Lars Qvortrup og Grundtvig

Lars Qvortrup mener ikke, at der er grundlag for at kalde ham Grundtvig-kritisk. I seneste nummer af LærerBladet, hvor Qvortrup interviewes af Erik Schmidt, er der følgende dialog om emnet:

”Lars Qvortrup siger også, at han ikke er så Grundtvig-skeptisk, som han kritiseres for at være.

– Jeg er træt af at blive hængt op på en gammel udtalelse om „den grundtvigske ursuppe“.  Den er brugt mod mig en million gange.  Det var ikke ment som et nedsættende begreb.  Det er bare en misforståelse. Og interviewet er vel otte år gammelt.  Det er gammelt gods at blive ved med at hive det frem.

– Jeg blev spurgt om, hvad det er for en tradition, vi har på læreruddannelsesområdet.  Så sagde jeg, at seminarietraditionen var udfordret af nye toner om forskningsbaseret læreruddannelse.  Jeg prøvede at klargøre, at der altså var to positioner i debatten.  Når jeg så brugte det udtryk med „den grundvigianske ursuppe“, så har det undret mig lige siden, at det bliver opfattet som et skældsord.”

(…)

”Interviewer: Du kan ikke lide Grundtvig, vel?

-Det er jo noget, som er blevet skudt mig i skoene.  Jeg bliver sat i bås.  Nogle gange er uddannelsesdebatten meget forenklet.  Om Grundtvig kan man sige, at han er en voldsom kompleks figur.  Det giver ikke mening at være for eller imod Grundtvig.”

Ok, det lyder jo som om, at Qvortrup kun har sagt noget Grundtvig-kritisk en enkelt lille gang som sådan en slags tilfældighed. Men det må bero på svigtende hukommelse. I det følgende vil jeg argumentere for, at Qvortrup rent faktisk er ”imod Grundtvig”, og det endda på den store klinge.

Her er, hvad jeg har samlet op ved et hurtigt raid hist og pist:

 

A.

Udtrykket “den grundtvigske ursuppe” optræder to steder. Først i et interview i Weekendavisen fra 2008. Qvortrup bruger det som en normativ markør for sin modstand mod “seminarie-Danmark”. Den konkrete grund til, at han går til angreb på “ursuppen” er at den, efter Qvortrups mening, er årsag til, at der er modstand mod Qvortrups evidens-vision for læreruddannelsen. (WA, d. 25. januar 2008). “Ursuppen” og “seminariet”  bliver polemiske og platte betegnelser for alle former for modstand eller uenighed.

I en efterfølgende artkel i Dansk Kirketidende fastholder Qvortrup udtrykket. Han påstår ligefrem, at han mente, at “for mig var ursuppe et positivt begreb. Der hvor livet opstod”. Tilføjelsen med “livets opståen” er en pudsig poetisk undtagelse i Qvotrups forfatterskab. Måske kommer tilføjelsen af, at han skriver til et grundtvigsk tidsskrift? Det tror jeg. I al fald er det en ensom svale.

 

B.

Da Qvortrup tiltræder som dekan for DPU, bliver han interviewet til Information. Her bliver han spurgt:  

Dine helte og heltinder i det virkelige liv?”

 Qvortrup svarer i karakteristisk stil:

”Alle de stædige modsigere: Alf Ross, ikke Hal Koch. Luhmann, ikke Habermas. Madvig, ikke Grundtvig. Alle dem der insisterer på det uselvfølgelige.”

Så Hal Koch og Grundtvig er ikke helte i “det virkelige liv”. Og Grundtvig var åbenbart ikke en ”stædig modsiger”?

 

C.

I bogen ”Det lærende samfund”, som er en af de tidlige og ukritiske Luhmann-jubelsange, kritiseres sammenkoblingen af Grundtvig og folkeskole/højskole. Der tales ligefrem om ”sidste dages dogme-grundtvigianere” (s.86)! Hvem mon det kan være? Og findes der andre slags ”grundtvigianere”? Det vides ikke. Der er ingen differentiering. Vi må formode at både Hal Koch, Løgstrup og Grundtvig selv falder i hullet, jf. punkt B. I ”Det lærende samfund” får vi også at vide, at vi går fra ”nationalstat” til ”procedure-fællesskab” (s.68). Hvilken skole, tror læseren, der kommer ud af den måde at stille tingene op på? Det ender lige lukt hos Antorini er mit bud.

