1. Indledning

Der har på folkeskolen.dk været fremført en kritik af DPUs håndtering af videreuddannelse inden for fag- og skoleområdet. Kritikken afvises uden videre af DPUs leder Claus Holm med henvisning til nogle tal, og afvisningen understøttes af universitetets dekan for området, Johnny Laursen, som kalder kritikken for ”ammestuehistorier”.

Derudover er der en form for kamp mellem UC’erne og DPU om, hvem der skal tage sig af både videreuddannelse og i videre forstand hele læreruddannelsesområdet. Problemstillingen skærpes af de aktuelle tanker om at gøre læreruddannelsen til en kandidatuddannelse. Sker det, vil det få negativ effekt på DPU’s relevans i samfundet.

Den mere eller mindre officielle strategi fra Claus Holms side i forhold til de to punkter er at afvise, at DPU har et problem med fag og skole, og at satse på en slags samarbejdsstrategi med UC’erne. Begge aspekter støttes af Aarhus Universitet, som desværre har ladet sig opsluge af DPU’s syn på tingene, så man efterhånden er i tvivl om, hvem der leder hvem.

I det følgende vil jeg vise, at Holm tager fejl på begge parametre; det vil sige, at DPU har et kæmpeproblem med fag og skole, og at DPU fører en forkert strategi i forhold til UC’erne, som man efter min opfattelse bør bryde med, så man kan opdrage dem til at finde den kerne, som de egentlig er et opgør med.

Her er mit argument:

(Referencer til diskussionen kan man tilgå i bunden af mit indlæg)

 

2. DPU’s opgør med fag og skole

DPU blev stiftet i 2000 ved et brud med dansk skole- og fagtradition, herunder med Danmarks Lærerhøjskole og dannelsesteorien. Det har jeg fremanalyseret udførligt i to tekster, hvor jeg undersøger to af de centrale grundlagspapirer fra dengang (se referenceliste i bunden).

Dette brud radikaliseredes i 2010 med universitetsreformen, hvor DPU kom under Aarhus Universitet, og hvor DPU fik en ny meget dannelsesfjendsk systemteoretisk ledelse, som gjorde op med filosofi og pædagogik. Det aktuelle DPU er her i 2019 en form for radikaliseret opgør med landets pædagogiske tradition og dannelse, symboliseret ved storsatsningen Nationalt Center for Skoleforskning, hvis eneste pædagogiske reference er John Hattie, og som uden offentlig ansættelsesproces fik den gamle systemteoretiske leder, Lars Qvortrup, i spidsen. Hele ånden i denne proces understøttes af Holm via hans opgør med pædagogikkens indholdsside og en utilsløret tilslutning til konkurrencestatsteori og skolereform.

Så “fag” indførtes kun på DPU som en form for “rest” tilbage i 2000. Og Holm har endda bidraget til, at bruddet med skole og fag efterhånden skrives ind i “rest”-fagene selv,. Det sker især ved at reducere dansk-fagets dannelsesbidrag til OECD-kompetencer. Især kredsen omkring professor Jeppe Bundsgaard har institutledelsens støtte, hvilket blev særligt tydeligt i forbindelse med en kronik, som Holm skrev i Politiken i 2018, hvor han kritiserede undervisningsminister Merete Riisagers forsøg på at opprioritere skolens fag. Landets Dansklærerforening er da også yderst kritisk overfor disse processer.

(se referenceliste)

På den måde får vi et radikalt brud med fag og skole, og bruddet bliver en del af fagene selv. Hermed opløses Claus Holms tal indefra.

 

2. UC’ernes opgør med seminarietraditionen

Fra 2000-2008 var DPU altså en videnskabelig overbygning på seminarietraditionen. På trods af DPU’s problematiske fokus på ”læringsadfærd” skabtes dog en vis form for kontakt til europæisk kritik. Det indledende brud havde derfor i et vist omfang en frugtbar spænding, men også lidt ødelæggende tendens, indbygget.

Men denne spændingstilstand ophørte i fire tempi:

1. Seminarierne nedlægges i 2008 og omdannes til professionshøjskoler/UC’er, som udvikles i direkte opposition til seminarietraditionen. Dermed afvikles den delvist frugtbare spænding mellem praksis og videnskab, som rådede fra 2000-2008. Vi fik nu pædagogik-opløsning på både UC og DPU-niveau. Det var læringsbegrebet, der tog over. DPU og UC bliver i pædagogisk forstand et fedt.
2. Fra 2012 kommer der en ny læreruddannelsesreform, der ledes af systemteoretisk og teknokratisk antifilosofi, og som understreger opgøret med seminarietradition og pædagogik som sådan.
3. Derudover nedlægges læreruddannelsen som selvstændigt lovkompleks med eget formål. Det sker i også 2012. I stedet kommer uddannelsen ind under en overordnet UC-lov, der vægter erhvervsrelevans. Fra nu af bliver læreruddannelsen et middel til konkurrencestatslig læringsoptimering. Denne bevægelse hænger dybt sammen med det syn på pædagogisk arbejde, der kom til udtryk i L409, og den hænger også dybt sammen med det radikaliserede og ideologiske læringssyn, der fremføres af Claus Holm mange forskellige steder.
4. I 2013 får UC’erne forskningsret, men det er i mange sammenhænge vanskeligt at skelne UC-forskning fra DPU-forskning, fordi man jo deler læringssyn.

