(Kort læsevejledning: Med Ny Nordisk Skole tænker jeg også men ikke kun på Christine Antorinis uddannelsespolitiske initiativ, som jo dækker fra 0-18 år og derfor er uhyre bredt i sig selv. Jeg tænker på hele det kompleks af initiativer og reformer, vi har set siden 2011. Overenskomstindgrebet i foråret er også en del af Ny Nordisk Skole, ligesom skolereformen, KL’s skolesyn og de mange skrækkelige gymnasieforsøg er det. Læreruddannelsesreformen, Skolerådet, Corydons og Antorinis konkurrencestatsskolesyn og diverse pædagogiske tiltag på universiteterne er også en del Ny Nordisk Skole. Det hele er En samlet Filosofi og Handling. Det er 1F-H, som jeg herefter vil kalde det.)
I det følgende vil jeg argumentere for, at både læreren og den pædagogiske forsker er i et bur. Burets gitter er lavet af en systemisk symbiose af et ekstremt smalt lærings- og undervisningsbegreb. En symbiose der vælger og konstituerer den horisont, som der kan spørges indenfor; en symbiose der udelukker virkelig læring, virkelig undervisning og virkelig forskning. Under sådanne betingelser er det umuligt at opretholde en national lærerstand i samfundet. Buret er efterhånden af god kvalitet, og rundt omkring på de pædagogiske uddannelser, på vores skoler og i mange forvaltninger kan man gå ind af en åben låge. Spørgsmålet er, om man kan komme ud igen? Nedenfor vil jeg identificere en central del af burets bygning.
1. Lærerens bur
Forholdet mellem undervisning og læring har fået en underlig bagvendt form, der har sat vores lærere i en skruestik, der gør, at de ikke kan være lærere, hvorved børnene også får svært ved at lære noget: I Ny Nordisk Skole reduceres læring fra at være et spørgsmål om social og kulturel tilblivelse til at være kvantitative og operative måltal, der defineres som testscorer på diverse ranglister i regning og læsning. Har man scoret, har man ”lært noget”. Det er simpelthen definitionen på læring. Og som jeg har skrevet andetsteds løber dette syn igennem hele skolens organisation og ledelse, helt ned i detaljerne og ind i den enkelte lærers sjæl.
Men hvordan hænger dette syn, hvor læring hævdes at have teten, sammen med det forhold, at skolereformens tilhængere hele tiden taler om ”undervisningseksperter”? Med sådan et begreb tror man jo, at det er ”undervisning”, der har overhøjheden. Man hører endda, at undervisning fører til læring, altså at vi skal have undervisningseksperter, der ved, hvilke metoder, man bør tage i anvendelse, så læring bliver resultat og effekt. Men hvis “undervisning” er en årsag, så er den vel også det primære i forhold til læring? En årsag er vel altid mere grundlæggende end en effekt?
Så på den ene side er læring det vigtigste, og på den anden side er undervisning det vigtigste? Hvordan kan det hænge sammen? Ok, måske er det blot et godt tegn? Et tegn på at man interesserer sig for både undervisning og læring? Men nej, vil jeg nu vise, det er slet ikke et godt tegn. Det er snarere et tegn på, at hverken undervisning eller læring betyder noget som helst. Det er en afvikling af undervisning og læring. Det er ny=ikke, det er nysprog. Det er ny=ikke nordisk skoles sprog. Og det er måske derfor, at så mange pædagogisk aktive mennesker, inklusiv mig selv, har ondt i maven for tiden.
Jeg har allerede påtalt, at der med de ”operative måltal” sker en kraftig, ja kæmpemæssig, reduktion af det læringsmæssige felt. Hele kulturen omskrives til to tekniske tests. Så det er altså en meget speciel og smal forståelse af læring, vi taler om.
