For tiden kører der en diskussion om DPU’s forhold til fag og folkeskole på folkeskolen.dk. DPU kritiseres for at negligere disse emner. Med rette efter min mening.
Instituttets leder, Claus Holm, hvis virke har dybe rødder i DPU’s begrebsmæssige konstitution, og dekanen for Arts, Johnny Laursen, forsvarer sig. Holm skrev et indlæg på folkeskolen.dk, hvis indhold, jeg har drøftet i et tidligere indlæg (se link-listen). Laursen kalder ligefrem kritikken ”ammestuehistorier”.
Jeg har allerede i tre tidligere indlæg om emnet godtgjort følgende:
- DPU hviler i hele dets konstitution på en omdannelse af pædagogik til læringsadfærd, og denne omdannelse har været forstærket siden 2008, hvor UC’erne træder til i samme logiske formation.
- DPU’s forskningsprofil marginaliserer skole og fag.
- DPU’s nedlægger professorat i pædagogik i 2015 med henvisning til instituttets ”strategiske overvejelser”.
Dertil kommer en række overgreb på ytrings- og forskningsfrihed, som bl.a. er dokumenteret i Heine Andersens bog ”forskningsfrihed”. DPU er særligt velrepræsenteret på Andersens liste med hele fire eksempler fra 2010 og fremefter.
Det er i den sammenhæng vigtigt at studere instituttets aktuelle ”strategi”, som gælder fra 2015-2020. Strategien er udarbejdet, efter at Holm og Laursen kom til i 2014, og den bruges altså som direkte reference af ledelsen i forbindelse med nedlæggelsen af professoratet i 2015.
Lad os se derfor se på strategien, som kan tilgås fra DPU’s hjemmeside. Skriftet er på 13 sider.
1. Rammesætningen
Hele rammesætningen og hovedsporet angives på den første side. DPUs strategi handler om ”en global sammenhæng”, og der skal arbejdes med ”samfundsmæssige problemer i en globalt orienteret verden”, som ”pædagogik og uddannelse” skal være en ”løsning” på.
Den ”store interesse”, som det kaldes, for DPU’s ukritiske globaliseringshengivenhed skyldes ifølge strategiteksten to forhold: For det første at ”ethvert socialt forhold” er genstand for ”pædagogisk intervention”, som så igen kan bestå af ”læring” eller af ”omsorg”, som det hedder i en solid diskursiv anknytning til den ene af Claus Holms to inspirationskilder, nemlig den såkaldte “samtidsdiagnose”. For det andet understreges interessen af ”internationale sammenligninger og vurderinger”. Det var det.
Udgangspunktet er altså en teknisk, læringsorienteret og globaliseret/komparativ tilgang til ”pædagogik”, som er omdannet til ”læring”. Denne grundlæggende filosofi bekræfter 100% mine tidligere analyser, og det står i stik modstrid med dansk og for så vidt også europæisk dannelsestradition.
Det er der jo ikke meget “folkeskole” og “fag” over, for nu at sige det mildt.
Resten er for så vidt teknikaliteter. F.eks. udledes fem ”strategiske målsætninger”, hvor der satses på en styrket ”international profil” og ”identifikation af arbejdsmarkeds- og samfundsbehov”, ”myndighedsrådgivning” osv..
Der står bestemt ikke noget om ”skole” og ”fag” i den omegn. Først helt nede på et tredje strateginiveau, altså efter formålet og målsætningerne, nævnes DPU’s fem klassiske fagområder, inklusiv ”fagdidaktikken” i en summarisk opremsning, som endda står i parentes. Disse fagområder blev etableret i 2000, men ud fra et opgør med netop lærerhøjskolens skole- og fagtradition. Og fagdidaktikken, som oprindelig derfor var ude af den tidlige DPU-systematik, kom kun tilbage efter protester fra de gamle miljøer.
Men nu er hele DPU’s 2000-kerneland, som altså selv var problematisk, blevet reduceret til en parentes og omdannet til midler for globaliseret læringsoptimering. Og det er hernedefra, altså langt fra hovedsporet, at strategien pludselig taler om, at der skal etableres ”videnskabelige nybrud”, som det hedder i en mærkelig ensom formulering.
Instituttet vil også gerne have flere forskere med ”international orientering”, og med den indledende rammesætning in mente ved man godt, hvad det betyder, nemlig mere outcome- og kompetenceforskning baseret på diverse ranglister og dataudtræk. Der nævnes ikke noget om nogen dansk eller nordisk “orientering”, ikke engang “europæisk”.
Engang imellem titter et lidt kønnere ord op fra jorden, f.eks. det med ”videnskabelige nybrud”, men det putter sig hurtigt ned i mulden, når det har set sig omkring i det skrækkelige landskab, der er præget af tørke og klimakrise. Det er hovedsporet, der afgør, hvem der skal ned i jorden.
2. Resten af strategien
Markeringerne i et efterfølgende afsnit om ”forskning” følger helt den indledende rammesætning. Der tales om, at den ”kvantitativt orienterede forskning” skal ”styrkes”, hvilket den kvalitative forskning så åbenbart ikke skal. Det var denne del af strategien, der – som jeg ser det – i sommeren 2018 afstedkom en konflikt mellem Lars Qvortrup, som var leder af både Nationalt Center for Skoleforskning og for DPU’s evidenscenter, og 32 børnehaveforskere om børnehaveforskningens kvalitet. Qvortrup var selv dekan for DPU fra 2008-2011. Han var glødende tilhænger af Niklas Luhmanns systemteori, som udgør Claus Holms anden inspirationskilde. DPU’s begrebsmæssige kerne består af en problematisk poststrukturalistisk læring + en endnu mere problematisk systemteoretisk relevans, hvilket svarer til år 2000 og 2008, dvs. årstallene for starten på hhv Lars Henrik Schmidts og Lars Qvortrups ledelsesperioder. Disse to årstal er politisk overdetermineret af henholdsvis det radikale venstres og Mandag Morgens læringsbegejstring i slutningen af 90’erne og af VK-regeringens globaliseringsstrategi fra 2005.
