Kritik af Jens Rasmussens “undersøgelse” af læreruddannelsen

I går fik jeg en nyhedsmail fra DPU i min indbakke. Det sker ikke så tit, så det var lidt spændende, hvad der mon stod. Jeg tænkte på, at der måske stod noget om, hvordan opstarten var gået på instituttets mange spændende uddannelser, eller om hvad der blev sagt i velkomstforelæsningerne. Det kunne også være, at der stod noget om den meget kritiske modtagelse, som den nyligt afholdte DPU-konference om skolens formål har fået i lærerkredse? Måske stod der ligefrem noget om, at konferencens dominerende oplæg bestod i et rent og brutalt opgør med dansk pædagogisk tradition og med demokrati som skolens formål? Der kunne jo også stå noget om nogle aktuelle videnskabelige udgivelser fra de mange dygtige forskere. Professor Per Fibæk Laursen har f.eks. lige udgivet en bog, “Drop ambitionerne”, som kritiserer den store fokus på læringsmålstyret undervisning. Og selv har jeg netop udgivet to store bøger om pædagogik. Måske stod der noget om dem? Så ville jeg blive glad, det må jeg indrømme. Endelig kunne der stå noget om, at DPU beklagede, at nogle af stedets forskere og forskningsmiljøer insisterer på at fundere deres forsknings kvalitet ved administrativ magt i stedet for ved kritisk og folkelig afprøvning af teorier og resultater. Det ville da være en meget vigtig ”nyhed”, ikke sandt? Måske kunne der så stå, at Aarhus Universitets ledelse garanterer den frie kritik på DPU, og at DPU naturligvis retter ind og beklager over for dem, der uretmæssigt har været i den administrative ild?

Nu er der måske en, der spørger: Hvorfor abonnerer du på nyhedsmails, Thomas? Du er jo ansat på stedet. Men det er jo fordi, det altid er sjovt at se, hvordan en institution præsenterer sig for omverdenen. Især for sådan en som mig, som mener, at DPU som institution betragtet for tiden er ude i et ideologisk korstog, som ikke lader 1970’er-marxismen noget efter.

Nå, men jeg klikkede på nyhedsmailen, og hvad indeholdt den så?

Overskriften var: ”Undervisere på læreruddannelsen efterlyser kompetenceløft”, og årsagen til denne overskrift er en undersøgelse, som er gennemført af professor Jens Rasmussen og to videnskabelige assistenter. Rapporten spørger til, om seminarielærernes kompetencer er adækvate i forhold til de intentioner, som ligger i hhv. læreruddannelsesloven fra 2012 og i den nye skolereform.

Konklusionen er, at ”kun en tredjedel af respondenterne giver udtryk for, at de i høj grad finder sig rustede til at undervise de studerende i henhold til de krav, læreruddannelsesreformen og folkeskolereformen stiller”. Især emnet “læringsmålsstyret undervisning” fylder meget i rapporten, og det er tydeligt, at Rasmussen mener, er der skal være noget mere af den.

Jens Rasmussen er en af hovedideologerne bag både læreruddannelses- og skolereformen, og han har haft en ekstrem central placering i arbejdet med de nye fagbeskrivelser både i skolen og på læreruddannelsen. Hans ånd flyder derfor sammen over det hele, hvilket betyder, at der ikke i denne rapport står et eneste ord, der er relevant for nogen seminarielærer i dette land. Jeg vidste det faktisk på forhånd, og selvom jeg altid læser med fuldstændig åbent sind, så blev alle fordomme fuldt ud bekræftet.

Derfor vil jeg i det følgende vise, hvordan Rasmussens idiosynkrasier, dvs. hans ideologiske opgør med dannelse og normativitet, sætter sig igennem i rapporten med den konsekvens, at lovens intentioner mislæses radikalt. Derfor bliver undersøgelsen ikke en undersøgelse af forholdet mellem lovintention og realitet, men kun af forholdet mellem Rasmussens ideologi og realitet. Når DPU lægger navn og nyhedsmail til sådan en rapport, frem for til nogle af de andre af de emner jeg har nævnt, bekræftes det forhold, at DPU som institution er ude i et opgør med dansk skoletradition. Rapportens placering i en nyhedsmail føjer sig på den måde til det empiriske materiale, der samlet set dokumenterer en dansk pædagogisk forskning med store normative og dermed også videnskabelige og folkelige problemer.

