Vi er på vej ind i en ny og tredje fase af læringsrevolutionen, som jeg kort vil tale frem her. Hver fase er en radikaliseret version af den forrige:

1. De tre faser

Den første fase løb fra 1975 – 2010, hvor man gjorde op med formål og dannelse. I stedet trådte læringsbegrebet. Først var det den marxistiske pædagogik, der brugte læringsbegrebet til at splintre forskellige pædagogiske synteser. Efter murens fald kunne forskellige former for konstruktivisme – især systemteoriens operative konstruktivisme – gøre arbejdet færdigt, og derved endte ”læring”, dvs. at lære at lære, som et formål i sig selv.

Den anden fase løb fra 2008 – 2016. Ny Nordisk Skole og folkeskolereformen var paraplyen for denne fase, hvor konstruktivismen for alvor træder i kontakt med policy-processerne. Finanskrise, vidensøkonomiske reformer og pædagogisk konstruktivisme indgår i en ny og kraftfuld symbiose. Under rammerne fra den første fases opgør med pædagogik, knyttes skolen an til Pisalister, evidensbaserede metoder og konkurrencestatsideologi, og både forskning, forvaltninger og uddannelsesledelsere, som jo kommer fra den første fase, støtter op. Dermed funderes det, jeg selv har kaldt for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), men som andre også har beskrevet med andre ord. Vi får en teknokratisk skole, hvor man skal gøre det, der virker, og hvor eleverne skal være soldater i konkurrencestaten.

I de sidste dele af denne fase tales om, at skolen skal være læringsmaksimerende og endda om, at skolen opløses i læringsledelse, det såkaldte ”klasseledelse all inclusive”. Men her er vi på vej over i fase 3, hvor andre processer tager over. Et andet forhold, der peger frem mod fase 3 er, at dannelsesidealet ifølge konkurrencestatsteorien er ”den opportunistiske person”, hvilket jo ikke lyder så ”teknokratisk”. Men så igen: Ifølge teorien er denne ”opportunisme” styret af ”incitamenter”, og så er vi tilbage i teknokratiet, dvs. i fase 2.

Den tredje fase former sig i disse måneder. Fasen består af to momenter: Det ene moment handler om, at det nu helt frie læringsbegreb – dvs. “at lære at lære” som det formuleres under fase 1 og fase 2 – videreføres i den radikalt konstruktivistiske “selvmonitorering”. Vi får nu en egen livsform af selvmonitorerende og styrbare psykiske systemer, som skal vise tegn på glæde, der kan dokumenteres i transporterbar trivsels- og læringsdatapakker. Denne livsform arbejder i lukkede totalitære koncepter med globalt-kommercielt sigte, dvs. med kontorer overalt i verden og med slogans, konsulentstrukturer, flag, farver og udvalgte evidensrapporteringer. Her er pædagogiske ord helt væk eller bruges i helt forskudte betydninger. Lærere, elever og forvaltninger skal nu ikke bare anvende en metode. Nej, nu skal de hylde og promovere metode-konceptet som sådan. Man bliver en “Visible Learning skole” eller en “PALS-skole”, og børn tager “visible learning” trøjer på, synger sange til PALS-fanen eller laver “flashmobs”, der hylder kommunale læringskoncepter. Ideologien kører så stærkt, at de ideologisk begejstrede kommuner selv mener, at de fremmer frivillighed, og at de arbejder med “dyb respekt for lærerens grundfaglige viden”, som man kalder det i Skanderborg, hvor bølgerne går særligt højt. Skanderborg Kommunes arbejde med Visible Learning, som jeg har analyseret indgående, er et fremragende eksempel på denne proces (se link i bunden). Jeg kalder hele dette moment for ”hattieficering”.

Det andet moment er radikaliseringen af anden fases ”teknokrati”. Det totalitære koncept, som omfatter børns og voksnes handlinger, følelser og hele liv under læringsmaksimeringens begreb, knyttes nu an til en detaljeret dataficering af læring, der trænger sig ned i praksis i en række højfrekvente øjeblikke. Det vilde læringsbegreb kan nu sættes på datalogisk formel med hyppige tests og gentests og ledsagende planer, dokumenter og kvalitetsrapporter, som kan tilgås og kontrolleres af alle mulige læringsaktører. Data skal indsamles og styres af hattieficerede personer, og data kan samles i pakker, sendes jorden rundt og gøres til genstand for botaniserende styring op gennem de postmoderne hierarkier og ned igen. Ja, nogle af datapakkerne kan endda udveksles mellem OECD-organisationer og globale konsulenthuse, hvortil knyttes en række processer på det europæiske og globale plan. Herhjemme omgives datatransporterne med læringssamtaler på alle niveauer i de “lærende kommuner”, der vil gøre børnene “klar til  læring”.

