Merete Riisager har holdt en strålende tale for foreningen Danske Gymnasier. Talen kan tilgås som en slags kronik i bladet Gymnasieskolen, jf. link i bunden.

Riisager er ikke en fru hvem-som-helst i gymnasiepolitisk sammenhæng. Sammen med Henrik Dahl stod hun i 2016 for et heltemodigt forsvar for gymnasiet, da stærke politiske og organisatoriske kræfter ville erhvervsrette hele molevitten. Det skete lige før, at hun i 2016 blev landets bedste undervisningsminister i nyere tid.

Det var LA’s stjernestund. Pludselig var Ayn Rand-inspirationen fra partiets første år nærmest forduftet, og en regulær åndsliberalisme begyndte at vinde indpas, senest i Alex Vanopslaghs nye bog ”Vejen til ansvar” fra 2023, som Riisager også har hjulpet med. I dag stormer partiet af sted.

I sin kronik kritiserer Riisager regeringen for uden videre at omkalfatre selve begrebet om “et gymnasium” til at dække alt muligt, og hun gennemgår i den forbindelse dele af gymnasiets kulturhistorie.

Som hun siger: ”Alt er ikke det samme”.

I den forbindelse minder hun om, hvor galt det gik sidste gang, hvor man lavede en stor reform uden at medtænke formålsparagraffens tradition, nemlig folkeskolereformen i 2013.

Som hun siger:

”Skolens funktion som samfundsbærende og kulturforvaltende dannelsesinstitution blev skudt i sænk. Folkeskolen har i dag meget svært ved at finde sig selv – og sit formål.”

Det er kloge ord.

Derudover problematiserer hun, at HHX/HTX kom under gymnasieloven for nogle år siden. Dermed forstærkedes et ekspansivt købmandssprog med ord som f.eks. ”karrierelæring” og andet miserable. Hvis erhvervsuddannelser nu også bliver til gymnasier, så går det helt galt for gymnasiets tradition.

(Riisager vil også gerne have højere karakterkrav. Det er jeg dog ikke enig med hende i. Hellere fri adgang, som så ledsages af nogle nørdede lærere, hvis mærkelige ord får nogle af eleverne til at finde noget andet lave. Men i så fald skal vi af med den skrækkelige taxameterordning).

Riisager har intet imod at reformere specifikke områder, fremgår det. Man skal blot ikke ødelægge alt. Så pointen er: Man skal ikke rive hele paladset ned, fordi der er en punkteret rude i kælderen. I stedet skal man blot skifte ruden.

Med sin aktuelle markering bliver LA en slags åndsfælle med RV, hvor især Martin Lidegaard har kritiseret den nye reform kraftigt, dog ud fra knap så principielle betragtninger som Riisagers, så vidt jeg kan bedømme det.

Men Lidegaard har faktisk også gode tanker om dannelse. Det kan man læse om i hans bog om “Generationskontrakten” fra 2023. For Lidegaard er dannelsen selve det inter-generationelle felt og område, selvom jeg synes, at generationernes filosofiske situation er for smalt beskrevet (noget om “friværdier” og klimaskyld). Men man kan godt mærke, at han er opvokset på Hal Kochs gamle højskole i Krogerup, som fik en kæmpeindflydelse på uddannelsespolitikken i 1960’erne og frem.

Og de radikales seneste skolepolitiske program, “Børneløftet”, som har undervisningsordfører Lotte Rods stempel, bærer også præg at et regulært pædagogisk sprog. De radikale har helt klart forladt deres tidligere begejstring for skolereformen. Det er tid til – for alle os der havde ret hele tiden, herunder Riisager – at tilgive det gamle parti, så de kulturradikale og grundtvigske strømninger kan få mere fanfare i partiet, som ellers blev kraftig beskadiget af konkurrencestats-læring i 2013, da Morten Østergaard var uddannelsesminister.

Endelig er det værd at nævne, at Lotte Rod og Stinus Lindgren for nylig havde et flot indlæg i Folkeskolen.dk, der kritiserede diverse forsøg på at digitalisere læreren. Et synspunkt, som bl.a. Dansk Arbejdsgiverforening ellers har forsøgt sig med via en rapport fra Boston Consulting Group.

Der er som om, at de radikale er ved at genopdage partiets rige skolepolitiske tradition.

På trods af mange tekniske forskelle, så er der en form for dybereliggende filosofisk fællestræk mellem LA og RV, som kan findes frem, og som andre partier kan lære noget af. Disse to partier kan blive en slags åndshistorisk akse, hvis de vil.

At Riisagers indlæg er faldet i god jord på Gymnasieskolen kan man se af den avancerede tegning af hendes kontrafej og insisterende blik. Det er en fejring på linje med bladet Folkeskolens tegning af Riisager som Frihedsgudinde i 2016/17, da hun bekæmpede skolereformens excesser.

I samme periode blev “lærernes frihedsgudinde” sammenlignet med Donald Trump på Politiken og på DPU, hvor skolereformen var hellig urørlighed. DPU ledes stadig af reformens stormtropper.

Det var kulturkamp i sin klassiske form, og den er ikke forbi.

Man må håbe, at Riisager kommunikerer med andre folk på Borgen, som har lignende tanker, så der kan etableres en eller anden form for politisk bevægelse, som på tværs af tekniske og polemiske forskelle deler en kærlighed til pædagogikkens formål og sprog.

Referencer:

Link til Riisagers kronik i Gymnasieskolen, d. 16. december 2024: https://gymnasieskolen.dk/articles/epx-ligner-en-uddannelsesmaessig-enhjoerning/

Link til min egen analyse af de aktuelle reformer, Critique, d. 31. oktober 2024: https://aarsskriftet-critique.dk/2024/10/konkurrencestaten-oedelaegger-ungdomsuddannelserne-3/

Link til de radikales “Børneløftet”, https://www.radikale.dk/aktuelt/nyhed/borneloftet-en-staerk-fremtid-starter-med-de-sma/

Lotte Rods og Stinus Lindgrens kritik af DA, Folkeskolen.dk, d. 12. december 2024. https://www.folkeskolen.dk/it-it-i-undervisningen-kunstig-intelligens/det-er-helt-gak-laerere-kan-ikke-erstattes-af-computere/4792769

Min analyse af 2016-forslaget om reform af gymnasiet: http://www.thomasaastruproemer.dk/samlet-analyse-af-regeringens-forslag-til-reform-af-gymnasiet.html

Omtale af Vanopslaghs bog, “Vejen til ansvar”, Kontrast.dk, d. 20. september. https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/tak-til-alex-vanopslagh-for-at-tage-dannelsen-alvorligt