpædagogik – det bliver en kæmpebureaukratisk pædagogik, som aldrig kan stabilisere sig, fordi det altid vil variere og skifte, hvad der er behov for om 50 år. LGH vil lave analyser og ordne det hele. Men hvad har han på hjerte? Hvad er vigtigt? Hans historie, hans sprog hans kunst? Ingen aner det. Og hvorfor ved vi ikke det? Det er fordi, det er almendannelse, og den kan han ikke sige noget om, selvom han altså godt kan skrive piecer om det alligevel.

 

5. Ove Kaj Pedersen: Grundtvigs nye betydning i konkurrencestaten

Derpå var det OKP igen – med et spændende emne: ”Grundtvigs nye betydning i konkurrencestaten”. OKP er åbenbart grundtvigianer. Men ak, hvilken forpjusket nedskrivning af Grundtvigs store filosofi, vi må høre på. OKP starter ganske vist med at sige, at hans spørgsmål peger på en ”umulig men nødvendig opgave”, men hvorfor han mener, opgaven er ”umulig”, siger han ikke noget om. Derimod fortsætter han gerne med sin ”nødvendige opgave”, som går ud på at udslette Grundtvigs begreb om ”folk” og erstatte det med en selvforsørgende loyalitet over for nationernes konkurrence. Fra ”borger i et folk” til ”soldat i konkurrencestaten” er OKP’s mere eller mindre deklarerede motto. Lad os se på argumentationen:

Grundtvig er ifølge OKP kendetegnet ved, at der findes en organisk relation mellem individ og fællesskab, som giver ”den enkelte en forståelse, som er fælles”, og OKP’s pointe er så, at konkurrencestaten er et eksempel på netop en sådan organisk forbindelse. Først ”individet”: OKP siger, at konkurrencestaten er en tilbagevenden til Grundtvig, fordi individet nu igen kan tematiseres som ”selvforsørgende”; en opfattelse som oprindelig fungerede som var en frihedserklæring fra enevælde og herremænd, men som nu, efter velfærdsstatens rumsteren, efterhånden ifølge OKP er blevet en slags tvang.

Men hvor kommer så fællesskabet fra? – det er jo, som nævnt, den organiske sammenhæng mellem individ og fællesskab, vi er på jagt efter.  Jo, det kommer fra arbejdet og fra produktion og i videre forstand fra konkurrencestatens gøren sig til for den globaliserede kapitalisme. Dermed mener OKP, at han har genetableret en grundtvigiansk organisk forbindelse mellem fællesskab og individ. En forbindelse der handler om, at alle arbejder på at forsørge sig selv i konkurrencestatens interesse.

Men hvorfor bruger OKP ikke den grundtvigske kategori ”folk”? Det gør han ikke, fordi han mener, at det fører til Holocaust. Men det er altså for smalt! Langt størstedelen af den grundtvigske tradition bruger jo begrebet om folk til at udvikle et oplyst demokrati. Men OKP forbinder begrebet med nazisme. Men hvis det er logikken, kan man godt nok udrydde meget filosofi – f.eks. også Nietzsche, som samtidsdiagnostikerne hylder. Men de små nietzscheanske smagsfællesskaber leder måske ikke til Holocaust? Eller filosoffen Hegel, som OKP mere eller mindre ubevidst er inspireret af. Han er også blevet beskyldt for at føre til nazisme. Men så kan vi sådan set godt lukke ned for det hele, for alle store tænkere kan jo i så fald tages til indtægt for det ene og det andet. Grundtvigianismen er faktisk en af de mest uskyldige overhovedet. Konsekvensen af, at “folket” afmonteres, er, at OKP ikke har noget grundtvigiansk eller for den sags skyld noget politisk fællesskabsbegreb til den ”personlige myndige selvforsørgelse”, som han i stedet må forbinde med sin konkurrencestat. Selvforsørgelsen knyttes til en slags økonomisk patriotisme i stedet for til det folkelige. Dermed forfalder faktisk også det grundtvigske ”selvforsørgende individ”, fordi det jo ikke mere kan knyttes til politiske og historiske kategorier. Det er derfor, at OKP intet har med Grundtvig at gøre. Det er slet og ret en skandaløs misbrug af hans navn og filosofi.

Så den forbindelse, som OKP skaber, er helt antigrundtvigsk! Altså ikke bare lidt, men helt og aldeles fuldstændigt og totalt. Der er jo et fællesskab uden folkelighed, uden historie, uden mytologi etc. Uden alt! Det minder mig selvfølgelig meget om Lars Qvortrup, hvis grundsyn på konferencen var repræsenteret af Jens Rasmussen, og som i 2004 skrev, at Grundtvigs ”dunkle begreb” om folk var ”dødsensfarligt”. Qvortrup havde heller ikke noget politisk at sætte i stedet. Så han måtte opdigte noget skrækkelig noget, han kaldte for en ”supervisionsstat”, som er sådan et slags tidligt navn for ”konkurrencestaten”. Det er cirka det samme, og logikken er helt den samme.

Endelig vover OKP sig ud i noget med, at Løgstrups filosofi skulle være knyttet til velfærdsstaten, fordi han, altså Løgstrup, tematiserede ”den frie tid” i sit begreb om pædagogik som tilværelsesoplysning. Men den frie tid har sandelig ikke noget med velfærdsstaten at gøre. Det har noget med græsk filosofi at gøre. Den frie tid er altså 2500 år gammel og repræsenterer altså den historie, som konkurrencestatstilhængerne nu vil afvikle. Det var på græsk, at ”skole” simpelthen betød fri tid, altså fri fra økonomi og arbejde. Men i OKPs sølle horisont bliver det pludselig til noget, der kun var i velfærdsstaten, og som nu skal afskaffes, fordi vi i stedet for har noget, som han lige har fundet på at kalde for en konkurrencestat, og som altså i 2005 hed supervisionsstat og så videre på den galej. Det er også derfor, at Corydon, Antorini og KL vil af med lærernes forberedelsestid. Det er en afskaffelse af den frie tid, som overgår til pisabureaukratiets og konkurrencestatens ”krav til dannelse”. Corydon, Antorini og KL tror, at de moderniserer velfærdstaten. Det gør de ikke. De afvikler ”skolen”, samfundets frie tid.

