Læreruddannelsens opgør med læreruddannelsen

For et par måneder siden kom der et samlet udspil om læreruddannelsen fra Danske Professionshøjskoler, som er UC’ernes interesseorganisation. Man præsenterede ti ”ambitioner”, der helt eksplicit refererede til 2013-reformen af læreruddnnelsen. Og netop 2013-reformen byggede på et nærmest højteknokratisk opgør med dannelse og med hele seminarietraditionen.

Dette udgangspunkt betyder, at det generelle indtryk af de ti ambitioner bliver lidt småteknisk. De handler mest om læringsudbytter og forskellige strukturelle koblinger, og så er der lige lidt udvalgte statistikker strøet rundt over det hele, hvor det sådan lige passer ind. Ind imellem dukker et pædagogisk ord op, f.eks. formål, faglighed eller dømmekraft, men det har et udvendigt og tilfældigt præg. De små pæne ords tilstedeværelse skyldes formentlig en lidt overfladisk indflydelse fra den dannelsesdiskussion, som har kørt siden 2015. Men ordene betyder ikke noget, fordi der desværre i selve “ambitions”-teksten helt eksplicit står 2013 på hele den begrebsmæssige rod.

Der er næsten ingen referencer i udspillet; kun et par henvisninger til nogle banale evalueringer, så man er på sin vis lidt i tvivl om, hvad ”ambitionerne” overhovedet handler om. Det hele ligner en slags centralt formuleret strategipapir, hvilket jo er totalt uinteressant. Derfor omtalte jeg da heller ikke udspillet i sin tid. Det var simpelthen for KL-agtigt, eller hvad man nu skal kalde det, dvs. glat som strategisk smør. Men jeg ærgrede mig da allerede dengang over, at læreruddannelsen skulle gøres til genstand for sådan noget centralistisk strategi-konsensus-pjat, eftersom vi har brug for det stik modsatte, nemlig anti-strategi, seriøs diskussion og pluralisme.

Denne tendens forstærkes af, at professionshøjskolerne, som jo huser læreruddannelsen, er etableret via Globaliseringsrådets dybe opgør med pædagogik i 2006; en forbindelse, der blev bekræftet af Stefan Hermann og en række andre uddannelsesledere i et indlæg på professionshøjskolernes hjemmeside så sent som i 2019.

Nå, men jeg blev så endelig lidt klogere her i weekenden. Jeg fandt nemlig ud af, at der faktisk havde været en lang indholdsmæssig proces i forbindelse med udarbejdelsen af de ”ti ambitioner”. UC’erne nedsatte nemlig i foråret 2017 en såkaldt ”task-force”, bestående af tre UC-folk med organisatoriske og ledelsesmæssige poster. Der er stort set ingen intellektuelt profilerede fremtrædende med i taskforcen. Kun folk fra driften. Det er en organisations-taskforce, som jeg kalder den slags (se referencer for info. Der er en halv undtagelse).

Taskforcens medlemmer var følgende:

Tove Hvid Persson (formand), uddannelsesdirektør for læreruddannelse, forskning og formidling, UCC;
Elsebeth Jensen, uddannelseschef for læreruddannelsen, VIA;
Lars Breinholt Søndergaard, institutchef for læreruddannelse, UC SYD
Sofia Esmann Busch, lektor, UCSJ.

Denne gruppe har, viser det sig nu, haft en kæmpeproces, der førte til en rapport i oktober 2017, som lå til grund for de efterfølgende “10 ambitioner”, som jo er fra fra februar 2018. Både rapporten, som er samlet i et selvstændigt dokument på 49 sider, og taskforcens samlede bilagsmateriale på hele 140 sider, er offentligt tilgængeligt. Her kan man studere hvem og hvad, taskforcen har ladet sig inspirere af, og der er også nogle referater af, hvad der blev sagt.

Nærværende blogindlæg er en drøftelse af dette materiale med henblik på at undersøge læreruddannelsens aktuelle tilstand.

