Landsrettens dom i Erik Schmidt-sagen: Substans og reaktioner

Indholdsfortegnelse:

Kapitel 1. Indledning og selve dommen

Kapitel 2. Relationen mellem dom og advarsel

2.A. Advarslens første del

2.B. Advarslens anden del

2.C. Advarslens konklusion

 

Kapitel 3. De første reaktioner på dommen fra kommunen og dens støtter

3.A. KL’s reaktion

3.B. Odense kommunes reaktion

3.C. Den ledelsesmæssige situation i Odense

3.D. Reaktioner på de sociale medier

 

Kapitel 4. Politiske, juridiske og pædagogiske reaktioner

4.A. Politiske reaktioner

i) Merete Riisager

ii) Jacob Mark

 

4.B. Juridiske reaktioner

i) Tyge Trier

ii) Ombudsmanden

 

4.C. Pædagogiske reaktioner

i) Stefan Hermann

ii) Svend Brinkmann/Lene Tanggaard

iii) Niels Christian Sauer og Odenses lærere

iv) Norske reaktioner

v) Heine Andersen

vi) Anders Bondo Christensen

vii) Dansklærerforeningen

viii) Folkeskolen.dk

 

Kapitel 5. Erik Schmidts reaktion på dommen, A-E

5.A. Sejrsfesten

5.B. Facebook

5.C. Dagbog i Politiken Skoleliv

5.D. Samlet kommentar i Politiken Skoleliv

5.E. Hyggemail fra kommunen

 

Kapitel 6. Afsluttende bemærkninger

6.A. Renterne

6.B. Suzy og Eigil

6.C. Bambi og Eigil

 

 

Kapitel 1. Indledning og selve dommen

D. 2. juni 2014 fik den nationalt fremtrædende lærer, Erik Schmidt, en advarsel af sin skoleleder, Mohammed Bibi. Fire et halvt år senere, d. 29. november 2019, blev advarslen kendt ulovlig af Østre Landsret.

I det følgende vil jeg drøfte dommen, og de reaktioner den afstedkom. Først undersøger jeg forholdet mellem advarsel og dom. Jeg argumenterer for, at landsretten med sin dom tager parti for en pædagogisk og politisk indsigt, som står i stik modsætning til det organisatoriske nysprog, som præger advarslen, og som er bundet op på skolereformens ideologi.

Dernæst drøfter jeg KL’s og Odense Kommunes fortolkning af dommen. KL mener, at dommen handler om ”uhensigtsmæssig adfærd”. I modsætning hertil viser jeg, at dommen har rod i ytringsfrihedens og åndsfrihedens natur og sprog.

Resten af indlægget er en gennemgang af de mange offentlige reaktioner fra folk – dvs. landspolitikere, forskere, jurister, pædagoger etc. –, som ikke er part i sagen, men som ligesom jeg selv har responderet på sagens eksistens og afgørelse. Alle disse indlæg er – trods deres forskellighed – enige om, at sagen er principiel og vigtig. Jeg er helt enig med dem, men vi er til gengæld allesammen uenige med KL og Odense Kommune.

Jeg vil med andre ord argumentere for, at reaktionerne på sagen er et udtryk for, at landets pædagogik er opdelt i to separate verdener, en pædagogisk/politisk verden og en lærings/organisations-verden.

Først ganske kort om baggrunden:

Skolelærer Erik Schmidt, som også er publicist og pædagogisk forfatter, havde arbejdet til UG med kryds og slange for sin landsbyskole i 34 år uden en eneste anmærkning. Skoleleder Mohammed Bibi kom fra en kontroversiel muslimsk friskole uden særlige faglige meritter. Han var helt ny på posten og forsøgte at ændre sin skoles ideologi radikalt. I baggrunden støjede den nye skolereform og OK-indgrebet mod lærerne i 2013. På lærermøderne udspandt sig derfor en livlig debat, som Schmidt i sagens natur blandede sig i. Bibi truede Schmidt med en tjenstlig advarsel. Det kunne Schmidt ikke leve med, så han sagde op. Efterlods fik Schmidt advarslen alligevel, til forebyggende skræk og advarsel for alle kommunens ansatte.

Schmidt og Danmarks Lærerforening (DLF) ønskede at teste advarslens lovlighed, men Odense Kommune modsatte sig alle former for proces. Derfor måtte Schmidt og DLF over i det almene retssystem og føre en slags meta-sag om overhovedet at få lov til at få testet advarslens legalitet. Denne meta-sag gik helt til landsretten, som gav Schmidt medhold.

Først i november 2017 kunne selve sagen om advarslens lovlighed derfor behandles i byretten, som dømte i Odense Kommunes favør. Byretten mente altså, at advarslen var lovlig. Men Schmidt og DLF ankede sagen. D. 30. oktober 2018 kom sagen så i landsretten. Her vandt Schmidt med et brag. Advarslen var ulovlig uden det mindste forbehold. Advarslen var et overgreb mod pædagogikkens retlige essens.

Domsudskriftet fra d. 29 november 2018 er på 17 sider. Her er Østre Landsrets afsluttende begrundelse og konklusion i domsudskriftet fra d. 29. november 2018:

————-

”Landsrettens begrundelse og resultat:

Det kan efter forklaringerne lægges til grund, at da Mohammed Bibi på personalemødet den 25. marts 2014 præsenterede sin vision for skolen, gav Erik Hulmose Schmidt udtryk for, at en vision burde være et fælles projekt, og at Erik Hulmose Schmidt på to efterfølgende personalemøder sammen med flere andre lærere stillede spørgsmål til ledelsen om ledelsens oplæg.

Det findes ikke bevist, at Erik Hulmose Schmidt i forhold til andre lærere skulle have været særligt negativ over for ændringer i arbejdstidsreglerne som følge af skolereformen i 2013, eller at han skulle have pisket en negativ stemning op i personalegruppen.

Der har derfor ikke været grundlag for denne del af advarslen den 2. juni 2014.

Spørgsmålet er herefter, om forløbet på mødet den 7. maj 2014 i sig selv har kunnet danne grundlag for advarslen.

Det kan på baggrund af især forklaringerne afgivet under sagen i hvert fald lægges til grund, at Erik Hulmose Schmidt på mødet spontant én gang råbte,

”nu må det her vanvid stoppe” eller lignende, at han var vred, og at han gav udtryk for sin utilfredshed med ordene ”lukket ledelse”.

Ved vurderingen af, om advarslen på dette grundlag var berettiget, må der lægges vægt på, at der var tale om et personalemøde, hvor der var en debat, hvilket efter bevisførelsen faldt inden for mødets formål, og at baggrunden for udbruddet skyldtes et regneark med et indhold, som flere lærere på mødet tolkede som omhandlende blandt andet differentieret forberedelsestid, men som ikke havde med de fremadrettede arbejdsvilkår at gøre og utilsigtet var blevet fremvist under mødet på grund af en fejl fra ledelsens side. Det må endvidere indgå i vurderingen, at lærergruppen ikke blev lovet indsigt i kriterierne for differentiering med den begrundelse, at der var tale om et ledelsesværktøj.

Herefter, og når der endvidere henses til, at Erik Hulmose Schmidt efterfølgende beklagede sin opførsel over for ledelsen, og at han i de ca. 34 år, hvor han havde været ansat på Agedrup Skole, ikke har fået påtaler af nogen art, finder landsretten efter en samlet vurdering, at det på trods af hans opførsel på mødet, ikke var proportionalt at tildele ham en advarsel.  På denne baggrund tages påstanden nedlagt af Danmarks Lærerforening som mandatar for Erik Hulmose Schmidt til følge, hvorefter Odense Kommune skal anerkende, at advarslen den 2. juni 2014 til Erik Hulmose Schmidt var uberettiget.

Efter sagens udfald skal Odense Kommune i sagsomkostninger for begge retter betale 126.250 kr. til Danmarks Lærerforening som mandatar for Erik Hulmose Schmidt. Beløbet omfatter 125.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms og 1.250 kr. til dækning af retsafgift. Der er ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb i byretten, herunder at spørgsmålet om retlig interesse blev behandlet særskilt. Der er endvidere taget hensyn til sagens omfang og forløb i landsretten samt hovedforhandlingens varighed ved begge retter.

THI KENDES FOR RET:

Odense Kommune skal anerkende, at advarslen den 2. juni 2014 til Erik Hulmose Schmidt var uberettiget.”

———————

Første annoncering af dommens udfald skete på folkeskolen.dk d. 29. november 2019 kl. 10.05 i følgende artikel, som er blevet udvidet i flere omgange. Begejstringen strømmer ud af tråden: https://www.folkeskolen.dk/647666/erik-schmidt-og-dlf-har-vundet-i-landsretten?fbclid=IwAR25r1bte55qXjyuxSogap1VHX2Xzl4OMb4J7YJC15WaO7seUp-qsOcLmms

Jeg skrev i sin tid en kritisk analyse af byretsdommen fra 2017. Den kan læses her: http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-byretsdommen-erik-schmidt.html

Og en beskrivelse af selve sagens oprindelige forløb kan læses i dette indlæg fra 2014: http://www.thomasaastruproemer.dk/agedrup-danmarks-paedagogiske-epicenter.html

Jeg har samlet alle indlæg i sagen på dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

Kapitel 2. Relation mellem dom og advarsel

Hvordan var det nu, den ulovlige advarsel til Erik Schmidt lød? Altså dén ulovlige advarsel, som Odense Kommune tildelte Schmidt d. 2. juni 2014, hele 14 dage efter at han havde sagt op i pædagogisk og faglig indignation.

