Korshøjen

nr. 49

I 2014 døde min gamle legekammerat i Vejlby-Risskov, Jacob Eriksen, blot 48 gammel. Jacob var sanger i bandet ”Shirtsville”, som var kendt i 90’erne, og han og lavede også to herlige solo-albums. Han boede på Korshøjen 49 i Risskov med sin lillebror og mor og far, som var socialrådgivere. Der var fyldt med ølkasser, og huset duftede dejligt af røgelse. Det var Jacob, der bragte mig ud af 70’ersernes vildfarelse med symfonisk rock, I ved med Genesis, Supertramp og Yes etc.. Nu skulle vi høre Bruce S og Dire Straits og UB40, belærte han mig om. Først sagde jeg nej, men nu kan jeg lide det hele. Og uanset, hvad vi skændtes om, kunne vi altid mødes om den britiske gruppen City Boy. Vi så dem oppe i Vejlby-Risskov-hallen. Vi var helt oppe på dupperne, fordi gruppen lige havde spille en koncert i Holstebro, hvor forsangeren Lol Mason havde sagt godnat allerede efter  første sæt, som kun varede 45 minutter. Da publikum ikke klappede, fordi de troede, at der bare var pause, blev koncerten aldrig genoptaget. Det skulle ikke ske for os, så vi klappede som ind i helvede. Og så fik vi det skønne andet sæt med hele “Ambition”-afhandlingen fra albummet “The Day the Earth Caught Fire”. Pladen skulle have været gruppens store gennembrud, men der skete ikke. Vi var da også kun 300 publikummer til aftenens koncert, hvoraf alle bortset fra mig og Jacob virkede forkølede. Men sangene er skønne lyde, som jeg vist desværre er den eneste i verden, der stadig hører. Men allerede dengang havde vi en fornemmelse af ensomhed, at at elske noget, som var forbi.

Jacob og mig var også discjockeys henne på skolen. Lærerne – hvis det da ikke var inspektøren – gav os lov til at vende plader i det lange frikvarter om tirsdagen. Så der kom Rømer/Erikssen-musik ud af de lange højtalere i alle klasserne. Vi brugte hele ugen på at forberede vores playlister, som man kalder det i dag, så jeg endte med at få en dårlig karakter i fysik.

Korshøjen er en vej i Vejlby-Risskov nord for Aarhus. Sammen med Jættehøjen og Skodshøjen udgør “højene” det, vi dengang kaldte magister-ghettoen. Det er Friis & Moltke, der har tegnet de tre rækkehusveje, som er inspireret japansk arkitektur. På en måde står rækkehusene som en slags karateudøvere med sort bælte på rad og række. Der er altid gråhvidt og sort fortil, men bagved er der fyldt med dejligt græs og legetøj. Det er meget japansk. Friis og Moltke har også tegnet stort set alt andet i kvarteret; Gymnasiet, kirken, de almennyttige boliger osv.. Vi var moderne børn.

Da kvarteret stod færdigt omkring 1970, ville ingen bo der. Det var simpelthen for grimt. Derfor lejede en hel ny og stor generation af universitetsstuderende sig ind i de moderne betonrækkehuse. Husene blev omdannet til kollektiver, og efterhånden købte de unge selv husene. Deraf navnet ”magisterghettoen”. Ja, en af Niels Krause-Kjærs romaner handler faktisk om de nye politisk bevidste magistre og foregår i et af disse kollektiver.

De mange filosoffer, kunstnere og akademikere syntes godt om det nye kvarter, om de store grønne fælleder og om de minimale vedligeholdelseskrav, så kvarteret kom ind i en god udvikling. Keld Holm, som senere blev biskop i Aarhus, blev præst for den lokale kirke, Ellevangskirken, hvor jeg selv blev konfirmeret. En ung præst til et ungt sogn. Og Holm var jo ikke teolog, så han var ok.