 

6. Jens Rasmussen (JR): Folkeskolereformen er ren Humboldt!

Derefter skulle professor Jens Rasmussen tale. Rasmussen er en forvirret luhmannianer, der nu bestemmer Danmarks skolepolitik. Hr. statspædagog, bør vi tiltale ham, bortset fra at han helst vil af med pædagogik og hen til det, han kalder for den ”empiriske vending” og ”synlig læring” – uddannelsesforskning hedder det også. Pas på med det ord! Det er kommet til at betyde det modsatte af pædagogik. Man kan ikke være lærer, hvis man baserer sit virke på den slags pjat.

Når man læser Rasmussens foredragstitel, så tror man det er løgn. Han vil vise, at folkeskolereformen er ”en ren Humboldt” med udråbstegn og det hele. Humboldt var stifteren af det klassiske oplysningsuniversitet i Berlin i 1810. Det var ham, der talte om nyhumanisme, græsk filosofi, fri vekselvirkning og meget andet godt, som alt sammen er det stik modsatte af skolereformen, men Rasmussen havde fundet et par passager, som han så tolkede så smalt, at de passede i hans kram. En af landets førende idehistorikere, Jens Erik Kristensen, som selv bidrog til konferencen (se senere) måtte da også irettesætte Rasmussen – trods alt. Og det var jo ikke så godt for Rasmussen, for der var sådan set hele grundkonklusionen, der her blev anfægtet. Sagen er, at folkeskolereformen er det modsatte af Humboldt. Tak til Kristensen for at hjælpe med at få den del på plads. Kristensen og hans fløj er faktisk også selv kritisk overfor tysk idealisme, som Humboldt er en del af, så det var ikke for at forsvare Humboldt, tror jeg, at Kristensen vågnede, men af ren og skær faglig indignation og veneration for sandheden, og det skal han have tak for, for så slipper jeg for at rydde op i Rasmussens pinlige argumentation.

Man må også huske på, at Rasmussen selv er fortaler for en ”metodisk antihumanisme”, hvorefter netop humanismen, altså Humboldts retning, er det værste man kan forestille sig. Men nu ser Rasmussen pludselig en interesse i, at skolereformen skal være humboldtsk? Altså ham, som han ikke kan lide. Det er da mærkeligt, er det ikke? Hvad ved jeg?

Derudover hørte vi den sædvanlige sang, som minder om Lars Hammershøjs, men som blot fremføres i lidt andre gevandter, når ordene kommer fra en luhmannianers tunge: Al viden er omfattende og skiftende, og didaktikken er overbebyrdet med kompleksitet. Så skulle man egentlig tro, hvis man var pædagog, at der var noget at arbejde med? Men nej, for Rasmussen er der derimod noget at arbejde imod. Det komplekse er en slags fjende. Kompleksiteten skal reduceres, og eftersom han ingen stopklods har i form af et dannelsesbegreb, så reduceres og reduceres der, indtil kompleksiteten er væk. Og når den så er næsten væk, så væk som den kan komme, så har vi en ny og fin skolereform, der er en slags bur. Hvis dannelsen havde stillet krav til konkurrencestaten var det ikke gået så galt, men det kan den ikke, fordi Antorini trækker på samme hammel som Rasmussen, hvilket jeg har fortalt om andre steder.

Endelig sagde Rasmussen, at hvis man vil kritisere skolereformen, så må man ind i de fagudvalg, hvor de fælles mål bliver defineret og gøre sin indflydelse gældende dér. Men her tager han igen fejl. Hvis man går ind i disse grupper, så har man de facto accepteret skolereformen. Det er da klart. Hvis man vil kritisere reformen som sådan – altså i sin helhed- så må man kigge på de grundantagelser, som reformen er bygget af. Man må holde sig helt uden for, så man kan se klart. Man må blive i sin frie og uafhængige ”skole” – og hvis man ikke kan finde sådan en, så må man bygge en ny af gode gammeldags råstoffer og invitere elever ind i sin kreds, så man kan blive en rigtig lærer.

 

7. Opsamling på 5+6: Debat med Ove Kaj Pedersen og Jens Rasmussen

Derpå var der debat med OKP og JR i panelet. Her kunne man høre den ene rose den anden og på den måde direkte iagttage den nærmest lidenskabelige forbindelse der åbenbart hersker mellem systemteori og politisk økonomi. F.eks. var OKP enig med JR i at lægge vægt på selvdannelse, og dermed at glemme alt muligt med viden, kundskaber, historie, kunst etc., hvilket jo lød meget som Hammershøj, og OKP trækker da også på samtidsdiagnosen i sin bog, ligesom Lars Qvortrup, Rasmussens kammerat, gør i sin.

Derudover kunne man høre et par interessante JR-kommentarer:

a. JR er ikke så optaget af ”pædagogik”. Han vil snarere bygge på det, han kalder den ”empiriske vending”, altså hvad der virker i forhold til et kvantitativt læringsudbytte, så eleven kan varetage et arbejde en gang i fremtiden. Det var vist nok lige der, at Jens Erik Kristensen måtte forsvare Humboldt. I stedet vil Rasmussen som nævnt have det, han kalder for ”empirisk uddannelsesforskning”. Og læg også mærke til ordet ”empirisk”. Det betyder ikke en vending mod virkelighedens strukturer, altså det som den almindelige videnskab vil opfatte som ”empirisk”. Nej, det er kun og kun og kun orienteret hen mod, hvilke metoder der virker ift. læringsudbytte. Der er altså forskning uden egentlig videnskabelig kontakt til sit objekt. Det er en konstruktion. Det er også derfor, at Rasmussens filosofi – konstruktivismen, systemteorien eller luhmannismen eller hvad man nu vil kalde den – helst ikke taler om virkeligheden. Man er en del af en epistemologisk vending, som man siger, og virkeligheden, det ontologiske, kalder man for ”fundamentalistisk fænomenologi” eller sådan noget, hvilket henviser til f.eks. Løgstrup, Grundtvig og Heidegger. Den “empiriske vending” giver faktisk en ekstrem smal empiri, selvom dens fortalere påstår, at den er empirisk.