Advarslen indeholdt to momenter, som landsretten strukturerer sine begrundelser efter, samt en konklusion (Jeg har rettet kommafejlene i citaterne fra advarselsteksten):

 

2.A. Advarslens 1. del

Første del af advarslen lød sådan her:

”Baggrunden for den tjenstlige samtale var, at ledelsen oplever, du er meget negativ over for de forandringer, Agedrup Skole er i lige nu. Dette kommer ofte til udtryk på fællesmøder, hvor du har negative holdninger og synspunkter.” (Odense Kommune 2014)

Ifølge Østre Landsret kan denne del af advarslen ikke begrundes i henhold til dansk ret. Schmidt deltog i den almindelige debat om de emner, som var på skolens og mødets dagsorden, herunder en drøftelse af ledelsens forslag til skolens nye vision samt af forberedelsesfaktorer for undervisningen. Schmidt var ikke “særlig negativ”, som det næsten ironisk hedder i afgørelsen, men gjorde blot sit arbejde efter sit fags standarder.

Så Odense Kommunes advarsel var et anslag mod ytrings- og åndsfrihed på skolen, en fratagelse af en pædagogs kæreste eje, nemlig hans frie ord.

Faktisk kan man godt sige, at Odense Kommune har forbrudt sig mod hele sammenhængen mellem Grundloven og Skoleloven. Kommunen har frataget en borger muligheden for at tale og handle, og den har ødelagt skolens begreb og pædagogiske liv. Den har knægtet både grundlovens ytringsfrihed og skolelovens åndsfrihed og demokratiske prægning. Sådan er det, fordi den gør uenighed og kritik til et spørgsmål om ”negative holdninger og synspunkter”.

 

2.B. Advarslens 2. del

Anden del af advarslen lyder sådan her: ”Det opleves, at du også er med til at piske en negativ stemning op i personalegruppen. Dette kom særligt til udtryk på personalemødet den 7. maj 2014, hvor du begyndte at råbe højlydt og beskyldte skolens leder for at udøve ”lukket ledelse”. Du råbte gentagne gange, bl.a. ”Nu må det vanvid stoppe!””. (Odense Kommune 2014)

Ifølge retten blev der ikke pisket en ”negativ stemning” op. Schmidt blev vred, men det var helt i orden, for vreden vedrørte et relevant sagsforhold, og vrede var ikke noget, der kendetegnede Schmidts virke i øvrigt, tværtimod. Det var derfor en slags saglig vrede.

Schmidt råbte ifølge retten ikke ”gentagne gange”, men ”én gang”, og retten kan ikke præcist sige, hvad det var, Schmidt råbte. Faktisk er det efter min mening slet ikke godtgjort, at han ”råbte”, men det mener landsretten trods alt, og fred være med det. Mange flere burde have råbt i 2013-14.

Man må altså gerne en gang imellem vise følelser, herunder vrede, i forbindelse med drøftelse af forhold af fælles interesse. Ja, efter min mening bør en seriøs skoleledelse opfordre til “den livligste vekselvirkning”, som det hedder i dannelsesteorien. Som vi senere skal se, er rektor for landets største læreruddannelsessted, Stefan Hermann, helt enig med mig i det.

Odense Kommune har forsøgt at demontere en borgers ret til at engagere sig i sit arbejde og en lærers ret til at diskutere sit fag med fornuft og følelse. Og Kommunernes Landsforening understøtter dette brud på moralske og juridiske principper.

 

2.C. Advarslens konklusion

Advarslen afsluttes med følgende passus:

”På baggrund af ovenstående tildeles du en advarsel, hvor det præciseres over for dig, at ovenstående adfærd er uacceptabel, og du straks skal ændre din adfærd til ordentlig og konstruktiv kommunikation.  Det præciseres ligeledes over for dig, at det er ledelsen, der har ledelsesretten.” (Odense Kommune 2014, mine kursiveringer)

Følger vi konsekvensen af landsrettens begrundelser, er der i Schmidt-sagen slet ikke tale om det, der i advarselsteksten kaldes ”adfærd”, men om rationelle og faglige handlinger. Og udtrykket ”konstruktiv kommunikation”, kan man heldigvis ikke mere lægge til grund for en tjenstlig sanktion. Det er sådan et slags lavthængende HR-positiv psykologi-udtryk, som intet har med lov, pædagogik og politik at gøre.

Schmidt var skam særdeles “konstruktiv”, for han drøftede skolens anliggender med al den viden og erfaring, han har opsparet i et langt fagligt liv, og han gjorde sin pligt ved at tale imod Odenses og Skolelederens fikse ideer, så en virkelig pædagogik kunne udvikle sig. Derimod var skolelederen og Odense kommunes folk autoritære og destruktive, hvilket bl.a. skyldes skolereformens grundlæggende ideologi.

Endelig nævner advarselsteksten ”ledelsesretten”. Men denne ret omfatter altså ikke retten til at ødelægge det, som man ifølge skolens formål og tradition er sat til at passe på. Så det er skam ikke ledelsen, der har ledelsesretten på en skole. Det har loven og pædagogikken. Lederen skal bare makke ret over for disse to instanser, ligesom læreren skal. Og begge “instanser” er fyldt med lag og rev og landskaber, hvis jord og natur er komponeret af bandeordene fornuft og følelse og åndsfrihed; alle de ting, som henne hos KL hedder “negative synspunkter”, “adfærd” og ”konstruktiv kommunikation”.

 

 

Kapitel 3. De første reaktioner på dommen fra kommunen og dens støtter

KL reagerede d. 30. november, altså dagen derpå, officielt på Landsrettens dom. KL’s reaktion lod til at være fuldstændig afstemt med Odenses skolechef, som dagen før var blevet interviewet på Fyens.dk. Begge indlæg forsøger at afvise sagens principielle aspekter. Dertil kom, at man med nærmest nidkær systematik undlod at omtale sagen på de sociale medier. Det er denne særlige kommunale konstruktion af sagen, som jeg nu vil dokumentere. Bagefter, i kapitel 4, kommer alle de andre juridiske, pædagogiske og politiske reaktioner, som ingen i den kommunale blok forholder sig til eller nævner overhovedet. Der er en Berlinmur mellem pædagogikkens to verdener.

 

3.A. KL’s reaktion

På Kl’s hjemmeside kunne man dagen efter dommen læse en officiel fortolkning af dommen. Markeringen er udformet som et interview med KL’s juridiske chef, Pernille Christensen. Hun siger, at Landsrettens dom ikke handler om ”en sejr for ytringsfriheden”, og at den skam ”slet ikke handler om, hvorvidt lærere har ytringsfrihed på personalemøder”. Dommen handler derimod kun om ”at der skal være en pæn og ordentlig tone, også når man holder møder sammen”.

Lad os se på logikkens bestanddele:

 

i) Handler dommen om ytringsfrihed?

Ja, det gør den. For Landsretten lægger til grund, at Schmidt ”gav udtryk” for en kritik af ”skolens vision”, som han mente skulle være ”et fælles projekt”. Og retten lægger også til grund, at Schmidt ”stillede spørgsmål”, og at han ”gav udtryk for sin utilfredshed”. Dernæst skriver dommerne, at ”der var tale om et personalemøde, hvor der var en debat, hvilket efter bevisførelsen faldt inden for mødets formål” (min fremhævning).

Alle disse ord – stille spørgsmål, debat og give udtryk – er ord som stammer fra den europæiske filosofiske og pædagogiske tradition, og det hele knyttes an til mødets ”formål”, som var drøftelsen af en pædagogisk og faglig ”vision”. Dommen har derfor alt med ytringsfrihed og pædagogik at gøre.

Endelig påpeger dommerne, at ledelsen på Agedrups Skole skjulte centrale oplysninger for lærerne, og det underforstås dermed, at Schmidt handlede decideret rationelt ved at påpege dette forhold.

Det medgives – hvilket Schmidt selv siger – at Schmidt var vred, hvilket mange af hans kolleger også var. 27 ud af 31 lærere på skolen støttede efterfølgende Schmidt i et brev til ledelsen. Men man må altså ifølge dommen godt vise følelser på en dansk skole, også når følelserne er en del af en faglig debat. Så Schmidt brugte sin ret til at ”give udtryk, spørge og debattere”, hvilket netop er det, ytringsfrihed handler om.

Denne ret anfægtede Kommunen, fordi dens begrundelse for advarslen jo var følgende formulering:

”Baggrunden for den tjenstlige samtale var, at ledelsen oplever, du er meget negativ over for de forandringer Agedrup skole er i lige nu. Dette kommer ofte til udtryk på fællesmøder, hvor du har negative holdninger og synspunkter”.

Dommerne giver derfor Schmidt fuldstændig ret. Schmidts tale var helt inden for rammerne af åbenhjertighedens og ytringsfrihedens indhold og principper.

Skulle dommernes begrundelser, som jeg har anført, ikke være ”principielle”? Og skulle denne sag ”slet ikke handle om, hvorvidt en lærer har ytringsfrihed på personalemøder”. Det er jo en absurd vurdering i lyset af de citater, jeg har anført.

Hvis ikke Schmidt havde stået fast i over fire år, så havde KL’s totalitære formuleringer stået som en skamstøtte over, hvad pædagogisk debat og kritik er og kan være. Det ville have tømt hele det pædagogiske liv for liv.

Så på en måde har KL endnu mindre ret, end organisationen selv tror. For gårsdagens dom er nemlig ikke blot en sejr for ytringsfriheden. Det er meget mere end det. Det er en sejr for den pædagogiske frihed, og dermed for skolens formål og Grundlovens hele essens. Sejren er en beskyttelse af den næste generation.

Sådan er det, fordi retten har understreget retten til at spørge, debattere og vise følelser på en pædagogisk institution; en ret som KL har forsøgt at fjerne fra samfundet.

 

ii) ”God og ordentlig tone”

KL’s chefjurist mener, at sagen i stedet handler om ”et helt andet spor”, nemlig om ”en god og ordentlig tone” på “personalemøder”. Men det står der da ikke noget om i dommen? Slet ikke, faktisk. Tværtimod er det nu berettiget at vise en følelse.

Og hvis KL har ret, at ”tonen” skulle være sagens essens, så må KL jo i denne sag have kæmpet for retten til at føre en dårlig og uordentlig tone? Det er jo logik.

Og netop ”tone” har da alt at gøre med ytringsfrihed. Er der nogen, der kan være i tvivl om det i dag efter 13 års tone-debat? KL-juristens sætning opløser sig selv fra alle leder og kanter.

