Lars Qvortrups syn på dannelse i Folkeskolen, nr. 6

I en kronik i Folkeskolen nr. 6 argumenterer professor Lars Qvortrup for, at folkeskolereformen indeholder et dannelsesbegreb. Det er blot skjult, siger han, og han forsøger ved hjælp af en refleksion over henholdsvis skolelovenes udvikling og den tyske oplysningsfilosof Humboldts filosofi at finde det skjulte dannelsesbegreb frem. Qvortrup skal have tak for forsøget, som desværre mislykkes, hvilket jeg vil vise nedenfor. Dermed står tilbage, at der ingen dannelseselementer er i skolereformen – tværtimod.

 

Nytten og finanskrisen

Qvortrup siger, at skolereformen er en tilbagevenden til situationen fra før skoleloven i 1975. Han mener, at vi forlader 1975-lovens brede reformpædagogiske målsætninger om udvikling og demokrati for i stedet at gå tilbage til tidligere skolelove, hvor ”nytte” var et centralt begreb. Det er finanskrisen, der er årsagen til, at et begreb som nytte igen er blevet almindeligt, siger han.

Qvortrups argumentation væltes dog af det forhold, at hans hovedbegreb, altså ”nytte”, ikke fylder noget i den nye skolereform. En søgning i forligsteksten giver følgende resultat: ”Nytte” giver 0 hits, ”kundskaber” giver 2 ”hits” og ”kompetence” giver 17 hits.

Qvortrup har til gengæld ret i, at det han nok egentlig mener med nytte, nemlig ”kompetence”, er defineret af finanskrisen. ”kompetence” er i dag nemlig i dag knyttet til at gøre sig til for finanserne, for Pisa-listen og for globaliseringen, bedst udtrykt i begreber som ”økonomisk patriotisme” og ”medarbejderborger”, der er oppe i tiden, når de nye vinde skal have navn. Det er altså slet ikke ”nytte” i traditionel forstand, hvor nytte er knyttet til et godt og produktivt virke for sin familie og sit samfund. Nytte og kompetence er faktisk, med Qvortrups egen filosofi, blevet til modsætninger; en modsætning, som Qvortrup helt overser.

Finanskrisens indflydelse på og diskursive tæmning af skolen er tværtimod en skrækhistorie. Skole og finanskrise er ligeså forskellige som hvidløg og vinterdæk, og derfor bør man gøre alt, hvad man kan for at løsrive skolerne fra finanslogikkens kausalitet. Men Qvortrup tilpasser sig bare. Hans filosofi giver ham ingen redskaber til modstand, og resultatet bliver, at skolen bliver instrumentel, og at et fint dansk ord som ”nytte” hævdes uden grund og omdannes til ”kompetencer”, der skal virke for konkurrencestatens globale optimering.

Kundskabsbegrebet fylder som nævnt heller ikke noget i den nye lov. Kompetencebegrebet fylder derimod noget, hvilket det til gengæld ikke gjorde før 1975, som Qvortrup altså mener, at det aktuelle skoleforlig er en tilbagevenden til. Det hænger altså ikke sammen. Desuden: Hvis kundskaber endelig nævnes i skolereformen, er det altid som tekniske kundskaber, altså at læse, skrive og regne, men om tekniske kundskaber er dannende afhænger af den pædagogiske og filosofiske sammenhæng, hvori de indlæres, og hvis sammenhængen er ”finanskrisen”, så har de ingen dannende effekt – tværtimod. Kundskabsbegrebet er et langt større begreb, der har dybe rødder i vores tradition, og som man ikke bør mekanisere på denne måde, men jeg er enig med Qvortrup i, at begrebet har fyldt alt for lidt i mange år.

Sagen er, at vi med skolereformen ikke vender tilbage til en tidligere struktur, hvor kundskaber og nytte stod centralt, men derimod til en radikaliseret version af den 1975-lov, som Qvortrup er imod. Sådan er det, fordi kundskaber og nytte nu helt taber deres dannelsesindhold og underlægges finansielle målsætninger, hvilket man også kan se derved, at Finansministeriets indflydelse på skolepolitikken forøges kraftigt i disse år.

 

Misbrugen af Humboldt

Qvortrups næste indsats består i at knytte skolereformen sammen med den tyske liberalist og dannelsestænker Wilhelm von Humboldt. Qvortrup påstår, at Humboldts beskrivelse af forholdet mellem personlige holdning og verden omkring os kan genfindes i skoleforliget, fordi det opretholder fagene, og fordi der kommer øget fokus på de tekniske kundskaber. Men denne kobling mellem Humboldt og skolereform er uden filosofisk grund. Alle skoler i verden skal lære deres børn nogle kundskaber af både teknisk og almen art, men ikke alle skoler er humboldtske. Og den aktuelle folkeskolelov er ikke humboldtsk. Hvorfor ikke? Det er den ikke, fordi den nye skolelov først og fremmest er en styringssystematik, der er skruet og bundet sammen af et helt instrumentaliseret læringsbegreb. Denne systematik er udformet af Qvortrups åndsfælle og samarbejdspartner, professor Jens Rasmussen, som leder arbejdet med fagudviklingen, læreruddannelsesreformen og meget andet. Rasmussen holder også foredrag, der – helt på linje med Qvortrups kronik – knytter Humboldt til folkeskolen. F.eks. hed det på DPU i november 2013, at ”Folkeskolen er en ren Humboldt!”; et udsagn der fik idehistorikeren Jens Erik Kristensen, som ellers ikke er Humboldtmand men blot universitetsekspert, til at protestere. Den internationalt fremtrædende filosof, Peter Kemp, så også noget forbløffet ud, da Qvortrup i Deadline d. 31. januar fremførte sin meget selektive Humboldt-tese. Sagen er, at friheden er taget helt ud af skolereformen. Og det var denne frihed, man kunne argumentere for, var humboldtsk. Skolereformen er det stik modsatte af Humboldt. Det er et filosofisk faktum.

