DPU’s forhold til skoletradition og fag er under kritisk lup, og institutleder Claus Holm forsvarer sig på folkeskolen.dk med nogle tilfældige begrebs- og historieløse tal.
Holm konkludere følgende: ”Konklusionen er, at DPU har beholdt meget af det gode fra Danmarks Lærerhøjskole og taget det med ind i nutiden, og at kvaliteten og omfanget af den fagdidaktiske forskning i skolefagene i dag er bedre større og på højere niveau, end den nogensinde har været før”.
Jeg omtalte i går sagen i et blogindlæg, som jeg har linket til i bunden af nærværende tekst, og har ved tidligere lejligheder argumenteret for det stik modsatte af Holms synspunkt, nemlig at etableringen og udviklingen af DPU markerer et opgør med Danmarks Lærerhøjskole. Disse analyser kan man også læse om i indlægget fra i går.
Men lad os lave lidt ”empirisk dannelsesforskning”, som Alexander for Oettingen kalder det. Lad os se lidt på DPU’s aktuelle struktur. Hvordan står det til med skole, fag og pædagogik?
1. Fagene og skolens fravær på det strategiske niveau:
DPU’s forskningsprofil er først og fremmest knyttet til fem strategiske forskningsprogrammer, som intet har med fag, fagdidaktik og skoletradition at gøre. Tværtimod understreger de fleste programmer opgøret med disse emner. Jeg har skrevet nogle meget overordnede stikord ind i parenteserne:
- Engage – (Dis)Engaging Children and Young People (læring, posthumanisme, poststrukturalisme)
- Fremtidsteknologi, kultur og læreprocesser. (posthumanistisk)
- Inklusion og eksklusion (regulært socialpædagogisk program)
- Småbørnsliv i dagtilbud (børnehaveforskning)
- Motivation, pædagogik og ledelse (tidligere ReForM) (posthumanistisme, poststrukturalisme).
- LISO, Learning, Innovation and Sustainability in Organizations. (Organisatorisk læring)
- Policy Futures (noget om “transnationale vendinger”.). (Poststrukturalistisk)
- Dertil kommer yderlige to strategiske satsninger, hvoraf det ene er CHEF (Centre for Higher Education Futures), som jo ikke vedrører skolen.
Dertil kommer yderlige to strategiske satsninger, hvoraf det ene er CHEF (Centre for Higher Education Futures), som slet ikke vedrører skolen, men primært universiteter.
Ingen af disse initiativer knytter sig til pædagogisk praksis eller skole- eller dannelsestradition andet end langt ude bag tapeterne. Der er fortrinsvis tale om forskellige blandinger af poststrukturalistiske, posthumanistiske og systemteoretiske initiativer, der har DPU’s grundlæggende læringslogik som filosofisk præmis. En logik, hvis essens allerede blev grundlagt i 2000, og som siden er vokset i styrke. Programmerne udspringer derfor af DPUs fundering på et opgør med Danmarks Lærerhøjskole, som Holm, der selv er både systemteoretiker, poststrukturalist og konkurrencestatstilhænger, i høj grad har bidraget til i form af det ene læringsideologiske indlæg efter det andet. Så der er altså gode grunde til, at der ingen skole eller fag i DPU’s centrale forsknings-struktur.
Faktisk forsøgte en række forskere at etablere et forskningsprogram i fag-didaktik, men så vidt jeg husker blev initiativet afvist af DPU’s ledelse. Begrundelsen kender jeg ikke, men årsagen kan man læse om på disse linjer. En andet forslag, som kunnet have adresseret skole og pædagogik, var “Pædagogik, normativitet og videnskabelighed”. Det blev heller ikke til noget, hvilket også er helt efter den læringsideologiske matematik.
Skoleforskningen blev i stedet samlet i den anden strategiske satsning, nemlig Nationalt Center for Skoleforskning, hvor Lars Qvortrup indtil nu har spillet den læringsideologiske taktstok. Centrets eneste pædagogiske reference på dets hjemmeside er John Hattie. Her er der virkelig dømt læringsideologisk anti-skole. Jeg var med til centrets åbningskonference i sin tid. Her spillede Jens Rasmussen f.eks. en vigtig rolle med et engageret forsvar for læringsmålstyring. Jeg nævner det, fordi Claus Holm i 2010 helt ukritisk interviewede netop Rasmussen om læreruddannelsen til DPU’s blad Asterisk. Det var i det interview, at Rasmussen talte imod dannelse, pædagogisk selvstændighed og ikke mindst imod lærerhøjskoletraditionen. Han ville have Singapore-evidens og metoder i stedet for. Få år senere stod Rasmussen som professoral garant for læreruddannelsesreformen. Rasmussen var også vejleder på Holms ph.d.-projekt. Det er DPU-kerneland.
