Martin Ågerup fra Cepos er blandt de debattører, hvis væsentligste pointe i den verserende skolestrid er den såkaldte ledelsesret (JP,17/4). Ågerup er slet ikke er opmærksom på, at KL’s ledelsesret hævdes i et historisk og alt for skjult opgør med dansk skoletradition, vel at mærke en tradition, som i høj grad er udsprunget af dansk liberalisme. Her tænker jeg på §1 i Folkeskoleloven, som er konsekvent udelukket fra KL’s skolevision “nysyn på folkeskolen”, hvor folkeskolens rige liberale formål er reduceret og ændret til tre iltfattige procentsatser, der vil bringe alt det værste frem i offentlig ledelse og allerede gør det i mange kommuner, f.eks. i Odense, og som vil omdanne skolen som sådan, altså §1, til et bureaukrati som sådan (§2, som angår kommunernes opgaver i forbindelse med skolerne).
Ågerup er heller ikke i sin begrebsmæssige glorificering af moderne ledelse opmærksom på, at denne “ledelsesret” har affødt særdeles problematiske ledelsesmønstre på vores forsknings- og uddannelsesinstitutioner og mange andre steder; mønstre, som har medført en hørm af nysprog, management, tvangsforflytninger og detaljerede kontraktsystemer, der ødelægger ledernes dømmekraft, som lukker alt for mange munde, og som stækker den frie folkelige aktivitet. Den slags bureaukratisk enevælde kalder man for New Public Management eller ny-liberalisme. Liberalisme er det i al fald ikke. Men i så fald mangler Ågerup og Cepos en refleksion over forholdet mellem nyliberalisme og liberalisme. Før de har gennemført den, kan man ikke kalde dem for liberalister i filosofisk og dannelsesmæssig forstand.
Endelig er denne abstrakte “ledelsesret” formuleret uden sans for den danske arbejdsretlige tradition, hvor arbejdslivets effektivitet og udvikling drøftes og reguleres i forskellige former for samarbejde mellem ledelse og arbejdernes foreninger. Det har aldrig været meningen, at fordi arbejderne fik strejkeret hvert tredje år, så kunne arbejdsgiveren lede og fordele i et enevældigt tomrum i mellemtiden. Denne tradition har i historiens forløb ofte afstedkommet, at fagforeningerne kom til at indeholde et alt for stærkt tvangselement, men det er ikke tilfældet for lærerne i denne sag. De er samlet frit, på kryds og tværs af faglige, organisatoriske og politiske skel, om deres forening. Derimod er KL en organisation med stærke tvangselementer, ser det ud til. Det kniber i al fald med frie borgmestre i denne tid, og det skulle vores liberalisme hellere begynde at kritisere.
(Ågerups forenklede syn på ledelsesretten og hans manglende drøftelse heraf ift skoletænkning, solidaritetstraditioner og moderne ledelseskritik, deles af f.eks. Rasmus Jarlov og af lederskribenterne hos JP og Berlingeren, som af en eller anden grund insisterer på at forstå skolen i KL’s sørgelige ånd).
Det som er det helt grundlægende problem her er den rolle som Martin får her i CEPOS. CEPOS er angiveligt en ‘tænketank’, men reelt set kan aktørerne i de politiske tænketanke ikke tænke uden for tanken. Dette giver sig udslag i at tænketankens primære funktion er at agere i overenstemmelse med den systemiske logik, den Sokratiske arvesynd!! Den realisering af arve synden opstår når vi, på dialektisk vis, søger at skelne mellem godt og ondt, de gode/de onde… ‘er’ de venner eller fjender??
Problemet er videre at CEPOS har en selv-systemisk opfattelse af “tankens” rolle i det repræsentative demokrati – hvorved vi ‘er’ dem der repræsenterer det gode? CEPOS/CEVEA/DEA osv. handler om hvordan man, gerne på evident/systemisk vis, kan gendrive de essenser, fænomener, systemer.. som retorisk defineres som politiske værdier og idealer.
Når Ågerup går ind i debatten bliver hans subjekt tingsliggjort – og han må betragtes som en fjende/forhindring/urenhed der skal fjernes. Hans subjekt ‘Ego’ skal i praksis udrenses, således at vi klart kan afslører at hans værdier og idealer og dermed at hans er “ædlere dele” er rene! Således blottet for os, og Blachman, kan vi lade poesiens æstetik flyde…. men denne “poesi” er da igen et forsøg på at stoppe tiden udviklingen og forfaldet – nogenlunde sådan er essensen af de tanker som Platon indprentede i Sokrates, Aristoteles og i vores repræsentative demokrati, og da i vores “tænketanke”!!
Realisering af dette er en metode-kritik, og dermed også en mulig realisering af en ny praksis. Hvori vores første imperativ må gå på at yde subjektet, her Martin Ågerup, og dermed os selv de værn som forhindre at han bringes længere ud på den tyde is! I tænketank metaforen bliver denne en beholder med flydende nitrogen, som vi kan sprøjte ret i hovedet på Heidegger… hvorved vi fastfryser vores fjender, slukker hans ‘lys’ og hverver tide i et enfoldig nu! Med denne tidehvervs tanke vil man finde tilbage til ‘ordet’, essensen, som det står skrevet, i begyndelsen!
Den praksis vi taler om handler om en tidlig dannelsens dialog. Hvori vi finder at dannelsen kan realiseres som fx en værnepligt, venskab … en lyst til at ville danne, danse!
Dette kan vi, hvis vi forlader de Platonisk platte form! Debattens arenaer for romerske gladiatorkampe, hvor vi i blodrus vil afgøre om aktøren er en helt eller skurk – kan han svare for sig eller må han for evigt leve som den der ikke kunne forsvare sin oprindelige, og da urene, postion?
Lad os da lærer – ikke af-os-selv, men netop af de vismænd som er så over-bevist! I deres visdom har de netop, på induktiv, vis produceret monumentale evidens for systemets falsifikation(!). Hvordan ‘er’ det at systemet falsificeres, var det ikke så simpelt at systemets falsifikation bevises ved dets evne til netop at udrense dem vi i vores overbevisning hverken kan og vil være i stue med! Det er så såre simpelt, at Ågerup, Qvortrup , Sunstein, Thyssen, Teori-You, et al… her har leveret evidensen her, for at den kan betrædes af vores børns dansende fødder – se det var poesi!
Er det da ikke sådan at vi netop ved systemts evidente falsifikation kan dannes, uddannes og derved lægger grunden for venskabet? Hvis ikke man ikke kan tilgive den andens fejl har vi gjort det umuligt at skabe venner, venskab er da devalueret til fjendskab – ikke fordi vi ville det, men fordi systemet på tvinger os denne dikotomi.
http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE14499/argumenterne-bag-vores-samfund/