Men denne reduktion påvirker ikke kun læringsbegrebet. Den påvirker også, ja definerer endda, ”undervisningen”. Der sker nemlig det, at for at undervisningen kan ”virke” og ”have effekt” på det reducerede læringsbegrebs måltal, så må også undervisningsbegrebet nednormeres. Læreren bliver til en ”undervisningsekspert”, altså en der kan sætte evidensbaserede metoder sammen med de smalle læringsmål, så testscoren, altså læringen, kan optimeres. Undervisning bliver en teknisk sag – ligesom læring er. Læreren reduceres derfor også. Han afkobles fra sin kulturelle forbundethed til holdninger, politik, videnskab og pædagogik. Læreren og undervisningen tager dermed farve og form af det reducerede læringsbegreb. Undervisningen bliver underordnet læringsbegrebet. En lærer skal egentlig ikke undervise, dvs. drage eleven ind i sit fags kreds med alt, hvad det indebærer. Nej, han skal kende til evidensbaserede, indholdstomme og rejselystne metoder, så hans fag kan bidrage til kvantitative læringmål. Hvor læreren før var et af samfundets fineste hverv, bliver han nu en underordnet og styrbar tekniker, til en KL mellemleder.
Læring-undervisning bliver et lille lukket system på læringens præmisser, En symbiose, der begrebsligt lukker alle døre ud til samfundet og omverdenen, hvilket også sker i virkeligheden. Når undervisningsekspert-teoretikerne diskuterer læring og undervisning, er det også altid helt uden referencer til noget som helst uden for det lukkede system selv. Inde i det lille lukkede system kan man så tale om evaluering, motivation etc., men det betyder ingenting, for alle ordene er jo i fængsel. Læreren er i bur.
2. Forskerens bur
Det er vist nok en officiel politik, at vores uddannelser skal være forskningsbaserede. Det er faktisk netop fortalerne for det lukkede lærings-undervisningssystem og for 1H-F, der oftest taler på den måde. Man vil bygge uddannelse på evidens. Nogle kritikere siger så, at denne evidensbaserede tilgang gør pædagogikken alt for naturvidenskabelig. Men det er faktisk ikke rigtigt. Den er naturligvis heller ikke åndvidenskabelig, det er klart. Men den er altså heller ikke naturvidenskabelig. Den er slet ikke videnskabelig. For at være ordentlig naturvidenskab, for at kunne etablere en kausalitet, altså en relation mellem årsag og virkning, må der være en uafhængig og en afhængig variabel. I så fald skulle man tro, at undervisningen, i et naturvidenskabeligt grundsyn, er den uafhængig variabel og læringen den afhængige. Fører A til B? Undervisning er årsag, og læring er effekt.
Men det er ikke tilfældet i lærerens og forskerens bur. Lad mig forklare: ”Undervisning” i lærerens bur, så vi ovenfor i afsnit 1, er i jo slet ikke en uafhængig variabel i naturvidenskabelig forstand. Det er ikke Newtons kausalitet, vi har med at gøre, som mange tror. I lærerens bur er ”undervisning” nemlig, som allerede beskrevet, defineret af det smalle læringsbegreb. Undervisning bliver dermed defineret ved læring. Den uafhængige variabel bliver defineret ved den afhængige, og det går jo ikke, for så er den ikke uafhængig. Vi har altså heller ikke et naturvidenskabeligt syn på læring. Men hvad har vi så? Vi har en virkelighed, der er konstrueret på forhånd, hvilket er det modsatte af videnskab overhovedet. Det er, hvad vi har. Men i så fald har vi slet ikke en pædagogisk videnskab. Vi har ingen videnskab, hverken på den ene eller den anden måde, om pædagogik.
