Lykke, løgn og postmoderne ondskab hos Odenses skole-rådmand

1. Lykke

Hvem har sagt følgende?

”Vi kommer kun i mål, hvis lærerne også synes, at det er deres skole og deres projekt. Jeg forsøger for alt i verden ikke at udvikle en lønmodtagerkultur hos vore lærere; en kultur hvor man mest går på arbejde for at tjene penge til at holde ferie for. Den folkeskole, jeg ønsker mig, bliver nemlig kun virkelighed, hvis lærerne også gør det, de ikke får besked på – hvis de yder en særlig indsats over for lige præcis det barn, der behøver det”

Det har Susanne Crawley Larsen. Hvem er hun? Hun er skolerådmand i Odense Kommune. Hvor har hun sagt det? Det har hun sagt i en grundlovstale her i 2014. Det lyder som en hyldest til et frit pædagogisk engagement?

Ok, men hvem har så sagt det her?

”Der er ytringsfrihed i Odense Kommune. Det er en universel rettighed, så selvfølgelig må man sige, hvad man vil. Man må have de holdninger, man vil og man må sige hvad man vil”.

Tja, det har Susanne Crawley Larsen også – i radioen på DR-Fyn. Hun har sagt både det ene og det andet. Hun forsøger at tale om de rettigheder og om den filosofi, der har grundlagt vores politiske og folkelige fællesskab. Hun vil gerne tale om os, om mig, om dig og vores fælles verden – på grundlovsdag og i den frie offentlighed.

Hendes ord emmer af vores mest grundlæggende rettigheder og vores glæde ved at lave et godt stykke arbejde og diskutere det på kryds og tværs. Vi burde være lykkelige.

 

2. Løgn
Men i virkeligheden er det løgn det hele; en løgn, der skal dække over virkelighedens virkelighed; en virkelighed, der tumler kaotisk, støjende og smertefuldt rundt i bygningerne på Fyn.

Det er en nedrig, undergravende, forstemmende og ond postmoderne løgn. Det er løgn, fordi Crawley Larsen i praksis støtter det stik modsatte af det, som hun bruger vores fælles etiske ord til at begrunde. Tag hver eneste sætning i de to citater og sammenlign med den praksis, der udspiller sig i disse uger på hendes skole i Agedrup. Realiteterne, som hun forsvarer, er de stik modsatte af de smukke ord, som vi troede, vi forstod: I Agedrup detailreguleres lærerne efter alle de konkurrencestatslige principper. Der skal man ikke engagere sig efter grundlovens ånd, og man har bare at makke ret på alle leder og kanter, når en ung og splinterny leder som Mohammed Bibi – bakket op af en ligeså splinterny skoledirektør, Ina Ahrensberg – udfolder sin magtbrynde, så en af landets mest respekterede lærere må sige op, og så resten af lærerstaben formodentlig snart ikke tænker på andet end at ”tjene penge” og ”holde ferie”, som Crawley Larsen jo ellers var imod i sin GRUNDLOVS-tale.

Og løgnen er postmoderne, fordi den er ligeglad med de værdier, den hævder. Det hele er hip som hap. Intet betyder noget som helst. Alt er lige gyldigt.

Med denne alvorlige modsætning misbruger Susanne Crawley Larsen vort politiske og faglige sprog. Hun ødelægger vores mulighed for at beskrive vores arbejdsliv med etiske ord. Hun stjæler vores åndelighed. Hun ødelægger os og mig og dig. Derfor er det nedrigt og ondt, og det skærer i indvoldene, for nu kan jeg ikke mere bruge de ord, som jeg er lavet af. Derfor skal hun holde op. Så hellere en ren teknokrat, der ikke pynter sin instrumentalisme med ord fra den moderne friheds og lærers fødsel.

 

3. Er = bør
Med mindre vi kan få landets lærere – altså alle der har et pædagogisk ansvar i samfundet – til at regulere staten lidt i stedet for omvendt. Så det er grundloven, der holder staten i ave – også i realiteten. Så kan det være, at Crawley Larsen skifter hest helt og aldeles og begynder at handle, som hun taler.

Hvordan skifter man hest? Man beder alle ansvarlige – dvs. hende selv, Bibi og Ahrensberg – om at beklage dybt, både privat til Schmidt og offentligt til hele landet. Derudover skifter man skolelederen ud, sætter skoledirektøren under en form for pædagogisk og etisk administration, lover bod og bedring, som man OVERHOLDER. Man må endelig heller ikke glemme at sende 12 flasker god rødvin til Erik Schmidt for nedbrydende og ond behandling sammen med et brev, hvori kommunen officielt roser ham for hans store arbejde for skolen, lokalsamfundet og landet, og hvori kommunen også opfordrer alle lærere i Odense til at gøre som han i alle henseender. Det hele lægges på hjemmesiden og sendes ud til kommunens skoler – undtagen de 12 flasker vin naturligvis, for dem kan hr. Schmidt jo selv drikke.

Gør man det, så er der slet ingen postmoderne ondskab mere – så er der kun tilgivelse. Så er alt som det bør.

Nu har Crawley og hendes forvaltning haft en lang sommerferie. Nu er det tid til ”normalisering”, til er = bør.

Med mindre rådmanden blot implementerer skolereformen? Så kan hun jo ikke gøre så meget. Men Antorini mener, at advarslen til Schmidt er en “personalesag”? Men så er det jo Crawleys sag – og så er vi tilbage ved de 12 flasker rødvin. Aben flyttes rundt som i et cirkus.

 

(let korrigeret version af læserbrev fra Fyens Stiftstidende, d. 4. juli 2014)

Se alle indlæg om sagen under menu-punktet ”Agedrup-skandalen

 

En tanke om "Lykke, løgn og postmoderne ondskab hos Odenses skole-rådmand"

Skriv en kommentar