 

Dannelse bliver til normalisering

Til sidst byder Qvortrup ind med sine egne ideer. Her skal man være opmærksom på betydningen af Qvortrups filosofi, den såkaldte operative konstruktivisme, der hele tiden helst vil gå fra omverden til systemkonstruktion. Det er sådan en form for indbygget filosofisk trang, at virkelighed og værdier ikke rigtig findes, før de er kommet i nogle små kasser. Og det sker også her: Der er nogle få indholdsmæssige markeringer, f.eks. ”det dannede menneske skal kunne gribe ud i en verden, der forandrer sig hurtigt”, men straks slår det tilbage i individets kompetencer som en ”forudsætning”, hvorefter man skal ”lære at lære”. Det samme sker for de to andre temaer, Qvortrup nævner. F.eks. er det karakteristisk, at selvom ord som ”personlig stillingtagen” eller ”demokrati” pludselig popper op, så forbliver de blot små tynde grænsebegreber, der med det samme kastes til ind i et konstrueret system som ”kompetencer” og ”forudsætninger”. Man kan også se systematikken, hvis man studerer de nye fagmål for danskfaget, der helt reduceres til sådanne kompetenceatomer. Denne tilbøjelighed er, så vidt jeg kan bedømme det, et helt alment systemteoretisk træk – en form for filosofisk naturlov. Skolesynet kommer dermed til at tage udgangspunkt i kompetence- frem for nyttebegrebet, som det ellers var meningen ifølge kronikkens eget udgangspunkt, og de to begreber er ikke det samme, hvad man ind imellem har fornemmelsen af, at Qvortrup tror. Kundskabsbegrebet er også meget dårligt stillet i Qvortrups konception, fordi det underordnes kompetencebegrebet, og det nævnes da heller ikke i den afsluttende passage i teksten.

På den måde får man ikke en dannelsesfigur, hverken i traditionel dansk eller i humboldtsk, dvs. europæisk, forstand. I stedet får man en kognitivt orienteret kompetencesystematik med meget få kundskabspæle – en systematik som herefter kan beskrives og styres ned i detaljer til ”nytte” for finanskrisens åndelige armod. Man kan også kalde armoden for Ny Nordisk Skole – eller måske for ”normalisering” – hvilket altså er det samme som den nye folkeskolelov.

Link til Lars Qvortrups kronik

Link til blog om Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)

En tanke om "Lars Qvortrups syn på dannelse i Folkeskolen, nr. 6"

  1. Fra en artikel i Politikken i dag http://politiken.dk/debat/ECE2239670/vi-bliver-opdraget-til-at-gaa-efter-12-tallene/

    En gymnasieelev fra Odense har fanget den helt centrale pointe i forskellen mellem nutidens studentercentrerede kompetencemål og historiens stofcentrerede faglighedsmål:
    “Tidsskriftet Gymnasieforskning tematiserede i september det problematiske i, at vi bevæger os mod et kompetencesamfund. I dag er det vigtigste, at vi er kompetente. Det er ikke længere et spørgsmål om at kunne tale med om Shakespeare, men hvad vi kan bruge Shakespeare til, og det er der i og for sig ikke noget galt i. Problemet opstår, når vi ikke længere kan Shakespeare. Når vi ved, hvad vi kan bruge det til, men ikke ved, hvad det er.”

    NETOP! Vi er blevet mindre faglige og faktisk mindre kompetente, fordi handlesiden er blevet til kopiering og systemtilpåasning og ikke konstruktion eller bedre “skabelse” i mulighedernes rum. FriRummet er blevet besat og lukket af en på forhånd vedtaget viden og legalisering af tilpassede handlinger uden eksperimentet og den frie skabelse som basis. Denne mangel på stoflig faglighed i kompetencebeskrivelser er et vigtigt angrebspunkt for kritik, fordi den bedre kan forklare det generelle fald i kvalifikationsniveauet end utallige PISA undersøgelser. Man kunne drilsk hævde at jo bedre PISA resultater jo mindre kundskab.

    Kompetencemålene i de nye lærer- og pædagoguddannelser er skrevet over samme læst/skabelon/skema. Fra VIDEN (helt ubegrundet) til FÆRDIGHED (reproduceret i sproglig form), helt uden stof/fag/fakta indhold, – forståelse,- indsigt-, – erkendelse, – kundskab eller -kunst. Forestillingen om at Viden af sig selv bliver til færdigheder, fordi man bare ved, eller at det måske kræver lidt øvelse, overser virkelighedens enerti og egenlogik, der for systemteoretikeren optræder som et moment af irrationalitet der skal overvindes med magt (finansministeriet og kontrol (MaCKensey) eller bedre: meget mere forskning i selve magtanvendelsen ved overdragelsen af systemet. “Hvorfor virker det ikke?”, “Hvorfor bøjer de sig ikke for sandheden?” Kompetencebeskrivelsernes ordvalg indeholder i deres sammensætning et bestemt instrumentelt (systemteoretisk/Luhmansk) menneske-, lærings- og udviklingssyn, der går længere tilbage end 1975 loven.., Paulov, Thorndyke, Skinner, m.v. og bygger grundlæggende på Blooms taxonomi, hvor viden (science) er data på amerikansk, mens kundskab (germansk/skandinavisk) er ikke eksisterende. Dette hentes fra EUs uddasnnelsestænkning, der iøvrigt på en række punkter er væsentlig mere avanceret og progressiv end den danske middelmådighed.

    Fortsat go kamp!

Skriv en kommentar