Der er kommet en ny trend blandt nogle af de pædagogiske forskere, der sidder tættest på den pædagogiske magt i samfundet. Eller rettere: jeg ved faktisk ikke, om trenden er ny – det er den formodentlig ikke – men jeg har blot først lagt mærke til den nu.

Vi har tidligere hørt, at kritikere i stedet for at kritisere tingenes tilstand og indre skal udøve ”konstant selvkritik”, hvilket naturligvis ikke gælder magthaverne selv. Det er sådan noget konkurrencestats-noget, som også huserer kraftigt i visse pædagogiske og professionuddannelseskredse.

Men nu er der altså kommet en ny mundkurvsteknik. Den nye trend handler om at afvise kritik ved at sige, at de kritikerne ikke følger bestemte videnskabelige metoder. Og ja, det er faktisk mere end en mundkurvsteknik. Det er også en banalisering af, hvad videnskab og metode er.

Det der med ”mundkurvsteknikken” overlader jeg til Rasmus Willig. I det følgende er jeg mere pædagogisk og videnskabsteoretisk i min behandling af den nye trend. Den samlede pointe er, at det, som jeg vil fremskrive som metodefetischisme, har sin egen mundkurv indbygget. Metoden bliver dermed performativ, den udøver en magtens funktion, der skjuler det videnskabelige objekt og dermed vanskeliggøres folkelig og videnskabelig kritik.

 

1.

Første gang jeg stødte på denne performative brug af ”metode” var i forbindelse med en kritik af den ph.d.-studerende Keld Skovmands fine bog om læringsmålstyring, ”Uden mål og med”. Professorerne Jeppe Bundsgaard og Morten Misfeldt, som begge har været centralt placeret i Fælles Mål-processen, blev så harme over bogen, at de på folkeskolen.dk skrev et offentligt ”peer-review”, som var helt ude i hampen, hvilket jeg også noterede i den ledsagende debattråd. Nå, men undervejs i dette vilde dokument kritiserer de Skovmand for, at han ikke bruger en ”velfunderet metode”, som det hedder, og de to anmeldere foreslår i al højhellig gavmildhed, at Skovmand kaster sig over ”Faircloughs diskurskritiske metode”.

(Link til Misfeldts og Bundsgaards “peer-review”: https://www.folkeskolen.dk/585830/uden-maal-og-med–et-peer-review)

Et andet eksempel er institutleder for DPU, Claus Holms, kritik af lektor Rasmus Willigs nye bog ”Afvæbnet kritik”. Willigs bog følger ikke ”anerkendte sociologiske metoder”, hedder det i en kronik i Information, hvor Holm kritiserer Willig for en række ting, som Willig faktisk selv skriver om og tager forbehold for i sin bog. Holm mener, at Willigs person og metode har påvirket hans dataindsamling på en uheldig måde. Holm spørger ligefrem: ”Kan Willig henvise til anerkendt metodelitteratur inden for det sociologiske felt, der bakker op om hans egen metode?”. Holm har dog anstændighed nok til ikke ligefrem at foreslå ”Fairclughs diskurskritiske metode”. Willig sidder nok i disse timer og pønser med sit svar.

(Claus Holms kronik i Information: https://www.information.dk/debat/2016/06/kritikken-konkurrence-staten-lidt-letkoebt?utm_medium=social&utm_campaign=btn&utm_source=facebook.com&utm_content=btm)

I begge tilfælde betyder den manglende reference til ”velfunderede og anerkendte metoder”, at de kritiske bøger overgår fra at være ”videnskabelige” til at være ”debatbøger”. Herfra kan de så komme i pytkassen, mens Holm, Bundsgaard og Misfeldt selv og deres egne helte, som sidder på den forsknings- og policymæssige magt, kan leve et frit liv uden synderlige forhindringer – men med store konsekvenser for landets lærere og pædagoger, der jo må bygge videre på de “anerkendte metoder”. Her er der den skærpende omstændighed for Holms vedkommende, at han er vild med Ove Kaj Pedersens konkurrencestat, som han ligefrem kalder for en ”grundpræmis”. Og det er jo netop Ove Kaj Pedersen, som opfordrer til ”konstant selvkritik”, og som Willlig faktisk kritiserer i sin bog.

(Om Claus Holms brug af konkurrencestatsteorien http://www.thomasaastruproemer.dk/dpus-institutleder-claus-holms-syn-paa-konkurrencestat-og-ytringsfrihed-samt-forholdet-mellem-forskning-og-politik.html)

 

2.

