Oppe på forlaget Dafolo i Frederikshavn udgiver man tidsskriftet Paideia, som er et af instrumentalismens toneangivende medier. Ja, I læste rigtigt, det hedder ”Paideia”, opkaldt efter det græske dannelsesideal (øjeblik, jeg skal lige vifte en tåre væk….snøft….). (se link for info),
Paideia, nr. 9, 2015, er et temanummer om ‘synlig læring’ og John Hattie. Her kan man blandt andet læse en artikel af Per Fibæk, “Er Hattie og co. gyldige i Danmark?”, hvor der står, at kulturelle forskelle ikke har nogen betydning for anvendelsen af Hatties ”sammenhænge”. Den eneste undtagelse angår brugen af ”tests”, som skulle have en særlig positiv konsekvens for læringsudbyttet for især danske elever. Fibæk mener, at det skyldes, at danske elever har for få tests i forvejen. Fibæk får også fortalt, at reformpædagogik hæmmer læringsudbyttet for de svage elever. Fibæk er både imod reformpædagogik og kulturkonservatisme. Det er ”fejlopfattelser”, som han skriver andetsteds (Kvan 2009, nr. 84). Nej, i stedet for, bør vi se på ”hvad der virker”, og det kan man så åbenbart gøre helt uafhængig af pædagogisk teori? Denne fejlmanøvre er et eksempel på det, man kalder ”ren pædagogik” efter min mening. Det tankeforvridende er, at Hatties teori, som jeg ser det, er en videreudvikling af de værste varianter af netop den reformpædagogik, som Fibæk er imod. Nå, men det er faktisk slet ikke Fibæks bidrag, jeg vil diskutere i denne blog.
Man kan nemlig også læse en artikel af Lars Qvortrup, der desuden sidder i tidsskriftets redaktion. Artiklen hedder “Baggrund for diskussioner af Visible Learning med særligt henblik på lærings- og vidensbegrebet”. Qvortrup kritiserer Uren Pædagogik for at være ”ideologisk”, og han henviser direkte til bogen Uren Pædagogik 2, som jeg redigerede sammen med Lene Tanggaard og Svend Brinkmann i 2014. Vi har “misforstået”, det som Qvortrup kalder for “Hattie-revolutionen”.
Hvorfor kritiserer Qvortrup Uren Pædagogik? Jo, det er fordi, at vi, altså os ‘urene pædagoger’, mener, at Hattie har en kausal opfattelse af forholdet mellem undervisning og læring. Det passer ikke, siger Qvortrup, som henviser til et sted, hvor Hattie ”fastslår” sagens rette sammenhæng. I det hele tages ”slås” der meget ”fast” hos Qvortrup. Det lyder faktisk lidt ”ideologisk”, synes jeg. Nå, men jeg forstår desværre slet ikke Qvortrups svar, fordi han jo over det hele taler om ”effekt” og ”virkning” af det ene og det andet. Men det er åbenbart ikke noget ”kausalt”, må man forstå? Jeg er helt sat af. Det må jeg indrømme. Det er da kernekausalt, endda på den virkelig kedelige måde. Hvad siger læseren f.eks. til følgende to citater:
”Som Hattie og Yates (2014) argumenterer for, er læringens anatomi grundlæggende set ens fra den ene kontekst til den anden, uanset om man tænker på tidsmæssige eller geografiske kontekster, og grundlæggende set er virkningen af for eksempel feedback for elevernes læring den samme…”
Er det ikke fyldt med kausaltet? Og er det ikke hele essensen af denne rene pædagogik, som vi “urene” jo kritiserer, at begreberne helt løsrives fra tid og rum, hvilket jo præcist er det, der sker i disse formuleringer?
Eller hvad med dette andet og længere citat?:
”Heroverfor (i modsætning til den ”åndsvidenskabelige pædagogik”, TAR) orienterer den empiriske uddannelsesforskning sig imod resultatet af undervisningen, det vil sige mod lærings- eller trivselsresultater, og sætter disse i relation til de påvirkninger og omstændigheder – undervisningsmetoder, pædagogiske indsatser og rammebetingelser, skolestrukturer mm. – som disse resultater afhænger af.
Tankegangen er enkel: Den siger, at undervisningen er målrettet adfærd, som sker under forventning af, at bestemte indsatser fremkalder bestemte effekter – for eksempel at lærere, som ved at undervise på bestemte måder, øger sandsynligheden for, at elever tilegner sig de kundskaber og færdigheder, som man har ønsket sig, at de skulle tilegne sig”.
”Bestemte indsatser fremkalder bestemte effekter”… er dette ikke kausalitet?
