Livsoplysning er Danmarks indre – referat fra konference om højskolepædagogik, d. 16. september 2015

Højskoleforeningen afholdt i går, d. 16. september, i samarbejde med DPU og forlaget KLIM, en stor konference om højskoler og højskolepædagogik i det smukke centralværksted midt i Aarhus. Den konkrete anledning var udgivelsen af en ny bog, ”Højskolepædagogik – en fortælling om livsoplysning i praksis”, som udkom på KLIM lige før sommerferien, men det overordnede formål med konferencen var at skabe debat om højskolens formål og praksis i Danmark (se konferenceprogram i referencelisten).

Efter sidste uges ørkenvandring i Nr. Nissum i forbindelse med professionshøjskole VIA’s såkaldte ”folkemøde om uddannelse” var det en sand lise for sjælen at være i Aarhus, hvor der var massevis af liv, debat og sang samt adskillige decideret væsentlige op- og indlæg. Jeg håber, at højskolerne vil holde et lignende arrangement næste år, for en konference af så høj kvalitet er et betydningsfuldt korrektiv til både Nr. Nissum/VIA-arrangementet og til DPU’s egne konferencer, som efterhånden har udviklet sig til at være manifestationer i vidensøkonomisk ideologi (se link til omtale af Nr. Nissum konferencen i referencelisten).

Her er nogle iagttagelser fra dagens arrangement:

 

1.

Lene Tanggaard holdt dagens morgensamling, hvor hun argumenterede for, at vi skulle have noget mere ”læringsglemsel”, i al fald hvis vi ville lære noget, og dén kommentar, som kommer fra den urene pædagogik skuffer, lagde naturligvis en solid grund under hendes kritiske indstilling til store dele af den nye pædagogiske tænkning, hvor ”læring” jo har netop bemægtiget sig alt andet (se video i referencelisten).

 

2.

Lidt senere var der en virkelig interessant debat om ”højskolerne mellem dannelse og uddannelse” med deltagelse af rektor Stefan Hermann, forskningsleder Alexander von Oettingen og professor Ove Korsgaard. Lektor Jens Erik Kristensen fra DPU, der ligesom Hermann er Foucault-mand, skulle ifølge programmet også have deltaget, men han stod af en eller anden grund ikke i selve panelet. Men ok, 2xFoucault havde næsten også været for meget.

Herman mente, i overensstemmelse med sine tidligere markeringer i Højskolebladet, at højskolerne stod for nogle bestemte funktioner i samfundet, og at de ikke burde være så bange for det formelle uddannelsessystem. Han fik så også refereret Foucault for at sige, at ”Hvor der er frihed er der magt”. Det er jo en dejlig formulering, men jeg var meget i tvivl om, hvordan denne sætning og Hermans tendens til funktionalisering kunne hænge sammen, og der kom da heller ikke noget svar på det, så vidt min ører rakte. Men det kan godt være, må jeg indrømme, at jeg ikke hørte helt godt nok efter lige deromkring, hvilket skyldtes, at jeg, mens Hermann talte, fik en e-mail på min telefon fra en aarhusiansk lærer. Den mail vender jeg tilbage til.

Alexander von Oettingen lagde vægt på, at højskolen først og fremmest var en skole blandt andre skoler i ”skolernes orkester”. Derudover sagde han det interessante, at en konference, som den, vi deltog i, aldrig ville kunne afholdes i professionshøjskoleregi, hvor man næsten kun vil høre om John Hattie og sådan noget.  Alt det der med fællesskab og livsoplysning og seminarietradition er åbenbart helt ude af professionshøjskolesystemet.

