1. Optakt

Under overenskomstforhandlingerne annoncerede de offentlige ansattes fagforeninger, at de ville stå skulder ved skulder, indtil en række krav var opfyldt. Et af disse krav var en arbejdstidsaftale for lærerne. Signalet var, at hvis ikke disse krav blev opfyldt, så ville alle fagforeningerne gå i en fælles storstrejke og dermed tvinge folketinget til igen at tage stilling til den corydonisering af det pædagogiske arbejde, som kom til udtryk i Lov 409 fra 2013.

Denne solidaritetserklæring viste sig ikke at kunne bære. Solidariteten gik i opløsning og løb ud i egeninteresser. Jeg kalder det for fagbevægelsens fiasko. Fagforeningerne solgte landets pædagogik for et par lunkne fadøl på Nyhavn. Det var de lavtlønnedes organisation FOA, der først brød solidariteten, men de andre fulgte hurtigt efter, og de var endda frække nok til at udråbe fiaskoen til at være en sejr.

Anders Bondo personificerede på en måde den konflikt mellem lønstigning og solidaritet, som udspillede sig på den store scene. Anders Bondo forhandlede nemlig både for de forholdsvist vellønnede lærerne og for alle de kommunalt ansatte, hvoraf mange jo er lavtlønnede og derfor delte interesser med FOA. Efter fiaskoen valgte Bondo da også at gå af som fælles-kommunal forhandler, hvilket efter min opfattelse var en indrømmelse af hans egen andel i fagbevægelsens fiasko.

Fagbevægelsens fiasko og Bondos problem afstedkom i en lidt ubestemt form for vekselvirkning nedsættelsen af en såkaldt “kommission”, hvis nærmere kommissorium og sammensætning blev besluttet af KL og DLF i fællesskab. Kommissionen skulle især se på, hvad der er pædagogisk kvalitet i skolen, og hvad en sådan kvalitet kan betyde for arbejdstidens nærmere organisering. Med denne konsensus – en såkaldt ”ny start” – som skema, skulle KL og DLF løbende opfordres til nye arbejdstidsforhandlinger.

Denne kommission får dermed magt til at fastgøre og bestemme centrale dele af landets pædagogiske praksis. Den pædagogiske frihed er så at sige solgt til KL og DLF, som formodentlig ser frem til at dele kommissionskonsensussen mellem sig. Både KL og DLF er private organisationer med stærke ideologiske interesser og med problematiske historier på bagsmækken: KL er dog værst. KL’s mange skoleudspil op gennem 00’erne er dybt anti-pædagogiske, og foreningens aktuelle syn på forholdet mellem teknologi og pædagogik er udarbejdet af nogle af de mest teknologibegejstrede disruptionskredse i landet, hvis ikke endda i verden. Men DLF har også en læringsideologisk platform at falde tilbage på. Organisationen støttede helhjertet Ny Nordisk Skole, som jo var det ministerielle initiativ, der i 2012 lagde grundstenen til opløsningen af landets pædagogik helt fra vuggestue til lærer- og pædagoguddannelse. DLF gik desuden også ind for skoleformen på lange stræk. KL og tankerne bag Ny Nordisk Skole er i øvrigt dybt forbundet, så hvis man kan glemme L409 og lave et par småaftaler hist og her, så kan man nok godt blive enige om, hvad “kvalitet” er. Nemlig et eller andet der minder om 2012.

At lægge landets pædagogik i sådan en privatorganisatorisk spændetrøje vil have meget dårlige effekter for mulighederne for at indfri skolens formål. Kommissionen står derfor i stik modstrid med den såkaldte rådgivningsgruppe for Fælles Mål, som var nedsat af undervisningsministeren, og som i sidste uge barslede med en rapport, der for alvor talte pædagogikkens sag.

Formålsopgøret viste sig da også hurtigt via en sand inferno af reklame for allehånde KL-initiativer på Folkeskolen.dk, især drevet frem af hovedbestyrelsesmedlemmer i DLF. Nu skulle der skabes konsensus, koste hvad det ville. Man øjner ny magt og vælde. Alternativet er en bekræftelse af fiaskoen.

Så min første konklusion er: En kommission med sådan en tilblivelseshistorie vil komme til et dårligt resultat, alene af den grund, at KL/DLF ikke skal lave “kommissioner” om “kvalitet”.

Men ok, lad os se på selve sammensætningen alligevel.

 

2. Formanden

Først udnævnte man allerede i maj 2018 kommissionens formand. Det blev Per B. Christensen, som har stået bag en række af de allermest læringsideologiske tiltag, vi har set gennem årene. F.eks. var han formand for det meget kritiserede læreruddannelsesudvalg i 2012, og i 2015 sendte han ledelsen i Næstved Kommune, hvor han var direktør, på John Hattie-rejser til Down Under. Han er også med i AP Møllers vurderingsudvalg, der om nogen har bidraget til læringsideologien. Desuden kører Næstved kommune efter de allermest rigide læringsprincipper. Og der er mig bekendt ingen æg i den anden kurv.