 

nr. 53

I 2018 udkom lyrikeren og litteraturanmelderen Lars Bukdahls herlige lille prosa-digt ”Korshøjen”, hvor han fortæller om forholdet til sin far, Jørgen Bukdahl, som var en kendt filosof, men som døde tidligt. Jørgen Bukdahl var i øvrigt selv søn af Askov-koryfæet Jørgen K. Bukdahl, som var fyldt med spændende ideer. Herfra fortaber sætningerne sig i den skønneste Danmarks-historie ned gennem århundredet og så videre. Der kom faktisk en fin bog om Lars’ farfar forrige år. Lars’ mor var Lise Togeby. Hun blev en kendt og indflydelsesrig politolog.

Familien Bukdahl boede på Korshøjen 53, hvilket ligefrem står på s.179 i digtsamlingen. Lars har en flot næse og nærer en næse-grus beundring for sin far, kan man læse, så derfor fylder ”næsen” en del i bogen. Lars var lidt yngre end os. Han legede med Jacob E’s lillebror, som hed Christian.

Bogen var lidt svær at skaffe, men til sidst fandt jeg den i Politikens boghandel på Rådhuspladsen i København.

 

nr. 51 og 83

Hvorfor skriver jeg om det? Jo, fordi jeg selv dengang, dvs. fra 1973-1983, også boede på Korshøjen. Det var i nr. 83. Og i dag er jeg ligefrem flyttet hen til nr. 51, altså lige midt imellem Jacobs og Lars’ hus. Som I kan høre, går jeg ikke ind for mobilitet, selvom alle de andre er væk. Faktisk boede der dengang et andet Shirtsville-medlem i nr. 51. Det var pianisten Claus Kilpatrick. Allerede som dreng spillede han Chopin. Jeg forstod det ikke helt, men jeg kunne godt høre, at det lød godt, hvilket min far blev meget glad for. Det er Claus’ skyld, at jeg hører både Polonaiser og Nocturner mindst to gange om året. Det er lyden af Europa.

Så i dag bor jeg midt imellem musikken og filosofien og oven på klaveret. Måske er det derfor, vi har to klaverer i huset, selvom jeg næsten aldrig spiller på dem? Jacob legede jeg med næsten hver dag. Lars husker jeg svagt som en lidt buttet dreng, som løb rundt i omegnen af os andre. Faktisk kunne jeg ikke kende ham, da jeg så ham som voksen i fjernsynet. Nu ligner han jo nærmest en korsikaner, selvom han taler lidt mere. Den slags ved jeg noget om fra albummet “Asterix på Korsika”. Så Lars’ far var en blød filosof og hans mor en skarp djøffer. Måske er det simpelthen opskriften på en rapkæftet litteraturkritiker.

Dengang var der altid liv på de store fællesarealer. Hver aften var der rundbold og leg på græsplænerne. Vi spillede bold, cyklede og rutsjede og dyrkede atletik på skolens baner med Fosbury-flops og målebånd og det hele. Og så tippede vi. Vi læste ”Alt om sport”, som Frits Ahlstrøm stod for, og ”Tipsbladet” med den fantastiske journalist Per Høyer. Vi lavede endda vores egne systemer. Engang imellem vandt vi lidt, og en enkelt gang var jeg tæt på den store gevinst. Hvis bare Burnley ikke havde udlignet mod Coventry i sidste minut! Det var mest min klassekammerat Marc H, jeg tippede med. Desværre overfaldt han en tilfældig person oppe i tunnelen ved centervejen på vejen op til resterne af den gamle landsby. Derfra ebbede venskabet ud.

Så der var gang i det fælles liv. Men det er der ikke mere. Der er tomt på fælleden, selvom græsset bliver holdt pænt. Børnene leger kun i selskab med voksne.

Når der var vejfest på Korshøjen, gik os teenagere altid hen til Johannes, som var filosof, for at bomme smøger. Bad vi om 2 så fik vi 10, for Johannes var marxist. Det fik jeg senere bekræftet, da jeg selv læste filosofi på Aarhus Universitet, hvor Johannes var lærer. Han fik alting til at passe ind i sine kasser. På den måde, fandt jeg ud af, at jeg bedre kunne lide den praktiserede end den teoretiske marxisme, hvilket jo var lidt omvendt i forhold til det normale. I dag savner man bare en lille bitte smule marxisme i det hele taget i et eller andet hjørne.

