Nede i Odense udkommer et af landets bedste fagblade. Det er Odense Lærerforenings ”Lærerbladet”, Bladet redigeres af den fremtrædende lærer Erik Schmidt, der i 2014 måtte forlade Agedrup skole, fordi han fik en advarsel for ”negative holdninger”, og fordi han ikke ”ville forstå” de nye læringsmaksimerende normaliseringsvinde. Det var dengang, man var en nej-hat, hvis man ville diskutere pædagogik og arbejdstidsregler. Der var kæft, trit og læringsretning på de danske skoler, og mig bekendt er der ikke ændret på det, med mindre man makker lærings-ret.

Nå, men Schmidt gør nu i stedet et jættearbejde med sit blad. Det nyeste nummer er særligt interessant set fra mit synspunkt. Det skyldes, at Schmidt spørger ind til det, jeg ved forskellige lejligheder har kaldt for ”Danmarks Pædagogiske Oligarki”, dvs. det hegemoni af systemteori og bestemte former for post-strukturalisme, som har sat sig i en særlig ukritisk form for opbakning til eksisterende policy, og som præger den pædagogiske diskurs dybt i horisonten fra en ret afgrænset personkreds. Vi har simpelthen fået et slags ideologisk adgangskort til pædagogik og uddannelsespolitik.

Nå, men Schmidt spørger så i sit blad, hvad nogle forskellige mener om den sag. I dagens anledning har han især allieret sig med en artikel fra DM-professionshøjskoler, der kritiserer den lukkede proces omkring etableringen af det nye Nationalt Center for Skoleforskning.

Interviewpersonerne anerkender på sin vis alle sammen den oligarkiske præmis, men de har ret forskellige måder at forstå og forklare sagen på. Her er min læsning:

 

1. Lejf Moos

Først interviewes lektor Lejf Moos fra DPU. Schmidt har faktisk også et kæmpestort og spændende interview med Moos inde i bladet i forbindelse med udgivelsen af Moos’ nye bog “Pædagogisk ledelse i en læringsmålstyret skole”, hvor Moos argumenterer for, at skolernes åndsfrihed er truet til fordel for det, han kalder for ”edu-business”.

Moos giver mig ret i, at der er et pædagogisk oligarki, selvom han vist nok ikke kan lide at tale om det. Her er citatet:

”Nogle af kollegerne vil nok være uenige i noget af det, jeg skriver. Men jeg har i bogen ikke kritiseret eller diskuteret med personer. De har ikke plads i min bog. Men der er, som Thomas Rømer siger, et pædagogisk oligarki, der fungerer”.

Især fremhæver Moos etableringen af netop Nationalt Center for Skoleforskning som et vigtigt eksempel. Erik Schmidt spørger så: ”Jamen, hvad kan eksempelvis Qvortrup, Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, som andre ikke kan?” Dertil svarer Moos lakonisk: ”De kan give de rigtige svar”. Moos’ mere overordnede bud på en forklaring på fænomenet er, at Moderniseringsstyrelsen har taget magten fra Undervisningsministeriet, og at denne styringskorrektion hænger sammen med nogle forandringer i europæiske og globale policy-strukturer. Han har imidlertid ikke øje for de pædagogiske og teoretiske sammenhænge mellem aktørerne, som jo er min pointe.

 

2. En anonym kilde på DPU

Moos’ markering understøttes efterfølgende af en såkaldt ”anonym kilde på DPU”. Det er jo ikke så godt, at folk ikke tør stå offentligt frem med en kritik, men ok, anonymitet er nok bedre end ingenting. Kilden siger, at folk i og omkring det pædagogiske oligarki har ”gode forbindelser til Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening, Mærskfonden mm.”. Kilden forklarer situationen lidt anderledes end Moos. Hvor Moos pegede på styringsstrukturerne, så mener kilden, at oligarkiet kendetegnes af en bestemt tankegang: ”De tænker pædagogisk forskning som en form for myndighedsbetjening”. Pædagogisk forskning reduceres altså til policy og teknik, og hvad er der “forskning” ved det?

Også den anonyme kilde nævner Lars Qvortrup som en central spiller, hvilket eksemplificeres med henvisning til Qvortrups store bevilling fra A.P. Møller Fonden samt hans ledende rolle både i Program for Læringsledelse og i det nye ”Nationalt center for Skoleforskning”.

 

3. Brian Degn Mårtensson

Derpå er der en kort markering fra lektor Brian Degn Mårtensson fra UC-Sjælland. Mårtensson er enig i oligarki-diagnosen. Han mener, at der er et ”voldsomt personsammenfald”, når man ser på grupperingerne omkring Ny Nordisk Skole, Fælles Mål-arbejdet, læreruddannelsesreformen, og også han nævner Nationalt Center for Skoleforskning. Han nævner desuden det forhold, at mange af disse grupper er for kraftigt præget af ”systemteori og samtidsdiagnostik”, hvilket jo er en form for forskningspolitisk udvidelse af ”den fælles tankegang”-forklaring, som den anonyme kilde angav, men som jo mere gik på synet på forholdet mellem forskning og policy.