 

1. Lovens intention: Forliget om læreruddannelsen

Hvor finder vi lovens intentioner? Ja, dem finder vi f.eks. i den forligstekst, som næsten alle Folketingets partier enedes om i juni 2012, samt i forligstekstens samspil med en række øvrige juridiske og politiske processer. Sådan studeres en ”intention”, men Rasmussen mangler helt klart politologisk dannelse på det punkt, for der er slet intet ordentligt undersøgelse eller analyse af, hvad lovens intention er. ”Intentionen” har intet begreb, og derfor bliver den efterfølgende undersøgelse også under al kritik. Jeg vil ikke hævde, at min egen tekst er en fuld “intentionsanalyse”, men det er jo heller ikke mig, der har lavet en forskningsrapport, og den er da i al fald grundigere end i Rasmussens undersøgelse.

Forligsteksten om læreruddannelsen indeholder meget skidt og kanel, det medgiver jeg gerne. Nedenfor vil jeg kort omtale et par af de største problemer (afsnit A+B). Mere grundlæggende vil jeg dog vise, at forligsteksten er dybt præget af dannelsesbegrebet og af formålsdiskussioner (afsnit C), hvilket Rasmussen fuldstændig glemmer, hvorved hans undersøgelser kommer til at mangle “validitet”, som det hedder.

 

A. Faglighedsproblemet

Der er problemer med forligets opfattelse af faglighed. Der står, i en typisk formulering, følgende:

“Partierne er enige om, der skal være fokus på, hvad den færdiguddannede lærer kan – og ikke, hvad han/hun har været igennem”.

Men i resten af rapporten står der utallige gange, at man vil have “fagligt stærkere” lærere.

Det logiske resultat er, at man ikke skal have fokus på faglighed, men alligevel skal fagligheden hæves. Det hænger jo ikke sammen.

Så spørger du måske: Men er faglighed ikke at kunne nogle undervisningsmetoder, der styrker nogle på forhånd definerede kompetencer?

Så siger jeg: Nej, det er det ikke. Faglighed er følgende: Fagligheden er et ubestemt og historisk varierende forhold mellem virkelighedens ting indbyrdes og mellem disse ting og deres re-præsentationer i klasseværelset, samt lærerens og elevens fælles vekselvirkning i dette forholds essens.

Fagligheden er indhold, proces og essens, og det har intet at gøre med ”kompetencemål” eller specifikke metoder. Dette, eller noget lignende, vil enhver seriøs didaktisk teori være enig i. Det er klart, at faglighed dermed er meget mere end noget med nogle metoder og nogle atomiserede og styrbare kompetencer.

Det, politikerne får med deres “forligstekst”, er derfor en radikal afvikling af fagligheden som sådan. Fagligheden opløses til metoder og strukturelle koblinger, mens fagene selv opløses til ”områder” og ”temaer”. Når alt således er splittet ad, kan teknikere som Rasmussen og hans følgere komme på banen med hele forfaldsvokabularet.

Der burde derfor have stået: “Partierne er enige om at afvikle fagligheden”.

 

B. Evidens- og en-til-en problemet

Et andet problem i forligsteksten vedrører forholdet mellem forskning og pædagogik. Jeg nævner det her, fordi Rasmussen rundt omkring taler en del om anvendelse af forskning i læreruddannelsen. Den systemteoretiske, altså Rasmussens, opfattelse af, hvad forskning er, og hvad den skal yde, er præget af, at man ikke arbejder i distinktionen politik/videnskab/pædagogik, men derimod i distinktionen policy/forskning/læring. Dermed mister man sansen for den pædagogiske videnskabs grundproblemer og kan helt blåøjet postulere et evidensbegreb, der splintrer pædagogikken til atomer (Rømer 2014). Dette evidensbegreb overtager forligsteksten, fx i en formulering som ”Læreruddannelsen skal hvile på den nyeste, evidensbaserede viden om, hvad der virker i folkeskolen”; selvom ingen uddannelse i verden kan ”hvile” på sådan en formulering (min kursivering, TAR).

Politikerne mangler simpelthen nogle gode humanister i ”intentions-selskabet”, så man kan få nogle bedre formuleringer frem.

En del af samme problem er den såkaldte ”en-til-en sammenhæng” mellem kompetencestrukturerne i læreruddannelse og folkeskolen. Denne sammenhæng er også omtalt i forligsteksten, men det er en dårlig ide at skrive det. Ingen uddannelse, og derfor heller ingen praksis, vil nogen sinde kunne udvikle sig under sådan et plat motto. Landet går direkte i stå, så længe dette princip råder.