b. Så var der nogen gode engagerede lærere, blandt andet Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening og Morten May, medlem af dannelsesgruppen Sophia, der på forskellig måde spurgte til dannelseselementet i skolereformen? Til det kunne Rasmussen oplyse, at dannelse var at læse og skrive og regne, for det var forudsætningen for at overskride sig selv, og at alle skulle have denne mulighed, så skolen skulle indløse et lighedsideal. Øhh.. jeg er helt med på, at børn skal lære at læse og skrive og regne, også rigtigt godt endda, men er det dannelse? Er et sådant svar ikke det samme som at afvikle dannelsen? Jo, det et det da, og det er også derfor, at Rasmussen i andre sammenhænge har talt for, at dannelse bare er en semantisk formel i en tid med orienteringsproblemer, og at det er noget, man trækker op af hatten og den slags, som han også sagde, blot på andre måder, på konferencen.  Men alligevel vil han bruge Humboldt! Til sidste spurgte Trojaborg, var det vist, om JR kunne pege på, hvor der var noget om dannelse i skolereformen? Svaret var, at man altså må slås i fagmålsgrupperne ”hvis man vil have dannelse”, underforstået at det var JR ikke interesseret i. Endelig sagde Rasmussen, at faghæfte 47, der handler om ”elevens alsidige udvikling” jo ”får lov” at bestå, og denne blotte formulering siger vist alt om retningen. Desuden er det tankevækkende, at faghæftet netop blev skrevet i 2009, og uden at vide det, tror jeg, at Rasmussen har spillet en stor rolle for formuleringerne og referencerne, som er fyldt med instrumentalisme af værste skuffe. Hvad synes læseren? Var det nogle gode svar på Trojaborgs spørgsmål?

 

8. Ove Korsgaard: Mister medborgerskabet styrke i konkurrencestatens tidsalder?

Ove Korsgaards oplæg havde jeg set frem til med lidt ambivalent spænding. På den ene side er han stærkt grundtvigsk sindet, ja han har ligefrem og heldigvis fået Grundtvigprisen her i 2013, men på den anden side har han skrevet et egentlig udmærket indlæg i undervisningsministeriets nylige reklametryk om “Ny Nordisk Skole”, som bestemt ikke er et grundtvigsk projekt, selvom nogle vist nok tror det. Jeg opfattede dengang Korsgaards artikel som en grundtvigsk blåstempling af Ny Nordisk Skole og skrev med det samme til ham for at spørge, om det var rigtigt forstået. Men det var det ikke, bedyrede han – det var snarere en slags grundtvigsk tjekliste han havde skrevet – måske ligefrem en form for ”kritik”? – selvom han ikke lige brugte det ord. Han kritiserer heller ikke eksplicit Ny Nordisk Skole i sin artikel, hvilket han efter min mening burde have gjort, når nu artiklen optræder i det tætteste, man kan komme på en statslig reklame. Men Gunnar Green, der anmeldte tryksagen i bladet Folkeskolen, opfattede i sin anmeldelse af reklameskrivelsen Korsgaards indlæg som ”kritisk” og ligefrem ”polemisk”, og på den måde fandt jeg ud af, at jeg måske godt kunne slappe lidt af, selvom jeg aldrig følte mig helt sikker.

Foredragets overskrift, som vist nok var udstukket af Claus Holm og altså ikke valgt af Korsgaard selv, var, om ”medborgerskabet mister styrke i konkurrencestatens tidsalder?” Tidsalder? Nå ja, det skorter ikke på store ord. Vi er på vej ind i en ny renæssance, må man måske forstå? Eller en slags ”modernitet”. Bogen har to år på bagen og indstifter allerede en ”tidsalder”? Sådan er ånden. Det er også derfor, at de “nye skolefolk” taler om revolutioner, manifester og paradigmeskifter.

Korsgaard lagde ud med en kort gennemgang af globaliseringens historie- set primært i et socialt og økonomisk perspektiv- som den også fremgår af hans bog Kundskabskapløbet fra 1997, der også var mere historisk end kritisk. Det er selvfølgelig i orden, men det er også klart, at en ”økonomisk” start disponerer Korsgaard for at acceptere OKP’s præmis.

Herpå fortsatte Korsgaard med sin ofte fremførte opdeling mellem statsborgerskab og medborgerskab. Statsborgerskabet er herefter noget juridisk, objektivt og formelt, mens medborgerskabet angår subjektivitet, identitet og følelser. Jeg har altid haft et vist ubehag ved den måde, Korsgaard opdeler ”borgeren” på. Det går sådan set ok i starten, fordi han siger, at uddannelse handler om at holde disse to ”borgerskaber” i nærheden af hinanden, og det er helt rigtigt, at netop denne nærhed let kan findes hos Grundtvig, og at den på den ene side giver stor pædagogisk styrke. Men jo nærmere medborgerskabet og statsborgerskabet kommer på hinanden, desto mindre kan man på den anden side spørge om konkurrencestatens krav til dannelse, og jo længere væk vil man komme fra konferencens tema. I stedet må man med Grundtvig spørge til dannelsens krav til staten. Derfor ender Grundtvig også med en ret passiv stat, som vel at mærke ikke er en minimalstat i nyliberalistisk forstand, fordi passiviteten er knyttet til folkelig tilsynekomst i en form for ‘ventende stat’. Ud af den grundtone arbejder den danske liberalisme stille og roligt, indtil Hayek og Ayn Rand for alvor begynder at rasere den grundtvigske mildhed i 1980’erne.

Herefter beskriver Korsgaard, hvordan medborgerskabet begynder at skride. Det løsriver sig på en måde fra sin forbindelse til statsborgerskabet, for derpå først at geråde ud individualisme, ”bowling alone” kaldte Korsgaard det. Korsgaard satte derpå den nye individualisme direkte ind i arbejdslivet, ind i et såkaldt ”medarbejderborgerskab”. Den danske tillidsstruktur, som altså er politisk bestemt i en vekselvirkning mellem stat og civilsamfund, mellem statsborgerskab og medborgerskab, flyttes dermed over i konkurrencestatens arbejdsfællesskab og hen i en ny økonomisk baseret patriotisme.