I denne helt aktuelle fase indkalder konsulenthuset Rambøll f.eks. til konferencer, hvor man drøfter de “kommende ti års styring af den offentlige sektor”. Oplægget er, at ”professionerne skal udfordre sig selv for at komme styrket ind i en ny styring”, og dette skal ske ved at ankomme til en ”ny faglighed med evidens- og datainformeret refleksionskultur og læringspraksis”. Stort set alle konferencens oplæg handler om datastyring (se link nedenfor). Vi skal simpelthen ”komme styrket ind i en ny datainformeret styring”.

Det seneste nummer af tidskriftet ”Liv i Skolen” har temanummer om “datainformeret læringsledelse”. Det er et tankevækkende tema, fordi netop disse to ord, “læringsledelse” og datainformeret”, er de centrale komponenter i læringsrevolutionens fase 3. Indledningsartiklen hedde “data- og forskningsinformeret læringsledelse”. Artiklen er skrevet af lederen af det nydannede Nationalt Center for Skoleforskning, der efter min opfattelse vil blive en central transportør af fase 3. Den pågældende leder bidrager i øvrigt også til Rambøl-konferencen. I to af de efterfølgende artikler kan man se, hvordan denne dataficering træder i helt ureflekteret kontakt med netop Skanderborg kommune og dermed med hattieficeringen som sådan (se links nedenfor).

2. Nogle forskydninger i fase 3

Vi får dermed en ”dataficering” og en ”hattieficering” af den nu helt løsslupne ”selvmonitorerende læring”. Denne proces fremmes af en række institutioner og personer, der har forskellige faglige, politiske og kommercielle interesser i foretagendet, eller som bare følger med. Denne personkreds og dens sprogspil og institutioner udgør det allerede nævnte Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), der opstod i løbet af 00’erne, manifesterede dets betydning i fase 2 og nu transformeres igen her i den tredje fase, hvor der formentlig vil ske en delvis rekonfiguration af struktur og personkreds. Der er masser af ting at undersøge. F.eks. sker der nogle sproglige forskydninger:

a) Man taler om datainformeret i stedet for evidensbaseret (Det fulde skred er fra ”evidensbaseret” til ”evidensinformeret” til ”datainformeret”)

b) Man taler om “principper” i stedet for “metoder” (Man siger f.eks., som argument imod den urene pædagogiks analyser, at Synlig Læring ikke er en ”metode”, men et ”princip”. Men dette ”princip” er i min optik en ideologiseret metode, dvs. en metode, som man ikke anvender, men som man selv bliver anvendt af.)

c) Man taler om “effektfuldhed” i stedet for “effekt” (Det skyldes, at man i fase 3 forstår kausalitet som statistiske korrelationer, der fremmer læringsoutput, frem for som ”metode fører til effekt”. Det vil sige, at man får en radikaliseret og dataficeret kausalitetsforståelse, der hele tiden vil blotlægge statistiske korrelater, ofte endda inden for det pædagogiske koncepts – dvs. hattieficeringens – eget ”princip”)

d) Man begynder at tale pædagogisk/psykologiske ord frem under den dataficerede hattieficismes herredømme: F.eks. hører vi om livsduelighed, robusthed, ærgerrighed, grundighed, dømmekraft, pligt mm. Alle disse ord arbejder dog inden for rammerne af fase 3’s radikale opgør med pædagogik, dvs. at de betyder det modsatte af det, man skulle tro. Dermed fratages pædagogikken dens psykologiske og etiske sprog. Pædagogikkens politiske og kulturelle sprog er helt væk, for det røg jo ud i fase 1, men vi må forvente, at det kommer tilbage i en eller anden dyb forfaldsform her i fase 3. F.eks. kom “demokrati” tilbage i fase 2 som en listeplacering og et instrument til at signalere politisk stabilitet til de globale virksomheder. Hvordan vender “demokrati”mon tilbage i fase 3?

Med andre ord: Man skal ikke lade sig narre. Disse sproglige forskydninger er ikke tegn på besindelse. Tværtimod er det tegn på en radikaliseret revolution. Så hvis nogen f.eks. siger, at de giver dig helt ret i at det er dårligt med ”evidensbasering”, for nu skal vi lave ”datainformering”, så vær vis på, at de taler om en radikaliseret evidensbasering. Dvs. at de er i fase 3’s hattieficerede og dataficerede univers.

Links:

Analyse af situationen i Skanderborg Kommune: http://www.thomasaastruproemer.dk/synlig-laering-i-skanderborg-frivillighed-eller-tvang.html

Rambøll konference d. 17. januar 2017: http://www.ramboll.dk/medier/arrangementer/efter-new-public-management (min FB-kommentar: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154722274534481&id=837549480&notif_t=like&notif_id=147956729862112)

Link til ”Liv i skolen”, nr. 3. 2016: http://www.via.dk/om-via/presse/magasiner-tidsskrifter/liv-i-skolen

Omtale og kritik af Nationalt Center for Skoleforskning (august 2016)

Første blog om læringsrevolutionen, “Den læringsrevolutionære skole” (april 2016)