De forskningsmæssige mekanikere, ja sågar Danmarks Lærerforening, taler om, at vi skal forskningsbasere undervisningen, men man forskningsbaserer ingenting, hverken i ånds- eller naturvidenskabelig forstand. Man behandler ”undervisning” som en årsag, selvom den fra starten er defineret ved sin effekt, nemlig ”læring”, der selv har forladt sin kulturelle og sociale forankring, og som dermed slet ikke egentlig er læring. Når man siger, at bestemte metoder har effekt på læring, så er det altså kun det lille lukkede undervisning-læringssystem, man taler om. Man taler egentlig slet ikke om undervisning eller læring som sådan. Man siger ikke noget om den del af virkeligheden, som de videnskabelige hypoteser hævder at dække. Forskningen har i så fald lav validitet, siger man, og det er ikke en dyd. Den forskningsbaserede uddannelse er i så fald slet ikke forskningsbaseret.
Så når folk siger, at nu skal vi undervise effektivt, eller at nu skal vi finde de undervisningsmetoder, der virker, så taler de slet ikke om undervisning som en uafhængig variabel, der kan forårsage læring. Nej, de taler om undervisning, der er underlagt læring. Når man taler om ”undervisning”, så taler man faktisk om ”læring”, altså den smallest mulige læring. Forskningen er fanget i de små systemers bur.
3. Konklusion
Hermed har jeg identificeret Ny Nordisk Skole, skolereformens og overenskomstindgrebets, altså 1H-F’s, ”undervisnings”-begreb. Det er ikke ”ny undervisning”. Det er ”ikke-undervisning”. Det er undervisning, der først tages ud af sit fag og kultur, for derefter at underordnes et smalt læringsbegreb, der handler om testscore på tekniske kundskaber. Endvidere postulerer man en forskningsbasering, som ikke har hold i videnskaben selv. Læreren bliver en lille KL-tekniker, og børnene lærer næsten ingenting. Men man kan få fine testscorer, evalueringer og ranglisteplaceringer. Hvorfor? Fordi validiteten er så lav. Man udtaler sig ikke om det, man hævder. Man taler kun om udsigten inde i sit eget bur.
(En anden ting er så, at undervisning og læring i virkeligheden slet ikke er to separate ting. Lærer og elev er ikke adskilte, så hvis man derfor vil lave en kausal undersøgelse af forholdet mellem undervisning og læring, hvilket man i mange sammenhænge bør, så er man ikke på pædagogisk forskningsarbejde.
Det er faktisk sådan, at en lærer kun bliver en lærer, når han får en elev, og at en elev kun bliver en elev, når han får en lærer. Læring er altså inde i undervisningsbegrebet og omvendt. Men så er vi ovre i åndsvidenskaben, i pædagogikken. Her arbejdes ikke med at forskningsbasere pædagogik, men derimod om at åndsbasere pædagogik, hvilket egentlig blot svarer til at bedrive pædagogik som sådan.)
Metodetænkningen, løsrevet fra lærerens personlige fremtoning, psyke og verbale udtryk virker utroligt naivt. Det er da for mig utænkeligt, at det der virker for lærer A, virker tilsvarende for B. For mig svarre det til at sige, alle lærer ser godt ud i den samme kjole. Det ville være ønskeligt, at virkeligheden var sådan, men det er den ikke. Der er også forskel på eleverne. Deres foretrukne type af lærer er heller ikke det samme, ubehageligt udefinerbare personlige sympatier falder uden for det målbare, (som en form for kærlighed). Standaliseringen, som staten ønsker sig, vil kun føre til akavet undervisning for størstedelen af lærerstaben. Undervisning og kommunikation kan sammenlignes man kan tale med hinanden eller forbi, undervisningsministeren har vist sig personligt at være særdeles kompetent på sidst nævnte område. Jeg kan ikke forstå/eller bære regeringens læringssyn, isåfald kun som tankpasserpædagogik, men jeg kan forstå, at de ikke accepterer, at virkeligheden er på den anden måde, når man egentligt lære noget, end de hævder. Det er en skam, at jeg har erfaring med det. Deraf kommer vel også den tydelige statslige modstand i forhold til lærere, deres erfaring er et onde for at udvikle det virkeligt nye. Læring for mig, er ikke et mysterie, men det er bestemt heller ikke kun teknik – det er så forskelligt fordi vi, tiden, hjerner og sympatier er forskellige – at vi alligevel får lært hinanden noget, er i virkeligheden et stort under – alt for stort at tale om på vor tid, desværre, for jeg synes det er noget af det fineste i hele verden, at se mennesker bliver til alt det de gerne vil, også det de ikke troede muligt.
