Den tidligere undervisningsminister Merete Riisager har skrevet en fremragende bog, som virkelig sætter tanker i gang. Bogen, som er udkommet på Kr. Dagblads Forlag her i efteråret 2020, hedder ”Selvbyggerbørn – hvordan vi overlod en generation til at opdrage sig selv”.

Her er mine egne tanker under læsningen, organiseret i 5 sammenhængende noter:

 

Note 1: Verden og voksne og børn

Kapitel 1 hedder ”En verden uden voksne”. På en måde kunne det også have heddet ”voksne uden en verden”. Det ene er uden det andet og omvendt.

Hvad sker der, når disse ”2xuden” vekselvirker? Så forsvinder både den voksne og verden.

Og hvad sker der, når både den voksne og den fælles verden forsvinder? Så udryddes også ”barndommen”.

Dermed kan hverken påmindelse eller tilsynekomst arbejde. Dannelse og opdragelse forvitrer. Det samme gør demokratiets essens.

Hvad overtager? Det gør læring, verdensmål, 21. century skills, læringsstatistik og så videre, altså “kompetencer” uden børn og voksne og fælles verden.

Vi går fra “verdensborger”, som svarer til “pædagogik”, til forfaldskategorien ”globalisme”, som svarer til “læring”.

Dermed får vi en pædagogik uden sted, uden børn, uden voksne og uden selvstændigt udsyn mod en fælles verden, som er gammel.

Det er Riisager mod Antorini. Fortidens rigdom mod fremtidens tvang.

Det ondeste, der kan hænde en generation, er tabet af fortid. Dermed mister generationen sin karakter af generation, og fremtiden bliver en nivellerende tvang.

Den voksnes og lærerens “Dette er verden” er lig med spørgsmålet: “Hvem er du?”

 

Note 2: De politiske referencer

Merete Riisager var nærmest eneparlamentarisk hær mod skolereformen helt tilbage fra 2011, og siden blev hun som undervisningsminister bestyrer af den reform, hun afskyede. Der var både fagligt og personligt drama for alle pengene, med dybe tråde ind i de faglige kredse.

Men i ”Selvbyggerbørn” fylder Riisagers uddannelsespolitiske erfaringer egentlig ikke ret meget. Men der er alligevel tre sæt af informationer om emnet, som er værd at notere sig, når perioden efter skolereformen skal behandles systematisk, hvilket jeg planlægger at gøre i 2021.

Her er først de to mest interessante informationer, som vedrører ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)”, og til sidst en lidt mere kortfattet notering.

1.

På s.196 har Riisager en interessant beskrivelse af en hård kamp, hun havde med embedsværket. Som ny minister skulle Riisager ”justere” skolereformen. Hun foreslog derfor en kampagne om ”bevægelse i skolen”. Embedsmændene argumenterede kraftigt for, at man i den forbindelse skulle inddrage begrebet ”mellemrumspotentialisering”, som kort sagt handler om at omdanne ”frikvarter” til læringsoptimeringsprocesser.

Riisager måtte kæmpe hårdt for at få det ud, men prisen var en næsten ulæselig rapport.

Denne sag var Riisagers ”første læring i, hvordan staten arbejder”, som hun siger.

Jeg har selv en erfaring med ”mellerumspotentialisering”, som gør Riisagers beretning særlig interessant for mig. I 2015 fremlagde jeg en kritisk analyse af de forskere, som havde opfundet begrebet. De to forsker klagede efterfølgende i en dramatisk proces til universitetet over ”tilsvining”, men universitetet vurderede, at min kritik var både saglig og faglig.

En af mine pointer var, at mellemrumspotentialiseringen, og faktisk også dansk pædagogisk poststrukturalisme som sådan, gik i symbiose med policy-niveauerne imod skolens formål, og dermed udvandede den kritiske tradition selv. Riisagers eksempel bekræfter denne tese 100%.

Det forskningsprogram, som stod for mellemrumspotentiale-teserne, var dybt integreret i tidens læringstænkning og i hele den ideologi, som DPU stod for, og det er stadig tilfældet.