Fra 2012 har vi altså pædagogisk opløsning på alle niveauer. Herfra kan læringsbegrebet boltre sig uhæmmet, mens samfundets dannelsesprocesser går i opløsning.

 

3. DPU=UC=KL=Policy

Disse centraliseringsprocesser understøttes af Lars Løkke Rasmussens kommunalreform, der gør, at KL overtager magten fra de enkelte kommuner. Vi får dermed et antipædagogisk trekløver: KL, DPU/AU og Professionshøjskolerne, som deler læringssyn, og som udgrænser pædagogik som fag og praksis.

Den aktuelle kamp mellem UC’erne og DPU om penge og magt er altså udelukkende en strategisk-pekuniær kamp. DPU og UC-sektoren er enige om hele det pædagogiske indhold og sammenhæng, nemlig et læringsteknokratisk opgør med skole og pædagogik. Det aktuelle spilfægteri mellem UC og DPU er derfor ikke andet end det, jeg plejer at kalde for faglig-politisk “mikrodiversitet”, som hører til i egeninteressens sandkasse.

 

4. Kritikkens udspring

Vi er nu i stand til at forstå en vigtig pointe:

Den aktuelle kritik af DPU’s syn på fag og skole kommer faktisk ikke fra Professionshøjskolerne, som jo deler læringssyn med DPU. Kritikken kommer snarere fra folk med rødder i seminarietraditionen og Danmarks Lærerhøjskole, dvs. den udgrænsede faglighed, som taler pædagogik i stedet for læring. Kritikken er altså ikke strategisk, men indholdsmæssig. Kritikken er pædagogikkens genmæle mod DPUs og AU’s destruktive raid siden især 2008 og delvist helt tilbage til 2000.

Men den slags kan Holm og Laursen slet ikke forstå. De reducerer blot kritikken til ”ammestuehistorier”, hvorefter de rækker ud til UC’erne, som de ligner på en prik. Det er under al kritik.

Skovmand-sagen er faktisk en udløber af samme tematik. Også Skovmand refererer tykt til lærerhøjskolens tradition, som han forbinder med Gert Biestas læringskritiske filosofi. Det er derfor, Skovmand ustandseligt ligger i strid med repræsentanter for Holms og Laursens læringslinje.

 

5. Konklusion

DPU burde, hvis institutionen var sin offentlige og pædagogiske opgave voksen, alliere sig med den faglige og pædagogiske kritik og derved gå direkte og kritisk i kødet på KL og UC’erne. Kun på den måde vil DPU kunne genvinde sin betydning og funktion i samfundet. I første omgang vil vi i så fald få en slags omvendt spændingstilstand, hvor det nu vil være DPU, der taler pædagogikkens sag mod UC’erne, hvor det jo i 00’erne var seminarierne mod DPU. DPU vil dermed udfører et egentligt universitets opgave, nemlig at oplyse staten.

Efterhånden vil både UC og KL derved lære noget af DPU. I hvert fald vil en sådan videnskabelig og pædagogisk åbenhjertighed stimulere de mange dygtige folk på UC’erne til at tænke selvstændigt og offentligt og ikke putte sig med deres holdninger. Stefan Hermann taler i sine lysere øjeblikke for noget lignende, når han da ikke lige er opslugt af konkurrencestater ligesom Holm  er.

Se, det vil være en virkelig ”strategi”. Men så længe man tror, at en pædagogisk kritik er ”ammestuehistorier”, så er man prædestineret til at klø på med sin fejltagelser, som gør dansk pædagogik stor skade.

 

Referencer og Links:

A. Til afsnit 1:

Replik fra Claus Holm, d. 16. maj: https://www.folkeskolen.dk/659804/replik-fra-claus-holm-dpu-har-styrket-forskningen-i-skolefagene#660103

Diverse kritikker af DPU i den aktuelle debat:

Lise Sandahl Matthiassons kritik: https://www.folkeskolen.dk/658816/laerer-dpu-har-fjernet-sig-fra-folkeskolen

”DPU har udfaset skolefagene”. https://www.folkeskolen.dk/658818/dpu-har-udfaset-skolefagene

Helge Christiansens kritik: ”DPU udviser manglende respekt for lærernes undervisning i fag”, folkeskolen.dk, d. 20. maj. https://www.folkeskolen.dk/660079/dpu-viser-manglende-respekt-for-laerernes-undervisning-i-fag

 

B. Til afsnit 2:

Analyser af to grundlagstekster om DPU fra omkring år 2000:

Analyse af Lars Henrik Schmidts Præambel: Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 1

Analyse af evaluering af DLH: Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 2

 

To diskussioner af DPU’s syn på fag og skole, som dette aktuelt ser ud:

Dokumentation for sammenhængen mellem opgør på fag/skole og DPU/OECD: Angreb på folkeskolens fag og formål

Dokumentation af dannelsessynet i aktuel dansk-didaktik: Kritik af Jeppe Bundsgaards dannelsessyn