Dagens kronik i Politiken, d. 14/9, er skrevet af professor Lars Qvortrup og professor Jens Rasmussen. Den har titlen: ”Vi skal kunne beskrive vores mål for skolen”. Kronikken er et svar til Brian Degn Mårtenssons kronik ”Konkurrencestaten har erobret folkeskolen”, som igen var et svar på kronikken ”Vi vil have en stærk og stolt skole” af Claus Hjortdal, Mikkel Haarder og Stefan Hermann.

Qvortrups og Rasmussens (herefter: QR) svar til Mårtensson er under al kritik. Her er mine indvendinger:

 

1.

Mårtensson skriver i sin kronik, at skolereformen har kommunistiske rødder. Det tager QR åbenbart meget personligt, og de fortæller om, hvordan de tilhørte en eller anden fraktion i Venstresocialisterne i sin tid. Men Mårtensson tænker, så vidt jeg kan forstå det, slet ikke på partitilhørsforhold, men derimod de grundlæggende begreber, der følger med et strukturkommunistisk udgangspunkt. Jeg har selv læst en stor del af QR’s tekster fra dengang og kan kun bekræfte Mårtenssons tese. Der er sandelig ikke noget venstregrundtvigiansk SF-agtigt over dem, tværtimod. Nu var dette forhold fra fortiden jo helt ligegyldigt, hvis det ikke var fordi, at det opgør med dannelse og filosofi, som QR allerede i deres unge år arbejdede sig ind i, op igennem 00’erne og frem til i dag er videreført i en nærmest religiøs optagethed af sociologen Niklas Luhmann. Og herfra fortsætter dannelsesopgøret direkte ned i skolereformens grund. Det er derfor, at det der med ”det kommunistiske” efter min opfattelse er en yderst relevant markering fra Mårtensson (jvf Rømer 2015).

 

2.

QR prøver at gøre grin med Mårtenssons hovedtese, nemlig at skolen er blevet erobret af konkurrencestaten. De siger nedladende, at Mårtensson taler om femte-kolonne virksomhed, og at det ikke har noget på sig. Fem pjattede linjer er alt, hvad QR kan præstere om emnet, og dermed mener de, at Mårtenssons argumentation er tilbagevist. Men dermed afslører QR blot, at de bor i et lukket selvkonstrueret system. Mårtensson har i sin nye fagfællebedømte bog Konkurrencestatens pædagogik udførligt begrundet sit synspunkt, og det er jo sådan set blot de argumenter, han har fremlagt i kronikform (Mårtensson 2015). Desuden påpeger forfatterne af den aktuelle udgivelse ”Magteliten”, at blandt de 35 mest magtfulde politikere i landet er ”konkurrencestaten” den dominerende ideologi (Larsen m.fl. 2015, s.87). Endvidere var en nylig overstået konference på DPU om ”folkeskolens formål” helt sovset ind i konkurrencestatsideologisk vokabular. Endelig er det en kendt sag, at hele den tidligere centrum-venstre regerings hovedideolog var Ove Kaj Pedersen, der er ivrig fortaler for konkurrencestaten og selv tidligere strukturkommunist på den store klinge. Og det er blot nogle få eksempler blandt utallige andre.

Men QR kan ikke ”genkende billedet”, som de siger, og det er nok fordi, at konkurrencestaten for dem slet ikke er ”et billede”, men snarere en form for tavs og skjult horisont. Men det er kritisabelt, at de som professorer i pædagogik ikke er i stand til at gennemføre en videnskabelig og filosofisk drøftelse af de mest brændende aktuelle emner inden for deres fag. QR lyder efter min mening, med deres løse afvisning af konkurrencestatsproblematikken, som en fornærmet viceskoleleder i Silkeborg eller sådan noget

 

3.

Derefter kommer alle de dårligdomme, som QR som sagt har haft med helt fra begyndelsen af 1980’erne. Først får vi reduktionen af demokrati til det, som politikerne bestemmer. Den reduktion kan de kun foretage, fordi de er så forbenede antigrundtvigianere, fordi de intet civilsamfundsbegreb har, og fordi de er så entydigt epistemologiske i deres tilgang. Der er simpelthen ikke noget ”folk”. Ja, Qvortrup skrev endda i 2004, at det grundtvigske ”folk” var ”dødsensfarligt”.

I den grundtvigske tilgang er staten altid blot statsmæssig og bygger på en vekselvirkende relation mellem ”konge/stat og folk”, som det hed. Tages “folket” ud bliver staten meget let teknokratisk. Desuden ryger også referencen til Hal Koch, som netop – i overensstemmelse med en lang tradition i europæisk politisk tænkning – identificerede ”demokratiet” som en livsform, dvs. til frie folkelige udvekslinger og praksisser. Man kunne også nævne John Dewey og John Stuart Mill i samme ånd og faktisk også mange andre, også fra nyere kritiske traditioner (f.eks. franskmanden Rancière). I stedet for hele dette rige mylder af demokratiforståelser, som i århundreder har arbejdet sig ind og ud af pædagogikken, er ”demokrati” ifølge QR slet og ret det, som politikerne bestemmer. Ud af denne grelle faglige reduktionisme følger følgende utrolige kommentar:

”Hvad er det, BDM her gør sig til fortaler for? Det er et forslag til at forlade ideen om en skole, hvis formål, mål og rammer bestemmes af et flertal i Folketinget. Sådan er det, og sådan bør det være i et demokrati”. (min kursivering, TAR)

Men for det første nævner QR slet ikke ”formålet” i deres kronik, selvom dette formål er da også er politisk bestemt, fordi det jo står i skolelovens §1, og for det andet er BDM’s demokratibegreb da langt mere præcist og rummeligt end QR’s, netop fordi det indarbejder den folkelige tradition i den repræsentative. Det er mildt sagt ærgerligt, at landets pædagogik skal baseres på et så smalsporet og uvidende forhold til den politiske tradition, som QR demonatrerer, ikke mindst eftersom ”demokrati” er en del af skolens formål ifølge §1 i skoleloven.

Konklusionen er, at QR har ikke kendskab til de mest basale diskussioner og distinktioner vedrørende demokrati- og konkurrencestatsforskning. De udelukker/glemmer det systematisk, og gør ligefrem grin med folk, der har forsket i sagen. Hvorfor det? Jo, fordi deres grundlæggende anti-filosofiske distinktioner fra 1980’erne stadigvæk arbejder for fuld kraft.

 

4.

Med denne reduktion af demokrati og fravær af vekselvirkning, livsform og folkelighed, kan QR klø på med en total glemsel af skolens formål, dvs. dens dannelsesdimension. I stedet er der kun ”mål”, altså de formålsfrie mål som politikerne har vedtaget, selvom de jo egentlig burde være forpligtet på netop formålet. Med denne glemsel som tapet udrulles principperne fra Ny Nordisk Skole, der er formuleret i konkurrencestatsoptik, og som efterfølgende direkte står i skoleforliget, hvorfra de arbejder sig helt ned i klasseværelset som ”operative måltal” og andet maskimekanik, og hvor alt til sidst styres detaljeret med synlig læring og dataledelse. Sådan går det, fordi der hverken er folk, dannelse eller formål tilbage til at holde det nye læringsteknokrati i ave. Vi får, i kronikkens efterfølgende hoveddel, derfor også en opvisning i instrumentalisme, hvor de simple antifilosofiske mål, som QR tror er “demokratiske” og fri af konkurrencestaten, kan gøre netop alt det, som Mårtensson diagnosticerer og beskriver i sin kronik.

 

5.

Til sidst tager QR dannelsesspørgsmålet op. Men det sker på en ligeså kritisabel måde som deres behandling af konkurrencestaten og af demokratiet. QR vender aldrig tilbage til formålsdiskussionen, men forbliver i målstyringstænkningen. Det tætteste, QR kommer på ”formål”, er det , som de stadigvæk kalder for ”mål”, nu blot ”dannelsesmål”. Her nævner de ”almenviden, sociale kompetencer, medborgerskab og livsduelighed”, men bemærk: ingen af disse begreber står i Folkeskolens formålsparagraf, og alle de pågældende begreber er efterhånden opslugt af konkurrencestatens filosofi. Selv når QR eksplicit tager “dannelsen” op, kan de altså ikke finde formålene og filosofien frem, altså den pædagogiske tradition, frem. Men det er nok fordi, de har brugt det meste af deres karriere på at tale dannelsen ned og ud og væk.

Lars Qvortrups og Jens Rasmussens kronik er med andre ord en fuld bekræftelse af Brian Degn Mårtenssons tese: Konkurrencestaten har erobret folkeskolen. Når de gør grin med Mårtensson, gør de derfor grin med sig selv.

 

(PS I sidste uge skrev også tidligere undervisningsminister, Christine Antorini, en svarkronik til Mårtensson i samme stil som Qvortrups og Rasmussens. Også Antorini, der jo har været den politiske bannerfører for de formålsfrie mål, startede med at gøre lidt summarisk grin med konkurrencestatspædagogikken, hvorefter hun praktiskerede den i sin reneste og simpleste form)

 

Referencer:

A. De tre kronikker:

Qvortrup, L. & Rasmussen, J. (2015). “Vi skal kunne beskrive vores mål for en velfungerende skole“, kronik i Politiken, d. 14. september.

Mårtensson, B.D. (2015). “Konkurrencestaten har erobret folkeskolen“, kronik i Politiken, d. 31. august.

Hjortdal, C. & Hermann, S og Haarder, M. (2015). “Vi skal have en stærk og stolt skole“, kronik i Politiken, d. 12. august.

 

B. Andre referencer:

Link til omtale af DPU-konference: “Folkeskolens formål til eftersyn”

Larsen, A.G. & Ellersgaard, C. og Bernsen, M. (2015). Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet, København: Politikens Forlag

Mårtensson, B.D. (2015). Konkurrencestatens pædagogik, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag

Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg: Aalborg Universitetsforlag

Rømer, T.A.(2015). “Antorini som soldat i konkurrencestatens hær“, indlæg på www.thomasaastruproemer.dk.