1. Folkeskolens formål

For det første er det værd at hæfte sig ved den behandling, som skolens formålsparagraf får. Den diskussion er vigtig af indlysende grunde, men vigtigheden forstærkes af, at henvisningen til netop formålsparagraf er den sidste rest af ånd i bekendtgørelsen for læreruddannelsen. Læreruddannelsen ændrede nemlig juridisk status i 2013. Den gik fra at være lovreguleret til at være bekendtgørelsesreguleret. I den forbindelse mistede uddannelsen sit eget kulturelt bestemte formål. Derfor er uddannelsen i pædagogisk forstand nu helt afhængig af fortolkningen af folkeskolens formål. Denne juridiske forskydning var en del af UC’ernes og det politisk-administrative systems opgør med seminarierne. Jeg drøftede dette emne udførligt i april 2017 (se link i litteraturlisten for analyse).

Så derfor er det altså ekstra vigtigt, hvordan taskforcen forstår skolens formål. Og hvordan går det mon så? Ja, desværre oversættes formålet uden videre til FN’s udviklingsmål, hyperdigitalsering og OECD’s såkaldte 2030-mål i ånden fra 2013-reformen. Det er sørme en reduktion, der vil noget, for nu at sige det mildt. Der er absolut ingen henvisning til landets pædagogiske tradition, som læreruddannelsen kommer fra og af.

Den aktuelle læreruddannelses henvisning til §1 bliver dermed til en henvisning til FN/OECD. Dermed havner vi i det syn på dannelse, som blandt andet Jeppe Bundsgaard har været fortaler for på vegne af danskdidaktikken, og som pt. præger store dele af centrum-venstre. Vi får – med udgangspunkt i et opgør med fagenes indhold og skolens traditioner – en rent fremtidsreguleret kompetenceuddannelse, hvilket efter min mening er et svigt af den næste generations muligheder for at tage stilling til sig selv og til verden omkring dem.

Der er ingen henvisning til den omfattende drøftelse af skolens formål, som har pågået gennem tiden helt frem til i dag og heller ingen drøftelse af læreruddannelsens historiske indhold og betydning. Derfor er taskforcens diskussion efter min mening uden fundament.

Taskforcens rapport skriver sig dermed direkte ind i et opgør med læreruddannelsen selv, for nu at sige det på den måde.

2. Inspirationskilderne

Men hvem har så inspireret taskforcen til disse konklusioner, nu hvor fundamentet er taget ud?

Den første, der nævnes, og som refereres indgående, er Anders Hvid. Hvid stammer fra det stærkt ideologiske IT-miljø Singularity University, som vores nye forskningsminister, Tommy Ahlers, også er en del af. Hvid har også holdt oplæg for Disruptionsrådet, og han var hovedtaler for KL’s ledertræf i fjor. Han sidder også i Ida Aukens teknologibegejstrede Siri-kommission, og han har talt ved Undervisningsministeriets Sorø-møde. Desuden er han direktør for firmaet Dare Disrupt, som stod bag KL’s stærkt ideologiske teknologiudspil fra januar 2018. Han er med andre dybt integreret i regeringens lærings-teknologiske og transhumanistisk funderede konkurrencestatstænkning, den såkaldte disruptions-ideologi. Derimod har Hvid aldrig skrevet noget om læreruddannelse eller pædagogik. Hvids indlæg, og dets centrale placering i både rapport og bilagsmateriale, er derfor dybt kontroversielt.

Derudover har taskforcen haft besøg af professor Jens Rasmussen, som jo stod bag 2012-rapporten om læreruddannelsen, hvor Per B. Christensen – der pt er formand for den nye KL/DLF-kommission – var formand. Rasmussen var desuden stærkt involveret i implementeringen af læreruddannelsen efterfølgende, både ift. fagbeskrivelser og diverse evalueringer. Rasmussen er glødende tilhænger af den tyske sociolog Niklas Luhmann, som er den toneangivende teoretiker i læringsideologernes argumentation. Rasmussen står for et opgør med dannelse og national skoletradition – herunder ikke mindst med seminarietraditionen – til fordel for en radikal lærings- og kompetencetænkning, og han har spillet en central rolle i udviklingen af den læringsmålsstyring, som det politiske niveau for tiden forsøger at begrænse skaderne af. I dag er Rasmussen med i arbejdet omkring de tidligere nævnte OECD 2030-kompetencer, som jo ifølge task-forcen er lig med skolens formål.