2

For det andet vil jeg nævne Riisagers markering på s. 108. Her fortæller hun, hvordan professor Jens Rasmussens arbejde med ”læringsmålstyret undervisning” var en organisk del af det, Riisager kalder for ”en strategisk manøvre”, hvis oprindelse ”fortager sig i korridorerne mellem ministerier og styrelser, interesseorganisationer og dialogen med OECD som organisation”.

Hele denne struktur svarer til det, jeg har beskrevet som ”Danmarks Pædagogiske Oligarki”, som var virksomt de år, og som i en vis forstand er det stadigvæk.

Mellemrums-potentialiseringsgruppen var faktisk også en del af dette oligarki. Jens Rasmussen klagede også i barske vendinger over mit arbejde til både universitetet og til folkeskolen.dk, som efterfølgende nedlagde min blog. Og mellemrumsfolkene henviste direkte til Rasmussen i deres klage.

Riisager bruger denne iagttagelse som afsæt til en omfattende kritik af Jens Rasmussens læringsforståelse og Ansvar for Egen Læring. Det vender jeg tilbage til i en senere note.

3.

I starten af bogen, på s. 19-20 er der nogle meget korte partipolitiske bemærkninger, som jeg nævner her for arkivets skyld:

”Blå fløj” kritiseres for at være ”uengageret” i kritikken af skolereformens læringssyn. De konservative troede, at kritikken handlede om lektiecafeer, og Venstres Kristian Jensen fik nogle kosmetiske og konsekvensløse ændringer gennemført. Og Venstres Ellen Trane Nørby, som efterfulgte Antorini som undervisningsminister, fremlagde i 2015 et Antorini-lydende dannelsesideal for gymnasiet. Riisager stod generelt set alene med sin skoleinteresse.

Derimod roses Bertel Haarder, Søren Pind, Marie Krarup og Alex Ahrendtsen. Det er meget kort, og uden indholdsmæssige markeringer, så jeg lader det ligge. Men det må være især erfaringerne fra gymnasiereformen, der spiller ind, er mit bud. Jeg undrer mig dog over, at Riisager ikke nævner SF’s Jacob Mark og Alternativets Carolina Magdalene Maier, som også gjorde det godt i gymnasiediskussionerne.

Faktisk var Riisager langt mere grundig i sin kritik af egne rækker i forbindelse med et stort anlagt debatindlæg i Politiken i sin tid. Hun kritiserede her den borgerlige dannelsesdiskussion for at være spist op af konkurrencestatsbegrebet, som jo også venstrefløjen var meget glade for.

Riisager siger også, at hendes arbejde blev støttet af ”stort set hele” LA’s gruppe. Hvem der falder uden for dette ”stort set”, skal jeg ikke kunne sige. Mon ikke det er Ayn Rand-fløjen, som næppe har haft den store forståelse for den kulturliberale linje, som Riisager lagde frem, men som jo grundlagde partiet. Henrik Dahl fremhæves også. Men det er som sagt meget kort.

 

Note 3: Fortid og fremtid

Hannah Arendt skrev engang, at en lærer må have sine øjne ”glued to the past”. Pædagogikken har rod i autoritet, grundens fortællinger, i en form for romersk rest. Det er påmindelsens formel.

Men skolen er også arnestedet for, at en ny generation vokser op og netop revolutionerer ”the past” i et åbent samfund med andre frie mennesker, i en form for græsk rest. Det er frihedens og åbenhjertighedens formel.

Pædagogikken foregår altså ”between past and future”, som Arendt udtrykte det, i et samspil mellem Rom og Athen.

Det er lidt samme stemning i Riisagers bog.

På den ene side tales der stærkt for fortidens betydning. Der er grundige henvisninger til grundfortællinger som grundloven, kristendommen, Grækenland, romerriget, reformationen, frihedsrettigheder, de store tænkere, videnskaben, ”tusinde år”, og også den grundtvigske tradition nævnes hyppigt. Især kapitel 2 er viet til disse referencer, men de dukker også op undervejs. Hun taler altså hele den pædagogiske-, åndelige og kritiske tradition frem af tidens tåger. Det er skilte til Athen, Rom, Betlehem, Königsberg og Udby, som sættes i direkte relation til folkeskolens formålsparagraf (s.39). Med disse betragtninger placerer Riisager sig solidt i pædagogikkens verden.