 

C. Dannelse og skolens formål som læreruddannelsens intention

Nå, men disse kritikpunkter fremfører jeg blot for at komme i gang, og for at sikre mig, at jeg ikke har ja-hatten på. Det, jeg vil dokumentere nu, er på en måde det modsatte, nemlig at forligsteksten faktisk mere grundlæggende ”hviler” på dannelses- og formålsbetragtninger, og at disse grundlæggende ”intentioner” slet ikke er repræsenteret i Rasmussens arbejde, hvilket formodentlig skyldes, at han er imod dem, eller måske er det fordi hans “iagttagelsesposition”, som det hedder på systemteoretisk, er blevet lidt for rusten.

Allerede på linje 2 i forliget står der, at formålet med reformen er en læreruddannelse, der er ”gennemsyret af almendannelse”. Simpelthen: Almen dannelse over det hele. Hvor vildt! Lidt længere nede i teksten finder man så ud af, at det der med ”gennemsyring” arbejder på lidt forskellige niveauer, men det vil jeg vende tilbage til.

Flere gange i forligsteksten arbejdes der desuden med at relatere læreruddannelsen til folkeskolens formålsparagraf, og dette arbejde knyttes direkte an til det med ”almen dannelsen”, som jeg lige har nævnt. At læreruddannelse og skolens formål hænger sammen fremgår også af følgende formulering i selve læreruddannelses-bekendtgørelsen:

”Formålet med uddannelsen er, at den studerende gennem uddannelsen tilegner sig den viden og de færdigheder, der er forudsætningen for at kunne virke som faglig, pædagogisk og didaktisk kompetent lærer i den danske folkeskole i henhold til folkeskolens formål, jf. folkeskolelovens § 1.”

Vi har altså en formålsstruktur for vores uddannelser, og det er den alting ”hviler” på.

Faktisk er der i forligsteksten et meget mere seriøst arbejde med folkeskolens formål, end der er i det seneste skoleforlig, hvilket jo i sig selv er tankevækkende.

Nå, men hvordan kommer folkeskolens formål ind i billedet i selve forligsteksten? F.eks. her på s.1, hvor alle dannelseselementer kører sammen:

”Partierne er enige om at styrke lærernes grundfaglighed, herunder fx klasserumsledelse, relationskompetencer, kompetencer i forhold til inklusion og identifikation af sociale problemer. Samtidig skal almen dannelse gennemsyre hele uddannelsen, således at kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab indgår i lærernes grundfaglighed, ligesom der i de enkelte undervisningsfag kommer fokus på, at lærerne kan forberede leverne på deres deltagelse og medansvar for et samfund med frihed og folkestyre, jf. folkeskolens formål”. (mine kursiveringer, TAR)

I disse formuleringer kan man se en delvis reduktion af dannelseselementet i pædagogik-”området”, som får lov til at tage sig af al læringsteknikken, hvilket dog blødes op andre steder, hvilket jeg vil vende tilbage til (husk: Det er slut med faget “pædagogik”. Nu har vi bare ”temaer” og ”områder”, men man vil altså styrke fagligheden? Det sejler totalt). Men man kan også i citatet se en samtidig fastholdelse af dannelsessiden i ”de enkelte undervisningsfag”. Det fag, der i særlig grad skal indløse dannelsesopgaven, ser dog ud til at være KLM, men alle de andre fag skal altså også spille en rolle. Det hele skal ske i henhold til folkeskolens formålsparagraf. Vi får faktisk dannelse og formål over det hele.

Et andet sted, hvor skolens formål er i spil, er i følgende: ”Grundfagligheden skal ses i sammenhæng med folkeskolens formål”. Her markeres dannelsen ind i hele det felt, der kaldes ”Grundfagligheden”, dvs. både i pædagogik-området og KLM-temaet

Og længere nede, på s.4, arbejdes der med en form for dannelsesfordeling, der ser sådan her ud: Ud for KLM-temaet står der, at ”De færdiguddannede lærere skal være i stand til at understøtte folkeskolens overordnede formål om at forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre; fremme elevens alsidige udvikling og gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og historie og give dem forståelse for andre lande og kulturer”. Værsgo!! Det er ren §1, en slags kombination af stk.1 og stk.3.