Men hele problemet stammer på en måde fra Korsgaards oprindelige opdeling mellem stats- og medborgerskab. Havde disse to været tættere forbundet begrebsligt fra starten, kunne han aldrig have brugt udtrykket ”medarbejderborgerskab”, fordi ”medborgerskabet” i så fald ikke kunne gå på vandring uden statsborgeren i nærheden. Men med dette udtryk, medarbejderborgeren, er vi faktisk fremme ved Jens Erik Kristensens oplæg senere på dagen, der netop handler om dette begreb.

Til sidst vender Korsgaard igen tilbage til foredragets spørgsmål: Er medborgerskabet styrket? Hertil svarer han, at der stadigvæk er masser af ”tillid” i Danmark, det viser alle undersøgelser, men spørgsmålet er, om vi ”fornyr en arv”, eller om vi ”trækker på en arv”. Det kan Korsgaard ikke svare på, og svaret hænger i luften. Man svaret havde ikke været svært, hvis han fastholdt det grundtvigske udgangspunkt, nemlig at medborgerskab og statsborgerskab var organisk sammenhængende kategorier, og at uddannelse handler om at arbejde for en vis vekselvirkning herimellem. I så fald vil det være meget problematisk, at medborgerskabet nu er blevet til et medarbejdermedborgerskab eller til en økonomisk patriotisme. I begge tilfælde er det slut med Grundtvigsk tankegods i Danmark, og det vil derfor være helt tydeligt, at der ikke fornys nogen arv.

Der er et eller andet, der siger mig, at det ikke er en god ide at formalisere statsbegrebet så meget, at det tømmes for politik og subjektivitet. Så ender vi med små Hal Kochske menighedsfællesskaber, der kan vandre fra den ene til den anden loyalitetsstruktur i de små konkurrencekoncerner. Der bliver ikke plads til kritik, tænkning og oplysning i sådan et system. Det forstærker blot nogle iboende svagheder i den grundtvigske tradition – helt unødvendigt efter min opfattelse. Men det var nok nogle af de samme problemer, som Georg Brandes og nogle af de andre modernister var ved at få pip af i sin tid.

 

9. Claus Holm: Livsduelighed stiller konkurrencestaten stærkt!

Med det syvende indlæg er vi kommet til konferencens arrangør og ordstyrer, lektor Claus Holm. Holms indlæg er dagens dårligste, fordi pædagogikken minimaliseres til ukendelighed, samtidig med, at det er det bedste, fordi alene Holms oplæg rent faktisk kommer med et rent normativt bud på et svar på konferencens spørgsmål.

Lad os se på sagerne: Holm er den, der mest tydeligt og entydigt taler for et skifte mellem velfærdsstat og konkurrencestat, som det hedder i dette mærkelige OKP paradigme. Der tages simpelthen ikke noget med over – ingen dannelse og ingen solidaritet eller noget som helst. Hvordan ser en pædagogik ud i et samfund, hvor der ingen dannelse og ingen solidaritet er, men hvor man alligevel spørger til statens krav til dannelse? Jo, her hedder dannelsesidealet ”den opportunistiske person”; altså ikke blot som vilkår, og slet ikke et vilkår, vi skal gøre noget ved, så mennesket dog kan handle i fælles interesse. Nej, opportunismen er simpelthen både ideal og vilkår. Mennesket fødes med et opportunistisk gen, hvilket vi sådan set godt kan blive enige om, men at uddannelsens opgave er at kvalificere dette gen, som Holm mener, så opportunismen kan bruges i livet – så den bliver livsduelig – er til gengæld den rene galimatias. Operativ opportunisme kan man kalde denne ”position”.

Men er der ingen strukturer? Er der ingenting ovenover, nedenunder, indeni eller rundtomkring dette individ? Nej, det er der ikke. Holm indleder endda med en længere omtale af Johan, sønnen i Thomas Manns slægtsroman, Huset Buddenbrook, der har problemer med at leve op til farens forventninger. Nu tror man måske, at denne pointe skal bruges til at sige noget interessant om pædagogik? Men nej. Det skal bruges til at sige, at vi i dag ikke har faderlige og traditionsbårne forventninger, altså at Thomas Mann er noget fra gamle dage.

Holm er højtstående leder på DPU, som står for Danmarks Pædagogiske Universitet. Nu spørger jeg blot: Hvad er Danmark? Holm sidder der på vort klingende modersmål og fortæller om Dansk konkurrenceevne for 350 tilhørere, der stort set alle er danske, og trækker på Schmidt og dermed centrale dele af den europæiske filosofi, men samtidig siger han, at Danmark eller Europa ikke er en struktur? Jeg spørger også, hvad Pædagogik er? Eksisterer den videnskab og den praksis ikke, som vores land, der altså heller ikke eksisterer, har sat Holm til at holde øje med og udvikle? Endelig spørger jeg: Hvad er et Universitet? Eksisterer der ikke en institution med 2500 lang historie, som Holm sidder der midt inden i og taler frit i, og er der ikke lige foran ham danske pædagogikinteresserede, der lytter, fordi de tror, at nu er vi på fælles jagt efter noget sandt, der kan bruges i dette lands skole? Men tilhørerne er måske heller ikke interesseret i noget, som jo ikke er der? Alting er væk. Men er det ikke komisk? Både ud fra et almenmenneskeligt og fra et videnskabeligt synspunkt? Jo, det er da et fuldstændigt forrykt udgangspunkt.

Man bør tilføje, at Holm udover at være samtidsdiagnostiker også er glad for systemteorien, altså luhmannismen, som jo er Jens Rasmussens kæphest, og at han derfor nok får nogle strukturer på plads alligevel, men det er ikke virkelige strukturer han finder, altså ikke strukturer der udspringer af et virkeligt og fælles liv – Nej, det er bureaukratiske strukturer, strukturelle koblinger, som man kalder dem.  Sådan hænger det sammen, for strukturer kan man ikke undvære, og har man først glemt de virkelige, så må man jo finde på nogle andre. Hammershøj, som jo var samtidsdiagnostiker, havde i det mindste nogle små smagsfællesskaber, som han ganske vist supplerede med økonomiske 50-årsplaner, men ikke engang sådanne små fællesskaber, kan Holm finde. Han kan kun finde et ”opportunistisk individ”. Er det DPU-pædagogikken? Den endelige syntese mellem samtidsdiagonse og systemteori, der mødes, ikke blot i ”Gud er død”, men nu i ”alt er dødt” – kun opportunisme findes og den skal kobles strukturelt?