 

4. Lars-Henrik Schmidt

Desuden interviewes den tidligere rektor for DPU, Lars Henrik Schmidt, der netop har grundlagt den “samtidsdiagnostik”, som Mårtensson under pkt. 3 identificerede som en central del af det pædagogiske oligarki. Men Schmidt har altid holdt sig udenfor det oligarkiske processer. Derfor har jeg tit tænkt på, hvad Schmidt egentlig mener om disse ting. Mange af hans elever og ”slægtninge” er selv en decideret del af det pædagogiske oligarki eller bakker op om det via forskellige understøttende sprogspil og forbindelser, som også Mårtensson siger. Ligesom Moos er de alle sammen glade for Foucault, men modsat Moos har de tabt deres kritiske sans til konkurrencestaten som vilkår og til et tomt og kvantitativt defineret læringsbegreb. Det er især folk i forskningsprogrammet ReForM, der bør kritiseres for denne tilgang.

Desværre lever Lars Henrik Schmidt ikke op til mine forventninger om en egentlig pædagogisk markering, som især kunne have korrigeret eleven Claus Holms vilde begejstring for “læring som livsform”. og for Ove Kaj Pedersens konkurrencestat. Schmidt siger bare, som jeg forstår ham, at det er de samfundsmæssige strukturer, der afsætter et bestemt syn på pædagogik og uddannelse, og at de relevante aktører jo bare orienterer sig herefter. F.eks. i: ”Dermed er det et politisk-økonomisk rationale, der styrer og kun anerkender ét understøttende vidensregime, nemlig evidensbegejstringens digitale dokumentation”.

Schmidt fortsætter med at tale på en måde, hvor dette regime nærmest interpellerer, altså kalder på, forskere med bestemte kompetencer. Dette synspunkt arbejder i bedste – eller værste – Althusser-ånd., hvor mennesket kun bliver et subjekt via strukturer. Det er samme antihumanistiske grundide, som Ove Kaj Pedersen arbejder ud fra. Schmidt har i forhold til Pedersen nogle yderligere muligheder via sin interesse for  Nietzsche, Freud og Rousseau og dermed for “selvet”, men disse muligher kommer ikke til udtryk.

På et tidspunkt siger Schmidt så, at “pædagogikkens problem” er, at den ”fortsat insisterer på at respektere den levede erfaring og ikke kun den tekniske forstandighed”. Vil det sige, at Schmidt mener, at det pædagogiske oligarki ikke er ”pædagoger”, men bare teknikere? Og hvem er ”pædagogikken”? Og hvorfor er det ”pædagogikkens problem”? Det er da stik omvendt: Det er da pædagogikkens dyd at respekterer “den levede erfaring”. Markeringerne er alt for uklare og koopteres uden videre af det strukturalistiske hovedspor.

Men summa summarum: Det hele er samfundets skyld. Det er et meget skuffende syn, synes jeg, men måske er det typisk for hele den tradition, Schmidt repræsenterer. Man opfatter sig som en form for non-subjekter, der blot lytter til tidens tegn og lægger sig op af dem. Jeg havde forventet mere selvstændighed og dømmekraft fra Schmidt, men jeg fik det ikke. Jeg fik bare denne ansigtsløse tilpasning, som vi kender alt for godt fra mange af hans elever, og som opløser kritikkens mulighed, samtidig med at den er smækfuld af skjult normativitet alligevel. Følger vi denne tilgang, er konsekvensen, at alle de pædagogiske udgivelser, som har præget den pædagogiske udvikling, bare er uden ansigt og stemme? De er bare dukker i strukturens spil? Hvilken nedtur for dansk pædagogik og for det pædagogiske oligarki selv. Og hvilken moralsk og videnskabelige deroute for de pågældende. Men sådan kan det gå, når hele grundteorien er uden subjekt. Så bliver alting ansigtsløst og ansvaret lægger sig imellem forskellene, dvs. i intetheden. Desværre, eller rettere: heldigvis, er synspunktet forkert, for man kan sagtens spore opgøret med filosofi og samfundsmæssige formål helt nede i den lange række af pædagogiske tekster siden ca. 1975. Og det er altså uden ”strukturer”. Man tager bare ansigterne en efter en og følger pædagogikkens kollaps lige ned i John Hattie og datalæring.