Og under ”pædagogik og lærerfaglighed”-området står der: ”De færdiguddannede lærere skal kunne give eleverne lyst til at lære mere samt udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi mv., jf. folkeskolens formål. Værsgo igen!! *Det er også ren §1, nu blot stk.2 (men man må spørge:  Hvor er de politiske dimensioner af pædagogikken? Er de ”parkeret” i KLM? Det går jo slet ikke).

Vi får simpelthen i forligsteksten et kraftigt normativt, kulturelt, folkeligt og filosofisk tryk, hvor hele den nationale og kritiske tradition arbejder over det hele, dels i pædagogik-området og i særlig grad i KLM-temaet, men faktisk i alle uddannelsens fag samt i det pædagogiske liv i det hele taget.

Med det udgangspunkt skulle man tro, at læreruddannelsens essens er dansk pædagogisk tradition i bredeste forstand, og at denne grund ville få stor vægt i diverse rapporter, evalueringer, ckf’er etc..

 

2. Lidt forhistorie og hvordan det gik

Før vi ser lidt på, hvilken skæbne disse intentioner lider i Rasmussens ”undersøgelse”, er det værd at minde om lidt forhistorie.

Forliget bygger på en rapport fra 2012, med det lidet kønne navn ”Deregulering og internationalisering”. Den faglige hovedkraft i dette arbejde var netop Jens Rasmussen, hvis ideologi sidder dybt i rapportens ånd og begreber. To andre, men mindre fremtrædende personer, er Agi Csonka og Per B. Christensen. Alle er knyttet til det, jeg kalder for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), der er defineret ved et omfattende opgør med dansk og europæisk dannelsestradition. DPO’s opgør, der i selvforståelsen er en revolution med både manifest og paradigmeskifte, arbejder med reference til systemteori, neo-strukturalisme og konkurrencestatsteori og sætter sig direkte i policy-processerne, hvilket den aktuelle ”undersøgelse” er et godt eksempel på.

Anti-dannelsen kommer klart til udtryk i 2012-rapporten. Rapporten er fuldstændig renset for alle henvisninger til formålsparagraffer eller formålstænkning, og man foreslår en ”nytænkning”, hvilket er nysprog for en nedlæggelse, af KLM-faget. I forbindelse med en omtale af ”pædagogik”-temaet er ”skolens formål” blot nævnt en enkelt gang i en ekstrem teknisk og smal forstand, og det er først på s. 47. Mere er der ikke på de 80 tætskrevne sider. Rapporten er et af mange uddannelsespolitiske lavpunkter fra de år.

Det var måske også derfor, at der blev en del debat. Især LA og DF og Enhedslisten var kritiske over for nedlæggelsen af KLM, og der var også adskillige kritiske indlæg fra KLM-lærere, teologer og filosoffer. Rasmussen forsøgte at forsvare sig i Kr. Dagblad, men det gik ikke så godt. Resten af seminarieverdenen var overraskende tavse. Det var som om, at KLM fik dannelsesretten i denne proces? Selvom jo også pædagogik og de andre fag var stærkt truede? Nå, men Morten Østergaard, som var minister på det tidspunkt, og som normalt er en af landets mest teknokratiske politikere, sagde så pludselig det der med, at ”almendannelsen skulle gennemsyre” læreruddannelsen, og det er simpelthen derfor, at dannelsesretorikken kom ind i forligsteksten. Hvorfor det kom så kraftigt med, ved jeg så ikke. Måske havde Østergaard haft Marianne Jelved i røret? Men KLM blev altså bevaret som et ”tema” under et ”hovedområde”, og forligsteksten endte faktisk med, som jeg netop har beskrevet det, at blive meget dannelsestung.

Rasmussen ærgrede sig svært, og ifølge mine KLM-kilder har professionshøjskolerne siden arbejdet for, at KLM blev yderligere nednormeret. Rasmussen, som efterfølgende dirigerede slagets gang i forbindelse med fagbeskrivelserne, gjorde også sit til, at KLM’s oprindelige og brede dannelsessigte blev instrumentaliseret, hvilket ligefrem blev dokumenteret i dagspressen af en flok vrede KLM-lærere (Vihøj m.fl. (2014)).