Disse to referencer er de mest centrale. Taskforcens rapport munder derfor ud i en ren teknologi-begejstret kompetencetænkning, der minder meget om KL’s interesser. Det er dybt beskæmmende læsning efter min opfattelse.

Lad mig nævne to referencer til:

I bilagsmaterialet kan man også læse, at der har været besøg af Per Fibæk Laursen. Fibæk Laursen var aktiv i kredsen omkring Antorinis initiativ Ny Nordisk Skole, og han er stærk dannelsesskeptisk. Senest har han skrevet en artikel til KVAN, hvor han argumenterer for, at Grundtvigs diktum ”troen er ikke en skolesag” i dag bør oversættes til ”dannelse er ikke en skolesag”. Tidligere har han sidestillet dannelse med Dansk Folkeparti. Jeg har ingen anelse om, hvad han taler om. Der er ingen modvægt til Hvid og Rasmussen i disse markeringer.

Endelig vil jeg også nævne, at taskforcen har haft besøg af Alexander von Oettingen, som jo selv er prorektor for UC-syd, dvs. chef for et af taskforcens medlemmer. Oettingen siger ofte mange spændende ting, og han er den eneste af de inviterede oplægsholdere, som kunne have holdt den pædagogiske fane højt. Men lige netop i denne sammenhæng vælger han ifølge bilagsmaterialet alene at trække på en af læringsrevolutionens centrale inspirationskilder, den allerede nævnte Niklas Luhmann, som jo også er Rasmussens primære reference. Som Oettingens indlæg står, kan det derfor uden problemer arbejde sammen med Hvids, Rasmussens og Fibæks synspunkter. Der er ingen modhager på den historie.

Nogle uger senere foreslog Oettingen til folkeskolen.dk – lidt overraskende for mig -, at der skulle ”lidt” mere seminarie-ånd ind på læreruddannelsen. Men den ånd er langt ude af hans indlæg til udvalget og også af alle de andre indlæg i materialet. Ja, seminarieånden som sådan er helt ude af læreruddannelsesreformen for 2013, og denne udelukkelse forstærkes i de aktuelle tekster. Jeg forstår ikke, at von Oettingen ikke er mere opmærksom på disse modsætninger.

Der er også et bidrag fra forskningsdirektør ved UC-København, Martin Bayer, som er Bourdieu-inspireret. Bayer har netop skrevet en bog, der gør op med personlighedens rolle i pædagogikken. Bayer vil have noget praksisnær evidens i stedet for personlighed. Sådan ser Pierre Bourdieu ud, når han skal arbejde sammen med – eller snarere ‘under’ – Singularity-filosofi og systemteori. Der er også en Rambøll-rapport, hvor der står et eller andet.

Det er også værd at bemærke, at Bayers chef, Stefan Herman, jo er formand for foreningen Danske Professionshøjskoler. Herman er også rektor for Københavns Professionshøjskole og faktisk også for taskforcens formand, Tove Hvid Persson. Herman er desuden en central del af opgøret med dansk pædagogisk tradition, og han har da også ansat en tidligere medarbejder fra Moderniseringsstyrelsen som direktør sin forening. Og Moderniseringsstyrelsen blev jo grundlagt af Bjarne Corydon, som er Hermanns ven. På en måde svæver Moderniseringsstyrelsen og Herman over vandene, som en form for 00’er-ånd.

Derudover er der indlæg fra en række forskere og lærere, der ikke er så fremtrædende i forhold til de almene emner. Ingen af disse indlæg kan i sig selv fungere som kritik af den horisont, jeg netop har angivet.

3. Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab

Endelig vil jeg også nævne, at rapporten har en kort omtale af KLM-faget (Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab). 2012-rapporten og Jens Rasmussen foreslog, at faget nedlagt, men en bred kreds af undervisere og politikere reddede faget – som jo repræsenterer den sidste rest af seminarieånd – i sidste øjeblik. Senest er faget reddet én gang til af Søren Pind og forligskredsen, som har måttet insistere på et rimeligt antal ETCS-points for faget. KLM er ikke professionshøjskolernes kop te for at sige det mildt, fordi faget jo bygger på netop de værdier og fortællinger, som UC’erne er et opgør med. KLM er en slags modstandslomme.

Taskforcen nøjes derfor med at fremhæve fagets tilknytning til ”det demokratiske perspektiv, medborgerskab og de humanistiske værdier, som skolens formålsparagraf bygger på”. Men vi har desværre lige lært, at formålsparagraffen – og dermed også disse “værdier” – bør forstås i henhold til en vild teknologioptimisme kombineret med OECD- og FN-mål, hvilket jo ikke har noget at gøre med skolens formål. Desuden er konsekvensen af taskforcens manglende omtale af kristendoms- og livsoplysnings-siden, at læreruddannelsens forbindelse til traditionen skrives ud. Dansk seminarietradition er jo netop præget af mange forskellige teologers, digteres, forstanderes og intellektuelles arbejde op gennem de sidste 250 år. Det er lidt firkantet sagt Grundtvig og den kundskabsorienterede reformpædagogik, der ryger ud. Vi ender med et teknificeret demokrati, som skal passe til OECDs version af ”humanismen”. Det er den nye læreruddannelses ånd. Det er derfor, at taskforcen ikke nævner ”kristendom og livsoplysning” i sin opremsning.

Vi ender derfor med en defakto afvikling af KLM-faget. Der er en form for underliggende strid mellem UC’er og politikerne efter min mening. Den går ud på følgende: Først opløser politikerne seminarierne og danner UC’erne. Dermed dannes KLM, som en seminarierest i UC’ernes anti-seminarieånd. Herefter kæmpes løbende med udgangspunkt i denne splittelse, som altså er politisk skabt.

4. Konklusion

I Taskforcens kommissorium står der følgende: ”Taskforcen udarbejder en grundig analyse af den nuværende læreruddannelses styrker og svagheder samt trusler og muligheder for læreruddannelsen og sektoren i et 2-3-årigt perspektiv og med udgangspunkt i bl.a. folkeskolens udvikling og udfordringer samt internationalt tendenser”.

Sjovt nok er man kun ”grundig” med hensyn til pædagogisk opløsning, og man beskæftiger sig overhovedet ikke med ”trusler”. Og da slet ikke med den centrale trussel, som er læreruddannelsen og taskforcen selv. Jeg kan heller ikke finde nogen seriøs behandling af ”internationale tendenser”, som kan bære udviklingen af en læreruddannelse. Der er bare OECD-referencer, evalueringsrapporter, og så alt det jeg lige har nævnt. Det er under al kritik.

I rapporten og i bilagene behandles også nogle flere emner, men de tager alle sammen farve af den ånd, som jeg har beskrevet. Og der er intet forsøg på at undersøge mulighederne i den pædagogiske kritik og ideudvikling, som findes overalt, både internationalt og i Danmark.

Alt er ved det gamle. UC’erne er en strategisk bekræftelse af 00’ernes styringspolitik. Dvs. vi får antidannelse, læringsstyring og centralisme over hele linjen, nu med lidt pynteord, der skal lukke munden på kritikken. Oversat til “ny-læreruddannelsessprog” er konsekvensen et opgør med den grundtvigske virkningshistorie, yderligere modulisering og teknificeret globalisering.

Dermed er vi tilbage til overskriften: Læreruddannelsens opgør med læreruddannelsen.

PS: Her i foråret 2018 er der to konferencer om læreruddannelsen: D. 29. maj afholdes en såkaldt “videndag” på DPU. Det manglende “s” er kode for, at UC-ledelserne spiller en stor rolle. Programmet er helt i 10-punktplanens og taskforcens ånd, så der bliver ikke nogen intellektuel fest. Søger man mere kritisk og selvstændig tænkning, skal man til Aarhus Idrætshøjskole i Risskov d. 17. maj. Her kan man bl.a. møde Kirsten Krogh-Jespersen og Thyge Winther-Jensen, som begge har skrevet aktuelle og selvstændige bidrag om emnet. Der er også mange andre spændende folk fra både universiteter og seminarierne. Det er dannelses-tænketanken Sophia, som er vært for arrangementet.