Riisager mener, at disse emner er truet af et såkaldt ”relevanskrav”, som er et resultat af en særlig symbiose mellem erhvervsliv og reformpædagogik, mellem frigørende pædagogik og en økonomisk betinget styringspædagogik. Med denne symbiose ”sulter vi ungdommen”, som dermed drænes for både fortid og fremtid (s.39). En sådan ”relevans-pædagogik” kaldes også for ”fordummelsens pædagogik”.

Riisager taler ligesom Arendt for mere ”autoritet”. For Arendt var autoriteten dog ikke person- men kulturbåren, dvs. at det var skolen som sådan, der badede i autoritet, som læreren herefter fik tilskudt via sine elskovssyge fortidsøjne, og for Arendt var den kommende frihed uden for skolen jo autoritetens paradoksale essens, men ikke dens mål. Igen: Rom+Athen. Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror, at Riisager mener noget lignende.

Arendt er altså også stærkt fremtidsengageret, men det er en fremtid, som den næste generation selv skal definere via dens omgang med fortidens ‘det som er’. Derfor bliver det pædagogiske spørgsmål for alle i Arendt-traditionen: ”Hvem er du?”.

Men den aktuelle fremtidsfiksering fjerner dette spørgsmål, som i stedet prædefineres som fremtidige 21. century skills og endda som verdensmål. Den nye fremtidslæring hader fremtiden, mens fortidslæringen elsker fremtiden og dermed skaber skolens ”between”.

Så Riisager er helt med på “fortiden”. Spørgsmålet er nu, om vi også finder den Arendtske fremtid i Riisagers pædagogik ud over i små drys? Og ja, det gør vi faktisk to steder:

1.

Riisager kalder direkte fremtidslæringen for ”fordummelsens pædagogik”. Riisagers ”between” lyder i stedet sådan her: ”…et lille økosystem af viden, opmærksomhed, klare regler, rammer og plads til fællesskab og undren”, som giver eleverne ”uanede muligheder i fremtiden”. Hun har især fundet denne essens i regi af de frie skoler, hvor der ikke er så mange ”iderige kommunalchefer” (s. 233-34). Det er dog en lidt kort passage.

Skolen som et økososystem – et frit område mellem fortid og fremtid – er en super metafor, der minder om nogle af de tanker, som den tidligere alternativist, Carolina Magdalene Maier, har gjort sig.

2.

Mere udførligt udvikler Riisager et glødende forsvar for ”den børnekultur, der tilhører den skandinaviske pædagogiske tradition”, og som ifølge Riisager ikke mindst findes i ”den ”fritidspædagogiske tradition”, som er ”omkring 100 år gammel”, dvs. med rødder i hele den kulturradikale og reformpædagogiske tradition fra 1920’erne og frem.

Riisager kritiserer folkeskolereformen for ”en skolegørelse af barndommen”, hvilket har resulteret i, at ”vores tradition for det frie børneliv er under pres” (s. 202-204). Hun taler også om betydningen af en ”vekselvirkning mellem vejledning og frihed” (s. 202), hvilket jo svarer til det samspil mellem den romerske og den græske struktur, som vi fandt hos Arendt. Og det er altså ”den skandinaviske pædagogiske tradition”, der i særlig grad skal stå for ”friheden”.

Denne kærlighed til barndommens frie tid, og dermed til barndommen som sådan, peger dog også på en ambivalens i Riisagers bog, nemlig at hendes kærlighed til pædagogisk frihed bunder i en reference til netop den pædagogiske retning, som hun andre steder er allermest kritisk overfor, nemlig reformpædagogikken. Det er helt centralt, at denne forbindelse undersøges nærmere af både den teoretiske og den praktiske pædagogik.

I slutningen af bogen kalder Riisager på ”en debat om skolens opgave, opdragelsens væsen, fagenes kerne og dannelsens indhold” (s. 235). Hendes bog er det bedste oplæg man kan tænke sig til denne debat.