Artiklens afsluttende beskrivelse af sagen, som man kan tilgå i linket nedenfor, er så mangelfuld og ideologisk, at jeg må nøjes med at lade den står som skræk og advarsel til alle, som laver business med denne organisation. F.eks. fortsætter man med at omtale Schmidts aktion som ”uhensigtsmæssig adfærd”, selvom landsretten har understreget, at Schmidts handlinger var rationelle (spørge, debattere osv.).

Link til KL’s reaktion på dommen: https://www.kl.dk/nyhed/2018/november/dom-i-%C3%B8stre-landsret-handler-ikke-om-laerernes-generelle-ytringsfrihed/

 

3B. Odense Kommunes reaktion

Skolechefen i Odense, Nikolaj Juul Jørgensen, blev dagen før, d. 29. november, interviewet til Fyens.dk. Han siger ligesom KL, at Schmidt-sagen slet ikke er principiel. Det er blot en lille og lidt tilfældig sag fra et gammelt personalemøde, som handler om ”opførsel”. Men hvorfor har Odense Kommune så sat bål og brand i bevægelse i adskillige retsprocesser – med KL og dyre advokater i baghaven – siden 2014, i stedet for bare at sige pænt undskyld til Schmidt eller prøve sagen i det almindelige arbejdsretlige system? Det giver ikke mening.

Journalisten spørger faktisk, om Schmidt bør have “en undskyldning”. Men det har skolechefen “ikke lige overvejet”, som han siger fra sit kommunale ekkokammer. Den bemærkning kan lige stå og blinke lidt.

Så spørger journalisten, hvorfor kommunen har brugt så mange penge på sagen, når nu den betyder så lidt. Og ved I hvad, Juul Jørgensen svarer:

“Det har ikke været Odense Kommunes ønske at føre sagen ved retten, men vi er nødt til at stille op, når andre har ønsket at køre sagen i det juridiske system”.

Det er kommunen da ikke “nødt til”. Man kan jo bare give de “andre” ret og sige undskyld med 12 flasker vin, hvis sagen alligevel er så ubetydelig.

Juul Jørgensen ”oplever ikke”, at der er “lavt til loftet” i Odense Kommune.

Konklusionen på denne undertrykkende KL-logik er et ægte moralsk kollaps, der kan udtrykkes således:

  1. Jeg siger noget fagligt og engageret om et relevant emne.
  2. Min arbejdsgiver forbyder mig at sige det, jeg siger, og straffer mig for at sige det.
  3. Jeg lægger sag an mod min arbejdsgiver, så jeg og andre atter kan tale fagligt og engageret om relevante emner.
  4. Det tager fire år at komme frem til en afgørelse, fordi min arbejdsgiver trækker sagen i langdrag.
  5. Jeg vinder sagen. Jeg må altså gerne sige det, jeg ikke måtte sige, alligevel. Og det må alle andre også. Jeg er nærmest lykkelig, og det er tusindvis af andre også.
  6. Arbejdsgiverens konklusion: Sagen handler slet ikke om at sige noget, og vi går skam ind for ytringsfrihed.

Link til interview med skolechef Nikolaj Juul Jørensen: https://www.fyens.dk/odense/Skolechef-efter-Erik-Schmidt-dom-Jeg-koeber-ikke-praemissen-om-at-sagen-er-principiel/artikel/3304881?fbclid=IwAR0_EtTmwmVlZ_6ltHypKtRb4SWLnNdO-f5lyedSP_k4u83_GkAD0T1IOEU

 

3.C. Den ledelsesmæssige situation i Odense

Erik Schmidt fik jo sin tjenstlige advarsel i juni 2014. Det var en række skolereformstilhængere, der svingede det gule kort. Lad mig fortælle lidt om udviklingen i den ledelsesmæssige situation i sagen:

Her er det oprindelige setup i 2014:

– En helt ny skoleleder, Mohammed Bibi, som kom fra en lederstilling på en kontroversiel muslimsk friskole. Han er stadig leder af Agedrup Skole, har deltaget i alle retshandlingerne og har vist 0.00% tegn på fortrydelse.

– En helt ny skolechef, Ina Ahrensberg, som blev bedt om at tage sin afsked i 2016. Hun omtalte i en sommerhilsen til alle sine underordnede Schmidt-sagen som ”en blomstrende debat”. I dag har hun sit eget konsulentfirma for ledere. Firmaets motto er ”Vejen til succes”.

– En helt nytiltrådt Børne- og ungedirektør, Peter Pietras. Han havde netop afløst Jimmy Streit, som selv var forholdsvis ny i stillingen (ansat i 2012). Streit gik af i foråret 2014, angiveligt pga. uoverensstemmelser med rådmanden.

– En helt ny rådmand, Susanne Crawley Larsen (RV), som stadig er rådmand. Hun slår sig løbende op på værdier som kritik, dannelse og ytringsfrihed. Hun har ikke kommenteret Østre Landsrets dom.

Den aktuelle børne- og ungedirektør, Poul Anthoniussen, har været en gennemgående figur i den kommunale ledelse i alle årene. Han var allerede som skolechef i 2012 frisk på at ”sætte hold”, hvor de syge og, efter hans mening, inkompetente lærere skulle skiftes ud med nogle nye fynske ja-hatte, der gik ind for Anthoniussens vision, som blev kaldt ”Fremtidens skole”. Visionen blev fagligt understøttet bl.a. af professorerne Jens Rasmussen og Lars Qvortrup. Anthoniussen ville have ”mest mulig læring for pengene” sammen med den daværende SF-rådmand, Stina Willumsen, som var med i KL’s bestyrelse. Som man kan se kørte det hele i samme centrum-venstre-forsker koalition som på landsplan (Odense har socialdemokratisk borgmester. Dengang var det Anker Boye, og Rasmussen og Qvortrup var og er centrale ideologiske støtter for skolereformen).

Anthoniussen var dog ikke direkte ansvarlig for advarslen til Schmidt, men mit tip er, at han har været “behjælpelig” i kulissen, fordi skolechefen i 2014, Ina Ahrensberg – og jo også alle de andre – var helt nye i den kommunale butik.

Derfor er det den radikale Crawley Larsen og hendes embedsmand, Poul Anthoniussen, som i dag står som særligt ansvarlige for den stærkt kritisable reaktion på landsretsdommen, formodentlig med byens socialdemokratiske borgmester og KL i baghaven. Men begge to er tavse som østers. I stedet har de altså sendt skolechefen, Nikolaj Juul Jørgensen, i pressen, selvom han først blev ansat i 2014, dengang som skolechef i et andet område af byen, dvs. som en som en slags kollega til Ina Ahrensberg, der altså dækkede Odense Nord, hvor Schmidts og Bibis skole lå.

Og allerede få dage efter dommen kunne Juul Jørgensen altså sammen med KL’s jurister fortælle, at landsrettens dom blot er en petitesse, som ikke har noget med ytringsfrihed at gøre.

Her er en liste over de ansvarlige ledere af skoleforvaltningen i Odense siden 2010:

  1. Børne- og ungerådmænd i Odense:
    Jane Jegin (V), 2006-10
    Stina Willumsen (SF), 2010-12
    Brian Dybro (SF), 2012-14 (barselsvikar for Willumsen)
    Susanne Crawley Larsen (RV), 2014-?
  2. Direktører for Børne- og ungeforvaltningen i Odense:
    Klaus Majgaard, 2007-11
    Jimmy Streit, 2012-14
    Peter Pietras, 2014-15
    Poul Anthoniussen, 2016-?
  3. Skolechefer i Odense Kommune:
    – Jørgen Schaldemose, 1998-2011
    – Poul Anthoniussen, 2011-14
    – Poul Anthoniussen, Ina Ahrensberg og
    Nikolaj Juul Jørgensen i områdedelt struktur,
    2014-16.
    – Nikolaj Juul Jørgensen, 2016-?
  4. Skoleledere ved Agedrup skole:
    Eskild Kjær-Madsen, 1989-1999 (støttede Schmidt uforbeholdent i et læserbrev)
    Birgitte Andersen, 1999-2013 (lærer ved skolen siden 1974) (støttede Schmidt uforbeholdent i byretten)
    Mohammed Bibi, 2014-?

Links:
En del info har jeg fra Lærerbladet, nr. 2, 2016: http://www.odenselaererforening.dk/…/laererbladet-nr-2-2016…

Lidt om Odense Kommunes Fremtidens Skole i 2012: https://www.folkeskolen.dk/506521/en-fynsk-vinter-opd-21-jan

Om Ina Ahrensbergs ”blomstrende debat”: http://www.thomasaastruproemer.dk/boern-og-ungechef-ina-ahr…

 

3.D. Reaktioner på de sociale medier

i) Den første dag

Hvordan var de første reaktioner – få timer efter dommen – på facebook, hvor politikere og organisationer jo plejer at være hurtige til at kommentere det ene og det andet? Først og fremmest gav en helt masse lærere og borgere udtryk for deres glæde og begejstring ved dommen. Desuden delte Danmarks Lærerforening, som jo vandt sagen, og mange af dens hovedbestyrelsesmedlemmer, med det samme delt nyheden. DLF har udsendte hurtigt en pressemeddelelse, der understregede ytringsfrihedsaspektet. Sagen blev også hurtigt omtalt i Politiken, Danmarks Radio, Fyens.dk og Folkeskolen. Den ramte de norske medier.

Men hvad med sagens kommunale aktører? Her i note-sprogdragt fra selve dagen:

Nyheden er endnu ikke omtalt på Odense Kommunes facebook-side og bliver det formodentlig heller aldrig. I stedet har man for en time siden valgt at opdatere sit profilbillede med et billede af en spejlblank sø (!). Kommunen har mig bekendt aldrig omtalt sagen, selvom den har satset alt – inklusiv fire retssager – på sejr. KL, som har støttet Odense Kommune, har heller aldrig omtalt sagen.