Kigger man endelig på den læreruddannelse, der konkret kom ud af forliget, er det helt klart, at alt det der med almendannelse og skolens formål er kraftigt nedtonet. Det er ude af selve bekendtgørelsesteksten, og det med ”skolens formål” er nærmest reduceret til den indledningsparagraf, som jeg allerede har citeret, hvor læreruddannelsen knyttes an til skolelovens §1, hvilket naturligvis er vigtigt.  Dannelsesbegrebet er derimod nævnt en del gange i fagbeskrivelserne, ofte i instrumentaliserede former, og sjovt nok langt færre gange end “læringsmålstyring”, som ellers ikke er nævnt i forligsteksten. De seminarielærere, jeg kender, har også mest travlt med at lave ”strukturelle koblinger”, som det hedder på systemteoretisk, dvs. at begå sig i den opløsning af fagene, som jo skulle fremme fagligheden, hvilket aldrig vil ske. Seminarielærerne vil gerne tale om dannelse, men det understøttes på ingen måde af professionshøjskolernes ledelse og organisation og heller ikke af den pædagogiske forskning. De små D-ord i fagbeskrivelserne er derfor som forskræmte fugle uden kontakt til forligstekstens indre, og desuden helt underlagt læringsmålstyringens tyranni. Hvis de pågældende så desuden skal belemres med ideologiske spørgeskemaer, krav om en-til-en-banaliteter og forvirrede professionshøjskoleledelser, så ender det galt (Rasmussens undersøgelse er lavet af DPU i samarbejde med Professionshøjskolernes Rektorkollegium og støttet af Styrelsen for Videregående Uddannelser).

Jeg har heller ikke set en eneste professionshøjskole betone dannelses- og formålselementet på diverse hjemmeside. Det fylder intet. Men ok, jeg kan jo have overset noget?

 

3. Rasmussens behandling af lovens intention

Og så er det, vi er tilbage ved min nyhedsmail fra i går. For spørgsmålet er nu, om Jens Rasmussen i realiteten har spurgt til lovens intentioner, som han jo hævder. Og svaret er, at det har han ikke: Der er ingen spørgsmål vedrørende den dannelse og de formål, som skulle ”gennemsyre” det hele. Simpelthen intet. Derimod er der en hel masse spørgsmål om hans egen kæphest, som er læringsmålstyret undervisning, som der ikke står noget som helst om i forliget.

Læringsmålstyringen er altså ikke en del af den politiske aftaletekst. Det er vigtigt at holde fast i. Og den er heller ikke nævnt i bekendtgørelsens hovedtekst, ligesom skolens formål er det i indledningsparagraffen. Læringsmålene er kommet ind i billedet i forbindelse med det konkrete arbejde med de faglige beskrivelser. Denne meget primitive didaktiske formel, som er udviklet af den rene anti-dannelse, flyder desværre rundt i mange af læreruddannelsens fag-, tema- og områdebeskrivelser, hvis tilblivelse Rasmussen selv har styret sammen med Andreas Rasch-Christensen. Den er dog, bortset fra en enkelt undtagelse, ikke nævnt i kompetencedelen af fagbeskrivelserne, men kun i videns- og færdighedsdelen.

For nylig blev det ligefrem bragt til forslag, at bekendtgørelsen skulle rettes, så læringsmålstyringen blev dén centrale didaktiske kompetence for en dansk skolelærer, altså at læringsmålstyring ikke blot skulle være en metode blandt andre men metoden, og selvom jeg ikke ved det, kan jeg forestille mig, at Jens Rasmussen har haft en finger med i det spil også. Men ministeriet ville ikke godkende dette angreb på metodefriheden, så forslaget blev trukket tilbage. Der står heller ikke noget om læringsmålstyret undervisning i folkeskolens formål, og faktisk heller ikke i resten af skoleloven, hvilket ministeriet har understreget for nylig i en mailudveksling med bladet Folkeskolens redaktion. Ministeriet ved vist ikke selv, hvor meget metoden ligger og flyder i de nedre dele af ckf’erne?

Men for Rasmussen bliver dette til, at der er ”et betydeligt behov for opkvalificering i de samme centrale elementer i læreruddannelsesreformen og folkeskolereformen: Læringsmålstyret undervisning…” (s.3) (min kursivering, TAR), og han nævner slet ikke dannelsesspørgsmålet i denne eller i andre sammenhænge.