Derudover deltog Ove Korsgaard i debatten. Han fremhævde, at højskoler skulle bidrage til ”forestillede fællesskaber”, hvormed han dels tænkte på det nationale fællesskab, men endnu mere på et forestillet europæisk fællesskab. Det der med Europa er jeg helt med på, men desværre sidestillede Korsgaard ”Europa” med EU, hvilket jeg ikke synes så godt om mere. Hvorfor ikke? Jo, det er jo fordi, at EU har undergravet både subsidiaritetsprincippet og Bologna-processen ved at omdefinere pædagogik fra at være videregående uddannelse og dannelse til at være en totalpædagogisk vidensøkonomi; en omdannelse, der er faldet lige ind i netop vores nationale uddannelsespolitiiske og pædagogiske forfald, som Korsgaard og mange andre selv beskrev. Da EU for alvor blev uddannelsespolitisk transformeret i 2009, mistede jeg helt tiltroen til EU som dannelsesaktør. Jeg blev lidt ked af det, da jeg sådan mistede min 1990’er-optimisme, men sådan var det bare.

Von Oettingen var lidt kritisk overfor Korsgaard, fordi han, altså Oettingen, var nervøs for, at de forestillede politiske fællesskaber, som Korsgaard talte om, let ville havne i en form for pædagogisk/administrativ tvang, hvis man ikke medtænkte ”selvets fællesskab”, altså friheden. Hermed knyttede han an til dannelsestraditionen, hvor forholdet mellem selvet og verden konstitureres i en eller anden form for fri vekselvirkning. Hannah Arendt, som Oettingen dog ikke nævnte, siger f.eks., at tænkning er en ”two-in-one” activity, altså sådan en slags ”selvets fællesskab”, som von Oettingen efterlyste. Men Arendts pointe er, i overensstemmelses med dannelsens fordringer, at hvis ikke dette ”tænkende selv” føres hen til og ind i kulturen og verdens ting, så kan det hele være lige meget. I værste fald kan selvet ende med at forfalde til en form for selvcentrering, f.eks. i det nye ”læring”, hvilket er det modsatte af det ”selv”, som von Oettingen talte om.

Så hatten af for Oettingen i den del af debatten. Til gengæld er det der med, at højskolen er en skole blandt andre skoler efter min mening ikke korrekt. Det vil jeg sige noget om lige om lidt, men først vil jeg nævne en efterfølgende workshop, jeg var til, hvor lektor Leo Komischke-Konnerup (LKK) holdt oplæg. LKK er en af mine yndlingspædagoger og er også, blandt mange andre aktiviteter, bidragsyder til bogen Uren Pædagogik. Og hvad fik LKK sagt af spændende ting i dag? Jo, han sagde, at selvom han først i en sen alder havde været på højskole, så havde han alligevel været det mange gange som ung, nemlig i folkeskolen, på lærerseminariet og i idrætsforeningen. Se, det var dagens bemærkning efter min mening. Hvorfor? Jo, for hvis det passer, hvad LKK siger, så er højskolen jo ikke blot en skole blandt andre, som Oettingen sagde, men derimod selve det folkelige element, dvs. essensen, i alle andre skoleformer og samfundsaktiviteter. Vi har været på højskole, selvom vi aldrig har sat et ben der. Den slags kan Stefan Hermann slet ikke forstå, tror jeg, for han sagde noget i retning af, at ”folket” slet ikke eksisterede, og det er jo præcist derfor, han kan gå ind for skolereformen, som jo plastrer sin teknokratiske statsstyring ud over ”folket”, som i Foucault-traditionen i bedste fald ikke er andet end er en samling halvundertrykkende diskurser, og hvad skal man dog med dem? Ja, hos systemteorien, som er skolereformens pædagogiske filosofi, er ”folket” ligefrem ”dødsensfarligt”; det antigrundtvigske sindelag i den omegn er veldokumenteret. Men hos Leo KK var ”folket”, altså selve grundkategorien. Hos LKK var ”folket” noget positivt og nært og allestedsnærværende, ja nærmest noget ”indre”.

(For at runde dette emne af var der også en tilhører, som foreslog, at højskolen var et ”korrektiv” til det formelle uddannelsessystem, sådan en slags ”kritisk tilføjelse” eller “en ventil”, og det er mit indtryk, at det er et meget almindeligt synspunkt.)

Nå, men det der med ”det indre” er ganske vist mit eget udtryk, og det skriver jeg, fordi jeg gerne vil radikalisere LKK’s fine betragtninger lidt. Min tese er, at folkehøjskolen simpelthen er landets indre. Det er det inderste i vores samfund. Det, som i rumlig forstand kommer før alt andet, og som vi er skabt af og i som borgere og mennesker i Danmark. Det er historien, striden, forankringen, musikken og handlingerne. Det er en skabende skæbne, det er historisk-poetisk, ja, det er kundskab i den dybeste forstand.