Den ansvarlige rådmand, Susanne Crawley Larsen, har heller ikke nævnt sagen. Hun har i stedet lagt et billede ud fra et besøg på et børnehospital. Hun har også altid været tavs, selvom hun har et hovedansvar for kommunens støtte til den aktuelle lovovertrædelse, som jo har haft store personlige konsekvenser, men også enorme faglige omkostninger for samfundet.

Skolelederforeningen har heller ikke udtalt sig. Foreningens formand har ellers i forbindelse med Schmidt-sagen sagt til Politiken, at lærerne skal huske, hvem der betaler deres løn, før de udtaler sig. Han ved vidst ikke, at ytringsfrihed jo faktisk handler om det modsatte, nemlig at glemme, hvor man har pengene fra.

I stedet for at dele nyheden har Skolelederforeningen for en time siden offentliggjort en positiv kommentar til en af de utallige evalueringsrapporter, der efterhånden har lagt sig som en diskursiv klippe om skole og læreruddannelse. Schmidt-sagen blev mig bekendt heller ikke omtalt på det netop overståede årsmøde i Skolelederforeningen, som nu – ligesom kommune og rådmand – står fagligt og juridisk afklædte tilbage. Årsmødet handlede om data.

Mohamed Bibi, som jo var den skoleleder, der brød loven på Agedrup Skole, har selv gjort karriere i Skolelederforeningen og er Odense Kommunes centrale vidne i sagen. Han er formand for skolelederne i Odense. Han har heller ikke sagt noget udover i retslokalet.

 

ii) Den anden dag

Hvad står der mon øverst på KL’s facebookside? Måske en lille omtale af Schmidt-sagen, som organisationen jo tabte med brask og bram efter at have satset alt? Desværre ikke.

Til gengæld har KL lagt en to minutter lang video ud. Videoen, som blev lagt ud i går eftermiddags kl. 17:30, er en hyggelig samtale mellem Bondo og en centralt placeret KL-skolepolitiker, Thomas Gyldal, om OK18-prestigeprojektet Ny Start. Bondo og Gyldal sidder i sofaen og hyggesnakker om det gode samarbejde, de har haft siden OK18. Eftersom videoen ledsages af total tavshed om Schmidt-sagen, kan man kun opfatte den som en ydmygelse af DLF. DLF er dybt afhængig af Ny Start og kan derfor ikke svare igen. Denne tavshed understreges af Anders Bondos reaktion på dommen, som jeg vender tilbage til.

KL lavede tidligere i dag en slags reklame-nyhed, hvor de fortæller den undrende omverden, at landsretsdommen slet ikke handler om ytringsfrihed. Det var den pressemeddelelse, som jeg skrev om under punkt 3A. Nyheden blev dog ikke delt på de sociale medier.

Jeg var også lige forbi Odense Kommunes facebook-side. Der står der heller ikke noget. Man har i stedet lagt en reklame ud for byens julekalender og for et arrangement om robot-teknologi. Det interview, jeg omtalte i kapitel 3B, er ikke nævnt.

Skolelederforeningen har lagt en omtale af sagen på foreningens hjemmeside. I artiklen understøttes KL’s fortolkning. Dvs. at sagen ikke har noget med ytringsfrihed at gøre, men alene går på Schmidts ”opførsel”. Artiklen omtaler også byrettens begrundelse for at tage kommunens parti, nemlig det såkaldte decorum-krav, som Landsretten altså ikke synes var relevant. Artiklen blev også delt på de sociale medier med en meget kort og neutral tekst. På opslaget står der, at teksten er blevet ”redigeret d. 30. november”. I min egen hukommelse er redigeringen sket, så den nu flugter bedre med KL’s synspunkt. Oprindelig var den mere Schmidt-venlig. Men altså kun i et enkelt døgn.

Så er der Odenses rådmand, Susanne Crawley Larsens ellers meget aktive facebook-profil. Hun nævner heller ikke Schmidt-sagen, som hun jo ellers har ansvaret for. Derimod linkede hun til et projekt om ”medmenneskelighed”, som er en del af Odenses såkaldte “dannelsesstrategi”. D. 2. december lagde hun Odense Kommunes dialog- og kritik-principper ud på facebook. Men uden at omtale Schmidt-sagen. Det gjorde debattrådens deltagere derimod. Jeg kalder det for ”undertrykkende tavshed” eller ”postmoderne ondskab”. Kombinationen af på den ene side et ulovligt overgreb mod ytringsfriheden og på den anden side at fremhæve humanistiske værdier er en linje, som Crawley Larsen har kørt siden 2014, og som hun altså fortsætter med til det sidste.

Link til KL-video om Ny Start: https://www.facebook.com/kommunerne/videos/538122929995200/?__xts__[0]=68.ARBa4qdQVuL4YGLy1ErQMOR5Bw3e_1ye9J1ROXmlQ8EEZ78AqlqMyz-FdEhkV4v1svt0ZLMie3qcNU0mmTq7AL1Oj7tBYwpxHeilcCZapqLj666AKuEi8KhaMiTnDCjUnMaepEd14NlSNDtTTZWV4DqxUICWly0PpQyEY8-rcUtrgqrOSQqIcScMitXAtfD4mthMI49pTrwMxYGktuKAzMlnewArLBJaEGzW6-4eAgJyE1neCA1H828b4Zb3EAJXBeum5QIL0M7eV8cUDi7BR9qMWx7AeXcQ6n0oK62SZ282Vo8NTHzaNao1ZduRdue2yVsUM_HaiRW4vkLLJll5K4HNxELlcyZJcdI&__tn__=-R

Link til Skolederforeningens artikel: https://www.skolelederforeningen.org/…/dlf-faar-medhold-i…/…

Link til omtale af Odense Kommunes ”dannelsesstrategi”: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-odense-kommunes-dannelsesstrategi.html

Link til Susanne Crawleys opslag om kommunens dialogprincipper: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10217805389104203&set=a.2196422467865&type=3&theater

 

 

Kapitel 4. Politiske, juridiske og pædagogiske reaktioner

Lad os nu besøge pædagogikkens anden verden, den virkelige verden. Her finder vi politikere, jurister, forskere og pædagoger, som alle på den ene og den anden opfatter landsrettens dom som en støtte til ytringsfrihed og faglig og pædagogisk kritik. I det følgende har jeg noteret nogle af disse reaktioner.

Først nævner jeg de politiske reaktioner fra undervisningsminister Merete Riisager og fra SF’s politiske ordfører, Jacob Mark. Dernæst omtaler jeg de juridiske reaktioner fra advokat Tyge Trier og Ombudsmanden. Endelig har en lang rækker forskere og pædagoger reageret på dommen, herunder Svend Brinkmann, Lene Tanggaard Stefan Hermann, Heine Andersen, Niels Christian Sauer, Anders Bondo Christensen og Dansklærerforeningen. Deres reaktioner har jeg også noteret. På den måde tegnes et billede af en modsætning mellem det pædagogisk/juridisk/politiske og det kommunalt/organisatoriske niveau. Det er denne modsætning, jeg i en bogtitel fra 2015 har kaldt for ”Pædagogikkens To Verdener”. Og hele sagen er et eksempel på det, jeg i en anden bogtitel fra 2017 har kaldt for ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”.

 

4.A. Politiske reaktioner

To politikere har kommenteret sagen, nemlig Merete Riisager (LA) og Jacob Mark (SF). Her er deres reaktioner:

 

i) Undervisningsminister Merete Riisagers reaktion på dommen

Allerede på selve dagen blev Erik Schmidt lykønsket af landets undervisningsminister. Merete Riisager skrev følgende på twitter.com:

“Tillykke til Erik Schmidt med dommen i landsretten. Man kan retteligt forvente, at offentligt ansatte udfører deres arbejde og anerkender ledelsesbeslutninger, men vi skal ikke have en folkeskole, hvor kritik og debat ikke tolereres.”

Riisager mener altså, at dommen handler om ”kritik og debat”. Dermed flugter hun helt med landsrettens begrundelser. At man desuden skal ”anerkende ledelsesbeslutninger”, som hun formulerer det i en sprogdragt som svarer til advarselsskrivelsen, giver sig selv, men det har altså ifølge dommen ikke været et problem i dette tilfælde. Og først og fremmest skal man jo følge loven, ikke sandt? Schmidt har jo på ingen måde nægtet at følge en tjenstlig ordre, men blot ønsket at diskutere faglige spørgsmål på et fælles møde i overensstemmelse med skolens og samfundets lov.

Det er værd at nævne, at Riisager tidligere har ytret sig om sagen. F.eks. blev hun allerede d. 20. juni 2014 citeret for følgende tre markeringer i forbindelse med et interview om sagen til folkeskolen.dk:

“Der er altid den mulighed, at det er reformen, der tager fejl, og ikke den lærer eller leder, der stiller kritiske spørgsmål. Derfor må der ikke udvikles en rigid kultur, hvor ingen tør udfordre det, der dikteres fra bjerget”.

“En god skole kræver ledere og lærere, der kan tænke selv. Det må vi aldrig give køb på. Derfor vil det være dybt kritisabelt, hvis skolen kun skal indeholde dem, der ikke stiller spørgsmål. En folkeskole med sindelagskontrol vil være en åndsfattig skole”.

“Mange ledere og lærere er af den holdning, at reformen har for lidt fokus på undervisning, kundskaber og dannelse. Der kan også være berettiget bekymring om, struktur, ansvarsfordeling og den praktiske gennemførsel af reformen. Det er en professionel bekymring, som man hellere skulle tage alvorligt end at skamme ud.”

Kommunens og KL’s fortolkning står altså i modsætning til både landets dømmende funktion (landsretten) og udøvende funktion (ressort-minister).

Link til Riisagers udtalelser i 2014: https://www.folkeskolen.dk/546670/merete-riisager-advarer-mod-en-folkeskole-med-sindelagskontrol

 

ii) Jacob Marks (SF) reaktion

D. 30. november kommenterede SF’s politiske ordfører, Jacob Mark, sagen i et blogindlæg på TV2. Mark mener, at sagen i høj grad har med både ytringsfrihed og fagligt engagement at gøre, og han taler for en bedre beskyttelse af offentlige ansattes ret til at ytre kritik af deres arbejdsplads.

