Livsduelighed på DPU

Onsdag, d. 26. april afholdt Nationalt Center for Skoleforskning (DPU) konference om livsduelighed. Jeg var ikke selv til stede hele tiden, men nogle af oplæggene er lagt på nettet (se referencer).

Her vil jeg primært gengive Claus Holms synspunkt. Holm har tidligere bidraget til debatten, ikke mindst i et vildt konkurrencestats- og skolereformsaffirmativt indlæg i bogen ”Livsduelighed” fra Dafolo, hvor skolereformen ligefrem blev konciperet som en form for materialisering af marxismen.

 

1. Claus Holms oplæg: Kan vi udsætte de udsatte for livsduelighedspædagogik?

Holm indleder med at undre sig over, at grundtvigianere og danske skolelærere er glade for begreber som dannelse og livsduelighed. Ja, han må ligefrem bede nogen om at fortælle ham, hvordan det mon kan være? Holm og skoleforskningscentret har dog ikke inviteret repræsentanter fra den grundtvigske kant eller fra den pædagogiske praksis, så lige netop det spørgsmål adresseredes overhovedet ikke på konferencen.

Herefter udredes Holms hovedtese. Han argumenterer for, at vi er gået fra en sociologisk til en psykologisk forståelse af livsduelighed. I 1960’erne forstod vi livsduelighed i regi af Gustav Johnsons teori om social arv. Senere blødte Morten Ejnæs determinismen op i sin ide om ”mønsterbrydere”. I 1990’erne kom resiliensbegrebets psykologisering af emnet via Dion Sommers og Per Shultz Jørgensens arbejde, og i dag er vi så nået frem til det, som Holm mener dominerer dagens diskurs. Holm ordner hele sin horisont i et fint samtidsdiagnostisk struktur-kors.

Hvad mener Holm så, at livsduelighed er i dag? Jo, den handler om det, han kalder for ”det styrkeforbedrende barn”, som defineres sådan her på oplæggets centrale slide:

”En livsduelig elev er en elev, der får udfordret sine evner optimalt, det vil sige bliver udfordret gennem passende høje forventninger – fagligt, socialt, kropsligt og personligt.

Strategi: Opstil passende positive og høje forventninger, også til elever, der har det svært. Overraskende vækst sker på grund af udfordringer, ikke på trods af et dårligt udgangspunkt”

Holm bygger dette “udfordrings- og styrkesprog” på referencer til Mette Ledertougs og Anne Linders bog: ”Livsduelighed og børns karakterstyrker”. Her er et centralt slogan: ”At realisere vores styrker er kongevejen til optimal udvikling”, og Ledertoug og Linder har også udviklet et såkaldt ”styrkekompas”.  Holm refererer i samme åndedrag også positivt til John Hatties arbejde, som Ledertoug og Linder også trækker på. Ledertoug bidrog i øvrigt også til dagens konference, men jeg kan ikke finde video-versionen af oplægget.

Dermed trækker Holm livsdueligheden og det sociale arbejde direkte direkte ind i en blanding af den positive psykologi og skolereformens læringsideologi, hvilket formodentlig uden videre vil kunne materialisere sig i de såkaldte ”turbolæringsforløb”, som var temaet for en anden DPU-konference for få uger siden.

Der findes altså – i overensstemmelse med den positive psykologis filosofi – ingen “svagheder/skrøbeligheder”. Der findes kun ”topstyrker og svage styrker”, som det kaldes.

Det lyder jo ikke kønt, for det går jo ud over hele menneskesynet, inklusiv os andre, og kønnere bliver det ikke af, at Holm  – i overensstemmelse med den samtidsdiagnostiske filosofi – pakker den psykologiske muskeloptimering ind i en solid reference til en Nietzcshe i total opløsning: ”What does not kill you, make you stronger”. Holm mener, at ”det er et meget optimistisk syn på mennesket”. Det synes jeg ikke, det er.

Hos dele af den positive psykologi er der i det mindste en plat og vag reference til Aristoteles. Det er der ikke noget af hos Holm, tværtimod, og Holm undrer sig som sagt over, hvad grundtvigianerne og de danske lærere mon kan mene med begrebet. Ifølge Regner Birkelund var Grundtvig faktisk også vild med Aristoteles – dog på et helt andet niveau end hos den positive psykologi – så måske er der en lille idehistorisk forklaring på et eller andet lige der?