Så skole og fag er altså helt ude af både strategi og ånd. Derfor er der ingen ”kvalitet” eller ”omfang” af fag og skole, for nu at bruge nogle af de ord, som Holm nævnte i den konklusion, jeg citerede ovenfor.
3. Forskningsenhederne
Går vi ned på niveauet under, dvs. de forskningsenheder, som er uden for den officielle strategi, og som har en meget løs og decentral struktur, så er der faktisk også smalhals.
Det største fag er danskdidaktikken, hvor der sidder otte forskere. Men her dominerer Jeppe Bundsgaard og hans elever, som alle forsøger at omdanne dansk og dannelse til OECD- og kompetencekategorier. De DPU-iserer faget indefra, plejer jeg at sige.
På matematik sidder fire forskere, hvoraf i hvert fald den ene er storfan af læringsmålstyring.
På materiel kultur sidder tre forskere. Jeg tror ikke, de synes DPU er håndværkets sted.
På musik sidder der to brave musikdidaktikere. Godt vi har dem.
Naturfag er helt ude både den store og den lille systemetik, ligesom en lang række andre fag og emner.
De resterende ca. 20 forskningenheder er tværgående og lidt tilfældige temaer som f.eks. ”socialanalytisk forskningsenhed” og ”Praksisforskning i organisationer”. Enhederne har i modsætning til de strategiske satsninger ingen organisatorisk bevågenhed.
Der foregår naturligvis gode ting rundt omkring, men hele grundstrukturen hviler tydeligvis på et dybtgående opgør med netop skole, fag og pædagogik, som derfor nærmest konsekvent marginaliseres, både i den store og i den lille struktur. Ja, ofte marginaliseres fagene inden for fagene selv. Det er udviklingen i dansk-didaktikken et godt eksempel på.
Jeg har tidligere analyseret de historiske og begrebsmæssige årsager til denne proces. Disse links kan tilgås i gårsdagens blogindlæg.
3. Når ”fortid” bliver til ”ammestue”
Claus Holm tror, han kan tilbagevise disse reale, historiske og begrebsmæssige fakta med nogle substansløse optællinger. Han kalder kritikken for ”faktuelt misvisende”, og hans dekan, Johnny Laursen, kalder nedladende kritikken for ”ammestue-historier”. Med disse markeringer afsløres efter min mening ikke andet end en form for overlegen uvidenhed.
Holm slutter med at sige følgende i sit indlæg på folkeskolen.dk: ”I stedet for at lade os forføre til en konflikt baseret på forkerte tal, misforståelser og romantisering af fortiden, skal vi bruge kræfterne på at styrke samarbejdet (med UC’erne, TAR)”
Men det skal man ikke lade sig narre af. Det, som Holm i virkeligheden mener, er, at han vil afvikle ”fortiden”, dvs. dannelsen, og samarbejde med andre, dvs. UC’erne, som også vil afvikle “fortiden”. Den stakkels fortid kan herefter reduceres til ”ammestuehistorier” osv..
Men dermed opløser Holm og hans dekan også landets pædagogik, og DPU’s relevans forsvinder, mens Aarhus Universitet tager pædagogisk og videnskabelig skade.
Referencer:
Link til Claus Holms indlæg:
https://www.folkeskolen.dk/659804/replik-fra-claus-holm-dpu-har-styrket-forskningen-i-skolefagene
Link til indlæg fra i går med fuld linkstruktur til tidligere analyser og den aktuelle diskussion: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-skole-og-samarbejdsstrategi.html
Link til Claus Holms interview med Jens Rasmussen fra 2010:
Reportage fra åbningen af Nationalt Center for Skoleforskning: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk-nedsmeltning-nationalt-center-for-skoleforskning.html
DPU’s hjemmeside: http://edu.au.dk/
Analyser af to grundlagstekster om DPU fra omkring år 2000:
Analyse af Lars Henrik Schmidts Præambel: Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 1
Analyse af evaluering af DLH: Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 2