Jeg har ingen forståelse for, at han skulle være et neutralt valg. Da jeg nævnte sagen – endda uden at nævne navne – for Anders Bondo på Folkemødet, svarede Bondo skarpt, kort og offentligt, at han ikke ”vil medvirke til Thomas Rømers evige dæmonisering af andre personer”. Tvangskonsensussen arbejder. Bondo lagde dermed linjen for Ny Starts kommende tvangskonsensus ude på de enkelte skoler.

 

3. Resten af kommissionen

Og her til morgen har vi så fået kommissionens øvrige medlemmer. Lad os først se på dem hver for sig og til sidst vurdere helhedsindtrykket.

Der er to repræsentanter for forskningen, hvilket er de vigtigste udnævnelser fra et diskursteoretisk synspunkt: Der er en person fra den pædagogiske forskning og en anden fra ledelsesforskningen. Man må formode, at DLF har peget på den første, mens KL har peget på den anden.

Kommissionens eneste pædagogiske ”forsker”, hvis man kan bruge det udtryk, eftersom vedkommende er ansat som leder på et UC, er Andreas Rasch-Christensen, som har spillet en central rolle hele vejen igennem i både Ny Nordisk Skole og i hele skolereformens ideologi. Han har også i 2016 skrevet en nærmest vild kritik af Keld Skovmands meget indflydelsesrige bog om Fælles Mål. Kritikken forfattede han sammen med professor Jens Rasmussen, som nærmest er mr. Læringsmålstyring her til lands, og som har arbejdet tæt sammen med Per B. Christensen. Jeg ved ikke, hvem der har peget på Rasch-Christensen, men hvis man bruger logikken, må det være DLF. I så fald er det en ren stillingtagen imod sit eget fag. Rasch-Christensen har på det seneste bevæget sig lidt, men kun i sporadiske meldinger. Hele hans faglige eksistens er dannet i læringsmålstyringens og læringsbegrebets tegn, og han har mig bekendt ikke drøftet landets pædagogiske tradition. Udnævnelsen af Rasch-Christensen er derfor helt i Per B. Christensens ånd. De to vil udgøre den centrale læringsideologiske tandem i kommissionen ud fra en meget smal teoretisk og filosofisk horisont.

Dertil kommer professor Lotte Bøgh Andersen, som er ledelsesforsker. Det er formodentlig KL’s valg. Hun ved mig bekendt intet om pædagogik. Derimod sad hun med i ledelseskommissionen, hvis forslag vidnede om total mangel på interesse for faglig og politisk materie. At hun ind imellem også siger nogle fornuftige ting om betydningen af kald og motivation, er det slet ikke nok i nærværende sammenhæng. Jeg hørte hende i Allinge i professionshøjskolernes ”Strandbar”, og her var der ingen sans for pædagogiske emner, endda selvom en blandt publikum nævnte Rasmus Willigs fine arbejde om de aarhusianske pædagogers manglende ytringsfrihed. Ved en anden lejlighed erklærede Bøgh Andersen, at man kan måle alt. Det er ledelse uden pædagogik, især hvis synspunkterne kommer i kontakt med Per B. Christensens og Andreas Rasch-Christensens ideer.

Udover formanden og de to forskere i gruppen er der to praktikere, som er mindre profileret, og som stort set ikke har skrevet eller ageret offentligt om disse emner. Den ene person er Vejles skolechef Ulla Riisbjerg Thomsen, som altså har samme job-funktion, som Per B. Christensen havde i Næstved Kommune. På den måde er der to kommunale skolechefer med i kommissionen. Det er værd at nævne, fordi kommunernes skolechefforening har været særdeles skolereformaffirmativ. Der er jo også herfra, at de mange initiativer om synlig læring etc. har haft deres konkrete udspring. Riisbjerg Thomsen er formodentlig KL’s valg.

Det eneste, jeg kender til Thomsen, er en artikel i en bog om ledelse, som den daværende skolelederforeningsformand, Anders Balle, redigerede i 2016. Balle var formand under skolereformens og L409s tilblivelse. Dengang kaldte jeg ham for ”KL Balle”, og det var jo heller ikke så pænt, selvom satiren var velplaceret, hvis jeg skal sige det selv.

I Balles forord til bogen står der f.eks. følgende:

”Både reformen og arbejdstidsreglerne er gode og holdbare, hvis de udmøntes ordentligt” (s.7).