DPU er virkelig anti-grundtvigianismens højborg. Man forstår godt, at landets pædagogiske debat er ved at knække.

 

2. Nogle af konferencens øvrige foredrag

Umiddelbart efter Holm træder den socialpædagogiske forsker Niels Rosendal Jensen op på talerstolen med et herligt levende indlæg. Hans første bemærkning er:

”Vi skal lige over i en anden boldgade nu, kan jeg sige. For det her har i hvert fald ikke ret meget med positiv psykologi at gøre. Det har måske at gøre med noget helt andet. Det er i hvert fald mere sociologisk betonet”.

Og den bemærkning er jo lidt ”sjov”, eftersom Holm lige har fortalt, at vi er gået væk fra sociologien og hen til den positive psykologi! Det passede åbenbart ikke? Rosendal Jensen er i øvrigt fortaler for den såkaldte “Capability Approach”, som havde flere andre fortalere på konferencen, og som er et forsøg på at forene Martha Nussbaums aristoteliske filosofi med en mere empirisk tilgang til social udvikling, som ofte hentes hos den indiske filosof og økonom Amartya Sen. Det er faktisk mig bekendt en fin lille filosofi, men herhjemme skal den holdes lidt i ørene, så den ikke bliver koopteret af en slags datainformeret effektivitetstænkning, som skoleforskningscentret står for, og man skal også passe på, at EU ikke kommer for tæt på filosofien, men det er en lang historie. Denne sociale teori skal holdes tæt til jorden, hvis jeg må sige det på den måde.

Nå, men i samme Capability-ånd har vi Christian Kjeldsen og Jan Stages oplæg, der også bygger på Martha Nussbaum. Her er der fyldt med skrøbelighed og social forståelse og nogle interessante overvejelser over den sociale situation i Vietnam.

Konferencen afrundedes ligrefrem med en af Capability-tænkningens helte, tyskeren Hans Uwe Otto, der næsten fik tårerne frem i de danske fans. Det var ren social teori, altså alt det, som Holm mente var en saga blot. I oplægget synes jeg dog, at Otto taber forbindelsen til filosofien; men ok, heller ikke jeg kan helt stå for energien hos en ældre, men vedholdende tysk socialforsker.

Der var også et endnu mere regulært aristotelisk oplæg på konferencen. Merete Wiberg forsøgte at tænke livsduelighed ind i en etisk dannelsestænkning, hvilket jo står i total modsætning til Holms tilgang. Det gik faktisk godt, og her arbejdede den Aristoteles, som jeg kender, i en mere klassisk moralfilosofisk form. Det var dog, som om Wiberg fortrød sin konstruktive tilgang til livsdueligheden lidt i den afsluttende diskussion. Det forstår jeg godt, efter at have hørt Holms indlæg. Desværre ligger diskussionen ikke på video, men jeg ved det, fordi jeg var til stede til sidst.

 

Referencer:

Her er et link til konferencens program. Man kan klikke videre til mange af foredragene. Her skal man dog være opmærksom på en teknisk fejl i opsætningen. Det ser ud til, at der kun er tre oplæg, men faktisk er der seks. Tryk på ”næste” på forskellige måder for at finde de relevante oplæg. Desværre mangler der stadig tre oplæg, nemlig Lars Henrik Schmidts, Mette Marie Ledetougs og Hans Uwe Ottos: http://konferencer.au.dk/livsduelighed/

Lidt om Ledertougs og Linders bog: http://dpf.dk/produkt/bog/livsduelighed-boerns-karakterstyrker

Lidt om bogen ”Livsduelighedens pædagogik” (med indledning af Anne Linder): https://issuu.com/dafoloforlag/docs/livsduelighedens_p__dagogik

Konference om turbo-læring: http://edu.au.dk/aktuelt/arrangement/artikel/turbolaering-og-intensive-laeringsforloeb-1/

Link til DPU’s nyhedsbrev om konferencen og om det tilhørende temanummer af Asterisk.

Skriv en kommentar