Claus Holm kalder sin opportunistiske person for ”livsduelig”. Nogen tror måske, at han hermed henviser til Løgstrup og Grundtvig, altså ”vores”, undskyld udtrykket, filosofiske tradition, men det gør han ikke. Løgstrup er ikke bedre end Thomas Mann i Holms horisont. Løgstrups ”tilværelsesoplysning” hører jo i konkurrencestatsteorien til ”velfærdsstaten”, og da vi ikke har velfærdsstat mere, så er det slut med Løgstrup. Fuldstændig ligesom OKP, der har samme behandling af Løgstrup i sin bog. Men Løgstrups filosofi har ikke noget med velfærdsstaten at gøre. Hans tænkning er udviklet af hele den filosofiske og teologiske tradition på tværs og uafhængigt af alle mulige tilfældige statskategorier, som kommer og går hvert andet år, og som altid prøver at proppe den frie tænkning ned i et bur, selvom det aldrig vil lykkes.

Livsdueligheden kalder Holm for ”situeret performativitet”, hvormed angives, at han har rod i den allermest simple form for postmoderne filosofi, der ingen sans har for kulturelle forskelle, moral, kritik og tavshed, og at der er tale om en postmodernitet uden fantasi, altså netop det postmodernes forfald. Alt kan være anderledes, og alt er uforudsigeligt. Det handler blot om at ”være i det” og udnytte de muligheder, der viser sig; man ”performer” i ”situationen”. Man ”performer” som en fitness-udøver, som en konkurrencedeltager.

I næste semester skal jeg undervise en flok studerende i Almen Pædagogik. Skal jeg lære dem at være opportunister? Og landets lærere, der står over for små og store børn og skal fortælle dem om de forhold ved vores fælles liv, som vi gerne vil bevare, hvad med dem? Skal de lære børnene at være opportunister? Det er jo meningsløst, hvilket det også er.

Til sidst spørger Holm så alligevel til moralen og når frem til, udelukkende med reference til Schmidt, men ikke til nogen moralfilosofisk eller blot praktisk ide, at livsduelighed er at ”udnytte situationer uden skam, blot det ikke sker på bekostning af andre”. Men hov! Hvad er der for nogle ”andre”? Hvad går de og laver, og hvor kommer de fra? Der er intet svar, og derfor kan ”de andre” heller ikke opretholdes i denne minimaldefinition. Måske som konkurrenter, men heller ikke andet. Men skal jeg konkurrere med min kolleger, når vi diskutere videnskabelige emner? Skal jeg konkurrere med min børn, når vi læser godnathistorie etc.  Er DPU et konkurrencested? Jeg troede det var et videnskabeligt sted? Et arbejdssted? Vi ender i opportunismen slet og ret, og der findes ingen andre MENNESKER.

Endelig er det værd at lægge mærke til, at denne ”opportunistiske personlighed” er en blanding af Nietzsche og Rousseau i bestemte læsninger, og at begrebet faktisk minder en del om den ekstremistiske og liberalistiske filosofi Ayn Rands ideer, der ligger til grund for Saxobanks og dermed halvdelen af både Liberal Alliances og Cepos’ eksistens. Der er simpelthen en nietzscheansk forbindelse der, som kan aktiveres i samme øjeblik, nogen får øje på den, hvilket vi ikke må håbe sker, med mindre det da vil have den gode effekt, at alle vil kunne se, hvilket problematisk stof den opportunistiske personlighed er lavet af.

Dermed kommer Holm nok tættest af alle på besvarelsen af konferencens spørgsmål, og på den vis er hans indlæg, som er det værste, også det bedste. Konkurrencestatens krav til dannelse er en afvikling af dannelse, og tilbage står blot et ensomt opportunistisk individ, der skal performe på nogle bureaukratiske indikatorer. Problemet er blot, at næsten ingen af konferencens foredragsholdere kan se, at det er et problem, og de, der kan, har ingen redskaber til at rejse en kritik af miseren.

 

10. Jens Erik Kristensen (JEK): Konkurrencestaten kræver medarbejderborgere

Jens Erik Kristensen er også samtidsdiagnostiker, altså i samme teoretiske fold som Lars Geer Hammershøj og Claus Holm. Med Jens Erik Kristensens indlæg nærmer vi os en mere kritisk indstilling. Men det er kritik, der på en måde bekræfter det, den kritiserer, hvilket jeg vil vende tilbage til senere. Her er nogle af oplæggets pointer.

a. Konkurrencestaten kritiseres for at være en form for ny-hegelianisme, hvor man ud fra en særlig statslig struktur kan udlede alt mellem himmel og jord, og JEK kritiserer direkte OKP for at gøre netop dette. JEK advarede også morsomt imod, at der en dag vil komme en ung marxist forbi og vende OKP’s konkurrencestat på hovedet, et udtryk man netop finder hos Karl Marx. Marxisten, som så åbenbart ikke var JEK selv, venter vi så på. Vente vente!