I strategien står der også, at man vil ”forskningsinformere praksis”, et udtryk der også anvendes andre steder. Praksis ender altså som et systemteoretisk inspireret og underordnet grænsebegreb, der skal spille sammen med en læringsbaseret, komparativ og styrket kvantatitiv forskning. Det er ud af denne ideologi, at man skal forstå en formulering som ”kritisk og konstruktiv dialog med praksis”. Denne “dialog” ender jo hermed som en globaliseret læringsinformation til en ”læringsintervenerende praksis”, eller hvad man nu skal kalde det.
DPU vil ”styrke publicering på internationalt niveau” hedder det. Men i det pågældende afsnit nævnes heller ikke noget om skole og fag. Der er ellers meget international forskning om skolens formål i disse tider, men den er ikke ”kvantitativ/komparativ”. Den kan heldigvis derfor heller ikke ‘forskningsinformere læringsinterventioner’, men nok inspirere en virkelig pædagogisk praksis, hvilket jo er langt bedre.
DPU vil ”prioritere forskning i uddannelsespolitiske udfordringer”, står der. Men disse udfordringer er langt fra skole og fag. I stedet omtales instituttets nye forskningsprogrammer, som jeg har gennemgået i 2. del af denne blogserie, og som intet har med skoletradition og fag at gøre, tværtimod. Desuden nævnes Læringsløft 2020, som er et samarbejdsforum med UC’erne. Navnet ”Læringsløft” siger alt, og det er da også etableret i 2010 med udgangspunkt i de værste læringsunderdanige gloser, som man næsten kan opdrive. Det var i den sammenhæng, at læringsløfts-konsortiets dekaner og UC-rektorer i en fælles kronik sammenlignede Lars Løkke Rasmussen med ”Martin Luther King”. Endelig omtales samarbejder med myndigheder og med ”offentlige og private virksomheder”. Den overordnede ramme taget i betragtning vil dette ”samarbejde” opløse pædagogikken indefra. Det har Keld Skovmand allerede givet nogle fine eksempler på i sit arbejde, hvor ”læringsløft”, ministerium, EVA, Rambøll, KL og DPU sammen opløser det pædagogiske sprog i det han kalder for et “spredningssystem”.
UC-samarbejdet omtales også under afsnit 4 om ”talentudvikling”. I den sammenhæng nævnes ph.d.-rådet som en instans, der skal have fokus på ”folkeskolens problemstillinger”, som der står. Men ph.d.-rådets eksistens er altså defineret ud fra 00’erne globaliseringsstrategi og ikke med udgangspunkt i pædagogisk praksis eller folkeskolens tradition og funktion i samfundet. Denne fortolkning understreges af, at de to formænd for phd.-rådet har været Jens Rasmussen og Jeppe Bundsgaard, som begge har meget kritiske syn på pædagogik og dannelse, og som begge arbejder i OECD/kompetenceretningen, som jo svarer til Claus Holms.
I kapitlet om ”uddannelser” står der heller ikke noget om skolens virkelighed og praksis eller om fag. Ja, i kapitlet om masteruddannelser står der ligefrem følgende:
”Instituttet ønsker at forny og videreudvikle masteruddannelserne, så de modsvarer aktuelle samfundsmæssige professionsbehov, for eksempel affødt af det aktuelle reformarbejde indenfor folkeskole- og daginstitutionsområdet, læreruddannelses- og pædagogområdet.”
Så forskningen skal altså dikteres af skolereformens “professionsbehov”. Det er der intet ”kritisk konstruktivt” over, for nu at bruge et af de udtryk, som indimellem dukker op, men som skynder sig ned i jorden igen, hvor Wolfgang Klafki, som er ophav til udtrykket, græder i floder.
3. Big Data 🙂
Nogle simple ordoptællinger understreger tendensen:
Dannelse: 0 hits
Folkeskole: 2 hits. Et hit der understreger, at DPU skal tilfredsstille de behov, som har skolereformen som udgangspunkt, og et andet hit hvor folkeskolen har ”problemstillinger”, som phd.-rådets projekter skal adressere.
Fag+fagdidaktik: 1 hit, hvor DPU’s klassiske miljøer remses summarisk op langt nede i systematikken.
Den aktuelle strategi hviler på og forstærker et dybtgående opgør med skole, pædagogik og fag. Det er Laursen, der løber med ”ammestuehistorier”. Kritikken har faktisk langt mere grundlæggende ret, end den selv går rundt og tror.
Links:
Link til DPU’s strategi: 2015-2020: http://www.e-pages.dk/aarhusuniversitet/1334/
Links til tidligere analyser af DPU’s strategi:
– DPU’s og UC’ernes grundlæggende tænkning: Kritik af DPU’s og AU’s syn på fag, skole og samarbejdsstrategi – del 1
– Analyse af DPU’s forskningsstruktur: Kritik af DPU’s og AU’s syn på fag, skole og samarbejdsstrategi – del 2
– Nedlæggelse af professorat i 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/aarhus-universitets-opgoer-med-paedagogik-del-1-nedlaeggelse-af-professorat-i-paedagogik.html