Mark markerede også sin holdning på facebook, hvor han delte nyheden med følgende bemærkning:

”Tillykke til Erik Schmidt og DLF, det i dag har vundet et vigtigt slag for offentligt ansattes ytringsfrihed. Jeg lover at vi i SF skal gøre vores til, at vi får brudt den tavshedskultur, der er blevet skabt i den offentlige sektor. Den offentlige sektor skal skabes sammen med medarbejderne, og så kræver det sgu at de kan bruge deres lovbestemte frihed til at sige, hvad de tænker.”

Link til Jacob Marks blog-indlæg: http://nyheder.tv2.dk/politik/2018-11-30-blog-endelig-er-det-slaaet-fast-at-en-skolelaerer-ogsaa-maa-raabe-op?fbclid=IwAR0XrzSjYqbXQJDvdztUNEWDSEdxRmXcNkS7VC9wQJEyNvUevZmw34lYj-U

 

4.B. Juridiske reaktioner

Der har været to juridiske reaktioner på dommen ud over KL’s juridiske chef, hvis synspunkt jeg refererede i afsnit 3.A og så dommen selv naturligvis. Det drejer sig om en reaktion fra advokat Tyge Trier og en reaktion fra Ombudsmanden. Jeg er bekendt med, at andre forvaltningseksperter er i gang med at skrive om sagen. Hvis det sker, vil jeg tilføje det her.

 

i) Advokat Tyge Triers reaktion

Den anerkendte advokat, Tyge Trier, reagerer i en artikel på folkeskolen.dk fra d. 30 november direkte på KL’s fortolkning. Han er helt uenig med KL’s jurist, som jo vedholdende nægter, at Schmidt-sagen har noget som helst at gøre med ytringsfrihed, selvom dommens grundlag er ord som “spørgsmål, debat, give udtryk” mv..

Trier mener, at sagen helt klart handler om ytringsfrihed, og at Østre Landsrets afgørelse endda bekræfter eksisterende europæisk og national ret. Helt konkret henviser han til følgende kilder:

  • Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed
  • Dansk og international retspraksis
  • Menneskerettighedsdomstolen

Artiklen fra folkeskolen.dk indeholder også en kort kommentar fra Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, som tidligere har gjort sig uheldigt bemærket i sagen. Hjortdal vil ikke udtale sig, før han har gransket dommen. I skrivende stund er det gået 1½ måned. Vi har stadig ikke hørt noget fra den kant. Vi har kun Skolelederforeningens opslag fra samme dag, hvor man lægger sig op af KL’s tolkning. Hjortdal har helt glemt Triers pointer.

Link til interview med Tyge Trier: https://www.folkeskolen.dk/647809/ekspert-erik-schmidt-dommen-handler-om-ytringsfrihed?fbclid=IwAR23YL1Ap2hufQMkM6QSEY7Z33MjyfK3tf9FuwLpc0BPPPsoWpo5Ls63v1U

Link til Justitsministeriets vejledning om offentlige ansattes ytringsfrihed fra 2016. Jeg har ikke kunnet finde den tidligere version på nettet: http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2016/vejledning_om_offentligt_ansattes_ytringsfrihed.pdf

 

ii) Ombudsmandens reaktion

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, fortolker ytringsfrihed på samme måde som Trier, dvs. stik modsat KL og Odense Kommune.

Gymnasieskolen.dk interviewede d. 7. januar 2019 ombudsmanden om reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden nævner ikke Schmidt-sagen direkte, men omtaler emnet så sagsnært, at der ikke kan herske tvivl om referencen.

Ombudsmanden fortæller, at der er meget vide rammer for kritiske ytringer, dvs. at man gerne må være endog ”meget kritisk” over for ”sin egen arbejdsplads og egen arbejdssituation”.

I artiklen står der f.eks. følgende:

”Jørgen Steen Sørensen pointerer, at lærere og andre offentligt ansatte må ytre sig kritisk – og også meget kritisk – om deres arbejdsplads og deres arbejde, uden at deres leder derefter straffer dem med en advarsel eller kalder til en kammeratlig samtale.”

Og denne regel gælder også ved interne møder, som jo er den konkrete kontekst for Schmidt-sagen. Ombudsmanden siger her følgende i direkte citat:

”En sag, hvor en medarbejder er blevet irettesat for at være for kritisk på et møde, kan sagtens havne på vores bord. Det, man må sige i det offentlige rum, må man grundlæggende også gerne sige på sin arbejdsplads”.

Dermed knytter ombudsmanden Schmidt-sagen direkte sammen med ytringsfriheden.

Ombudsmanden forklarer også, hvorfor disse regler er vigtige. Her i tre citater fra artiklen:

“Vi har en af verdens største offentlige sektorer proportionalt set, og den er skattefinansieret. Det er blandt andet derfor vigtigt, at vi ved, hvordan det går i den offentlige sektor.”

“Hvis ledelsen havde monopol på informationen, kunne vi ikke være sikre på at få det fulde billede af, hvad der foregår på de offentlige arbejdspladser. De ansatte oplever ofte tingene på en mere jordnær måde. Hvis offentligt ansatte ikke havde ytringsfrihed, ville vi kunne få et mere fragmenteret billede af situationen i den offentlige sektor.”

“Hvis en ansat ikke måtte gå ud i offentligheden og tale kritisk om sin egen arbejdsplads og arbejdssituation, så ville det være en væsentlig indskrænkning af den enkeltes ytringsfrihed.”

Ombudsmandens synspunkter ligger i fin forlængelse af en kronik, han skrev til Jyllandsposten i 2016, som jeg også linker til nedenfor.

Det vil sige, at Odense Kommune og KL ifølge både Landsretten, Tyge Trier og Ombudsmanden har overtrådt landets grundlæggende regler om ytringsfrihed. Men begge organisationer nægter at have overtrådt nogle ytringsfrihedsregler. De slår sig endda – helt barokt – op på, at de ligefrem går ind for ytringsfrihed.

Link til interview i Gymnasieskolen.dk: https://gymnasieskolen.dk/ombudsmanden-samfundet-har-brug-offentligt-ansatte-ytrer-sig?fbclid=IwAR3eVnsQMTwAwzsCOFMCgr6PZ-5w2o_NMVw6XFRUN0OdheIxG4wbobt7HcY

Ombudsmandens kronik fra maj 2016: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154163601349481&id=837549480&pnref=story

 

4.C. Pædagogiske reaktioner

i) Stefan Hermanns reaktion

Folkeskolen.dk bragte d. 5. december et grundigt interview med Stefan Hermann om Schmidt-sagen og dens perspektiver. Hermanns stemme er vigtig i denne sammenhæng, fordi han er rektor for landets største professionshøjskole og formand for UC’ernes interesseorganisation ”Danske Professionshøjskoler”. Desuden har han været en central spiller i arbejdet med skolereformens ideologiske grundlag. Han har også skrevet en bog om folkeskolens historie. Han er på en måde hele landets seminarierektor.

Hermann mener som stort set alle andre, at sagen i høj grad handler om ytringsfrihed, og han trækker kraftige konsekvenstråde helt ned i den pædagogiske dialog. Hermann går i detaljen med sine begrundelser for åbenhjertighed og diskussion på en moderne pædagogisk arbejdsplads. Og der er både plads til følelsen og finken. Han efterlader ingen sprække til KL’s og Odense Kommunes synspunkt.

Hermann bliver spurgt, hvorfor han har en holdning til Schmidt-sagen. Han svarer følgende:

”Det har jeg, fordi jeg mener, at jeg som rektor for en stor uddannelsesinstitution, blandt andet for læreruddannelsen, skal stå vagt for nogle ret grundlæggende idealer i professionelt arbejde. Et af de idealer er, at undervisere fra min egen institution, men også lærere i folkeskolen skal synge med deres næb. De skal kunne ytre sig frit, hvilket er grobund for en god arbejdsplads. Det har jeg lagt meget vægt på personligt som rektor for Metropol og nu på Københavns professionshøjskole. Erik Schmidt-sagen er en god anledning til at rejse dette flag nok engang.”

Tænk dog om Muhammed Bibi og det fynske læringsteknokrati havde tænkt som Hermann.

Der er den fine lille krølle ved sagen, at Schmidt i 2009 var med til at tildele Hermann den såkaldte Holgerpris. Holgerprisen blev tildelt personer som “i særlig grad har gjort fyldest i det pædagogiske landskab eller fremmet kvaliteten i den offentlige debat om folkeskolen”.

Man må sige, at Hermann med sin fine markering har levet op til sin pris.

Link til interview med Stefan Hermann: https://www.folkeskolen.dk/648054/stefan-hermann-vi-skal-oeve-os-paa-ytringsfrihed?fbclid=IwAR0T8G3j1PmJlEe_kIKSHWh_KJ9Kp0oLonYDeymBQFeAEkO19CElWG1Aj7Y

 

ii) Svend Brinkmanns og Lene Tangaards reaktioner

Professor i psykologi, Svend Brinkmann, mener – i modsætning til KL – at landsrettens afgørelse har principiel betydning, endda “stor principiel betydning”. Det skrev han på Facebook d. 30. november.

Brinkmann, som altid har kæmpet imod positivitetens tyranni, har naturligvis især sans for, at man ifølge dommen gerne må have det, som KL kalder for “negative synspunkter”, dvs. det som i præ-KL-æraen hed “åndsfrihed”, hvilket jo stadig står i foleskolelovens formålsparagraf.

I den forstand har retten blot bekræftet skolens lov. Loven er egentlig ikke principiel, fordi den blot bekræfter princippet. Men i dagens Danmark, er en sådan principiel bekræftelse af princippet meget principiel.

Man må sige, at Schmidt har fulgt Brinkmanns leveråd om at “stå fast”.

Brinkmanns kollega, professor Lene Tanggaard, bidrog dagen efter med stort set samme markeringer.