b. Pludselig sagde JEK: ”Konkurrencestaten betyder en svækkelse af demokratiet”, og han sagde det flere gange. Så blev der helt og aldeles stille i Emdrupgårds festsal. Det var som om, man kunne høre tavshedens forvirring og alvor drive ned af væggene. Men det forblev alligevel en parentes og hvorfor? Jo, det er fordi, at samtidsdiagnosen ikke har nogen politisk teori. Man kan derfor kun begræde demokratiets fald, men man kan ikke beskytte det, og det gjorde JEK da heller ikke. Som han sagde: ”Dette er historien om demokratiets forfald. Det er ikke nødvendigvis en kritik, men en bekymring”. Netop beskyldningen om ”demokratiets forfald” forsøgte OKP at tilbagevise i den efterfølgende debat. Han, altså OKP, mente, at konkurrencestaten ganske vist betød en svækkelse af medborgerdemokratiet, men at den også medførte en styrkelse af det repræsentative demokrati, hvilket OKP så som en fordel, så vidt jeg kunne forstå det. Men JEK fastholdt heldigvis sin position, dog desværre uden egentlig argumentation. Måske kom OKP’s indvending bag på JEK, eftersom OKP selv i sin bog fortæller om, hvordan demokratiet ikke mere er så vigtigt, eftersom det nu handler om at uddanne soldater til nationernes konkurrence. OKP lægger altså selv op til, at demokratiet i en konkurrencestat må blive til et middel til at opnå konkurrencefordele – og når noget går fra at være et mål til at være et middel, så er det altså en ”svækkelse”, uanset hvad OKP siger. Den dag demokratiet ikke mere er ”effektivt”, så kan man jo blot skille sig af med det, og det vil nok også ske. Så OKP er total naiv i sin besvarelse her. Måske fordi han ikke kender til demokratiets filosofi og teori? Men ok, han havde også en travl dag.

Tankevækkende var det, at både kulturminister, Marianne Jelved, og Ove Korsgaard i den efterfølgende debat forsvarede medborgerdemokratiets mulighed. Det var dejligt, at de gjorde det – bare sådan helt almindeligt. De troede på, at medborgerskab og civilsamfund sagtens kunne fungere sammen med en markedsøkonomi, ja faktisk at disse to momenter kan berige hinanden, og de henviste til andelsbevægelsen i 1800-tallet. Dermed var de noget kritiske overfor JEK neomarxistiske sidestilling af civilsamfund og økonomi, hvor det hele ender i et begreb om Kapital. JEK er i virkeligheden strukturalist, det er helt klart. Han bliver ikke den unge marxist, eller den marxist i det hele taget, der kommer og laver rav i den. Jelved har flere gange udmærket sig med en kritik af konkurrencestatsideologien. Derfor er det også mærkeligt, at hun er så begejstret for skolereformen, der er ren og skær konkurrencestatspædagogik. Men det er en anden sag, som jeg må skrive om en anden gang.

Udover Jelved var der også en anden folkevalgt, den flittige og engagerede Merete Riisager fra Liberal Alliance. Hun spurgte JEK og alle andre, om han og de betragtede konkurrencestaten som et ideal eller som et vilkår, men hun fik desværre ikke noget svar.

c. JEK siger også, at nationen bliver til en økonomisk koncern frem for en politisk entitet. Det er denne forskydning fra politik til økonomi, der gør det muligt for JEK at referere direkte til Ove Korsgaards foredrag og i både sin foredragstitel og i en lang artikel i tidsskriftet Kvan at tale om en ”medarbejderborger”. Grunden til, at Korsgaard havnede i medarbejderborgeren, var jo, at hans ”medborger” i sit begreb var løsrevet fra statsborgeren. JEK kan på sin side tale om ”medarbejderborgeren”, fordi han slet ikke har et statsbegreb. Korsgaard har på sin vis midlerne til at løse problemet, men det har JEK ikke. For JEK er konkurrencestaten en organisatorisk og ikke en politisk ting. Det er et kompromis mellem ”ydre krav om konkurrence og indre krav om sammenhæng”, som han udtrykte det, og begge krav formuleres med kraft-begrebet, altså som konkurrencekraft og sammenhængskraft. Det er lige noget for JEK, for med hensyn til ”kraft” er samtidsdiagnosen på hjemmebane, eftersom ”kraften” netop er et kernebegreb hos den sene Nietzsche, der er den store helt i foretagendet. Men paradoksalt nok tømmer denne kraft-inspiration JEK og de andre diagnostikere for kraft. De ender som registranter af andres kræfter. Det er faktisk synd – eller også er det ikke?

d. Medarbejderborgeren er en form for økonomisk patriot. En slags borger, som er løsrevet fra et egentligt statsbegreb, og som herefter kan gendannes under konkurrencestatens overhøjhed. Men dermed kæntrer “borger”-begrebet. Man kan jo fyre en medarbejder, men ikke en borger. En borger er fri, men det er medarbejderen ikke. Alle de mest basale politiske distinktioner falder til jorden med dette dumme begreb, men det har JEK og heller ikke OKP eller de andre nogen sans for, fordi de ikke har nogen politisk filosofi. De har ingen begrebsmæssige stopklodser, og så er det, vi havner i dette skrækkelige begreb om “medarbejerborgeren”, som om det skulle betyde noget som helst. Og hvis det endelig skulle betyde noget, så må man altså tage alle rettighedsdiskussionerne med: Hvad er f.eks. ytringsfrihed i en konkurrencestatskoncern? Intet svar fra foredragsholderne. Her kunne man måske have spurgt Rasmus Willig, der netop har undersøgt den slags spørgsmål.

e. Endelig påpegede JEK, at konkurrencestatstilhængerne nogle gange taler om soldater og andre gange om opportunister, men at disse to begreber jo strengt taget er modsatrettede, hvilket vi allerede har set i mange af oplæggene. Det er klart, at det må give nogle modsætninger i politikken, hvilket det også gør f.eks. i Ny Nordisk Skole. Niels Christian Sauer har f.eks. engang sagt, at skolereformen er en kombination af det værste fra reformpædagogikken og det værste fra den gammeldags skole. Det var godt sagt, og jeg tror, han mener, at det værste ved reformpædagogikken er ”opportunismen”, mens det værste ved den gamle skole er ”soldaten”. Skolereformen er derfor et sted, hvor modsætningen mellem opportunisme og militarisme mødes.

Summa Summarum: JEK har flere udmærkede kritikpunkter, og han var klart den mest reflekterede af samtidsdiagnostikerne, men han accepterer sjovt nok konkurrencestaten som præmis og overbetoner dens strukturelle betydning, som han ellers kritiserer. Derfor kommer JEK på en måde til at være den allerstørste fortaler for konkurrencestaten. Han gør medarbejderborgeren til en TINA, ”There Is No Alternative”, og gør dermed vores socialister og marxister til melankolske konkurrencestatsnydere, mens de slår lidt kritiske krøller. Sådan kan det gå, men han skal have tak for mange gode refleksioner og så selvfølgeligt for at forsvare Humboldt og nyhumanismen mod Jens Rasmussens misbrug.