Højskolen er landets indre. Det er derfor, at en folkehøjskole er og bør være en åndelig og praktisk tilstand, som forgrener sig ud i alle landets øvrige aktiviteter, og som præger og toner vores moralske og politiske praksis. Det er også derfor, at LKK har været på højskole uden at have været der, fordi folkeskolens formål, som læreruddannelsen stadig refererer til, er dybt knyttet til landets tradition, og det var det, LKK kunne mærke, dengang han var skole- og seminarieelev. Men det betyder også, at højskolerne som institution ikke har monopol på det den skabende skæbne. Højrskolen er ”blot” en institution, som har et særligt ansvar for samfundets indre samt for, at essensen ikke fryser til i læringsmål og sådan noget. Højskolen har derfor også et ansvar for, at dette indre fortsat kan præge f.eks. folkeskolen, lærerseminariet og foreningslivet. Dette kulturelle og politiske ansvar gjorde LKK da også meget ud af i sit oplæg. (nb! Gymnasiet og universitetet er en anden historie).

Højskolen er dermed intet mindre end samfundets vigtigste institution. Den drager omsorg for landets indre og er derfor også i konstant omsorgsfuld strid og vekselvirkning med sin omverden. Striden opstår Ikke, fordi højskolen isolerer sig, tværtimod, men fordi omverdenen isolerer sig og dermed taber kontakt med sit indre. Så når folkeskolen vil være en læringsanstalt, som det sker nu, i et nærmest revolutionært opgør med livsoplysningens principper, så skal højskolen blande sig på alle mulige måder. Ja, de kan roligt påtage sig opgaven som et slags ”dannelsespoliti”, et udtryk som en af de udsædvanligt få poststrukturalistiske læringsfortalerne efter sigende brugte i en workshop, jeg ikke deltog i (men ok: der var to afbud fra den kant, så det var nok derfor).

 

3.

Jesper Moesbøll fra Kulturministeriet rejste sig også op nede i den flotte sal og spurgte til et emne, som jeg selv også har interesseret mig for, f.eks. i de fri grundskolers blad (se referencelisten). Sagen er følgende: I loven står der jo, at de frie skolers undervisning skal ”stå mål” med undervisningen i folkeskolen. Men når folkeskolen instrumentaliseres med læringsmål, og hvad ved jeg, så betyder ”at stå mål med” jo, at de frie skolers frihedsgrader berøves tilsvarende.

Desuden overtager mange frie skoler uden videre folkeskolens “kompetence”-grundlag, de såkaldte ”forenklede fælles mål”, fordi det er blevet så teknisk svært at lave sine egne mål. Derved får vi en indsnævring af den pædagogiske og mangfoldighed, forårsaget af folkeskoleloven og af ”stå mål med” paragraffen.

Efterskoleforstander, Mette Sanggaard Schultz, som stod i panelet på det tidspunkt kunne til fulde bekræfte Moesgaards bange anelser.

 

4.

Til sidst skulle der diskuteres ”folkeskolens formål 2.0”, med journalisten Lea Korsgaard som en livlig og skarp moderator, næsten på niveau med Anja Bo i Nr. Nissum i sidste uge. Men hvor Anja Bo talte for døve øren, så havde Korsgaard en hel Arresø med ideer og holdninger. Jeg var dog lidt ærgrelig over, at Korsgaard tilsyneladende troede, at Antorinis evindelige ”at blive så dygtig som muligt” stod i foleskolens formålsparagraf, hvilket den jo ikke gør. Men ok, måske havde hun andre ting at tænke på lige der. Jeg glemmer i den forbindelse ikke Anja Bos skarpe indledningsspørgsmål, ”Hvad er gymnasiets formål?”, til debatpanelet i Nr. Nissum. Eftersom ingen kunne svare på eller interesserede sig for spørgsmålet, kunne Bo elegant minde dem alle sammen om gymnasiets flotte formålsparagraf, før hun gik over til nogle mere tekniske emner, som debattørerne i Nr. Nissum bedre forstod sig på.