Svend Brinkmanns kommentar: https://www.facebook.com/svendbrinkmann/posts/10155588143126205

Lene Tanggaards kommentar: https://www.facebook.com/lene.tanggaard.5/posts/10156865339732277

 

iii) Niels Christian Sauers og de fynske læreres reaktioner

I Odense Lærerforening blev der holdt et arrangement i forbindelsen med domsafsigelsen. Det endte med at blive en festaften, som indeholdt to reaktioner på dommen udover Schmidt egen, som jeg vender tilbage til i kapitel 5:

a) Niels Christian Sauers tale

Den fremtrædende lærer, debattør og tidligere HB-medlem i Danmarks Lærerforening, Niels Christian Sauers, holdt en fremragende tale. Han argumenterede for, at dommen handler ”om folkeskolens fortsatte eksistens som samfundets bærende kulturinstitution”. For Sauer handler det ikke primært om det almene ”ytringsfrihed”, men først og fremmest om skolesynet.

Efter min mening bør talen udleveres til alle nye lærerstuderende, så de kan lære at stå fast og protestere mod fremtidige læringsrevolutionære systemer.

Link til Niels Christian Sauers tale: https://www.folkeskolen.dk/647871/tale-ved-eriks-sejr?fbclid=IwAR3cq7mO6jVM9ujXJoG2CL5pglPVzfH9f_X-zBZtsApkCOu_NCS0n4xyhNU

 

b) Video fra ”Odense ser rødt”

Den fynske gruppe ”Odense ser rødt”, som har fulgt Schmidt-sagen tæt i alle årene, lagde efterfølgende en video ud fra festarrangementet.

I videoen kan man i et ældre klip fra gaden i Odense høre rådmanden, Susanne Crawley Larsen, reducere sagen til følgende sætning:

“Der er en personalesag, som handler om en lærer og hans leder” (minut 3:32)

Det er den eneste gang, jeg har hørt rådkvinden omtale Schmidt sagen i en semi-offentlighed.

Hermed er hun helt på linje med KL og Odense Kommunes skoledirektør.  Der er mange, der har interesse i at gøre sagen til “en personalesag”, så den kan ende i en kommunal mappe.

https://www.youtube.com/watch?v=cZ9kmD5_Sj4&fbclid=IwAR0_gR7L57L1f652dTP-24NpkrZqRrdn28KvxKyOstTiwkywOTywT100hTM

 

iv) Norske reaktioner

Jeg vil omtale to norske reaktioner:

a) Mestrermestreikke.no

Den norske log mestrermestreikke.no skrives af de to førende pædagogiske forskere, sociologen Mari Pettersvold og teologen Solveig Østrem. Deres blogindlæg “Ytringsfrihet og autoritære ledere” fra d. 30. november tager udgangspunkt i Erik Schmidt-sagen. De kalder dommen en “viktig seier” i en “prinsipiell sak”, og de lægger vægt på, at den danske folkeskolereform har en tendens til at fostre autoritære ledere. De trækker tråde mellem sagen og deres egen bog “Profesjonell uro” fra 2018, hvor Schmidt sagen også omtales.

Link til blogindlægget: http://www.mestrermestrerikke.no/2018/11/ytringsfrihet-og-autoritre-ledere.html

 

b) Utdanningsnytt.no.

Den norske hjemmeside utdanningsnytt.no, som er en lidt bredere udgave af folkeskolen.dk, havde d. 19. december en omtale af sagen. Her fortæller de om Schmidts reaktion, som jeg vil vende tilbage til i kapitel 5. De refererer også til en dansk undersøgelse fra FTF, som omfatter både lærere og sygeplejersker. Undersøgelsen siger, at 60% af FTF’s medlemmer er bange for at ytre sig, og at dette tal er stigende.

Redaktionen har desuden oversat Erik Schmidts indlæg i Politikens Skoleliv til norsk, jf. kapitel 5.

Endelig er det værd at bemærke at Utdanningsnytt.no sammenligner Schmidt-sagen med en lignende meget omtalt Malkenes-sag fra Oslo-skolen. Også Malkenes vandt sagen med kryds og bolle, og den autoritære skolechef i Oslo måtte forlade sin stilling.

Her er to artikler fra utdanningsnytt.no:

1. https://www.utdanningsnytt.no/nyheter/2018/november/seier-i-retten-til-lektor-erik-schmidt-i-dansk-malkenes-sak/, fra d. 29. november.

2. https://www.utdanningsnytt.no/…/dansk-lektor-mener-skolele…/ , fra d. 19. december.

Her er oversættelsen af Schmidts indlæg til norsk:
https: https://www.utdanningsnytt.no/debatt/2018/desember/skoleledelsen-er-havnet-pa-avveie/

 

v) Heine Andersens reaktion

Forfatteren til bogen “Forskningsfrihed”, professor Heine Andersen, reflekterer i et Facebook-opslag fra d. 4. december over retssagen.

Heine Andersen mener, at afgørelsen er en principiel sejr for ytringsfriheden, men at de manglende konsekvenser af afgørelsen samt KL’s forsøg at benægte og nednormere afgørelsens substans kan få den modsatte effekt, altså at ytringsfriheden ender med at blive decideret skadet. Han frygter, at dommen bliver en pyrrhus-sejr, fordi KL’s vedholdenhed og negative reaktion vil afskrække andre fra at ytre sig.

Der er noget at tænke over for folk med pædagogisk interesse, herunder ikke mindst DLF, BUPL og Magisterforeningen.

Link til Heine Andersens analyse: https://www.facebook.com/heine.andersen.58/posts/10156746486187970

 

vi) Anders Bondo Christensens reaktion

Anders Bondo Christensen lykønskede Erik Schmidt på folkeskolen.dk i et blogindlæg fra d. 6. december. Danmarks Lærerforening har gjort en stor og imponerende indsats i denne sag. Det er al ære værd.

I indlægget hæfter jeg mig ved tre ting, to positive og en negativ:

a) Positiv 1
For det første trækker Bondo en yderst problematisk sætning frem, som optræder i domsskriftet. Sætningen kommer fra Odense Kommunes advokat:

”Videre gøres det gældende, at der ikke – som anført af Erik Hulmose Schmidt – er ‘vide grænser’ i forhold til at fremsætte den pågældende type af ytring. Der er ikke tale om et forhold, som er omfattet af ytringsfrihed (for offentligt ansatte), idet der ikke er tale om, at Erik Hulmose Schmidt som privatperson uden for arbejdstiden har ønsket at fremsætte ytringer. Tværtimod er der tale om, at Erik Hulmose Schmidt i arbejdstiden er fremkommet med de uacceptable udsagn. Af begge disse årsager følger, at der ikke er tale om et forhold, som er omfattet af ytringsfriheden”.

Heldigvis købte retten ikke denne markering, som jo vil føre til, at man skal makke ret på arbejde, og kun kritiserer i avisen, dvs. kun ”fremsætte ytringer” under det undertrykkende udtryk ”privatperson”. Men ytringsfriheden gælder altså – ifølge både landsretten og Ombudsmanden – også på jobbet. Ja, man skulle egentlig nærmest tro, at den var stærkere der. Men at disse synspunkter fremføres af KL og Odense Kommune overrasker mig ikke. KL er simpelthen utilpas ved faglighed og kritisk aktivitet.

Tak til Bondo for at minde os om denne passus, hvis ånd lover dårligt for alle kommunalt ansatte. Heldigvis anerkender landsretten ikke passussen, hvilket lover godt for alle ansatte overhovedet.

 

b) Positiv 2
For det andet har Bondo fanget en udtalelse fra en Henrik Schou, som er skoledirektør i Tønder Kommune.

Schou har – ligesom Stefan Hermann den anden dag – forstået Landsrettens faglige pointe. Han skrev på Twitter:

”Vigtig afgørelse og en vigtig besked til arbejdsgiverne. Det er i spændingsfeltet mellem det, der adskiller os, at vi udvikler os. Det er nu fastslået, at kritik ikke kun er sundt, men også lovligt”.

Nu er der jo langt fra twitter til en pressemeddelelse på KL’s hjemmeside, men man må positivt notere sig alle kommunale pip i det ellers lukkede system.

 

c) Negativ
Det er tankevækkende, at Bondo ikke nævner KL og Odense Kommunes reaktioner, som jeg omtalte i kapitel 3. Han fortier dem simpelthen. Det kan kun skyldes, at han er bundet af Ny Start-overenskomsten.

Og Bondo supplerer desværre sin fortielse med en direkte nedtur:

”Situationen udspandt sig på Agedrup Skole for fire år siden. Samarbejdet mellem Odense Kommune og Odense Lærerforening er i dag langt bedre. Med Ny start har vi forpligtet os til at arbejde for bedre relationer overalt i landet. Bruger vi landsrettens afgørelse rigtigt, kan den være med til at styrke samarbejdsrelationerne.”

Bondo slutter altså ligefrem med at rose Odense Kommune og sætte sin lid til Ny Start. Men KL har som allerede nævnt decideret brugt Ny Start til at ydmyge DLF, jf. den video, som jeg omtalte i kapitel 3.D.ii).

Der er absolut ingen Ny Start i denne sag, selvom både KL og DLF altså gladelig henviser til den. Bondo nævner slet ikke KL’s fortolkning af dommen. Han finder blot et lille tweet fra Tønder.

KL bruger Bondos desperate tillid til Ny Start til at holde ham i kort snor.

Denne fortolkning understreges af, at Bondo ligefrem roser Odense Kommune på lige netop det sted i teksten, hvor han burde have krævet helt andre kommunale tiltag, forklaringer og undskyldninger. Bondo falder ned som et Ny Start-lam i en slags Ny Start-hyldest til Odense Kommune. Han ender derfor med at bekræfte Heine Andersens ”pyrrhus-sejr”-tese, som jeg omtalte under punkt v) i nærværende kapitel.