 

Note 4: Riisager og SF

SF tilsluttede sig pr. d. 26. september verdensmåls-ideologien med hud og hår og helt ned i filosofien. Det skete i forbindelse med en stor konference om sagen. Det er den ellers fornuftige Jacob Mark, der svinger den ideologiske taktstok. Derved forlader partiet endegyldigt den folkesocialistiske tradition, som partiet selv stiftede. Det er værd at nævne i denne sammenhæng, fordi Riisager tordner imod netop verdensmålene i hendes bog. Hendes ubehag deles af partifællen Henrik Dahl, som især har kritiseret SDU’s institutionelle tilslutning til tankegangen.

Med Jacob Marks aktion følger SF endnu engang i sporene af Socialdemokratiet, som blot påbegyndte processen nogle år tidligere.

Her er kronologien:

1998: Socialdemokratiet forlader endegyldigt den socialdemokratiske tradition via forbindelsen til Mandag Morgens kompetenceråd.

2002: Antorini skifter fra SF, hvor hun var næstformand, til Socialdemokratiet, pga. det hun opfatter som for meget folkesocialisme og for lidt teknisk globalisering hos SF. Hun får efterfølgende Socialdemokratiet ind på et mere test- og evalueringsvenligt OECD-spor.

2006: Antorini er skoleordfører for Socialdemokratiet og stemmer for den nye OECD-inspirerede skolelov. SF stemmer imod af folkesocialistiske grunde.

2013: Antorinis skolereform vedtages, nu med SF’s stemmer og under stærk indflydelse fra Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsideologi. SF stemmer endda også for den famøse L409. Allerede her forlader SF faktisk partiets tradition og opsluges af Antorini-fløjen.

2014ff: SF splittes. Det meste af partiets konkurrencestatsfløj forlader partiet og går til Antorinis/Thornings socialdemokrati. Resterne, f.eks. Jacob Mark, genformulerer elementer af en pædagogisk folkesocialisme via opgøret med læringsmålstyringen i folkeskole og læreruddannelse.

2015ff: Antorini forlader til sidst politik og forfægter en radikal kompetenceglobaliseringsdiskurs som direktør for læringscentret LIFE, som entydigt slutter op om FN’s verdensmål som pædagogisk ramme og princip.

September 2020: SF forlader endegyldigt folkesocialismen til fordel for den teknificerede globalisering, her i form af verdensmålstyring, og partiet går derfor endnu engang i Antorinis spor.

Konklusion: Den gamle næstformand, Christine Antorini, vandt kampen mod SF, som nu er udslettet som politisk-pædagogisk tradition. SF blev spist op af Mandag Morgens opgør med den folkesocialistiske tradition.

Faktisk har Mark og Riisager i nogen grad kørt politisk parløb, især i forbindelse med forsøget på at få den læringsmålstyrede undervisning ud af læreruddannelsen. Men i sin bog refererer Riisager ikke til parløbet, men i stedet til en kontrovers med Mark omkring forældrenes ret til at bestemme, hvornår børn skal starte i skole. Hun undrer sig over, at det er hende, der står for en fælles pædagogisk regel, mens Mark står for en ultraliberalisme. Man kan godt sige, at Riisager står på en kulturliberal dagsorden, mens Mark og SF fra nu af helt endegyldigt står for skolereformens tankegods, dvs. en symbiose mellem globalisering og styringsideologi.

Endelig vil jeg nævne, at der i flere af anmeldelserne af Riisagers bog er omtaler af en anden aktuel udgivelse om opdragelse, nemlig Per Schultz Jørgensens bog ”Opdragelse til livsmod og bæredygtighed”, som snarere lægger sig i forlængelse af Jacob Marks synspunkt, fordi klimaet gøres til en hovedmarkør for pædagogikken. Faktisk var Schultz Jørgensen i sin tid med i det føromtalte Kompetenceråd, som var en tidlig konkurrencestatskonstruktion, der stod for alt det, som Riisager vil gøre op med. Et fun fact i den historie er, at Per Schultz Jørgensens søn Kristen Schultz Jørgensen faktisk gav Riisagers bog en særdeles god omtale i Berlingske. Den unge Jørgensen var dog også med i kredsen omkring faderen i sin tid, så jeg havde faktisk regnet med, at han ville være mere kritisk. Måske har Jørgensen-slægten bare været i lidt dårligt selskab undervejs.