Men hvad er det for et syn på metode, der ligger under disse anklager for manglende ”anerkendte og velfunderede metoder”? Min pointe er, at det er antimetodens syn. Det er Misfeldt, Holm og Bundsgaard, der ikke har forstået, hvad metode er. Jeg skal ikke forsvare alle mulige teknikaliteter i Skovmands og Willigs indsatser, men jeg synes, deres metoder er langt bedre end de andres, i hvert fald af det jeg har læst. Skovmand og Willig kommer simpelthen tættere på virkeligheden. Ikke på hele virkeligheden, og det siger de heller ikke, men de rører ved den på en langt mere fundamental måde, end hvis de skulle dele tingene op efter opskrifter i en metodehåndbog.

Skovmand og Willig følger netop ikke ”anerkendte metoder” på den simple måde, som det efterspørges, men viser i stedet metodisk sans, dvs. at de reflekterer deres arbejde i forhold til objektets karakter og tilsynekomst. De får virkeligheden til at vise sig. Dette sker både i særskilte ”metodeafsnit” og løbende via deres omgang med materialet, hvor der ikke lægges skjul på noget som helst. I det omfang, der er ”metodiske” problemer hos Willig og Skovmand, vedrører det faktisk mere selve den begrebsmæssige bestemmelse af spørgsmålene, men det har ikke noget med ”anerkendte metoder at gøre”, så det lader jeg ligge her. Det er jo en ren indholdsdiskussion.

Metode er ikke en abstrakt procedure, som producerer sandhed. Det vil blot få det hele til at ligne en modulopgave på en mellemlang videregående uddannelse. Det er altså lavniveau. Metode er arbejdet med at etablere spørgsmål-svar relationer med udgangspunkt i hele den begrebsmæssige og forskningsmæssige sammenhæng, sat i forhold til det videnskabelige objekts tilsynekomst og til kulturens vekselvirkninger. ”Metode” er derfor ikke et ”afsnit” eller ”en disciplin”. Det er det heles fortætning. Det er også derfor, at jeg aldrig råder mine studerende til at lave et ”metode-afsnit”. Jeg er lidt på Paul Feyerabends fløj i den henseende. Det var jo Feyerabend, der skrev den herlige bog ”Against method” i 1975. Filosoffen Gadamer har nogle af de samme pointer i sin ”Sandhed og metode”, selvom han jo ikke er helt så anarkistisk som Feyerabend.

Metode er den reflekterede boren sig ind i objektets virvar sammen med andre, og eftersom objektet er ukendt, kan metoden ikke fastlægges på forhånd. For nylig kom der faktisk en virkelig god bog om den slags ideer, nemlig ”Metodefetishisme – kvalitativ metode på afveje” (Aarhus Universitetsforlag 2015).

Holm, Bundsgaard og Misfeldt er i den fostand ”metodefetichister”.

(link til bogen om metodefetishisme: http://da.unipress.dk/udgivelser/m/metodefetichisme/)

 

3.

Som sagt er Holm jo meget glad for Ove Kaj Pedersen teori om konkurrencestaten. Hvad er Pedersens ”metode”? Hans bog er jo netop god, fordi den ikke har en metode som sådan. Pedersen undersøger sit objekt med de midler, der er til rådighed, og udviser en vis metodisk fornemmelse undervejs, men også kun ”en vis”, fordi han ikke har den mindste sans for den politiske økonomis begrænsninger og for statsobjektets essens, hvilket desværre får ødelæggende konsekvenser for pædagogikken. Holm er også glad for Lars-Henrik Schmidts arbejde. Bygger Schmidts arbejde på ”anerkendte metoder” fra en eller anden lærebog? Selvfølgelig ikke. Er det metodisk? I høj grad, fordi begrebsudviklingen jo finder sted i vekselvirkning med den tids, dvs. 1980’ernes, intellektuelle europæiske liv. Jeg kunne fortsætte i det uendelige.

Det er sørme sjældent, jeg læser en videnskabelig artikel med en drøftelse af ”anerkendte eller velfunderede metoder”. Men det betyder ikke, at de pågældende artikler ikke er metodiske, tværtimod.