Anders Bondos blogindlæg: https://www.folkeskolen.dk/648107/tillykke-erik?fbclid=IwAR1B-84nkBcaZJGORgRwREpbyz7fVw5rTWhTMR-5g9uk7AW1VKzxMDbj4Dg

DLF’s pressemeddelelse d. 29. november: https://www.dlf.org/184031.aspx?fbclid=IwAR1vtlRZZeeXKTEYyx2J88-XVidrc4t4f2HYEVIFwV3uoYsyvnvljqycTMQ

 

vii) Dansklærerforeningens reaktion

Folkeskolens Dansklærerforening har i alle årene arbejdet på dannelsesfløjen. Foreningen har kæmpet hårdt mod skolereformens reduktionistiske syn på skole i almindelighed og på danskfaget i særdeleshed.

I forbindelse med Odense Kommunes og KL’s aktuelle angreb på skole og åndsfrihed, har foreningen brilleret med ikke mindre end tre indlæg om Schmidt-sagen, der alle entydigt tager Schmidts parti. Alle indlæg er skrevet efter landsretsdommen.

Den nuværende formand, Marie Elmegaard, skrev et fint indlæg til Politikens skoleliv, hvor hun understreger dommens betydning for det gode skoleliv.

Og den tidligere formand Jens Raahauge, som stadig sidder i foreningens bestyrelse, holdt tale til Schmidt ved Odense Lærerforenings sejrsfest i sidste uge, hvor han fortolkede dommen pædagogisk og litterært.

Og den nuværende næstformand, Katja Gottlieb, skrev et flot indlæg med titlen ”#je suis Erik Schmidt” på folkeskolen.dk, hvor hun slår et slag for vredens, indignationens og følelsernes plads i pædagogikken. Efterfølgende blev hun interviewet til Kristeligt Dagblad.

Dansklærerforeningen lægger tæt på dannelsesgrupperingen Sophia, hvor Raahauge er formand. Sophia finansieres af Danmarks Lærerforening, så vidt jeg ved. Tidligere sad Peter Kemp også med i bestyrelsen. Raahauge, som selv er gammel skoleleder, fik i øvrigt – ligesom Stefan Hermann – den såkaldte Holger-pris i 2007. Det var Schmidt, der tildelte prisen.

Danskfagets lærebøger bærer også ved til kritikken. Det kan man læse om rundt omkring i en nyere lærebogsudgivelse af Martin Jørgensen og Johannes Fibiger ”Tæt på dansk didaktik”. Jørgensen var lærer på Aarhus Seminarium og er med i redaktionen for tidsskriftet KVAN. Fibiger er lærer ved VIA-UC på læreruddannelsen i Silkeborg. Han skrev blandt andet bogen ”Litteraturens veje” til gymnasieskolen sammen med afdøde Gerd Lütken, som selv har bidraget til den pædagogiske kritik på forskellige måder.

På den måde samles den pædagogiske kritik i folkeskolen omkring Dansk-faget. De andre fag har mig bekendt ikke kastet sig ind i kampen?

Man skal dog huske på, at dansk-faget også er noget andet. I Pædagogikkens Anden Verden handler det om fremtidskompetencer, scenariedidaktik og OECD. Her sættes OECD lig med dannelse. Det er DPU’s og skolereformens version. Ingen fra dette segment har så meget som omtalt Schmidt-sagen mig bekendt.

Marie Elmegaards indlæg på Politiken Skoleliv: https://skoleliv.dk/debat/art6886942/Sagen-om-Erik-Schmidt-er-langt-fra-tilf%C3%A6ldig

Jens Raahauges tale i Odense: https://www.folkeskolen.dk/647939/erik-schmidt—et-dannet-menneske

Katja Gottliebs indlæg på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/647675/je-suis-erik-schmidt

Interview med Katja Gottlieb i Kristeligt Dagblad: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/skolen-tager-skade-hvis-laerere-ikke-toer-rejse-kritik

 

viii) Folkeskolen.dk’s reaktion

Chefredaktør for folkeskolen.dk, Hanne Birgitte Jørgensen, tog sagen op d. 10 december i sin leder, ”Kend din ytringspligt”, som også blev bragt i nr. 21 af bladets papirversion. Også hun mener, at der er tale om en ytringsfrihedssag. Hun skriver f.eks.:

”Dommen sætter en tyk streg under, at lærerne har ret til at ytre sig kritisk i forhold til vedtagne regler og politikker uden at få advarsler og andre sanktioner smidt i hovedet bagefter.”

Hun sætter også dommen i relation til skolens formål, og er dermed på linje med Niels Christian Sauers og Dansklærerforeningens argumentation.

Inde i bladet bringes dog et meget problematisk interview med en FTF-jurist, hvis synspunkter meget let kan bringes i kontakt med KL’s linje og som dermed går imod chefredaktørens indstilling. Den diskussion lader jeg dog fare i denne omgang. Interviewet lader desuden til at have fundet sted før landsretsdommen – det tager nemlig udgangspunkt i byrettens dom fra 2017- og derfor kan det ikke behandles som en ”reaktion”.

D. 9. januar 2019 fulgte Anders Bondo Christensen op på chefredaktørens sprogbrug med et indlæg, der hed ”Det er vores pligt at åbne munden”. Dog uden at nævne Schmidt-sagen.

Link til chefredaktørens leder om sagen: https://www.folkeskolen.dk/648095/kend-din-ytringspligt-

Link til Anders Bondos opfølgende blog: https://www.folkeskolen.dk/650192/det-er-vores-pligt-at-aabne-munden

 

Kapitel 5.  Erik Schmidt reaktion på dommen

Sagens hovedperson, Erik Schmidt, der heltemodigt talte læringsrevolutionen midt imod på hint lærermøde i 2014, har kommenteret landsrettens dom i fire sammenhænge. Her er en kort omtale med tilhørende links. Det vægtigste indlæg kan man læse under punkt 5.D.

 

5.A. Sejrsfesten

Under Odense Lærerforenings sejsfest, som jeg allerede har refereret til i afsnit ”4C, iii, b)”, siger Schmidt lidt om dommen. Det er også den tale, som den norske blog Mestremestreikke.no tager udgangspunkt i, jf. afsnit ”4c, iv, b)”. Talen er meet kort refereret på folkeskolen.dk og bærer præg af en nærmest lykkelig forvirring. Schmidt får dog advaret mod autoritære ledelsesformer.

Kort omtale af talen ved sejrsfesten: https://www.folkeskolen.dk/647761/erik-schmidt-min-tale-tog-udgangspunkt-i-at-vi-tabte

 

5.B. Facebook

Få dage senere, d. 2. og 3. december, reflekterer Schmidt over KL’s reaktion i to indlæg på facebook. I det første indlæg citerer han følgende fra sin egen advokats argumentation, som også indgår i Landsrettens domsudskrift:

Det er det klare udgangspunkt i dansk ret, at offentligt ansatte har en vid adgang til at fremsætte personlige synspunkter om almene og aktuelle spørgsmål for deres arbejdsplads uden at blive mødt med ansættelsesmæssige sanktioner. Dette udgangspunkt gælder synspunkter, der fremsættes internt såvel som eksternt. Der er intet i denne sag, der indikerer, at Erik Hulmose Schmidts meningstilkendegivelse på personalemødet den 7. maj 2014 skulle være en undtagelse til dette udgangspunkt!”

Dette synspunkt, at der er ytringsfrihed både offentligt og på interne møder, ligger i fin forlængelse af Ombudsmandens fortolkning og altså også af landsrettens dom.

Schmidt undrer sig over, hvordan denne retstilstand er forenelig med den fortolkning af dommen, som KL har fremsat. Schmidt konstaterer også, at han endnu ikke har modtaget nogen henvendelse eller beklagelse fra kommunen.

I det andet opslag fra d. 3. december reflekterer Erik Schmidt over landsretsdommens konsekvenser for det pædagogiske arbejde. Han argumenterer for dommens betydning for den interne ytringsfrihed, og igen nævner han problemet med de lukkede og autoritære ledelsesformer. Endelig sætter han dommen i relation til Odense Kommunes personalepolitiske retningslinjer, hvilket giver en nærmest Jonatan Spangsk effekt.

I det pågældende regelsæt står der bl.a. ”Vi har modet til at sige fra, når vi oplever noget, der ikke fungerer i hverdagen”. Ak ja, nogle gange overgås satiren af virkeligheden.

Link til det første facebook-opslag: https://www.facebook.com/erik.schmidt.758/posts/1782939068502018

Link til det andet facebook-opslag: https://www.facebook.com/erik.schmidt.758/posts/1783667895095802

 

5.C. Dagbog i Politiken Skoleliv

Politikens Skoleliv bad Erik Schmidt om at føre en slags dagbog i ugen efter dommen. Artiklen udkom d. 6. december. Det er “nærmest lykkelig” læsning, og vi er mange, der nu skal arbejde med at få dommen effektueret, så lykken kan brede sig ud i samfundet.

Schmidt slutter af med følgende:

“Jeg har stadig ikke hørt fra hverken kommunen, skolelederen eller skolechefen. Jeg er spændt på, om jeg får en hilsen fra dem. Eller måske seks flasker rødvin…”

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg er lidt tom for ord. 6 flasker vin? Den var måske gået i 2014. Schmidt er en beskeden mand. Han har mistet 4½ års løn fra den skole, som han har viet sit liv til, men som ulovligt behandlede ham som ”negativ adfærd”, og nu beder han pænt om vin fra Føtex. Vi skal op på en hel anden klinge efter min mening.

Man bør også lægge mærke til artiklens fakta-boksen, som efter min mening kolporterer KL’s og Odense Kommunes fortolkning af dommen. Her kan man læse, at Schmidt udtrykte sin “utilfredshed”, men uden nærmere specifikation om ”utilfredshedens” objekt, nemlig pædagogisk ledelse og faglig diskussion. Det fremgår også, at Schmidt kun blev frikendt, fordi han ikke tidligere havde forløbet sig og fordi han havde beklaget sin “opførsel”. Dermed pakkes dommen ned i noget adfærdsmæssigt langt væk fra ytringsfrihed, saglighed og åndsfrihed, som ellers udgør dommens kerne. På den måde lever Politiken op til sin altid reformaffirmative praksis. Avisen har mig bekendt aldrig nævnt sagen før landsrettens aktuelle proces, selvom den har været på alles læber i mange år.