Lars-Henrik Schmidt mener, at aktørerne i oligarkiet ikke er ”kammeratligt”, men blot ”teknisk forbundne”, men med det udfaldsrum går det galt. Jeg siger ikke noget om ”kammerater”, og heller ikke noget om ”teknik”, som er en underafdeling af det strukturelle argument. Derimod siger jeg, ligesom Mårtenssson, noget om, at der først og fremmest er en ’pædagogisk forbindelse’, en forbindelse mellem primært post-strukturalisme og systemteori, der har en samlet negativ effekt på landets pædagogik. Og som pædagogisk forsker bør man netop interessere sig for den pædagogiske forbindelse og ikke blot den tekniske, og slet ikke den kammeratlige, forbindelse.

Man bør her notere sig, at alle de andre, og også jeg selv, er helt enige med Schmidt i, at der er strukturelle processer på spil, men Schmidt er stort set ene om at undlade at markere pædagogikkens selvstændige betydning og forskernes eget ansvar. Det er derfor, at det ender i, at ”det er samfundets skyld” på den dårlige måde, som slet ikke duer for en postmoderne fyr som mig.

Men man må dog sige, at Lars-Henrik Schmidt jo anerkender eksistensen af det pædagogiske oligarki. Han tillægger det blot ikke nogen selvstændig kausal eller pædagogisk betydning.

 

4. Andreas Rasch-Christensen

Erik Schmidt har også talt med forskningschef ved UC-VIA, Andreas Rasch-Christensen, som faktisk er den eneste interviewperson, som direkte tilhører det pædagogiske oligarki. Rasch-Christensen er til gengæld et godt eksempel på, at Lars Henrik Schmidt måske alligevel har en lille pointe, når han siger, at oligarkiet alene er strukturelt defineret. Rasch-Christensen fortæller, at han skam er uenig med mange af de andre fra oligarkiet, og at han slet ikke synes om læringsmål og læringsdata. Men hvordan hænger det sammen med, at Rasch-Christensen har arbejdet helt tæt sammen og helt nede i detaljen med alle systemteoretikerne, at han har stået i spidsen for både Fælles Mål og den nye børnehavemaster, hvor læringsmål spiller en kæmperolle, og at han også lige har været med til at åbne det netop omtalte skoleforskningscenter, som er læringsmålsdatalogi på den store klinge? Og det er bare eksempler. Og under de nye besværgelser fra Rasch-Christensen breder læringsdatologien og alt det fluffy læringsnysprog sig som kræftceller i landets pædagogiske liv, uden at Rasch-Christensen gør noget som helst ved det, tværtimod. Rasch-Christensen er opslugt af strukturerne efter min mening. Det er ikke så godt, for så ender man med det, man i gamle dage kaldet for falsk bevidsthed.

Men Rasch-Christensen har, modsat mange af de andre, heller ikke produceret nogle deciderede pædagogisk-teoretiske indsatser, så det er svært at holde ham fast på nogle pædagogiske begreber.

 

5. Peter Allerup

Erik Schmidt har også ringet til statistik-forskeren Peter Allerup. Men Allerup har vist ikke fulgt med i den pædagogiske diskussion af disse spørgsmål. I al fald tror han, at det handler om at spise frokost sammen, og at Danmark jo er så lille, så der er lidt ”mangel på kvalificeret arbejdskraft”. Ok så, det lader jeg simpelthen fare.

 

6. Resten af bladet

Man noterer sig dem, der ikke har udtalt sig, men som nævnes i artiklen som eksempler på det pædagogiske oligarki, f.eks. Jens Rasmussen, Lars Qvortrup og Claus Holm. Gad vide om de er blevet spurgt?

Derudover er det svært ikke at bemærke, at Erik Schmidt interviewer Mohammed Bibi, som er den person, der i sin tid – som helt nyansat skoleleder -stod for advarslen til netop Schmidt. En af grundende var jo, at Schmidt kritiserede den måde, som de rigide arbejdstidsregler blev implementeret på, altså den såkaldte ”normalisering”. Nu har Odense så ændret i selvsamme aftaler, og denne gang med Bibi som formand for de fynske skoleledere. Ja, Bibi forsvarer nu nogle af de principper, som Schmidt dengang talte for.  Hvilken betagende ironi! Mon Bibi sagde undskyld og bad Schmidt om at komme tilbage til Agedrup skole?

Endelig er der som sagt et langt interview med Lejf Moos, og der er også et interview med den fremtrædende sociolog Rasmus Willig. Desuden er der en interessant diskussion af betydningen af de nye datalæringskoncepter, som de ser ud og implementeres i Odense Kommune og meget andet.

 

Diverse links:

Lærerbladet, nr. 3, 2016: :http://www.odenselaererforening.dk/nyheder/2016/september/laererbladet-er-udkommet

Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki.html

Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – del 2: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki-dpo-del-2.html

Mere om Agedrup-sagen og advarslen til Erik Schmidt: http://www.thomasaastruproemer.dk/agedrup-danmarks-paedagogiske-epicenter.html

Om forskningsprogrammet ReForM

Omtale af Nationalt Center for Skoleforskning med link til artiklen i DM-professionshøjskoler