Ulla Riisbjerg Thomsens egen artikel, som er skrevet sammen med to mellemledere fra UC’erne, er uden kritisk og pædagogisk interesse. En af medforfatterne, som i dag leder en læreruddannelse, har også kaldt Antorini for ”en kvinde af særlig format” på twitter, og der blev skam liket til den store guldmedalje af UC-sektoren. Det er ren tilpasning. Der er ingen grund til at tro, at Riisbjerg Thomsen kan gøre en forskel af betydning, om nogen forskel overhovedet.

Balles bog hedder i øvrigt ”Pædagogik og Ledelse”. Det er værd at nævne, at Andreas Rasch-Christensen skrev det systemaffirmative introkapitel. Bagefter kom en artikel af Lars Qvortrup, som skriver om ”John Hatties banebrydende bog” (s.37). Så kan man lære det. En undtagelse er Justine Pors’ kritiske artikel om KL, som bygger på Pors’ ph.d.-afhandling om ”støjende styring”, som hun kalder KL’s ledelsesform. Men det siger jeg blot for god ordens skyld.

Samme år, altså i 2016, udkom Lejf Moos’ højt kvalificerede ”Pædagogisk ledelse i en læringsmålstyret skole” med fuld reference til moderne samfundsvidenskab og pædagogisk teori, og der kom også mange andre kritiske udgivelser. Men den slags er ikke comme il faut hos DLF og KL, når der skal skabes læringskonsensus.

Endelig er der en lærer i gruppen, som hedder Gitte Grabov. Grabov, som må være valgt af DLF, er læringsvejleder i en af de store synlig lærings-bastioner i landet, nemlig Gladsaxe Kommune. Hun har meget bekendt heller ikke skrevet noget. Jeg kunne i al fald ikke finde noget på statsbibliotekets server eller på infomedia. Så hun vil ikke kunne gøre en forskel i det samlede billede, selvom hun skulle være imod det, som hun skal vejlede i ovre i Gladsaxe, eller hvordan det nu lige er.

Nogle af DLF’s mest profilerede hovedbestyrelsesmedlemmer klynger sig alligevel til Grabov, når de skal overtale deres medlemmer. Deres begrundelse er, at Grabov sad i rådgivningsgruppen for de Fælles Mål. Rådgivningsgruppen blev imidlertid intellektuelt ledet af Lene Tanggaard og Keld Skovmand, som har en helt anderledes grundig anknytning til pædagogisk og didaktisk videnskab end KL/DLF-kommissionen. Og det var jo netop Skovmand, som Andreas Rasch-Christensen – som allerede nævnt – gik amok på sammen med Jens Rasmussen så sent som 2016 med det såkaldte ”notat”. Det forhold, at DLF-folkene sætter så meget lid til Grabovs tilstedeværelse i kommissionen, siger noget om, hvor meget fiaskoen er indskrevet i sagen fra starten.

Endelig er der Lars Hjortnæs, som er dommer i arbejdsretten og endda også i højesteret. Jeg ved ikke, hvorfor han er med, men det understreger sagens højspændte essens. Den Frie Tid, altså pædagogisk kvalitet, er en sag for Højesteret.

Summa summarum: Der skal nu laves en privatorganisatorisk konsensus for kvalitet og lærerpraksis med udgangspunkt i den ånd, som har skabt den læringsideologi, som i årevis har stået i modsætning til formål, indhold og undervisning. Det vil blive en spændetrøje, strikket af tvangsmæssige lærings-konsensusstråde.

 

Links:

Folkeskolens dækning: https://www.folkeskolen.dk/638621/her-er-medlemmerne-af-laerernes-arbejdstidskommission

Skolelivs dækning og interview med Per B. Christensenhttps://skoleliv.dk/nyheder/art6603812/Nu-er-l%C3%A6rerkommissionen-klar-til-arbejdet

Skolelivs lidt grundigere beskrivelse af medlemmerne: https://skoleliv.dk/nyheder/art6603629/Her-er-de-6-personer-der-skal-granske-l%C3%A6rernes-arbejdstid

Direkte link til aftalen om Ny Start: https://www.dlf.org/media/11231396/samlet-arbejdstid-270418-endelig.pdf

Andreas Rasch-Christensens og Jens Rasmussens ”notat” om Keld Skovmands bog: http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-andreas-rasch-christensens-hemmelige-notat.html

Om Per B. Christensens baggrund og arbejde: http://www.thomasaastruproemer.dk/profitraten-i-naestved-kommunes-loefte-om-laering.html

Link til ledelseskommissionens aktuelle rapport: https://ledelseskom.dk/files/media/documents/hovedpublikationer/saet_borgerne_foerst_-_ledelseskommissionens_anbefalinger.pdf