 

nr. 79

En af mine venner dengang hed Jørgen H. Han boede i nr. 79 og var god til at lægge puslespil. Vi spillede bordtennis i kælderen og hørte storebrorens Uriah Heep-optagelser på en spolebåndoptager. Storebroren blev senere kommunikationschef i Nykredit, og også han kom i fjernsynet. Jørgens forældre var renseri-ejere. Der var ryatæpper og kakkelborde og en grøn folkevogn. Hvordan var de mon havnet på Korshøjen, hvor husene normalt var indrettet med løse gulvtæpper og ølkasser, og hvor man kørte Renault eller Saab? Og ikke mindst var der farve-TV inde hos Jørgen. Her kunne vi se VM-boksning og OL fra Canada midt om natten. Moren, Stine, var altid sød. Jørgen var en klog dreng, som fik gode karakterer. Senere blev han vist nok datalog.

Mig og Jørgen var klassekammerater. Vi havde det altid sjovt, men kun i fritiden. For henne i skolen mobbede han mig rigtigt grimt, så jeg blev ked af det og forvirret. Ingen lærere opdagede noget, for vi havde vikarer hele tiden. Min bedste ven var min værste fjende. Det er sådan noget, der giver livskraft.

En dag var jeg på lejr med fodboldklubben Skovbakken oppe i Norge, som jeg syntes var et mærkeligt land. Først boede vi hos en ensom millionær-dreng i Oslo, og bagefter var vi på landet i en landsby, hvor folk talte underligt og så fattige ud. Der fandt jeg ud af, at Jørgen H selv blev mobbet af en lille køn dreng fra 2. holdet, som hed Flemming K. Ham så jeg ellers vældig op til. Men så fandt jeg oven i købet ud af, at Flemming K, som gik på Strandskolen, skam selv blev mobbet i sin egen klasse. Det fortalte min ven nede fra fedet, Jacob G, mig, og Jacob G. gik i klasse med Flemming K. Da jeg fandt ud af, hvordan det hele hang sammen, holdt det hele op med et knips. Det var meget mærkeligt. Jeg tror, det var lige der, jeg besluttede mig for at ville være journalist eller videnskabsmand. Det er noget med sandhedens praktiske kraft. Jeg ved dog ikke, om de stoppede med at mobbe Flemming K nede på Strandskolen.

Desværre nåede jeg selv at mobbe nogen, mens det hele stod på. På Korshøjen var der flyttet en flygtningefamilie fra Afrika ind. De havde en søn, som hed Nuella, som endda var yngre end os. Jeg sagde, at han skulle gå hjem til, hvor han kom fra, og at han lugtede. I samme øjeblik jeg sagde det, var det som om, at træerne tabte deres blade, og ormene festede. Og Nuella slap jo heller ikke for Nutella-vitsen. Det var ondt, men jeg var nu som en anden Eichmann blevet inkluderet i fællesskabet af onde. Og hvem kan være imod fællesskaber? Jeg havde fundet min plads i ondskabens hjul. Jeg vidste med det samme, at det var galt. Som om verden blev spaltet og universet fordoblet. Da hele den overordnede mobbekæde siden blev sprængt, fordi Flemming K. jo blev afsløret, stoppede racismen. Men jeg skammede mig. Siden har jeg aldrig mobbet nogen og har forsøgt at stå op imod uretfærdighed, når jeg har genkendt den. Jeg betaler Nuella tilbage og renterne er vist uendelige. Jeg blev moralist. Men undskyld til Nuella, jeg håber, du har det godt trods alt, hvor end i verden du bor. Og også tak, på en måde.