Nå, men det aktuelle debatpanel var også på et helt andet niveau end det nordjyske. Panelet bestod af tre personer: Professor Lene Tanggaard; formand for Folkehøjskolernes Forening, Lisbeth Trinskjær, og rektor Stefan Hermann

Herman trådte til i sidste øjeblik efter afbud fra konstitueret institutleder ved DPU, Claus Holm. Holms deltagelse var ellers imødeset med spænding af mange efter sidste måneds konference på DPU, hvor han gav Løgstrup, Hal Koch og meget andet godt det glatte lag og i stedet hyldede læringlæringlærings-ideologien. Mange lærere, inklusiv Anders Bondo Christensen, var oprørte og skrev harmdirrende indlæg på folkeskolen.dk, men Holm svarede aldrig. Ja, Bondo fremførte endda sin kritik i en flot tale på DLF’s nyligt afholdte kongres.

I stedet gjorde skolereform-kritikeren Lærke Grandjean os den tjeneste at læse en af Holms læringsbegejstrede udtalelser højt, hvilket fik Marianne Jelved, som var salens eneste politiker, til at rynke på næsten og understrege vigtigheden af folkeskolens formålsparagraf, som hun mente nok skulle problemerne i ave. Jelved mente heller ikke, at man burde gå så højt op i, hvad ”lederen” af dansk pædagogisk forskning mente, fordi enhver jo kunne tale, som vedkommende havde lyst. Det er den slags naivitet, jeg slet ikke synes om. I det hele taget er der ingen grund til at rose Jelved eller hendes parti, Arbejdsmarkedspartiet, for noget som helst på den uddannelsespolitiske front. Jelved gentog på sin vis blot en position, som hun gjorde rede for på Vartov sidste år på en konference, som jeg har skrevet udførligt om tidligere (se link nedenfor). Det hele går åbenbart ud på at ødelægge det hele, mens man, når det er nødvendigt, nævner de gamle idealer i de ”rigtige” kredse.

Hermann selv viste sig fra sin bedste side i dag. Også han talte varmt om vigtigheden af formålsdiskussioner og pædagogisk frihed. Ja, han sagde ligefrem – og der var jeg lige ved at trille ned af stolen – at skolen ikke kun peger frem men også tilbage på et samfund med 1000 års historie. Hermann lød helt som en gammel højskoleforstander i disse passager, men hvordan søren de ”1000 år” hænger sammen med, at der ikke er et ”folk”, som han tidligere på dagen havde bekendtgjort, har jeg ingen anelse om. Nå, men når man dertil lægger hans forsvar i sidste uge for Brian Degn Mårtenssons ytringsfrihed, endda med henvisning til Voltaire, så var det altså lige før, jeg gav Hermann en krammer. Men på den anden side: Man må også huske på, at Degn Mårtensson jo netop kritiserede en kronik af bl.a. Hermann, Hjortdal og Mikkel Haarder; en kronik, der var så genneminstrumentaliseret, at man fik helt ondt. I den kronik stod der sandelig ikke noget om hverken Voltaire eller skolens formål eller om de ”1000 år”. Tværtimod stod der en masse om dataledelse og alt det andet, som vi skal have pudset ”dannelsespolitiet” på.

Nå, men på den måde endte Hermann i samme situation som Jelved, dvs. med en smal og overordnet postuleret interesse for skolens formål og en tiltro til, at formålet kan løse alle problemer. De, og især Jelved, tror, at formålsparagraffen og den danske pædagogiske tradition nok skal holde til trykket, og at det der med læringsmål er der nok ikke så mange, der vil gå op i, når det kommer til stykket.

De to kan åbenbart ikke se, at de nuværende skoletanker i deres GRUND er et opgør med skolens formål, hvis ord og ånd er helt ude af foretagendet. Den formålsparagraf, der nu står forkølet tilbage, selvom den er en del af landets indre, kan intet stille op. Den er død som en sild, og den eneste institution i landet, der kan live paragraffens ånd op, er højskolen, der jo netop drager omsorg for landets indre.