Bogen har i øvrigt været anmeldt i de fleste aviser, og alle steder med fine udtalelser. Riisager rammer en bred åre, lader det til.

 

Note 5: flere emner

Endelig er der en række temaer, som bestemt også er vigtige, men som jeg her blot notere i kort form.

a) Moral og indhold

Riisager fokuserer i særlig grad på moralsk dannelse, eller det som man kan kalde karakteropdragelse eller dydspædagogik. Det er selvfølgelig interessant, men det store fokus på personen, betyder også et efterslæb på indholdssiden, som ind imellem forfalder til generaliserede begreber som ”kulturarv” og den slags. Kulturen kommer dermed til at mangle lidt egendynamik. Den kan komme fra den nye tingsfilosofi efter min mening, men det drøfter Riisager ikke.

En betragtning i relation til denne mangel: Riisagers kritik af reformpædagogikken er helt forståeligt, i forhold til de nyere eksempler hun inddrager, og hun anerkender da også, at Rousseau har nogle centrale pointer for moderne pædagogik, men hendes kritik bliver for generaliseret efter min mening. Tabet af reformpædagogik får den effekt – igen – at kulturarven ikke kan opretholde et selvstændigt og tingsligt liv. Riisagers eget frihedsbegreb trækker i øvrigt dybt på Rousseau efter min mening.

b) Læringskoncepter

Riisager er imod alle de løsrevne læringskoncepter, som har florereret siden især 1990, f.eks. SKUB i Gentofte, Howard Gardners intelligenser og udtryk som ”klasseværelset er et oldtidslevn” osv.. Alle disse koncepter har rod i den tidligere konkurrencestats kompetenceideologi og til denne ideologis Tony Blair-inspirerede syntese mellem globalisering, teknificering og økonomi; en syntese som afviser fortiden, og som derfor afskærer barnet fra fortiden og dermed fra barndommen som sådan. Riisager er flyvende i disse passager. Hun er også imod den efterfølgende kobling mellem den nye børneensomhed og globale dystopier, som den nye generation bærer, f.eks. i klima-spørgsmålet og ift FN’s verdensmål. Det er her lidt pudsigt, at hun som kulturliberalist trækker på sovjet-pædagogen Makarenko, som stod højt på DKP-pædagogikkens rangliste tilbage i 1970’erne. Men det er nogle gode pointer, hun trækker frem hos ham, nemlig forholdet mellem opdragelse, myndighed og social sammenhæng.

c) Ansvar for egen læring

Der er en gennemløbende tese, som jeg vil nævne, nu vi har gang i læringsbegrebet. Riisager mener, at i meget moderne reformpædagogik, er barnet uden alder. Det hænger i overordnet forstand sammen med, at barndommen er tabt. Barnet ender som en generisk kompetencestruktur, som kan gennemtvinges uanset alder. Hun taler for i stedet igen at udstyre barnet med en alder, hvilket kun kan ske, hvis den voksne bliver voksen ved at få en verden og en fortid.

Storsynderen i denne ”sløjfen af barndommen” er den såkaldte Ansvar for Egen Læring (AFEL) (s.109). Her drøfter hun udførligt Jens Rasmussens arbejde med læringsbegrebet. Rasmussen var den førende ideolog bag læringsmålstyringen og ”at lære at lære”-ideologien, som jo lå til grund for skolereformen. Riisager mener, at Rasmussen agerer i et direkte opgør med ”den humboldtske forståelse af, at man udvikler sig i samspil mes stoffet og faget” (s. 108). Hun omtaler læringsmålstyringens praktiske konsekvenser som ”absurd”, og giver også nogle gode eksempler på absurditeten fra en skoleklasse, hun har besøgt.

Til sidst drøfter hun kort et uheldigt samspil, der i 90’erne og 00’erne udviklede sig mellem den grundtvig-koldske tradition og AFEL-tilgangen. Et samspil, min egen forskning til fulde understøtter. 00’erne grundtvigianere gravede deres egen grav.