 

11. Stefan Herman: Konkurrencestaten kræver mere professionsdannelse

Stefan Hermann er også samtidsdiagnostiker, nr. 4 i rækken på konferencen. Han er gammel Foucault-mand og det hele, og har lavet ok analyser af skolehistorien, så man kunne håbe på noget interessant. I de senere år har han dog lagt energien i at være rektor for professionshøjskolen Metropol, hvor han har sådan et slags kongedømme er mit indtryk, hvor han vil bestemme, hvor meget lærerne skal forberede sig, og hvor han blandt andet har skrevet underdanige kronikker, der sammenligner statsministeren med Martin Luther King. Han sidder også i Ny Nordisk Skoles dialoggruppe, hvor man taler om lærere som duracell-kaniner og siger, at dannelse kun er noget for Dansk Folkeparti.

Sådan var oplægget også. En masse ord uden struktur og pointe. Her har vi samtidsdiagnosen i aktion, når den bliver til ledelse: Uden kraft og selvstændighed. En rigtig mellemlederfilosofi, der skal ordne andres kræfter i store og små systemer.

 

12. Laura Louise Sarauw: Konkurrencestatens universitet 2.0

Laura Louise Sarauw fremførte hovedpointerne fra sin nyligt forsvarede ph.d. afhandling. Det var en god poststrukturalistisk kritik af universiteternes udvikling med udgangspunkt i en analyse af studieordninger og fagbeskrivelser for humanistiske fag på KU. Hun viste, hvordan f.eks. faget Dansk havde ændret sig fra at være et kulturbærende til at være et arbejdsmarkedsrelateret fag i smal forstand. Analysen mindede en del om Ida Juuls drøftelse af erhvervsuddannelserne. Sarauw var dog mere normativ i sin grundtone, hvilket var godt, men kan hun mon holde fast i det i sit videre videnskabelige virke? Jeg håber det – men tvivler også, fordi poststrukturalismen ikke selv har begreberne til at fastholde forskeren i en kulturel struktur. Han ender så let med at blive opportunist.

 

13. Hans Hauge: Til Kamp for klassisk dannelse

Til sidst kom litteraturforskeren Hans Hauge – fra en anden verden, fra en fjern humanistisk antihumanisme – altså det modsatte af alt det andet. Han skulle forsvare den klassiske dannelse. Det gjorde han på en finurlig måde, så konkurrencestatsflokken først lo i lettelse men derpå måtte kigge skamfuldt ned i gulvet. Jeg var ellers bange for, at han var inviteret som ironiker og som et eksempel på noget lidt sjovt fra gamle dage, og jeg tror også, at det var meningen, men det var slet ikke sådan det gik.

Først til moroen og lettelsen: Hauge startede med at sige, at han da også var realist, og at udviklingen af det, han kaldte det korporative universitet, derfor nok var vanskelig at gøre noget ved. Man kunne højst håbe på en vis resiliens i selve undervisningen, hvor man kunne forsøge at gøre, som man altid havde gjort. Og Hauge havde masser af morsomme eksempler fra sit arbejdsliv undervejs, hvilket han også har beskrevet i sit bidrag til bogen Uren Pædagogik fra 2011. Indtil nu var der lettelse og moro i salen. Dejligt med et afslappende foredrag til sidst, og godt at man som arrangør samtidig kan vise, at man har lidt humor og selvironi.

Men så sagde Hauge pludselig, at ”klassisk dannelse er beskyttelse af det, som ellers ville forsvinde, hvis man ikke bevarede det på et universitet”.  Og nu begyndte nogle i forsamlingen vist at få røde ører, fordi de jo hele dagen havde været godt i gang med at afvikle alt fra Thomas Mann til Holocaust og den ”frie tid”. Og Hauge fortsatte med at fortælle om en kultursyntese mellem græsk filosofi og kristendom, som vi har levet af i ca.1500 år, og som blev forstærket af vekselvirkningen mellem teologiske og filosofiske grundelementer i universitets ide, og som har overlevet den ene revolution efter den anden, selv den russiske, som han sagde. Denne syntese og alt det bevaringsværdige, bliver nu, sagde Hauge, ødelagt af vores egen generation, og ikke mindst af konferencens oplægsholdere, må man forstå pr. deduktion. I løbet af ca. 25 år nedlægger de dannelsen, fordi de tror, den stammer fra ”velfærdsstaten”. Nu var det pludselig ikke sjovt mere. Der var ingen, der lo.

Hauge sluttede med at forestille sig, at det ikke var de 1500 men derimod de 25 år, der var en parentes, og at dannelsen ville vende tilbage igen, så ting og sager ville vælte frem fra kulturens gemmere, og så man igen kunne studere de klassiske sprog etc. i egen ret og ikke efter ”konkurrencestatens behov”. Det allersidste udtryk brugte han ikke. Så vidt jeg husker, brugte han slet ikke ordet ”konkurrencestat”, hvilket er klogt, for de ord man ikke bruger, bliver man ikke ridset af. Men meningen var klar nok. Hauge holdt fanen rent og højt, og vi glemte helt, at vi var trætte efter en lang dag.

 

12. Afslutning: Skammens dag

I en kort efterfølgende debat sagde Ove Kaj pludselig, måske fordi han skammede sig, at vi har et ansvar, men det kunne ikke blive andet end et opråb, fordi hans konkurrencestat ikke kan producere noget ansvar. Ansvaret har han placeret i tidligere statsformer, selvom det faktisk hører til hele menneskets mulighed som sådan, som Hauge beskrev det. Så OKP har et ansvar, fordi han er medborger og videnskabsmand og menneske, men fordi han netop har nedlagt alle tre ting i den tro, at det har noget med velfærdsstaten at gøre, så kan han ikke begrunde sit ansvar. Han har smidt begrundelsen ud. Og et menneske der taler om ansvar uden at kunne indfri det, hvad må han gøre? Ja, han må skamme sig. Det er simpel psykologi. Jeg håber derfor ikke, at Marianne Jelved for alvor blev beroliget. Hun rejste sig nemlig op og sagde noget i den her retning til OKP: ”jeg er glad for, at du siger, vi har et ansvar selv, det er jo det, jeg så tit har fortalt dig” – og så var konferencen slut – i skam.