 

D.

Qvortrup har også en kort drøftelse af den grundtvigske tradition i efterfølgeren ”Viden om læring” fra 2004, som er endnu en Luhmann-hyldest. Qvortrup argumenterer for, at vi har et såkaldt ”supervisionssamfund”, som efter min opfattelse er en slags tidlig version af ”konkurrencestaten” og som jo minder om “proceduresamfundet”.

Ja, det hedder sig ligefrem, at “staten ikke længere er en myndighedsstat, der lever af “folket” som legitimation”. I stedet, står der, er “staten i dag en supervisionsstat, som alene værdsætter vidensdiskurser, hvis de kan begrundes – rationelt og legitimt – ved hjælp af nøgterne evalueringer”.

Derfor må højskolerne gøre op med deres “ideologiske grundtvigianisme, som er en barriere for deltagelsen i den tredje oplysningsbølge”.

Vi får at vide, at vi skal kaste det ”dunkle” og ”dødsensfarlige” begreb om folket væk.Ja, Udenrigsministeriet kritiseres direkte for i en brochure at have talt om en “unique danish cultural tradition””

I stedet mener Qvortrup, at  højskolen skal indgå i hans supervisions- og procedurestruktur. Han mener selv, at det skulle være en “oplysningsstrategi med rødder i Kant og ikke i Grundtvig”. Stakkels Kant.

Samme syn på den grundtvigske tradition gentages i en kronik i Information, hvor Grundtvig slet og ret beskyldes for at være årsag til højskolernes problemer. Kronikkens titel er: ”Åndsforsnottet – højskolerne må til at komme af med Grundtvig” (Information, 1. juli 2002).

 

E.

Endelig er der bogen ”Den myndige lærer”, som er fra 2011. Bogen er endnu en fuldstændig ukritisk gennemgang af Luhmanns teori. På s.133 laver Qvortrup en slags ”state-of-the-art” over den pædagogiske forskning. Den forever fejlfrie forskning er den Luhmannbaserede. Den kaldes for ”sociologisk operativ konstruktivisme”. Den dårligste kaldes for ”fundamentalistisk fænomenologi”. Hvad mon det er? Jo, det er al ”ursuppen”, f.eks. ”den ”urene pædagogik” og i det hele taget tilgange, der interesserer sig for ”verden som den foreligger i sin urene nærhed”, hvilket åbenbart er noget slemt. Eftersom dele af den urene pædagogik er informeret af Arendt, Heidegger, Løgstrup og Grundtvig ender vi i samme begrebsmæssige struktur som under punkt A-E.

Den analyse bekræftes af en videoforelæsning, som ledsagede bogen. Her blev Heidegger, Løgstrup og Merleau-Ponty placeret i den fundamentalistiske gruppe. Qvortrup understregede endda, at man slet ikke bør kommunikere med folk fra den gruppe. Desværre er den pågældende del af forelæsningen ikke mere tilgængelig, så jeg må klare mig med hukommelsen, som jeg håber rækker.

Konklusion: Jeg synes, at Qvortrup er ”imod Grundtvig”. Jeg synes, han tager fejl af sig selv, når han siger, at han ikke er imod ham. Der er kludder i “selvreferencen”, som det hedder på systemteoretisk.

Men måske har jeg overset noget?

PS Punkt A-E indgår naturligvis i en omfattende og sammenhængende begrebslig og organisatorsisk struktur, som tager fart i løbet af 00’erne med den effekt, at landets skoletradition forsimples og glemmes. Det er denne struktur, jeg kalder for “Danmarks Pædagogiske Oligarki”, og som Qvortrup er en central aktør i.

 

Links:

Link til interview i LærerBladet: http://www.odenselaererforening.dk/nyheder/2017/februar/laererbladet-forskning-og-magt

Link til facebook-omtale af interview. Her vurderer en række andre pædagogiske forskere Qvortrups tilknytning til Danmarks Pædagogiske Oligarki.

Skriv en kommentar