Konsekvensen af AFEL er ”ansvar for egen fiasko”, fortæller Riisager. Denne fiasko-ensomhed kan herefter overtages af regnskaber, dystopier og teknologiske likes, som resulterer i en perfekthedskultur, som er det modsatte af en præstationskultur. Det er dette ensomme liv, som karakteriseres som ”selvbyggerbørn”. Det er strålende vævninger. Riisager er en stor socialpsykolog. Hun bør være rektor for et lærerseminarium.

d) Perfekthed

Riisager kritiserer perfektheden, men ikke præstationen. Det er en vigtig skelnen. Præstationen er knyttet til dannelsen og fagene, mens perfektheden er knyttet til ensomheden. Derfor har hun heller ikke noget imod karakterer, men er nok kritisk over for det aktuelle karaktersystems mangel- og perfekthedsfilosofi. Hvem vil ikke gerne have en dårlig karakter af Niels Bohr? Og hvem vil være ”uden mangler” hos en konkurrencestatssocialdemokrat?

e) Coronaen

Coronaen nævnes flere gange, men altid i datid. Riisager har i sin skrivende stund ikke haft fantasi til at forestille sig coronaideologiens vedvarende og pædagogiske konsekvens. Disse passager får derfor et anakronistisk skær.

f) Kristendommen og kærligheden

Bogen indeholder en hyldest til familien, til kærligheden, til foreningslivet og til kristendommen i en form for integreret sammenhæng, som minder om det frihedsgrundlag, der jo hænger sammen med grundlovens §76 (friskoleparagraffen). Derfor kritiseres også de alt for lange skoledage, statens roden rundt i civile og private sammenhænge og funktionstømningen af familien generelt. Der er en understrøm mellem kulturliberalisme og kristendemokrati, som man også finder hos dele af de radikale, SF og Alternativet, især hvis man lige skruer lidt ned for det indremissionske hos sidstnævnte. De traditionelle LA-kredse må i al fald være sat fuldstændig af med et så kulturtungt frihedsbegreb.Hos DF er det kristne derimod blevet identitetspolitisk, så det lader jeg ligge.

Riisagers inddragelse af kristendommen er vigtig. Biblen er vores vigtigste pædagogisk-filosofiske grundtekst, og den betyder meget for helt moderne pædagogisk og social teori, ikke mindst på den europæiske venstrefløj hos folk som Gert Biesta og Georgio Agamben.

Men også store dele af det kulturkonservative frihedsbegreb har som sagt rod i det sammenføjninger af oplysningstid og Biblen, som Riisager påpeger. Faktisk var Hannah Arendts egen filosofi et eksempel på det, og det samme er naturligvis hele den grundtvig-koldske virkningshistorie og børnehavens fader, reformpædagogen Friedrich Fröbel.. Og selvom Rousseau ikke var kristen, som var han i høj grad religiøs, og talte om netop barndommen som noget, der udgik fra ”skaberens hænder”.

Riisgers konkrete eksempel på anvendelse af næstekærligheden i undervisningen lader jeg dog fare. Det har jeg ikke forstand på.

Riisagers “præstation” må vist kvalificere til at være den mest selvstændige politisk-polemiske indsats i mands minde. Man mærker tydeligt, at hun både er cand.pæd, traditionsbevidst og politiker. En strålende kombination.

 

Udvalgte anmeldelser:

Jens Raahauges anmeldelse på folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/1853115/fri-af-ministeriet

Kresten Schultz Jørgensens anmeldelse i Berlingske: https://www.berlingske.dk/boeger/5-stjerner-suveraen-bog-fra-tidligere-minister-om-dannelsens-katastrofale

Gymnasielærer Jan Maintz’ anmeldelse i Information: https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2020/09/ny-bog-riisager-anklager-folkeskolen-gymnasiet-svigte-viden-dannelse

Skoleleder Torsten Bo Kristenensens anmeldelse i POV-International: https://pov.international/merete-riisager-skole-forfriskende-altmodisch/

Mikael Busch’ anmeldelse i JP: https://jyllands-posten.dk/kultur/anmeldelser/litteratur/ECE12381735/i-selvbyggerboern-goer-merete-riisager-op-med-projektmagerne/