 

Diverse referencer:

Konferencens hjemmeside 

Hele konferencen på video

Forskellige indlæg her på bloggen om beslægtede emner:

Et “enkelt ord” med store “krav” – konference på AUDEM om “konkurrencestatens krav til dannelse” (foromtalen af konferencen)

Den meningsløse “rådvildhed” – passager mellem konkurrencestat, neostrukturalisme og systemteori

Konkurrencestat og dannelse – en unødvendig umulighed

“Dannelse blev til selvforsørgelse”, Information, d.22. november 2013 (journalistisk dækning af konferencen)

 

7 tanker om "Konkurrencestatens krav til dannelse – referat fra konference på DPU-Aarhus Universitet, d. 20. november 2013 i Emdrup, København."

  1. Dette er et af de bedste indlæg, jeg har læst om baggrunden for Ny Nordisk Skole. Der er reelt tale om en dehumanisering af folkeskolen og en afskaffelse af dannelsesbegrebet. Læs selv.

  2. Tak til Thomas for den tankevækkende gennemgang af dagen.
    Et par yderligere kommentarer: Jens Erik Kristensen havde den rammende og morsomme bemærkning om Ove KP’s konkurrencestatsbegreb, at det ’forklarer alt for meget’. Altså, som jeg hørte det, at begrebet det fungerer som en art intellektuelt Round-up, ukrudtsmidlet, der tager det hele, og så er banen ryddet for hvad som helst. Det fænomen synes jeg i høj grad, vi er vidne til.
    Claus Holm og Stefan Hermann talte over lange stræk nærmest sort, eller også glippede min koncentration. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad de sagde.
    Jens Rasmussen fremstod for mig som en underlig blanding af noget reduktionistisk evidensdyrkelse, nogle meget søgte paralleller (til Humboldt) der ikke rigtig holdt, og nogle skarpe iagttagelser af aktuelle, skolepolitiske realiteter.
    Hans Hauge var i mine øjne den klareste og mest nødvendige i selskabet med sit forsvar for den klassiske dannelse.
    Det var en meget stor forsamling den dag, og jeg kunne ikke forsvare at bemægtige mig mikrofonen mere end een gang, så jeg brændte inde med et par spørgsmål, som jeg imidlertid fik lejlighed til at stille direkte til nogle af oplægsholderne, inden vi gik hjem.
    Jeg løb på Ove KP og sagde, at jeg gerne ville have spurgt ham, hvilke følger det efter hans mening vil have for folkeskolereformens dannelsesperspektiv, at den nu skal foldes ud i en veritabel krig mod de mennesker, lærerne, der skal bære reformen igennem i dagligdagen. Ove KP’s umiddelbare reaktion var, at det spørgsmål ville han gerne have svaret på, så jeg kan vel godt tillade mig at gengive det i hovedtræk her. Jo, mente han kort og godt, ’der skal to til at føre krig’. Ja, svarede jeg, det er da rigtigt, problemet kunne naturligvis let elimineres derved, at den ene part – lærerne – simpelthen kapitulerede. Men hvorfor skulle vi det? Politikerne vil jo ’gå hele vejen’, KNUSE os, intet mindre, og det kan ingen da acceptere? Overfor sådan en udfordring må man da nødvendigvis kæmpe, til man falder? Jamen lærerne skulle have gjort som gymnasielærerne, universitetslærerne og andre, der havde bøjet sig for overmagten og valgt det fleksible tilbagetog i stedet for at være så (helvedes) stærke, mente Ove KP, så kunne vi have undgået den totale overkørsel – sådan forstod jeg ham. Jamen, indvendte jeg, vores modpart ville jo intet andet end den totale krig. Alt andet end vores betingelsesløse kapitulation var uacceptabelt. Vi kunne bare skrive under på deres krav, rub og stub – eller også blive knust. Og her fornemmende jeg, at Ove KP blev fjern – måske troede han, at jeg overdrev. Samtalen blev afbrudt her.
    Også Laura Louise Sarauw ville jeg have stillet spørgsmål til, men det blev så til en kort ordveksling på falderebet: Hvad gør det ved dannelsen i uddannelserne, at vi har fået et karaktersystem, hvor det ypperste, en elev eller studerende kan præstere, er den fejlfrie reproduktion af pensum – og derefter handler det bare om fejlfinding? Jamen hun var aldeles enig, i, at dette er et stærkt udtryk for den markedsgørelse af hele vores uddannelsessystem, som også Hans Hauge langede så kraftigt ud efter. Og så refererede hun til Hammershøj, der i sit oplæg havde beroliget salen med, at Ove KP’s udtalte advarsel imod genkomsten af folkemordet heldigvis er overflødig al den stund, at det ’er umuligt at få vore dags unge til at marchere i takt’. Hvilket fik hele salen til le hjerteligt. Næ, tværtimod, sagde hun, sådan er det ikke længere. I dag marcherer de unge gladeligt i takt på universiteterne – under indtryk af konkurrencestatens krav til dem.

    • Ja, det er mærkeligt at tænke på, at Hans Hauge m.fl. Måske bliver de sidste humanister, der bliver i stand til at stille op som modforestilling til medløberne i konkurrencestaten. For mig er det vigtigt at være til stede hver dag. Som lærer har det været mig magtpåliggende at fastholde værdien i at være og lære her og nu. Der er ingen, der kan garantere et langt liv , ikke en gang et voksent liv , så det er da en umulig tanke, at det hele skal gå ud på noget, der indfinder sig senere. Det at eksistere er en værdi i sig selv. Jeg er glad for, at både du Hauge med flere har klarsyn og kræfter til at blive ved. Tak. Josephine Kaldan.

  3. Tak til Thomas for et grundigt referat af konferencen. Der bliver noget at tale om på mødet i Grundtvigsk Forums skolepolitiske udvalg på torsdag!

  4. Hej Thomas
    Ved du, hvor konferencen på video kan findes?
    Den findes desværre ikke på linket længere.
    Venlige hilsner fra Anne

Skriv en kommentar