tak for din beskrivelse, den var både svær at tåle og forstå. Det er dog stærkt oplysende og beroligende at du holder øje med os, Tak Thomas.
Tak Thomas ! Dejligt du gider tage kampen og dermed være med til at give vi bestjålne ord og stemme i en hård tid med antihumanisme og dehumanisering i det pædagogiske felt.
Din retorik kan være hård og bramfri, og jeg ved nogen på bjerget finder dine indlæg utålelige, men for mit vedkommende er det på høje tid med en ordentlig Klods Hans, der kan fortælle kejseren (Corydon, Antorini, Jens Rasmussen, frem for alt Quortrup, o.m.a.), at han jo intet har på og lever i en falsk indbildning.
48 % af lærerne vil stemme EL til kommunalvalget fremgår det at indlæg i Folkeskolen, som konsekvens af regeringens overfald på standen tidligere på året, og ja, der er bestemt behov for et oprør, som vel bare EL kan demonstrere og med vor afdøde sanger Natasja´s ord: ” Giv mig Danmark tilbage, som i de gamle dage”, og med reference til de gode værdier, vi har kunnet bygge folkets skole og samfund på, må der gerne komme et oprør nu, efterfulgt af en bedre pædagogik med et værdifuldt dannelsessyn man som individ, borger, lærer og dansker kan nikke genkendende og stolt til. Hvor er f.eks. dannelsesmæssige begreber som retfærdighed og ligeværd gledet hen i den danske folkeskole ? For slet ikke at tale om vigtigheden af det kritiske element som nødvendig forudsætning for at kunne skabe et voksent og myndigt individ.
Istedet taler man PISA og lægger skrækscenarier ind om nationens manglende mulighed for at forsørge sig på sigt, hvis man ikke adlyder konkurrencestat og globalisering (som parentetisk bemærket kan være udmærket når Ove Kaj Pedersen akademisk behandler emnet i bogen af samme navn, men som bliver helt utålelig når man møder den i vulgær form, fremsat som argument og styrende doktrin for læreruddannelse og folkeskole af mindre begavede folk).
Det værste har næsten været at kritikken og vreden fra de intellektuelle er forstummet og jeg er som sagt helt enig i at der sker en uheldig forfladigelse af pædagogikken i de senere år.
Mere tekstnært vil jeg nu forholde mig til din kommentar ovenfor og jeg er ikke ganske enig i din behandling af begreberne læring og undervisning. Du skriver at undervisning er defineret ved læring, men bliver det så ikke netop en mål-middel tænkning ?
Som jeg forstår begreberne er undervisning afledt af det tyske “Unterwisen” og du kan jo godt planlægge en intentionel undervisning, uden at kunne kende det læringsmæssige udbytte. Som lærer kan man håbe og man kan også med en vis ret hævde, at det og det stof skulle altså være på plads nu, men man kan vel aldrig vide, hvilken læring man har atstedkommet hos eleven, om nogen.
Med venlig hilsen og bliv endelig ved med at være enfant terrible
Morten Konge Nielsen
Cand.pæd.pæd
Kære Morten
Tak for din opmuntrende kommentar. Ang. forholdet mellem undervisning og læring: Jeg er helt enig med dig men kan godt se, at min formulering i indlægget kan misforstås. Det skulle være rettet nu. Tak for at du gjorde mig opmærksom på det. mvh Thomas