Nu er jeg faktisk slet ikke imod, at man arbejder med kausalitet i pædagogikken, men vi kommer jo slet ikke hen til emnet og dets kompleksitet på denne måde. Og Hatties forsøg på at skelne mellem statistik og kausalitet, som Qvortrup fremhæver, gør ingen forskel her, hvilket kan ses af de to citater. Det ville iøvrigt heller ikke gøre nogen forskel uanset citaterne.
Qvortrup er også utilfreds med, at man i Uren Pædagogik siger, at Hattie reducerer pædagogiske formål til læringsresultater. Men det er da lige præcist, hvad Hattie gør? Hvor er der drøftelser af andre emner? Og i hovedværet “Visible Learning” gør Hattie nærmest grin med filosoffen Gert Biesta for at bringe formålspørgsmålet på bane. Også her er jeg helt sat af.
Endelig kritiserer Qvortrup Uren Pædagogik for at være modstander af at se på pædagogik som et ”intentionelt forhold”, som det hedder. Men han uddyber slet ikke kritikken, og referencen er blot helt bred til hele bogen ”Uren Pædagogik 2”, hvor der jo står alt muligt. Jeg ved derfor ikke, hvad han mener med sin iagttagelse. For mit eget vedkommende kan jeg dog sige, at undervisning er fyldt med intentioner, som alle er forbundet med den sociale og kulturelle essens i samfundet. Det er tværtimod undervisningsbegrebet i ‘synlig læring’, som er uden pædagogiske intentioner, fordi det underlægger sig et tømt læringsbegreb. Undervisning mister derved kontakten til ”intentionen” og bliver til en læringsmaksimerende metode uden intention.
Qvortrup er også meget forhippet på at undgå enhver tilknytning til ”det åndsvidenskabelige”, der konsekvent omtales i datid. Og vanen tro er han heller ikke meget for det ”det normative og filosofiske”. F.eks. er Qvortrup ikke så glad for Hatties reference til Karl Popper. Det er standardlæringspædagogik.
Endelig kan jeg ikke lade være med at nævne, at John Hattie faktisk nævnes uhyre få gange i Uren Pædagogik 2, og mig bekendt sker det ikke i forbindelse med de ting, Qvortrup nævner? Men Hatties teori falder naturligvis under mange af de almene kritikpunkter, der rejses i vores bog, det er klart. Qvortrups egen reference er, som nævnt, helt bred, dvs. til hele UP2, men der står jo alt muligt, så det er faktisk lidt svært at forholde sig særligt præcist til.
Til sidst i artiklen går det meget bedre. Her gør Qvortrup opmærksom på, at Hatties læringsbegreb, som det især udfoldes i kapitlet “The Argument” i Visible Learning, er yderst mangelfuldt. Qvortrup søger derpå at redde situationen ved at opsummere sin Bateson-læsning fra 00’erne. Qvortrup får skabt et kæmpe “læringssystem”, som undervisnigen skal stimulere. Det hjælper ham ikke, men det er en anden sag.
Hvad Qvortrup nærmere har i tankerne er, at metaanalyserne, der selv er en erstatning for “åndsvidenskabeligt orienteret uddannelsesforskning” kan erstattes af “arkiver af rådata, der tillader konstruktionen af komplekse datalandskaber, som anskueliggør relationerne mellem uafhængige, afhængige og medierende variabler”. Så er vi ved at være ovre i datavægspædagogikken, som Qvortrup er så begejstret for.
Skal vi kalde det for “rådata-pædagogik”?
Hvad skal vi kalde læreren? En “rådata-arkivar”? og klassen kan så passende være hans “datalandskab”.
Kan vi ikke få Clement til at afbryde det?
Problemerne med Hatties læringsfilosofi har jeg selv beskrevet over syv facebookindlæg i sommers, og jeg skal fremlægge dem på en forskningskonference i Helsingfors i næste måned (NERA). Læringen sejler totalt hos Hattie, og det er dette mangel på fundament, der gør, at landets lærere og pædagoger er helt prisgivet uddannelsesteknokraternes hærgen.
Link til Paideais hjemmeside: http://hihm.no/prosjektsider/sepu/tidsskriftet-paideia
Hele ideen om, at man kan ‘se’ resultatet af undervisningen er en forsimpling. Pointen er, at vi allesammen slæber barndommens og ungdommens oplevelser og erfaringer med os gennem hele livet. Undervisningen påvirker eleven på masser af måder, der ikke er umiddelbart synlige og som for en dels vedkommende først sætter sig igennem senere i livet, fx i tilgangen til andre mennesker, familie og børn, samfundet som sådan, ja livet i dets uoverskuelige kompleksitet. Det betyder ikke, at lærerne ikke skal interessere sig for det, de kan ‘se’, men at de hele tiden skal gøre sig klart, at de kun ser toppen af isbjerget. Det fatter Qvortrup et al. ikke? Tænk, jeg synes det er ganske banalt.