En af de gange jeg skulle betale Nuella tilbage var nogle år senere på en nat-grill på Guldsmedegade. Vi havde spillet video-fodbold i to timer, klokken var 02.30, og nu skulle vi have nogle pommes fritter. I køen stod en fyr, der skældte ud på sin kæreste på en aggressiv måde. Nuella begyndte at røre på sig, så jeg sagde til fyren, at han skulle være sød. Men så fik jeg en på kassen, så jeg pludselig kun kunne se vinterstøvler og spildt remoulade. Det var skønt.

Og en anden aften gik jeg på diskotek henne på Europa-plads. Mens jeg stod på toilettet og vaskede hænder iført eye-liner, sort neglelak, to øreringe og løs lyseblå skjorte, fik jeg pludselig en knytnæve i ansigtet af en eller anden tatoveret mand, som ikke vidste, hvad et ord var. Han bare slog og gik. Hallo! Det var anti-Nuella.

Så var der mere stil over min mor, som èn eneste gang i sit liv gav mig en lussing. Jeg erindrer ikke hvorfor, blot at den var velfortjent, og hvem ved: selv mødre kan jo være presset af alt muligt. Jeg blev ikke sur, og nærmest ikke engang forundret. Og får man kun en forældre-lussing i sit liv, som oven i købet er passende, så er man godt i vej. Der var lidt gamle Jakob Knudsen over det hele. Sådan lidt afstivning i det moralske skelet once and for all. Tævene i nattelivet var mere for sjov.

 

Nede på fedet

Jacob G, altså min ven fra Strandskolen, som uden at vide det fik al mobningen til at stoppe, er i dag læge nord for Aarhus. Han boede dengang nede på Risskov fed, hvor begge hans forældre selv var læger, ligesom min egen far i øvrigt var det. Det var dengang læger var humanister. Er det stadig tilfældet? Jacobs søster, Elisabeth, blev senere folketingsmedlem for de radikale, men Jacob var altid mere vild end hende. Det var nok derfor, at han endte som LA’er. Jacob fik mig til at høre melodi-grandprix og købe skotskternede discobukser inde hos tøjbutikken Raahauge på det nye mini-strøg inde i Aarhus. Ja, faktisk viste han mig, at der var noget, der hed Aarhus at all. Jeg troede bare, at Korshøjen var verdens navle. Vi hørte også ELO og Xanadu, spiste leverpostej med masser af løg og spilede klaver og komponerede små sange. Det var helt anderledes end i skolen. Det var den rene frihed. Det var også anderledes end Korshøjen. Lidt mere normalt. Uden Jacob G var jeg aldrig blevet postmodernist.

Senere fik Jacob en ledende rolle i mediciner-revyen. Selv havnede jeg i et fritids-band, som meget passende hed Kiks. Vi øvede ved Åbyhøj Torv og gik på brun bodega bagefter. Vi spillede nogle af mine sange – bl.a. en om hvor mange mennesker, der kunne proppes ind i en telefonboks – og trommeslageren Torben, som var kæreste med bandets velduftende sangerinde, AB, var en helt ægte discjockey, som spillede på diskoteket i Thorsø. De fleste af de andre var fritidspædagoger, og de lærte mig noget om at holde skrammologiske pædagogfester. F.eks. kastede mig og bassisten Jytte fra Ølgod, som var bundsolid, både som bassist og menneske, med skakbrikker, når vi blev fulde. Det var god humor. Men ok, alt det var vist først nogle år efter. Det er lidt off the point lige her.

Jacob G. havde en hel flok af venner, som jeg senere selv blev venner med på Risskov Amtsgymnasium. Der var f.eks. Helle M.. Hun ringede engang til min mor og spurgte, om Thomas ville med ned på aftentur til Stranden. Mor synes det lød godt, men det gjorde jeg ikke. Jeg ville hellere se Otto Leisner i fjernsynet og spise slik. Det måtte jeg høre lidt for. Helles mor lavede i øvrigt en fantastisk kiksekage, som vi spiste, mens vi så Dallas i fjernsynet. Det var lykke. Helles bror, Flemming, blev senere leder på statsbiblioteket. I mange år så vi ham ved Folkemødet på Bornholm.