Så Rasmussen spørger efter min opfattelse nærmest ikke til lovens intention, som er dannelse og formål, og hvor der intet står om læringsmålstyring, som er ren anti-dannelse. I stedet spørger han til sine egne intentioner, som ministeriet nu trækker i land i forhold til. Men er det så en ordentlig undersøgelse? Nej, det er det jo ikke.

Hvorfor stiller han ikke et spørgsmål som f.eks.: “Hvordan vekselvirker læringsmålstyret undervisning med lovens intention om dannelse og sammenhæng med skolens formålsparagraf?”, eller “Hvordan sker der med fagligheden, når faget pædagogik er væk?” Se, det ville være rigtige spørgsmål.

Endelig vil jeg sige, at Rasmussen i rapporten går ud fra, at læreruddannelsens undervisere skal undervise læringsmålstyret. Men hvor står det? Jeg er med på, at de skal undervise i læringsmålstyring, og i meget andet, men skal de selv undervise læringsmålstyret? Det har jeg ikke set nogen steder. Det er der da ingen logik i. Selv underviser jeg lærere og pædagoger, der tager videreuddannelse på et universitet, men der er ingen krav om læringsmålstyring, og heldigvis for det. Eller har jeg overset noget? For mig ser det ud til, at Rasmussen tror, at en skole og et seminarium er det samme. Jeg tror igen, at der er tale om et eksempel på denne en-til-en-ideologi, som sætter hele landet i statisk krampe.

Rapportens eneste lyspunkt og eneste kvalitet er følgende citat fra en seminarielærer, et citat som Rasmussen uden videre slår hen som både indholdsmæssigt og metodisk betydningsløst:

”Jeg har besluttet ikke at udfylde og indsende spørgeskemaet. Grunden er, at spørgsmålenes art og tematik forekommer mig at være skolepolitisk tendentiøs. Eller sagt på en anden måde: Spørgsmålene – og de efterspurgte svar – ækvivalerer ikke med, hvad jeg oplever, er relevante problemstillinger i læreruddannelsen”

Jeg er helt enig med denne kloge seminarielærer.

 

4. ”Dannelsesministerens” reaktion

I Politiken, d. 27. august blev Rasmussens undersøgelse refereret helt ukritisk (Mainz 2015).

(Politikens uddannelsesredaktør, Jakob Fuglsangs, yndlingsforsker er i parentes bemærket Andreas Rasch-Christensen, som arbejder tæt sammen med Jens Rasmussen i stort set alle de processer, jeg har omtalt)

Den nye minister på området, Esben Lunde Larsen, hoppede i en ledsagerartikel lige i fælden og lovede bål og brand, hvis seminarielærerne ikke gjorde det, de fik besked på. Men ”beskeden” i denne sammenhæng er jo Rasmussens og ikke forligstekstens! Hvem ved, måske gør seminarierne netop det, de skal? Måske underviser de i henhold til almendannelse og skolens formål, som det står i lovens intention, men som Rasmussen ikke har spurgt det mindste til, og som han derfor ikke ved noget om. Måske er grunden til, at seminarielærerne har det svært med læringsmålstyring simpelthen, at læringsmålstyringen er det modsatte af dannelse og formål? I så fald skal seminarielærerne jo have lønforhøjelse for at følge forligets intention? Men nu skal de i stedet fyres, hvis de ikke følger Rasmussens intention? Det er sådan noget, der giver arbejdsrelaterede sygedage.

En ekstra krølle på den historie er så, at Lunde Larsen slår sig op på at være ”dannelsesministeren”. Men hvordan kan man være en ”dannelsesminister”, hvis man ikke forsvarer dannelse? Men måske blev han taget på sengen? Måske troede han, at Rasmussen og DPU er et dannelsens ”område”? Men det er det ikke, tværtimod. Det er konkurrencestatens sted, hvilket jo er det stik modsatte.

Men nu ved Lunde Larsen det, for jeg har jo skrevet det lige her. Så fra nu af er der ingen undskyldninger. Som man siger i børneopdragelsen: En gang er ingen gang, men to gange er en dårlig vane.

 

Referencer:

”Aftaletekst: Reform af Læreruddannelsen”, Uddannelses- og forskningsministeriet, 2014. http://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/reform-af-laereruddannelsen/reform-af-laereruddannelsen.pdf

Læreruddannelsesbekendtgørelsen: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=170032

Folkeskoleloven: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=163970

Mainz, P: ”Nye lærere uddannes ikke godt nok til skolereform” og ”Minister: Uddannelser komer til at levere”, Politiken, d. 27. august 2015.

