Henning Fonsmark (1926-2006) er et af det borgerlige Danmarks store koryfæer, og han var i lange perioder redaktør for både Weekendavisen, Berlingske Tidende og dagbladet Børsen. Han var også mag.art. i litteratur og forfatter til den legendariske debatbog ”Historien om den danske utopi”(1990), der er en kritik af udviklingen af den danske velfærdsstat i efterkrigstiden.

1. Fonsmarks “Kampen om kundskaberne” og Schmidts “Folkeskolens krebsegang”

Men Fonsmark har også skrevet en debatbog om pædagogik, ”Kampen om kundskaberne” fra 1996. Alle burde læse den. Ikke at den ikke er fuld af modsætninger, men alligevel, alle burde læse den.

På overfladen er bogen et angreb på enhedsskolen, projektundervisning og reformpædagogik, og der er såmænd nok både at heppe på og blive at irriteret over, men ok, en del af det har efter min mening noget at gøre med, at det altså er en ældre herre, der skriver.

Men underneden løber der en anden strøm – nemlig et seriøst og søgende arbejde med at forbinde kundskabsbegrebet med pædagogisk teori. Det ser man i den afsluttende særdeles positive vurdering af John Deweys filosofi, og så i en række lange citater, hvor Fonsmark trækker på en debatbog ”Folkeskolens krebsegang – befri læreren” fra 1996 – en bog som alle også burde læse.

”Folkeskolens krebsegang” er redigeret af Erik Schmidt, der for tiden er smidt ud af Odense Kommunes skolevæsen af den hellige læringsmaksimering for at slå en prut, og udover artikler af Schmidt selv, er der bidrag af Niels Christian Sauer, den grundtvigianske ungdomsoprører Ebbe Kløvedal Reich og den legendariske seminariemand Holger Henriksen, der i dag er knyttet til forlaget Nyt Askov.

2. Schmidt og Fonsmark om “Læreren, der forsvandt”

Fonsmark skriver følgende i et kapitel med den sigende overskrift ”Læreren, der forsvandt”:

”Læreren er som pædagogisk autoritet blevet fordrevet fra skolen, og det er ikke sket ved et tragisk uheld. Det er fuldbyrdelsen af en udvikling, der i den pædagogiske teori er nogenlunde lige så gammel som århundredet, men i dansk praksis begyndte at få magt med skolereformerne fra 1970’erne. Nu er nogle af skolens egne begyndt at gøre oprør. I en lille veloplagt debatbog ”Folkeskolens Krebsegang” (1996) giver folkeskolelærer Erik Schmidt følgende lapidariske signalement af nedturen: ”Læreren, der i tidernes morgen startede som homo sapiens (det vidende menneske), og siden havde sin glanstid som homo ludens (det legende menneske), må nu lide den tort at blive degraderet til homo koordinans (det koordinerende menneske)””.

Fonsmark skriver så: ”Ulykken for lærerne er, at konklusionen på denne lidelseshistorie, der er eksekveret af vore skolepolitikere, mest af alt ligner et bestillingsarbejde, rekvireret af lærerne selv” – og derefter følger så uddybninger fra Sauers og Holger Henriksens artikler, hvis kundskabsbegreb hyldes til den store guldmedalje.

3. Konklusioner

Hvor er dette dog tankevækkende passager – på fire måder:

1. Hyldesten til den sene Deweys arbejde, som mange mekanik-borgerlige slet ikke kan forstå, men som er dybt meningsfuld selv i Fonsmarks horisont.
2. Der er en understrøm af sympati på tværs af politiske skel. Fonsmark, som selv er konservativ, har stor respekt for den kritiske lærergeneration, som Schmidt, Sauer og til dels også Henriksen tilhører, som ellers alle politisk set tilhører den åndstradition i centrum-venstre, der i dannelsesmæssig forstand er knyttet til tænketanken Sophia. Der er en form for kultur-samhørighed her.
3. Efter ovennævnte citater kommer Fonsmark med en kritik af læringsbegrebet. Han skulle bare vide, at selvsamme begreb nu er ophøjet til en langt større helligdom, end det var i 1996, og at det, altså læringsbegrebet, nu har sat sig i organerne på helt splinternye skoleledere, der uddeler mundkurve til selvsamme lærer, nemlig hr. Schmidt, som Fonsmark  havde så stor respekt for.
4. I dag er homo koordinans ligefrem i et koordinerende bur: Det er det, man kalder for en undervisningsekspert. Men vores borgerlige politikere, f.eks. Karen Elleman, tror vist, at vi har en tilbagevenden til Fonsmarks kundskaber. Men det har vi ikke – tværtimod. Og Fonsmark har helt ret i, at det er den pædagogiske forskning og lærerne selv, der er skyld i det forfald, der nu angriber lærerne selv – en proces som.f.eks. arbejder via DLF’s professionsideals manglende sans for kundskaber, men ikke mindst via den systemteoretiske dominans i den pædagogiske forskning, som stammer direkte fra den betonmarxistiske 1970’er-pædagogik, som Fonsmark med rette afskyr.

En anden ting er så, at Fonsmark slet ikke får udnyttet potentialet i Deweys filosofi, og at han mangler blik for pædagogikkens processuelle og vekselvirkende momenter. Men han var jo heller ikke pædagog.

Litteratur:

Fonsmark, H. (1996). Kampen mod kundskaberne – et kritisk essay om en hovedstrømning i dansk skolepolitik, København: Gyldendal

Schmidt, E. (1996). Folkeskolens krebsegang – befri læreren, Odense: Fjordager