Gode gamle Jacob G. Faktisk mødte vi hinanden, fordi vi gik til svømning i Skovbakken. Efter træningen sad vi i cafeteriet og gloede på, at Susanne Nielsson trænede. Det var hende, der senere vandt olympisk bronze i brystsvømning. Det var i Moskva i 1980. Alt godt kommer fra Vejlby-Risskov.

 

nr. 47

På Korshøjen 47, tror jeg nok det var, boede Katja og Eva. De var venner med min lillesøster, Nana. Sammen med Kathrine fra Skodshøjen og Ursula fra Jættehøjen spillede de i børnerock-bandet Afrodite. De lavede endda en plade med ordene ”lad vær at blive voxen, befri din fantasi, og gør kun det som du bedst kan li”. Det var med vilje, at der var “x” i voxen. Min mor og far havde et rend af store børn fra kredsen omkring Parkering Forbudt og Afrodite, som alle ville befri sig selv. Jeg vil sige det på den måde, at mine forældre var rummelige.

Danmarks Radio har faktisk lavet et program om børnebevægelsen, og Katrine Marie Guldager fortæller også om fænomenet i sidste bind af sin Køge-krønike. Det var børnemagt, dvs. det modsatte af frihed. Senere begik en af børnerock-fædrene selvmord. Han var tysklærer. Der var ingen, som rigtig blev til noget i den frie sektor. Undtagen Nana, som blev en fin men dog ukendt digter. De blev ufrie i omvendt orden. Nana var i øvrigt gift med den ligeledes begavede poet Torben Dorph-Pedersen, som meget sørgeligt døde alt for ung nede i den lokale Super Best, som via både Favorit og Favør var en aflægger af Nordland Super, som i sin tid lå for enden af Korshøjen, hvor der i dag ligger en beskidt Netto.

Prøv at læs dette lille digt af Torben Dorph-Pedersen. Digtet hang i en periode i Århus Sporvejes busser, men nu hænger det i min stue med Aarhus Sporvejes gamle fine logo og bolle-Å og det hele:

 

”NAT OVER ÅRHUS

Sort lys

fra blødende måne

skygger for den grædende by

 

Fortabte huse

kigger tilbage”

 

I 1982 blev Afrodite inviteret til børnekulturfestival i det kommunistiske Bulgarien under den kommunistiske leder Todor Zhivkov. Det var vist nok hans kone, som lagde navn til festivallen. Det myldrede med børn og unge i alle farver. Det var skønt, men også meget kommunistisk alt sammen.

Så kulturministeriet spurgte simpelthen Afrodite, om de ville repræsentere fædrelandet der lige midt i mega-kommunismen? Hvilken sød statslig blåstempling af børnerevolutionen. Nå, men Afroditerne spurgte, om jeg ville med som en slags formand for den lille børnemagts-delegation. De regnede nok med, at jeg ikke ville blande mig i noget, hvilket passede. Heldigvis var jeg ikke “voxen”. Nogle af mødrene blev noget mopsede, for Sofia var meget eksotisk dengang. Fædrene var ligeglade. Fædre har altid haft højt til loftet. Men jeg var nybagt student og sagde bare ja til alt. I Sofia mødte jeg den ærkekommunistiske tolk, Bista, og den smukke systemkritiske Vesselina P, som jeg kyssede med. Vesselina viste mig blandt andet., hvor der sad hemmelige politimænd på diskotekerne. Hvad der skete med Bista, ved jeg ikke. Vesselina flyttede til Storbritannien, hvor jeg faktisk besøgte hende i Brighton. Siden har jeg været fascineret af den kolde krig og Bulgarien.

Afroditerne opførte sig som små lam. De sad det meste af tiden på deres værelser og sang den danske folkevise “Der stode tre skalke”. De optrådte også med den. Kulturministeriet fik virkelig noget for pengene. Selv var jeg aldrig på værelset. Jeg badede i farver. Vi boede i en slags olympisk betonby med folk fra folk fra hele verden, men med vagter over det hele. Det er lidt paradoksalt. Jeg var havnet i et lukket diktatur, men alligevel havde jeg for første gang nogensinde en fornemmelse af at bo på en klode. Jeg blev verdensborger.