Info og referencer:

1. Her er lidt uddybende info om taskforcens medlemmer:

Tove Hvid Persson (formand), Uddannelsesdirektør for læreruddannelse, forskning og formidling, Københavns Professionshøjskole. Hvid Persson er med i det kontroversielle arbejde med Synlig Læring i de nordkøbenhavnske kommuner: http://4kommuner.dk/filer/pdf/AP__M%C3%B8ller_2016_projektbeskrivelse.pdf
Lars Breinholt Søndergaard, Institutchef for læreruddannelse, UC SYD. I efteråret 2016 var Antorini på besøg på UC-Syd. Efter besøget kaldte Breinholt hende for en ”kvinde af sjældent format”. UC’erne fedter nogle gange for magten, så det ikke er til at hold ud: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154540447669481&id=837549480
Elsebeth Jensen, Uddannelseschef for læreruddannelsen, VIA. Elsebeth Jensen er den eneste intellektuelt profilerede i taskforcen. Hun har skrevet ph.d. i 2007 og har indimellem deltaget i den offentlige debat om pædagogiske spørgsmål, dog mest i mindre artikler og professionsinterne tidsskrifter. Som regel med nogle lidt andre udgangspunkter, end dem der kommer til udtryk i rapporten, men altid uden kant.

Faktisk er disse tre personers indsats skuffende. Når jeg taler med dem, bedyrer de mig, at de skam er på pædagogikkens side, og at de eksempler jeg nævner på deres engagementer er en blanding af tilfældigheder og fejltagelser. Men når det kommer til alle offentlige markeringer, så går det hele i Taskforce-retningen.

2. Referencer til Taskforcens arbejde:

Taskforce grundlagspapir: http://www.laereruddannelsesnet.dk/wp-content/uploads/Arbejdsrapport-grundlagspapir-for-anbefalinger-til-fortsat-udvikling-af-l%C3%A6reruddannelsen.pdf

Taskforcens rapport: http://www.laereruddannelsesnet.dk/wp-content/uploads/Taskforce-Anbefalinger-for-fortsat-udvikling-af-l%C3%A6reruddannelsen.pdf

Taskforcens bilagssamling: http://www.laereruddannelsesnet.dk/wp-content/uploads/Bilagssamling_taskforcen-for-fremtidens-l%C3%A6reruddannelse.pdf

Taskforcens hjemmeside med link til rapport og bilagsssamling: http://www.laereruddannelsesnet.dk/wp-content/uploads/Taskforce-Anbefalinger-for-fortsat-udvikling-af-l%C3%A6reruddannelsen.pdf

3. Øvrige referencer:

UC’ernes 10 ambitioner: https://danskeprofessionshøjskoler.dk/10-ambitioner-skal-skabe-bedre-laereruddannelse/

Stefan Hermann mfl. om Globaliseringsstrategien, 2019: https://danskeprofessionshøjskoler.dk/hvad-pokker-blev-der-af-globaliseringsstrategien/

Rømer, TA (2017): Analyse af læreruddannelsens formålsstruktur: http://www.thomasaastruproemer.dk/foreloebige-bemaerkninger-laereruddannelsens-formaalsstruktur.html

Rømer, TA (2017): Stefan Hermans opgør med dansk pædagogik: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-opgoer-dansk-paedagogisk-tradition.html

Omtale af Anders Hvids synspunkter: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156177308869481&id=837549480

PS: (tilføjet d. 22. maj):

Ovenstående blogindlæg gav anledning til en efterfølgende diskussion mellem Alexander von Oettingen og undertegnede. Her er min opsamling fra d. 22. maj af debatten med tilhørende links:

Alexander von Oettingen kritiserer nu i anden omgang mit indlæg ”Læreruddannelsens opgør med læreruddannelsen”, som handler om UC’ernes aktuelle udspil om læreruddannelsen.