Da jeg sådan sad og hørte på Jelveds blåøjede optimisme, var det, jeg kom til at tænke på den førnævnte e-mail, som jeg jo lige havde modtaget fra en højtuddannet aarhusiansk skolelærer. Der stod:

”Nu går også Århus Kommune all in på målstyring – i en digitaliseret for,m hvor forældre kan følge med og elevens progression skal evalueres løbende – hjælp!”

Lene Tanggard udtrykte det, i debattens bedste spidsformulering, sådan, at lærerens praksis var blevet ”stum”. Men når man siger den slags til Hermann og Jelved, så bliver de selv stumme.

Jelved blev endda specifikt spurgt til Mårtenssons kronik, som jo argumenterede for, at skolen er blevet en konkurrencestatsskole. Og det var lige der, hun blot sagde, at børnene jo skulle lære at læse, og at den pædagogiske tradition nok selv skulle sørge for det hele, for den var gammel og stærk og havde en §1, som ingen ville ændre på. Men en time før havde vi hørt von Oettingen sige, at professionshøjskolerne ikke kunne holde en konference om grundtvigske temaer, fordi der er gået ja-Hattie og dataledelse i det hele. Jelved har ingen intellektuel spændstighed mere. Det er helt klart. Hun siger et og gør noget andet.

Jelved og Hermann sad helt fast, og deres brug af formålsparagraffen var ren ideologi efter min mening. De brugte formålsparagraffen til at dække over det forhold, at formålsparagraffen intet betyder mere. Det er det, man i gamle dage kaldte for falsk bevidsthed. Kan en eller anden ikke ringe til dannelsespolitiet? Kom hid fra landets indre!

 

Referencer:

Konferenceprogram: http://ffd.dk/kurser/kursuskalender/konference-hoejskolepaedagogik

Referat fra uddannelsesfolkemøde i Nr. Nissum: http://www.thomasaastruproemer.dk/referat-fra-uddannelsesmoede-om-ungdomsuddannelser-i-nr-nissum.html

Marianne Jelveds problemer på Vartov i 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/sophia-konference-paa-vartov-marianne-jelveds-ideologi.html

Kommentar til folkeskolereformens konsekvenser for efterskolen via ”stå mål med”-paragraffen: “De frie skoler har mistet friheden“, i Frie Skoler, nr. 7, 2014, s. 50.

Professor Lene Tangaard fortæller om ”læringsglemsel”: https://www.facebook.com/hojskolebladet/videos/vb.130425842764/10153081544057765/?type=2&theater

Svend Thorhauges fotografi fra konferencen: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10153633668449570&set=a.10151103984239570.462235.611454569&type=1&theater

(herværende blog som facebook-opslag)

Andre omtaler af konferencen:

Lærke Grandjeans referat på www.folkeskolen.dk 

Lektor Brian Han Knudsens referat på facebook

 

3 tanker om "Livsoplysning er Danmarks indre – referat fra konference om højskolepædagogik, d. 16. september 2015"

  1. Blot to hurtige faktuelle korrektioner; jeg beskrev højskolens rolle og funktion som man i træskolængder kan iagttage dem på afstand: 1) forskole til videregående udd 2) ventil 3) højskole for modning og dannelse. Ingen af de tre er formentlig gensidigt udelukkende og jeg ophøjede ikk 1) og 2) til normativt ideal. Jeg bemærkede vistnok endda at den formelle kobling til uddannelsessystemet m kompetencegivende forløb ikke var slået an i nævneværdig betydning. Derudover nøjedes jeg med at konstatere at folkelighedsbegrebet har været voldsomt udfordret og anfægtet i vel snart 50 år.

  2. Kære Thomas.
    Jeg er lidt interesseret i hvad du mener med din bemærkning: (nb! Gymnasiet og universitetet er en anden historie).

    Mener du at gymnasier og universiteter ikke kan præges af højskole – tanken – pædagogikken, ligesom folkeskoler og læreruddannelsen?

    Eller at gymnasier og universiteter allerede præger den skabende skæbne på deres egen måde?

    Eller måske noget tredje?

Skriv en kommentar