Tilbage til Vejlby: Der var ingen fjender i kvarteret. Bortset måske fra dem fra Lystrup? Når en gadelygte var smadret, var det altid mini-rockerne fra Lystrup. Det vidste man bare, selvom vi aldrig mødte nogen. Nogle år senere blev der lavet en stor og venlig sø, Egå Engsø, mellem Vejlby og Lystrup. Der er fyldt med svaner. Så var det slut med smadrede lygter. Nede i Risskov blev vi selv kaldt for Vejlby-bønderne. Det stammede fra gammel tid, men det passede skam fint stadigvæk, selvom os på Korshøjen naturligvis var meget mere moderne end Risskov-bønderne, som jo bare var rige. Og hvad med dem nede i parcel-husene? Dem kaldte vi for ”fabrikanterne”. Jeg forstillede mig, at de drak og slog hinanden, men jeg havde ikke noget empirisk belæg, som man siger. Men dog et par indicier.

 

nr. 33

Henne i nr. 33 boede filosoffen Hans og hans kone Asta, hvis eks-mand var en anden filosof, som vist nok var tilhænger af den franske marxist Althusser, og som tog sig selv af dage. Althusser har aldrig være årsag til liv. Det er en slags lov. Der var en del død i det unge kvarter, men også meget liv.

Jeg kom meget i nr. 33, for der boede Jakob og Mikkel og deres lillebror, som hed Krabbe, fordi han kravlede som en krabbe, da han var lille. Asta lavede spændende healing-øvelser med os lidt store drenge, mens sted-faren læste i en bog, og Jacob og mig løb rundt og lavede sport og så videre. Vi trak også et Weekend-sex nede ved Rutebilstationen, men det var vist mere noget for mig end for Jacob, tror jeg nok. Eller også prøvede vi bare at bilde hinanden ind, at vi da var ligeglade med de billeder. Men jeg var ikke ligeglad. Endelig kunne man da få lov at se lidt på naturen.

Mikkel boede nede i kælderen, hvor der ofte var en sødlig duft, hvilket var helt ok for forældrene. Han blev radio-journalist. Langt senere, i 1983, drog Jakob og mig til England, hvor vi lavede socialt arbejde lige midt i Thatcher-tid, Falklands-krig og minestrejker. Jakob tog til Liverpool og jeg til Medway Towns i Kent. Men først boede vi hos to universitetslektorer i London-forstaden Brixton, hvor der stadig lugtede af føgen fra raceurolighederne. Vores værter – den ene hed Bob – anbefalede en pub, der hed White Lion. Der gik vi hen og drak nogle pints. Pludselig gik det op for os, at det var en bøsse-pub. Hvad var det for noget? Det var en verdensudvidelse. Hjemme i Aarhus startede en anden engelsk pub, som vist nok også hed noget med “lion”. Den var også ejet af bøsser. En af ejerne gav øl på Færgerkroen og inviterede mig op i sit sommerhus. Men det var ikke noget for mig. Senere blev han kioskejer i udkanten af Virklund ved Silkeborg. Hvilken deroute.

Senere blev Jakob gift med Dorthe nede fra fedet. Dorte havde gået i klasse med føromtalte Jacob G og Helle M, og alle drengene havde et godt øje til hende. Dorte blev biolog, og Jacob blev antropolog, og dermed var der jo styr på økologien.

 

nr. 59

I nr. 59 boede Mikkel og Jesper, hvis far var arkitekt. Der var i det hele taget mange arkitekter på højene. Få år senere skulle de unge arkitekter erobre ø-gadekvarteret, hvilket vi alle sammen nyder godt af i dag. De to brødre var med i nogle af Niels Malmros’ film. Jesper spillede en hovedrolle i ”Drenge”, og Mikkel var vist nok med i ”Kundskabens træ”. Deres mor, som hed Jeanette, var også med i Kundskabens træ. Hun var mor til pigernes yndling, Niels Ole, så vidt jeg husker? Jeanette bor stadigvæk herude.