Jeg havde simpelthen gjort UC’erne den tjeneste at læse hele udspillets grundlagsmateriale på ca. 200 sider og sammenfatte indtrykkene i et forholdsvist langt blogindlæg d. 13. maj.

Først – d. 15. maj – kaldte von Oettingen mit indlæg for nonsens, slet og ret. Det var jo ikke til at tage alvorligt. Jeg underbyggede så min kritik med en henvisning til en teknologibegejstret kronik af Stefan Herman, som jo er formand for UC’erne. Kronikken lå helt i det oprindelige udspils ånd, hvor teknologispørgsmålet udelukkende hvilede på Singularity-ideologi.

Von Oettingen svarede så på kritikken i fredags. Nu er det der med nonsens pludselig kommet i gåseøjne. Nu er det kun ”nonsens”. Det er naturligvis et fremskridt, eller hvad man nu skal kalde det. Det er argumenterne derimod ikke.

Von Oettingen mener, at min kritik er ”nonsens”, fordi den er ”for affirmativ og tolker alt ind i en snæver Rømer-dagsorden”. Men mit indlæg er fyldt med dokumentation og argumentation. Der er ikke noget specielt ”affirmativt” ved det. Det er et decideret misbrug af Benners begreber, som von Oettingen er ude i her. Er Oettingen og UC-udspillet ”non-affirmativ”, mens kritikerne er ”affirmative”? Og har jeg en ”Rømer-dagsorden”, mens Oettingen har en ”non-affirmativ UC-dagsorden”?

Igen: Det er noget pjat. Det er et tegn på, at UC’erne lever i en boble, som man misbruger filosofiske begreber til at befæste.

Sagen er følgende: Jeg har leveret en velfunderet kritik, der bygger på en grundig læsning af grundlagsmaterialet, og Oettingen og resten af UC-eliten har intet svar. Man bliver nervøs og sprutter omkring sig med bandeord, som ”nonsens” og ”affirmativ”.

Oettingen fortæller så, at der er store forskelle mellem de forskellige UC’er, underforstået at jeg fejler i min kritik af udspillet, selvom det jo netop er centralt formuleret. Det er rigtigt, at der er små forskelle mellem UC’erne, og dem omtaler jeg også nogle gange. Men i denne sammenhæng er der jo tale om et samlet centralt udspil, hvilket von Oettingen netop selv understreger nødvendigheden af, og hvis faglige grundlag er alt for smalt og teknisk. At der er mikrodiversitet under den centrale hat, er jo ligegyldigt i denne sammenhæng. Og den taskforce, som har lavet rapporten, er sammensat af folk fra både VIA, UC-syd og KP. Det er simpelthen for ringe, at man laver et centralt udspil, og når det så kritiseres, så snakker man om, at det ikke er så centralt, at det gør noget.

Til sidst kommer Oettingen endelig med en meget kort omtale af indholdet i min kritik, nemlig de føromtalte grundlagspapirer. I disse passager giver han mig faktisk ret i det hele, så vidt jeg kan bedømme det, men det er svært at vurdere helt præcist ud fra de meget sporadiske sætninger.

Men så skriver han alligevel til sidst, at min kritik skam ikke betyder, at UC’erne ikke har sans for ånd, tradition og seminarie-ånd. Men den går ikke. Min dokumentation, som Oettingen ikke har tilbagevist – sådan nærmest tværtimod -, viser det stik modsatte: Nemlig at UC’er forstærker det opgør med tradition og seminarie-ånd, som læreruddannelsen fra 2012 og UC’ernes eksistens er bygget på. At man så har lært sig nogle pynte-ord gør ingen forskel whatsoever.

Links:
Mit indlæg om læreruddannelsen d. 13. maj: http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer…

AvO’s opslag d. 15. maj: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=594931180886324&id=100011083422575

Min kritik af Hermans kronik, d. 19. maj: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156338557804481&id=837549480

AvO’s opslag d. 19. maj 2018: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=596704797375629&id=100011083422575