Rasmussen, J. mfl.: ”Deregulering og internationalisering”, rapport om læreruddannelsen 2012: http://www.ft.dk/samling/20111/almdel/fiv/bilag/93/1066885.pdf

Rasmussen, J. mfl.: ”Læreuddannelseskompetencer – en undersøgelse af danske læreruddanneres kompetencer og behov for kompetenceudvikling”, DPU Aarhus Universitet: http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Aktuelt/Laereruddannerkompetencer.pdf?utm_medium=email&utm_campaign=Undervisere+p+lreruddannelsen+efterlyser+kompetencelft&utm_content=Undervisere+p+lreruddannelsen+efterlyser+kompetencelft+CID_8dea53acb4dab8772bb5587eefcd14fe&utm_source=Campaign%20Monitor&utm_term=Lreruddannerkompetencer%20%20en%20undersgelse%20af%20danske%20lreruddanneres%20kompetencer%20og%20behov%20for%20kompetenceudvikling

Rømer, T. A.: ”The Relationship Between Evidence and Education”, Cursiv, nr 14, 2014, s. 105-122.

Vihøj, M. (2014). “KLM-sagen afslører et demokratisk problem”, kronik i Kr. Dagblad, d. 4/12, 2014: http://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/2014-12-04/klm-sagen-afsl%C3%B8rer-et-demokratisk-problem

 

 

 

 

 

 

En tanke om "Kritik af Jens Rasmussens “undersøgelse” af læreruddannelsen"

  1. Kære Thomas

    Jeg er fuldstændig enig med dig og var også ved at falde af stolen af indignation og vrede da jeg så Jens Rasmussens udlægning af sin egen virkelighed, hvor han nu er ved at skabe evidens for sit eget vanvittige foretagende – eliminering af dansk dannelsestradition.
    Jeg havde Jens Rasmussen som vejleder i forbindelse med min kandidatudd. i alm. pæd. på lærerhøjskolen for godt 20 år siden og allerede dengang blev jeg forstemt over Jens Rasmussens manglende interesse i det jeg fandt interessant og var blevet ført på vej til af en anden af mine betydende vejledere Lektor Frits Hedegaard Eriksen, Skive, nemlig dannelse funderet i et normativt, filosofisk perspektiv. Jens Rasmussen var bare optaget af Niklas Luhman og havde allerede dengang forladt Habermas og fornuften. Videre har jeg været censor i læreruddannelsen gennem de sidste 14 år og kan oplyse vi fagligt set ikke har set så dårlige opgaver i fagene pædagogik og almen didaktik, som der er kommet efter DPO´s hærgen og metodisk antihumanisme og antidemokratisk dannelse er kommet til (tak for udtrykkene Thomas, dejligt du vover at sige tingene og kreere gode berammere til den meget alvorlige situation vi står i, hvor Jens Rasmussen, Lars Quortrup, Stefan Herman, Niels Egelund, de andre medløbere og UVM generelt er ved at slagte al humanistisk dannelse og dermed store dele af det Danmark traditionelt har været stolte af).
    Forbrydelsen Jens Rasmussen begår er, at det ikke forholder sig som han siger. De tænksomme lærere jeg har mødt – og dem er der dog stadig en del af i læreruddannelsesfeltet – er bekymrede og de ønsker da slet ikke mere Luhmaniansk reduceret virkelighed og yderligere fordummende målstyrethed.
    Godt nok oplevede jeg i år en eksaminator i almen didaktik, på Odense Seminarium som anklagende sagde til mig: “Jamen det er jo normativ pædagogik”. Hvortil jeg måtte sige: “Ja, det kan du tro det er, for vi arbejder i pædagogiske felter her der kun kan være normative ! alternativet er at pædagogikken bliver abnorm og i sidste ende ligegyldig.” Ud over denne enlige svale viser mine samtaler gængs med seminarielærerne på UC´erne gudskelov at de ikke er på Jens Rasmussens galej og det var nok mere på sin plads at undersøge tankerne hos de mange der i klogelig protest ikke har svaret på JR´s spørgeskema. Det er i denne gruppe vi skal finde fremtidens dygtige seminarielærer tror jeg og ikke i gruppen der ønsker yderligere adfærdsdisciplinering af Jens Rasmussen.

    Venlig hilsen
    Morten Konge Nielsen
    cand.pæd.pæd.

Skriv en kommentar