Kan du for resten huske pigen Klister, som blev mobbet i Kundskabens træ? Jeg gik i klasse med Klisters storesøster i virkeligheden. Det var Anne S, som blev elevrådsformand på Jellebakkeskolen. Hun var en form for fornuftens stemme i vores klasse. I dag er hun lektor i engelsk. Hun blev gift med en gymnasieven, som kunne Hitlers taler udenad. I dag er de vist skilt.

En dag hentede Malmros os alle sammen. Vi skulle til Skæring og lege, mens han optog nogle lyde, som skulle bruges i Kundskabens træ. Siden har jeg været Malmros-fan. Det er noget med leg og kundskaber.

 

Skolen

Jellebakkeskolen var ikke noget særligt, selvom den var berømt for sin demokratiske reformpædagogik, og hvad ved jeg. I de mindre klasser havde vi en sød lærerinde, som vi var glade for. Da hun forlod os, gik det i kaos, og klassen tog magten. Ingen lærer formåede efterfølgende at vinde autoriteten tilbage. Jeg savnede Skt. Jørgenskolen i Holstebro, hvor jeg gik fra 0-3. klasse. Der var alting så dejligt civiliseret, man lærte noget, og børnene havde ingen magt. Det er definitionen på børnelykke: at være uden magt.

Jeg husker intet om undervisningens indhold i de syv år på Jellebakkeskolen, undtagen da vores dansklærer Poul K. en dag lavede en freudiansk analyse af Tornerose. Jeg var bjergtaget. Ingenting var, hvad man troede. Senere blev Poul ansat i Kommunernes Landsforening. En trist karriere for en god fortæller. Alt andet måtte jeg lære mig selv. Ellers var det mest noget med at lukke matematiklæreren uden for døren og give den ræverøde samf-lærer onde afskeds-gaver, så han græd. Det var majoritetens tyranni. Men ok, Hans-Jørgen, som samf-læreren hed, var altså også virkelig revolutionær. En dag var vi ude og besøge FDB i Viby. Da vi kom hjem, sagde Hans-Jørgen, at vi skulle skrive et brev til direktøren, hvor vi kritiserede kapitalismen og FDB. Hans-Jørgen rettede ikke kommaer, men han kunne godt finde på at sige, at vi ikke var kritiske nok. Det er det, man i dag hedder feedback. Det blev så slemt, at min far, som ellers aldrig blandede sig i min skolegang, kontaktede inspektøren for at klage over noget undervisningsmateriale, der handlede om forurening og kapitalisme. Ja, der var endda tegninger af kapitalister med sorte paraplyer. I dag vil jeg betale penge for nogle af disse bøger.

Jeg tror godt, man kan sige, at det hele var nærmest lykkeligt, selvom den københavnske del af familien kaldte gaden for Kors-i-røven.

 

Litteratur:

Mindeord for Jacob Eriksen: http://gaffa.dk/nyhed/83503/jacob-eriksen-er-dod

Bukdahl, Lars: “Korshøjen”, Orissa-biblioteket.

City boy: Ambition

2 tanker om "Korshøjen"

  1. Det er en smuk rune, du rister over din legekammerat med de mange erindringsbilleder, du maner frem, poetisk og metodisk. Meget som dér, hvor jeg voksede op, som alligevel var meget anderledes. Der er mange ting, jeg gerne ville kommentere, men da jeg ved, at det er nemt at huske, hvad man elskede, og derfor nemt at begynde og umuligt at stoppe, næsten, vil jeg nøjes med at bekende, at også jeg har et forhold til City Boys ‘The Day the Earth Caught Fire’. Jeg sneg mig ofte ind på min brors værelse og lyttede, når han gik ud. Så du er ikke alene, heller ikke dér. Jeg kom på et tidspunkt til at ødelægge hans pickup, noget han stadig jævnligt minder mig om. Nu kan din kammerat ikke længere minde dig om noget. Det er sådan, det er.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.