Lars Qvortrup og Niels Egelund slår sig løs i forordet til John Hatties bog ”Synlig læring og læringens anatomi” fra 2014.
De starter med at skrive følgende:
”Uddannelsespolitik, skoleudvikling og pædagogisk praksis har undergået en revolution. Den har forandret sig fra at være dannelses- og pensumbaseret til at være orienteret mod lærings- og kompetencemål”. (min kursivering)
Qvortrup og Egelund annoncerer en læringsrevolution. Læringsmål skal træde i stedet for dannelse.
Det bekræftes umiddelbart efter i følgende karakteristiske formulering:
”I stedet for at spørge om, hvad vi skal læse, lyder spørgsmålet: Hvad skal vi lære?” (min kursivering)
Så at ”læse” skal være et instrument til at indløse på forhånd angivne læringsmål, der kan måles. Det er stik modsat en ordentlig pædagogik, som vil tænke omvendt, dvs.: ”hvad sker der, når du læser dette? Hvad er det, du læser? Hvor kommer bogen og teksten fra? Undersøg teksten og se hvad der sker!”.
Qvortrup og Egelund er vilde med udviklingen. Der er “nye tider på vej”, som det hedder.
Qvortrup og Egelund spørger så, hvorfra “de nye tider” kommer. De giver to svar:
For det første er der ”det ambitiøse forslag til folkeskolereform”, som det kaldes. Her er ”et nyt paradigme”, der betyder at ”læringsmiljøer fremover skal være målstyret og forskningsinformeret”. Derfor skal lærerne basere deres ”indsatser” på ”data om lærings- og udviklingsresultater på den enkelte skole”.
Skolereformen angives altså at være et opgør med dannelsesbegrebet. Og husk på: dette er ikke kritisk. Qvortrup og Egelund kan godt lide denne udvikling, og de ser centrum-venstres skolereform som en eksponent og en garant for “den nye tid”, hvor læring træder “i stedet for” dannelse.
For det andet, siger Qvortrup og Egelund, er der også sket et skifte i uddannelsesforskningen. Også her skubbes dannelse væk til fordel for læringsudbytte. Ja, det hedder direkte:
”En yderligere, vigtig forklaring finder man i uddannelsesforskningen; at den gamle dannelsestænkning er skubbet til side til fordel for en forskning, der leverer empirisk baseret viden om forholdet mellem pædagogiske indsatser og læringsudbytte.” (min kursivering)
Der nævnes tre forskere som eksponent for denne ‘nye forskningstid’, nemlig Andreas Helmke, DuFour & Marsano samt naturligvis John Hattie, som kaldes for ”hovedfiguren for hele denne udvikling”. Det er de centrale stemmer i den læringsrevolutionære forskning.
Vi får at vide, at Hattie taler med ”oplysningens indignerede stemme”. Han ”gør det klart” og går imod ”fejlagtige ideer, falske løfter, økonomiske interesser og en overdreven tiltro til anekdoter”.
Bogen kaldes for ”praksisnær”, og forordet rundes af med følgende:
”Bogen bør blive en bibel for skolefolk”.
Ja, det er i al fald en bibel for Lars Qvortrup og Niels Egelund. Det er helt klart. En bibel for landets anti-pædagogik.
Reference:
Hattie, J. & Yates, G. (2014). Synlig læring og læringens anatomi, Frederikshavn: Dafolo.