Kort sagt: jo mere man bygger en undersøgelse på ”anerkendte metoder”, desto mindre videnskab får man. Det er helt ligesom i pædagogik. Metode er noget, der opstår og udvikler sig i den pædagogiske og videnskabelige praksis. Ja, hvis jeg støder på en videnskabelig eller pædagogisk indsats, der bygges op med reference til ”anerkendte og velfunderede metoder”, så er jeg 99,9% sikker på, at den videnskabelige og pædagogiske kvalitet er lav, fordi det næsten altid betyder, at selve det grundlæggende pædagogiske eller videnskabelige spørgsmål er alt for smalt og simpelt konciperet.

Man kan jo også kaste et blik på Holms eget arbejde, f.eks. bogen ”Folkeskolen efter reformen”. Her er der, så vidt jeg husker, sjældent noget om ”metode” (er der noget?), og der udvises efter min opfattelse ikke engang det, som jeg kalder for ”metodisk sans”, hvilket både Willig og Skovmand gør. Ofte er der bare en simpel hyldest til den ene og den anden helt eller policy, og en anmelder skrev da også, at bogen var mest egnet til embedsmænd og politiske hyldesttaler. Alligevel står den nævnte bog som ekspertbog på DPU’s hjemmeside under ”Forskning i grundskolen”? Skovmands bog står der ikke, selvom den mig bekendt er skrevet i DPU-regi.

Så alle andre skal følge en ”anerkendt metode”, men det skal man ikke selv? Det er sørme en fest vi har. Og hvad med John Hattie og hans super-global-empiriske elendighed, der overser selve undersøgelsens objekt, nemlig pædagogik og skole? Her er alt reduceret til ”anerkendte metoder”, men desværre er den videnskabelige kvalitet lav, fordi han overser objektet, dvs. pædagogikken, fuldstændigt; og denne altopslugende metodetomhed føres derpå direkte ned i de stakkels danske klasseværelser, der reduceres til ”anerkendte metoder” og ”forskningen viser”.

(anmeldelse: http://www.folkeskolen.dk/561856/historisk-vaerk-om-skolereformen)

Fri os dog fra ”anerkendte metoder”. Vis selvstændig metodisk sans i din omgang med at strukturerer videnskab, objekter og kultur i nogle nyttige spørgsmål og svar. Det er det, det handler om.

 

4.

Det kan være, at der er nogle afgrænsede dele af den empiriske sociologi, hvor ”metode” er en anerkendt ting, som skal følges, men så snart vi rører ved de pædagogiske og folkelige emner, herunder “fælles mål” og “kritik”, er det ganske andre metodiske dyder, man skal finde frem. Her er det faktisk et problem, hvis man lægger sig op af ”Fairclaughs metoder”, som om de ikke i sig selv skulle være pædagogisk farvet (de stammer fra en helt bestemt side af den post-strukturalistiske tradition, som altid foretager bestemte lukninger af det videnskabelige objekt).

Videnskab er kort sagt ikke ”metode”. Hvis man mener det, så er man sikker på, at ens forskning bliver et de fakto debatindlæg, hvor det videnskabelige objekt ligger skjult under metodens fetish.

Min egen metode er studiet af objekternes sprogspil. Den metode er inspireret mange steder fra, men den er ikke ”anerkendt” nogle steder. Jeg har beskrevet den i Pædagogikkens To Verdener (ch 19+20). Jeg prøvede faktisk engang at følge en bestemt metode. Resultatet var, at jeg gik helt i stå, og at jeg ikke fandt ud af noget. Hele tiden rørte spørgsmålet på sig og ødelagde metoden, og til sidst blev jeg sygemeldt, fordi jeg ikke kunne svare på det, jeg var blevet bedt om.

Den store fordel ved denne uafbrudte opløsning af metoden er, at det videnskabelige objekt kom tættere og tættere på. Og er det ikke lige præcist det, som videnskab handler om?

Så den egentlige videnskabelige metode handler om at opløse metode, så det videnskabelige og pædagogiske objekt kan vise sig i al sin fylde.

(Link til Pædagogikkens To Verdener) http://aauforlag.dk/Shop/filosofi/paedagogikkens-to-verdener.aspx

 

PS Jeg kan ikke lade være med at notere, at jeg også selv har været udsat for denne nye bedrevidenhed. Det var i 2010, da jeg modtog den såkaldte Holger-pris. Jeg lagde takketalen ud, og Claus Holm kvitterede i debattråden med at skrive, at jeg skulle “oppe mig og tage mig sammen”. Selvom han underskrev sig med “pro-dekan for formidling”, var der ingen lykønskning med min nye formidlingspris. Det var metodefetishisme i en tidlig form.