Link til dagbog:
https://skoleliv.dk/…/%C2%BBJeg-kan-bare-m%C3%A6rke-lykken-…

 

5.D. Samlet kommentar i Politiken Skoleliv

D. 18. december kommer Schmidts samlede kommentar til dommen. Schmidt opfatter dommen som en støtte til både ytringsfrihed, til åndsfrihed og til skolens tradition og betydning. Dernæst undrer han sig over Kl’s og Odense Kommunes fortolkning og opfordrer endelig til en bedre lovmæssig sikring af ytringsfriheden.

Endelig kan man forstå af indlægget, at Schmidt stadig ikke – her tre uger efter dommen – har modtaget noget brev fra den kommune, som trådte hans rettigheder og livsværk så groft under fode.

Erik Schmidts indlæg i Politiken Skoleliv: https://skoleliv.dk/debat/art6916856/Skoleledelsen-er-kommet-p%C3%A5-afveje?utm_campaign=skoleliv&utm_content=18-12-2018&utm_medium=newsletter&utm_source=skoleliv

 

5.E. Hygge-mail fra kommunen

Schmidt har ikke endnu ikke modtaget nogen officiel henvendelse fra sagens kommunale aktører. Men efter næsten en måned har skoledirektør Nikolaj Juul Jørgensen efter sigende pr. 23. december sendt en uformel mail til Schmidt, hvor han foreslår, at de slår en streg over det hele. I hvert fald har Schmidt oplyst følgende på Facebook d. 3. januar 2019:

”Jeg har stadig ikke modtaget noget anbefalet brev fra Odense Kommune, men jeg må lige fortælle, at skolechefen i Odense, Nikolaj Juul Jørgensen, lige før jul (vist på baggrund af mit indlæg på Politiken Skoleliv) sendte mig en personlig mail, hvor han gav udtryk for anerkendelse af dommens konklusioner og håb om, at vi kunne “mødes om følelsen af, at det er rart, at vi nu kan lægge sagen bag os”. Jeg har lige skrevet tilbage til ham, at dommen selvfølgelig lever videre, men at jeg ikke bærer nag til nogen enkeltpersoner. Jeg synes dog nu stadig, at en myndighed, der står bag et så alvorligt fejltrin, ikke bare bør forsøge at få sagen og dommen lagt stendød, men skylder noget mere. Noget, der kan mærkes – og her taler jeg ikke om penge. Jeg følte mig dog trods alt nødsaget til at sige mit job op tre år før, jeg havde regnet med at skulle gøre det. Og noget, der viser, at kommunen indrømmer sin fejltagelse og forklarer, hvad man vil gøre for at undgå lignende fejltrin i fremtiden. Men okay, skolechefen har da skrevet til mig.”

Så skolechefen undsiger dommens indhold og lægger op til lidt jovial hygge. Jeg har ikke ord for min indignation.

 

Kapitel 6. Afsluttende bemærkninger

Jeg har argumenteret for, at det kommunale system udgør en helt isoleret og uigennemtrængelig silo i forhold til den mangfoldigt facetterede men enige politiske, juridiske og pædagogiske opfattelse af dommens essens og betydning. Det har været en meget sørgelig proces at følge, men det lever helt op til min videnskabelige tese om pædagogikkens tiltagende opsplitning, hvor KL og det jeg kalder for Danmarks Pædagogiske Oligarki, har materialiseret sig ved et magtfuldt opgør med den pædagogiske tradition og lov.

Det er på den baggrund klart, at organisationer som KL og Odense Kommune er fuldstændig uegnede til at indgå i forvaltning af skoler og pædagogiske processer i det hele taget.

Her til sidst – som en form for PS – vil jeg notere tre frit kommenterende og poetiske fortolkninger af denne tilstand, som jeg har arbejdet med undervejs:

 

6.A. Renterne

Jeg sidder og hygger mig med landsrettens dom. Sidste sætning lyder:

“Thi kendes for ret: Odense Kommune skal anerkende, at advarslen den 2. juni 2014 til Erik Hulmose Schmidt var uberettiget. I sagsomkostninger for begge retter skal Odense Kommune inden 14 dage betale 126.250 kr. til Danmarks Lærerforening som mandatar for Erik Hulmose Schmidt. Beløbet forrentes efter rentelovens §8a”.

Renterne er i gang med at løbe. Kæmpe-renten.

Folkeskolelovens §1 og §5, som er samfundets og skolens formål, kræver renter fra skolereformen, hvis ånd nu er afsløret som ulovlig.

Skolens lov vil have renter fra den læringsrevolution, som ville opløse landets pædagogik og åndsfrihed i nidkær læringstvang.

Pædagogikken vil have renter fra Odense Kommune, KL og alle de underdanige forsknings-institutioner. Ja, fra alle de mange organisationer, som har understøttet den ånd, hvori overgrebet mod pædagogik og frihed har været eksekveret i nu 5 år.

Landets ret gik i rette med en stat i forfald. Retten rettede borgeren ret. Forfaldsstaten havde ellers nægtet borgeren at rejse sig op med henvisning til ”negative holdninger”, men nu står borgeren strunkt og sikkert igen. Nu er det lærings-staten, der ligger ned og skal betale renter, så staten kan blive pædagogisk og politisk igen.

Loven og læreren har ved fælles hjælp rettet staten op. Det er det, jeg kalder demokrati og pædagogik i kærlighed til sandhed og kundskab – hvilket jo er definitionen på filo-sofi – i et samfund, der tænker.

 

6.B. Suzy og Eigil

Suzy: Hov du der, du har en negativ holdning. Den går ikke. Gult kort til dig!
Eigil: Jamen, jeg sagde jo blot min mening om et fagligt emne af fælles interesse.
Suzy: Ja, den er god med dig. Gult kort!

Eigil: Det kan jeg ikke leve med. Jeg skal jo arbejde efter skolens lov. Jeg siger op.
Suzy: Ok, det er modtaget, men du får en advarsel alligevel. Gult kort forever!

Eigil: Det går altså ikke, Suzy. Jeg må lægge sag an.
Suzy: Så må du væbne dig med tålmodighed, for jeg og min kritik- og dannelseselskende kommune – æret være profetens skæg – vil gøre alt for at undgå dine og alle andres ukonstruktive og negative holdninger. Om det så skal tage over 4 år!

Eigil: Puha, du er sørme ikke meget for diskussion, faglighed og kritik?
Suzy: Jo da, for det er netop kommunens grundlæggende værdier. Jeg rejser rundt i hele landsdelen, og alle lytter og klapper. Vi er førende i landet på ytringsfrihed. Det er en kerneopgave, som vi arbejder stenhårdt på at optimere.

Eigil: Men…..
Suzy: Jeg er formålenes og Grundlovens kvinde!

Eigil: Men…..
Suzy: Jeg er radikal. Du er fake news og Trump og populist!

Eigil: Men jeg er skolens og pædagogikkens mand. I mange år har jeg….
Suzy: Stille! Det er MIG, der står for åndsfrihed, dialog og kritik. Jeg er RADIKAL!

Fire år senere:

Eigil: Nå Suzy, så vandt jeg altså sagen. Det var noget af en hård nyser, men det var altså alligevel mig, der vidste, hvad åndsfrihed og dannelse er. Jeg fik ret, og du tog fejl. Skylder du mig ikke en beklagelse og et par gode flasker vin? Eller måske fire års løn? Måske en markering til alle de andre lærere?

Suzy: Sagen? Hvilken sag? Hvad taler du om?

Eigil: Men…..
Suzy: Ikke flere negative holdninger, Eigil. På med ja-hatten. Ligesom alle de andre.

Eigil: Men…..
Suzy: Se selv, ingen kritiserer mig! Og jeg elsker ellers kritik! Jeg har altid ret. L’ecole, c’est moi!

Eigil: Hov, hvad er det, som ligger der?
Suzy: Hvad Søren! Det er jo en gul vest og en masse bøger. Hvor ulækkert!

 

6.C. Dialog mellem Bambi og Eigil

Eigil: Hej, Bambi, tillykke med stillingen som skoleleder her på vores landsbyskole.

Bambi: Hej Eigil og hej lærere og pædagoger, godt at møde jer allesammen.

De ansatte: Nå, men hvad skal vi så snakke om, synes du?

Bambi: Jeg har en plan. Vi skal lave skolen helt om. Vi skal læringsmaksimere.

Eigil: Det er altså ikke skide godt, Bambi. Prøv at læs her, f.eks. hos Løgstrup og Kemp….

Bambi: Ved du nu hvad Eigil, nu har du sørme ”negative holdninger og synspunkter”. Du får et gult kort. Du må heller ikke sige “skide”.

Eigil: Undskyld det med “skide”, Bambi. Det røg bare ud af mig, fordi du lige mindede mig om Egon Olsen, da du sagde, at du havde “en plan”.

Bambi: Undskyldningen er ikke modtaget!

Eigil: Men hvad så med det der med Kemp og Løgstrup? Der står jo i loven, at demokrati og åndsfrihed skal præge……

Bambi: Stille! Du skal lære, at det er lederen, der bestemmer!

Eigil: Men jeg kan jo ikke gøre mit arbejde, hvis lederen siger, at jeg ikke må sige noget med udgangspunkt i pædagogisk faglighed og i lang pædagogisk erfaring, dvs. med udgangspunkt i loven selv?

Bambi: Du må lære at gå fra vaner til evidens, Eigil. Du skal lære noget ”konstruktiv kommunikation”. Her i kommunen kalder vi det for ”dannelse”.

Eigil: Det kan jeg altså ikke.

Bambi: Som sagt, gult kort til dig for at være negativ og ukonstruktiv overfor mine forandringsprocesser.

….så går der 4½ år med diverse retssager….:

Eigil: Hej Bambi. Nå, jeg vandt sørme retssagen. Det lader til, at det var dig, der var ”ukonstruktiv” og ”negativ” og ikke mig.

Bambi: Hvem er du?

Eigil: Kan du ikke kende mig?

Bambi: Desværre hr., jeg har ikke tid.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.